"Live4Him" <au_536@lite.dk> mælte sligt:
>Hvad er salmens budskab og hvad siger teksten den enkelte ?
>Er sorg og glæde forbundne, og hvordan skal man tackle sorg som en kristen ?
Bare for sjov. Da jeg skulle op til eksamen i kristendom her i vinters
udarbejdede vi i min læsegruppe mindre gennemgange af alle de tekster,
vi opgav. Jeg skulle lave et oplæg til en gennemgang af "Sorrig og
glæde", og det kan jeg da passende gengive her. Det er sikkert
væsentligt mindre opbyggeligt, end du kunne ønske, men om ikke andet, så
skulle det være velfunderet rent fagligt
[citat]
TXT 37: Kingo: Sorrig og glæde (1681, DDS. 41)
En salme fra anden del af Kingos "Aandeligt Sjungekor", affattet i 1681,
der omhandler det jordiske livs uforudsigelige skiften mellem lykke og
ulykke - dets forgængelighed. Tonen er verdenstræt og forsagende.
Thomas Kingo (1634-1703) var en dansk digter og præst og fra 1677 biskop
over Fyns stift. Han er den store danske barok-digter og skrev en stor
mængde salmer, som han udgav i to omgange i første og anden del af sin
andagtsbog, "Aandeligt Sjungekor". Han var en ivrig fortaler for
kongehuset og kongen, til hvem han også skrev en række lejlighedsdigte.
I den salmebog, der udgaves i 1699 og som grundlagde en ny
salmetradition i Danmark kunne 86 af de 297 salmer tilskrives Kingo, der
således har fået en afgørende indflydelse på århundreders kirkeliv og
religiøs digtning.
Den danske salmetradition, som Kingo både står i og på sin vis
grundlægger kan ses som et resultat af Luthers nye gudstjenesteordning,
hvor der lægges stor vægt på netop salmerne. Disse gjorde forkyndelsen
dobbeltsidig, idet menigheden gennem salmerne forkyndte til præsten.
Barokken varede som stilepoke fra ca. 1600 til 1750 og ligger således
mellem renæssance og rokoko. Den karakteriseres ved dens dyrkning af det
pompøse i svulmende former og dens herliggørelse af kirken og den
enevældige fyrstes suveræne magt. Stikord: pompøs, metaforisk, besjæling
af abstrakter, modsætnings- og spændingsfuld
Kingos salmer er højdepunktet af dansk barokdigtning og indeholder i sig
alle dennes klassiske træk. I stil med barokkens ånd anvender han gerne
storladne billeder og stærke kontraster (som i gotikkens arkitektur).
Disse ovennævnte virkemidler går også igen i denne salme. Jordelivets
forgængelighed (og forfængelighed!) kontrasteres med himmelens
bestandighed og sandhed. Man kan tillige bemærke, at selvom de store
kontraster (og dermed uroen) påkaldes, så præges salmen af en
grundlæggende harmonisk stemning, hvor syndsbevidsthed og dødsangst
opvejes af tillid til Gud.
Strofe 1: Modsætninger
Grundtemaet lægges an og antiteserne sættes i spil: sorrig og glæde,
lykke og ulykke, medgang og modgang, solskin og skyer - alle disse
veksler uophørligt og uforudsigeligt på jorden, der kontrasteres med
himmelen, hvor tilværelsen ikke indeholder disse skift og bestandig er
"salighed". Stilmæssigt klassisk for barokken er også besjælingen af de
abstrakte begreber, der her både kan "vandre", "gange" og "følges ad".
Strofe 2-5: Den illusoriske lykke
Disse strofer fokuserer på den dennesidige lykke, der beskrives som nok
storslået og ophøjet, men samtidig hul, uegentlig og af skin-karakter.
Jordelivets modsætninger påkaldes igen til at forkynde den dennesidige
verdens ufuldkommenhed modsat himmelen, hvis ensartethed og
ikke-splittethed gennemgående fremsættes i hver strofes sidste linie.
Strofe 2 kan fremhæves deri, at Kingo selvfølgelig som helhjertet støtte
af den enevældige konge sørger for at pointere overfor folket, som denne
salme jo en gang skal synges af, at livet som konge skam heller ikke
blot er en dans på roser.
I en sætning som "kongernes bo er skøn uro" opnås en beskrivelse af stor
effekt ved at sammensætte to betydninger (skønhed og uro), der normalt
tænkes modsat hinanden - et klassisk baroktræk. I strofe 3 beskrives
sorgen som et menneskeligt grundvilkår, for såvel fattig som rig, i
denne verden, som ikke ophører før i himmelen. I strofe 4 er temaet
forgængelighed og i strofe 5 den skin-agtige og modsætningsfyldte ved
denne verden.
Strofe 6: Eskatologi
Her kommer det digteriske modsvar til det gamle testamentes eskatologi
og Åbenbaringsbogens kapitel 21. Kingo profeterer, at denne verdens
"minus-poler" skal vendes til den fremtidige verdens "plus-poler" -
angst skal blive til glæde, armod til rigdom, svaghed til sundhed,
hvormed overgangen til himmelen formidles. Ordet "avind" betyder "nag"
eller "had" og stedet hvor det skal være fængslet, "vrå", betyder en
afkrog eller generelt et afsidesliggende sted.
Strofe 7: Tillid til Gud
Bevidstheden om denne fremtidige forandring skal lede til tillid til Gud
og dermed accept af den nuværende verdens splittethed gennem den faste
tiltro til, at Gud handler viseligt og til det bedste. Med det
ovennævnte håb tør man binde an med verdens omskiftelighed - man har jo
salighedsvisheden.
Salmen her giver udtryk for en konkret totalforkyndelse - alt hvad
folket strengt taget behøver at vide er indeholdt her: "Verden er nok
ikke ideel nu, men det vil den blive via Guds mellemkomst, så sæt derfor
din tillid til Ham!" - denne tillid er netop hvad "tro" i luthersk
forstand går ud på. Der afkræves ikke tilhøreren nogen bestemt opførsel,
men blot en overbevisning om og stolen på, at Gud vil handle, som han
har lovet.
[citat slut]
--
=-=-=-= "Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder =-=-=-=
* Rasmus Underbjerg Pinnerup <> }{obbes (ICQ UIN="4070320") *
* hobbes@post1.tele.dk <>
http://home1.inet.tele.dk/hobbes/index.html *
=-=-=-=-=-= Da er livet ej så svært, døden ikke heller." =-=-=-=-=-=