I disse dage med en "Gulf War part II" (eller III, hvis man medregner
Clintons bombninger) er det jo temmelig ironisk, om ikke direkte absurd, at
se på Verdensituationen p.t. med kristologiske eller endda apokalyptiske
briller. Ikke at der nødvendigvis skal piskes et fanatisk Åbenbaringshysteri
op, men blot den "søde" ironi i at se på de to modparter i en kommende krig
i Irak:
På den ene side har vi "ærkeskurken" Saddam Hussein, en gal diktator med
(næsten) uindskrænket magt i sit land, der tilfældigvis rummer ruinerne af
den bibelske "ærkefjende", den daværende supermagt Babylon.
Som om dette ikke skulle være nok, så nærer han som så mange andre arabere
et vist had til Israel, samtidig med at han opruster med afsindigt farlige
våben, som kan nå Jerusalem fra noget så primitivt som SCUD-missiler.
At manden faktisk selv har gevaldige religiøse aspirationer og mener at være
en krydsning mellem ingen ringere end Kong Nebukadnezzar (som jo netop
bragte jøderne i eksil) og samtidig mener at være en ægte islamisk "Khalif"
(en nedarvet profettitel, nærmest en slags "Pavestatus" blandt muslimer) er
så lige noget for et kristent fjendebillede.
På den anden side har vi Verdens pt. største militære, økonomiske og
kulturelle supermagt, som lige har haft kedelige oplevelser med høje
bygninger. Og som vel også ud fra en neutral betragtning kan siges at have
dyrket en vis "undercover" imperialistisk politik, der måske kan siges at
have forrådt landets egne idealer og den identitet det ellers hævder at
repræsentere. Ligesom Sovjetunionen, hvis retorik på et tidspunkt blev for
skinger og knækkede over.
Dette land vil af en del forskellige årsager tvangsafvæbne Saddam Hussein.
Hvorfor?
Verdensfreden bunder IMHO i Israels sikkerhed, se ovenfor. Hvis Israel - som
ifølge "god sladder" selv har atomvåben - nogensinde skulle blive udsat for
biologiske, kemiske og/eller atomare angreb fra Saddam Hussein, så har jeg
et godt tip til Tredje Verdenskrig. (Dèn køber jeg som argument!)
Sekundært er der den ret skingre "Ondskabens Akse"-retorik (Iran, Irak,
Nordkorea, så vidt jeg husker) der tilsyneladende sammenkædes til domicile
amerikanske terrorangreb.
Hvordan forstår du begrebet "akse"? Jeg associerer det med Disse tre lande
er på ingen mådegensidigt _allierede_, men derimod ideologiske og religiøse
dødsfjender hver især: Shi'iter (Shia-muslimer), Sunni-muslimer og
kommunistiske nordvietnamesere har ikke ret meget tilfælles.
(Shi'iter og sunnimuslimer er nok at ligne med katolikker og protestanter,
når det kommer til vore historiske "militante uoverensstemmelser". Til
gengæld hader de begge to de materalistisk tænkende nordkoreanere, der
heller sværger til Marx end Koranen. I lige måde er disse - opindeligt
buddhistiske? - nordkoreanere fuldstændigt afklarede med at disse muslimer
er religiøse fanatikere, der handler ud fra "fremmedgørende og
klasseskabende, skadelig ideologi, herunder religion")
Den ENESTE ideologiske fællesnævner skulle så være at de alle er imod USA,
men VILLE de nogensinde magte et føre en seriøs aliiancepolitik på meget
højt plan?
Blandt respektive chefideologer, Mullaher eller Ayatollaher? Nah, vel?
Jeg tror helt seriøst ikke på at de ville kunne kompromittere deres egen
respektive ideologier. Ikke, hvis de netop er de fanatikere, man vil gøre
dem til. Så kan de ikke enes.
På den anden side har vi de erklærede demokratiske værdier omkring
"repræsentativt demokrati" (Host!), "medbestemmelse" (Host-Host!),
"rettigheder" (Bullshit!) og selvfølgelig "Frihed".
Okay, hvis dè er bare nogenlunde så dekadente og ideolgikompromitterende som
vi selv er, så KUNNE jeg blive bekymret!
Tilbage til temaet: Det synes ganske absurd at være en slags "Babylon vs.
Babylon"-krig? En slags religiøst OG ideologisk korstog, hvor man
tvangssækulariserer arabere med magt?
--
Mvh
Anders Peter Johnsen
|