---

Hej NG.

Jeg skrev for ca. et halvt år siden et indlæg her om min søns og hans far.
Nu skriver jeg så igen for at få nogle gode råd omkring hvad jeg kan gøre nu
i denne situation. Min søn er 5½ år gammel. Han skulle have være startet
efter sommerferien i Bhkl. Men det må vente i hvert fald 1 år. Istedet for
skal han ud af den normale bh. han er i nu og i en specialbh. I løbet af det
sidste år har vi været mange ting igennem. Vi har bl.a gået med ham hos
noget der hedder Tværfagligt Team og han har været til tjek hos børne- og -
ergofysioterapeuterne og i august sidste år stoppede vi et behandlingsforløb
hos Børne og Familiegruppen. I næsten halvandet år har vi været skrevet op
til at få ham undersøgt hos en børnespykiater...men der bliver ventetiden
længere og længere. Så nu har jeg så endeligt fået en anden tid hos en
privat børnespykiater, hvor ventetiden ikke er så lang. Kan ikke sige andet
om ham end at han har nogle vanskelige sociale problemer i bh. De var vendt
til det bedre, men her efter jul er det igen blevet værre. Han kan finde på
at bide andre børn, at slå andre børn, at sparke andre børn og han har et
meget hidsigt temperament. Vi har en anelse om at han måske har Damp. Men
det er ikke noget vi ved med sikkerhed. Men efter at have haft ham så mange
steder henne ved jeg nu med sikkerhed at han trives bedst hvis alt kører i
helt faste rammer. der skal ikke meget til at vælte hans verden omkuld. Han
havde fast samvær med sin far hver fjortendes dag i weekenderne før jul. Og
hans far skulle så have ham i næsten 8 dage på juleferie som skulle starte
den 19 dec. Tidligt om morgenen den 20 dec. ringede hans far til mig og
sagde at han kom hjem med vores søn fordi han ikke kunne magte at have ham.
Hans far fortalte mig at de var kommet op og skændes om et rundstykke med
honning på som knægten ikke ville have fordi han ikke kan lide honning. Så
derfor kom han hjem. Jeg kunne klart mærke på min søn at han følte sig
svigtet da han efter et par timer herhjemme sagde "mor, jeg tror ikke far
kan lide mig?". Jeg prøvede at forklare ham at det kan far godt...men far
har meget andet at se til med en lille ny i huset. Men interessen for vores
søn er dalet meget. Nogen gange går der 4 uger, andre gange 6 uger og i helt
groteske tilfælde 8 uger imellem han ser sin far. Og min søn savner sin far
vandvittigt meget. Men i og med at jeg har prøvet at snakke med hans far om
hvordan vores søn føler og har det og jeg ikke kom nogen vegne med det er
jeg nødt til at gøre noget andet. Vi har fælles forældremyndighed men jeg
har tænkt længe på at søge den fulde forældremyndighed netop for at give min
søn de trygge og faste rammer som jeg ved han har så meget brug for.Jeg er i
vildrede. Jeg har prøvet at snakke med SA for hvad der kan gøres for at min
søn skal få de trygge og faste rammer han har brug for...men de vil end ikke
høre på mig...de siger bare at det kun er faderens ret at se ham hver
fjortendes dag i weekenderne og ikke en pligt. Så har i et godt råd om hvad
jeg kan gøre i denne svære situation, hvor det netop er drengens ve og vel
jeg tænker på. For får han ikke de trygge og faste rammer med sin far...er
jeg bange for at han aldrig ender med at få det godt...og ender med at
trives endnu værre i bhkl. skole o.sv.

Mvh Pia

p.s min søns far har også været inviteret med til alle de steder hvor vi har
gået med knægten men valgte kun at deltage en gang hvert sted. Han bliver
også inviteret med når der er forældremøder og andre arrangementer i bh..men
der kommer han ikke. I dec. var der luciaoptog...og knægten var meget ked af
at hans far ikke kom.

---

Pia Sørensen wrote:
<snip>
> Vi har
> fælles forældremyndighed men jeg har tænkt længe på at søge den fulde
> forældremyndighed netop for at give min søn de trygge og faste rammer
> som jeg ved han har så meget brug for.Jeg er i vildrede. Jeg har
> prøvet at snakke med SA for hvad der kan gøres for at min søn skal få
> de trygge og faste rammer han har brug for...men de vil end ikke høre
> på mig...de siger bare at det kun er faderens ret at se ham hver
> fjortendes dag i weekenderne og ikke en pligt.

Og det er desværre sandt, juridisk set. Moralsk er det en helt anden sag.

Men antag, at du søger og får fuld forældremyndighed. På baggrund af den
udtalelse fra SA tvivler jeg stærkt på, at faderen får frataget sin
samværsret af den grund. Dét vil altså næppe ændre noget.

> Så har i et godt råd
> om hvad jeg kan gøre i denne svære situation,

Nej, desværre.

<snip>

--
Kristian Damm Jensen damm (at) ofir (dot) dk
"On the whole he enjoyed the gift of speech, but something told him
that this was the time to employ the even rarer gift of silence." --
Terry Pratchett, The Fifth Elephant

---

"Kristian Damm Jensen" <REdammMOVE@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:c5mlbu$3c7hs$1@ID-146708.news.uni-berlin.de...
>
> Men antag, at du søger og får fuld forældremyndighed. På baggrund af den
> udtalelse fra SA tvivler jeg stærkt på, at faderen får frataget sin
> samværsret af den grund. Dét vil altså næppe ændre noget.

Af den udtalelse fra SA skal det så også lige siges at den person jeg
snakkede med var helt ny i min sag..så hun kender intet til min søns
vanskelige problemer...men jeg mener bare at SA jo må gøre et eller andet i
sådan sag..ikke nødvendigvis fjerne samværet ..men noget må de da kunne
gøre...det er jo barnets tarv det gælder...og når knægten har det svært nok
i forvejen, så må der vel være nogle specifikke regler der gælder hvis man
har samvær med et barn der eventuelt har Damp. Det er ikke kun os der har en
anelse om han har Damp, men også forskellige spykologer og pædagoger.
>
Pia
>

---

Pia Sørensen wrote:
> "Kristian Damm Jensen" <REdammMOVE@ofir.dk> skrev i en meddelelse
> news:c5mlbu$3c7hs$1@ID-146708.news.uni-berlin.de...
>>
>> Men antag, at du søger og får fuld forældremyndighed. På baggrund af
>> den udtalelse fra SA tvivler jeg stærkt på, at faderen får frataget
>> sin samværsret af den grund. Dét vil altså næppe ændre noget.
>
> Af den udtalelse fra SA skal det så også lige siges at den person jeg
> snakkede med var helt ny i min sag..så hun kender intet til min søns
> vanskelige problemer...

Du skal ikke lægge mere i "faderen har ret til samvær ikke pligt til samvær"
end at det er "slang" som Statsamterne ofte bruger om fædre som møder op til
samvær.

Jeg har hørt udtrykket et par gange fra forskellige Statsamter. (I
forskellige sager)



>men jeg mener bare at SA jo må gøre et eller
> andet i sådan sag..ikke nødvendigvis fjerne samværet ..men noget må
> de da kunne gøre...det er jo barnets tarv det gælder...og når knægten
> har det svært nok i forvejen, så må der vel være nogle specifikke
> regler der gælder hvis man har samvær med et barn der eventuelt har
> Damp. Det er ikke kun os der har en anelse om han har Damp, men også
> forskellige spykologer og pædagoger.
>>
> Pia

Der er ikke specielle retningslinier for børn med Damp. Der skal ved
fastsættelsen af samvær tages hensyn til barnet og evt. barnets specielle
behov. Det kunne f.eks. være Damp.


At du søger/får forældremyndigheden alene vil sikkert ikke ændre ved
faderens samvær.

Jeg vil da mene at det er betrykkende at faderen "siger fra" og indrømmer at
han ikke magter samværet i julen. Det er jo så desværre svært for jeres søn
at forstå.


Måske skulle i lave kortere men oftere samvær ?



/René

---

"René E." <eigaard@get2net.danmark> skrev i en meddelelse
news:407ef082$0$307$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...

> Der er ikke specielle retningslinier for børn med Damp. Der skal ved
> fastsættelsen af samvær tages hensyn til barnet og evt. barnets specielle
> behov. Det kunne f.eks. være Damp.

Ja men det blev der ikke. For på det tidspunkt var min søn kun 15 mdr.
gammel, så der havde vi ingen anelse om at han måske havde Damp.
>
>
> At du søger/får forældremyndigheden alene vil sikkert ikke ændre ved
> faderens samvær.

Sikkert ikke.
>
> Jeg vil da mene at det er betrykkende at faderen "siger fra" og indrømmer
at
> han ikke magter samværet i julen. Det er jo så desværre svært for jeres
søn
> at forstå.

Ja måske betryggende, men det er ikke kun svært for min søn at forstå. Det
er direkte ødelæggende for ham. For i og med at han har sociale problemer i
forvejen, så får han flere når det ikke kører i faste rammer for ham. Når
han bider, slår, sparker og smider med stole og des lige ødelægger det
mange ting for ham selv. Bl.a selvtillid. Og vores(min og pædagogernes)
opfattelse af ham er at det går bedre for ham med at tackle sin vrede så
længe alt kører i faste rammer.
>
>
> Måske skulle i lave kortere men oftere samvær ?

Det kan p.t ikke lade sig gøre da hans far ikke kan se ham så tit pg.a af
byture. Det er i hvert fald det han siger når han fortæller mig at han ikke
vil se sin søn. og vi har også forsøgt os med hverdagssamvær plus
weekendsamvær..men det forvirrer også knægten totalt.
>
>
>
Pia
>
>

---

"Pia Sørensen" <frksorensendk@hotmail.com> wrote in
news:407eaa2b$0$284$edfadb0f@dread16.news.tele.dk:
[SNIP en hel masse]

Men interessen for vores søn er dalet meget. Nogen gange går
> der 4 uger, andre gange 6 uger og i helt groteske tilfælde 8 uger
> imellem han ser sin far. Og min søn savner sin far vandvittigt meget.
> Men i og med at jeg har prøvet at snakke med hans far om hvordan vores
> søn føler og har det og jeg ikke kom nogen vegne med det er jeg nødt
> til at gøre noget andet. Vi har fælles forældremyndighed men jeg har
> tænkt længe på at søge den fulde forældremyndighed netop for at give
> min søn de trygge og faste rammer som jeg ved han har så meget brug
> for.Jeg er i vildrede. Jeg har prøvet at snakke med SA for hvad der
> kan gøres for at min søn skal få de trygge og faste rammer han har
> brug for...men de vil end ikke høre på mig...de siger bare at det kun
> er faderens ret at se ham hver fjortendes dag i weekenderne og ikke en
> pligt. Så har i et godt råd om hvad jeg kan gøre i denne svære
> situation, hvor det netop er drengens ve og vel jeg tænker på. For får
> han ikke de trygge og faste rammer med sin far...er jeg bange for at
> han aldrig ender med at få det godt...og ender med at trives endnu
> værre i bhkl. skole o.sv.
>
> Mvh Pia
>
> p.s min søns far har også været inviteret med til alle de steder hvor
> vi har gået med knægten men valgte kun at deltage en gang hvert sted.
> Han bliver også inviteret med når der er forældremøder og andre
> arrangementer i bh..men der kommer han ikke. I dec. var der
> luciaoptog...og knægten var meget ked af at hans far ikke kom.
>
>

Hej Pia.

Jeg kan ikke sige så meget til din søns problemer, men vil da sige hvad
begebet 'fælles forældremyndighed' går ud på i mine øjne:

At begge forældre deltager aktivt i barnets trivsel, og kommunikere
sammen og med barnet.

Jeg og min ex. har fælles FM over vores 2 piger på 7 og 10 år, netop
fordi at han tager aktiv del i deres skolegang, trivsel, hverdag og hvad
deraf følger.
Jeg ville blive gal, hvis min ex.( som er gift på ny, og som i 6 mdr. har
haft et kolikbarn) ikke kunne håndtere børnenes problemer og frasage sig
samvær i længere perioder/uger.

Selvom at mor og far ikke bor sammen, tror jeg, at det er tryghed for
børnene at vide/fornemme at begge tager aktiv del i deres liv, både når
der er sorger og glæder.

Min ex. deltager stort set i alt: Forældremøder (hvor vi begge er til
stede), skole arr.(med os begge til stede + nuv. ægtefæller),
specialtandlæge, talepæd. da det var på tale, fast samvær hver 2.
weekend, deltagelse i fødseldage i eget hjem, faste ferier (vinter,
påske, 14 dages sommer, efterår,jul og andre helligdage).Han og mine
piger har også en aftale sammen, at han altid ringer tirsdag aften, hver
uge, da de selvfølgelig savner ham, når de ikke ser ham, og gerne vil
fortælle hvad de har oplevet, istedet for at der går 14 dage inden de kan
fortælle løs (selvfølgelig ringes de også ved andre dage, hvis der lige
er noget at fortælle).
Ud over dette kommunikere vi 2-vejs (face2face eller via tlf).

Da vi blev enige om FFM tilbage i 1998, gjorde jeg ham klart, at for at
dette skulle lykkes, skulle han tage aktiv del, at han ikke bare kunne
læne sig tilbage, og kun have sorger/glæder hver 2. weekend, og
efterfølgende bare 'se på'. At han som far var en ligeså stor del i deres
hverdag, selvom at han ikke var der fysisk døgnet rundt.
Gjorde ham klart, at hvis han ikke mente at han kunne magte dette, ville
jeg søge den fulde forældremyndighed. Heldigvis var han enig med mig. Det
er VORES børn, ergo vores begges pligt til at varetage vores børns sorger
og glæder på lige fod

Inden du fortager en drastisk ændring fra Fælles FM til Fuld FM kunne I
jo, som René E. er inde på, måske ændre samværet mellem far og søn, til
at være kortere varighed, men oftere. Selv et par timer en enkelt dag kan
gøre en forskel, evt. 1-2 gange om ugen, så man ikke står helt magtesløs,
hvis tingene går over gevind. Drengen må ihvertfald ikke føle, at far
ikke elsker ham. Tror også at det er vigtig, at disse timer bliver brugt
kun med sønnen alene, så det ikke er den lille nye baby der får den fulde
opmærksomhed, når sønnen er hos faderen.

Håber I finder en fornuftig løsning *S*

Mvh. Milea

---

"Milea @hotmail.com>" <mileamillz<REMOVE> skrev i en meddelelse
news:Xns94CCF1ABE992Dmileamillzhotmailcom@212.88.64.226...
> >
> >
>
> Hej Pia

Hej Milea
>
> Jeg kan ikke sige så meget til din søns problemer, men vil da sige hvad
> begebet 'fælles forældremyndighed' går ud på i mine øjne:

Oki
>
> At begge forældre deltager aktivt i barnets trivsel, og kommunikere
> sammen og med barnet.

Ja
>
> Jeg ville blive gal, hvis min ex.( som er gift på ny, og som i 6 mdr. har
> haft et kolikbarn) ikke kunne håndtere børnenes problemer og frasage sig
> samvær i længere perioder/uger.

Jeg er også gal fordi han frasiger sig samvær i lange perioder..men det er
fordi jeg kan se hvor meget det rammer min søn
>
> Selvom at mor og far ikke bor sammen, tror jeg, at det er tryghed for
> børnene at vide/fornemme at begge tager aktiv del i deres liv, både når
> der er sorger og glæder.

enig
>
> Min ex. deltager stort set i alt: Forældremøder (hvor vi begge er til
> stede), skole arr.(med os begge til stede + nuv. ægtefæller),
> specialtandlæge, talepæd. da det var på tale, fast samvær hver 2.
> weekend, deltagelse i fødseldage i eget hjem, faste ferier (vinter,
> påske, 14 dages sommer, efterår,jul og andre helligdage).Han og mine
> piger har også en aftale sammen, at han altid ringer tirsdag aften, hver
> uge, da de selvfølgelig savner ham, når de ikke ser ham, og gerne vil
> fortælle hvad de har oplevet, istedet for at der går 14 dage inden de kan
> fortælle løs (selvfølgelig ringes de også ved andre dage, hvis der lige
> er noget at fortælle).
> Ud over dette kommunikere vi 2-vejs (face2face eller via tlf).

God måde
>
> Inden du fortager en drastisk ændring fra Fælles FM til Fuld FM kunne I
> jo, som René E. er inde på, måske ændre samværet mellem far og søn, til
> at være kortere varighed, men oftere. Selv et par timer en enkelt dag kan
> gøre en forskel, evt. 1-2 gange om ugen, så man ikke står helt magtesløs,
> hvis tingene går over gevind. Drengen må ihvertfald ikke føle, at far
> ikke elsker ham. Tror også at det er vigtig, at disse timer bliver brugt
> kun med sønnen alene, så det ikke er den lille nye baby der får den fulde
> opmærksomhed, når sønnen er hos faderen.

Samværet tror jeg ikke kan ændres. Først og fremmest fordi hans far ikke har
tid. Når han siger nej til at have sønnen på samvær kommer han med en grund
til at han skal i byen. For det andet så kan vores søn ikke ret godt
håndtere ting der fek.s kun foregår over et par timer...det har vi nemlig
prøvet før..og det gjorde mere skade end gavn. Og desuden så tror jeg ikke
at han har lyst til at være alene med sin søn. Det er ikke noget jeg ved
direkte, men det er den opfattelse jeg får efter at hans far og hans kæreste
blev gift for et stykke tid siden. Min søn var med til brylluppet men blev
blot sat på en bænk i kirken. Hans fars nye kæreste har en datter fra et
tidligere forhold og hun skulle være brudepige og følges med sin mor op ad
kirkegulvet. Og inden de ankom til kirken blev min søn overladt til noget
andet familie. I hvert fald kan jeg forstå på min søn at hans far bruger tid
på kærestens datter alene men ikke på sin egen søn. Et eks. Hans far tager
ned at handle. Han tager sin nye kones datter med men hans egen søn må ikke
komme med. Et andet eks. Hans far tager ned at handle og tager vores søn
med..men hans nye kones datter skal også med. Så spørgsmålet er om der
overhovedet er noget jeg kan gøre...eller om hans far rent faktisk er på vej
ud af hans liv?
>
> Håber I finder en fornuftig løsning *S*

Tak det håber jeg også *S*
>
> Mvh. Pia
>
>
>
>

---

Pia Sørensen wrote:

<snip>

> Samværet tror jeg ikke kan ændres. Først og fremmest fordi hans far
> ikke har tid. Når han siger nej til at have sønnen på samvær kommer
> han med en grund til at han skal i byen.

Hvilken "god grund" kan han have til ikke at have tid til sin søn. Det er
rent ud sagt absurd.

<snip>

> Så spørgsmålet er om der overhovedet er noget
> jeg kan gøre...eller om hans far rent faktisk er på vej ud af hans
> liv?

Det lyder sådan.

I mine øjne ser det ud til at spørgsmålet i virkeligheden er: Hvad er værst
for drengen:

- At samværet bliver aflyst hver anden gang af en far, som ifølge eget
udsagn ikke kan magte ham.
- Eller helt at aflyse det faste samvær så alle er enige om at *normen* er
at han er hos mor. Og så gå over til at drengen kommer på besøg hos sin far
*en gang i mellem*, når faderen selv vil tage et initiativ. Det kommer
dermed mere til at ligne uregelmæssige besøg hos bedsteforældre o.l.


--
Kristian Damm Jensen damm (at) ofir (dot) dk
Outside of a dog, a book is man's best friend, and inside a dog it's
too dark to read. -- Groucho Marx

---

"Kristian Damm Jensen" <REdammMOVE@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:c5nv0c$3s7cd$1@ID-146708.news.uni-berlin.de...
>
> Hvilken "god grund" kan han have til ikke at have tid til sin søn. Det er
> rent ud sagt absurd.

Ja det ved jeg.
>
> <snip>
>
> > Så spørgsmålet er om der overhovedet er noget
> > jeg kan gøre...eller om hans far rent faktisk er på vej ud af hans
> > liv?
>
> Det lyder sådan.

Ja også her.
>
> I mine øjne ser det ud til at spørgsmålet i virkeligheden er: Hvad er
værst
> for drengen:
>
> - At samværet bliver aflyst hver anden gang af en far, som ifølge eget
> udsagn ikke kan magte ham.
> - Eller helt at aflyse det faste samvær så alle er enige om at *normen* er
> at han er hos mor. Og så gå over til at drengen kommer på besøg hos sin
far
> *en gang i mellem*, når faderen selv vil tage et initiativ. Det kommer
> dermed mere til at ligne uregelmæssige besøg hos bedsteforældre o.l.

Ja det er jo lige det spørgsmål. Hvad er værst. Som jeg ikke kan svare på
endnu.
>
>
> --
Pia
>

---

"Pia Sørensen" <frksorensendk@hotmail.com> skrev i en meddelelse

>
> Samværet tror jeg ikke kan ændres. Først og fremmest fordi hans far ikke
har
> tid.

- klip -

Et eks. Hans far tager
> ned at handle. Han tager sin nye kones datter med men hans egen søn må
ikke
> komme med. Et andet eks. Hans far tager ned at handle og tager vores søn
> med..men hans nye kones datter skal også med. Så spørgsmålet er om der
> overhovedet er noget jeg kan gøre...eller om hans far rent faktisk er på
vej
> ud af hans liv?


Hej Pia

Jeg tror, du bliver nødt til at skille tingene ad:

Måske er drengens far på vej ud af hans liv.
Og hvis det virkelig er det, han vil, kan du ikke forhindre det.
Måske fjerner han sig trygt, fordi han ved, at du nok skal redde situationen
og forsøge at hale ham ind igen?

Èn ting er, om forældremyndigheden skal være fælles eller ej - og her ser
det for mig ud som om, du allerede reelt har den fulde forældremyndighed.
Altså, at den kun er fælles på papiret.
Og jeg tror, du bliver nødt til at indse, at din eks måske ikke magter at
være den ansvarsfulde far, som du ønsker, han skal være. Og at hverken du
eller Statsamtet kan tvinge ham til det.
Sagsbehandleren har faktisk ret: Samvær er en ret for forældrene, ikke for
barnet. Sørgeligt, men sandt.
Som jeg læser dine indlæg har du et ønske om et fornuftigt, omsorgsfuldt og
ansvarligt fællesskab omkring jeres søn.
Men jeg er bange for, at det er urealistisk; og du vil gøre dig selv og din
søn en tjeneste ved at se virkeligheden i øjnene: Hvad magter hans far? Hvad
ønsker han? Og hvad VIL han, når det kommer til stykket - altså hvilke
aftaler kan du/statsamtet REELT lave med ham, sådan at aftalerne også bliver
ført ud i livet?

Noget andet er, hvad din søn har brug for.
Og det er ikke Statsamtet, du skal samarbejde med her, men de fagfolk, som
allerede er inde i billedet.
Også her må du (gerne sammen med f.eks. en dygtig socialrådgiver) forsøge at
få opstillet et realistisk billede af, hvilken plads drengens far kan
udfylde på en måde, så din søn og du kan stole på det.
Få helt på det rene, hvad der er ønsker, og hvad der er realiteter.
Se dybt i dig selv og får styr på, hvad du ønsker og drømmer om - og hvad du
reelt tør regne med (og hvorfor).
Se mere på, hvad manden GØR end på, hvad han SIGER
Og erkend, at du ikke kan lave ham om.

Når det er på plads, tror jeg I kan komme videre, men så længe I træder
vande i "han burde også...", "jamen KAN han da ikke forstå...", og "nu
svigter han jo igen det, jeg troede..." - lige så længe er dit fokus rettet
mod HANS svigt og ikke på dine egne og din søns muligheder.
Og lige så længe kommer I ikke ud af stedet.

Det bliver hårdt arbejde, men jeg tror, det er vejen frem.

Held og lykke!
Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:c5o39l$pjq$1@sunsite.dk...

>
> Hej Pia
>
> Jeg tror, du bliver nødt til at skille tingene ad:
>
> Måske er drengens far på vej ud af hans liv.
> Og hvis det virkelig er det, han vil, kan du ikke forhindre det.
> Måske fjerner han sig trygt, fordi han ved, at du nok skal redde
situationen
> og forsøge at hale ham ind igen?

Måske.
>
> Èn ting er, om forældremyndigheden skal være fælles eller ej - og her ser
> det for mig ud som om, du allerede reelt har den fulde forældremyndighed.
> Altså, at den kun er fælles på papiret.
> Og jeg tror, du bliver nødt til at indse, at din eks måske ikke magter at
> være den ansvarsfulde far, som du ønsker, han skal være. Og at hverken du
> eller Statsamtet kan tvinge ham til det.
> Sagsbehandleren har faktisk ret: Samvær er en ret for forældrene, ikke for
> barnet. Sørgeligt, men sandt.
> Som jeg læser dine indlæg har du et ønske om et fornuftigt, omsorgsfuldt
og
> ansvarligt fællesskab omkring jeres søn.
> Men jeg er bange for, at det er urealistisk; og du vil gøre dig selv og
din
> søn en tjeneste ved at se virkeligheden i øjnene: Hvad magter hans far?
Hvad
> ønsker han? Og hvad VIL han, når det kommer til stykket - altså hvilke
> aftaler kan du/statsamtet REELT lave med ham, sådan at aftalerne også
bliver
> ført ud i livet?

Ja det har du nok ret i.
>
> Noget andet er, hvad din søn har brug for.
> Og det er ikke Statsamtet, du skal samarbejde med her, men de fagfolk, som
> allerede er inde i billedet.
> Også her må du (gerne sammen med f.eks. en dygtig socialrådgiver) forsøge
at
> få opstillet et realistisk billede af, hvilken plads drengens far kan
> udfylde på en måde, så din søn og du kan stole på det.
> Få helt på det rene, hvad der er ønsker, og hvad der er realiteter.
> Se dybt i dig selv og får styr på, hvad du ønsker og drømmer om - og hvad
du
> reelt tør regne med (og hvorfor).
> Se mere på, hvad manden GØR end på, hvad han SIGER
> Og erkend, at du ikke kan lave ham om.

Lyder som et godt råd.

Tusind tak for dit svar. Du åbnede for en masse tanker, som jeg vil sætte
mig ned med og tænke igennem.
>
> Held og lykke!

Tusind tak.

> Hilsen Pia,.
>
>
>
>
>
>
>
>