/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
Hvad mon han tænker...???
Fra : Martinix DK


Dato : 29-10-02 13:05

Hej.

jeg har en søn på 4½ år og han er frisk og rørig som børn er i hans alder.
Men han er ikke så vild med at høre efter. det ved jeg godt at børn i den
alder prøver at blive selvstændige og finde egne grænser og især prøve mors
grænser af, men nu er jeg såden kommet lidt i tvivl, for mange gange består
min dag ikke i andet end at sige " det må du ikke" "nej" og "stop" etc...og
så er det jeg tænker om han mon prøver at sige mig noget ved at gøre alle
ting som han ikke må. han vil gerne have opmærksomheden og den får han også
men så snart du skal noget så er han i gang igen. Je er ked af at skælde ud
og tænker også på at det må da ødelægge hans selvværd, men hvordan "opdrager
" man sit barn til ikke at gøre ting såsom ligge på langs ad sofaens top
eller hoppe rundt i møblerne, smide ting efter os for derefter at grine??
Jeg håber at der er nogen der har nogen gode råd.

hilsen Kara



 
 
alka (28-10-2002)
Kommentar
Fra : alka


Dato : 28-10-02 03:08

Hej Kara

Vi har prøvet noget af det samme med vores søn på 3½, og det sidste år har
vi fået hjælp af en sundhedsplejerske, som bruger noget der hedder Marte Meo
(så vidt jeg husker). Hun filmer os i nogle bestemte situationer og tager
nogle sekvenser ud, som vi så snakker om. Det har meget at gøre med hvad vi
siger til sønnen og hvordan vi siger det. F.eks. skal man sige hvad han skal
gøre, istedet for at sige, hvad han ikke skal gøre. Man skal sætte ord på
hans følelser, ved ex. at sige: du ser da godt nok træt ud idag, istedet for
at spørge om han er træt. Man skal sige starte med at sige hans navn, hver
gang man tiltaler ham osv. osv.
Du skal følge ham, før han kan lære at følge dig.
Jeg kunne vist skrive en hel stil om det her, men jeg vil bare fortælle, at
det har hjulpet vores lille familie utroligt meget.

Mvh. Fru Christensen

"Martinix DK" <martinko@post4.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3dbe77e5$0$34806$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej.
>
> jeg har en søn på 4½ år og han er frisk og rørig som børn er i hans alder.
> Men han er ikke så vild med at høre efter. det ved jeg godt at børn i den
> alder prøver at blive selvstændige og finde egne grænser og især prøve
mors
> grænser af, men nu er jeg såden kommet lidt i tvivl, for mange gange
består
> min dag ikke i andet end at sige " det må du ikke" "nej" og "stop"
etc...og
> så er det jeg tænker om han mon prøver at sige mig noget ved at gøre alle
> ting som han ikke må. han vil gerne have opmærksomheden og den får han
også
> men så snart du skal noget så er han i gang igen. Je er ked af at skælde
ud
> og tænker også på at det må da ødelægge hans selvværd, men hvordan
"opdrager
> " man sit barn til ikke at gøre ting såsom ligge på langs ad sofaens top
> eller hoppe rundt i møblerne, smide ting efter os for derefter at grine??
> Jeg håber at der er nogen der har nogen gode råd.
>
> hilsen Kara
>
>



Web.Woman (29-10-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 29-10-02 18:42

"alka" <alka@cool.dk> skrev i en meddelelse
news:aplu8p$7ia$1@news.cybercity.dk...

> F.eks. skal man sige hvad han skal
> gøre, istedet for at sige, hvad han ikke skal gøre.

Det er en rigtig god metode! Ikke kun overfor børn, men i det hele taget -
fordi vores hjerne har svært ved at tackle såkaldte negationer.

Og tror man det ikke, skal man bare forestille sig, at ens chef konstant
fortæller, hvad man IKKE må og skal - at man aldrig får klar besked om, hvad
der forventes af en. Det vil være hæslige og helt urimelige forhold at
arbejde under!

Byd ikke børnene sådanne "arbejds"-forhold!

Hvis barnet står på en terrasse med 40 meter ned til jorden og gerne vil
hænge ud over kanten for at se, hvad der sker nede på gaden, så kan man
sige:

"Du må ikke hænge ud over kanten."

Men sætningen kræver, at barnet hører, forstår og "oversætter" til en rigtig
og acceptabel handling. Og forstår barnet mon, hvad man gerne vil have det
til? Hvad det skal gøre i stedet? Jo mindre barnet er, desto sværere har
det ved at "oversætte" dine negationer.

Hvis man i stedet for "du-må-ikke" sætningen fortæller barnet, hvad det må
og hvad du forventer, så er det langt mere ligetil. Sig eksempelvis:

"Behold fødderne på gulvet."

Uanset det er en voksen eller et barn man taler til, vil det altid være en
fordel at kommunikere, hvad man ønsker - så direkte og enkelt som muligt.
Frem for at fokusere på dét, man IKKE ønsker.

Det gælder i alle livets forhold.

Fokuser på det, du gerne vi opnå - i stedet for det, du IKKE vil have.

Så prøv det! Prøv i en periode at være meget opmærksom på negationer og på
at få dem vendt til at fortælle, hvad barnet skal gøre for at opføre sig
rigtigt/ordentligt/godt.

Og egentlig er det da også urimeligt hvis man - ved at sige hvad man IKKE
vil have - forventer at folk (især børn!) selv skal regne ud, hvad det så
er, man vil have af dem.

Mvh. Lisbeth






Bodil Grove Christen~ (29-10-2002)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 29-10-02 13:50


"Martinix DK" <martinko@post4.tele.dk> wrote in message
news:3dbe77e5$0$34806$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej.
>
> jeg har en søn på 4½ år og han er frisk og rørig som børn er i hans alder.
> Men han er ikke så vild med at høre efter. det ved jeg godt at børn i den
> alder prøver at blive selvstændige og finde egne grænser og især prøve
mors
> grænser af, men nu er jeg såden kommet lidt i tvivl, for mange gange
består
> min dag ikke i andet end at sige " det må du ikke" "nej" og "stop"
etc...og
> så er det jeg tænker om han mon prøver at sige mig noget ved at gøre alle
> ting som han ikke må. han vil gerne have opmærksomheden og den får han
også
> men så snart du skal noget så er han i gang igen. Je er ked af at skælde
ud
> og tænker også på at det må da ødelægge hans selvværd, men hvordan
"opdrager
> " man sit barn til ikke at gøre ting såsom ligge på langs ad sofaens top
> eller hoppe rundt i møblerne, smide ting efter os for derefter at grine??
> Jeg håber at der er nogen der har nogen gode råd.
>
> hilsen Kara

Har du overvejet et fast greb i armen på knægten - og sige højt: STOP!
Og hvis det ikke hjælper - så før ham ind på værelset, og sig:
Du kan komme ind til mig igen, når du kan være stille - og
så forlange og forvente, at han bliver dér, til han kan være sammen
med dig igen - på dine betingelser.

Men du er nødt til at være konsekvent.
Evt. kan du læse Karen Akhøjs bog om "Kærlighed - krav - konsekvenser"
(eller sådan noget lignende).

Mvh. Bodil.



Web.Woman (29-10-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 29-10-02 18:44

"Bodil Grove Christensen" <grovebgc@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:3dbe83e3$0$97640$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Har du overvejet et fast greb i armen på knægten - og sige højt: STOP!

Vil du mon acceptere, at din chef behandler dig sådan, når du gør noget
vedkommende ikke kan acceptere?

> Og hvis det ikke hjælper - så før ham ind på værelset, og sig:
> Du kan komme ind til mig igen, når du kan være stille - og
> så forlange og forvente, at han bliver dér, til han kan være sammen
> med dig igen - på dine betingelser.

Vil du mon acceptere, at din chef behandler dig sådan, når du har gjort
noget vedkommende ikke kan acceptere?

> Men du er nødt til at være konsekvent.

Jada... men det kan man være på mere positive, opmuntrende og kærlige måder.


Mvh. Lisbeth



Bodil Grove Christen~ (30-10-2002)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 30-10-02 17:39


"Web.Woman" <anaeitis @ pc.dk> wrote in message
news:3dbec875$0$5753$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "Bodil Grove Christensen" <grovebgc@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:3dbe83e3$0$97640$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> > Har du overvejet et fast greb i armen på knægten - og sige højt: STOP!
>
> Vil du mon acceptere, at din chef behandler dig sådan, når du gør noget
> vedkommende ikke kan acceptere?
>
> > Og hvis det ikke hjælper - så før ham ind på værelset, og sig:
> > Du kan komme ind til mig igen, når du kan være stille - og
> > så forlange og forvente, at han bliver dér, til han kan være sammen
> > med dig igen - på dine betingelser.
>
> Vil du mon acceptere, at din chef behandler dig sådan, når du har gjort
> noget vedkommende ikke kan acceptere?
>
> > Men du er nødt til at være konsekvent.
>
> Jada... men det kan man være på mere positive, opmuntrende og kærlige
måder.

At være håndfast og konsekvent er ikke nødvendigvis ukærligt.
Jeg ser dagligt den slags forældre, der IKKE er i stand til at styre
deres børn, og det er dybt sørgeligt, for det bliver børnene, der
i sidste ende betaler prisen for det.

Desuden kan et barn/forældre forhold ikke sammenlignes med
et ansat/arbejdsgiverforhold! Der er ikke noget at diskutere,
det er den voksne, der har erfaringerne, og derfor burde være
den klogeste. Det er ikke nødvendigvis situationen i et arbejdsforhold.

Mvh. Bodil.



Web.Woman (30-10-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 30-10-02 17:55

"Bodil Grove Christensen" <grovebgc@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:3dc00b1e$0$28814$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> At være håndfast og konsekvent er ikke nødvendigvis ukærligt.

Nej.

Men hvis du med "håndfast" mener fysisk vold, magt, tvang - så kan det være
både overflødigt og ukærligt.

At tvinge et barn ind på sit værelse som straf mener jeg er ukærligt og
tillige en særdeles dårlig metode. Den lærer ikke barnet, hvad der er
rigtigt.

> Jeg ser dagligt den slags forældre, der IKKE er i stand til at styre
> deres børn, og det er dybt sørgeligt, for det bliver børnene, der
> i sidste ende betaler prisen for det.

I mange tilfælde bruger sådanne forældre også - og endda forgæves -
håndfaste og konsekvente metoder. At være håndfast og konsekvent er altså
ikke i sig selv vejen til succes.

> Desuden kan et barn/forældre forhold ikke sammenlignes med
> et ansat/arbejdsgiverforhold!

Næh.

Men derfor er det nu alligevel ikke nogen dårlig idé at overveje, om den
behandling man udsætter sit barn for, er en behandling, som man vil byde et
voksent menneske.

> Der er ikke noget at diskutere,
> det er den voksne, der har erfaringerne, og derfor burde være
> den klogeste. Det er ikke nødvendigvis situationen i et arbejdsforhold.

At den voksne nok er den klogeste er ikke ensbetydende med, at den voksne er
klog eller bærer sig klogt ad!

Mvh. Lisbeth



Bodil Grove Christen~ (30-10-2002)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 30-10-02 23:42


"Web.Woman" <anaeitis @ pc.dk> wrote in message
news:3dc00e4f$1$5785$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "Bodil Grove Christensen" <grovebgc@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:3dc00b1e$0$28814$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> > At være håndfast og konsekvent er ikke nødvendigvis ukærligt.
>
> Nej.
>
> Men hvis du med "håndfast" mener fysisk vold, magt, tvang - så kan det
være
> både overflødigt og ukærligt.

Hvad er det dog, du fejler?

At være fast og konsekvent over for et barn er IKKE ensbetydende
med fysisk vold, magt eller tvang.

Du har et underligt forhold til det at være forældre -
et barn har brug for voksne forældre, ikke forældre,
der ikke tør tage et ansvar.

Mvh. Bodil.



Web.Woman (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 31-10-02 00:01

"Bodil Grove Christensen" <grovebgc@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:3dc06031$0$34802$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> At være fast og konsekvent over for et barn er IKKE ensbetydende
> med fysisk vold, magt eller tvang.

Et "fast greb" i barnet og "før ham ind på værelset" - det kalder jeg fysisk
vold, magt og tvang.

Og var det en voksen, du tvang ind i et andet rum med et fast greb i armen,
ville det være en strafbar handling.

> et barn har brug for voksne forældre, ikke forældre,
> der ikke tør tage et ansvar.

Enig!

Men fysisk tvang er hverken nyttigt eller nødvendigt - medmindre barnet er
på vej til at gøre skade på sig selv eller andre.


Mvh. Lisbeth



Bodil Grove Christen~ (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 31-10-02 08:27


"Web.Woman" <anaeitis @ pc.dk> wrote in message
news:3dc063fc$0$5746$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "Bodil Grove Christensen" <grovebgc@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:3dc06031$0$34802$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> > At være fast og konsekvent over for et barn er IKKE ensbetydende
> > med fysisk vold, magt eller tvang.
>
> Et "fast greb" i barnet og "før ham ind på værelset" - det kalder jeg
fysisk
> vold, magt og tvang.

Jamen, er det ikke bare skønt:
Du har jo svaret på alle livets spørgsmål.

Nedsæt dig som guru.

Mvh. Bodil.



Ditte Roldborg (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Ditte Roldborg


Dato : 31-10-02 09:50

Bodil Grove Christensen <grovebgc@tdcadsl.dk> wrote:

> "Web.Woman" <anaeitis @ pc.dk> wrote in message
> news:3dc063fc$0$5746$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> > "Bodil Grove Christensen" <grovebgc@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
> > news:3dc06031$0$34802$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> >
> > > At være fast og konsekvent over for et barn er IKKE ensbetydende
> > > med fysisk vold, magt eller tvang.
> >
> > Et "fast greb" i barnet og "før ham ind på værelset" - det kalder jeg
> fysisk
> > vold, magt og tvang.
>
> Jamen, er det ikke bare skønt:
> Du har jo svaret på alle livets spørgsmål.
>
> Nedsæt dig som guru.
>
> Mvh. Bodil.

Jeg har lagt mærke til at Bodil som regel skriver, hvordan ting ER, mens
Lisbeth ofte bruger udtryk som: Jeg mener, som jeg ser det, i mine øjne
osv. Jeg ser heri en væsentlig forskel på grundholdninger.

I øvrigt mener jeg selv, at det oftest er et udtryk for magtesløshed,
når man som forældre føler sig nødsagede til at tage et fast tag i armen
på et barn. Ikke at jeg ikke selv har brugt det - men jeg har også
erkendt, at det ikke er særlig brugbart. Det medfører egentlig kun nye
konflikter. Min opgave som forælder er vel tværtimod at lære barnet
noget om at løse konflikter - og give barnet nogle redskaber, som det
kan bruge.

--
Dittelit

Erik Olsen (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Erik Olsen


Dato : 31-10-02 10:51

Ditte Roldborg wrote:
>
> I øvrigt mener jeg selv, at det oftest er et udtryk for magtesløshed,
> når man som forældre føler sig nødsagede til at tage et fast tag i
> armen på et barn. Ikke at jeg ikke selv har brugt det - men jeg har
> også erkendt, at det ikke er særlig brugbart. Det medfører egentlig
> kun nye konflikter. Min opgave som forælder er vel tværtimod at lære
> barnet noget om at løse konflikter - og give barnet nogle redskaber,
> som det kan bruge.

Fuldstændigt rigtigt.

I praksis kan det godt være lidt sværere, fordi man som forælder ikke
altid gør tingene på den helt rigtige måde. Det kan der være mange
grunde til: Træthed og stress, manglende overblik, manglende erfaring
etc.

Jeg synes man skal tænke på at forældre stadig er mennesker og erkende
at vi ikke altid gør alting på den helt rigtige måde. Diskussionen om
mål og midler i børneopdragelse er dog stadig vigtig. Ikke-vold er
vigtig, ikke som mål, men fordi man gennem vold som middel i reglen ikke
opnår de langsigtede mål.

Børneopdragelse nok et af de mest langsigtede projekter, man som
menneske kommer til at arbejde med, og når man påbegynder det, har man
ingen erfaring af betydning. Når projektet er afsluttet, kan man se
tilbage på det og erkende at noget kunne være gjort bedre, og man har
fået en mængde erfaringer - men kan ikke længere bruge dem på egne børn.

Det er i øvrigt interessant at studere forældre med børn når man er på
indkøb eller i byen. Der er masser hysteriske børn, af "det må du ikke"
uden konsekvenser, og barnet får en spand slik eller noget legetøj for
at holde kæft og være beskæftiget. God opdragelse, ikke, barnet lærer at
hysteri og dårlig opførsel giver resultater.

Venlig hilsen
Erik Olsen


Bodil Grove Christen~ (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 31-10-02 18:17


"Ditte Roldborg" <tut_tuut@yahoo.dk> wrote in message
> Jeg har lagt mærke til at Bodil som regel skriver, hvordan ting ER,

Det kunne jo skyldes, at jeg har et langt livs erfaring........

Mvh. Bodil.



Ditte Roldborg (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Ditte Roldborg


Dato : 31-10-02 21:13

Bodil Grove Christensen <grovebgc@tdcadsl.dk> wrote:

> "Ditte Roldborg" <tut_tuut@yahoo.dk> wrote in message
> > Jeg har lagt mærke til at Bodil som regel skriver, hvordan ting ER,
>
> Det kunne jo skyldes, at jeg har et langt livs erfaring........

Jamen selvom jeg nok er yngre end du, vil jeg såmænd alligevel påstå at
jeg har en del erfaringer - af forskellig slags... Jeg mener faktisk
ikke, at alderen i sig selv har så meget at sige ift. hvor meget man
har lært af sine erfaringer!

--
Dittelit

Birgit (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Birgit


Dato : 31-10-02 21:42

> Jamen selvom jeg nok er yngre end du, vil jeg såmænd alligevel påstå at
> jeg har en del erfaringer - af forskellig slags... Jeg mener faktisk
> ikke, at alderen i sig selv har så meget at sige ift. hvor meget man
> har lært af sine erfaringer!
>
> --
> Dittelit

Det har du vist ret i.



Web.Woman (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 31-10-02 18:28

"Ditte Roldborg" <tut_tuut@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:1fkwve6.18nggq0em1mgkN%tut_tuut@yahoo.dk...

> I øvrigt mener jeg selv, at det oftest er et udtryk for magtesløshed,
> når man som forældre føler sig nødsagede til at tage et fast tag i armen
> på et barn.

Et fast tag i armen er som regel udtryk for den magtesløshed, som de fleste
af os oplever. Det er en falliterklæring at gribe til sådanne metoder - et
tegn på, at man ikke har haft evnen og overskudet til at løse en konflikt på
en hensigtsmæssig måde.

For mig er det en selvfølge, at man ikke bør lære et barn, at uenighed og
konflikt skal løses med et hårdt tag i armen eller isolation på værelset.

Men....... mange af os kan nok - også uden at ryste voldsomt på hænderne -
erkende, at vi ikke altid formår at leve op til det ideelle.

Jeg hører til dem, der har brugt den med et fast tag. Jeg har råbt grimme
ord og været firkantet - men jeg har altså ikke behov for at bilde hverken
mig selv eller andre ind, at metoderne/reaktioner altid har været
hensigtsmæssige.

Og heldigvis dør ungerne ikke af, at deres forældre ikke er perfekte! Børn
er faktisk ret robuste og kan overleve, at deres forældre kvajer sig ganske
gevaldigt.

Desværre har mange af nutidens børn til opgave at være levende billeder på,
at deres forældre ER perfekte. Det er nemlig in at være perfekte forældre,
der selvfølgelig kun gør det rigtige for børnene.

Sådanne forældre får børn, der hele tiden skal bekræfte deres forældre i, at
de er gode forældre. Sådanne forældre føler sig forståeligt nok krænket af
selv antydninger om, at de ikke gør det rigtige. Det gør dem vrede.

Iscenesættende forældre kalder man typen. Anoreksi-ramte har ofte sådanne
forældre.

Betegnelsen "Iscenesættende forældre" er hentet fra en bog skrevet af
Margrethe Bruun Hansen. Hun er uddannet børnehavepædagog og cand.psych og
har skrevet en bog om nutidens forældretyper. "De kompetente forældre"
hedder bogen.

Mvh. Lisbeth






Bodil Grove Christen~ (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 31-10-02 18:29


"Ditte Roldborg" <tut_tuut@yahoo.dk> wrote in message
> Jeg har lagt mærke til at Bodil som regel skriver, hvordan ting ER, mens
> Lisbeth ofte bruger udtryk som: Jeg mener, som jeg ser det, i mine øjne
> osv. Jeg ser heri en væsentlig forskel på grundholdninger.

Mener du som når hun skriver flg.:

"Et "fast greb" i barnet og "før ham ind på værelset" - det kalder jeg
fysisk
vold, magt og tvang."??????

Nej, du, det Lisbeth har i sinde er at definere, hvad jeg mener - og
det har hun gjort før, og vil sikkert blive ved med.
Og jeg har ikke i sinde at lade hende bestemme, hvad jeg mener
med "et fast tag i armen - og føre ham ind på værelset" - det
har jeg jo selv forklaret.
At hun har en anden opfattelse af nærkontakt mellem forældre og
børn kan jeg ikke forhindre hende i. Men hun skal ikke definere
min.

Iøvrigt er det ikke forældrenes rolle kun at lære børnene at løse
konflikter - det er også vores forbandede pligt at sætte grænser
for børnene. Det er et langt, sejt træk, men det giver gevinst i den
anden ende. Desværre ser vi alt for tit forældre, der tager den
nemme løsning med ikke at sætte grænser for deres børn, og
resultatet udebliver heller ikke: rodløse børn og unge, der tror,
at det er deres ret at sætte dagsordenen overalt.
Hvis du elsker dit barn, så sæt grænser.

Mvh. Bodil.

Mvh. Bodil.









Web.Woman (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 31-10-02 18:48

"Bodil Grove Christensen" <grovebgcNOSPAM@post8.tele.dk> skrev i en
meddelelse news:3dc1684a$0$66882$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Iøvrigt er det ikke forældrenes rolle kun at lære børnene at løse
> konflikter - det er også vores forbandede pligt at sætte grænser
> for børnene.

Det er bestemt forældrenes opgave at sætte grænser.
Også vores opgave at lære børnene at sætte grænser på en fornuftig og lovlig
måde.

Men er det rimeligt eller fornuftigt at lære børn, at fysisk magt er en måde
at sætte grænser på? Det synes jeg ikke det er.

Mvh. Lisbeth




Bodil Grove Christen~ (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 31-10-02 20:20


"Web.Woman" <anaeitis @ pc.dk> wrote in message
news:3dc16c12$0$808$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Bodil Grove Christensen" <grovebgcNOSPAM@post8.tele.dk> skrev i en
> meddelelse news:3dc1684a$0$66882$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> > Iøvrigt er det ikke forældrenes rolle kun at lære børnene at løse
> > konflikter - det er også vores forbandede pligt at sætte grænser
> > for børnene.
>
> Det er bestemt forældrenes opgave at sætte grænser.
> Også vores opgave at lære børnene at sætte grænser på en fornuftig og
lovlig
> måde.
>
> Men er det rimeligt eller fornuftigt at lære børn, at fysisk magt er en
måde
> at sætte grænser på? Det synes jeg ikke det er.

Det er din definition på fysisk magt, der er anderledes end min,
det har jeg jo forsøgt at forklare dig.

Mvh. Bodil.

Iøvrigt EOD.




Web.Woman (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 31-10-02 22:01

"Bodil Grove Christensen" <grovebgcNOSPAM@post8.tele.dk> skrev i en
meddelelse news:3dc18256$0$66914$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Det er din definition på fysisk magt, der er anderledes end min,
> det har jeg jo forsøgt at forklare dig.

At man kan være uenig om nødvendigheden og rimeligheden af at bruge fysisk
magt kan jeg forstå.

Men at gribe fat i et barns (eller en andens) arm og tvinge det ind på et
værelse, det er afgjort og indiskutabelt at bruge fysisk magt.

Mvh. lisbeth








Sabina Hertzum (03-11-2002)
Kommentar
Fra : Sabina Hertzum


Dato : 03-11-02 17:44

Web.Woman wrote:
>> Det er din definition på fysisk magt, der er anderledes end min,
>> det har jeg jo forsøgt at forklare dig.
>
> At man kan være uenig om nødvendigheden og rimeligheden af at bruge
> fysisk magt kan jeg forstå.
>
> Men at gribe fat i et barns (eller en andens) arm og tvinge det ind
> på et værelse, det er afgjort og indiskutabelt at bruge fysisk magt.

læs dog hvad der bliver skrevet....... jeres definitioner er forskellige....
at du mener at et tag i armen er fysisk magt er fint nok.... men for andre
kan det feks være at trække ungens bukser ned og banke bagdelen med en
livrem...... der er ikke så meget at diskutere....
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.



Ditte Roldborg (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Ditte Roldborg


Dato : 31-10-02 21:13

Bodil Grove Christensen <grovebgcNOSPAM@post8.tele.dk> wrote:

> Mener du som når hun skriver flg.:
>
> "Et "fast greb" i barnet og "før ham ind på værelset" - det kalder jeg
> fysisk
> vold, magt og tvang."??????

Bl.a. ja. For mig at se giver hun udtryk for sine definitioner af
ordene, hvilket måske kunne være med til at kaste lys over uenigheder.

> Nej, du, det Lisbeth har i sinde er at definere, hvad jeg mener - og
> det har hun gjort før, og vil sikkert blive ved med.
> Og jeg har ikke i sinde at lade hende bestemme, hvad jeg mener
> med "et fast tag i armen - og føre ham ind på værelset" - det
> har jeg jo selv forklaret.
> At hun har en anden opfattelse af nærkontakt mellem forældre og
> børn kan jeg ikke forhindre hende i. Men hun skal ikke definere
> min.

Ok - det er da muligt - det er dog ikke så'n jeg læser det.

> Iøvrigt er det ikke forældrenes rolle kun at lære børnene at løse
> konflikter - det er også vores forbandede pligt at sætte grænser
> for børnene. Det er et langt, sejt træk, men det giver gevinst i den
> anden ende. Desværre ser vi alt for tit forældre, der tager den
> nemme løsning med ikke at sætte grænser for deres børn, og
> resultatet udebliver heller ikke: rodløse børn og unge, der tror,
> at det er deres ret at sætte dagsordenen overalt.
> Hvis du elsker dit barn, så sæt grænser.

Jeg er fuldstændig enig i at man som forældre skal tilrettevise sine
børn, hvilket også indebærer, at man viser dem hvor grænserne er - både
ens personlige grænser og grænser for barnets udfoldelse. Helt klart.
Som jeg skrev, tror jeg imidlertid ikke på, at fysisk magt er den
rigtige grundlæggende metode at vise børn grænser. Hvis man i bund og
grund respekterer barnet og dets integritet, vil man nok sjældent komme
i den situation, at man føler sig nødsaget til at gribe til den fysiske
magt. Og IMHO er det er ikke det samme som at lade stå til og give
barnet alt hvad det peger på og at barnet altid får lov at sætte
dagsordnen.

--
Dittelit

Uffe Holst (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Uffe Holst


Dato : 31-10-02 22:18


In an article of 31 Oct 2002 Ditte Roldborg wrote:

> Jeg er fuldstændig enig i at man som forældre skal tilrettevise sine
> børn, hvilket også indebærer, at man viser dem hvor grænserne er - både
> ens personlige grænser og grænser for barnets udfoldelse. Helt klart.
> Som jeg skrev, tror jeg imidlertid ikke på, at fysisk magt er den
> rigtige grundlæggende metode at vise børn grænser. Hvis man i bund og
> grund respekterer barnet og dets integritet, vil man nok sjældent komme
> i den situation, at man føler sig nødsaget til at gribe til den fysiske
> magt.

Siger du med andre ord, at hvis barnet har lyst til at hoppe rundt i
sofaen eller lignende og ikke gider lytte til dine henstillinger om
at holde op, så skal barnet have lov til det?

Hvis nu barnet bliver ved med at pille i dit strikketøj og vedbliver med
det trods flere henstillinger, lader du så blot barnet fortsætte for at
sikre barnets "integritet"? Eller trækker du barnet væk?

Er det det, du siger, så kan jeg godt se, at du aldrig vil have brug
for at gribe til "fysisk magt".

Og der er vel i øvrigt heller ikke nogen, der har sagt, at fysisk magt
er den rigtige grundlæggende metode at vise børnene grænser. Tværtimod
skulle grænserne da gerne være udstukket tidligere, og den "fysiske magt"
er så "straffen" for ikke at kunne holde sig inden for grænserne.

Hvis man som forældre i dagens Danmark ikke længere kan tage fat i
sit barns arm med et fast greb og trække barnet bort fra en "skarnstreg",
så kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor børn i dag er så dårligt opdraget.

--
Uffe Holst


Ditte Roldborg (31-10-2002)
Kommentar
Fra : Ditte Roldborg


Dato : 31-10-02 23:24

Uffe Holst <uffe@eremitage.dk> wrote:

> Siger du med andre ord, at hvis barnet har lyst til at hoppe rundt i
> sofaen eller lignende og ikke gider lytte til dine henstillinger om
> at holde op, så skal barnet have lov til det?

Overhovedet ikke. Jeg siger, at hvis man, som du skriver længere nede,
har udstukket grænserne - fx. at man ikke vil have at der bliver hoppet
i møblerne - på en måde som barnet forstår og accepterer, så vil man
muligvis sjældnere opleve at barnet fortsætter med at gøre det, når man
beder det om at stoppe.

> Hvis nu barnet bliver ved med at pille i dit strikketøj og vedbliver med
> det trods flere henstillinger, lader du så blot barnet fortsætte for at
> sikre barnets "integritet"? Eller trækker du barnet væk?

Min metode vil være afhængig af barnets alder. Et lille barn vil have
behov for at lære forbuddet ad flere omgange, og jeg ville i højere grad
tilbyde en anden beskæftigelse til barnet, mens et større barn nok ved
at leg med strikketøjet er forbudt. Hvis det større barn bliver ved at
gøre noget som det er klar over er forbudt, vil jeg (hvis jeg ellers har
overskud til det ) forsøge at finde årsagen til at barnet har behov
for at provokere, og så tage den derfra.

> Er det det, du siger, så kan jeg godt se, at du aldrig vil have brug
> for at gribe til "fysisk magt".

Det var det så ikke.

> Og der er vel i øvrigt heller ikke nogen, der har sagt, at fysisk magt
> er den rigtige grundlæggende metode at vise børnene grænser. Tværtimod
> skulle grænserne da gerne være udstukket tidligere, og den "fysiske magt"
> er så "straffen" for ikke at kunne holde sig inden for grænserne.

I følge ordbogen betyder "straf" tilrettevisning, hvilket i mine øjne
ikke nødvendigvis indebærer fysisk magtanvendelse. Det burde være nok at
gøre klart for barnet, at man ikke vil have det.

> Hvis man som forældre i dagens Danmark ikke længere kan tage fat i
> sit barns arm med et fast greb og trække barnet bort fra en "skarnstreg",
> så kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor børn i dag er så dårligt opdraget.

En skarnsstreg er vel netop en afprøvelse af grænser. Nogle gange er
børn fuldstændig klar over at det er en skarnsstreg de har gang i, men i
mange tilfælde tror jeg, at det forekommer der, hvor de faktisk ikke er
helt sikre på grænsen. Og hvis vi som forældre ofte er tvetydige og
diffuse i vores udmeldinger, kan det være utrolig svært for et barn at
finde ud af, hvad vi egentlig mener.

Jeg har lige refereret diskussionen for min husbond, som straks var helt
enig med dig. Efter lidt snak frem og tilbage blev konklusionen, at vi
nok diskuterer på forskellige planer. Mit udgangspunkt for diskussionen
er, at man fra starten har opdraget/dannet barnet udfra de "rigtige"
grundprincipper, og derfor ikke vil komme ud for de helt store
grænseoverskridelser. Sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke altid -
heller ikke for vores familie, men det bliver fysisk magtanvendelse ikke
mere rigtig af.

--
Dittelit

Uffe Holst (01-11-2002)
Kommentar
Fra : Uffe Holst


Dato : 01-11-02 00:17


In an article of 31 Oct 2002 Ditte Roldborg wrote:

> > Siger du med andre ord, at hvis barnet har lyst til at hoppe rundt i
> > sofaen eller lignende og ikke gider lytte til dine henstillinger om
> > at holde op, så skal barnet have lov til det?
>
> Overhovedet ikke. Jeg siger, at hvis man, som du skriver længere nede,
> har udstukket grænserne - fx. at man ikke vil have at der bliver hoppet
> i møblerne - på en måde som barnet forstår og accepterer, så vil man
> muligvis sjældnere opleve at barnet fortsætter med at gøre det, når man
> beder det om at stoppe.

Ja, det er jeg helt enig med dig i. Men som jeg siger: "...og ikke gider
lytte til dine henstillinger..."

Du er sjov at diskutere med. Når man kommer med en "hvad nu hvis" og
spørger, hvad du så vil gøre, så kommer du med en fornuftigt, men du
åbner alligevel op for, at det alligevel ikke virker. Og så er vi tilbage
til "hvad nu hvis" og er derfor nået lige vidt, og jeg har reelt ikke fået
svar på mit spørgsmål.

Du forklarer, hvordan man kan minimerer problemerne, og det er naturligvis
nok så vigtigt. Ingen tvivl om det. Men hvad gør du så, når problemet
alligevel opstår trods dine forsøg på at undgå det? Skal barnet så bare
have lov til at te sig efter behag?

> > Og der er vel i øvrigt heller ikke nogen, der har sagt, at fysisk magt
> > er den rigtige grundlæggende metode at vise børnene grænser. Tværtimod
> > skulle grænserne da gerne være udstukket tidligere, og den "fysiske magt"
> > er så "straffen" for ikke at kunne holde sig inden for grænserne.
>
> I følge ordbogen betyder "straf" tilrettevisning, hvilket i mine øjne
> ikke nødvendigvis indebærer fysisk magtanvendelse. Det burde være nok at
> gøre klart for barnet, at man ikke vil have det.

Det kan vi da kun være enige i. Men hvad så I de tilfælde hvor det ikke er
nok. Du siger selv "burde være nok", så du åbner jo i høj grad op for, at
der kan forekomme tilfælde, hvor barnet ikke bare vil gøre, hvad der bliver
sagt.

Hvad vil du gøre i disse tilfælde? Lade barnet få sin vilje og fortsætte,
eller vil du bruge "fysisk magt" og trække barnet bort?

> En skarnsstreg er vel netop en afprøvelse af grænser. Nogle gange er
> børn fuldstændig klar over at det er en skarnsstreg de har gang i, men i
> mange tilfælde tror jeg, at det forekommer der, hvor de faktisk ikke er
> helt sikre på grænsen. Og hvis vi som forældre ofte er tvetydige og
> diffuse i vores udmeldinger, kan det være utrolig svært for et barn at
> finde ud af, hvad vi egentlig mener.

Derfor er det også vigtigt at få forklaret barnet, hvilke grænser der er,
og også ofte hvorfor.

> Jeg har lige refereret diskussionen for min husbond, som straks var helt
> enig med dig. Efter lidt snak frem og tilbage blev konklusionen, at vi
> nok diskuterer på forskellige planer. Mit udgangspunkt for diskussionen
> er, at man fra starten har opdraget/dannet barnet udfra de "rigtige"
> grundprincipper, og derfor ikke vil komme ud for de helt store
> grænseoverskridelser. Sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke altid -
> heller ikke for vores familie, men det bliver fysisk magtanvendelse ikke
> mere rigtig af.

Næh, men hvad gør du så i din familie, når grænseoverskridelserne opstår
trods alt forarbejdet for at undgå dem? Lader du barnet fortsætte, hvis
det ikke lytter efter?

--
Uffe Holst


Ditte Roldborg (01-11-2002)
Kommentar
Fra : Ditte Roldborg


Dato : 01-11-02 01:26

Uffe Holst <uffe@eremitage.dk> wrote:

> In an article of 31 Oct 2002 Ditte Roldborg wrote:
>
> > > Siger du med andre ord, at hvis barnet har lyst til at hoppe rundt i
> > > sofaen eller lignende og ikke gider lytte til dine henstillinger om
> > > at holde op, så skal barnet have lov til det?
> >
> > Overhovedet ikke. Jeg siger, at hvis man, som du skriver længere nede,
> > har udstukket grænserne - fx. at man ikke vil have at der bliver hoppet
> > i møblerne - på en måde som barnet forstår og accepterer, så vil man
> > muligvis sjældnere opleve at barnet fortsætter med at gøre det, når man
> > beder det om at stoppe.
>
> Ja, det er jeg helt enig med dig i. Men som jeg siger: "...og ikke gider
> lytte til dine henstillinger..."
>
> Du er sjov at diskutere med. Når man kommer med en "hvad nu hvis" og
> spørger, hvad du så vil gøre, så kommer du med en fornuftigt, men du
> åbner alligevel op for, at det alligevel ikke virker. Og så er vi tilbage
> til "hvad nu hvis" og er derfor nået lige vidt, og jeg har reelt ikke fået
> svar på mit spørgsmål.
>
> Du forklarer, hvordan man kan minimerer problemerne, og det er naturligvis
> nok så vigtigt. Ingen tvivl om det. Men hvad gør du så, når problemet
> alligevel opstår trods dine forsøg på at undgå det? Skal barnet så bare
> have lov til at te sig efter behag?

Jeg tror reelt ikke at et barn føler behag i at overskride sine
forældres grænser - og fortsætte med det, når det kan mærke at
forældrene bliver vrede eller kede af det. Jeg tror, at de allerhelst
vil hjælpes ud af situationen - så balancen kan blive genoprettet. Jeg
har selv i perioder oplevet, at min søn kunne drive mig til vanvidets
rand med et eller andet pisseirriterende. Men det har set i
bagklogskabets lys skyldtes mangel på opmærksomhed fra min side. Jeg har
været meget væk og været optaget af mit studie og ikke givet ham det han
havde brug for og krav på. Det kan man jo ikke forvente at en femårig
kan formulere - endsige tænke.

> > > Og der er vel i øvrigt heller ikke nogen, der har sagt, at fysisk magt
> > > er den rigtige grundlæggende metode at vise børnene grænser. Tværtimod
> > > skulle grænserne da gerne være udstukket tidligere, og den "fysiske magt"
> > > er så "straffen" for ikke at kunne holde sig inden for grænserne.
> >
> > I følge ordbogen betyder "straf" tilrettevisning, hvilket i mine øjne
> > ikke nødvendigvis indebærer fysisk magtanvendelse. Det burde være nok at
> > gøre klart for barnet, at man ikke vil have det.
>
> Det kan vi da kun være enige i. Men hvad så I de tilfælde hvor det ikke er
> nok. Du siger selv "burde være nok", så du åbner jo i høj grad op for, at
> der kan forekomme tilfælde, hvor barnet ikke bare vil gøre, hvad der bliver
> sagt.
>
> Hvad vil du gøre i disse tilfælde? Lade barnet få sin vilje og fortsætte,
> eller vil du bruge "fysisk magt" og trække barnet bort?
>
> > En skarnsstreg er vel netop en afprøvelse af grænser. Nogle gange er
> > børn fuldstændig klar over at det er en skarnsstreg de har gang i, men i
> > mange tilfælde tror jeg, at det forekommer der, hvor de faktisk ikke er
> > helt sikre på grænsen. Og hvis vi som forældre ofte er tvetydige og
> > diffuse i vores udmeldinger, kan det være utrolig svært for et barn at
> > finde ud af, hvad vi egentlig mener.
>
> Derfor er det også vigtigt at få forklaret barnet, hvilke grænser der er,
> og også ofte hvorfor.
>
> > Jeg har lige refereret diskussionen for min husbond, som straks var helt
> > enig med dig. Efter lidt snak frem og tilbage blev konklusionen, at vi
> > nok diskuterer på forskellige planer. Mit udgangspunkt for diskussionen
> > er, at man fra starten har opdraget/dannet barnet udfra de "rigtige"
> > grundprincipper, og derfor ikke vil komme ud for de helt store
> > grænseoverskridelser. Sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke altid -
> > heller ikke for vores familie, men det bliver fysisk magtanvendelse ikke
> > mere rigtig af.
>
> Næh, men hvad gør du så i din familie, når grænseoverskridelserne opstår
> trods alt forarbejdet for at undgå dem? Lader du barnet fortsætte, hvis
> det ikke lytter efter?

Så gør jeg jo som de fleste andre - bliver vred og hæver stemmen og er
det ikke nok så tager jeg et fast tag i ungen og tager ham væk...jeg
skal ikke gøre mig selv til nogen helgen. Men som jeg tidligere har
sagt, er det ikke en metode, som hjælper på problemet på længere sigt.
Hvis man ofte kommer i den slags situationer, er der noget galt i
interaktionsmønsteret som man bør ændre på. Derfor synes jeg ikke at det
er et godt råd at give til den mor, der startede tråden, "om hun har
overvejet et fast tag i armen". For jo, måske hun kan skræmme barnet til
at stoppe sine provokationer lige nu og her, men hun opnår ikke det hun
gerne vil, at barnet ændrer sit mønster og samtidig bevarer sit selvværd
og sin integritet.

Jeg mener at fysisk magtanvendelse er grundlæggende forkert på alle
niveauer, bortset fra situationer, hvor personen - barn som voksen - er
til skade for sig selv eller andre, eller er ude af stand til at forstå
almindelig kommunikation. Det er enormt forskelligt, hvornår vi mener
det kammer over. I ældre generationer var der fx. en anden holdning til
opdragelse og forældres magtanvendelse, det var vel nærmest en uskreven
lov, at børn skulle revses for at blive ordentlige mennesker. Så kom
peace, love and understanding og så var der nok en stor del af en
generation, som røg helt over i den anden grøft, hvor børn skulle finde
ud af alting selv - og mange blev svigtet helt enormt på den konto.
Selvfølgelig skal de voksne være dem der viser vejen og vi skal være
ansvarlige og sætte grænser - ingen tvivl om det. Men jeg synes det er
utrolig vigtigt, at afgrænse, hvad der er dannelse/opdragelse og hvad
der er mangel på overskud, når man reagerer på at ens barn overskrider
nogle grænser.

--
Dittelit

Web.Woman (01-11-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 01-11-02 07:37

"Uffe Holst" <uffe@eremitage.dk> skrev i en meddelelse
news:g7.W7.HM2OL46hCjcXcyf.NR@eremitage.dk...

> Hvis nu barnet bliver ved med at pille i dit strikketøj og vedbliver med
> det trods flere henstillinger, lader du så blot barnet fortsætte for at
> sikre barnets "integritet"? Eller trækker du barnet væk?

Afgørende er vel - når man griber til fysisk magt - HVORDAN man bruger den.
Gør man det kærligt med grin, kilderi og pjat - eller trækker man ungen ind
på værelset med et fast greb i armen, mens man skælder ud?

Afgørende er vel også, hvor ofte man vælger at bruge fysisk magt til at løse
problemer. Er det en metode, man er nødt til at bruge hyppigt? Giver den
barnet blå mærker og skrammer? Skræmmer den barnet? Oplever barnet det som
ydmygende? Forekommer det kun i mild og sjælden grad, når situationen
ekstraordinært er kørt helt op i en spids? Bruger man det kun overfor helt
små børn - eller bruges det indtil barnet flytter hjemmefra?

> Er det det, du siger, så kan jeg godt se, at du aldrig vil have brug
> for at gribe til "fysisk magt".

Der er næppe nogen forældre, der klarer et barns opdragelse uden at bruge
fysisk magt. Hvor mange gange løfter man ikke den 1-årige væk fra reolen med
CD'ere? Men det betyder jo ikke, at det er en fornuftig metode at bruge på
børn, man kan kommunikere med på andre måder.

Er man tilfreds med at stoppe barnet her og nu er fysisk magt et effektivt
redskab. Men hvad nu, hvis det er sådan, at fysisk magt på længere sigt
fører til optrapning af problemerne - hvis det svækker barnets respekt for
andre metoder? Hvad nu hvis man, ved hyppig brug af fysisk magt, svækker
brugen af kommunikation UDEN brug af fysisk magt.

Og hvad nu, hvis brugen af fysisk magt giver barnet det indtryk, at det er
legalt at bruge samme metode overfor legekammerater?

Måske man skal huske - når og hvis man bruger fysisk magt - at fortælle sit
barn, at det ikke er en legal/fornuftig metode til at løse konflikter?

Og hvad gør vi med børn og unge, der har lært (af deres forældre?) at fysisk
magtanvendelse er en acceptabel måde at reagere på, når der er noget, man er
utilfreds med?

> Hvis man som forældre i dagens Danmark ikke længere kan tage fat i
> sit barns arm med et fast greb og trække barnet bort fra en "skarnstreg",
> så kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor børn i dag er så dårligt
> opdraget.

Er børn i dag dårligt opdraget?

Eller er det voksne, der i højere grad end tidligere kræver perfekte,
lydefri
børn?

Mvh. Lisbeth




Erik Olsen (01-11-2002)
Kommentar
Fra : Erik Olsen


Dato : 01-11-02 10:57

Web.Woman wrote:
>
> Er børn i dag dårligt opdraget?

Udmeldinger fra bl. a. skoler og skolelærere tyder meget på det. De
væsentligste anker er at mange børn ikke er i stand til at forstå en
kollektiv besked, at mange børn ikke er i stand til koncentrere sig om
en given opgave i længere tid end 5-10 minutter, og at mange børn ikke
er i stand til at fungere i gruppesammenhæng.

Sidstnævnte ses bl. a. ved at de kræver den voksnes opmærksomhed
ustandseligt, hvilket naturligvis er fysisk umuligt med en lærer og
25-28 elever i en klasse.

> Eller er det voksne, der i højere grad end tidligere kræver perfekte,
> lydefri børn?

På nogle punkter, formentlig. Vi er i hvert fald blevet mere opmærksomme
på de langsigtede virkninger af opdragelsens midler, derfor løses
disciplinære her-og-nu problemer ikke længere med et par flade.

I håbet om at det bidrager positivt til barnets udvikling, opdrager
mange forældre deres børn til at de har krav på 100% opmærksomhed fra
voksne, hvilket i sig selv umuliggør fredelig klasseundervisning.
Resultatet er ofte spildte år i skolen.

Selv ikke i en privatskole med lav klassekvotient kan
opmærksomhedskravet opfyldes. Til gengæld får forældrene lov til at
betale lidt skolepenge, det plejer at dulme den dårlige samvittighed
over at barnet intet lærer i skolen.

Venlig hilsen
Erik Olsen




Web.Woman (01-11-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 01-11-02 21:59

"Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
news:aptj38$l61$1@sunsite.dk...

> Udmeldinger fra bl. a. skoler og skolelærere tyder meget på det.

Hmmm..... og flere meldinger lyder på, at nutidens skolelærere er elendigt
uddannede - at de mangler pædagogisk kunnen. Foruden faglig viden om de
emner, der undervises i. Og inkompetente lærere er ikke nemme at slippe af
med, hvis de først er blevet ansat i det danske skolevæsen.

Nutidens folkeskolelærere kan få eksamensbevis og arbejde uden at have
beskæftiget sig med specialpædagogik, som ikke er en obligatorisk del af
undervisningen.

Samfundets prioritering af folkeskolen er blevet mindre i de seneste 20 år.
Der ofres mindre og mindre på børnenes undervisning - og det vil vel alt
andet lige gøre den dårligere.

Børn, der har gået i skole i eksempelvis USA vender hjem til en dansk skole
kan ofte fortælle, at de vender hjem til undervisning på et langt lavere
niveau. Og når danske børns evner måles i forhold til børn i andre lande,
ligger vi lavt.

Problembørn er oftest drengebørn. Det er sjældent pigerne, der er eller har
problemer. Er det mon sandsynligt, at forældre giver piger en bedre
opdragelse end drenge? Eller handler det om, at folkeskolen og børnehaverne
er præget at Kylle-Rylle-Pylle-pædagogik - altså for mange feminine værdier?
Og hvis det er sådan, hvad betyder det så for opfattelsen af Rip, Rap og
Rup?

En af mine bekendte så - sammen med en udenlandsk lærer - flere af de
programmer, der for nylig har været på TV om en nyuddannet kvindelig
skolelærer, der ikke rigtig kunne tackle ungerne. Den udenlandske lærer var
chokeret over den danske lærers måde at tackle børnene og problemerne på.
Efter hendes mening fattede den danske lærer ikke en bønne om pædagogik.

Undersøgelser viser, at små børnehaver har færre urolige børn, end
mellemstore har. Sådanne forhold er det dælme svært som forældre at gøre
noget ved.

Og måske er det heller ikke først og fremmest børnene, der er noget i vejen
med! Måske vores børn faktisk reagerer aldeles sundt og fornuftigt på de
forhold vi byder dem.

Mvh. Lisbeth



Erik Olsen (02-11-2002)
Kommentar
Fra : Erik Olsen


Dato : 02-11-02 00:48

Web.Woman wrote:
> "Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
> news:aptj38$l61$1@sunsite.dk...
>
>> Udmeldinger fra bl. a. skoler og skolelærere tyder meget på det.
>
> Hmmm..... og flere meldinger lyder på, at nutidens skolelærere er
> elendigt uddannede - at de mangler pædagogisk kunnen. Foruden faglig
> viden om de emner, der undervises i. Og inkompetente lærere er ikke
> nemme at slippe af med, hvis de først er blevet ansat i det danske
> skolevæsen.

Jeg kan kun sige at de lærere i mine børns skoler, som vi har haft
størst problemer med, har været de gamle udbrændte med mindst 25 års
erfaring.

Jeg vil meget hellere have en yngre lærer som endnu er i stand til at
begejstre og motivere eleverne.

Pas på du ikke forfalder til standard-mudderkastning mod skolelærere i
almindelighed.

> Problembørn er oftest drengebørn. Det er sjældent pigerne, der er
> eller har problemer.

Passer ikke. Der er sikkert flest drenge, men ikke så få piger. Jeg har
tilfældigvis to af dem.

> Er det mon sandsynligt, at forældre giver piger
> en bedre opdragelse end drenge?

Eller blot en traditionel pige-opdragelse: Stille, flink, finder sig i
alt.

> Og måske er det heller ikke først og fremmest børnene, der er noget i
> vejen med! Måske vores børn faktisk reagerer aldeles sundt og
> fornuftigt på de forhold vi byder dem.

Måske - men det er ikke realistisk at forestille sig en lærer (aktiv
undervisningstid) for hver 6-8 elever samt drastisk forøgede bevillinger
til skolernes vedligehold og undervisningsmaterialer. Man bliver nødt
til at forholde sig til virkelighedens verden.

Ikke at jeg finder folkeskolen (som jeg kender den) acceptabel, netop
derfor flyttede vores døtre til en privatskole fra 8. klasse, der er
prioriteringen anderledes og (de fleste af) lærerne aktive og
engagerende. Om de kan deres pædagogik, aner jeg ikke, men hvis det
virker, er jeg tilfreds.

Venlig hilsen
Erik Olsen


Web.Woman (02-11-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 02-11-02 08:37

"Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
news:apv3qi$o8r$1@sunsite.dk...

> Jeg kan kun sige at de lærere i mine børns skoler, som vi har haft
> størst problemer med, har været de gamle udbrændte med mindst 25 års
> erfaring.

Klart.... ethvert fag skal holdes vedlige med efteruddannelse. Og så vidt
jeg ved ofres der heller ikke nævneværdigt mange ressourcer på at
efteruddanne lærere.

> Jeg vil meget hellere have en yngre lærer som endnu er i stand til at
> begejstre og motivere eleverne.

Jeg tror ikke evnen til at motivere og begejstre er større, fordi man er
nyuddannet.

> Pas på du ikke forfalder til standard-mudderkastning mod skolelærere i
> almindelighed.

Jeg mudderkaster mod det samfund, der nedprioriterer uddannelse af
skolelærere og krav til samme. og hvadenten man kan lide det eller ej, så er
fakta jo, at Danmark ligger dårligt placeret hvad angår undervisning af
vores børn.

> > Problembørn er oftest drengebørn. Det er sjældent pigerne, der er
> > eller har problemer.
>
> Passer ikke. Der er sikkert flest drenge, men ikke så få piger. Jeg har
> tilfældigvis to af dem.

Undersøgelser diverse viser ellers, at det i overvejende grad er drenge, der
har problemer eller karakteriseres som værende et problem. Faktisk tre gange
så mange drenge som piger er urolige, forstyrrende og har vanskeligt ved at
forstå almene sociale spilleregler.

Damp og Aspergers syndrom - flere og flere får diagnosen - rammer i
overvejende grad drenge. Når 10 drenge får Aspergers syndrom er kun en pige
ramt.

> Måske - men det er ikke realistisk at forestille sig en lærer (aktiv
> undervisningstid) for hver 6-8 elever samt drastisk forøgede bevillinger
> til skolernes vedligehold og undervisningsmaterialer. Man bliver nødt
> til at forholde sig til virkelighedens verden.

Forstår desværre ikke helt, hvad du skriver her.


Mvh. Lisbeth




Erik Olsen (02-11-2002)
Kommentar
Fra : Erik Olsen


Dato : 02-11-02 11:04

Web.Woman wrote:
>
> Jeg tror ikke evnen til at motivere og begejstre er større, fordi man
> er nyuddannet.

Det var heller ikke helt hvad jeg skrev; jeg skrev "yngre" i modsætning
til lærere med mere end 25 års erfaring som jeg ofte har oplevet som
udbrændte. Jeg mener iøvrigt ikke at udbrændtheden skyldes manglende
efteruddannelse.

> Jeg mudderkaster mod det samfund, der nedprioriterer uddannelse af
> skolelærere og krav til samme. og hvadenten man kan lide det eller
> ej, så er fakta jo, at Danmark ligger dårligt placeret hvad angår
> undervisning af vores børn.

Gør vi nu også det i den grad som du giver udtryk for? Man skal være
opmærksom på hvilken norm man starter ud med, når man vurderer dette.
Det nytter ikke at sammenligne børn på samme alder, hvis de børn man
sammenligner med, starter et år tidligere. I engelsktalende lande bruger
man (formentlig) heller ikke så megen tid på undervisning i fremmedsprog
som vi gør i Danmark. På dette punkt har jeg hørt danske unge fremhævet
positivt.

> Undersøgelser diverse viser ellers, at det i overvejende grad er
> drenge, der har problemer eller karakteriseres som værende et
> problem. Faktisk tre gange så mange drenge som piger er urolige,
> forstyrrende og har vanskeligt ved at forstå almene sociale
> spilleregler.
>
> Damp og Aspergers syndrom - flere og flere får diagnosen - rammer i
> overvejende grad drenge. Når 10 drenge får Aspergers syndrom er kun
> en pige ramt.

Ovenstående er de alvorlige "tilfælde", der er mange grader af
"utilpassethed". Jeg synes man ofte overser mere normale børns
problemer - og især pigernes - fordi man nu har fået nogle etiketter at
hæfte på dem du nævner. De får med andre ord det meste af opmærksomheden
hvilket jeg finder urimeligt.

>> Måske - men det er ikke realistisk at forestille sig en lærer (aktiv
>> undervisningstid) for hver 6-8 elever samt drastisk forøgede
>> bevillinger til skolernes vedligehold og undervisningsmaterialer.
>> Man bliver nødt til at forholde sig til virkelighedens verden.
>
> Forstår desværre ikke helt, hvad du skriver her.

Jeg skriver at det ikke er realistisk at forestille sig
folkeskoleundervisningen og læreruddannelsen opprioriteret væsentligt
som den nuværende politiske situation er og har været længe i Danmark.

Venlig hilsen
Erik Olsen


Web.Woman (03-11-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 03-11-02 08:59


"Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
news:aq07t6$lsc$1@sunsite.dk...

> og hvadenten man kan lide det eller
> > ej, så er fakta jo, at Danmark ligger dårligt placeret hvad angår
> > undervisning af vores børn.

> Gør vi nu også det i den grad som du giver udtryk for?

Ifølge OECD har Danmark flest lærere pr. elev - altså de mindste
klassekvotioner. Det er altså ikke undervisere, vores poder mangler. *S*

Måler man på elevernes faglige kundskaber, ligger danske elever ikke desto
mindre langt nede på listen.

> Man skal være opmærksom på hvilken norm man starter ud med, når man
vurderer
> dette. Det nytter ikke at sammenligne børn på samme alder, hvis de børn
man
> sammenligner med, starter et år tidligere.

Jeg ved ikke, hvornår de forskellige landes børn starter i skole - og du kan
have ret i dit standpunkt et stykke af vejen.

MEN....

OECD tester de 15-årige elevers kunnen. I den alder skal de til - udfra
deres evner, viden, muligheder og interesse - at vælge uddannelsesretning.

Det er elever, der 1-2 år senere går ud af folkeskolen og de har således
ikke ret meget tid tilbage at indhente det forsømte i. Og hvad værre er: de
indhenter det heller ikke!

Gymnasierne har eksempelvis store problemer med elever, der dårligt kan læse
og skrive! 30 af de 200 nye gymnasieelever på Aarhus Katedralskole går til
læsevejleder. Det er dobbelt så mange som for 10 år siden.

Og det fortsætter også efter gymnasiet....

Danmark er nemlig også det land i OECD's undersøgelse, hvor færrest unge
tager en videregående uddannelse. I den alder, hvor det er typisk at have
taget en uddannelse, har omkring ni pct. af danske unge en videregående
uddannelse.

I Tyskland er andelen omkring 19 pct., i Sverige omkring 28 pct., Finland 36
pct., og topscoreren er England med 37,5 pct.

> I engelsktalende lande bruger man (formentlig) heller ikke så megen tid på
> undervisning i fremmedsprog som vi gør i Danmark. På dette punkt har jeg
hørt danske
> unge fremhævet positivt.

OECD's undersøgelser dækker ikke kun engelsktalende lande.

> Jeg skriver at det ikke er realistisk at forestille sig
> folkeskoleundervisningen og læreruddannelsen opprioriteret væsentligt
> som den nuværende politiske situation er og har været længe i Danmark.

Hvorfor dog ikke?

Mvh. Lisbeth




Bodil Grove Christen~ (04-11-2002)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 04-11-02 00:22


"Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> wrote in message
news:aptj38$l61$1@sunsite.dk...
> Web.Woman wrote:
> >
> > Er børn i dag dårligt opdraget?
>
> Udmeldinger fra bl. a. skoler og skolelærere tyder meget på det. De
> væsentligste anker er at mange børn ikke er i stand til at forstå en
> kollektiv besked, at mange børn ikke er i stand til koncentrere sig om
> en given opgave i længere tid end 5-10 minutter, og at mange børn ikke
> er i stand til at fungere i gruppesammenhæng.
>
> Sidstnævnte ses bl. a. ved at de kræver den voksnes opmærksomhed
> ustandseligt, hvilket naturligvis er fysisk umuligt med en lærer og
> 25-28 elever i en klasse.
>
> > Eller er det voksne, der i højere grad end tidligere kræver perfekte,
> > lydefri børn?
>
> På nogle punkter, formentlig. Vi er i hvert fald blevet mere opmærksomme
> på de langsigtede virkninger af opdragelsens midler, derfor løses
> disciplinære her-og-nu problemer ikke længere med et par flade.
>
> I håbet om at det bidrager positivt til barnets udvikling, opdrager
> mange forældre deres børn til at de har krav på 100% opmærksomhed fra
> voksne, hvilket i sig selv umuliggør fredelig klasseundervisning.
> Resultatet er ofte spildte år i skolen.
>
> Selv ikke i en privatskole med lav klassekvotient kan
> opmærksomhedskravet opfyldes. Til gengæld får forældrene lov til at
> betale lidt skolepenge, det plejer at dulme den dårlige samvittighed
> over at barnet intet lærer i skolen.


Mon ikke I to skulle FUTTE over i dk.undervisning.folkeskole?

Og så kan I da få kvalificeret svar på tiltale mht. læreruddannelsens
kvalitet - og hvorfor børn i dag er anderledes opdragede end tidligere.

Mvh.Bodil.



Web.Woman (04-11-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 04-11-02 21:45

"Bodil Grove Christensen" <grovebgc@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:3dc5af8a$0$248$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> Mon ikke I to skulle FUTTE over i dk.undervisning.folkeskole?

Joda... skal nok..... hvis vi altså begynder at diskutere folkeskole i
stedet for dårligt opdragede børn versus dårligt uddannede lærere.

Mvh. Lisbeth





Pia (30-10-2002)
Kommentar
Fra : Pia


Dato : 30-10-02 17:49


"Web.Woman" <anaeitis @ pc.dk> wrote in message
news:3dbec875$0$5753$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> Vil du mon acceptere, at din chef behandler dig sådan, når du gør noget
> vedkommende ikke kan acceptere?
> Mvh. Lisbeth


Vil du mon acceptere, at din chef siger til dig, at du skal tage hue paa,
fordi det er koldt ude? Vil du mon acceptere, at din chef "kysser det
bedre" naar du skaerer dit finger paa et stykke papir?

Man kan vist da ikke sammenligne et forhold med sin chef til forholdet, man
har til sine foraeldre!!

KH

Pia



Web.Woman (30-10-2002)
Kommentar
Fra : Web.Woman


Dato : 30-10-02 18:32

"Pia" <pia.a.reynolds@btinternet.com> skrev i en meddelelse
news:app2gp$3k87t$1@ID-151207.news.dfncis.de...

> Vil du mon acceptere, at din chef siger til dig, at du skal tage hue paa,
> fordi det er koldt ude?

Ja - hvis han gør det rigtigt. Venligt og betænksomt.
Men han vil blive afvist! Jeg bruger aldrig hue - heller ikke når der er
koldt *S*

Og hvis hans reaktion er at trække/skubbe mig ind på mit kontor, lukke døren
og forlange, at jeg ikke kommer ud igen, før jeg er villig til at tage huen
på - så er grænsen overskredet. Det er den også, hvis chefen behandler sit
barn på den måde.

> Vil du mon acceptere, at din chef "kysser det
> bedre" naar du skaerer dit finger paa et stykke papir?

Nej. Fysisk kontakt mellem mig og min chef er ikke acceptabelt.
Men der er andre af mine kolleger, der gerne må gøre sådan.

Afgørende er, om man har situationsfornemmelse til at vide, hvornår noget er
OK, og hvornår det ikke er. Jeg synes eksempelvis det er en forbandet uskik,
når voksne (onkler, tanter, bedsteforældre etc.) tvinger et barn til fysisk
kontakt - også når den er velment og uden for enhver mistanke om
incest/pædofili.

Et barn, der ikke vil kysses og krammes, skal ikke udsættes for voksnes kys
og kram.

> Man kan vist da ikke sammenligne et forhold med sin chef til forholdet,
man
> har til sine foraeldre!!

Nejda. Det kan man ikke.

Men man kan udmærket prøve at overveje, om den behandling man udsætter sit
barn for er en, man selv ville finde sig i at blive udsat for. Eksempelvis
af chefen.

Så vidt holder sammenligningen sørme godt nok.

Og hvis DU ikke bryder dig om at arbejde under forhold, hvor du kun - eller
primært - får at vide, hvad du gør forkert, hvorfor skulle sådanne forhold
så være OK for dit barn?

Endnu vigtigere - hvis der findes mere hensigtsmæssige metoder, hvorfor så
ikke hellere bruge dem?

Mvh. Lisbeth



Sabina Hertzum (29-10-2002)
Kommentar
Fra : Sabina Hertzum


Dato : 29-10-02 14:46

Martinix DK wrote:
> Hej.

hej kara...

> jeg har en søn på 4½ år og han er frisk og rørig som børn er i hans
> alder. Men han er ikke så vild med at høre efter. det ved jeg godt at
> børn i den alder prøver at blive selvstændige og finde egne grænser
> og især prøve mors grænser af, men nu er jeg såden kommet lidt i
> tvivl, for mange gange består min dag ikke i andet end at sige " det
> må du ikke" "nej" og "stop" etc...

lad mig lige lære dig et nyt mantra*GGG* hver gang han er overivrig og du
ikke synes du bestiller andet end at skælde ud så siger du for dig selv 10
gange " det er skønt at have børn"... *G*
ej... spøg til side....

jeg kender fornemmelsen..... nogle dage føler man sig pludselig ikke længere
som mor, men som opdrager.... og det er sku ikke skægt....
måske er tiden moden til at begynde at indføre konsekvenser og
alternativer??
feks hvis han hopper i sofaen så siger du feks.. "jeg vil ikke have du
hopper i sofaen... den er beregnet til at sidde i, ikke hoppe i... hvis du
vil hoppe kan du gå ind i din egen seng og hoppe"
når du siger sådan så trækker du en grænse, fortæller ham hvorfor og
samtidig giver du ham et alternativ....
hvis han stadig ikke lytter kan du indføre konsekvenser.... det kræver blot
at du bemærker hvad din søn nyder allermest lige nu... det kan være
yndlingslegetøjet, tv rettigheder eller andet som han bruger meget tid på
lige nu.... konsekvensen for hans handlinger kan så være at denne
yndlingsting bliver ham frataget i et døgn...... eller mere, afhængig af
hvad der skal til før han reagerer og hvad du har det ok med......

> og så er det jeg tænker om han mon
> prøver at sige mig noget ved at gøre alle ting som han ikke må. han
> vil gerne have opmærksomheden og den får han også men så snart du
> skal noget så er han i gang igen. Je er ked af at skælde ud og tænker
> også på at det må da ødelægge hans selvværd, men hvordan "opdrager "
> man sit barn til ikke at gøre ting såsom ligge på langs ad sofaens
> top eller hoppe rundt i møblerne, smide ting efter os for derefter at
> grine?? Jeg håber at der er nogen der har nogen gode råd.

jeg har givet dig mit bud oven over..... det er den "model" jeg har brugt
med succes på min egen søn.....
det betyder dog ikke at han er helt holdt op med at teste grænser.... og det
forventer jeg skam heller ikke.... men det reducerer tiden hvor han gør det
ret så meget....
hvor han førhen sagtens kunne holde hans "testingperiode" over adskillige
dage, hvis ikke uger... så er den nu reduceret til en eller to dage hvor han
lige skal have at vide at "HER går grænsen altså, makker" når han finder ud
af at hans handlinger resulterer i at han i en uge eller en måned ikke må
lege med bedstevennen, eller se tv og spille computer... så kan du ellers
tro han tænker sig om en anden gang.... og de næste 3-10 gange er "truslen"
om konsekvensen rigeligt til at få ham ned på jorden.....
i reglen holder en alvorlig konsekvens ( feks ingen tv i en måned....) ham
på rette spor i 3-4 måneder........ og det er altså længe fint for mig*G*

jeg vil i øvrigt lige sige at jeg sjældent sender ham på værelset som
straf.... jeg har den holdning at værelset skal være et rart sted at være
for ungerne, ikke en straf.......
det er sket enkelte gange, hvor det feks har været i forbindelse med at han
har talt rigtig grimt til mig, og jeg absolut ikke gider høre på det.... så
får han at vide han kan gå ind på værelset og blive der indtil han har noget
pænt at sige til mig.......
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.



June Last (30-10-2002)
Kommentar
Fra : June Last


Dato : 30-10-02 09:44

Jeg har lige gennemlæst de svar der er kommet, de rummer en masse godt
og efter min helt personlige mening også noget rigtig skidt. Man må
aldrig nogen sinde forgribe sig fysisk på sit barn. Den eneste
undtagelse er, hvis man skal rede sit barn fra fx. at blive kørt over
i trafikken. Jeg er også meget uenig i at man i øvrigt "straffer" sit
barn, og jo jeg begår også fejl og er en dårlig mor ! - men det fører
ingen steder hen at ydmyge/håne og hvad vi forældre i desperation og
uvidenhed ellers finder på. Jeg har gennem årene fundet ganske enkelte
rutiner i hverdagen der i en meget stor udstrækning "bærer frugt" og
hverdagen små og store problemer bliver vendt og i langt de fleste
tilfælde er udfaldet positivt. Jeg har beviserne omkring mig da mine
børn i alderen 8 - 20 er levende eksempler på mine "eksperimenter".
Barnet i den alder der her tales om (børnehavealderen) er så åbner og
modtagelige at man åbenlyst og efter utrolig kort tid mærker bedring,
hvis man som voksen kan skabe overskuddet til at "sadle om" og holde
fast i de nye tiltag, det er faktisk det der i første omgang er det
sværeste. Sørg for at skabe så meget ro i hverdagen som overhovedet
muligt. Gå jeres dag igennem og overvej hvordan du som voksen kan være
til stede på den måde du ønsker. Som eksempel kan det være - At stå op
et kvarter før og selv være helt færdig til at gå ud af døren -
planlægge de opgaver der er i løbet af dagen - kort sagt vælge
praktisk struktur så der bliver frigjort resurser til at være
nærværende.
Et godt råd - afsæt 1/2 time hver aften når barnet er i seng( vi
overlever at gå glip af TV kiggeri m. v) gennemgå jeres dag og brug
gerne et stykke papir til at få hold på de plusser og minusser der har
været - glæd dig over det der var "rigtigt" og tænk over hvorfor.
Ligeledes med de negative situationer, fordyb dig ikke i dem men vælg
i dit sind, hvordan den situation skal se ud, når den opstår igen,
efter et par aftner er det noget der er overstået på kort tid, og brug
så den resterende tid til de praktiske gøremål der kan laves om
aftenen og "gir tid" næste morgen - madpakken - tjekke tasken - finde
tøj frem - herunder også "voksenting".
Det er i overgangen (fra kaos til ro) meget vigtig for barnet med et
genkendeligt mønster i hverdagen, og det kan ovenstående være med til
at skabe.
Jeg er 200% enig i at det bedste man som forældre kan gøre for sit
barn er at fjerne ordet - ikke - En god forklaring på, hvorfor det
virker, er at forestille sig hvilket billedet dit barn danner ved det
du siger, og derved fortælle netop det der skaber det "rigtige
billede".
Situation: Barnet rækker ud efter en kande med saftevand ! - "Pas nu
på du ikke spilder " ( barnet ser saft ud over det halve af bordet) -
"Fyld glasset halvt op, så kan du tage mere hvis du får lyst"( barnet
ser glasset med saft, oplever at det er set og dets behov er tydelig
for den voksne)
Ordet - Jeg - er næsten lige så vigtigt, når man vil have barnet til
at reagere positivt på det man siger. At holde det man ber barnet om
"hjemme hos sig selv" giver barnet den gode oplevelse, - at barnet ved
det er det den voksne vil have, ansvaret er hos den voksne og det er
ikke barnet man kritiserer, men den handling man gerne vil have lavet
om på . Altså er starten på en sætning. Jeg vil gerne have at du ....!
( er man konsekvent og bruger den - er det næsten som trylleri!)
Vær meget bevist om der i den enkelte situation er nogen valgmulighed
for barnet . Fx. afhentning i børnehaven " Vil du med hjem ... ?
Øhhh.. så er det jeg spørger mig selv har barnet et val? Nej vel.. men
siger du. "Jeg vil gerne have dig med hjem", så fortæller du både at
du bestemmer og at du er nærværende.
Nu har jeg nævnt det med, at vi skal være nærværende nogle gange. I
kølvandet på det er det også meget vigtigt at vi altid overholder det
vi lover. Ofte har en af mine børn fået nogle rigtige dårlig
oplevelser når jeg (på grund af manglende nærvær og overskud) har
givet tilsagn - lovet - sagt måske .. i morgen - lige om lidt ! Nu
siger jeg (ved den mindste tvivl om hvorvidt jeg kan holde det jeg
ellers skulle i gang med at love) - Det vil jeg gerne tænke over, jeg
svarer dig på det og det tidspunkt.... eller nej ... eller ja, det gør
vi kl. 15. Og så er det lige så vigtigt for mig at "overholde" også
hvis min bedste veninde er i telefonen og lige har brug for at snakke
!
Når og hvis vi mister kontrollen i en given situation, er jeg
ligeledes meget enig med at det er en af de dårligste løsninger at
gøre værelset til "straffe-stedet". Set med mine øjne er det bedste
valg at den voksne forlader stuen.. køkkenet eller hvor nu situationen
opstår med det klare formål at vende tilbage igen når det man vil opnå
er til stede.. man kan fx. sige: "Jeg vil gerne ha du henter mig, når
vi kan tale pænt sammen igen" - eller "Jeg vil gerne du siger til når
du vil have min hjælp igen !" eller "jeg kommer igen om lidt, jeg har
lige brug for lidt ro !".
Ord, ord, ord... vi har brug for dem, men som du kan se her kan der
hurtigt blive mange.. Så husk også stilheden.. at fastholde knuset
lidt længere og kigge ekstra dybt i barnets øjne, så det ser dig
smile i sjælen og uden ord sige: Kære barn, jeg elsker dig for den du
er !
Kærligst June

On Tue, 29 Oct 2002 14:46:26 +0100, "Sabina Hertzum"
<sabina@mandezonen.dk> wrote:

>Martinix DK wrote:
>> Hej.
>
>hej kara...
>
>> jeg har en søn på 4½ år og han er frisk og rørig som børn er i hans
>> alder. Men han er ikke så vild med at høre efter. det ved jeg godt at
>> børn i den alder prøver at blive selvstændige og finde egne grænser
>> og især prøve mors grænser af, men nu er jeg såden kommet lidt i
>> tvivl, for mange gange består min dag ikke i andet end at sige " det
>> må du ikke" "nej" og "stop" etc...
>
>lad mig lige lære dig et nyt mantra*GGG* hver gang han er overivrig og du
>ikke synes du bestiller andet end at skælde ud så siger du for dig selv 10
>gange " det er skønt at have børn"... *G*
>ej... spøg til side....
>
>jeg kender fornemmelsen..... nogle dage føler man sig pludselig ikke længere
>som mor, men som opdrager.... og det er sku ikke skægt....
>måske er tiden moden til at begynde at indføre konsekvenser og
>alternativer??
>feks hvis han hopper i sofaen så siger du feks.. "jeg vil ikke have du
>hopper i sofaen... den er beregnet til at sidde i, ikke hoppe i... hvis du
>vil hoppe kan du gå ind i din egen seng og hoppe"
>når du siger sådan så trækker du en grænse, fortæller ham hvorfor og
>samtidig giver du ham et alternativ....
>hvis han stadig ikke lytter kan du indføre konsekvenser.... det kræver blot
>at du bemærker hvad din søn nyder allermest lige nu... det kan være
>yndlingslegetøjet, tv rettigheder eller andet som han bruger meget tid på
>lige nu.... konsekvensen for hans handlinger kan så være at denne
>yndlingsting bliver ham frataget i et døgn...... eller mere, afhængig af
>hvad der skal til før han reagerer og hvad du har det ok med......
>
>> og så er det jeg tænker om han mon
>> prøver at sige mig noget ved at gøre alle ting som han ikke må. han
>> vil gerne have opmærksomheden og den får han også men så snart du
>> skal noget så er han i gang igen. Je er ked af at skælde ud og tænker
>> også på at det må da ødelægge hans selvværd, men hvordan "opdrager "
>> man sit barn til ikke at gøre ting såsom ligge på langs ad sofaens
>> top eller hoppe rundt i møblerne, smide ting efter os for derefter at
>> grine?? Jeg håber at der er nogen der har nogen gode råd.
>
>jeg har givet dig mit bud oven over..... det er den "model" jeg har brugt
>med succes på min egen søn.....
>det betyder dog ikke at han er helt holdt op med at teste grænser.... og det
>forventer jeg skam heller ikke.... men det reducerer tiden hvor han gør det
>ret så meget....
>hvor han førhen sagtens kunne holde hans "testingperiode" over adskillige
>dage, hvis ikke uger... så er den nu reduceret til en eller to dage hvor han
>lige skal have at vide at "HER går grænsen altså, makker" når han finder ud
>af at hans handlinger resulterer i at han i en uge eller en måned ikke må
>lege med bedstevennen, eller se tv og spille computer... så kan du ellers
>tro han tænker sig om en anden gang.... og de næste 3-10 gange er "truslen"
>om konsekvensen rigeligt til at få ham ned på jorden.....
>i reglen holder en alvorlig konsekvens ( feks ingen tv i en måned....) ham
>på rette spor i 3-4 måneder........ og det er altså længe fint for mig*G*
>
>jeg vil i øvrigt lige sige at jeg sjældent sender ham på værelset som
>straf.... jeg har den holdning at værelset skal være et rart sted at være
>for ungerne, ikke en straf.......
>det er sket enkelte gange, hvor det feks har været i forbindelse med at han
>har talt rigtig grimt til mig, og jeg absolut ikke gider høre på det.... så
>får han at vide han kan gå ind på værelset og blive der indtil han har noget
>pænt at sige til mig.......
>--
>Knus Sabina
>
>www.MandeZonen.dk
>Danmarks førende mandeportal.
>
>

--
Kærligst June

Jacobsen (30-10-2002)
Kommentar
Fra : Jacobsen


Dato : 30-10-02 18:37

"June Last" <Junelast@hotmail.dk> skrev i en meddelelse
news:3dbf8caf.6029995@news.tele.dk...

> En god forklaring på, hvorfor det
> virker, er at forestille sig hvilket billedet dit barn danner ved det
> du siger, og derved fortælle netop det der skaber det "rigtige
> billede".
> Situation: Barnet rækker ud efter en kande med saftevand ! - "Pas nu
> på du ikke spilder " ( barnet ser saft ud over det halve af bordet) -
> "Fyld glasset halvt op, så kan du tage mere hvis du får lyst"( barnet
> ser glasset med saft, oplever at det er set og dets behov er tydelig
> for den voksne)

Det er en meget, meget god måde at forklare det på!
Og du har helt ret! Det visuelle billlede vores ord kan skabe, påvirker
meget stærkt.

> Jeg vil gerne have at du ....!
> ( er man konsekvent og bruger den - er det næsten som trylleri!)

Yes.. du har ret igen!

> Vær meget bevist om der i den enkelte situation er nogen valgmulighed
> for barnet . Fx. afhentning i børnehaven " Vil du med hjem ... ?
> Øhhh.. så er det jeg spørger mig selv har barnet et val? Nej vel.. men
> siger du. "Jeg vil gerne have dig med hjem", så fortæller du både at
> du bestemmer og at du er nærværende.

Du har helt ret igen!

Det var inspirerende, tankevækkende og lærerigt at læse dit indlæg!

Mvh. Lisbeth



June Last (04-11-2002)
Kommentar
Fra : June Last


Dato : 04-11-02 23:56

On Wed, 30 Oct 2002 18:37:03 +0100, "Jacobsen" <lisbeths@paradis.dk>
wrote:


>
>Det var inspirerende, tankevækkende og lærerigt at læse dit indlæg!
>
>Mvh. Lisbeth
>
>

Tak for de store ord, det er en af de første indlæg jeg har kastet mig
ud i . jeg er helt ny i forhold til nyhedsgruppe, og kan jo se at
"man" kan få en temmelig hård modtagelse/opfølgning i disse grupper.
Alene at finde rundt i "det tekniske" kan være vanskeligt som
nybegynder. Men efter din tilkendegivelse vil jeg så absolut bidrage
en anden gang. Og prøve at "lukke øjnene" når der er personer der
parlamenterer alene for diskusionen .
Endnu engang - Tak for det !
Kærligst June.


--
Kærligst June

Ditte Roldborg (05-11-2002)
Kommentar
Fra : Ditte Roldborg


Dato : 05-11-02 00:25

June Last <Junelast@hotmail.dk> wrote:

> Tak for de store ord, det er en af de første indlæg jeg har kastet mig
> ud i . jeg er helt ny i forhold til nyhedsgruppe, og kan jo se at
> "man" kan få en temmelig hård modtagelse/opfølgning i disse grupper.
> Alene at finde rundt i "det tekniske" kan være vanskeligt som
> nybegynder. Men efter din tilkendegivelse vil jeg så absolut bidrage
> en anden gang. Og prøve at "lukke øjnene" når der er personer der
> parlamenterer alene for diskusionen .
> Endnu engang - Tak for det !
> Kærligst June.

Jeg synes absolut også, at dit indlæg er rigtig godt at læse!
Inspirerende og tankevækkende.

--
Dittelit

Tomas O. (04-11-2002)
Kommentar
Fra : Tomas O.


Dato : 04-11-02 20:45

Junelast@hotmail.dk (June Last) wrote in
news:3dbf8caf.6029995@news.tele.dk:
SNIP

Det er fanme smukt!

Tomas

June Last (05-11-2002)
Kommentar
Fra : June Last


Dato : 05-11-02 00:20

On Mon, 4 Nov 2002 19:45:15 +0000 (UTC), "Tomas O." <tfo@gmx.net>
wrote:

>Junelast@hotmail.dk (June Last) wrote in
>news:3dbf8caf.6029995@news.tele.dk:
>SNIP
>
>Det er fanme smukt!
>
>Tomas

Uhaa.. Tomas .....jeg har lige reflekteret på et andet svar til mit
indlæg og nu dette oveni .. med mindre du er sarkastisk (hvad jeg i
først omgang troede.. men så besluttede jeg mig for at være positiv,
og tage det "gog i nøden" det så måtte være, hvis min første
indskydelse - skulle vise sig at være den rigtige.) vil jeg takke for
rosen.. hvor er det dejligt at ens hårdt tjente erfarringer kan sende
lidt positivt videre. Jeg bliver bare lidt forlegen da jeg ikke ikke
er vant til denne her form for meget direkte forum ! Så tak du !
Nu vrøvler jeg igen .. SLUT ! - Ha en dejlig dag !
Kærligst
June Last
--
Kærligst June

Tomas O. (06-11-2002)
Kommentar
Fra : Tomas O.


Dato : 06-11-02 12:00

Junelast@hotmail.dk (June Last) wrote in
news:3dc6fec9.49371504@news.tele.dk:

> On Mon, 4 Nov 2002 19:45:15 +0000 (UTC), "Tomas O." <tfo@gmx.net>
> wrote:
>
>>Junelast@hotmail.dk (June Last) wrote in
>>news:3dbf8caf.6029995@news.tele.dk: SNIP
>>
>>Det er fanme smukt!
>>
>>Tomas
>
> Uhaa.. Tomas .....jeg har lige reflekteret på et andet svar til mit
> indlæg og nu dette oveni .. med mindre du er sarkastisk (hvad jeg i
> først omgang troede.. men så besluttede jeg mig for at være positiv,
> og tage det "gog i nøden" det så måtte være, hvis min første
> indskydelse - skulle vise sig at være den rigtige.) vil jeg takke for
> rosen.. hvor er det dejligt at ens hårdt tjente erfarringer kan sende
> lidt positivt videre. Jeg bliver bare lidt forlegen da jeg ikke ikke
> er vant til denne her form for meget direkte forum ! Så tak du !
> Nu vrøvler jeg igen .. SLUT ! - Ha en dejlig dag !

Det var skam alvorligt ment

Tomas

Tomas O. (04-11-2002)
Kommentar
Fra : Tomas O.


Dato : 04-11-02 20:43

"Martinix DK" <martinko@post4.tele.dk> wrote in
news:3dbe77e5$0$34806$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk:

> Hej.
>
> jeg har en søn på 4½ år og han er frisk og rørig som børn er i hans
> alder. Men han er ikke så vild med at høre efter. det ved jeg godt at
> børn i den alder prøver at blive selvstændige og finde egne grænser og
> især prøve mors grænser af, men nu er jeg såden kommet lidt i tvivl,
> for mange gange består min dag ikke i andet end at sige " det må du
> ikke" "nej" og "stop" etc...og så er det jeg tænker om han mon prøver
> at sige mig noget ved at gøre alle ting som han ikke må. han vil gerne
> have opmærksomheden og den får han også men så snart du skal noget så
> er han i gang igen. Je er ked af at skælde ud og tænker også på at det
> må da ødelægge hans selvværd, men hvordan "opdrager " man sit barn til
> ikke at gøre ting såsom ligge på langs ad sofaens top eller hoppe rundt
> i møblerne, smide ting efter os for derefter at grine?? Jeg håber at
> der er nogen der har nogen gode råd.

Da min steddatter var i den alder havde vi nøjagtigt samme problem. Vi
skulle råbe temmelig højt og anklagede hende for at have halm i ørerne.

Vi fik temmelig dårlig samvittighed da vi fik mistanbke til at hun havde
nedsat hørelse og tog hende til ørelægen der lagde dræn ind fordi hendes
hørelse var nedsat med 60% på begge ører pga. væsketryk i ørerne.

Da drænet var lagt ind tog det nogle måneder for pigen at vænne sig til at
hun rent faktisk kunne høre uden støj. Det krævede lide lidt tålmod fra
vores side at vente på at hun vænnede sig til det og vi skulle flre gange
gribe os selv i at råbe af hende.

Hilsen
Tomas

Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408929
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste