Hej...
Det er virkelig sødt af dine forældre at de inviterer din søn
med på en uges ferie, men jeg forstår dine betænkeligheder
fuldt ud.
Jeg vil bare sige...husk at følg dit hjerte i denne sag, - for din
dreng er ikke ved at være stor, som du skriver. Han er kun 3 1/2, og
er derfor stadig et meget lille barn som slet ikke selv kan overskue
konsekvensen af at være så langt væk hjemmefra så længe.
Han gør det som du (og far?) bestemmer for ham, så derfor
må I være sikre på at det I bestemmer, er noget han og I får noget
godt ud af.
Pas på ikke at sige ja til noget, fordi det er hvad andre forventer
man skal kunne klare, eller for ikke at gøre nogle (dine egne forældre)
skuffede eller kede af det.
Hvis du har det skidt med at han skal afsted, så sig nej.
Det er alt for tidligt at give slip, efter min mening.
Held og lykke med alt....
V.H.Bro
R. Ilsøe <gimze@ofir.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:CcRE6.358$ym4.159349919@news.mobilixnet.dk...
> Min søn på 3½ er blevet inviteret med på 1 uges ferie sidst i Maj, ned til
> min Farmor i Amsterdam sammen med min mor og far. Perfekt var min første
> tanke, da det ville være lækkert for ham at komme afsted og være centrum
> lidt sammen med "Mormor og Opa" da vi venter nummer 3 med termin D.24.4.
>
> Nu begynder tankerne dog at køre lidt rundt... Min lille dreng, så langt
> væk fra mig og ud i den store verden. Hvad nu hvis de kommer ud for et
uheld
> på den tyske motorvej? (OK, de/vi har kørt turen siden '75 uden uheld,
> men...) Hvis nu det er sidste gang jeg ser ham så?? Hvad hvis han falder i
> vandet eller... eller... eller...
>
> Han er meget knyttet til mig, men jeg tvivler ike et øjeblik på at han
nok
> skal klare at være væk med Mormor og Opa (så længe jeg kan snakke med ham
> hver dag! *LOL*) da han allerede sidste sommer var 1 uge i sommerhus i
Køge
> med Farmor og Farfar.
>
> Hvor er det dog svært at løsrive sig fra sine børn. det er jo ikke fordi
> man ikke under dem den oplevelse!
>
> Bare et lille "klynk, min knægt er ved at være stor"
>
>