"Lars Erik Bryld" <lars-erik@dadlnet.dk> wrote in message news:<xcg_9.181$956.67@news.get2net.dk>...
> Scripsit mr. d:
>
> Det lyder bestemt som det, men faktisk troede jeg at genren var nyere, fordi
> Karen Armstrong postulerer at præmillenialismen som massebevægelse er af
> relativt ny dato (sådan som en slats 68'er-reaktion). Jeg så ingen
> umiddelbar grund til at betvivle hendes påstand.
Det kommer lidt an på hvilke værdier, man giver ordene *relativt*. *ny
dato* og *massebevægelse*
Ihvertfald må man, om man vil tage Amstrongs udsagn for gode varer,
klippe Jesus, apostlene og menighedens 3 første århundreder væk,
dersom man vil gøre premill. til en moderne bevægelse.
A- og Postmill. var de mest gængse syn i reformationen, indtil det 19.
århundrede, hvor bl.a. Darby hører til én af de premillennialistiske
skribenter. Jeg vil umiddelbart mene, at man kan tale om en
*massebevægelse* også på dette tidspunkt. Scofield var med i starten
af det 20. århundrede. Det samme var Clarence Larkin. I 1930erne kom
Eric Sauer til, og mange flere kunne nævnes med dem. Fælles for dem
er, at de ikke fremstod som isolerede skribenter, men repræsenterede
hele bevægelser.
Premill. vandt for alvor terræn i kristne menigheder fra 1830erne, og
fulgtes i udvikling sideløbende med den jødiske zionisme. Premill. var
grundlaget for størstedelen af de vækkelser, som opstod ud over hele
jorden i starten af det 20. århundrede.
Fra 1830erne og frem til 2. verdenskrig, kan man i deres litteratur
finde tolkninger af Skriften, som forudsiger oprettelsen af en jødisk
stat inden endens tid. Det var lige ved at gå galt under Hitler, da
situationen pludselig vendte og staten var der i 1948. Dette gav endnu
et stort ryk for premillennialismen, og jeg mener, at den allerede på
dette tidspunkt havde vundet sine største sejre. Derfor undrer jeg mig
lidt over, at Amstrong skulle påstå, at den premillennialistiske
*massebevægelse* er et barn af ´68.
Den kolde krig, som fulgte efter 2. verdenskrig, gjorde premill. endnu
stærkere, fordi man heri genfandt, hvad man havde ment og skrevet om
Gog og Magog. Hovedet på sømmet blev slået, da Europa begyndte at røre
på sig lige efter krigen og viste tegn på at ville samle sig til en
Union. Endnu en spiller på premillennialismen store endetidsarena
viste sig at dukke frem, stort set inden for det samme årti.
Om der er sket endnu en eksplossion i slutningen af tresserne, som kan
være det, Amstrong henviser til, ved jeg ikke rigtigt. Jeg ved at der
var en del kristne bevægelser, der blev ungdomsoprørets kristne
modsvar, herunder bl.a. *Jesus-folket*, som var udpræget
premillennialistiske i deres opfattelse.
> Stor hjælp! Jeg takker mange gange
Selv tak
Herunder bringer jeg en artikel, som først bliver publiceret i mit
næste magasin "Det Gamle Evangelium". Det er selvfølgelig frivilligt,
om man gider læse den (Jeg ved jo, jeg skriver for meget), men gruppen
skal selvfølgelig også vide, at den er yderst priviligeret, når den
sådan uden videre får lov til at læse med i noget, som endnu ikke er
offentliggjort.
Artiklen handler om Sir Robert Anderson, Scotland Yards skarpe hjerne,
der brugte noget af sit liv på at holde London ren for kriminalitet,
mens Jack The Ripper huserede, og noget af sit liv på at være stædig
vækkelsesforkynder. Han blev meget tidligere end tressernes
ungdomsoprør, en væsentlig, skarp og intelligent advokat for
premillennialismen.
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu
De Gamle Troshelte
Sir Robert Anderson
”Scotland Yard” prædikanten
af Simon Griis
”Om vi blot kunne gribe, at Kristus er alt, hvilken kraft der da
ville ligge i vor kristenhed”
Sir Robert Anderson
Sir Robert Andersons London
Det var I 1880ernes London. Nærmere bestemt Londons East End. Du
kender billedet fra det victorianske England; De smalle brolagte
gader, kun oplyst af en gaslampe hist og her. Husene med de små
vinduer og skæve døre. Skumringens tætte tåge, som forårsagedes af den
massive kulafbrænding i hjem og på fabrikker. Og lyden af hove fra
heste, som trak kærrer og fine vogne gennem byen.
Det var i dette London, Jack The Ripper slog til første gang 31.
august 1888, og spredte frygt og rædsel med sine mord på
prostituerede. I denne periode var Robert Anderson (1841-1918) chef
for Scotland Yards afdeling for kriminalitetsefterforskning. I en tid,
hvor Arthur Conan Doyle udforskede det okkulte og skrev fiktion om
mordmysterier, der blev opklaret af Sherlock Holmes, arbejdede Robert
Anderson med virkelighedens mordere og mysterier, med efterforskning,
eftersøgning, og arrestation af virkelige forbrydere af kød og blod.
Robert Anderson var en spændende person, og levede på alle måder et
ekstraordinært og spændende liv. Han blev betegnet som en aldeles
skarp hjerne, en effektiv og stædig arbejder, der aldrig gav op. I den
periode, han var chef i Scotland Yard, faldt kriminaliteten i London.
Men Jack The Ripper forblev en gåde. Lige så pludseligt, han var
begyndt med sit frygtelige forehavende, lige så pludseligt, endte
mordene i november samme år. Indtil i dag har denne gåde draget
menneskers nysgerrighed. Hvorfor stoppede mordene brat? og hvem var
denne ”Ripper”, som aldrig blev fanget? …eller blev
han fanget? Sir Robert Anderson var ikke i tvivl. Han skrev i en bog i
1910, at Jack The Rippers identitet var kendt, og at når mordene
pludselig stoppede, var årsagen den enkle, at morderen sad indespærret
for andre forbrydelser.
Sir Robert Andersons omvendelse
Sir Robert Anderson, af skotsk herkomst, blev født i Dublin i 1841, og
voksede op i et hengivent kristent hjem. Hans far Matthew Anderson var
en respekteret ældste i den presbyterianske kirke i Irland. En af
familiens venner sagde om faderen: ”At høre ham bede, kan
forvandle enhver synder til hellig”. Robert var religiøs og
opfyldte de pligter, man dengang mente en søn af et kristent hjem
havde. Men han oplevede en tid i sine unge år med urolighed og
bekymring i sit sind. En bekymring for hans sjæls frelse. Robert var
ikke sikker på, om han virkelig var med Herren.
Da den irske vækkelse (The Ulster Revival) løb som en steppebrand ud
over øen i 1859-60, tog Roberts søster ham med til vækkelsesmøde. Han
var 19 år. Det første møde rystede ham, og vækkelsesmødets hymner og
sange var ham imod i en sådan grad, at han ikke fik noget ud af
budskabet den aften. Søndagen efter nåede vækkelsen til hans egen
kirke, hvor den navnkundige John Hall skulle forkynde. Han talte
frimodigt om tilgivelse for synd, om evigt liv som en Guds gave, og om
muligheden for at tage imod Kristus her og nu.
Robert var berørt, men mente dog, at John Hall tog fejl på væsentlige
punkter. Derfor ventede han uden for mødelokalet og fulgtes med Hall
hjemad. Han udfordrede Hall på hans forkyndelse, og Hall lod ham
snakke en god tid. Pludselig standsede Hall op, kiggede Robert dybt i
øjnene og sagde: ”Som en Guds tjener siger jeg dette; Der er liv
for dig her og nu, hvis du vil acceptere Kristus. Vil du tage imod ham
eller vil du afslå?”. Robert stod usikker et par sekunder, men
udbrød så: ”I Guds navn, jeg vil tage imod Kristus!”. Der
blev ikke sagt mere. Hall gav Robert hånden og gik. Robert fortsatte
ad vejen hjem med Kristi fred i sin sjæl.
Sir Robert Andersons tjeneste
Ikke alene havde Robert fået fred med Gud, men fra denne dag kendte
han Guds kald til forkyndertjenesten, og han prædikede Guds Ord som
lægprædikant, hvor han kunne komme til det. Hans omgivelser betegnede
ham som en utrættelig, farverig og kompetent forkynder. Robert tog sin
juridiske eksamen med udmærkelse på Trinity College, og studerede
desuden i Boulogne og Paris. Blandt hans personlige venner kan nævnes
Henry Drummond, C. I. Scofield, E. W. Bullinger, og ikke mindst
Horatius Bonar, der var den første til at gøre Robert opmærksom på
Bibelens endetidsprofetier, de store sandheder om kirken og Israel, og
det velsignede håb om Kristi genkomst. Et håb, der satte sit præg på
hele Robert Andersons tjeneste og de bøger, han skulle komme til at
forfatte.
Et par år efter sin omvendelse, drog den unge Robert sammen med George
F. Trench rundt i Irland i vækkelsens efterdønninger, og forkyndte
Guds Ord. De blev mødt af stor modstand, både fra den gamle etablerede
kirke og fra pressen, der skabte horrible historier om disse sære
vækkelsesforkyndere. Nedladenheden og modstanden gav dog den modsatte
virkning af det, der var forventet, og blev snarere reklame for
mødekampagnerne, hvor mennesker stimlede sammen og gav deres liv til
Jesus. Denne svære periode med offentlig foragt, modstand og hån gav
Robert hår på brystet og satte ham i stand til den videre tjeneste.
Datidens IRA, de såkaldte fenianere, arbejdede kraftigt på at styrte
den irske regering i Dublin, og Robert Anderson blev i 1865 headhuntet
af regeringen til at optrævle de fenianske grupper. I 1877 blev han
irsk agent for indenrigsministeriet, og her fik Scotland Yard øje på
hans evner og gav ham chefposten i 1888. En post, han bestred indtil
1901, hvor han blev adlet til ridder for hans store indsats af
dronning Victoria.
Sir Robert Andersons indflydelse
Sir Robert Anderson skrev en del bøger om sit arbejde i Scotland Yard.
Han skrev om kriminelle og kriminalitet, om opklaringsarbejdet og om
hans egne oplevelser. Ingen af disse bøger er kendt i dag. Til gengæld
kan man stadig købe en del af hans kristne bøger – 17 i alt blev
det til. Sir Robert Anderson virkede med Ordets forkyndelse i en tid,
hvor den højere Bibelkritik var på fremmarch, og hvor den engelske
Kirke krøb under en stadig voksende indflydelse fra pavekirken i Rom.
Det gjorde ham til en ivrig og kompromisløs forsvarer af evangeliets
frelsende kraft og Bibelens troværdighed. Blandt bøgerne kan nævnes
”The Silence of God” der forbløffede det religiøse Europa
og hjalp mange kristne gennem 1. verdenskrigs forfærdelige år. Og
”Daniel in the Critics’ Den” der gjorde op med
Bibelkritikken og gav beviser på de bibelske beretningers
troværdighed.
Mest kendt er hans bog ”Den kommende Fyrste”. Heri har Sir
Robert Anderson kastet sin skarpe hjerne på profetierne om de 70
åruger i Daniel kapitel 9. Det havde mange gjort før ham, heriblandt
også Sir Isaac Newton. Men af alle, der har arbejdet med dette
profetiske skriftsafsnit, er Anderson nok den, der har gjort det med
størst hengivenhed, forståelse, grundighed og akkuratesse. Han påviser
hvor nøjagtigt profetierne peger frem mod den Messias, som skulle
komme, og videre ud i en fremtid, som vi endnu ikke har set. Anderson
beregner de 70 årugers varighed, og omregner tidsperioden fra Bibelens
profetiske 360 dages år til den julianske kalender. Herved viser han,
at Daniel 9 nøjagtigt angiver tidsperioden fra påbegyndelsen af
Jerusalems opbyggelse i 445 f.kr. og frem til palmesøndag, hvor Jesus
rider som ”konge” ind gennem Jerusalems gader.
Når du i dag hører undervisning om Daniels 70 åruger, om Daniels
nøjagtige profetiske tidsfæstelse af palmesøndag og om den kommende
trængsel på 7 år, er det stadig Sir Robert Andersons mere end 100 år
gamle beregninger, der ligger til grund.
Jeg skrev ”Når du hører…”. Måske skulle jeg skrive
”Om du hører…” for det profetiske Ord og vort salige
håb er ikke i så høj kurs i vore danske menigheder i dag, som det var
blandt disse gamle Herrens tjenere, og det brænder ikke i hjerterne på
vor tids prædikanter på samme måde, som det gjorde i hjerterne på de
gamle troshelte.