Hej
Papfaderen wrote:
> Jeg står i en situation hvor jeg nok snart flytter sammen med min Kvinde....
Hmm - ja - jo - det er prøvet og lykkedes faktisk ganske godt.
> Hvis vi flytter sammen bliver vi jo faktisk en familie, med en masse
> udgifter, børn og
> andre ting der skal tages højde for... og så videre....
....og meget mere... og dog. Man gør det nemlig lige netop så kompliceret
som man selv ønsker at gøre det. Og jeg kender endda personer der bruger
flere timer dagligt på at gøre parforholdet besværligt (ikke skænderier
eller lignende).
> 1. Jeg lægger et fast beløb hver måned til ting som mad, husleje,
> forsikring, vand og el.
> (Plus en masse ting som jeg ikke ved endnu.)
> Det bliver selvfølgeligt ikke baseret på min indkomst, men på hvad der skal
> til for at det kører godt.
> Og så må jeg ellers sørge for at de kroner ER der HVER måned.
> Det samme forventer jeg af min Partner, og Kvinde gør.
Uha, uha, uha. Dertil kan jeg oplyse, at vi hos os i starten gjorde det
sådan, at den der havde penge betalte for de nødvendige fornødenheder.
Ikke noget med at sætte regler op eller lave komplicerede
ligevægtsretfærdighedsfordelingsformler. Næh, den der havde, ydedede.
Det har vi nu snart praktiseret i ti år og selvom jeg tjener ca det
dobbelte af min kone, så ryger det hele ned i en stor fælles kasse
hvorfra husholdning, hygge, nødvendigheder og fornøjeligheder bliver
betalt. Økonomisk er det eneste der er "mit" eller "hendes" eventuelle
pengegaver i forbindelse med fx fødselsdag. Får jeg en fed bonus fra
arbejde, så bliver den brugt på os og ikke mig og arbejder min kone over
og får ekstra med hjem, så bruger vi den og ikke kun hun. Og tænk - vi
bruger slet ikke tid på at spekulere i hinandens økonomi eller hvem der
bidrager med hvad. Spild af tid. Nyd hellere hinanden og børnene.
> Og hvad der ellers skal til for at hjælpe børnene på rette vej...
Glem alt om at planlægge dig ud af det før du står med ungerne i
situationen. Vores den store er lige startet i skolen og for et år siden
var han den mest forsagte og gemte sig i et hjørne for sig selv. I dag
cykler han hen til naboerne hvor han ved, at der bor børn på hans alder
og spørger om han må komme ind og lege, selvom forældrene og børnene er
helt fremmede for ham. Det bedste man nok kan gøre er løbende at spørge
om der er noget de er i tvivl om hvordan de skal forholde sig til og så
vejlede dem ud fra hvad du synes der er det rigtige at gøre. At fjerne
utryghed alene ved at snakke om tingene og vejlede børnene hjælper dem
meget mere end aftenkurser. Husk på, at uanset hvad så er du vejlederen,
så du skal ikke spørge til hvad de synes men fortælle hvordan de bør
gøre. Når de så kommer dertil, at det skal gøres, så er det op til
børnene at gøre det på deres måde.
> Hvad kan jeg have glemt eller bare ikke vide at der skal tages højde for i
> sådan en situation???
Lad være med at spekulere og planlægge for meget. Det er meget mere
afslappende at leve i nuet og så blot prøve på at forfølge sine drømme
på bedste vis. Du har dine drømme (lyder som noget pilot) og din kæreste
sine uddannelsesdrømme. Hvis du planlægger det hele skridt for skridt og
det fejler bliver du skuffet. Følger du derimod dine drømme og lader dig
ikke slå ud af, at det måske pga sygdom i familien tager et år længere,
så styrker det blot din person.
--
Med venlig hilsen / Best regards / Mit freundlichen Grüßen
Karsten Feddersen
http://www.feddersen.dk