---

Hi

Her er endnu en lille beretning fra vores nyligt overståede Londontur

Den fra sidst kan læses her, hvis nogen (der er interesserde) gik glip af
den:
http://www.amen.nu/site/2s_001.htm

Mr. D

Simon Griis
www.amen.nu

Shiloh Pentecostal Church
"The Old Way"

Her er endnu en beretning fra vores tur til London. "Vi", det er min hustru
Heidi og jeg, samt vores venner Erik og Wenche Wold fra Norge, som havde
inviteret os på tur. Ud over alt det, man skal se som kristen turist i
London, havde vi bestemt os for at besøge nogle menigheder af vestindisk
oprindelse. Vi havde haft en dejlig oplevelse i den forholdsvis store og på
nogle punkter moderne menighed "Ruach" i Brixton, og så frem til endnu et
herligt møde. Vores næste mål var "Shiloh" i Dalston.

Vi ankom til stedet - en lille sidegade med ældre etagebyggeri. Klemt inde
mellem lejlighedskomplekser, garager og nedlagt erhverv lå en ældre kirke,
som ikke syntes at høre til der. Kontrasten var stor mellem den hvidkalkede
væg lige ved siden af kirken, hvor der med pensel i røde bogstaver var
skrevet "HAND CAR WASH" og så den rødbrune kirke. Kirken havde to indgange,
hver bygget som et lille hus med tag og omkranset af hvide gotiske søjler.
Vi blev mødt i den store egetræsdør af en ung diakon, og til vores
forbløffelse, spurgte han, hvad vi ville. Vi fortalte, at vi gerne ville til
møde, og det syntes som om han ved dette svar blev lige så forbløffet.
Efterhånden som kirken blev fyldt, forstod vi bedre hans forundring. Vi var
de eneste hvide, og det lod ikke til, at kirken ofte fik besøg af den lyse
hudfarve.

Kirken var fra attenhundredetallet, hvilket det indre også gav indtryk af.
Midtergulvet var fyldt op med gamle kirkebænke af træ, og i hver side var
der båse, man kunne side i. Hele vejen rundt under loftet var der en smal
balkon, hvor kvinderne for hundrede år siden sad, mens mændene fyldte
gulvet. Den gamle talerstol i udskåren træ var der stadig, og sad et stykke
oppe på væggen, midt mellem himmel og jord, midt mellem kvinder og mænd. Den
blev ikke brugt mere, en mindre og nyere var stillet an på gulvet.

Jeg følte mig hensat til Sydstaterne i "gamle dage" og dette indtryk
forstærkedes efterhånden som kirken blev fyldt. Mænd og kvinder, pænt klædt
på til lejligheden, hvoraf mange af de sidste bar hat, som det har været
skik i mange pinsemenigheder siden begyndelsen og indtil nylig. Kirkebænkene
blev godt fyldt op, og der var omkring 2-300 mennesker.

Da sangen startede, fuldendtes mit romantiske billede af "den gamle kirke",
men mere end det. Heidi lænede sig ind til mig og sagde: "Her føler jeg mig
hjemme". Og jeg kunne kun give hende ret. Af de tre menigheder, vi besøgte i
London, var denne den varmeste og mest "hjemlige".

Allerede ved den første sang mærkede vi forløsningen. Rundt omkring i
lokalet trak man tamburiner frem af tasker og poser. Instrumenter, som man
havde haft med hjemmefra. Kirken fyldtes af lovsang, høj lovsang, for disse
mennesker elskede at synge. Der blev sunget, der blev klappet og der blev
danset og råbt halleluja. Hænder løftedes under lovprisningen i tilbedelse
og tungetalen var ikke til at tage fejl af. Vi var i sandhed kommet til en
god gammeldags pinsemenighed - Gammeldags i ordets allerbedste betydning.

Vi kendte de fleste af sangene, gamle spirituals, hvoraf de fleste er
oversat til dansk og flittigt sunget i vores egen menighed i Randers. Der
var et par nye kor, som jeg skyndte mig at skrive ned og oversætte under
mødet - så havde vi også noget med hjem til vores egen forsamling.

Da vi havde prist Herren til adskillelige sange og kor, var det tid for
indsamling af gaver og tiende. Der blev ikke stillet nogen krukke frem, og
ingen diakon gik rundt med et fad. Et lille bord med en rød fløjlsdug blev
stillet frem forrest i kirken. En ny herlig sang begyndte, og alle rejste
sig. Hen over forsamlingen kunne vi se, at den første række begyndte at røre
på sig. Række efter række gik menighedens medlemmer syngende og dansende op
forbi det røde bord og lagde deres gaver på det. Det foregik således, at
hver række nåede hele kirken rundt, inden man satte sig igen. Og mens man
gik, sang, jublede og dansede, brugte man anledningen til at hilse på alle
dem, man kom forbi. Vi fik så mange håndtryk, knus og "God bless you" i
løbet af denne gaveindsamling, at vi nok var mere røde end hvide i
ansigterne, da vi endelig satte os. Lad mig sige det klart; det var den
varmeste og kærligste gaveindsamling, jeg til dato har oplevet.

Nu var det tid for Ordets forkyndelse, og vi mærkede straks, at netop dette
havde en central plads i kirken. En ældre herre steg op på talerstolen. Han
havde grå hår og grå skæg, var sirligt klædt og så ud over de
tilstedeværende med stålsatte og alvorlige øjne. Bagefter fik vi at vide, at
dette var rev. Benkesi Nwane fra Zambia, nu bosat og tjenende i England. Han
prædikede i lidt under en time, men kunne for vores skyld godt have fortsat
i længere tid. Rev. Benkesi fortalte om Jesu første komme, og om hans
frelsende værk på Golgata. Men hovedbudskabet var, at denne Jesus endnu en
gang ville komme til jorden. Først vil han bortrykke menigheden til
herlighed, og dernæst skal han åbenbares for hele menneskeheden som konge og
dommer. "Er du rede?", "Har du fået tingene i orden med Frelseren?".
Spørgsmålene gjaldede ud over forsamlingen, og den svarede beredvilligt med
halleluja- og amenråb.

Efter mødet kom en del og hilste på os og vi fik en god snak med flere. Vi
fik også lejlighed til at tale med menighedens forstander, Pastor Francis
Lewis, der virkede som en dedikeret og ildfuld hyrde. Om nogen, der læser
dette, en dag skal til London, så lad jer ikke nøjes med British Museum og
Buckingham Palace - Tag en tur inden om Shiloh Pentecostal Church i Dalston
og hils på brødrene og søstrene der.