"MVJ" skrev d. 05-04-04 14:42 dette indlæg :
> Det var vist en munk der var fuld og glemte en streg i b så der blev
til h
> "Anders" <ae@[REMOVE-THIS]pq.dk> skrev i en meddelelse
> news:c4rdq3$kco$1@news.net.uni-c.dk...
> > > Hvorfor har man i danmark valgt at bruge H istedet for B som
akkord?
> > > Jeg synes ikke det giver mening.
> >
> > Om det er en vandrehistorie, skal jeg ikke kunne sige, men jeg har
> > adskillige gange hørt rygtet om at det skulle være en eller anden
der har
> > skrevet forkert (H istedet for B), dengang noder blev kopieret ved
> > håndskrift, og at afvigelsen skulle stamme derfra...
> >
> > /Anders
> >
> >
Faktisk er de to indlæg til sidst her på siden inde på noget af det
rigtige.
Generelt er B'et en engelsk / amerikansk betegnelse (for den tone, som
vi kalder "H"). Da becifringssystemet, som vi kender det hovedsageligt
er udviklet og forfinet af jazz- og andre rytmiske musikere, og da disse
ofte har deres afsæt i USA - ikke mindst kulturelt - er "B" blevet en
ret gængs betegnelse for "H". Det "engelske" i systemet kan også ses i,
at f.eks. akkorden Fis7 sjældet skrives sådan - men netop F#7 (F sharp -
som jo er den engelske betegnelse for tonen fis).
H'et er ikke kun en dansk opfindelse. H bruges i resten af Skandinavien
og i hele den tysk/østrigske kulturkreds. Det giver anledning til mange
pudsige forviklinger, når en "ukyndig" oversætter af engelske romaner
f.eks. skriver, at orkestret spillede Schuberts symfoni i B-moll (når
den nu står i H-moll!), eller når man oversætter en bog om Beatles'
samlede værker og konsekvent skriver om "F med kryds-dur" (F sharp major
eller F#-major), fordi man ikke ved, at tonen hos os (og hos tyskerne og
østrigerne og en række østeuropæere hedder "Fis".
For at gøre det helt komplet, har franskmændene helt deres eget system,
hvor tonerækken hedder "Ut, Re, Mi, Fa, Sol, La og Si" - og det bruges
også becifringsmæssigt, skulle jeg hilse at sige.
Oprindelsen til forvekslingen skylde netop middelalderens
notationspraksis. H eksisterede da som "h-durum" = hårdt h, der svarer
til vort "H" og h-mollum = blødt h, svarende til vort B. Det hårde h
noteredes som en "firkantet" udgave af et lille h og det bløde som en
afrundet udgave. Efterhånden blev det bløde runde h lukket forneden,
således at det lignede et "b". Samtidig blev dette "b" betegnelsen for
fortegnet "b". Man tegnede lidt videre på det hårde h, så det i dag blev
til dels opløsningstegnet, dels krydset "#". I Skandinavien og tyskland
holdt man således fast ved det oprindelige (en skelnen mellem H og B)
mens englænderne tog skridet fuldt ud og afskaffede h'et (og i stedet
brugte "B" og "Bb", sidstnævnte hedder jo netop "B-flat" i det engelske
system).
Det er da rigtigt, at sammenligningen med alfabetet er slående i
tonerækket ABCDEFG, men jeg tror nu, at H'et har haft for lang en
karrierre ikke mindst inden for den klassiske (tyske) musik til at det
forsvinder. Man kan jo undgå alle forvekslinger på "B'ets" område ved
konsekvent at skrive "Bb", så er der kun problemet vedr. "H" tilbage,
men man skal jo ikke spille en akkord, der ligger en halv tone for højt
ret længe, før ens ører truer med at falde af! Med lidt snilde kan man
også ofte se på noderne, hvad der menes. Det er dog min oplevelse med
baggrund i diverse nodeudgivelser inden for de seneste år, at "H" har
fået en renæssance, og at man oven i købet ofte er begyndt - i danske
nodehæfter - at skrive "B", når man mener "Bb".
Hilsen
Flemming Meng Sørensen
>
>
--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"