Hej
Set i lyset af de mere alvorlige indlæg der har været den sidste tid, om
hvor hårdt det kan være at blive en famlie, fødselsdepresioner, seperation,
skrigeri, raseri osv. Synes jeg at jeg vil dele vores første 1½ år med jer.
Ikke for at få gode råd, men nok mest til dem der syntes det hele er
fuldstændigt sindsygt, og fortælle dem at mange af de følelser de har og
oplevelser er vi flere der deler med dem på den ene eller den anden måde.
Jeg kan lige fortælle at vi kun har det ene barn på 1½ og vi er begge 27 år
og jeg er studerende og mor arbejder.
Det bliver en lidt kort gennemgang, da der er for meget at fortælle for hele
det sidste 1½ år. Men jeg prøver:
Gravititenen foregik ret normalt. Fødslen var lang (ca. 24) og hård, mor
havde smerter stortset alle 24 timer. Først de sidste 6 timer åbnede hun
sig. VOres søn røg så ud på kun 15 min. Lidt forhurtigt, da han var helt
slap da han kom ud. De nåede at klade alarm, men før lægeren kom var der
heldigvis kommet liv i den bette. Nå vi troede jo så at lykken var gjort. Vi
blev de 5 dage på sygehuset, amningen voldte store problemer og det tog
hårdt på min kæreste...den slags troede vi da bare gik af sig selv
Nå
men hjem og vi fik lidt ro på. Men 14 dage efter fødselen blev min kæreste
indlagt med stærke mavesmerter, og fik fjernet en vandzyste på størrelse med
en håndbold. Nå men hjem igen, og svigerforældre måtte komme og hjælpe os i
hverdagene når jeg var i skole, da min kæreste ikke måtte løfte. Undervejs i
det første halve år, synes vi vores søn var meget urolig om natten, faldt i
søvn, men vågende hurtigt igen, gav sig gryntede og kunne ikke finde ro. Vi
snakkede kolik og andet. Var ved speciallæge, troede det var problemer med
afføring, havde en mærkelig slimet afføring. Var ved zoneterapi. Sådan gik
det første halveår med lidt søvn og massere af spekulationer om hvorfor
vores søn virkede så forstyrret. Undervejs blev mor igen indlagt for at få
opereret en byld væk som der var gået betændelse i. Nå men så kom julen, som
gik ok. Jeg skulle i praktik og mor var meget hjemme med vores søn. Det gik
helt i hård knude. Glemmer at fortælle at indtil videre har vores søn kun
sovet ca. 20-45 min afgangen om dagen og 1-2 timer afgangen om natten. Så
mor har næsten ingen chancer for at få sovet. Vi måtte se i øjnene at mor
nok havde fået en mindre efterfødselsdepresion. Hun fik hjælp både psykolog
men begyndte også at komme i en gruppe med andre kvinder med efterfødsels
problemer. Det hjalp ret meget...det havde været hårdt at komme i
mødregruppen, for der gik det jo bare så godt så godt for alle de
andre...det var åbenbart kun os der ikke kunne klare det.
Nå men samtidig blev vi indlagt på børneafdelingen. på en to mandsstue...vi
skulle dog være tre voksne og tre børn der... med et barn med søvn
problemer??? vi fik at vide at vi ikke så godt måtte gå til fælles
arealerne, da denne sture var den eneste stue hvor der ikke var så stor
smittefare for RS virus... fedt.
Nå men vi blev sendt hjem med forståelse af at det blot var os der ikke
kunen få kørt en sove rytme ind...og alt ville blive bedre når vores søn
startede i dagpleje.
Vi købte en bog der blev reklameret for herinde på et tidspunkt...godnat og
sov godt...og selv om den ikke løste vores problem vil jeg dog anbefale den
til andre som vejledning. Den hjalp os til at få kørt en god sove rytme
ind...men han sov stadig i mange perioder kun 20-30 min afgangen om dagen.
Men der var ikke meget hjælp at hente, det var bare os der var sarte. Nå men
fra sidste sommer begyndte han så at blive rigtig syg, feber og øre og feber
osv.... Faktisk var han stort set syg hele juni, juli og august. Først der
blev det så taget alvorligt, vi blev tilknyttet børnamp. og de fandt ud af
at han havde astma. Vi fik spray til ham og det hjalp også på hans hoste.
Men ikke på den forstyrrede søvnrytme.
Det sidste halve år har han dog sovet bedre han sover altid mindst 1 time om
dagen, og i de gode perioder 2½ time. Men han skifter stadig fra uge til
uge. Nogle gange sover han i løbet af en hel dag hos dagpleje kun 1
time...og det er ikke fordi han ikke er træt. Disse dage handler det kun om
at holde ham igang til at han skal sove om aftenen fra han bliver hentet.
Selv om få ting er blevet bedre, kan nogle nætter sove helt
igennem...skønt...så kører rytmen stadig ca sådan. 2-3 dage, har det godt,
sover godt...så begynder han at sover dårligere og dårligere, spise mindre
og være i rigtig dårligt humør...så har han mindst en uge hvor der ingen
søvn er at hente, så får han det bedre og bedere og så 2-3 dage igen og
forfra.
Her henover julen har været syg igen stort set hele december, januar og
februrar... men der har også været meget sygdom omkring os...så forhåbentlig
går vi bedre tider i møde.
Men mellem alt dette har min kæreste været indlagt for zyster, bylder, og
har gået sygemeldt nu i 1 måned for kraftig hovedpine.
Følelser af at det bare er os der ikke kan finde ud af det, kæmper man
uafbrudt med, især hvergang man fra proffesionelt side får at vide at intet
er i vejen.
Jeg går til psykolog selv nu, for min psyke er jo også presset nu. Jeg
kæmper med at komme gennem min skole. Det første år drejede alt sig jo om
mor og barn, og nu har faderen så ikke flere kræfter...er vildt stresset og
har raseri anfald...på vægge og døre...dog heldigvis ikke på noget
levende
Har efterhånden lært at acceptere at det er ok at jeg også har
det skidt og har disse anfald. I starten var jeg vildt plaget af
samvittighedskvaler mente jeg skulle have overblikket og kunne klare det
hele, men det kan ingen.
Nå men jeg mangler sikkert en masse....men det jeg ville fremtil er, få
hjælp og helst af nogen der står jer nær, for mit vedkommende synes jeg ikke
der har været meget hjælp at hente ved det proffesionelle.Læger, psykologer
osv. Det er fast at vores søn sover ude en aften om ugen, enten ved mine
eller min kærestes forældre. Vi ved at der kan gå lang tid endnu før alting
bliver bedre...men vi ved på de gode dage godt at det bliver bedre. Men på
de dårlige føler man at det aldrig vender. Jeg er selv ikke pt interesseret
i at få flere børn, i frygt for at det skulle blvie lige så...men jeg ved
også at når alting bliver bedre så kan jeg ske at skifte mening. For hver
ikke itvivl jeg elsker min søn over alt på jorden og også hans mor, og havde
jeg vist hvordan det var blevet så havde jeg gjort det hele igen...men ikke
hvis i spørger mig på de gode dage.
Men det er ikke rosenrødt at få børn. HVis vi tæller de gode og dårlige dage
sammen for det sidste 1½ år, så har der klart været et overtal af de
dårlige. Heldigvis begynder der at være flere af de gode...men vores kræfter
er også helt væk så der skal kun småting til at vælte en. MEN FOR GUDS SKYLD
LAD VÆRE AT TRO AT I ER DÅRLIGE FORÆLDRE...DET KAN MAN IKKE BRUGE TIL NOGET
SOM HELST...INDRØM AT I KAN BRUGE HJÆLP OG AT DET VILLE ALLE ANDRE I JERES
SITUATION OGSÅ HAVE BRUG FOR....
Nå men synes bare lige jeg ville dele.
Mvh. BRian