/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
Hyler over det mindste
Fra : Mette


Dato : 26-10-03 14:34

Jeg er mor til en ellers sød og intelligent og forholdvis "nem" datter på
4½. Her på det seneste er dog sket det, at hendes lunte er ekstremt kort.
Hun hyler over det mindste - lige fra piberi til det helt store hysteriske
anfald, hvor tårene vælter ned af kinderne på hende. Årsagen til de
hysteriske anfald er, at hun ikke får sin vilje.
Eksempler: når hun ikke må se mere børnefjernsyn, når hun skal have børstet
tænder, skyllet hår, ikke kan få sin favoritnatkjole på fordi den er til
vask osv.
Desuden har hun enormt svært ved at gøre ting første (eller 10.) gang jeg
beder hende hende om det: f.eks: give sig til at tage tøj på, komme ud på
badeværelset for at få børstet tænder, komme og sidde ved bordet når vi skal
spise, spise OP! Osv...

Det er enormt opslidende med disse magt- og viljekampe, der resulterer i
hyleri, skældud og generelt dårlig stemning. Bagefter kan jeg godt tale med
hende om, at man ikke skal hyle så meget over sådanne ting, når man er 4½ og
at man skal høre efter, hvad mor siger, og så nikker hun er er noooget så
sød - lige indtil næste gang.

Baggrund: Jeg har været alene med min datter siden hun var 15 måneder,
hvorefter vi boede hos mine forældre i godt halvandet år. Vi har boet alene
sammen ligesiden, hvor der mildest talt ikke har været den store struktur
eller opdragelse på banen, da tingene har været lidt turbulente, og der ikke
har været så meget overskud til at være den konsekvente mor, med styr på
tingene, hvorfor man valgte den nemmeste løsning: at lade tingene sejle.
Men nu er der kommet en mand ind i ligningen. En mand, som jeg er utroligt
glad for. Han er her flere gange om ugen og hun er glad for ham og har
vænnet sig til at han efterhånden er ved at blive "fast inventar". Men han
har også givet udtryk for, at han synes at hun har en meget kort lunte,
selvom hun jo er en dejlig pige.
Jeg er meget meget glad for ham, og ser en fremtid med ham. Men det kræver
også, at han kan holde ud til at være her, at jeg kan holde ud til at være
her og at min datter simpelthen er velopdragen og ikke opfører sig som en
forkælet unge.

For det er dét, der er problemet, tror jeg. At hun er overforkælet. Men
hvordan vender man kareten? Hvordan skal jeg lære min datter, at det ikke
hjælper at hyle og at man skal høre efter, at det er mig, der bestemmer?

Jeg kan blive helt desperat nogle gange, og det gør mig bare rigtigt rigtigt
ked af det, at føle at hun har fået overtaget og jeg danser efter hendes
pibe...






 
 
Ralph (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Ralph


Dato : 26-10-03 14:47

"Mette" <nospam@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f9bcd41$0$29372$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Jeg kan blive helt desperat nogle gange, og det gør mig bare rigtigt
rigtigt
> ked af det, at føle at hun har fået overtaget og jeg danser efter hendes
> pibe...

Som netop er problemet - det er vel det du gør - overbevis overfor hende at
du IKKE vil ændre mening HVER ENESTE gang hun skaber sig, hvis hun skriger i
supermarkedet, så gå, hvis hun skriger når din kæreste er der, så gå, hvis
hun skriger når i er alene hjemme (så kan du jo ikke så godt gå) men så smid
(bogstaveligt) hende i seng, og gå ind i stuen.
Hvis hun ikke hører efter når hun skal gøre noget, så gør det selv, og nægt
hende det næste hun beder om og HUSK at fortælle hvorfor hun ikke får den
lakrids.
Hårdt? ja, men hvis du ikke vil rette dig efter hende hele livet, og hun
(måske) er skyld i at du mister din kæreste, så få fingeren ud NU, ikke
imorgen, eller næste week-end, NU

--
venligst
Ralph



Saxtorph (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Saxtorph


Dato : 26-10-03 15:21

Det lyder lidt som min 5-årige datter.
Min løsning til problemet er at stå fast ved din beslutning
og så tage raseriet med tålmodighed indtil hun er kølet så meget ned til
hun kan trøstes. Det virker for vores pige, og selv om hun tramper i gulvet
og skriger vildt når det står på, så kan jeg hurtig trøste hende bagefter
med henvisning
til at skuffelse er en naturlig følelse men det er ikke i orden at smide med
ting el. lign. når man er sur. Håber det kan trøste dig lidt.

MVH Carina



Inger Pedersen (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Inger Pedersen


Dato : 26-10-03 16:10


"Mette" <nospam@hotmail.com> skrev i en meddelelse

Årsagen til de
> hysteriske anfald er, at hun ikke får sin vilje.

- klip -

> Det er enormt opslidende med disse magt- og viljekampe, der resulterer i
> hyleri, skældud og generelt dårlig stemning.
- klip -
Vi har boet alene
> sammen ligesiden, hvor der mildest talt ikke har været den store struktur
> eller opdragelse på banen, da tingene har været lidt turbulente,
- klip -
> Men nu er der kommet en mand ind i ligningen. En mand, som jeg er utroligt
> glad for.
- klip -
Men det kræver
> også, at han kan holde ud til at være her, at jeg kan holde ud til at være
> her >
> For det er dét, der er problemet, tror jeg. At hun er overforkælet.
Men
> hvordan vender man kareten? Hvordan skal jeg lære min datter, at det ikke
> hjælper at hyle og at man skal høre efter, at det er mig, der bestemmer?
>
> Jeg kan blive helt desperat nogle gange, og det gør mig bare rigtigt
rigtigt
> ked af det, at føle at hun har fået overtaget

Måske var det en ide at prøve at se sagen med din datters øjne?
Som jeg ser det, protesterer hun VILDT over de ændringer, du indfører - og
det er vel ikke så underligt?

Ud fra din beskrivelse har tingene fungeret lidt på må og få - og så har det
vel været en nødvendig strategi for hende selv at have greb om, hvad hun
ville eller ikke ville?
I har tilsyneladende fået byttet rundt på, hvem der bestemte - og så skal
hele den kendte facon ændres fundamentalt, blot fordi der er kommet en mand
i huset! ØV!
Din datter ved jo ikke noget om, hvordan tingene "bør" være - kun hvordan de
HAR været.

Prøv at forestille dig, at din kæreste pludselig installerer en kone/kæreste
nr. 2 i lejligheden, og at alt så pludselig skal indrettes efter hendes
hoved... ville du så ikke også protestere voldsomt?

Og så læser jeg ud af din beskrivelse, at tingene ikke så meget skal laves
om, fordi DU ønsker det, men fordi du og din datter gerne skal være din
kæreste tilpas - har jeg forstået det rigtigt?

Jeg læser også, at du lægger skylden på din datter: at det er hende, der er
"forkert".
Men det er DIG, som den voksne, der har ansvaret for stemningen i huset.

Jeg er enig med dig i, at din datter ikke skal bestemme - men jeg mener på
den anden side heller ikke, at du skal bestemme, bare for at bestemme. Men
du skal bestemme nogle ting, fordi du er den voksne, der har ansvaret for,
at i har gode rutiner og en god hverdag.
Og den første betingelse for, at det skal lykkes, er for det første, at
graden af mor-bestemmelse det meste af tiden føles rimelig for alle - og for
det andet, at du MENER det for din egen og for din datters skyld, ikke for
din kærestes.
Det er ikke et spørgsmål om, at der er en vis mængde indflydelse, og hvis
den ene bestemmer, kan den anden ikke bestemme noget - men jeg mener altså,
at du har ansvaret for rammerne - din datter bestemmer så, hvordan hun vil
bruge dem og fylde dem ud.

Og det er ikke bare lige noget, man ændrer fra den ene dag til den anden.
Indstil dig på, at det kommer til at tage tid, og at der vil være mange
"tilbagefald".
Din datters erfaringer er ud fra din beskrivelse, at det er det klogeste,
hun selv har fat om styrepinden.
Hvis hun skal slippe den, skal hun have mange GODE erfaringer med den måde,
mor bestemmer på.

En måde kunne være at give hende overskuelighed og reelle valgmuligheder -
og at dreje den sådan, at det kommer til at handle om det, du og hun gerne
vil - i stedet for "du skal" og "jeg vil ikke" - f.eks.

" I dag kan du se børnetime, og dit hår er snavset, så du skal i bad. Vil du
i bad, før du ser TV, eller vil du gerne se børnetime først" - i stedet for
"Du skal i bad nu" eller "Hvis du vil se børnetime, skal du i bad først".

"Nu er det så badetid. Jeg har taget dit bade-legetøj med ind i
badekarret/brusekabinen. Vil du lege med det først, eller vil du have håret
vasket og skyllet først?"
Gør det til en hyggestund, og blæs på, du bliver våd.

Hvis det handler om, at hun ikke kan lide at få skyllevand i ansigt og øjne,
så giv hende hjælp til at undgå det: hun kan selv skylle (du tjekker
efter) - hun kan holde en hårdt opvredet vaskeklud over øjnene.
"Jeg ved, du ikke kan lide at få vand i øjnene. Vil du selv skylle, så
kigger jeg efter, om det er ok - eller vil du have en vaskeklud, du kan
holde for øjnene - så skyller jeg dit hår?"

Og egentlig er jeres indbyrdes forhold vel vigtigere end lidt shampoo i
håret? Få det evt. klippet i en smart, meget kort frisure, hvis problemet
fortsat er overvældende.
"Jeg kan mærke, du er ked af at få skyllet det lange hår, og jeg synes, det
er frygtelig besværligt. Nu får vi damefrisøren til at hjælpe os. Jeg har
fået to billeder af smarte frisurer (hentet på forhånd) - hvad for en kan du
bedst lide?

"Den lyserøde natkjole er desværre til vask, men du kan tage den grønne
eller lilla. Hvad for en vil du helst have på?" Og så tager hun vel ikke
skade af at sove uden natkjole, hvis det er den melodi, der er på?

"Nu skal vi børste tænder. Vil du gerne selv børste først, eller skal jeg
børste først, så børster du bagefter?" Og så børster du selv dine egne
tænder, mens hun børster sine, hvad enten det er først eller sidst.
Hvis det ikke virker, må du tage en dyb indånding og børste hendes tænder,
uanset om hun hyler og skriger. De skal børstes, ingen diskussion her. Hun
kan IKKE overskue konsekvenserne af at lade være.

Mht. spisning: Sammensæt menuen, så der er noget at vælge imellem, og lad
være med at blande på forhånd.
Lad hende selv tage maden på tallerkenen. Og lad det være et reelt valg,
hvad hun vælger at tage - men gør op med dig selv, hvad du vil acceptere -
f.eks. "Det er ok, du kun tager 2 frikadeller. Men hvis du vil have flere,
må du spise kartofler eller gulerødder (eller hvad der nu er) først."

Hvis hun øser op, så to havnearbejdere kunne blive mætte, så sig stop sådan
ca. ved det, du har erfaring for, HUN kan spise (evt. lidt før) - og fortæl
hende, at hun gerne må tage mere, når hun har spist det, hun har taget.
"Det ser sørme ud til, du er meget sulten. Du kan tage mere mad, når du har
spist det, der er på din tallerken. Vil du have sovs på?"

Men hvorfor skal hun spise op? Det er vel hende, der bedst kan mærke, når
hun er mæt?
Og er det rimeligt at forlange, at hun helt kan planlægge, hvor meget hun
kan spise?
Kan du altid selv det?

Lad være med at gå ind i en kamp, hvis du ikke her og nu har overskud til at
køre den til dørs!
Hvis du alligevel ender med at sige JA, er der jo ingen grund til at starte
med at sige NEJ, vel?

Desuden: Ingen forældre er perfekte - det handler mere om at "være god nok"
til de fleste tider.
Ja, det blev en lang smøre.
Held og lykke!

Hilsen Inger






Mette (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Mette


Dato : 26-10-03 16:52

Hej Inger.

Tak for dit svar - det lyder fornuftigt langt henad vejen - især fordi det
jo er det, jeg gør!

> Måske var det en ide at prøve at se sagen med din datters øjne?
> Som jeg ser det, protesterer hun VILDT over de ændringer, du indfører - og
> det er vel ikke så underligt?

Underligt er det ikke, at hun protesterer over pludseligt at skulle sidde
med ved aftensmaden, ikke se TV mens hun spiser og sige "tak for mad". Det
er heller ikke underligt, at hun protesterer over, at skulle i seng klokken
20.00 og have børstet tænder (Den med tandbørstningen er ligesom hårvasken
og den selektive hørelse) et gammelt problem, der ikke har så meget med min
kærestes ankomst at gøre. Men selvom det ikke er underligt, at hun reagerer
således, så mener jeg ikke, at jeg stiller direkte urimelige krav eller
regler op. Det er jo ganske normale ting, der handler om god opdragelse.


> Prøv at forestille dig, at din kæreste pludselig installerer en
kone/kæreste
> nr. 2 i lejligheden, og at alt så pludselig skal indrettes efter hendes
> hoved... ville du så ikke også protestere voldsomt?

Naturligvis. Men der er to ting i dette: Alt her skal ikke indrettes efter
min kærestes hoved! Det er i høj grad fordi jeg selv har fået nok af
slendrian og slappe rutiner. Og for det andet, så er min datter et barn og
jeg er en voksen. Og ja, den voksne er altså den, der bestemmer.


> Og så læser jeg ud af din beskrivelse, at tingene ikke så meget skal laves
> om, fordi DU ønsker det, men fordi du og din datter gerne skal være din
> kæreste tilpas - har jeg forstået det rigtigt?

Nej. Det er ikke forstået rigtigt. Men det at jeg har fået en kæreste har
motiveret mig i endnu højere grad til at få styr på opdragelsen.Noget jeg
længe har ønsket jeg havde overskud til. Og ja, jeg ønsker at min datter er
velopdragen, at hun lytter efter, at hun ikke hyler fordi jeg ikke styrter
rundt og leder efter hendes sutter (!!)...

> Og den første betingelse for, at det skal lykkes, er for det første, at
> graden af mor-bestemmelse det meste af tiden føles rimelig for alle - og
for
> det andet, at du MENER det for din egen og for din datters skyld, ikke for
> din kærestes.

Igen, det er ikke for min kærestes skyld, men for vor allesammens skyld.

> " I dag kan du se børnetime, og dit hår er snavset, så du skal i bad. Vil
du
> i bad, før du ser TV, eller vil du gerne se børnetime først" - i stedet
for
> "Du skal i bad nu" eller "Hvis du vil se børnetime, skal du i bad først".

[snip - en masse forslag til at give valgmuligheder]

Enig, og det gør jeg også...! Jeg læste om denne metode før jeg fik børn og
fandt den skudsikker. Men den virker bare ikke. For hun hyler stadigvæk over
ikke at få sin vilje!

> Hvis det handler om, at hun ikke kan lide at få skyllevand i ansigt og
øjne,
> så giv hende hjælp til at undgå det: hun kan selv skylle (du tjekker
> efter) - hun kan holde en hårdt opvredet vaskeklud over øjnene.
> "Jeg ved, du ikke kan lide at få vand i øjnene. Vil du selv skylle, så
> kigger jeg efter, om det er ok - eller vil du have en vaskeklud, du kan
> holde for øjnene - så skyller jeg dit hår?"

Det gør jeg naturligvis også. I dag var resultatet en hyggelig
badekarsseance, der endte med hulk og hyl, fordi hun skulle have skyllet sit
hår og ikke ville. UANSET, hvad jeg gjorde. Og jeg var tålmodig, talte
stille, venligt og kærligt. Men hulk hulk hulk...
Uanset hvilke valgmuligheder jeg generelt giver hende er svaret bare
"NEJ!" - og så er det lidt svært at være superpædagogisk...
Kan du se mit problem?

> "Den lyserøde natkjole er desværre til vask, men du kan tage den grønne
> eller lilla. Hvad for en vil du helst have på?" Og så tager hun vel ikke
> skade af at sove uden natkjole, hvis det er den melodi, der er på?

Det hænder, men hun har tendens til at blive kold og hoste så det med
nattøjet ER vigtigt. Men igen er svaret altid NEJ! Og HULK og HYL!
Det er bare svært...

> Mht. spisning:

Hun er småtspisende af almindelig mad, men kunne guffe en pose gifler i sig,
hvis hun fik lov. Der er mad at vælge imellem til hende, og vi (jeg) har
lavet den regel, at når hun sidder ved bordet og spiser, så skal hun spise i
hvert fald 3-4 bider af maden før hun er færdig.
Men det med at sige: spis det og det først, så får du en frikadelle mere,
resulterer i hyl...


> Desuden: Ingen forældre er perfekte - det handler mere om at "være god
nok"
> til de fleste tider.
> Ja, det blev en lang smøre.

Jeg vil bare, at vi kan være sammen uden ALTID at skulle have de kampe - det
er opslidende for mig, for hende og for mit forhold. Og ja, mit forhold til
min kæreste er MEGET vigtigt for mig. Du får det lidt til at lyde som om, at
alt skal partout foregå på hans præmisser, men sådan er virkeligheden slet
slet ikke.
Han er en god og forstående og kærlig mand, der ved at han træder ind i et
potentielt minefelt, hvis talen falder på børneopdragelse...Men jeg ved jo
godt selv, at den er lidt gal, men spørgsmålet er om man kan vende om og
forandre tingene efter 4½ år?

Min datter har altid fået masser af kram, kys, og kærlighed i den symbiose
der hedder "moar og mig" - men konsekvens har det været lidt småt med...
Så hun er et harmonisk og velstimuleret barn, men desværre lidt uopdragent
herhjemme, og det er jo min skyld...




Inger Pedersen (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Inger Pedersen


Dato : 26-10-03 18:45


"Mette" <nospam@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f9bedb6$0$29381$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Hej Inger.
>
> Tak for dit svar - det lyder fornuftigt langt henad vejen - især fordi det
> jo er det, jeg gør!

Selv tak.

Men selvom det ikke er underligt, at hun reagerer
> således, så mener jeg ikke, at jeg stiller direkte urimelige krav eller
> regler op. Det er jo ganske normale ting, der handler om god opdragelse.

Det er jeg helt enig i. Men ved din datter det?
Jeg tror, det for hende bare er en helt ny og ukendt situation, som -
måske - gør hende utryg; og derfor prøver hun med al sin energi at
opretholde det velkendte mønster.
Jeg er helt enig med dig i, at det var uhensigtsmæssigt, men for din datter
er det gamle mønster det, hun kender og er tryg ved.
Derfor protesterne.

>
> Naturligvis. Men der er to ting i dette: Alt her skal ikke indrettes efter
> min kærestes hoved! Det er i høj grad fordi jeg selv har fået nok af
> slendrian og slappe rutiner. Og for det andet, så er min datter et barn og
> jeg er en voksen. Og ja, den voksne er altså den, der bestemmer.

Ja, sådan ser du det - men måske ser din datter det anderledes?
Dit overskud til at lave tingenes tilstand om falder tidsmæssigt sammen med
din kærestes ankomst.
Og når ting tidsmæssigt falder sammen. tolker børn ofte, at "det er derfor".
Hvis han fordufter i morgen, vil du så fortsætte med "det nye"?

> Nej. Det er ikke forstået rigtigt. Men det at jeg har fået en kæreste har
> motiveret mig i endnu højere grad til at få styr på opdragelsen.Noget jeg
> længe har ønsket jeg havde overskud til. Og ja, jeg ønsker at min datter
er
> velopdragen, at hun lytter efter, at hun ikke hyler fordi jeg ikke styrter
> rundt og leder efter hendes sutter (!!)...

Det kan jeg sørme godt forstå.
Og jeg tror også på, det er godt for både dig og din datter.
Men igen: Det ved hun jo ikke - hun oplever bare, at mange ting pludselig
bliver lavet om - og at mor er anderledes og viser ukendte sider af sig
selv.
Og "mors opmærksomhed er meget af tiden rettet mod andre end MIG, der fik
det hele før, og da fik jeg også lov til at bestemme meget mere".

> Igen, det er ikke for min kærestes skyld, men for vor allesammens skyld.

Nemlig.

> Enig, og det gør jeg også...! Jeg læste om denne metode før jeg fik børn
og
> fandt den skudsikker. Men den virker bare ikke. For hun hyler stadigvæk
over
> ikke at få sin vilje!

Igen: Hvor længe har du været mor på "den nye måde"?
Jeg tror faktisk ikke på, hun hyler OVER ikke at få sin vilje.
Jeg tror, hun hyler; NÅR hun ikke får sin vilje, fordi det er en utryg
situation, som hun endnu ikke har lært at håndtere.
Og igen: Det tager tid at overvinde 4½ års erfaringer med, at mor pakker
sammen, når barnet hyler.

Ting tager tid, især hvis du skal overvinde 4½ års anderledes erfaringer.

> Uanset hvilke valgmuligheder jeg generelt giver hende er svaret bare
> "NEJ!" - og så er det lidt svært at være superpædagogisk...
> Kan du se mit problem?

JA!
Og mødre skal ikke være superpædagogiske - det kan pædagogerne være - mødre
skal bare være rimelige.
Hvis damen ikke kan bruge nogen af de (rimelige, få og overskuelige)
valgmuligheder, du har givet hende, så er svaret: "Jamen det er nødvendigt,
at... og så bestemmer JEG! Og så gør vi sådan her..."
Så kan det da godt være, hun pludselig finder ud af, at hun gerne vil.... og
så gøre I bare DET uden videre dikkedarer.
Ellers er der ikke noget at gøre ved det.
Og så må hun altså hyle (nogen gange kan det være en god ide at orientere
naboerne, når man starter den slags projekter, så de er på det rene med, at
man altså ikke mishandler ungen )

> Det hænder, men hun har tendens til at blive kold og hoste så det med
> nattøjet ER vigtigt. Men igen er svaret altid NEJ! Og HULK og HYL!
> Det er bare svært...

Ja, det er svært.
Og det er hårdt, mens det står på.

> > Mht. spisning:
>
> Hun er småtspisende af almindelig mad, men kunne guffe en pose gifler i
sig,
> hvis hun fik lov. Der er mad at vælge imellem til hende, og vi (jeg) har
> lavet den regel, at når hun sidder ved bordet og spiser, så skal hun spise
i
> hvert fald 3-4 bider af maden før hun er færdig.

Rimeligt nok.

> Men det med at sige: spis det og det først, så får du en frikadelle mere,
> resulterer i hyl...

Jamen det var heller ikke lige det, jeg mente.
Lad endelig være med at bruge frikadellerne som belønning for at spise
noget, hun ikke gider.
Hvis HUN ytrer ønske om at få en frikadelle mere, så er betingelserne bare,
at ....
Men igen: kun hvis du MENER det.
Ellers drop det. Det er ikke ved bordet, konflikterne skal stå, hvis du selv
er i tvivl.
De fleste af os har nogle følelser i klemme omkring børn og mad.

> Jeg vil bare, at vi kan være sammen uden ALTID at skulle have de kampe -
det
> er opslidende for mig, for hende og for mit forhold.

Netop, og derfor ønsker jeg dig al mulig held med projektet.
Men du skal VILLE det, for at det lykkes.
Og som Marianne skriver: vælg dine kampe med omhu, ellers slider du dig selv
op.
Jeg vil foreslå dig, at vælge ét område ad gangen, f.eks. hårskyl, nattøj,
eller you name it.
Enten det, der er vigtigst for dig, og hvor du er parat til at sætte ALT ind
HVER gang - eller også et punkt, hvor du kan have en rimelig forventning om
succes ret hurtigt.
Succes avler succes: Når én ting er lykkedes, går det nemmere med det næste.

Luk øjnene for resten imens, og tag først næste punkt op, når du er tilfreds
med det punkt, du har gang i.
Hvis I både skal have kampe om mad, tøj, tandbørstning og sengeputning,
bliver du på et tidspunkt nødt til at give op.
Så megen vedholdenhed har ingen.

En fremgangsmåde kunne være at skrive dit mål ned på et stykke papir, f.eks.
"Overordnet vil jeg gerne have, at det skal være en hyggestund, når min
datter skal i bad."
Men vær realistisk, og del det op i overskuelige bidder, f.eks.: "Jeg vil
have, at min datters hår skal kunne skylles 2 gange om ugen, uden at
hyleriet overstiger 3 minutter."
Når det er opnået, kan det f.eks. være 3 gange om ugen, uden at hun hyler.
Og når det er opnået: "Jeg vil have, at min datter skal kunne være i bad i
et kvarter uden hyl" - etc., etc.

Og imens sørger du bare for, at yndlingsnatkjolen er tilgængelig,
middagsbordet foregår på din datters præmisser, etc., så det kun er ét
område, hvor hun skal lære nyt.
Husk, at DU har forberedt dig mentalt til ændringen i et stykke tid - det
har hun ikke.
Og hun har da ikke nogen som helst interesse i at give styringen fra sig;
det er noget vi voksne tror på, er godt for hende.

Og ja, mit forhold til
> min kæreste er MEGET vigtigt for mig. Du får det lidt til at lyde som om,
at
> alt skal partout foregå på hans præmisser, men sådan er virkeligheden slet
> slet ikke.

Nej, ikke set med dine øjne, men måske med din datters?
Det, jeg mener, er: Prøv at se det med din datters øjne. Det er dig, der er
forelsket, ikke hende, uanset hvor god og kærlig han er.

> Han er en god og forstående og kærlig mand, der ved at han træder ind i et
> potentielt minefelt, hvis talen falder på børneopdragelse...

Det lyder dejligt for jer alle tre.

Men jeg ved jo
> godt selv, at den er lidt gal, men spørgsmålet er om man kan vende om og
> forandre tingene efter 4½ år?

Jeg ved ikke, hvad "man" kan.
Men jeg tror på, at DU kan, hvis du virkelig helhjertet vil.
Og hvis din kæreste engagerer sig og støtter dig.
Og hvis du tør lade ham engagere sig og "blande sig".

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det vil tage tid, energi, vilje,
vedholdenhed og tålmodighed.
Og vilje til tilgivelse for fejltrin for både din datter og dig.
Ingen af os er helgener.
Ingen af os har uanede ressourcer - så se realistisk på det: Hvad kan lade
sig gøre, også den dag, det er sidst på måneden, du har hovedpine, og din
datter lægger ekstra meget energi i protesterne?
Og læg niveauet efter det.

>
> Min datter har altid fået masser af kram, kys, og kærlighed

Det lyder dejligt

> i den symbiose
> der hedder "moar og mig" -

Ja - og så er det, man lige pludselig kan opdage, at man er fanget i
symbiosen. Langt mere, end det egentlig var meningen for både mor og barn


> men konsekvens har det været lidt småt med...

Ja, og det lyder, som Marianne skriver, velkendt for mange af os.
Du er ikke alene.

> Så hun er et harmonisk og velstimuleret barn, men desværre lidt uopdragent
> herhjemme, og det er jo min skyld...

Ja, det er dit ansvar - BÅDE, at hun er harmonisk og velstimuleret OG at
hun er uopdragen.
Og hvad vejer så tungest?
Prøv at se de gode resultater også.
Og er det egentlig ikke godt nok, at hun har energi til at protestere?
Men forbandet upraktisk; det forstår jeg godt.

Men det er ikke din skyld alene. Børns temperament og måde at være på (hvad
enten den er medfødt, eller hvor pokker de har den fra) har stor indflydelse
på forældrenes handlinger.
Det er et samspil.
Og udefra kommende forhold har også stor indflydelse på overskud og
muligheder.

Det er dit ansvar at ændre tingenes tilstand, så du er tilfreds med dem.
Og at "læse" din datters behov, så hun også kan være tilfreds.
Din tilfredshed er IKKE hendes opgave, men din egen.

Fortsat held og lykke.

Hilsen Inger









Marianne Feddersen (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Marianne Feddersen


Dato : 26-10-03 16:39

Hej

Mette wrote:
[snip] en lang historie det virker foruroligende bekendt

> For det er dét, der er problemet, tror jeg. At hun er overforkælet. Men
> hvordan vender man kareten? Hvordan skal jeg lære min datter, at det ikke
> hjælper at hyle og at man skal høre efter, at det er mig, der bestemmer?

Her i huset må man gerne være sur, gal og hysterisk, bare man er det for
lukkede døre.
Somme tider har vi haft et fuldstændig hysterisk skrigende barn siddende
på sit værelse i ½-1 time. Vi gør det, at vi stille og roligt fører
eller bærer barnet ind på sit værelse og siger: "Når du har lyst til at
snakke kommer du bare ud og så snakker vi om det".
Så hænder det at vi med mellemrum stikker næsen ind og spørger om de er
parate og jeg har mere end en gang fået et rungende NEJ og det er OK, så
prøver jeg bare lidt senere og de bliver jo til at snakke med før eller
siden

> Jeg kan blive helt desperat nogle gange, og det gør mig bare rigtigt rigtigt
> ked af det, at føle at hun har fået overtaget og jeg danser efter hendes
> pibe...

Hvis du siger nej er du nødt til at mene det, hele vejen, men vælg dine
slag med omhu, for ellers ender du med at slide dig selv op.


--
Med venlig hilsen
Marianne Feddersen


Hald (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Hald


Dato : 26-10-03 20:32


Hej Mette.

Det bliver en sej kamp, men har du viljen skal det nok lykkes, især hvis du
oplever at det er derhjemme det er et problem, hvis hun i børnehaven
fungerer uden de store ændringer er det jo kun sundt at hun reagerer på din
ændrede holdning og opførsel.


Med hensyn til hårvask og skyl fik jeg hjælp da Anna var ca. 3½ for da var
det for hende meget ubehageligt at være bange for at få vand i øjnene.

En 7 årig pige var på besøg og ville gerne med i badekarret, hun viste stolt
at hun kunne dykke både med åbne og lukkede øjne, hun viste også hvordan man
kan flyde i vandet med ansigtet over vandet, stor var min forbavselse da min
egen datter også dykkede og hun var nær blevet kvalt i den halve mundfuld
vand hun fik galt i halsen, men op ville hun ikke før hun havde lært at
dykke. Siden skyllede vi håret i badevandet når hun lå på ryggen og til
sidst efter 3 måneder vaskede vi hår uden nogen form for problemer. Måske
hjalp det også at hun fik lov at vaske mit hvor jeg græd og hun skulle
berolige mig, så blev det klart for hende hvad hun egentlig gjorde. Det har
hjulpet os i mange andre situationer, hvor jeg har prøvet at spille hende og
hun har spillet mig. Jeg får øjnene op for hvad hun hører og ser at jeg gør
og hun griner når hun genkender sig selv, og nogle gange retter hun mig. F.
eks." Nej Mor, jeg grædede ikke fordi du hældede vand i mit hår, men fordi
du ødelagde mit skumslot." Altså har jeg misforstået hende i situationen og
blevet irriteret over at hun igen hylede over vand i håret, når det for
hende handlede om hendes fine slot som jeg bare ødelagde uden at se det.

Venlig hilsen og fat mod Nina.



Inger Pedersen (26-10-2003)
Kommentar
Fra : Inger Pedersen


Dato : 26-10-03 21:05


"Hald" <ninahald@XXXprivate.dk> skrev i en meddelelse news:3f9c2145$0$45341

.. Måske
> hjalp det også at hun fik lov at vaske mit hvor jeg græd og hun skulle
> berolige mig, så blev det klart for hende hvad hun egentlig gjorde. Det
har
> hjulpet os i mange andre situationer, hvor jeg har prøvet at spille hende
og
> hun har spillet mig.

Ja, det kan være en god måde, hvis man kender hinanden godt og er helt
trygge ved hinanden i situationen.
Men jeg har for mange år siden prøvet at gå helt galt i byen med den metode
over for et relativt nyt barn, jeg havde i dagpleje. Mens jeg lå på gulvet
og skabte mig og spillede "hysterisk unge", stod fire totalt lamslåede unger
omkring mig og gloede, og jeg gjorde kun ondt værre.
Det fik hurtigt ende og gentog sig aldrig.

Jeg får øjnene op for hvad hun hører og ser at jeg gør
> og hun griner når hun genkender sig selv, og nogle gange retter hun mig.
F.
> eks." Nej Mor, jeg grædede ikke fordi du hældede vand i mit hår, men fordi
> du ødelagde mit skumslot." Altså har jeg misforstået hende i situationen
og
> blevet irriteret over at hun igen hylede over vand i håret, når det for
> hende handlede om hendes fine slot som jeg bare ødelagde uden at se det.

Og det er jo lige netop det, opdragelse efter min mening handler om: at
"læse" barnet og kombinere dets ønsker og behov med ens egne.
Men ja - nemmere sagt end gjort.

Hilsen Inger



Lisbeth Jacobsen (28-10-2003)
Kommentar
Fra : Lisbeth Jacobsen


Dato : 28-10-03 08:24

"Hald" <ninahald@XXXprivate.dk> skrev i en meddelelse
news:3f9c2145$0$45341$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> Med hensyn til hårvask og skyl fik jeg hjælp da Anna var ca. 3½ for da
var
> det for hende meget ubehageligt at være bange for at få vand i øjnene.

Hårvask (skylning af håret) har vi klaret her i familien med en stor balje
vand, der slet og ret hældes over barnets hoved. Vupti. Et par liter vand
kan snildt skylle den smule sæbe ud, der skal bruges til hårvask af et barn.
Det tager et par sekunder at skylle - og når barnet opdager, hvad der
foregår, er det allerede slut.

Metoden lærte vi af afrikanske mødre, der ikke har en bruser i hånden til at
trække seancen i langdrag. For alene dét er jo en hæslig omgang.

Mvh. Lisbeth





Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177552
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408847
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste