---

Jeg er 23 år og lykkelig mor til 3 børn...

Casper på 5
Christina på 3½ og
Nanna på 20 mdr.

Deres far (Ja, de har alle samme far... Så har dem der var nysgerrige fået
styrret det... Får det spørgsmål 3 ud af 4 gange folk hør' jeg har 3
allerede...) arbejder på Nordsøen og er væk 2 uger og hjemme 2 uger. Ungerne
klarer det rigtig flot, men de er også mere eller mindre vokset op med det.
Vi har en kalender med en rød firkant, som vi flytter hver dag. På
kalenderen er så markeret hvornår far rejser og hvornår han kommer hjem!

Nå, men det var ikke det jeg ville sige... Her om aftenen når deres Far er
væk, så sidder jeg tilbage med sådan en underlig følelse og en masse tid til
1000 tanker som, til tider kan gå så langt ud at jeg virkelig kan føle mig
som en dårlig mor... Jeg har her om aftenen tid til at gennemgå dagen med
mine 3 børn, samtalerne med dem, det hele... Forskelbehandlinge, om den
forskel jeg gør på dem aldersmæssigt er fair eller om jeg overvurderer den
ene og undervurderer den anden... Om jeg reagerede forkert i bestemte
situationer, om jeg har bekræftet dem nok, om de nu ved hvor højt jeg elsker
dem...
Børn kan næsten ikke forkæles for meget? De har grænser selvfølgelig... og
kender dem også... Vi går meget højt op i at grænsen er helt klar...
Alligevel sidder jeg bare hver aften jeg er alene tilbage med sådan en
fornemmelse af at jeg kunne ha' gjort nogen ting meget bedre, jeg kunne ha'
reageret anderledes, jeg burde ha', jeg skulle ikke ha'... Og de tanker kan
jeg sidde med en hel aften og bare få lyst til at hive alle 3 ud af deres
seng og gi' dem et kæmpe kram og sige at jeg elsker dem! ...Bare lige et
ekstra kram, der viser at selvom jeg (IMO) har været lidt hård ved dem, så
elsker jeg dem sq over alt på jorden!

Den kærlighed man har til sine børn kan bare drive en til vandvid nærmest!
Jeg ved ikke lige hvor jeg vil hen med det her temmelig rodede indlæg...
Tror bare jeg har behov for at dele mine tanker for en gangs skyld... Som
forældre kan man blive så be eller afkræftet i ens evne som mor eller far
bare ved at se på hvordan ens børn er! Det er jo ikke børnene den er gal med
hvis de er nogen "møgunger" (kan ikk li' det ord, men det var lige det
første jeg havde på læberne) -det er forældrene!

Når Christina høj-dramatisk går rundt og skråler "Jeg kan ikke rydde op uden
hjæææælp" og i samme øjeblik hun ser' Nanna skifter til en lille strålende
sol, der glemmer alt om verdens største ulykke, nemlig oprytningen, samtidig
med at Casper syngende og glad suser rundt på sit værrelse og rydder flot
op, så kan jeg ikke la' være at tænke på hvordan to børn med samme
opdragelses-linie kan reagere og handle så forskelligt. Ja, der er forskel i
personlighed... De er individer, men alligevel, der er så ufattelig stor
forskel på de to på alle områder. (Og nej, det var ikke mere end 3-4 ting
hun skulle rydde op, så det var ikk noget med at jeg satte hende til at
rydde op i et bombet ***)

En anden ting jeg falder over er, at når man har alle 3 børn sammen er
Casper laaangt den nemmeste at ha' og når man har dem hver for sig er
Christina den nemmeste... Nanna er generelt altid nem... Hun smiler, griner
og stråler af glæde ligemeget hvad og ligemeget hvor træt hun er...

Alle de observationer man gør med sine børn kan bruges til noget i deres
opdragelse... Min rolle som mor er der bare 24/7 - for når de sover så er de
i mine tanker hele tiden, når jeg er selv hjemme sidder jeg og ser' billeder
eller video af dem næsten hver aften, lægger til og trækker fra i min
fin-jursterring af opdragelsen af den enkelte, men alligevel så føler jeg
aldrig at jeg er tilstrækkelig... Jeg føler aldrig jeg gør det helt rigtige,
hver dag kan der laves små-jursteringer, -af og til bliver der jursteret
lidt må hovedknappen når man pludselig opdager at de 3 børn man helt bestemt
mente var hhv. 0, 2 og 3 altså er blevet et år ældre, eller når man om
aftenen går ind og vil sætte sig i fodenden af deres seng for til sin store
forskrækkelse at opdage man nær havde plantet sig på deres fødder... "_Kan
det virkelig passe at min lille Casper-baby er 124 cm. høj nu? Jeg husker da
ikke at hans fødder stak SÅ langt ned i sengen..._"

Noget må jeg gøre rigtigt... Casper har aldrig i sit 5 år "lange" liv slået
eller på anden måde så meget som krummet et hår på en myrer eller et
menneske eller noget! Han har fået stor ros for det i børnehaven også!
Christina elsker at sysle og hjælpe til og stråler som en sol når hun ser'
sin elskede lillesøster og Nanna tuller altid glad rundt... De to store
plager allerede om en lillesøster eller bror mere, så søskende-jalousi er
der heller ikke... Men der er jo også de sider hvor man kan se at man da
bare har fejlet fuldstændig med et eller andet...

Nå, sikke lang og rodet det her indlæg blev. Jeg forventer absolut ikke at
nogen er nået helt her ned med læsningen, da indlæget er temmelig rodet,
forvirret og enormt dårligt formuleret... Er faktisk lidt flov over at sende
sådan en gang hø, men hvad, nu får i det lige! Hehe... Og så vil jeg sove!

R. Ilsøe

---

R. Ilsøe skrev:

>Jeg er 23 år og lykkelig mor til 3 børn...

>Nå, men det var ikke det jeg ville sige... Her om aftenen når deres Far er
>væk, så sidder jeg tilbage med sådan en underlig følelse og en masse tid til
>1000 tanker som, til tider kan gå så langt ud at jeg virkelig kan føle mig
>som en dårlig mor...

Det er der ingen grund til.

>Jeg har her om aftenen tid til at gennemgå dagen med
>mine 3 børn, samtalerne med dem, det hele...

Hvis det bare bliver til at der rumsterer tanker om at du burde
have gjort noget andet, og du kører dig selv i kulkælderen, så er
det nok bedre at lade være med at sidde og fundere over det.

>Forskelbehandlinge, om den forskel jeg gør på dem aldersmæssigt er
>fair eller om jeg overvurderer den ene og undervurderer den anden...

Der er forskel på børn, og man behandler dem vidt forskelligt.
Dem der siger noget andet, lyver for sig selv eller andre.

Jeg kan ikke kloge i om du vurderer forkert, men det er heller
ikke den enkelte konkrete handling der på et øjeblik afgør om
børnene styrter fra at være velfungerende unger til at blive
håbløst umulige ballademagere. Hvis din grundindstilling er
fornuftig - som jeg fornemmer - så skidt med om du har en skævert
en gang imellem. Det er først et problem hvis du altid behandler
ungerne ad helvede til og kun en gang imellem viser dem
kærlighed.

>Om jeg reagerede forkert i bestemte situationer, om jeg har
>bekræftet dem nok, om de nu ved hvor højt jeg elsker dem...

Husk bare at sige det til dem.

> Børn kan næsten ikke forkæles for meget? De har grænser selvfølgelig... og
>kender dem også... Vi går meget højt op i at grænsen er helt klar...

Hvis du forkæler dem og samtidig sætter grænser, så kan det ikke
gå helt galt.

>reageret anderledes, jeg burde ha', jeg skulle ikke ha'... Og de tanker kan
>jeg sidde med en hel aften

Det fører åbebart ikke noget godt med sig, så prøv at slå det ud
af hovedet. Det kan være fint at sidde og gøre status, og der er
ikke i sig selv noget galt i at tænke på noget man kunne have
gjort bedre. Men hvis det bare slår ind som dårlig samvittighed,
så er det bedst at lade være.

>Bare lige et ekstra kram, der viser at selvom jeg (IMO) har været lidt
>hård ved dem, så elsker jeg dem sq over alt på jorden!

Det ved de jo netop godt. Den der ikke er hård af og til, er
ligeglad.

>Når Christina høj-dramatisk går rundt og skråler "Jeg kan ikke rydde op uden
>hjæææælp"

Jeg har ikke nogen mirakelkur. Desværre fik jeg gjort oprydningen
til noget surt stads der aldrig fungerede. Derimod fik jeg
opvasken til at blive rigtig hyggelig. Det skyldtes at vi gjorde
det i fællesskab og snakkede og diskuterede imens.

>op, så kan jeg ikke la' være at tænke på hvordan to børn med samme
>opdragelses-linie kan reagere og handle så forskelligt. Ja, der er forskel i
>personlighed...

Absolut.

>opdragelse... Min rolle som mor er der bare 24/7 - for når de sover så er de
>i mine tanker hele tiden, når jeg er selv hjemme sidder jeg og ser' billeder
>eller video af dem næsten hver aften, lægger til og trækker fra i min
>fin-jursterring af opdragelsen af den enkelte, men alligevel så føler jeg
>aldrig at jeg er tilstrækkelig...

Måske skulle du hellere læse en god roman i stedet for. Du
hjælper hverken dig selv eller ungerne ved at sidde og se sort på
det hele.

>Noget må jeg gøre rigtigt...

Hold fast i det.

>Nå, sikke lang og rodet det her indlæg blev.

Nej, det gjorde det nu ikke. Du kom bare langt omkring.

--
Bertel
http://bertel.lundhansen.dk/   FIDUSO: http://fiduso.dk/

---

>Jeg forventer absolut ikke at nogen er nået helt her ned med læsningen, !
Det var ikke noget problem, det gled ned i en stor mundfuld


Hej "R"

Sikke en dejlig morgenlæsning. Skulle lige have en kop te efter
morgenoprydningen - og "unger ud af døren."
Enten "går du hjemme" ( tidspunktet taget i betragtning) eller også
havde du en af de der "særlige" aftener ,hvor vi bliver hyllet ind i
"livets mystik", og ikke lader os styrere af "åhhh hvor er jeg træt i
morgen, hvis jeg ikke går i seng nu !"
Fryder mig over - at du i så ung en alder - lader dig "flyde med" og
oplever essensen af dit eget liv. Der er alt for mange der i dagens
hektiske række af gøremål - ikke skaber sig tid til den
følelesesmæssig fordybelse.
Min egen oplevelse ( 41 år - 5 børn)af utilstrækkelighed kunne sagtens
puttes ind i under dine ord og passe til mine følelser. Man ( i hvert
fald - dig - mig - og mange mange andre) føler altid at man kunne
gøre et og andet bedre - det kunne vi sikkert også - men det vigtigste
er at forholde sig til - Jeg gør til enhver tid "det bedste" - i
forhold til mine evner - mine erfaringer ......osv. - også kan vi ikke
gøre det bedre - med tiden er der ting der ændre betydning - nogen
ting stiger i indre følelesmæssig værdi - andet fortoner sig ud i det
næsten usynlige - og sådan er det !
Det eneste du kan være helt sikkert på - er at du til den dag du dør
(måske også bagefter - det ved jeg ikke endnu skal leve med den
kærlighed og omsorg- du i dag føler for og til dine børn.
Bekymringerne og problemerne stiger blot i styrke efterhånden som dine
børns problemer kommer til at ligne og være "voksenproblemer" . Mens
dine poder er små - kan du beskytte - vejlede - i det hele taget drage
omsorg - men den dag "de vil leve deres eget liv" er du ofte hensat
til tilskuerrækken - og måske ikke engang der ! - Hvis du kan følge
mine cirkler tror jeg du fornemmer hvad jeg her fortæller. At du må
nyde øjeblikkene lige så intenst som du netop skrev om i nat - for
"puf" en dag er de store - magien er der stadig - lykkestunderne
ligeså - men du vil opleve større bekymringer senere i livet - ligeså
højdepunkter. Tag intet for givet - og det allervigtigste - se altid
det POSITIVE også i det du ved/føler du kunne gøre anderledes - lad
ikke overvejelserne forpeste den skønne tid du har lige foran dig lige
nu. Sig til dig selv - jeg gør det så godt jeg kan og det er OK.
Måske kunne du finde stor fornøjelse i - at læse nogle af alle de
bøger der findes om søskende- relationer - Hvis du ser dig omkring vil
du kunne opleve at der blandt mennesker oftere er den største forskel
netop i en søskende flok - er det ikke sådan i din ( hvis du har
søskende) - er i ikke så forskellige som man næsten kan være( ellers
er i "undtagelsen der bekræfter reglen") - og lad os så blot nyde
endnu en strøm af dine "natteord" hvis lysten til at skrive skulle
overvælde dig en anden nat.


>Jeg forventer absolut ikke at nogen er nået helt her ned med læsningen, !
Det var ikke noget problem, det gled ned i en stor mundfuld


Hej "R"

Sikke en dejlig morgenlæsning. Skulle lige have en kop te efter
morgenoprydningen - og "unger ud af døren."
Enten "går du hjemme" ( tidspunktet taget i betragtning) eller også
havde du en af de der "særlige" aftener ,hvor vi bliver hyllet ind i
"livets mystik", og ikke lader os styrere af "åhhh hvor er jeg træt i
morgen, hvis jeg ikke går i seng nu !"
Fryder mig over - at du i så ung en alder - lader dig "flyde med" og
oplever essensen af dit eget liv. Der er alt for mange der i dagens
hektiske række af gøremål - ikke skaber sig tid til den
følelesesmæssig fordybelse.
Min egen oplevelse ( 41 år - 5 børn)af utilstrækkelighed kunne sagtens
puttes ind i under dine ord og passe til mine følelser. Man ( i hvert
fald - dig - mig - og mange mange andre) føler altid at man kunne
gøre et og andet bedre - det kunne vi sikkert også - men det vigtigste
er at forholde sig til - Jeg gør til enhver tid "det bedste" - i
forhold til mine evner - mine erfaringer ......osv. - også kan vi ikke
gøre det bedre - med tiden er der ting der ændre betydning - nogen
ting stiger i indre følelesmæssig værdi - andet fortoner sig ud i det
næsten usynlige - og sådan er det !
Det eneste du kan være helt sikkert på - er at du til den dag du dør
(måske også bagefter - det ved jeg ikke endnu skal leve med den
kærlighed og omsorg- du i dag føler for og til dine børn.
Bekymringerne og problemerne stiger blot i styrke efterhånden som dine
børns problemer kommer til at ligne og være "voksenproblemer" . Mens
dine poder er små - kan du beskytte - vejlede - i det hele taget drage
omsorg - men den dag "de vil leve deres eget liv" er du ofte hensat
til tilskuerrækken - og måske ikke engang der ! - Hvis du kan følge
mine cirkler tror jeg du fornemmer hvad jeg her fortæller. At du må
nyde øjeblikkene lige så intenst som du netop skrev om i nat - for
"puf" en dag er de store - magien er der stadig - lykkestunderne
ligeså - men du vil opleve større bekymringer senere i livet - ligeså
højdepunkter. Tag intet for givet - og det allervigtigste - se altid
det POSITIVE også i det du ved/føler du kunne gøre anderledes - lad
ikke overvejelserne forpeste den skønne tid du har lige foran dig lige
nu. Sig til dig selv - jeg gør det så godt jeg kan og det er OK.
Måske kunne du finde stor fornøjelse i - at læse nogle af alle de
bøger der findes om søskende- relationer - Hvis du ser dig omkring vil
du kunne opleve at der blandt mennesker oftere er den største forskel
netop i en søskende flok - er det ikke sådan i din ( hvis du har
søskende) - er i ikke så forskellige som man næsten kan være( ellers
er i "undtagelsen der bekræfter reglen") - og lad os så blot nyde
endnu en strøm af dine "natteord" hvis lysten til at skrive skulle
overvælde dig en anden nat.

Kærligst Dorthe

---

>Jeg forventer absolut ikke at nogen er nået helt her ned med læsningen, !
Det var ikke noget problem, det gled ned i en stor mundfuld


Hej "R"

Sikke en dejlig morgenlæsning. Skulle lige have en kop te efter
morgenoprydningen - og "unger ud af døren."
Enten "går du hjemme" ( tidspunktet taget i betragtning) eller også
havde du en af de der "særlige" aftener ,hvor vi bliver hyllet ind i
"livets mystik", og ikke lader os styrere af "åhhh hvor er jeg træt i
morgen, hvis jeg ikke går i seng nu !"
Fryder mig over - at du i så ung en alder - lader dig "flyde med" og
oplever essensen af dit eget liv. Der er alt for mange der i dagens
hektiske række af gøremål - ikke skaber sig tid til den
følelesesmæssig fordybelse.
Min egen oplevelse ( 41 år - 5 børn)af utilstrækkelighed kunne sagtens
puttes ind i under dine ord og passe til mine følelser. Man ( i hvert
fald - dig - mig - og mange mange andre) føler altid at man kunne
gøre et og andet bedre - det kunne vi sikkert også - men det vigtigste
er at forholde sig til - Jeg gør til enhver tid "det bedste" - i
forhold til mine evner - mine erfaringer ......osv. - også kan vi ikke
gøre det bedre - med tiden er der ting der ændre betydning - nogen
ting stiger i indre følelesmæssig værdi - andet fortoner sig ud i det
næsten usynlige - og sådan er det !
Det eneste du kan være helt sikkert på - er at du til den dag du dør
(måske også bagefter - det ved jeg ikke endnu skal leve med den
kærlighed og omsorg- du i dag føler for og til dine børn.
Bekymringerne og problemerne stiger blot i styrke efterhånden som dine
børns problemer kommer til at ligne og være "voksenproblemer" . Mens
dine poder er små - kan du beskytte - vejlede - i det hele taget drage
omsorg - men den dag "de vil leve deres eget liv" er du ofte hensat
til tilskuerrækken - og måske ikke engang der ! - Hvis du kan følge
mine cirkler tror jeg du fornemmer hvad jeg her fortæller. At du må
nyde øjeblikkene lige så intenst som du netop skrev om i nat - for
"puf" en dag er de store - magien er der stadig - lykkestunderne
ligeså - men du vil opleve større bekymringer senere i livet - ligeså
højdepunkter. Tag intet for givet - og det allervigtigste - se altid
det POSITIVE også i det du ved/føler du kunne gøre anderledes - lad
ikke overvejelserne forpeste den skønne tid du har lige foran dig lige
nu. Sig til dig selv - jeg gør det så godt jeg kan og det er OK.
Måske kunne du finde stor fornøjelse i - at læse nogle af alle de
bøger der findes om søskende- relationer - Hvis du ser dig omkring vil
du kunne opleve at der blandt mennesker oftere er den største forskel
netop i en søskende flok - er det ikke sådan i din ( hvis du har
søskende) - er i ikke så forskellige som man næsten kan være( ellers
er i "undtagelsen der bekræfter reglen") - og lad os så blot nyde
endnu en strøm af dine "natteord" hvis lysten til at skrive skulle
overvælde dig en anden nat.




Kærligst Dorthe

---

"R. Ilsøe" <frygtigloes_@hotmaill.com> skrev i en meddelelse
news:b0q2pb$2tc$1@jarjarbinks.mobilixnet.dk...
> Jeg er 23 år og lykkelig mor til 3 børn...
>
> Casper på 5
> Christina på 3½ og
> Nanna på 20 mdr.
>
> Deres far (Ja, de har alle samme far... Så har dem der var nysgerrige fået
> styrret det... Får det spørgsmål 3 ud af 4 gange folk hør' jeg har 3
> allerede...) arbejder på Nordsøen og er væk 2 uger og hjemme 2 uger.
Ungerne
> klarer det rigtig flot, men de er også mere eller mindre vokset op med
det.

[klip resten]

Hej -alle dine tanker og din usikkerhed skyldes jo nok bare, at du sidder
alene hjemme, mon ikke? Børnene er lagt i seng, og manden er ude på
Nordsøen. Hvis nu han havde været hjemme, så ville han sikkert på ægte
Humphrey Bogart-vis have sagt "Hold nu bare din kæft, kvinde, det går jo nok
alt sammen!"

Nu er han ikke hjemme, og så siger jeg det i stedet. Kald mig bare en sur,
gammel mandschauvinist, jeg kan tage det, men der er forskel på, hvad der
foregår oveni hovedet på mænd og kvinder. Mænd kan lide at holde tingene
enkle og simple, så kan vi overskue dem, mens kvinder ynder at tale om
tusinde ting på én gang. Hvis så en kvinde sidder alene med sine tusinde
tanker, så ender det altså med at blive en værre gang rod.

Selvfølgelig gør du det godt nok. Det er ikke så svært at opdrage børn, og
da slet ikke, når et par af dem er så store som Casper og Christina. Netop
det, at du er mor på en 24/7-basis siger vel, at du gør det godt nok, og din
bekymring for, om du gør det godt nok, viser, at du ikke *kan* gøre det
bedre. Måske du i virkeligheden gør det *for* godt? Børn er små mennesker,
og de har også brug for at klare sig selv en gang imellem, og en smule
uretfærdighed og forskelsbehandling lærer dem også lidt om livets aspekter.
Så har man lidt at tale med dem om.

Man kan altid mærke på et barn, om der er noget galt, så gem dine
bekymringer til da. Der er for pokker ingen grund til at opfinde
bekymringsområder, vel? De klarer sig sgu nok. Tænk på, at du netop oplever
dem som tre forskellige personligheder. Så vidt jeg kan læse, har de
rigeligt råderum til at være sig selv, og det er vel det, det handler om.

Vær en god mor, læs en bog, og pas din nattesøvn. Det er de bedste råd, jeg
kan give. Men det var jo nok slet ikke gode råd, du havde brug for, for du
vidste udmærket godt alt det ovenstående i forvejen. Du havde bare brug for
nogen at snakke med. Ikke?

I øvrigt synes jeg, det er flot, at du som 23-årig indtil videre har tre
børn. Bare hæng i, du gør det jo rigtigt godt, men tænk lidt mindre over
tingene, okay?

Bedste hilsener
Svend

---

"R. Ilsøe" <frygtigloes_@hotmaill.com> skrev i en meddelelse
news:b0q2pb$2tc$1@jarjarbinks.mobilixnet.dk...
> Jeg er 23 år og lykkelig mor til 3 børn...
>
> Casper på 5
> Christina på 3½ og
> Nanna på 20 mdr.
>
> Deres far (Ja, de har alle samme far... Så har dem der var nysgerrige fået
> styrret det... Får det spørgsmål 3 ud af 4 gange folk hør' jeg har 3
> allerede...) arbejder på Nordsøen og er væk 2 uger og hjemme 2 uger.
Ungerne
> klarer det rigtig flot, men de er også mere eller mindre vokset op med
det.

[klip resten]

Hej -alle dine tanker og din usikkerhed skyldes jo nok bare, at du sidder
alene hjemme, mon ikke? Børnene er lagt i seng, og manden er ude på
Nordsøen. Hvis nu han havde været hjemme, så ville han sikkert på ægte
Humphrey Bogart-vis have sagt "Hold nu bare din kæft, kvinde, det går jo nok
alt sammen!"

Nu er han ikke hjemme, og så siger jeg det i stedet. Kald mig bare en sur,
gammel mandschauvinist, jeg kan tage det, men der er forskel på, hvad der
foregår oveni hovedet på mænd og kvinder. Mænd kan lide at holde tingene
enkle og simple, så kan vi overskue dem, mens kvinder ynder at tale om
tusinde ting på én gang. Hvis så en kvinde sidder alene med sine tusinde
tanker, så ender det altså med at blive en værre gang rod.

Selvfølgelig gør du det godt nok. Det er ikke så svært at opdrage børn, og
da slet ikke, når et par af dem er så store som Casper og Christina. Netop
det, at du er mor på en 24/7-basis siger vel, at du gør det godt nok, og din
bekymring for, om du gør det godt nok, viser, at du ikke *kan* gøre det
bedre. Måske du i virkeligheden gør det *for* godt? Børn er små mennesker,
og de har også brug for at klare sig selv en gang imellem, og en smule
uretfærdighed og forskelsbehandling lærer dem også lidt om livets aspekter.
Så har man lidt at tale med dem om.

Man kan altid mærke på et barn, om der er noget galt, så gem dine
bekymringer til da. Der er for pokker ingen grund til at opfinde
bekymringsområder, vel? De klarer sig sgu nok. Tænk på, at du netop oplever
dem som tre forskellige personligheder. Så vidt jeg kan læse, har de
rigeligt råderum til at være sig selv, og det er vel det, det handler om.

Vær en god mor, læs en bog, og pas din nattesøvn. Det er de bedste råd, jeg
kan give. Men det var jo nok slet ikke gode råd, du havde brug for, for du
vidste udmærket godt alt det ovenstående i forvejen. Du havde bare brug for
nogen at snakke med. Ikke?

I øvrigt synes jeg, det er flot, at du som 23-årig indtil videre har tre
børn. Bare hæng i, du gør det jo rigtigt godt, men tænk lidt mindre over
tingene, okay?

Bedste hilsener
Svend

---

"R. Ilsøe" wrote in message news:b0q2pb$2tc$1@jarjarbinks.mobilixnet.dk...
> Jeg er 23 år og lykkelig mor til 3 børn...
> Nå, men det var ikke det jeg ville sige... Her om aftenen når deres Far er
> væk, så sidder jeg tilbage med sådan en underlig følelse og en masse tid
til
> 1000 tanker som, til tider kan gå så langt ud at jeg virkelig kan føle mig
> som en dårlig mor... Jeg har her om aftenen tid til at gennemgå dagen med
> mine 3 børn, samtalerne med dem, det hele...

Hejsa.

Jeg tror ofte at voksne sidder med en tanke og en følelse af, at der var
noget, de kunne have jgort bedre. Ikke kun overfor børn, men også overfor
andre voksne, ja selv døde ting som en gang maling, mener man at kunne gøre
bedre. Forskellen er blot at det med malingen, bare kan males over, at man
kan snakke med andre voksne, undskylde, vedkende fejl og rette op på tingene
på den måde. Men børn er det her og nu, de "bærer ikke over" med vores
fejltrin i deres opdragelse. De vil være "mærket" forever.

Jeg kender den specielt godt overfor børn. Da jeg startede i institution
brugte jeg HELE min fritid de første mange mange måneder, på at tænke over
dagens forløb, om jeg havde husket at få givet noget til alle, fået del i
alle børnenes tanker og liv, om der var noget jeg skulle have gjort
anderledes. Jeg gennemgik mine 8 arbejdstimer tre fire gange i løbet af
aftenen/natten, hvilket også gjorde, at jeg ingen søvn fik og at jeg, når
jeg endelig fik noget søvn, drømte om ungerne også.
Det blev for meget. Jeg gik rundt i en evig rus, stræbende på at være den
perfekte pædagog overfor ungerne.
Men INGEN er perfekt. Vi har alle vores små fejl, vi har dem for, at vi kan
blive opmærksomme og blive endnu bedre. Det nytter ikke noget at ærge sig
over det, der er sket, vi må i stedet arbejde på at gøre fremtiden/nuet det
bedre.
Jeg fik et godt råd af en kollega, som selv havde prøvet det samme. Hun
sagde til mig, at jeg skulle tvinge mig selv til ikke at tænke på børn,
arbejde, kollegaer, forældre, når jeg havde fri. Jeg måtte finde en slags
ritual, jeg skulle gøre en halv time hver dag, hvor jeg tillod mig at tænke
på det og ellers overhovedet ikke.
Lidt efter lidt fik jeg mig sporet ind på, at det eneste tidspunkt, hvor jeg
måtte tænke på de unger, var når jeg om aftenen efter tvavisen stod ude på
altanen og røg en smøg. Ellers var ALLE tanker ang. dem bandelyst.
Jeg synes, du skulle prøve det samme. Du kan ikke nå at tænke FOR meget, men
du kan lige få drejet dagens begivenheder, og så tage ved lære af dem. Du
skal stole på din intuition og dine spontane handlinger, og så ellers bare
glæde dig over, at du har tre så dejligt forskelllige børn.

Og ja, som Svend Pedersen siger: "Hold dog kæft kvinde....".... ( Der er
faktisk lidt sandhed i det, det hele skal nok gå, du er jo meget bevidst om
dine børn..

Held og lykke med det hele.

Nette