"Kathrine" <katras@fjerndette.ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:403ba213$0$174$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Jeg er ikke interesseret i kejsersnit en gang til, hvis jeg kan undgå
> det, da jeg fik problemer med at amme, forholde mig til fødslen og
> barnet bagefter og i den grad følte mig snydt for en oplevelse.
> Så jeg er klar til at gå så langt, som lægerne, min krop og lillebror
> vil tillade det
inden de sætter kniven i mig.
Jeg har ellers holdt mig tilbage, men nu får du min historie alligevel.
Jeg er 155 cm (spinkel) og har en 196 cm mand. Med min datter (11 år) gik
jeg 17 dage over tiden, og skulle have været sat i gang. Heldigvis gik jeg i
gang af mig selv. Efter veer i 18 timer fik jeg drop - det gav kraftige,
smertefulde, koblede veer. Ikke sjovt. Koblede veer er veer, der ikke
klinger helt af, før de går i gang igen. Efter 6 timer med drop gik min
vidunderlige mand ud til lægen og bossede sig til en epidural til mig. Så
skruede de helt op for droppet, men jeg mærkede det jo ikke. Til sidst, da
jeg var helt åben, kunne de se, at hun lå skævt, og at hun ville knække
nakken, hvis vi fortsatte, så jeg fik kejsersnit i en forlænget epidural.
Temmeligt kaotisk - 1,5 døgn, men ok alligevel. Smertestillede i 14 dage.
Næste gang - ca. 5 år senere - var jeg blevet 38 år. Vi havde fundet ud af,
at jeg havde et ret lille bækken, og at min mand laver forholdsvis store
børn på mig med store hoveder. Hver især er forholdene ikke nok til at
forhindre vaginal fødsel, men tilsammen kan de altså godt. Vi - lægen og
jeg - besluttede os alligevel for at forsøge at satse på almindelig fødsel
denne gang. Dog ville jeg aldrig mere have drop - det var det mest
traumatiske for mig af hele den omgang.
En uge før termin var han skønnet til 3500 g, og jeg troede ikke mere på det
med det lille bækken. Jeg fik derfor et planlagt kejsersnit. Vi kom ind kl.
7 om morgenen, jeg fik kateter og vi fik begge hospitalstøj på - de havde
fået lagt tøj i lille størrelse til min mand - det kildrede lattermusklerne
Det var den herligste sommermorgen med lunt vejr og strålende solskin.
KL. 8 blev vi kørt ned til operation. Jeg fik lagt en spinal bedøvelse af en
bedstefaderlig meget sød og dygtig læge. Alle smilede og var glade, for der
var jo ingen syge. Vi var sammen for at bringe et lille sundt barn til
verden. Jeg bad dem om ikke at fortælle mig, hvad køn barnet var, for det
skulle min mand fortælle mig. De lovede de. Faktisk pjattede vi alle lidt og
lavede sjov, og jeg var slet ikke bange i modsætning til første gang. Da
bedøvelsen var på plads, og jeg ikke kunne mærke min underkrop, havde jeg
samme fornemmelse som man nogle gange kan have, når man vågner og bare
ligger RIGTIGT godt og håber, at ingen kalder på en, for man vil ikke flytte
sig. Den fornemmelse havde jeg ikke haft de sidste adskillige måneder af min
svangerskab - man er jo noget besværet.
kL 8.40 pillede de ham ud. Da han skreg, tudede jeg lidt, og den søde
anæstesilæge tørrede mine øjne, for jeg var jo spændt fast. Faderen rejste
sig op og fortalte mig, at det var en dreng. De tjekkede ham lige
nødtørftigt og rullede ham så ind i en dyne med plaster i lange striber
rundt om det hele og gav mig ham i armene, mens de syede mig sammen. Min
mand var hele tiden lige ved siden af mig og holdt mig i hånden (og holdt på
barnet, for jeg kunne næsten ikke)
Så snart jeg var syet sammen, blev vi kørt ind på en 'opvågningsstue', selv
om jeg jo var helt vågen. Han blev med hjælp fra en jordemoder lagt til og
suttede fint. Det er akavet at amme, når man slet ikke må rejse sig, men
skal blive liggende på ryggen, men med lidt hjælp kan man godt.
Alt i alt en dejlig oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. Alle
var så søde, og vi havde feststemning. Jeg fik tildelt en elektrisk seng, så
jeg kunne komme op af mig selv. Jeg havde brug for lidt smertestillende i to
dage, men ikke mere. Jeg er ikke nogen helt - jeg var bare ikke nær så
medtaget som første gang, fordi jeg ikke havde haft veer i 32 timer først.
Amningen? Da han var 25 måneder og skulle i børnehave på småbørnsstue tog vi
os en snak. Vi blev enige om, at små drenge ammer og store drenge går i
børnehave, og så stoppede han fra dag til dag uden problemer. Indtil da
havde vi kørt lystigt på.
Drop kunne jeg bestemt ikke lide, men planlagt kejsersnit var for mit
vedkommende en næsten idyllisk oplevelse.
Tine