---

Hej NG

I går aftes viste DR1 et udmærket "Viden om" om tyngdebølger. I programmet
fortalte Anja Philip, at universet, der udvider sig, ifølge nogle relativt
nye målinger rent faktisk sætter udvidelseshastigheden op, dvs. udvidelsen
accelererer. Dette har sat gang i undersøgelser om Einsteins ellers glemte
"kosmologiske konstant" som kunne være forklaringen på en evt.
"anti-tyngdekraft".

Det var sgu nyt for mig!

Sidste år fulgte jeg et kursus i kosmologi, og der lærte vi, at universet
vil følge en af tre mulige udviklinger, afhængig af universets tæthed,
omega:

1. enten er universet lukket, dvs. udvidelsen aftager efterhånden, hvorefter
universet falder sammen igen i et "big crunch"

2. ...eller også er universet fladt, dvs. udvidelsen aftager efterhånden,
men begynder aldrig at trække sig sammen igen - udvidelseshastigheden vil
langsomt gå mod nul, men aldrig standse helt

3. ...eller også er universet åbent, dvs. udvidelsen aftager langsomt, men
vil aldrig gå mod nul.

Dvs. alle tre muligheder beskriver et ekspanderende MEN decelererende
univers. Dette er selvfølgelig med den kosmologiske konstant lambda lig nul.

Vores lærer glædede sig meget til Planck-satellitten, der skal måle
mikrobølgebaggrunden uhyre nøjagtigt. Han var helt overbevist om, at
power-spektret ville vise, at universet var fladt.

Hvis universets udvidelse rent faktisk ACCELERERER, må vi så forkaste
Schwarzschild-løsningerne?!? Skal vi så glemme hele
lukket/fladt/åben-diskussionen?

Mvh Steen

---

In article <apolsc$b2v$1@sunsite.dk>, nospam@nospam.dk says...

> I går aftes viste DR1 et udmærket "Viden om" om tyngdebølger. I programmet
> fortalte Anja Philip, at universet, der udvider sig, ifølge nogle relativt
> nye målinger rent faktisk sætter udvidelseshastigheden op, dvs. udvidelsen
> accelererer. Dette har sat gang i undersøgelser om Einsteins ellers glemte
> "kosmologiske konstant" som kunne være forklaringen på en evt.
> "anti-tyngdekraft".
> Det var sgu nyt for mig!

Det er ca. 5 år siden at data fra bl.a. observationer af fjerne supernova
viste, at Universets udvidelse accelererer-

Universet har muligvis (eller måske endda sandsynligvis) egenskaber, som
du forbinder med alle tre modeller. Det er fladt, hvilket vil sige at det
har euklidsk geometri. Det vil det være hvis lambda + omega = 1. Omega -
massetæthedsparameteren menes at ligge i intervallet 0,1 - 0,3 mens
lambda er omkring 0,7. Det går altså op.

Universets udvidelse vil så fortsætte fremover med accelererende fart.
Topologisk set er det dog alligevel muligt at Universet er lukket.

Med venlig hilsen Sven.

---

Steen wrote:
>
> Hej NG
>
> I går aftes viste DR1 et udmærket "Viden om" om tyngdebølger. I programmet
> fortalte Anja Philip, at universet, der udvider sig, ifølge nogle relativt
> nye målinger rent faktisk sætter udvidelseshastigheden op, dvs. udvidelsen
> accelererer. Dette har sat gang i undersøgelser om Einsteins ellers glemte
> "kosmologiske konstant" som kunne være forklaringen på en evt.
> "anti-tyngdekraft".
>
> Det var sgu nyt for mig!

Grunden er, at fjerne galakser afviger fra Hubbles lov (loven om
at afstand og rødforskydning er proportionale). Det viser sig
åbenbart, at galakserne bevæger sig så langsomt (deres
rødforskydning er lille), at universet må have accelereret siden
de udsendte deres lys for at nå den ekspansionshastighed, det har
i dag.

Det kritiske spørgsmål er, om supernovaer af typen 1a
(eksploderende hvide dværge) er "standard candles", dvs. om man
kan finde afstanden til dem (og dermed deres værtsgalakse) bare
ved at måle lysstyrken set fra Jorden og så regne baglæns.

> Vores lærer glædede sig meget til Planck-satellitten, der skal måle
> mikrobølgebaggrunden uhyre nøjagtigt. Han var helt overbevist om, at
> power-spektret ville vise, at universet var fladt.

Indtil da må vi så "nøjes med" Maxima og Boomerang
(http://www.astro.ucla.edu/~wright/CMB-DT.html)[1]. Beliggenheden
af den første peak i power-spektret tyder på, at universet er
fladt, altså at omega er lig 1 (med en usikkerhed på et par
procent).

Interessant bliver det, når man sammenligner baggrundsstrålingen
med universets nuværende storskalastruktur (galaksernes
statistiske fordeling) og finder, at det kræver en kosmologisk
konstant på omega_lambda ca.= 0.7, for at galakserne kan være
dannet ud fra de oprindelige små ujævnheder i det tidlige univers.
Altså en indikation (og tilmed uafhængig af den første) af en
positiv kosmologisk konstant.

> Hvis universets udvidelse rent faktisk ACCELERERER, må vi så forkaste
> Schwarzschild-løsningerne?!?

Du tænker nok på Friedman-ligningerne (Schwarzschild er ham med de
sorte huller). Nej, der er plads til den kosmologiske konstant i
Friedman-ligningerne, men løsningerne bliver selvfølgelig
anderledes.

> Skal vi så glemme hele
> lukket/fladt/åben-diskussionen?

Nej. Den totale masse-/energitæthed bestemmer stadig universets
krumning, dvs om der er flere, færre eller lig med 180 grader i en
(kosmologisk stor) trekant. Men i et univers med en kosmologisk
konstant, er der ikke længere noget direkte link til de tre
muligheder for universets skæbne, som du nævnte.


[1] Apropos Big Bang kontra Steady State: Den kvalitative form af
CMB-power-spektret (der fremkommer ved at ekspandere temperaturen
i sfærisk harmoniske funktioner) - først et plateau, så et antal
akustiske peaks, og lig nul for store l-værdier - er en
forudsigelse af Big Bang-teorien. Selvom den præcise form afhænger
af diverse kosmologiske parametre, må det nok siges, at
overensstemmelsen (se linket) er ret god.

--
Jonas Møller Larsen

---

Jonas Møller Larsen wrote:
> Grunden er, at fjerne galakser afviger fra Hubbles lov (loven om
> at afstand og rødforskydning er proportionale). Det viser sig
> åbenbart, at galakserne bevæger sig så langsomt (deres
> rødforskydning er lille), at universet må have accelereret siden
> de udsendte deres lys for at nå den ekspansionshastighed, det har
> i dag.
Jeg har en fornemmelse af at det er et dumt spørgsmål og at jeg overser
noget, men nu våger jeg alligevel det ene øje.
Hvordan kan vi være nået så langt væk fra objekterne i det tidlige
univers, at lyset fra disse først når os nu ?
Ifølge <http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/649059.stm> kan vi nu se
"tilbage" til en tid hvor universet kun havde en alder på 8% af den
nuværende.
Hvordan kan 2 objekter komme så langt væk fra hinanden og opnå så store
hastigheder imellem sig, at lyset efterfølgende skal bruge over 9 gange
så megen tid på at nå fra den ene til den anden ?
Er den hastighed hvormed vi fjerner os fra disse objekter nævneværdig i
forhold til lysets ?
Ser tiden ud til at gå langsommere på de fjerne "flygtende" objekter ?
Når nu udvidelseshastigheden tilsyneladende er stigende, hvad sker der
mon så den dag, hvor universets udvidelseshastighed når op imod lysets
hastighed ? Bremses udvidelsen ? Går tiden i stå ?

hilsen
Pongo

---

Pongo skrev :
> Hvordan kan vi være nået så langt væk fra objekterne i det tidlige
> univers, at lyset fra disse først når os nu ?
Universet - og dermed afstanden mellem galakserne - udvidede sig meget
voldsomt i starten. De galakser du nævner, bevægede sig fra hinanden med en
hastighed på ca. 6 gange lysets hastighed, dengang lyset blev udsendt. Selv
om lyset bliver sendt ned mod os (den ene galakse), vil det i starten
effektivt bevæge sig bort fra os.
Det svarer fuldstændig til en løber på et løbebånd. Selv om løberen i fht.
til båndet løber fra venstre mod højre, kan han godt effektivt bevæge sig
fra højre mod venstre, hvis løbebåndet blot har en tilstrækkelig høj
hastighed fra højre mod venstre. Lyset bevæger sig altid lokalt med en
konstant hastighed, men den kan godt variere, når man betragter hastigheden
fra et andet sted. Et andet eksempel på dette, er når lyset passerer et
tyngdefelt. En lokal observatør vil påstå at lyset bevæger sig med
hastigheden 299792, 458 km/sek. Men set "udefra", ses lyset at bevæge sig
langsommere - farten (v) kan udregnes efter flg. formel : v = c · (1 -
2GM/(r^2)), hvor G=gravitationskonstanten, M=masse, r=afstand, c=lysets
hast. i vacuum. Altså : lysets hastighed afhænger af observatøren - lokalt
er den dog altid 299792,458 km/sek.

> Er den hastighed hvormed vi fjerner os fra disse objekter nævneværdig i
> forhold til lysets ?
Ja, de bevæger sig nu bort fra os med en hastighed på ca. 1,5 gange lysets
hastighed.

> Ser tiden ud til at gå langsommere på de fjerne "flygtende" objekter ?
Ja.

> Når nu udvidelseshastigheden tilsyneladende er stigende, hvad sker der
> mon så den dag, hvor universets udvidelseshastighed når op imod lysets
> hastighed ? Bremses udvidelsen ? Går tiden i stå ?
Universets udvidelseshastighed er proportional med afstanden, så den
varierer alt efter, hvor langt man kigger ud. Bemærk at med "afstanden"
menes afstanden fra jorden til galaksen i dag (og ikke dengang, det lys vi i
dag modtager, blev udsendt).
Man har altså galakser, der i dag bevæger sig bort fra os med flere hundrede
gange lysets hastighed - dem kan vi blot ikke iagttage. De fjerneste vi
principielt kan iagttage med et super-duper-teleskop, bevæger sig bort fra
os med den dobbelte lyshastighed.
--
Hilsen
Regnar Simonsen

---

Regnar Simonsen wrote:
> Pongo skrev :
>> Hvordan kan vi være nået så langt væk fra objekterne i det tidlige
>> univers, at lyset fra disse først når os nu ?
> Universet - og dermed afstanden mellem galakserne - udvidede sig meget
> voldsomt i starten. De galakser du nævner, bevægede sig fra hinanden
> med en hastighed på ca. 6 gange lysets hastighed, dengang lyset blev
> udsendt. Selv om lyset bliver sendt ned mod os (den ene galakse), vil
> det i starten effektivt bevæge sig bort fra os.

Tak for svaret. Jeg gik ud fra, at lysets hastighed ikke kunne
overskrides.
Hvis 2 dæmoniske observatøre sidder på hver sin foton, som bevæger sig i
modsatte retninger, troede jeg at de hver især ville kunne betragte sig
som værende i hvile i eget initial system, og at de ville se den anden
foton fjerne sig med lysets hastighed.
Jeg kan følge det så langt, at en 3. observatør fra et fælles
udgangspunkt, måske vil kunne regne sig frem til en dobbelt lyshastighed
mellem fotonerne, men hvordan kan man opnå en 6-dobbelt eller flere
hundrede gange ?


>> Er den hastighed hvormed vi fjerner os fra disse objekter
>> nævneværdig i forhold til lysets ?
> Ja, de bevæger sig nu bort fra os med en hastighed på ca. 1,5 gange
> lysets hastighed.

OK - der gik jeg helt galt i byen.

>> Ser tiden ud til at gå langsommere på de fjerne "flygtende" objekter
> Ja.
Øh - så må jeg jo lidt forsigtigt spørge:
Går tiden ligefrem baglæns når nu lysets hastighed således på sin vis er
overskredet ?

/Pongo

---

Pongo wrote:
> > Universet - og dermed afstanden mellem galakserne - udvidede sig meget
> > voldsomt i starten. De galakser du nævner, bevægede sig fra hinanden
> > med en hastighed på ca. 6 gange lysets hastighed, dengang lyset blev
> > udsendt. Selv om lyset bliver sendt ned mod os (den ene galakse), vil
> > det i starten effektivt bevæge sig bort fra os.
>
> Tak for svaret. Jeg gik ud fra, at lysets hastighed ikke kunne
> overskrides.

Det kan den heller ikke - lokalt. Når man siger, at en fjern
galakse fjerner sig med overlyshastighed, så er strækningen mellem
"dem" og "os" målt af mange forskellige observatører i mange
forskellige inertialsystemer, nemlig de inertialsystemer, som
sidder fast på en (tænkt) lang række af galakser på vejen mellem
dem og os. Og derfor er der ikke tale om en "rigtig" afstand.

Man kan udmærket måle afstanden med kun ét inertialsystems ure og
tommestokke, og hastigheden vil da blive mindre end lysets.
Faktisk vil kun begivenhedshorisonten ("kanten af universet"/"Big
Bang") fjerne sig med lysets hastighed. Til gengæld har dette valg
den kedelige konsekvens, at observatører i forskellige galakser
vil være uenige om f.eks. baggrundsstrålingens temperatur på et
givet tidspunkt. F.eks. vil man tæt på "universets kant" mene, at
der er ufatteligt varmt, selvom universet nu altså er mere end 10
mia.år gammelt.

Med andre ord handler det om at få en rimelig betydning af "nu"
(hvilke begivenheder vil man betragte som samtidige), og derfor
vælger man traditionelt at synkronisere tidsregningen for
observatører, også selvom de sidder i forskellige galakser med
indbyrdes relative hastigheder.

Konklusionen om, at man ikke kan overskride lysets hastighed,
gælder inden for ét og samme inertialsystem.

--
Jonas Møller Larsen

---

Scripsit Jonas Møller Larsen <jml@phys.au.dk>

> Med andre ord handler det om at få en rimelig betydning af "nu"
> (hvilke begivenheder vil man betragte som samtidige), og derfor
> vælger man traditionelt at synkronisere tidsregningen for
> observatører, også selvom de sidder i forskellige galakser med
> indbyrdes relative hastigheder.

Vil det sige noget i retning af at man definerer et "kosmologisk nu"
defineret som alle punkter i rumtiden hvor universet har samme alder,
hvor "universets alder" er overtallet for længden af alle tidsagtige
geodæter mellem Big Bang og her?

Min umiddelbare intuition siger at sådan et "kosmologisk nu" *lokalt*
bør falde sammen med "samtidig" i det referencesystem hvor
baggrundsstrålingen er isotrop. Men man kan godt bilde mig ind at det
*i stor skala* er en krum hinde gennem rumtiden, så en begivenhed
i en fjern galakse "nu(kosmologisk)" ville være senere eller tidligere
hvis vi i stedet udvidede vores lokale referencesystem til at gælde
hele det synlige univers.

[Jeg kan godt se at mit spørgsmål måske kan lyde som et forsøg på at
spille smart ved at sige det samme på en mere lærd måde, men jeg er
faktisk ikke sikker på at jeg forstår det rigtigt. Og jeg forstår slet
ikke GR godt nok til at formulere mine hypoteser så de lyder simple].

--
Henning Makholm "Hi! I'm an Ellen Jamesian. Do
you know what an Ellen Jamesian is?"

---

Henning Makholm wrote:
> Vil det sige noget i retning af at man definerer et "kosmologisk nu"
> defineret som alle punkter i rumtiden hvor universet har samme alder,
> hvor "universets alder" er overtallet for længden af alle tidsagtige
> geodæter mellem Big Bang og her?

"overtallet for"? Ellers: Ja, "Cosmological time" er længden af
den geodæt, som starter i Big Bang og slutter i galaksen.

> Min umiddelbare intuition siger at sådan et "kosmologisk nu" *lokalt*
> bør falde sammen med "samtidig" i det referencesystem hvor
> baggrundsstrålingen er isotrop.

Det gør de også lokalt (kosmisk tid ville jo også være et skidt
begreb, hvis det ikke kunne bruges her på Jorden).

> Men man kan godt bilde mig ind at det
> *i stor skala* er en krum hinde gennem rumtiden, så en begivenhed
> i en fjern galakse "nu(kosmologisk)" ville være senere eller tidligere
> hvis vi i stedet udvidede vores lokale referencesystem til at gælde
> hele det synlige univers.

I "lokal tid" sker Big Bang lige nu i en kugleskal med centrum i
Mælkevejen. Uden for kugleskallen venter man lige "lokal nu" på at
Big Bang skal ske.

> [Jeg kan godt se at mit spørgsmål måske kan lyde som et forsøg på at
> spille smart ved at sige det samme på en mere lærd måde, men jeg er
> faktisk ikke sikker på at jeg forstår det rigtigt. Og jeg forstår slet
> ikke GR godt nok til at formulere mine hypoteser så de lyder simple].

"Har set" er nok også en bedre betegnelse for mit forhold til GR
end "forstår"
--
Jonas Møller Larsen

---

Scripsit Jonas Møller Larsen <jml@phys.au.dk>
> Henning Makholm wrote:

> > Vil det sige noget i retning af at man definerer et "kosmologisk nu"
> > defineret som alle punkter i rumtiden hvor universet har samme alder,
> > hvor "universets alder" er overtallet for længden af alle tidsagtige
> > geodæter mellem Big Bang og her?

> "overtallet for"?

Undskyld. Supremum.

> Ellers: Ja, "Cosmological time" er længden af
> den geodæt, som starter i Big Bang og slutter i galaksen.

Men "den geodæt" er jo ikke veldefineret, for hvis du tager en
hvilkensomhelst jævn retlinet bevægelse gennem galaksens lokale "nu"
og fortsætter den geodætisk bagud i tiden, rammer du før eller siden
Big Bang. Alle disse geodæter er ikke lige lange; dem der bevæger sig
meget hurtigt i forhold til os (i grænsen: banen for en foton i
baggrundsstrålingen) har varigheder der nærmer sig nul.

Derfor mit supremum, idet jeg intuitivt går ud fra at længden af
geodæter mellem os og Big Bang må være opadtil begrænset.

> > Men man kan godt bilde mig ind at det *i stor skala* er en krum
> > hinde gennem rumtiden, så en begivenhed i en fjern galakse
> > "nu(kosmologisk)" ville være senere eller tidligere hvis vi i
> > stedet udvidede vores lokale referencesystem til at gælde hele det
> > synlige univers.

> I "lokal tid" sker Big Bang lige nu i en kugleskal med centrum i
> Mælkevejen.

Aha, det er det Carsten Svaneborg mener. Stor aha-oplevelse.

--
Henning Makholm "You propose to avoid dying? I will be
interested to hear the method you plan for this endeavour."

---

Henning Makholm wrote:
> > > Vil det sige noget i retning af at man definerer et "kosmologisk nu"
> > > defineret som alle punkter i rumtiden hvor universet har samme alder,
> > > hvor "universets alder" er overtallet for længden af alle tidsagtige
> > > geodæter mellem Big Bang og her?
>
> > "overtallet for"?
>
> Undskyld. Supremum.

"supremum"?

Nårh, "den længste"!

> Men "den geodæt" er jo ikke veldefineret, for hvis du tager en
> hvilkensomhelst jævn retlinet bevægelse gennem galaksens lokale "nu"
> og fortsætter den geodætisk bagud i tiden, rammer du før eller siden
> Big Bang. Alle disse geodæter er ikke lige lange; dem der bevæger sig
> meget hurtigt i forhold til os (i grænsen: banen for en foton i
> baggrundsstrålingen) har varigheder der nærmer sig nul.

Det kan du jo have ret i. Jeg tænker på den geodæt, som galaksen
til stadighed følger (antaget at galaksen ligger stille i forhold
til Hubble-flowet).

> Derfor mit supremum, idet jeg intuitivt går ud fra at længden af
> geodæter mellem os og Big Bang må være opadtil begrænset.

Ja, det virker ikke urimeligt (pr. symmetri og kontinuitet), at
omtalte geodæt er den længste.

Formelt er der åbenbart tale om et postulat:

M.S.Longair, "Galaxy Formation", pp. 109: "To eliminate the
arbitrariness in the choice of coordinate frames, Weyl introduced
the idea that, in the words of Hermann Bondi (1960),

The particles of the substratum (representing the nebulae)
[defineres nedenfor]
lie in space-time on a bundle of geodesics diverging from a
point in the
(finite or infinite) past.

['bundle of geodesics' er synonymt med 'congruence of geodesics']

The most important of this statement is the postulate that the
geodesics, which represent the world-lines of galaxies, do not
intersect, except at a singular point in the finite, or infinite,
past. [...] By the term 'substratum', Bondi meant an imaginary
medium which can be thought of as a fluid which defines the
overall kinematics of the system of galaxies. A consequence of
Weyl's postulate is that there is only one geodesic passing
through each point in space-time, except at the origin
[underforstået: kun én af de netop definerede geodæter]. Once this
postulate is adopted, it becomes possible to assign a notional
observer to each world line and these are known as /fundamental
observers/. Each fundamental observer carries a standard clock and
time measured on that clock from the singular point is called
/cosmic time/."

--
Jonas Møller Larsen

---

Jonas Møller Larsen skrev :
> Faktisk vil kun begivenhedshorisonten ("kanten af universet"/"Big
> Bang") fjerne sig med lysets hastighed.

Indenfor standardmodellen af Big Bang fjerner begivenhedshorisonten sig os
med 3 gange lysets hastighed !

Argumentet er, at de galakser, der i dag ligger i grænsen for det observable
univers, fjerner sig med det dobbelte af lysets hastighed. Lokalt fjerner
horisonten sig med lysets hastighed i fht. til disse, og dermed med 3 gange
lyshastigheden i fht. os.
Det er i øvrigt en udbredt misforståelse, at de fjernest obseverbare
galakser ligger i grænsen af den såkaldte Hubble-sfære, hvor
flugthastigheden er lig med lysets. Man glemmer herved at tage højde for
hele universets udvikling og storskalastruktur.

--
Hilsen
Regnar Simonsen

---

Regnar Simonsen wrote:
>
> Jonas Møller Larsen skrev :
> > Faktisk vil kun begivenhedshorisonten ("kanten af universet"/"Big
> > Bang") fjerne sig med lysets hastighed.

Dette var under forudsætning af, at man bruger lokale,
speciel-relativistiske koordinater. I så tilfælde vil Big Bang
foregå lige nu i et punkt, som fjerner sig med lyshastighed. Du
har ret i, at det ikke har noget med begivenhedshorisonten at
gøre. Den beskriver jo det yderste punkt, som vi i dag kan have
modtaget lys fra, og ligger derfor tættere på os end Big
Bang-kugleskallen.

[klip, noget jeg ikke er uenig i]
--
Jonas Møller Larsen

---

"Regnar Simonsen" <regnar.simo@image.dk> skrev i en meddelelse
news:2%xw9.200970$Qk5.7143911@news010.worldonline.dk...
> Jonas Møller Larsen skrev :
> > Faktisk vil kun begivenhedshorisonten ("kanten af universet"/"Big
> > Bang") fjerne sig med lysets hastighed.
>
> Indenfor standardmodellen af Big Bang fjerner begivenhedshorisonten sig os
> med 3 gange lysets hastighed !
>
> Argumentet er, at de galakser, der i dag ligger i grænsen for det
observable
> univers, fjerner sig med det dobbelte af lysets hastighed. Lokalt fjerner
> horisonten sig med lysets hastighed i fht. til disse, og dermed med 3
gange
> lyshastigheden i fht. os.
> Det er i øvrigt en udbredt misforståelse, at de fjernest obseverbare
> galakser ligger i grænsen af den såkaldte Hubble-sfære, hvor
> flugthastigheden er lig med lysets. Man glemmer herved at tage højde for
> hele universets udvikling og storskalastruktur.

Og hvordan forklares så det med flere gange lysets hastighed kort i forhold
til Einstein og realtivitetsteorien.

M.v.h.

Poul E. Hansen

---

Poul Evald Hansen wrote:
> Og hvordan forklares så det med flere gange lysets hastighed kort i forhold
> til Einstein og realtivitetsteorien.

Kort: Hastigheder på mere end c er målt med Lorentzforkortede
linealer og med ure, der går for langsomt. Hvis hastigheden måles
med "almindelige" linealer og ure, vil den blive mindre end c.

(I kosmologi - som baserer sig på relativitetsteori - er det dog
mest korrekt at bruge de "korte" linealer og de "langsomme" ure.)

--
Jonas Møller Larsen

---

Det må da ha' været et underligt kursus, for der må da være en fjerde
mulighed for universets udvikling end de tre nævnte. Den fjerde mulighed
falder dog oftest på kosmologisk stenet jord.

Den 4. mulighed er, at universet slet ikke udvider sig. Dvs at de fjerne
himmelobjekter slet ikke bevæger sig meget anderledes end
Andromedagalaksen og andre nære galakser i forholdet til os. Problemet
bliver da rødforskydningen, hvordan opstår den da så? Et sådant
spørgsmål har kosmologerne ikke vist særlig stor interesse for at finde
en mulighed for end den kendte forklaring, nemlig udvidelsen af
universet.

Man kan ikke lide et univers der ikke udvider sig, for det stiller for
mange spørgsmål der ikke kan besvares.

Hilsen lakris

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

> Den 4. mulighed er, at universet slet ikke udvider sig. Dvs at de fjerne
> himmelobjekter slet ikke bevæger sig meget anderledes end

Det er os, der formindskes; universet er konstant!

Lasse

---

LR wrote:
>> Den 4. mulighed er, at universet slet ikke udvider sig. Dvs at de
>> fjerne himmelobjekter slet ikke bevæger sig meget anderledes end
>
> Det er os, der formindskes; universet er konstant!
>
> Lasse

LOL du har fat i noget!!!