"Mette" <nospam@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f9bedb6$0$29381$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Hej Inger.
>
> Tak for dit svar - det lyder fornuftigt langt henad vejen - især fordi det
> jo er det, jeg gør!
Selv tak.
Men selvom det ikke er underligt, at hun reagerer
> således, så mener jeg ikke, at jeg stiller direkte urimelige krav eller
> regler op. Det er jo ganske normale ting, der handler om god opdragelse.
Det er jeg helt enig i. Men ved din datter det?
Jeg tror, det for hende bare er en helt ny og ukendt situation, som -
måske - gør hende utryg; og derfor prøver hun med al sin energi at
opretholde det velkendte mønster.
Jeg er helt enig med dig i, at det var uhensigtsmæssigt, men for din datter
er det gamle mønster det, hun kender og er tryg ved.
Derfor protesterne.
>
> Naturligvis. Men der er to ting i dette: Alt her skal ikke indrettes efter
> min kærestes hoved! Det er i høj grad fordi jeg selv har fået nok af
> slendrian og slappe rutiner. Og for det andet, så er min datter et barn og
> jeg er en voksen. Og ja, den voksne er altså den, der bestemmer.
Ja, sådan ser du det - men måske ser din datter det anderledes?
Dit overskud til at lave tingenes tilstand om falder tidsmæssigt sammen med
din kærestes ankomst.
Og når ting tidsmæssigt falder sammen. tolker børn ofte, at "det er derfor".
Hvis han fordufter i morgen, vil du så fortsætte med "det nye"?
> Nej. Det er ikke forstået rigtigt. Men det at jeg har fået en kæreste har
> motiveret mig i endnu højere grad til at få styr på opdragelsen.Noget jeg
> længe har ønsket jeg havde overskud til. Og ja, jeg ønsker at min datter
er
> velopdragen, at hun lytter efter, at hun ikke hyler fordi jeg ikke styrter
> rundt og leder efter hendes sutter (!!)...
Det kan jeg sørme godt forstå.
Og jeg tror også på, det er godt for både dig og din datter.
Men igen: Det ved hun jo ikke - hun oplever bare, at mange ting pludselig
bliver lavet om - og at mor er anderledes og viser ukendte sider af sig
selv.
Og "mors opmærksomhed er meget af tiden rettet mod andre end MIG, der fik
det hele før, og da fik jeg også lov til at bestemme meget mere".
> Igen, det er ikke for min kærestes skyld, men for vor allesammens skyld.
Nemlig.
> Enig, og det gør jeg også...! Jeg læste om denne metode før jeg fik børn
og
> fandt den skudsikker. Men den virker bare ikke. For hun hyler stadigvæk
over
> ikke at få sin vilje!
Igen: Hvor længe har du været mor på "den nye måde"?
Jeg tror faktisk ikke på, hun hyler OVER ikke at få sin vilje.
Jeg tror, hun hyler; NÅR hun ikke får sin vilje, fordi det er en utryg
situation, som hun endnu ikke har lært at håndtere.
Og igen: Det tager tid at overvinde 4½ års erfaringer med, at mor pakker
sammen, når barnet hyler.
Ting tager tid, især hvis du skal overvinde 4½ års anderledes erfaringer.
> Uanset hvilke valgmuligheder jeg generelt giver hende er svaret bare
> "NEJ!" - og så er det lidt svært at være superpædagogisk...
> Kan du se mit problem?
JA!
Og mødre skal ikke være superpædagogiske - det kan pædagogerne være - mødre
skal bare være rimelige.
Hvis damen ikke kan bruge nogen af de (rimelige, få og overskuelige)
valgmuligheder, du har givet hende, så er svaret: "Jamen det er nødvendigt,
at... og så bestemmer JEG! Og så gør vi sådan her..."
Så kan det da godt være, hun pludselig finder ud af, at hun gerne vil.... og
så gøre I bare DET uden videre dikkedarer.
Ellers er der ikke noget at gøre ved det.
Og så må hun altså hyle (nogen gange kan det være en god ide at orientere
naboerne, når man starter den slags projekter, så de er på det rene med, at
man altså ikke mishandler ungen
)
> Det hænder, men hun har tendens til at blive kold og hoste så det med
> nattøjet ER vigtigt. Men igen er svaret altid NEJ! Og HULK og HYL!
> Det er bare svært...
Ja, det er svært.
Og det er hårdt, mens det står på.
> > Mht. spisning:
>
> Hun er småtspisende af almindelig mad, men kunne guffe en pose gifler i
sig,
> hvis hun fik lov. Der er mad at vælge imellem til hende, og vi (jeg) har
> lavet den regel, at når hun sidder ved bordet og spiser, så skal hun spise
i
> hvert fald 3-4 bider af maden før hun er færdig.
Rimeligt nok.
> Men det med at sige: spis det og det først, så får du en frikadelle mere,
> resulterer i hyl...
Jamen det var heller ikke lige det, jeg mente.
Lad endelig være med at bruge frikadellerne som belønning for at spise
noget, hun ikke gider.
Hvis HUN ytrer ønske om at få en frikadelle mere, så er betingelserne bare,
at ....
Men igen: kun hvis du MENER det.
Ellers drop det. Det er ikke ved bordet, konflikterne skal stå, hvis du selv
er i tvivl.
De fleste af os har nogle følelser i klemme omkring børn og mad.
> Jeg vil bare, at vi kan være sammen uden ALTID at skulle have de kampe -
det
> er opslidende for mig, for hende og for mit forhold.
Netop, og derfor ønsker jeg dig al mulig held med projektet.
Men du skal VILLE det, for at det lykkes.
Og som Marianne skriver: vælg dine kampe med omhu, ellers slider du dig selv
op.
Jeg vil foreslå dig, at vælge ét område ad gangen, f.eks. hårskyl, nattøj,
eller you name it.
Enten det, der er vigtigst for dig, og hvor du er parat til at sætte ALT ind
HVER gang - eller også et punkt, hvor du kan have en rimelig forventning om
succes ret hurtigt.
Succes avler succes: Når én ting er lykkedes, går det nemmere med det næste.
Luk øjnene for resten imens, og tag først næste punkt op, når du er tilfreds
med det punkt, du har gang i.
Hvis I både skal have kampe om mad, tøj, tandbørstning og sengeputning,
bliver du på et tidspunkt nødt til at give op.
Så megen vedholdenhed har ingen.
En fremgangsmåde kunne være at skrive dit mål ned på et stykke papir, f.eks.
"Overordnet vil jeg gerne have, at det skal være en hyggestund, når min
datter skal i bad."
Men vær realistisk, og del det op i overskuelige bidder, f.eks.: "Jeg vil
have, at min datters hår skal kunne skylles 2 gange om ugen, uden at
hyleriet overstiger 3 minutter."
Når det er opnået, kan det f.eks. være 3 gange om ugen, uden at hun hyler.
Og når det er opnået: "Jeg vil have, at min datter skal kunne være i bad i
et kvarter uden hyl" - etc., etc.
Og imens sørger du bare for, at yndlingsnatkjolen er tilgængelig,
middagsbordet foregår på din datters præmisser, etc., så det kun er ét
område, hvor hun skal lære nyt.
Husk, at DU har forberedt dig mentalt til ændringen i et stykke tid - det
har hun ikke.
Og hun har da ikke nogen som helst interesse i at give styringen fra sig;
det er noget vi voksne tror på, er godt for hende.
Og ja, mit forhold til
> min kæreste er MEGET vigtigt for mig. Du får det lidt til at lyde som om,
at
> alt skal partout foregå på hans præmisser, men sådan er virkeligheden slet
> slet ikke.
Nej, ikke set med dine øjne, men måske med din datters?
Det, jeg mener, er: Prøv at se det med din datters øjne. Det er dig, der er
forelsket, ikke hende, uanset hvor god og kærlig han er.
> Han er en god og forstående og kærlig mand, der ved at han træder ind i et
> potentielt minefelt, hvis talen falder på børneopdragelse...
Det lyder dejligt for jer alle tre.
Men jeg ved jo
> godt selv, at den er lidt gal, men spørgsmålet er om man kan vende om og
> forandre tingene efter 4½ år?
Jeg ved ikke, hvad "man" kan.
Men jeg tror på, at DU kan, hvis du virkelig helhjertet vil.
Og hvis din kæreste engagerer sig og støtter dig.
Og hvis du tør lade ham engagere sig og "blande sig".
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det vil tage tid, energi, vilje,
vedholdenhed og tålmodighed.
Og vilje til tilgivelse for fejltrin for både din datter og dig.
Ingen af os er helgener.
Ingen af os har uanede ressourcer - så se realistisk på det: Hvad kan lade
sig gøre, også den dag, det er sidst på måneden, du har hovedpine, og din
datter lægger ekstra meget energi i protesterne?
Og læg niveauet efter det.
>
> Min datter har altid fået masser af kram, kys, og kærlighed
Det lyder dejligt
> i den symbiose
> der hedder "moar og mig" -
Ja - og så er det, man lige pludselig kan opdage, at man er fanget i
symbiosen. Langt mere, end det egentlig var meningen for både mor og barn
> men konsekvens har det været lidt småt med...
Ja, og det lyder, som Marianne skriver, velkendt for mange af os.
Du er ikke alene.
> Så hun er et harmonisk og velstimuleret barn, men desværre lidt uopdragent
> herhjemme, og det er jo min skyld...
Ja, det er dit ansvar - BÅDE, at hun er harmonisk og velstimuleret OG at
hun er uopdragen.
Og hvad vejer så tungest?
Prøv at se de gode resultater også.
Og er det egentlig ikke godt nok, at hun har energi til at protestere?
Men forbandet upraktisk; det forstår jeg godt.
Men det er ikke din skyld alene. Børns temperament og måde at være på (hvad
enten den er medfødt, eller hvor pokker de har den fra) har stor indflydelse
på forældrenes handlinger.
Det er et samspil.
Og udefra kommende forhold har også stor indflydelse på overskud og
muligheder.
Det er dit ansvar at ændre tingenes tilstand, så du er tilfreds med dem.
Og at "læse" din datters behov, så hun også kan være tilfreds.
Din tilfredshed er IKKE hendes opgave, men din egen.
Fortsat held og lykke.
Hilsen Inger