---

Ja undskyld, men jeg bliver lige nødt til at lufte mine frustationer, og
håber dette er det rette forum.

Sagen er den at jeg er stedmoder til den sødeste lille knægt som har været
en masse igennem. Lad mig lige opremse historien først. Min mand var
tidligere kærrested med en dame, som så bliver gravid og de finder ud af at
hun vil have barnet på trods af at de er gået fra hinanden. Hun får så
barnet og de bliver langt om længe enige om et navn til barnet. Moderen
bestemmer fornavnet, faderen mellemnavnet, og barnet får faderens efternavn.

Efter nogen tid hvor altid ikke lige kører som det bør, ændrer moderen
navnet så barnet nu får hendes efternavn. Fair nok, barnet var under et år,
og faderen som er flyttet til en anden landsdel (over til mig) ser ikke
barnet forfærdelig tit (en gang om måneden) så det er helt ok.

Det skal lige siges at moderen har den fulde forældremyndighed idet faderen
er for ung og ikke sætter sig ordentlig ind i hele situationen og reelt set
de første måneder ikke ved hvad han skal stille op med faderrollen.

Men nok om det. Da barnet så er ca. 9 mrd finder moderen en ny kærreste og
flytter over til denne. Herved kommer hun til at bo i samme by som faderen,
hvilket så resulterer i at weekend-samværd hver 14. dag bliver etableret.
Det har så kørt findt uden problemer - vi har haft ham til jul, osv. I
mellemtiden bliver damen så gift med manden som hun er flyttet sammen med og
får endnu et barn. Da hun bliver gift får både hun og barnet mandens
efternavn. Fair nok. Drengen anser også den nye mand for at være far og det
hele går rigtig godt i 4 år.

Lige indtil den dag hvor de beslutter sig for at de skal skilles. Hun
flytter så tilbage til hvor hun kom fra og tager begge børn med sig.
Der er så nu gået et par måneder, og hun har været vældig frustreret over
manden, naturligvis - og jeg har snakket med hende løbende - både om barnet
og om manden.

Nåmen så skal jeg hente barnet og så får man pludselig den melding at nu har
barnet ikke længere sit mellemnavn og at jeg selv kan spørge drengen om
hvorfor. Nå tænker jeg så. Jeg ved at min mand har været glad for det navn,
fordi det var et han lagde meget vægt i - og dels fordi drengens fornavn er
det navn flest drenge hedder i de årgange. Og til dels også fordi det var
det navn han bestemt drengen skulle have. Jeg spørger så moderen om hvorfor
det er ændret, - for drengen siger bare at han syntes mellemnavnet er grimt.
Moderen siger at han nede i den nye børnehave, som han er begyndt i, en dag
er flippet helt ud over at de både har skrevet fornavn og mellemnavn på en
tegning. Og hun syntes at når hans mening var at navnet var grimt så skulle
det slettes og de havde allerede været på kirkekontoret.

Nådada... tænker man så. Det var da ellers noget af en fiks ide. Hele hendes
generelle holdning er at nu er hun flyttet og drengen (5½ år) er gammel nok
til selv at bestemme.
Jeg tager så afsted derfra - efter at have sagt at jeg nok havde handlet
lidt anderledes end hende og snakker så med drengen. Han fortæller mig så at
det er fordi både bedsteforældrene (på hendes side), moderen og børnene har
drillet ham med hans mellemnavn (som abs ikke er noget underligt eller
unormalt navn) og at det var derfor han ikke ville hedde det. Da jeg hentede
han blev han også drillet med at hedde det - og han reagerede som om han
blev drillet med det. Så tror da fanden at han ikke vil hedde det.

Min holdning til det er at man sku da skal være stolt over hvad man hedder,
og at bare fordi man hedder noget som måske ikke så mange hedder så er det
da kun sejt. Det er da fedt at hedde noget specielt.
Jeg fatter bare ikke hvorfor moderens holdning til det er at: når drengen
kan ikke lide navnet - så sletter vi det bare.
Hvad bliver det næste? Nå - drengen kan ikke lide at gå i skole - så skal
han da ikke det. Jaja - overdrivelse fremmer forståelsen.

En ting der også frustrerer mig er at hun slet ikke snakker med os om det.
Den beslutning tager hun bare. Selvfølgelig har hun forældremyndigheden, men
hvordan har hun tænkt sig at det skal forløbe? Hun skal bare gøre som det
passer hende og så må vi føje.Ikke noget kommunikation om NOGET. Heller ikke
hvis han har været til lægen. Hvis han har været til fysioterapeut. Det er
SÅ frustrerende.
Hun siger hun ikke vil sige noget fordi hun ikke vil diskutere, men for
fanden - vi er skuda også en del af hans liv og ønsker KUN det bedste for
ham.

Fuck det er så frustrerende.
Det er da helt sikkert at hun ikke har haft en særlig tæt tilknytning til
det navn - og at hun sikkert bare har tænkt at det var det sidste som
knyttede til faderen.

Ja undskyld at indlægget er så usammenhængende, men det er bare frustrerende
at se til - uden at kunne gøre noget.

Reelt set kan jeg da godt se at et mellemnavn ingen forskel gør. Men jeg
syntes bare man skulle gribe det anderledes an. Specielt når der er tale om
en knægt på 5½. Hvis drengen var ældre og ikke ændrede mening alt efter
hvilket vejr det var så ville det måske være lidt lettere at forstå. Og
læren om ikke at skulle ville lade sig drille er da forholdsvis vigtig. Den
har jeg da fået indprintet mange gange fordi jeg selv er rødhåret.

Men hvad gør man? Man kan ikke snakke hende til fornuft. Man kan snakke med
drengen - og lære ham at han ikke skal finde sig i at blive drillet med sit
navn. Men hvad hulen stiller man op?


Den frustrerede stedmor

---

"Stedmoderen" <stedmoder@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:bhidjd$2hn4$1@news.cybercity.dk...
> Ja undskyld, men jeg bliver lige nødt til at lufte mine frustationer, og
> håber dette er det rette forum.

Godt du kommer af med det :)

Anja

---

"Stedmoderen" <stedmoder@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:bhidjd$2hn4$1@news.cybercity.dk...

<snip en masse som jeg kun er enig i>

> Men hvad gør man? Man kan ikke snakke hende til fornuft. Man kan snakke
med
> drengen - og lære ham at han ikke skal finde sig i at blive drillet med
sit
> navn. Men hvad hulen stiller man op?

Venter til drengen har taget sin egen selvstændige beslutning.
Ved godt at det kan vare mange år, men bare vent, den komme en dag.

mvh Uffe Bærentsen

---

syntes din mand skulle tage sig sammen og søge som et min. den ½ forældre
myndighed.....hvilket ikke skulle være noget problem , eftersom hun lyder
totalt uduelig som mor.
det ville jeg ihvertfald have gjort , jeg har selv den ½ myndighed over
mine 2 børn og jeg vil heller aldrig gå af med den , ikke fordi at det
betyder ret meget i dagligdagen , heller ike for at genere exkonen , for hun
kan gøre næsten hvad hun vil , sålænge hun bare lige nævner det.

men for at sikre mine rettigheder som far


"Stedmoderen" <stedmoder@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:bhidjd$2hn4$1@news.cybercity.dk...
> Ja undskyld, men jeg bliver lige nødt til at lufte mine frustationer, og
> håber dette er det rette forum.
>
> Sagen er den at jeg er stedmoder til den sødeste lille knægt som har været
> en masse igennem. Lad mig lige opremse historien først. Min mand var
> tidligere kærrested med en dame, som så bliver gravid og de finder ud af
at
> hun vil have barnet på trods af at de er gået fra hinanden. Hun får så
> barnet og de bliver langt om længe enige om et navn til barnet. Moderen
> bestemmer fornavnet, faderen mellemnavnet, og barnet får faderens
efternavn.
>
> Efter nogen tid hvor altid ikke lige kører som det bør, ændrer moderen
> navnet så barnet nu får hendes efternavn. Fair nok, barnet var under et
år,
> og faderen som er flyttet til en anden landsdel (over til mig) ser ikke
> barnet forfærdelig tit (en gang om måneden) så det er helt ok.
>
> Det skal lige siges at moderen har den fulde forældremyndighed idet
faderen
> er for ung og ikke sætter sig ordentlig ind i hele situationen og reelt
set
> de første måneder ikke ved hvad han skal stille op med faderrollen.
>
> Men nok om det. Da barnet så er ca. 9 mrd finder moderen en ny kærreste og
> flytter over til denne. Herved kommer hun til at bo i samme by som
faderen,
> hvilket så resulterer i at weekend-samværd hver 14. dag bliver etableret.
> Det har så kørt findt uden problemer - vi har haft ham til jul, osv. I
> mellemtiden bliver damen så gift med manden som hun er flyttet sammen med
og
> får endnu et barn. Da hun bliver gift får både hun og barnet mandens
> efternavn. Fair nok. Drengen anser også den nye mand for at være far og
det
> hele går rigtig godt i 4 år.
>
> Lige indtil den dag hvor de beslutter sig for at de skal skilles. Hun
> flytter så tilbage til hvor hun kom fra og tager begge børn med sig.
> Der er så nu gået et par måneder, og hun har været vældig frustreret over
> manden, naturligvis - og jeg har snakket med hende løbende - både om
barnet
> og om manden.
>
> Nåmen så skal jeg hente barnet og så får man pludselig den melding at nu
har
> barnet ikke længere sit mellemnavn og at jeg selv kan spørge drengen om
> hvorfor. Nå tænker jeg så. Jeg ved at min mand har været glad for det
navn,
> fordi det var et han lagde meget vægt i - og dels fordi drengens fornavn
er
> det navn flest drenge hedder i de årgange. Og til dels også fordi det var
> det navn han bestemt drengen skulle have. Jeg spørger så moderen om
hvorfor
> det er ændret, - for drengen siger bare at han syntes mellemnavnet er
grimt.
> Moderen siger at han nede i den nye børnehave, som han er begyndt i, en
dag
> er flippet helt ud over at de både har skrevet fornavn og mellemnavn på en
> tegning. Og hun syntes at når hans mening var at navnet var grimt så
skulle
> det slettes og de havde allerede været på kirkekontoret.
>
> Nådada... tænker man så. Det var da ellers noget af en fiks ide. Hele
hendes
> generelle holdning er at nu er hun flyttet og drengen (5½ år) er gammel
nok
> til selv at bestemme.
> Jeg tager så afsted derfra - efter at have sagt at jeg nok havde handlet
> lidt anderledes end hende og snakker så med drengen. Han fortæller mig så
at
> det er fordi både bedsteforældrene (på hendes side), moderen og børnene
har
> drillet ham med hans mellemnavn (som abs ikke er noget underligt eller
> unormalt navn) og at det var derfor han ikke ville hedde det. Da jeg
hentede
> han blev han også drillet med at hedde det - og han reagerede som om han
> blev drillet med det. Så tror da fanden at han ikke vil hedde det.
>
> Min holdning til det er at man sku da skal være stolt over hvad man
hedder,
> og at bare fordi man hedder noget som måske ikke så mange hedder så er det
> da kun sejt. Det er da fedt at hedde noget specielt.
> Jeg fatter bare ikke hvorfor moderens holdning til det er at: når drengen
> kan ikke lide navnet - så sletter vi det bare.
> Hvad bliver det næste? Nå - drengen kan ikke lide at gå i skole - så skal
> han da ikke det. Jaja - overdrivelse fremmer forståelsen.
>
> En ting der også frustrerer mig er at hun slet ikke snakker med os om det.
> Den beslutning tager hun bare. Selvfølgelig har hun forældremyndigheden,
men
> hvordan har hun tænkt sig at det skal forløbe? Hun skal bare gøre som det
> passer hende og så må vi føje.Ikke noget kommunikation om NOGET. Heller
ikke
> hvis han har været til lægen. Hvis han har været til fysioterapeut. Det er
> SÅ frustrerende.
> Hun siger hun ikke vil sige noget fordi hun ikke vil diskutere, men for
> fanden - vi er skuda også en del af hans liv og ønsker KUN det bedste for
> ham.
>
> Fuck det er så frustrerende.
> Det er da helt sikkert at hun ikke har haft en særlig tæt tilknytning til
> det navn - og at hun sikkert bare har tænkt at det var det sidste som
> knyttede til faderen.
>
> Ja undskyld at indlægget er så usammenhængende, men det er bare
frustrerende
> at se til - uden at kunne gøre noget.
>
> Reelt set kan jeg da godt se at et mellemnavn ingen forskel gør. Men jeg
> syntes bare man skulle gribe det anderledes an. Specielt når der er tale
om
> en knægt på 5½. Hvis drengen var ældre og ikke ændrede mening alt efter
> hvilket vejr det var så ville det måske være lidt lettere at forstå. Og
> læren om ikke at skulle ville lade sig drille er da forholdsvis vigtig.
Den
> har jeg da fået indprintet mange gange fordi jeg selv er rødhåret.
>
> Men hvad gør man? Man kan ikke snakke hende til fornuft. Man kan snakke
med
> drengen - og lære ham at han ikke skal finde sig i at blive drillet med
sit
> navn. Men hvad hulen stiller man op?
>
>
> Den frustrerede stedmor
>
>