Gizmos Eventyr - en adventskalender i fire dele.
3. del eller: Jeg skal aldrig i "fængsel" igen
Vi, eller rettere sagt jeg, fik gjort tæppet rent igen, takket være lidt
knofedt og en rest tæpperens fra køkkenskabet. Og alt var fred og idyl igen.
Begravelsen gik fredeligt og det samme gjorde sammenkomsten hjemme hos min
far bagefter. Jeg så Gizmo én gang i løbet af eftermiddagen, og regnede
derfor med at han var fortrukket over på kirkegården for at slippe for alle
de fremmede mennesker. Senere har jeg fundet ud af at det ikke har været
tilfældet. Næsten samtlige gæster har i månederne efter kommenteret vores
smukke, sorte mis, der kom hen for at hilse på de fremmødte og velvilligt
lod sig kæle for af alle de fremmede hænder. Gæsterne til gengæld var stolte
over at få lov at møde det dyr som min mor havde reddet fra så grusomme
mennesker.
Der var gået nogle uger efter begravelsen, da vi begyndte at planlægge en
lille sommerferietur. Mine forældre havde haft bestilt en tur til Sverige
for at besøge min mors familie derovre, men da hun blev mere syg var de nødt
til at udsætte den. Den tur besluttede vi tre der var tilbage os så for at
gøre brug af, for at besøge familien og for at handle ind i Sveriges største
shopping-mekka - Gekås. Men hvad skulle vi lige gøre ved Gizmo? Jamen, han
skulle da også på ferie. Som sagt, så gjort. Jeg efterforskede
kattepensioner på Internettet og fandt en i umiddelbar nærhed af Randers,
hvor vi bor. Jeg var en smule nervøs da jeg ringede til dem, for det var jo
ikke sikkert de havde plads, men det viste sig ikke at være noget problem -
heldigt nok for os. Vi aftalte at aflevere Gizmo hos dem dagen før vi skulle
af sted og hente ham dagen efter vi kom hjem, sammenlagt skulle det heldige
asen feriere i syv hele dage.
Endelig oprandt dagen hvor Gizmo skulle påbegynde sin helt private
sommerferie. Jeg fik ham proppet i transportkassen, og så drog vi alle
sammen af sted for at aflevere ham ordentligt. Pensionatet lå udenfor byen i
en gård, og vi kunne høre kattene inde i ladebygningen, før vi kunne se dem.
Der var alle slags katte, både de ganske almindelige og dem med en fin
stamtavle. Der var ingen udendørs løbegård, men der var pænt og rent og
masser af plads i de enkelte bure. Da vi lukkede Gizmo ud af kassen fik han
lov at undersøge hele buret, dernæst ejeren, der fik en ordentlig gnubbetur,
inden turen gik til alle hans nye kammerater. Det lykkedes ham endda at give
næsemøs til en perser, som ejeren sagde overhovedet ikke havde forladt sin
transportkasse i den tid den havde været der. Gizmo vadede bare lige hen og
gloede ind igennem tremmerne, fuldstændig frygtløs. Og perseren kunne jo til
sidst ikke nære sig for at se, hvad det var for et besynderligt og nærgående
væsen, der stirrede så vedholdende ind til den. Og sådan sad de så på hver
deres side af lågen og stirrede lidt på hinanden, og gav hinanden næsemøs.
Det sjoveste var da perseren rakte poten frem for at røre Gizmo. Der kom en
smule nervøsitet til syne, da han lavede en undvigemanøvre, der mindede
meget om den Neo laver i "The Matrix." Og så var det pludselig tid til at
sige farvel. Vi afleverede den agurk vi havde taget med, Gizmos
yndlingsspise og instruerede i hvor meget han plejede at få. Ejeren stirrede
godt nok lidt underligt på henholdsvis os og agurken. Godt nok må jeg
indrømme, at jeg aldrig har hørt om andre katte der kan lide agurk, men
eftersom Gizmo elsker agurk, syntes jeg jo egentlig ikke at det var
underligt i den kontekst at instruere ham i, hvordan den skulle serveres. Da
vi var sikre på at han havde forstået instrukserne, sagde vi farvel til
Gizmo og kørte hjem. Jeg må indrømme at jeg havde en klump i halsen. Det var
som om man havde efterladt en del af sig selv, og jeg syntes ikke det var en
specielt behagelig fornemmelse. Og det blev egentlig ikke bedre da vi kom af
sted. Alle fem dage i Sverige længtes jeg efter Gizmo, og forsøgte derfor at
holde mig så meget i gang som muligt. Og når der ikke var noget at lave, så
var der heldigvis Ronja, min morbror og tantes schæfer, den mest kælne hund
jeg kender.
På trods af Ronja var det nu dejligt at komme hjem til Danmark igen. Vi var
hjemme ved halv totiden om morgenen, og fik tømt bilen inden vi gik i seng.
Næste morgen var jeg frisk og på dupperne og kunne næsten ikke vente med at
få hentet Gizmo. Det kunne min far desværre, han skulle lige sove lidt
længere, og så skulle vi da for resten have det hele med når vi nu betalte
for det, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed. Men ved firetiden kom vi
endelig af sted. Ejeren derude fortalte os på vej ned til buret at alt var
gået godt. Han havde både spist godt og brugt kattebakken uden problemer.
Det sidste var jeg ret imponeret over, Gizmo havde nemlig ingen kattebakke
hjemme hos os - endnu, han bad altid om at blive lukket udenfor, og vi havde
da spekuleret over hvordan i alverden vi skulle lære sådan en "gammel" kat
at gå på kattebakke igen. Men åbenbart ingen problemer der.
Da vi kom ned til buret var jeg med det samme klar over at der var noget
galt. Gizmo lå inde i den transportkasse han hadede som pesten og den stank
af urin. Han fik øje på mig i samme øjeblik jeg skyndte mig at smække lågen
for at undgå at han slap ud. Jeg betalte for opholdet og så skyndte vi os
hjem. Gizmo vrælede hele vejen. Til at begynde med virkede det som om han
slet ikke kunne kende os, men det hjalp da jeg begyndte at stikke godbidder
ind til ham igennem lågen.
Vel hjemme skyndte vi os at lukke Gizmo ud af kassen, så vi kunne få den ud
af huset, sådan stank den. Gizmo fløj ud og vi fik et chok da vi så ham. Han
var ikke andet end en streg i luften. Vores ellers så flotte, velpolstrede
hankastrat havde tabt sig så meget at det kunne ses. Han var også ude i
madskålen inden vi havde nået at blinke med øjnene, så sulten var han.
Da han havde spist hvad han kunne var det på tide at se kendsgerningerne i
øjnene. Gizmo stank. Han havde sandsynligvis ligget på sit gennemtissede
håndklæde det meste af en uge for lugten sad dybt i pelsen, og der var ingen
anden udvej end et bad. Han havde heller ikke noget imod det, på en eller
anden måde var det som om han var klar over at det var for hans eget bedste.
Han kom dog ikke til at lugte mindre af den grund og vi indså, at ét bad
ikke var nok. Gizmo kom i bad tre gange i løbet af den næste uge. Alt hvad
han havde rørt ved blev vasket, for urinlugten smittede af. Han var tæt på
at komme i bad en fjerde gang, men jeg besluttede mig for at vente et par
dage, og så forsvandt den sidste lugt på mirakuløs vis.
Den endelige status over Gizmos ferie/fængselsophold var ikke god. Han stank
fordi han lå i sin egen urin, og selvom det var blevet sagt at han havde
spist godt, var det tydeligt at han havde sultestrejket, enten i trods,
eller også af hjertesorg fordi han savnede os så forfærdeligt meget.
Kontrolvejningen sagde minus 500 gram på syv dage, alt for meget, alt for
hurtigt.
Heldigvis tog Gizmo hurtigt på igen. For han er nemlig en god jæger og jeg
har ikke tal på hvor mange mus han er kommet slæbende på i løbet af
sommeren. Jeg kan huske nogle enkelte meget tydeligt. Der var den mus han
slæbte ind i stuen da vi sad ved spisebordet sammen med gæster og satte på
gulvet. Den mus var levende og forsøgte at flygte, og da jeg så forsøgte at
redde musen, endte det med at jeg i stedet jagede katten med musen i munden.
Jeg fangede ham aldrig. Der var også den mus han havde smidt i to lænestole
vi havde til at stå oveni hinanden ude på vores terrasse. Den faldt i
bogstaveligste forstand for mine fødder, da vi trak stolene fra hinanden,
for at undersøge, hvad det da var, der var så fascinerende ved dem. Desværre
havde jeg bare tæer den dag - adr! Der var der den mus han satte sig til at
spise foran min bror og mig, bid for bid, fuld af nydelse, og udmærket godt
klar over at jeg syntes det var det mest ulækre jeg nogensinde havde set. Og
så var der endelig den mus han sad og prinsede med i indkørslen, da vi
skulle ud og købe ind. Da jeg gik hen til ham for delvis at forsøge at få
den fra ham, og delvis for at få ham til at flytte sig fra indkørslen,
kastede han den efter mig. Jeg lyver ikke når jeg siger, at man skulle tro
han sigtede efter mig. Smask, et styk museblodsplet på mit hvide bukseben.
Gizmo så slet ikke skyldig ud, nej, han så ud til at more sig kosteligt, da
han stak af med musen dinglende ud af munden. Det er Gizmo i en nøddeskal.
Men der var også andre ting der optog Gizmo når han var udendørs. Naboens
katte for eksempel. Der bor to katte hos naboen, brormand Bette og søster
Plet, begge neutraliserede og vandt til både at være ude og inde. Bette
havde været vores "besøgskat" i mange år. I mangel på en egen kat, kastede
vi al vor kærlighed på ham, og hvor han startede med at være en sky og
skræmt missekat, endte han med at blive et kælent rad og konge i nabolaget,
også på sine ældre dage hvor han faktisk ingen tænder havde. Det vidste
Gizmo intet om, så han havde enormt stor respekt for Bette til at begynde
med, også fordi Gizmo er stor, men Bette er altså større. Så der var ingen
magtkampe der, det var klart hvem der bestemte. Plet til gengæld, hende
kunne Gizmo altså ikke regne ud. Han ville så gerne snakke med hende, hun
duftede så spændende, men lige gyldigt hvordan han nærmede sig, så hvæsede
hun bare af ham, nogle gange slog hun endda ud efter ham. De blev aldrig
venner, selvom Gizmo aldrig holdt op med at forsøge sig.
Til gengæld skete der i løbet af sommeren noget, der ændrede magtbalancen
mellem Gizmo og Bette. Jeg ved ikke om Gizmo opdagede det med tænderne eller
om de simpelthen bare er kommet op at slås om noget, men pludselig var det
Gizmo der var den stærke i det forhold, og Bette begyndte at fortrække når
han var i nærheden. Gizmo var stolt som en pave, og vi var lidt kede af, at
Bette nu tilsyneladende slet ikke ville tale med os længere.
Men Bette var ikke den eneste hankat i nabolaget. Der var efterhånden kommet
mange til, og størstedelen var ikke neutraliserede. Og der var en del
slagsbrødre imellem. En dag jeg sad inde i stuen, kom Gizmo galopperende ind
af terrassedøren og lige bagefter ham fræsede en gråstribet hankat ind i
stuen. Den fik et chok da den opdagede mig og fræsede ud igen lige så
hurtigt som den var kommet ind. Gizmo var dybt taknemmelig for min hjælpende
hånd. I ugerne der fulgte så jeg den gråstribede flere gange, altid i hælene
på Gizmo, og det var efterhånden tydeligt at Gizmo var hunderæd for bøllen.
Men jeg blev nu alligevel overrasket da min bror en aften kælede for katten
og pludselig udbrød: "Gizmo har en byld på størrelse med en drue på siden."
Afslutningen følger 4. søndag i advent
Næste - og sidste - gang i Gizmos eventyr:
Flovmand, store flyttedag og den lille prinsesse (der måske er en heks).
|