Min mor har et - i øvrigt ualmindeligt nydeligt - mokkastel. Næsten
papirstynde kopper, der changerer perlemorsagtigt og med guldbesætning.
Dertil ditto kande, der dog er en anelse tykkere i godset. Det er selv med
vore dages blik for kitch et elegant stel.
Oprindelsen er privat import fra mellemøsten, hjemtaget af en sømand. Jeg
ved fra andre sammenhænge, at det ofte var tilfældet, hvor der var søfolk i
hjemmene. Kan det være herfra skikken stammer? Hvis der drikkes stærk, sød
kaffe, er der dog grænser for hvor meget, man kan indtage. Og det er da vist
det, der bruges i mellemøsten, eller hva' ?
Min mor bruger det aldrig - hun synes det er den første kop kaffe, der
smager bedst - derfor skal den helst være stor, så nu bruger hun krus.
Efter at jeg i sin tid mødte min viv, var vi til kaffe hos hendes farmor -
det var også sådan nogle små "pjatkopper". Hvis man var så uheldig at proppe
en finger ind i øret på disse kunne man være sikker på at skulle bruge et
halvt minut eller mere på at lirke den ud igen. Så Rømer her tog fat om
koppen og drak, hvilket affødte et syrligt blik fra Farmor og en besked om,
at i den familie brugte man kopper med ører. Nåh, vi lærte efterhånden at
kende hinandens knaster. Vi drak morgenkaffe hos hende hver lørdag i nogle
år...af kopper med ører. Stellet har vi siden arvet, men vi bruger det
aldrig. Jeg foretrækker krus - de kan næsten ikke blive for store, men nemt
for tykke.