---

I slutning af 1970 var der mange landmænd, der gik konkurs. Jeg er søn af en
af dem.

Min far er nu 81 og til sommer er det 23 år siden han gik konkurs.

Fogedrettens domsafsigelse har jeg fået refereret således: Min far har dom
for, at han skylder en masse penge, men han ikke er pligtig til at afdrage
på gælden. Dog har han ikke kunnet eje noget, som kreditor kunne gøre udlæg
i.

På grund af gældens størrelse har min far ikke indgået en frivillig proforma
afdragsordning, fordi der, såvidt jeg ved, ikke kunne forhandles nogen
akkord på plads.

Jeg skriver dk.erhverv om det, fordi jeg synes det er groteks, at en gæld
aldrig kan forældes. Min far er jo ikke forbryder, men en ganske almindelig
mand der p.g.a. tidernes ugunst kom på tvangsauktion med det, der havde
været hans livsværk. At han så fortsat skal modtage henvendelser fra et af
de største pengeinstitutter her i landet for at deres tilgodehavende ikke
skal live forældet. Det synes jeg faktisk er uanstændigt:
a.. der en meget begrænset sandsynlighed for at han lever 20 år mere, hvor
efter gældenhæftelsen ville være forældet, hvis der ikke var fremsendt ny
påmindelse.
b.. kreditor får ikke noget ud af at få fat i arven efter ham, for han
ejer af gode grunde ingenting
c.. han er 81, hvorfor kan de ikke bare lade ham være i fred
Kreditinstitutionerne handlemåde er naturligvis helt legal, men
konsekvenserne er ret rå. Her hvor jeg bor er der et eksempel på en kvinde,
der nu er midt i 70'erne. Hun og hendes mand havde i sin tid været i stand
gennemføre en rekonstruktion af deres landbrug, ved at hun blev ejer af
gården. Det gik så hverken værre eller bedre, at hun gik konkurs som
gårdejer. Som pensionister var deres situation, at han kunne eje fast
ejendom uden at blive antastet af kreditorer. Han døde så desværre først.
Hendes kreditorer realiserede huset og hun blev sat på gaden med kort varsel
da hun blev enke. Se det var jo en tragedie, der ville noget.

Det der så også er at sige om den situation, er at den generation helst ikke
taler om sådan noget. De bærer "skammen" i stilhed. Jo, det var i høj grad
forbundet med skam, selvom der i realiteten ikke var noget at skamme sig
over. Skammen kommer af at folkeviddets indre svinehund altid har været af
den overbevisning, at det er dovne, drikfældige, spillegale, voldsmænd og
børnemishandlere, der kommer på tvangsauktion. Så de konkursramtes egen dom
har såmænd været hård nok i sig selv.

Jeg er i gang med at gøre et forsøg på, at min far kan få fred for
kreditorerne de sidste år af hans liv. For at kunne få gennemslagskraft skal
der en politisk bevågenhed omkring disse livstidsdømte mennesker. Deres
situation er jo i min forståelse dybt grotesk, når de fleste mennesker har
kendskab til mindre erhvervsdrivende som har 3, 4 eller flere konkursramte
selskaber bag sig. De er bare ikke gået fra hus og hjem og det er godt nok.
Det er ikke deres situation der er urimelig. Det er fint at de har kunnet
starte på en frisk og bruge deres ressourcer. Landbofamilierne i 1970'erne
havde ikke noget alternativ til selveje. De havde kun i meget begrænset
omfang adgang til selskabseje, hvilket implicit betød at alt forsvandt ved
en tvangsauktion: ervherv, hjem, naboer, fællesskaber.

Jeg er interesseret i at høre fra andre, der har kendskab til andre der
er i tilsvarende situation.

mvh

Niels Schøler

---

"Karen Birgitte og Niels" <n-sch@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:405862d1$0$208$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Kreditinstitutionerne handlemåde er naturligvis helt legal, men
> konsekvenserne er ret rå. Her hvor jeg bor er der et eksempel på en
kvinde,
> der nu er midt i 70'erne. Hun og hendes mand havde i sin tid været i stand
> gennemføre en rekonstruktion af deres landbrug, ved at hun blev ejer af
> gården. Det gik så hverken værre eller bedre, at hun gik konkurs som
> gårdejer. Som pensionister var deres situation, at han kunne eje fast
> ejendom uden at blive antastet af kreditorer. Han døde så desværre først.
> Hendes kreditorer realiserede huset og hun blev sat på gaden med kort
varsel
> da hun blev enke. Se det var jo en tragedie, der ville noget.

Det er en træls historie, som der uden tvivl er mange af rundt omkring i
landet.
Men uanset om man er landmand eller beskæftiget med andet erhverv, så er
risikoen jo altid til stede, for at det ikke kan løbe rundt. - Men det er en
risiko som man må kalkulere med, når virksomheden skal bruge penge, og må ud
at låne.

At banken så stadig sender 'huske breve' for at opretholde deres krav, ville
jeg nok også gøre, hvis nogen skyldte mig penge, uanset om det er synd for
vedkommende eller ej - De driver en forretning, og skal man tage hensyn til
de 'menneskelige' sider af låne sager, så er man nok ikke i branchen ret
længe.

Men dit indlæg lægger da bestemt op til en debat om forældelses principper.

---

"H.S." <public@tele2adslSPAM.dk> skrev i en meddelelse
news:c3c1sd$l6u$1@sunsite.dk...
> "Karen Birgitte og Niels" <n-sch@mail.dk> skrev i en meddelelse
> news:405862d1$0$208$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> At banken så stadig sender 'huske breve' for at opretholde deres krav,
ville
> jeg nok også gøre, hvis nogen skyldte mig penge, uanset om det er synd for
> vedkommende eller ej - De driver en forretning, og skal man tage hensyn
til
> de 'menneskelige' sider af låne sager, så er man nok ikke i branchen ret
> længe.
>
> Men dit indlæg lægger da bestemt op til en debat om forældelses
principper.
>
>
Netop en "skæg" en med en af de største banker herhjemme (var det dem, der
gjorde det, de var bedst til) der var kreditor i et konkursbo (A/S), hvor
hovedaktionær/indehaver havde skrevet under for kassekreditten som
selvskyldnerkautionist. Efter afslutning af konkursboet - hvor de ikke selv
på nogen måde deltog i bobehandlingen og der ikke gav noget til banken,
begyndte de at sende disse omtalte breve og gør det stadig.

De skriver på den snedrige måde, om man kan vedkende sig gælden iflg. saldo
på den og den konto. Nu kommer det skægge: Beløbet må allerede af banken
være bogført som uerholdeligt og følgelig debiteret deres konto for tab, da
den oprindelige kassekreditkonto er salderet (altså =-et ud) og lukket.
Forespørgslen om gældsvedgåelse basere sig så på en helt anden konto med et
helt andet kontonr.

Se, det kontonummer, der nu optræder har kreditor jo aldrig oprettet,
skrevet under på eller på anden måde hæfter for, og er i øvrigt kreditor
fuldstændig ubekendt.

De skriver en gang om året. De skriver det samme. Saldoen er uændret - altså
uden rentetillæg. Hverken saldo (gæld) eller renter af samme er lovpligtigt
meddelt skattevæsenet med efterfølgende påføring af kreditors selvangivelse.

Man svarer dem så blot, at nævnte konto er mig ubekendt og følgelig uden
ansvar for mig (eller lignende)

Mvh o.s.v.

Skal man være rigtig "ond" undlader man ikke, på en eller anden måde at
anskueliggøre: "same procedure as last year".
--
Med venlig hilsen
Karsten H. Jensen