---

Nu har Pia så meddelt på arbejdet, at hun er gravid, og her følger hendes
kvindelige kollegers reaktion: "Man kan ikke både arbejde og studere og have
et barn... nå ja, og så tillykke, forresten..."

Her var det så, at jeg fik deja vu til dengang "erfarne" kvinder og deres
kvindagtige mænd fortalte min daværende hustru og mig, hvor hårdt det ville
være at blive forældre:

(før fødslen): "Bare vent, til barnet er født, så skal I nok få jeres sag
for!"
(barnet blev født, og det var nemt nok): "Bare vent, til hverdagen
begynder!"
(det blev hverdag, og det var nemt nok): "Bare vent, til barnet begynder at
kravle!"
(hun lærte at kravle, og så måtte vi jo holde lidt øje, men det var jo nemt
nok): "Bare vent, til hun begynder at gå!"
(her var det, at jeg så meddelte min omverden, at jeg var godt træt af al
den kællingebavl - så gik der et års tid i ro og fred, og så var nummer to
på vej): "Bare vent, til der er to!"

Det hårdeste ved at blive forælder er kort sagt alt det bavl, man skal lægge
øre til. Omverden giver de største ærgrelser.

Nu har jeg selv en meget stærk og selvsikker personlighed, og jeg ved, at
man kan hvad man vil, for det lærte min bedstefar mig, men jeg har virkeligt
ondt af de stakkelse, vordende førstegangsforældre, der bliver tudet ørerne
fulde af, hvor svært det er at få en gennemsnitstilværelse til at fungere
med børn. Hvorfor skal vi dog altid fortælle andre hvor hårdt det er at have
børn? Hvorfor taler vi altid om kolik, når det dog kun rammer de 10%?
Hvorfor presse al glæde ud et vordende forældrepar? Hvorfor lægge en tung
dyne af mørkemandsvås ud over et ellers lykkeligt forældrepar? Hvorfor gøre
en eventuel usikkerhed større?

Det ér ikke sværere at have børn end man gør det til. Bevares, man kan ikke
drikke sig en kæp i øret *hver* dag, men med et lille vidunder i vuggen har
man jo heller ikke længere lyst. Vel?

Pia skal nok få sine RUC-studier og sit deltidsarbejde til at fungere trods
et fuldtids- og to papbørn, og jeg skal nok få lukket munden på de kvinder
inde på hendes arbejde en dag ved lejlighed, med mindre de en dag får noget
konstruktivt at bidrage med. Men hvor er det bare træls at bruge tid på.
Hvor der er vilje, er der vej.

Tak fordi I lyttede med så længe
Svend

---

Hvor er det rigtigt..
Anja

"Svend Pedersen" <sv.pedersen@FJERN.DETTE.mail.tele.dk> skrev i en
meddelelse news:3e300d92$0$83822$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> Nu har Pia så meddelt på arbejdet, at hun er gravid, og her følger hendes
> kvindelige kollegers reaktion: "Man kan ikke både arbejde og studere og
have
> et barn... nå ja, og så tillykke, forresten..."
>
> Her var det så, at jeg fik deja vu til dengang "erfarne" kvinder og deres
> kvindagtige mænd fortalte min daværende hustru og mig, hvor hårdt det
ville
> være at blive forældre:
>
> (før fødslen): "Bare vent, til barnet er født, så skal I nok få jeres sag
> for!"
> (barnet blev født, og det var nemt nok): "Bare vent, til hverdagen
> begynder!"
> (det blev hverdag, og det var nemt nok): "Bare vent, til barnet begynder
at
> kravle!"
> (hun lærte at kravle, og så måtte vi jo holde lidt øje, men det var jo
nemt
> nok): "Bare vent, til hun begynder at gå!"
> (her var det, at jeg så meddelte min omverden, at jeg var godt træt af al
> den kællingebavl - så gik der et års tid i ro og fred, og så var nummer to
> på vej): "Bare vent, til der er to!"
>
> Det hårdeste ved at blive forælder er kort sagt alt det bavl, man skal
lægge
> øre til. Omverden giver de største ærgrelser.
>
> Nu har jeg selv en meget stærk og selvsikker personlighed, og jeg ved, at
> man kan hvad man vil, for det lærte min bedstefar mig, men jeg har
virkeligt
> ondt af de stakkelse, vordende førstegangsforældre, der bliver tudet
ørerne
> fulde af, hvor svært det er at få en gennemsnitstilværelse til at fungere
> med børn. Hvorfor skal vi dog altid fortælle andre hvor hårdt det er at
have
> børn? Hvorfor taler vi altid om kolik, når det dog kun rammer de 10%?
> Hvorfor presse al glæde ud et vordende forældrepar? Hvorfor lægge en tung
> dyne af mørkemandsvås ud over et ellers lykkeligt forældrepar? Hvorfor
gøre
> en eventuel usikkerhed større?
>
> Det ér ikke sværere at have børn end man gør det til. Bevares, man kan
ikke
> drikke sig en kæp i øret *hver* dag, men med et lille vidunder i vuggen
har
> man jo heller ikke længere lyst. Vel?
>
> Pia skal nok få sine RUC-studier og sit deltidsarbejde til at fungere
trods
> et fuldtids- og to papbørn, og jeg skal nok få lukket munden på de kvinder
> inde på hendes arbejde en dag ved lejlighed, med mindre de en dag får
noget
> konstruktivt at bidrage med. Men hvor er det bare træls at bruge tid på.
> Hvor der er vilje, er der vej.
>
> Tak fordi I lyttede med så længe
> Svend
>
>

---

"Svend Pedersen":

SNIP om andres negative reaktioner på en ellers glad nyhed

Ja, gad vide hvorfor folk egentlig gør det? Er det 'bare' janteloven?
At når der sker andre noget godt, så skal det helst også være lidt negativt.

Jeg nåede (desværre) kun at være gravid i 9 uger inden jeg tabte
Alligevel nåede jeg at få et par bemærkninger:
'I kan da ikke have barn på 3. sal uden elevator'
'Din mand er sømand, så du bliver jo næsten enlig mor, kan du mon klare
det?'

Tjaaa...3. sal er ikke det mest bekvemme, til gengæld er det billigt. Og det
er jo en prioritering! Som vi iøvrigt godt selv kan finde ud af at lave.

Og ja, min kæreste sejler og er væk hjemmefra en del. Men det er nu engang
hans erhverv, og det skal nødigt blive en undskyldning for ikke at få børn.

Så ti' stille! Selvfølgelig kan jeg sagtens klare det. Og hvis folk endelig
er så 'bekymrede' for om det skal gå, så kom med et smil og en hjælpende
hånd i stedet. Det har vordende forældre mere brug for!

Carina

---

Snip
>
> Jeg nåede (desværre) kun at være gravid i 9 uger inden jeg tabte
> Alligevel nåede jeg at få et par bemærkninger:

Det kender jeg godt. Var selv kun gravid til uge 11 før jeg tabte men selv
derefter fik man bemærkninger:

"Det var nok godt at det gik som det gik"
"Det er naturens måde"

Det var ikke de ting man havde lyst til at høre når man lige havde mistet.
Og da man så blev gravid 9 måneder efter igen, så kom de tilbage med
bemærkningerne.

"Ih nej det er da alt for tidligt"
"Er du nu klar til at være mor"
"jae...nu gik det jo galt sidste gang så nu må vi..."

Typisk det gider man da hellere ikke at høre


> > Så ti' stille! Selvfølgelig kan jeg sagtens klare det. Og hvis folk
endelig
> er så 'bekymrede' for om det skal gå, så kom med et smil og en hjælpende
> hånd i stedet. Det har vordende forældre mere brug for!
>
> Carina

Det giver jeg dig helt ret i.

Kara

---

"Martinix DK":
> >
Var selv kun gravid til uge 11 før jeg tabte men selv
> derefter fik man bemærkninger:
>
> "Det er naturens måde"

Faktisk lige den med naturens måde har jeg selv brugt. For mig er det en god
måde at tænke om det. På den måde giver det i hvert fald mening.

> Og da man så blev gravid 9 måneder efter >igen, så kom de tilbage med
> bemærkningerne.

Om ikke andet så i hvert fald tillykke herfra
>
> "Ih nej det er da alt for tidligt"
> "Er du nu klar til at være mor"
> "jae...nu gik det jo galt sidste gang så nu må vi..."
>
> Typisk det gider man da hellere ikke at høre

Nej slet ikke.
Det er et negativt udgangspunkt!
>
>

Carina

---

Ja blot en kæmpe klapsalve herfra...Skrev iøvrigt selv et indlæg for et
stykke tid siden, fordi vi netop havde fået disse reaktioner, da vi fortalte
omverdenen at lillemanden skal være storebror.... Gudsketakoglov fandtes der
en hulens masse herinde, som hverken var gået fra hinanden eller var
specielt psykisk/fysisk nedbrudte trods to børn tæt på hinanden. :0)

Venlig hilsen Mia (mor til Albert på 13 mrd. og gravid med termin d. 9/5)

> Nu har Pia så meddelt på arbejdet, at hun er gravid, og her følger hendes
> kvindelige kollegers reaktion: "Man kan ikke både arbejde og studere og
have
> et barn... nå ja, og så tillykke, forresten..."
>
> Her var det så, at jeg fik deja vu til dengang "erfarne" kvinder og deres
> kvindagtige mænd fortalte min daværende hustru og mig, hvor hårdt det
ville
> være at blive forældre:
>
> (før fødslen): "Bare vent, til barnet er født, så skal I nok få jeres sag
> for!"
> (barnet blev født, og det var nemt nok): "Bare vent, til hverdagen
> begynder!"
> (det blev hverdag, og det var nemt nok): "Bare vent, til barnet begynder
at
> kravle!"
> (hun lærte at kravle, og så måtte vi jo holde lidt øje, men det var jo
nemt
> nok): "Bare vent, til hun begynder at gå!"
> (her var det, at jeg så meddelte min omverden, at jeg var godt træt af al
> den kællingebavl - så gik der et års tid i ro og fred, og så var nummer to
> på vej): "Bare vent, til der er to!"
>
> Det hårdeste ved at blive forælder er kort sagt alt det bavl, man skal
lægge
> øre til. Omverden giver de største ærgrelser.
>
> Nu har jeg selv en meget stærk og selvsikker personlighed, og jeg ved, at
> man kan hvad man vil, for det lærte min bedstefar mig, men jeg har
virkeligt
> ondt af de stakkelse, vordende førstegangsforældre, der bliver tudet
ørerne
> fulde af, hvor svært det er at få en gennemsnitstilværelse til at fungere
> med børn. Hvorfor skal vi dog altid fortælle andre hvor hårdt det er at
have
> børn? Hvorfor taler vi altid om kolik, når det dog kun rammer de 10%?
> Hvorfor presse al glæde ud et vordende forældrepar? Hvorfor lægge en tung
> dyne af mørkemandsvås ud over et ellers lykkeligt forældrepar? Hvorfor
gøre
> en eventuel usikkerhed større?
>
> Det ér ikke sværere at have børn end man gør det til. Bevares, man kan
ikke
> drikke sig en kæp i øret *hver* dag, men med et lille vidunder i vuggen
har
> man jo heller ikke længere lyst. Vel?
>
> Pia skal nok få sine RUC-studier og sit deltidsarbejde til at fungere
trods
> et fuldtids- og to papbørn, og jeg skal nok få lukket munden på de kvinder
> inde på hendes arbejde en dag ved lejlighed, med mindre de en dag får
noget
> konstruktivt at bidrage med. Men hvor er det bare træls at bruge tid på.
> Hvor der er vilje, er der vej.
>
> Tak fordi I lyttede med så længe
> Svend
>
>

---

Jeg er fuldstændig enig !
Flot skrevet.

Hagman.



"Svend Pedersen" <sv.pedersen@FJERN.DETTE.mail.tele.dk> skrev i en
meddelelse news:3e300d92$0$83822$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> Nu har Pia så meddelt på arbejdet, at hun er gravid, og her følger hendes
> kvindelige kollegers reaktion: "Man kan ikke både arbejde og studere og
have
> et barn... nå ja, og så tillykke, forresten..."
>
> Her var det så, at jeg fik deja vu til dengang "erfarne" kvinder og deres
> kvindagtige mænd fortalte min daværende hustru og mig, hvor hårdt det
ville
> være at blive forældre:
>
> (før fødslen): "Bare vent, til barnet er født, så skal I nok få jeres sag
> for!"
> (barnet blev født, og det var nemt nok): "Bare vent, til hverdagen
> begynder!"
> (det blev hverdag, og det var nemt nok): "Bare vent, til barnet begynder
at
> kravle!"
> (hun lærte at kravle, og så måtte vi jo holde lidt øje, men det var jo
nemt
> nok): "Bare vent, til hun begynder at gå!"
> (her var det, at jeg så meddelte min omverden, at jeg var godt træt af al
> den kællingebavl - så gik der et års tid i ro og fred, og så var nummer to
> på vej): "Bare vent, til der er to!"
>
> Det hårdeste ved at blive forælder er kort sagt alt det bavl, man skal
lægge
> øre til. Omverden giver de største ærgrelser.
>
> Nu har jeg selv en meget stærk og selvsikker personlighed, og jeg ved, at
> man kan hvad man vil, for det lærte min bedstefar mig, men jeg har
virkeligt
> ondt af de stakkelse, vordende førstegangsforældre, der bliver tudet
ørerne
> fulde af, hvor svært det er at få en gennemsnitstilværelse til at fungere
> med børn. Hvorfor skal vi dog altid fortælle andre hvor hårdt det er at
have
> børn? Hvorfor taler vi altid om kolik, når det dog kun rammer de 10%?
> Hvorfor presse al glæde ud et vordende forældrepar? Hvorfor lægge en tung
> dyne af mørkemandsvås ud over et ellers lykkeligt forældrepar? Hvorfor
gøre
> en eventuel usikkerhed større?
>
> Det ér ikke sværere at have børn end man gør det til. Bevares, man kan
ikke
> drikke sig en kæp i øret *hver* dag, men med et lille vidunder i vuggen
har
> man jo heller ikke længere lyst. Vel?
>
> Pia skal nok få sine RUC-studier og sit deltidsarbejde til at fungere
trods
> et fuldtids- og to papbørn, og jeg skal nok få lukket munden på de kvinder
> inde på hendes arbejde en dag ved lejlighed, med mindre de en dag får
noget
> konstruktivt at bidrage med. Men hvor er det bare træls at bruge tid på.
> Hvor der er vilje, er der vej.
>
> Tak fordi I lyttede med så længe
> Svend
>
>

---

GODT SAGT .....



Kenneth
"Svend Pedersen" <sv.pedersen@FJERN.DETTE.mail.tele.dk> wrote in message
news:3e300d92$0$83822$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> Nu har Pia så meddelt på arbejdet, at hun er gravid, og her følger hendes
> kvindelige kollegers reaktion: "Man kan ikke både arbejde og studere og
have
> et barn... nå ja, og så tillykke, forresten..."
>
> Her var det så, at jeg fik deja vu til dengang "erfarne" kvinder og deres
> kvindagtige mænd fortalte min daværende hustru og mig, hvor hårdt det
ville
> være at blive forældre:
>
> (før fødslen): "Bare vent, til barnet er født, så skal I nok få jeres sag
> for!"
> (barnet blev født, og det var nemt nok): "Bare vent, til hverdagen
> begynder!"
> (det blev hverdag, og det var nemt nok): "Bare vent, til barnet begynder
at
> kravle!"
> (hun lærte at kravle, og så måtte vi jo holde lidt øje, men det var jo
nemt
> nok): "Bare vent, til hun begynder at gå!"
> (her var det, at jeg så meddelte min omverden, at jeg var godt træt af al
> den kællingebavl - så gik der et års tid i ro og fred, og så var nummer to
> på vej): "Bare vent, til der er to!"
>
> Det hårdeste ved at blive forælder er kort sagt alt det bavl, man skal
lægge
> øre til. Omverden giver de største ærgrelser.
>
> Nu har jeg selv en meget stærk og selvsikker personlighed, og jeg ved, at
> man kan hvad man vil, for det lærte min bedstefar mig, men jeg har
virkeligt
> ondt af de stakkelse, vordende førstegangsforældre, der bliver tudet
ørerne
> fulde af, hvor svært det er at få en gennemsnitstilværelse til at fungere
> med børn. Hvorfor skal vi dog altid fortælle andre hvor hårdt det er at
have
> børn? Hvorfor taler vi altid om kolik, når det dog kun rammer de 10%?
> Hvorfor presse al glæde ud et vordende forældrepar? Hvorfor lægge en tung
> dyne af mørkemandsvås ud over et ellers lykkeligt forældrepar? Hvorfor
gøre
> en eventuel usikkerhed større?
>
> Det ér ikke sværere at have børn end man gør det til. Bevares, man kan
ikke
> drikke sig en kæp i øret *hver* dag, men med et lille vidunder i vuggen
har
> man jo heller ikke længere lyst. Vel?
>
> Pia skal nok få sine RUC-studier og sit deltidsarbejde til at fungere
trods
> et fuldtids- og to papbørn, og jeg skal nok få lukket munden på de kvinder
> inde på hendes arbejde en dag ved lejlighed, med mindre de en dag får
noget
> konstruktivt at bidrage med. Men hvor er det bare træls at bruge tid på.
> Hvor der er vilje, er der vej.
>
> Tak fordi I lyttede med så længe
> Svend
>
>