---

Kære gruppe
Vi er et foældrepar som er meget bekymrede. Vores dreng på 20 måneder er jo
selvfølgelig vores lille guldklump, men han har tillagt sig en irretterende
vane. Når han ikke får sin vilje er han begyndt at slå, både på kroppen og
gerne i ansigtet. Vi siger lad være og det må du ikke på en meget bestemt
måde, men han slår bare videre.
Er der nogen der har ligende erfaringer og evt. et forslag til hvordan man
på en god og ordentlige måde kan få ham til at forstå at det må han ikke.
Man kan se på ham at han udemærket godt ved at man ikke på slå og at han
egentlig gør noget galt.
Håber på snarlig svar.

Hilsen
Rikke

---

Rikke Krogh <rb@slet_dette_nama.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3d76072e$0$59296$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Kære gruppe
> Vi er et foældrepar som er meget bekymrede. Vores dreng på 20 måneder er
jo
> selvfølgelig vores lille guldklump, men han har tillagt sig en
irretterende
> vane. Når han ikke får sin vilje er han begyndt at slå, både på kroppen og
> gerne i ansigtet. Vi siger lad være og det må du ikke på en meget bestemt
> måde, men han slår bare videre.
> Er der nogen der har ligende erfaringer og evt. et forslag til hvordan man
> på en god og ordentlige måde kan få ham til at forstå at det må han ikke.
> Man kan se på ham at han udemærket godt ved at man ikke på slå og at han
> egentlig gør noget galt.
> Håber på snarlig svar.
>
> Hilsen
> Rikke

Hej Rikke
Det er slet ikke unormalt. Han er kommet i den trodsalder, som ofte kommer i
ca. 18 mdrs. alderen. Det er selvfølgelig ikke alle, der slår, nogle bliver
"bare" skruphysteriske og smider sig ned på fortovet og skriger, så det er
ligefør at de forbipasserende tilkalder børneværnet.
Jeg synes bare, du skal tage det roligt, bliv ved med venligt men bestemt at
sige AV! det gør ondt, du må ikke slå, fordi det gør ondt. Jeg ved godt, at
det er det, I allerede gør, men ting tager tid, bliv ved med at sig det til
ham. Han udforsker grænser og det er slet ikke nok for sådan en lille fyr at
I siger det til ham hverken 1 eller 10 gange.
Jeg har selv 4 unger og de 3 har gjort som din og de er alle holdt op igen.
MVH Rikke

--
Du kan finde ideer til aftensmaden,
aktiviteter med ungerne, sparetips,
læse om hjemmefødsler og meget
mere på:
www.rikkebachmann.webbyen.dk

>
>

---

> Jeg synes bare, du skal tage det roligt, bliv ved med venligt men bestemt
at
> sige AV! det gør ondt, du må ikke slå, fordi det gør ondt. Jeg ved godt,
at
> det er det, I allerede gør, men ting tager tid, bliv ved med at sig det
til
> ham. Han udforsker grænser og det er slet ikke nok for sådan en lille fyr
at
> I siger det til ham hverken 1 eller 10 gange.

Jeg kan ikke være mere uenig. Mener du virkelig man bare skal blive ved med
at sige nej, nej, nej og nej igen, ud i det uendelige?

Når et barn gør noget så forkert som at slå ,så mener jeg, at man for alvor
bør trække granserne op. Selvfølgelig skal man starte med at sig "det må du
ikke" eller hvad man nu siger. Hjælper det ikke, mener jeg straks man bør
stramme tonen an. Næste skridt må så være at give en forskrækkelse, der kan
få barnet til at forstå at "når du slår mig, så reagerer jeg altså ved at
blive vred".

Og ja, han afprøver grænser. Ingen tvivl om det. Så er det vel også rimeligt
at gøre det klart at den grænse kan ikke overskrides. Bliver man ved med at
sige nej, ender det da med at der kommer en grænse.

Så kort og godt mener jeg at man skal sige fra med det samme. Og gøre det på
en måde der hurtigt får barnet til at forstå at det er MEGET forkert at slå.

Mvh
Kasper K

---

Kasper Katzmann <kasper@katzman.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:al8fo4$nmr$1@sunsite.dk...
> > Jeg synes bare, du skal tage det roligt, bliv ved med venligt men
bestemt
> at
> > sige AV! det gør ondt, du må ikke slå, fordi det gør ondt. Jeg ved godt,
> at
> > det er det, I allerede gør, men ting tager tid, bliv ved med at sig det
> til
> > ham. Han udforsker grænser og det er slet ikke nok for sådan en lille
fyr
> at
> > I siger det til ham hverken 1 eller 10 gange.
>
> Jeg kan ikke være mere uenig. Mener du virkelig man bare skal blive ved
med
> at sige nej, nej, nej og nej igen, ud i det uendelige?
>
> Når et barn gør noget så forkert som at slå ,så mener jeg, at man for
alvor
> bør trække granserne op. Selvfølgelig skal man starte med at sig "det må
du
> ikke" eller hvad man nu siger. Hjælper det ikke, mener jeg straks man bør
> stramme tonen an. Næste skridt må så være at give en forskrækkelse, der
kan
> få barnet til at forstå at "når du slår mig, så reagerer jeg altså ved at
> blive vred".
>
> Og ja, han afprøver grænser. Ingen tvivl om det. Så er det vel også
rimeligt
> at gøre det klart at den grænse kan ikke overskrides. Bliver man ved med
at
> sige nej, ender det da med at der kommer en grænse.
>
> Så kort og godt mener jeg at man skal sige fra med det samme. Og gøre det
på
> en måde der hurtigt får barnet til at forstå at det er MEGET forkert at
slå.
>
> Mvh
> Kasper K

Ved at blive ved med at sige nej, accepterer du da heller ikke at ungen
slår.
Jeg kan ikke forstå, hvordan du kan få mit indlæg til at lyde som om jeg
ikke har sagt klart fra, men det er altså bare ikke altid at den "siver" ind
første eller for den sags skyld 10 gang. Små børn skal jo have tingene af
vide rigtig mange gange og tålmodighed er altså en nødvendighed, når man har
med den størrelse at gøre.
Hvis ikke jeg skal sige nej, hvad skal jeg så gøre???? Jeg tvivler på, at
jeg gavner ret meget ved at råbe ungen ind i hovedet og du kunne vel heller
ikke finde på at slå igen vel?
Du skriver selv, at så må man stramme tonen an, javel selvfølgelig skal man
ikke ligefrem grine mens man siger nej, men omvendt kan jeg altså heller
ikke se noget fornuft i at ungen bliver bange og det er hvad der sker, hvis
man lyder for bister, man kan sagtens være venlig OG bestemt på en gang.
MVH Rikke

--
Du kan finde ideer til aftensmaden,
aktiviteter med ungerne, sparetips,
læse om hjemmefødsler og meget
mere på:
www.rikkebachmann.webbyen.dk

>
>

---

"Vagn Torup & Rikke Bachmann" <vagntorup@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:ca2e9.49$OC.1511@news.get2net.dk...

Hej Rikke :0)

> Hvis ikke jeg skal sige nej, hvad skal jeg så gøre????

Trække en grænse - bliver et nej ikke forstået, må man
sørge for at det bliver det. Sådan er det da overfor alle
mennesker, man lader dem da ikke bare vade ind over
én og gøre som det passer dem, mens man gentager
et nej, som var det et mantra uden mening/effekt eller
virkning.

Barnet lærer så bare, at et nej er et ligegyldigt ord,
der blot siges for at blive sagt og ingen konsekvenser
fører med sig.

> Jeg tvivler på, at
> jeg gavner ret meget ved at råbe ungen ind i hovedet og du kunne vel
heller
> ikke finde på at slå igen vel?

Verden er så mangfoldig, der er mange muligheder.

> Du skriver selv, at så må man stramme tonen an, javel selvfølgelig skal
man
> ikke ligefrem grine mens man siger nej, men omvendt kan jeg altså heller
> ikke se noget fornuft i at ungen bliver bange og det er hvad der sker,
hvis
> man lyder for bister

På et tidspunkt skal barnet alligevel lære, at opfører
man sig sådan overfor andre mennesker, så reagerer
de netop med at blive både bistre og hidsige og evt.
voldelige. Opdragelse er andet og mere end at ville
være "den flinke forælder" - det er et langsigtet
projekt hvor man med succes kan se tingene i et
større perspektiv.

Hvad sker der, hvis barnet lærer at nej ingen mening
har? Kan barnet så som voksen respektere andres
nej? Hvad sker der hvis barnet som 13 årig slår
en anden - mon ikke han/hun vil opleve, at der er
endog særdeles stor sandsynlighed for, at der bliver
slået igen?

Hvis mine børn slog/bed eller lignende da de var små,
så sagde jeg nej - første gang. Gjorde de det igen,
blev jeg vred og ophidset og gentog mit nej, vredt og
ophidset. Skete det endnu en gang, så råbte jeg af dem,
satte dem for dem selv og viste på alle mulige måder
med ord og kropssprog, at jeg ikke ville være sammen
med dem, jeg plantede dem evt. på deres værelse og
tvang dem til at blive der, ved at sætte dem derind, hver
gang de ville gå ud. Og så må jeg erkende, at det aldrig er
kommet videre - så jeg kan ikke nikke genkendende til
at ting af den karakter skal siges f.eks. 10 gange.

Til gengæld har jeg ingen anelse om, hvordan man får
dem til at rydde op på deres værelse, uden at man skal
bede dem om det *G* - de "glemmer". Jesus, siger jeg
bare. Det er meget nemmere at lære dem tingene mens
de er små, når først de er blevet f.eks. 12-13 år, så
begynder det altså at blive svært. Så det er bare at
"smede mens jernet er varmt" og lære dem så meget som
muligt, mens de stadig synes at mor og far er verdens
navle *S*. Jeg skulle have lært mine unger at holde orden
og rydde op, fra de var helt små - det gjorde jeg ikke,
og gud for det var og er ris til min egen røv, godt at
smilet er opfundet.

Tusinde hilsner
Søs

---

Sott <sott_s@hotmail.com> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3d78e192$0$27655$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> "Vagn Torup & Rikke Bachmann" <vagntorup@get2net.dk> skrev i en meddelelse
> news:ca2e9.49$OC.1511@news.get2net.dk...
>
> Hej Rikke :0)
>
> > Hvis ikke jeg skal sige nej, hvad skal jeg så gøre????

Hej Søs
Nu var det nu ikke mig, der havde problemet, det var ment som et spørgsmål
til Kasper, som tydeligvis havde en helt anden mening om opdragelse end mig.
Det hænder skam også, at jeg råber, men jeg ser det som en falliterklæring,
da jeg med mine 4 unger har erfaret, at jeg ikke når en milimeter længere
med at råbe end ved ikke at gøre det.
Ingen af mine bider mere, den 3 årige slår indimellem, men slet ikke i en
grad som jeg finder noget problem. Han ved godt han ikke må, men han er en
hidsig rad og når han gør det, siger jeg, at han skal holde op, fordi det
gør ondt.
Jeg synes nogen gange, at der er en tendens til at "småting" lige pludselig
bliver gjort til store problemer og jeg synes altså ikke, at det at et 2-3
årigt barn slår i vrede er noget større problem.
Mine to store på 4½ og 6 år er da for længst holdt op og argumenterer for
deres vilje i stedet for at bruge vold, så det kan sagtens lade sig gøre
uden at blive hidsig, selv om jeg altså også nogengange har svært ved at
styre temperamentet omend jeg jo godt ved at jeg derved sætter et dårligt
eksempel, men jeg er jo også kun et menneske.
Jeg siges (af dem der kender mig) faktisk at være en meget streng forælder,
der ex. gerne står af bussen og går 3 km i stedet for, hvis ungen ikke vil
opføre sig ordentlig i bussen, så mine unger ved skam godt, at jeg kan være
konsekvent og har jeg sagt "sidste chance, eller står vi af og går", så er
det altså sådan det er, men jeg hverken råber eller snerrer beskeden til
dem, men siger det stille og roligt, der er da ikke grund til andet.
Om mine unger er mere eller mindre velopdragne end andres børn, vil jeg lade
andre om at afgøre, men de har i hvert fald altid kaldt smilet frem hos folk
de mødte og scoret ikke så få 10 kr. efterhånden.
Det er så svært med de unger - i forhold til andres mening. Nu er der så
nogle her, der synes jeg er for "afslappet" i bestemte situationer, og jeg
har også oplevet det modsatte bla. en dame, jeg mødte på gaden, som synes
jeg var forfærdelig ond, fordi jeg trak afsted med en hylende unge, som
absolut ville gå på kantstenen til Istedgade og det synes jeg afgjort ikke
var nogen god idé! - Pointen er, at vi har forskellige grænser og
forskellige børn og der er nu engang ikke nogen facitliste med rigtig og
forkert.
MVH Rikke

---

"Vagn Torup & Rikke Bachmann" <vagntorup@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:4J5e9.70$OC.1938@news.get2net.dk...

Hej igen Rikke.

> Det hænder skam også, at jeg råber, men jeg ser det som en
falliterklæring,

Hvorfor det?
At give udtryk for sine følelser, og bruge de midler vi nu
engang er givet til dette, synes jeg er meget "naturligt".
Jeg græder også, når jeg er ked af det - og jeg gisper,
når jeg bliver forskrækket. Hvorfor skulle jeg så ikke
råbe op, når jeg bliver vred.

> Jeg synes nogen gange, at der er en tendens til at "småting" lige
pludselig
> bliver gjort til store problemer og jeg synes altså ikke, at det at et
2-3
> årigt barn slår i vrede er noget større problem.

Hvis barnet ikke respekterer et nej, når det er gentaget
et par gange, så syntes jeg det er uhensigtsmæssigt.
Ikke at det nødvendigvis er et stort problem, nu synes
jeg så også det er ligegyldigt med størrelsen.

> selv om jeg altså også nogengange har svært ved at
> styre temperamentet omend jeg jo godt ved at jeg derved sætter et dårligt
> eksempel, men jeg er jo også kun et menneske.

Hvorfor er det at sætte et dårligt eksempel, at vise at
du som menneske har temperament?
Er der "rigtige" følelser og "forkerte"?
Temperament viser vel netop, at man har bevaret sit
følelsesregister intakt og er i stand til at udtrykke disse
følelser.

> de har i hvert fald altid kaldt smilet frem hos
folk
> de mødte og scoret ikke så få 10 kr. efterhånden.

Du behøver ikke forsvare dine valg, jeg spørger
bare ind til dem, debatterer og argumenterer for
min måde at se tingene på. Hvis jeg kommer til
at gøre dette på en måde, så du føler jeg ikke
anerkender dine valg, så er det ikke min hensigt.

> Det er så svært med de unger - i forhold til andres mening.

Det er jeg helt enig i - der er nok lige så mange
opfattelser, som der er forældre.

> Pointen er, at vi har forskellige grænser og
> forskellige børn og der er nu engang ikke nogen facitliste med rigtig og
> forkert.

Nej, men meninger og opfattelser må gerne være
forskellige, og jo flere der kommer til udtryk, jo
mere er der at vælge imellem, for de som ikke er
helt afklarede og derfor søger vejledning.

Tusinde hilsner
Søs

---

Sott <sott_s@hotmail.com> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3d79a9eb$0$27693$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> "Vagn Torup & Rikke Bachmann" <vagntorup@get2net.dk> skrev i en meddelelse
> news:4J5e9.70$OC.1938@news.get2net.dk...
>
> Hej igen Rikke.
>
> > Det hænder skam også, at jeg råber, men jeg ser det som en
> falliterklæring,
>
> Hvorfor det?

Fordi jeg jo godt ved, at det ikke er nødvendigt for at få sagt det jeg
gerne vil. Ofte har det faktisk den modsatte effekt - at ungerne bliver
endnu mere umulige og situationen går i hårknude.
Det er ikke forkert at vise følelser overfor sine børn, jeg viser gerne både
sorg og forskrækkelse og mange andre sider af følelsesregistret men vrede
synes jeg ikke er nogen god følelse at vise dem, hvis den er rettet mod dem.
Årh, det lyder som om, jeg ikke fortæller dem jeg er vred, det gør jeg, men
jeg står bare ikke og råber og skriger dem ind i hovedet, som jeg desværre
ser så mange andre forældre gøre.
>
>
> Du behøver ikke forsvare dine valg, jeg spørger
> bare ind til dem, debatterer og argumenterer for
> min måde at se tingene på. Hvis jeg kommer til
> at gøre dette på en måde, så du føler jeg ikke
> anerkender dine valg, så er det ikke min hensigt.
>
Nej, det ved jeg godt og alligevel gør jeg - måske ikke overfor dig, men
indimellem er jeg hamrende træt af at alverdens mennesker mener jeg skal
gøre tingene på en anden måde. Nu er det jo ikke sådan, at jeg bliver
kritiseret hver dag, men jeg opholder mig tit på steder, hvor der er andre
forældre, og så kommer man jo til at snakke.... Måske skulle jeg indimellem
vælge et andet emne.
Professionelt har jeg jo intet at klage over, både vores børnehave og skole
er helt og aldeles tilfredse med ungernes opførsel, så det kan jo ikke være
helt vanvittigt det jeg gør.
Jeg har svært ved at forholde mig til, at mange prøver at læse sig til
børneopdragelsen i en bog, så er det den ene og så er det den anden bog der
er in. Jeg må virkelig være en af de meget få, der ikke har gidet at læse
Det kompetente barn af Jesper Juul. Alle forfatterne har fine titler og er
så h...... kloge, men hvor er instinktet blevet af?? Instinktivt ved vi jo
godt, hvad vi skal lære vores børn, hvis vi kender vores egne grænser, så
ved vi også godt vi skal sætte dem i forhold til børnene.
>
> Nej, men meninger og opfattelser må gerne være
> forskellige, og jo flere der kommer til udtryk, jo
> mere er der at vælge imellem, for de som ikke er
> helt afklarede og derfor søger vejledning.

Ja, men nogle gange forvirrer det meget mere end det gavner
>
> MVH Rikke

--
Du kan finde ideer til aftensmaden,
aktiviteter med ungerne, sparetips,
læse om hjemmefødsler og meget
mere på:
www.rikkebachmann.webbyen.dk

>

---

Vagn Torup & Rikke Bachmann skrev:

SNIP

Hej alle

Det Rikke siger om vrede får mig til at tænke på noget der længe
har ligget på mit hjerte.

Har I tænkt over hvordan I reagerer på et barns vrede?

Mange føler barnet er uartigt, når det råber op og stamper i
gulvet over noget vi forældre bestemmer og så bliver de straffet,
nogne gang ved at blive sendt på deres værelse. Måske synes barnet
det er uretfærdigt det der sker og reagere med sund vrede. Er dte
så uartigt?

Vrede er som sorg angst og alle andre følelser legitim i mine øjne
men ikke i de fleste danskeres. Flertallet som jeg opfatter dem,
har det meget svært med at håndtere både egen og andres vrede.

Hvis man som voksen viser man er vred og endog meget vred, bliver
det tolket som at man er barnlig! Det er noget forbandet vrøvl.

Hvorfor kommer denne tolkning på? Fordi man som barn har lært at
vrede er noget grimt noget og skal gemmes væk og man må bestemt
ikke vise den. Ja jeg har ikke lært at skjule min vrede og folk
får den råt for usødet, hvis de vel at mærke pisser mig af så jeg
bliver vred.

Hvorfor er vrede så dårlig en følelse? For mig findes der ingen
dårlige følelser, de er alle lige. De er jo netop bare det,
følelser. Skal man ikke give udtryk for hvad man føler?

Det er jo netop en af de ting jeg har det svært med i dette land,
at folk hele tiden er sådan i kontrol, at man reelt ikke kan se og
mærke på dem om de er sure vrede glade eller bare ligeglade. Er
det så fedt?

Jeg vil sige i samme sammenhæng sige at man kan og skal
kontrollere sine følelser, man skal ikke være slave af dem. Det er
jeg ikke. Jeg bestemmer selv om jeg vil udleve mine følelser
omkring en ting eller om hvordan jeg vil føle omkring ting, der
sker.

Den ene dag har jeg måske lyst til et råbe og vise vrede ved at
nogen ridser min bil. Den næste dag vælger jeg måske at sige,
skidt pyt det er bare en bil.

Hvorfor er nogle følelser mere legitime end andre i dette land?

Jeg synes det er ret forkvaklet at have det sådan med sine
følelser. At nogen af dem er gode og nogen af dem er dårlige.. det
forhindrer jo netop folk i at mærke ordentligt efter hvad der
egentlig foregår inde i dem, fordi de skal undertrykke nogen af
følelserne inde i sig selv og det er i mine øjne yderst
uhensigtsmæssigt ikke at mærke sig selv. Det er som at tage meget
mørke briller på og så sige: "Ha! nu kan jeg heldigvis ikke se
alle detaljer." Øhh.. ???

Hvorfor 'bedøve' sig selv og sine børn sådan?

For det er hvad det er i mine øjne.

Når jeg er meget vred står jeg ikke og råber og skriger men siger
til folk ligeud at jeg er meget vred og fortæller dem (nogen gange
med sammenbidte tænder) hvad det er de gør, der pisser mig af.
Hvorfor skulle jeg dog spille skuespil og sige: "det er helt ok,
ingen skade sket" når jeg i realiteten bliver rasende over at
blive pisset på? Det er da at lyve så det sprøjter, ikke bare over
for andre men også overfor sig selv. Og selvbedrag er vel ret
fjollet?

Jeg kunne skrive meget mere, men stopper her

Kærligste hilsener
Tomas

---

Tomas O. wrote:
>
> Har I tænkt over hvordan I reagerer på et barns vrede?
>
> Mange føler barnet er uartigt, når det råber op og stamper i
> gulvet over noget vi forældre bestemmer og så bliver de straffet,
> nogne gang ved at blive sendt på deres værelse. Måske synes barnet
> det er uretfærdigt det der sker og reagere med sund vrede. Er dte
> så uartigt?

Vrede og uartighed er to helt forskellige ting, synes jeg.

Hvad vi kalder uartighed, er vel blot en fællesbetegnelse for opførsel
som ikke er i overensstemmelse med "god skik" (normerne kan være
forskellige og ændrer sig med tiden), men jeg føler at opførslen må være
bevidst, til en vis grad i det mindste, for at kunne kaldes "uartighed".
Vrede ikke bevidst for barnet, men kan være det for den voksne.

> Vrede er som sorg angst og alle andre følelser legitim i mine øjne
> men ikke i de fleste danskeres. Flertallet som jeg opfatter dem,
> har det meget svært med at håndtere både egen og andres vrede.
>
> Hvis man som voksen viser man er vred og endog meget vred, bliver
> det tolket som at man er barnlig! Det er noget forbandet vrøvl.

Ja, jeg synes egentlig også at det er noget vrøvl; vrede voksne er ikke
barnlige.

Erfarne (eller "kloge") voksne har erkendt at man i normal civiliseret
sammenhæng intet opnår ved at vise vrede. Vreden giver næsten altid
negative modreaktioner, blandt andet fordi den vrede voksne er truende,
uberegnelig og farlig. Den voksne der tøjler sin vrede, overvinder sig
selv, og bruger sine følelser i en konstruktiv dialog med omgivelserne,
opnår langt bedre resultater set ud fra egne snævre interesser.

Den ubændigt vrede voksne er ikke barnlig, men derimod umoden.

Den eneste sammenhæng hvor vrede kan have en mission, er hvis man skal
forsvare sig og sine mod en direkte menneskelig trussel, da kan man have
behov for at være truende, uberegnelig og farlig samt at undertrykke sin
egen angst. Det er vel især nogle mænd ("krigere") som har misforstået
vores samfund i den grad at de føler rollen som en nødvendighed. De få
trusler der er, kommer i reglen fra mænd af samme slags.

Kunne vi ikke få jer til at dyrke lidt mere sport istedet?

--
Venlig hilsen Erik Olsen
http://hjem.get2net.dk/erik_olsen/
brug OE Quotefix: http://jump.to/oe-quotefix

---

Erik Olsen skrev:

> Tomas O. wrote:
>>
>> Har I tænkt over hvordan I reagerer på et barns vrede?
>>
>> Mange føler barnet er uartigt, når det råber op og stamper i
>> gulvet over noget vi forældre bestemmer og så bliver de
>> straffet, nogne gang ved at blive sendt på deres værelse.
>> Måske synes barnet det er uretfærdigt det der sker og
>> reagere med sund vrede. Er dte så uartigt?
>
> Vrede og uartighed er to helt forskellige ting, synes jeg.

javel ja.. jeg har set børn der havde retfærdig vrede sdom som fik
at vid eat nu var de uartige og skulle opføre sig oredenligt og
dette fik man dem så til.

> Hvad vi kalder uartighed, er vel blot en fællesbetegnelse for
> opførsel som ikke er i overensstemmelse med "god skik"
> (normerne kan være forskellige og ændrer sig med tiden), men
> jeg føler at opførslen må være bevidst, til en vis grad i det
> mindste, for at kunne kaldes "uartighed". Vrede ikke bevidst
> for barnet, men kan være det for den voksne.

Vrede er en følelse for voksne såvel som for børn.. hvorfor denne
forskelsbehandling?

Er børn ikke mennensker?

Jeg ser det tit og ofte at vrede i dette land er den mest
undertrykte følelse af dem alle. Det er simpelthen forbudt at være
vred.

>> Vrede er som sorg angst og alle andre følelser legitim i
>> mine øjne men ikke i de fleste danskeres. Flertallet som jeg
>> opfatter dem, har det meget svært med at håndtere både egen
>> og andres vrede.
>>
>> Hvis man som voksen viser man er vred og endog meget vred,
>> bliver det tolket som at man er barnlig! Det er noget
>> forbandet vrøvl.
>
> Ja, jeg synes egentlig også at det er noget vrøvl; vrede
> voksne er ikke barnlige.

Nje det mener jeg heller ikke.. men det er det indtryk man får fra
andre når man lufter den. Ikke at det rager mig. Jeg viser alle
mine følelser uanset om andre kan lide dem eller ej. De er en dle
af mig en del der ikke kan skæres væk og som jeg vælger at vise
fordi det er MIG. Kan folk ikke tåle det, tjah synd for dem.

> Erfarne (eller "kloge") voksne har erkendt at man i normal
> civiliseret sammenhæng intet opnår ved at vise vrede. Vreden
> giver næsten altid negative modreaktioner, blandt andet fordi
> den vrede voksne er truende, uberegnelig og farlig. Den
> voksne der tøjler sin vrede, overvinder sig selv, og bruger
> sine følelser i en konstruktiv dialog med omgivelserne, opnår
> langt bedre resultater set ud fra egne snævre interesser.

Tjah.. jeg vælger at se den virkelighed at mange voksne har det
meget svært med det der i folkemunde kaldes dårlige følelser,
jalousi, had, vrede, sorg. hvis man ikke smiler er man som en
paria folk skyer som pesten selv.


> Den ubændigt vrede voksne er ikke barnlig, men derimod
> umoden.

Den ubændigt vrede voksne er ubændigt vred og ikke en disse andet.
Det du gør her er at du dømmer den ubændigt vrede vosken. Jeg
bryder mig ikke om at domfælde mennesker eller domme i det hele
taget. Der er nok en grund til at den voksne er ubændigt vred.
bedre at gøre noget ved den grund end at gøre noget ved vreden som
kun er et symptom. At tage hovedpinepiller fordi man har konstant
iondt i hovedet er decideret dumt, da det måske er en sygdom der
kan slå en ihjel, bedre at finde årsagen til hovedpinerne.

> Den eneste sammenhæng hvor vrede kan have en mission, er hvis
> man skal forsvare sig og sine mod en direkte menneskelig
> trussel, da kan man have behov for at være truende,
> uberegnelig og farlig samt at undertrykke sin egen angst. Det
> er vel især nogle mænd ("krigere") som har misforstået vores
> samfund i den grad at de føler rollen som en nødvendighed. De
> få trusler der er, kommer i reglen fra mænd af samme slags.

Der er det ikke vrede der er i højsædet i mine øjne, men angst,
angsten for at ens kære kommer til skade eller angsten for at man
mister dem. Vreden er det der kommer bagefter og som får en til at
tage hævn hvis man er til den slags.


> Kunne vi ikke få jer til at dyrke lidt mere sport istedet?

Jeg hader sport. Jeg foretrækker en lang gåtur frem for langt de
flste populære sportsgrene..

og fodbold kommer der slet ikke vold og vrede ud af? Ahem.. jeg
skriver lige et ord til afsluntning: hooligan.

Hilsen
Tomas

---

Tomas O. wrote:
>
> Vrede er en følelse for voksne såvel som for børn.. hvorfor denne
> forskelsbehandling?
>
> Er børn ikke mennensker?
>
> Jeg ser det tit og ofte at vrede i dette land er den mest
> undertrykte følelse af dem alle. Det er simpelthen forbudt at være
> vred.

Voksne har så megen viden og erfaring at man med rimelighed kan forvente
at han/hun kan styre sin vrede. Børn har ikke en sådan viden eller
erfaring.

> Jeg viser alle
> mine følelser uanset om andre kan lide dem eller ej. De er en dle
> af mig en del der ikke kan skæres væk og som jeg vælger at vise
> fordi det er MIG. Kan folk ikke tåle det, tjah synd for dem.

Får du ikke mange negative reaktioner ud af det? Har du nogen venner?
Har du noget job?

> Tjah.. jeg vælger at se den virkelighed at mange voksne har det
> meget svært med det der i folkemunde kaldes dårlige følelser,
> jalousi, had, vrede, sorg. hvis man ikke smiler er man som en
> paria folk skyer som pesten selv.

Der er forskel på hvorledes man viser disse følelser. Vrede kan være
farlig når den er truende, så bliver andre mennesker bange. Det er ikke
rimeligt at true andre mennesker så de bliver bange.

>> Den ubændigt vrede voksne er ikke barnlig, men derimod
>> umoden.
>
> Den ubændigt vrede voksne er ubændigt vred og ikke en disse andet.
> Det du gør her er at du dømmer den ubændigt vrede vosken. Jeg
> bryder mig ikke om at domfælde mennesker eller domme i det hele
> taget.

Sikke dog noget sludder; læs igen hvad jeg skrev. Voksnes vrede kan være
farlig for omgivelserne hvis den er ubændig, dvs. at den ikke styres,
fordi voksne har tilstrækkelig fysik til at gøre andre mennesker skade.
Det kan et lille barn ikke.

> Der er nok en grund til at den voksne er ubændigt vred.
> bedre at gøre noget ved den grund end at gøre noget ved vreden som
> kun er et symptom.

Det er nok muligt, men det berettiger ikke til at man truer sine
omgivelser. Du prøver at forklare at du er uden skyld i din vrede og
derfor ikke behøver at gøre noget ved den. Det er umodent og umoralsk.
Du må være meget egocentrisk når du kan mene som du gør.

> og fodbold kommer der slet ikke vold og vrede ud af? Ahem.. jeg
> skriver lige et ord til afsluntning: hooligan.

Rigtigt. Jeg skrev det fordi jeg ikke kender baggrunden for din vrede og
formodede at du var en "kriger"-type - undskyld hvis det er forkert, og
fordi sport er det civiliserede samfunds krigs-ersatz.

--
Venlig hilsen Erik Olsen
http://hjem.get2net.dk/erik_olsen/
brug OE Quotefix: http://jump.to/oe-quotefix

---

Erik Olsen skrev:

> Tomas O. wrote:
>>
>> Vrede er en følelse for voksne såvel som for børn.. hvorfor
>> denne forskelsbehandling?
>>
>> Er børn ikke mennensker?
>>
>> Jeg ser det tit og ofte at vrede i dette land er den mest
>> undertrykte følelse af dem alle. Det er simpelthen forbudt
>> at være vred.
>
> Voksne har så megen viden og erfaring at man med rimelighed
> kan forvente at han/hun kan styre sin vrede. Børn har ikke en
> sådan viden eller erfaring.

Det har du ret i. Men det jeg siger er faktisk noget andet. At vi
undertrykker de 'dårlige' følelser og derved handicapper os selv
så vi ikke er i stand til at tage de mest hensigtsmæssige
besluntinger i vores liv forid vi faktisk pga. 'bedøvelsen' ikke
helt ved hvad vi egentlig mærker og fler ved nogen ting og derfor
læner os op af hvad andre synes.

Ved at 'se' at vredt barn som værende uaritgt og derfor 'strafe'
det lærer vi ikke barnet at forholde sig til sin vrede og andre
følelser. Dette kan blive til afstumpethed og/eller manglende
lidenskab.

>> Jeg viser alle
>> mine følelser uanset om andre kan lide dem eller ej. De er
>> en dle af mig en del der ikke kan skæres væk og som jeg
>> vælger at vise fordi det er MIG. Kan folk ikke tåle det,
>> tjah synd for dem.
>
> Får du ikke mange negative reaktioner ud af det?

Nej jeg får faktisk ingen negative reaktioner fra langt de fleste.
Det 'sjove' er jo at ingen nognesinde er i tvivl om hvem og hvad
jeg er, fordi jeg intet holder tilbage. Jeg filtrerer ikke, selvom
jeg dog modererer mig, så jeg for eksempel ikke viser ubændig
vrede.

> Har du nogen venner?

Ja. De elsker mig som jeg elsker dem. Blandt andet fordi jeg netop
ikke skjuler noget. Jeg er hudløs og hudløst ærlig. Mine følelse
rkan man se på mig. jeg spiller aldrig skuespil for galleriet. SÅ
jo jeg har venner men ikke 30 eller 20. Ægte dybe venskaber kan
man i mine øjne ikke overkommer med mere end 2-3 stykker, da ægte
venskaber ligesom kærlighedsforhold kræver tid og pleje.

> Har du noget job?

Hvad fandne har det med noget som helst at gøre? Typisk, man er
ikke noget uden et job. Folks første spørgsmål til et nyt
menneske: 'havd alver du så?' Ja undskyld men jeg får kvalme af
lige netop det spørgsmål, fordi det INTET siger om hvem man er.
Jeg har været pædagogmedhjælper, taxachauffør, buschaufør,
lastvognschauffør, stiladsarbejder, projektleder i et
arbejdsløshedsporjekt, foredragsholder, kursusholder,
voksenunderviser, lager medarbejder, tvproducer, filmklipper,
skribent og mege andet, hvad er jeg så? BLAH!!!

Lige nu er jeg ikke i arbejde fordi jeg er i gang med noget. Men
når jeg har job er jeg oftest meget afholdt. Igen af samme årsag.
Folk ved sgu hvor de har migog jeg er et postivt menneske med
hammermegen smittende energi.

>> Tjah.. jeg vælger at se den virkelighed at mange voksne har
>> det meget svært med det der i folkemunde kaldes dårlige
>> følelser, jalousi, had, vrede, sorg. hvis man ikke smiler er
>> man som en paria folk skyer som pesten selv.
>
> Der er forskel på hvorledes man viser disse følelser. Vrede
> kan være farlig når den er truende, så bliver andre mennesker
> bange. Det er ikke rimeligt at true andre mennesker så de
> bliver bange.

True? hvordan får du det at vise vrede til at blive til trusler?
Jeg truer aldrig nogen. Aldrig. Hvad skulle det gøre godt for?

Du skal vist lige se på hvordan du håndterer din egen vrede, for
den ligner ikke min, kan jeg da se, hvis du kan få ordet trussel
blandet ind i det.

>>> Den ubændigt vrede voksne er ikke barnlig, men derimod
>>> umoden.
>>
>> Den ubændigt vrede voksne er ubændigt vred og ikke en disse
>> andet. Det du gør her er at du dømmer den ubændigt vrede
>> vosken. Jeg bryder mig ikke om at domfælde mennesker eller
>> domme i det hele taget.
>
> Sikke dog noget sludder; læs igen hvad jeg skrev. Voksnes
> vrede kan være farlig for omgivelserne hvis den er ubændig,
> dvs. at den ikke styres, fordi voksne har tilstrækkelig fysik
> til at gøre andre mennesker skade. Det kan et lille barn
> ikke.

Sluddder? Hvad er sludder, at du fælder dom? At kalde en voksne
for umoden er ikke at fælde dom? Ahem..

Børn kan da sagtens skade andre.. stik dit lille barn enskarp kniv
og hids vedkomende godt op.. så skal du se skade.. det er det rene
vrøvl du komme rmed

Du misforstår som de fleste min snak om vrede og andre 'negative'
følelser.

>> Der er nok en grund til at den voksne er ubændigt vred.
>> bedre at gøre noget ved den grund end at gøre noget ved
>> vreden som kun er et symptom.
>
> Det er nok muligt, men det berettiger ikke til at man truer
> sine omgivelser. Du prøver at forklare at du er uden skyld i
> din vrede og derfor ikke behøver at gøre noget ved den. Det
> er umodent og umoralsk. Du må være meget egocentrisk når du
> kan mene som du gør.

Igen bruger du ordet truer.. jeg truer altså ikke nogen når jeg er
vred.

Jeg siger aldeles INTET om at jeg er uden skyld i min vrede, hvor
læser du det? Jeg siger at hvis jeg vælger at vise den er det MIT
valg og jeg er fløjtende ligeglad med hvad folk mener om den.

Mine følelser er altid mit ansvar men andre menneskers er ikke.
hvordan kan de være det? Jeg kan ikke mære det de mærker, jeg er
ikke telepat. Sårer jeg dem ved at vise mine følelser er det vel
op til dem at give udtryk for deres følelser, det skal jeg vel
ikke stilles til ansvar for?

Umoralsk og umodent.. du er godt nok hurtig til at dømme mig. Hvem
er du egentlig at du kan tilade dig at dømme andre?

Det er det rene jantelov!

>> og fodbold kommer der slet ikke vold og vrede ud af? Ahem..
>> jeg skriver lige et ord til afsluntning: hooligan.
>
> Rigtigt. Jeg skrev det fordi jeg ikke kender baggrunden for
> din vrede og formodede at du var en "kriger"-type - undskyld
> hvis det er forkert, og fordi sport er det civiliserede
> samfunds krigs-ersatz.

Du skriver 'baggrunden for min vrede'? Jeg er da ikke vred lige
nu. Hvad for en vrede snakker du om?

Jeg snakker om følelsen 'vrede' og du maser den hurtigt hen på mig
og dømmer mig og sætter vrede lig med trusler.

Du har et problem med vrede?

Hilsen
Tomas

---

Tomas O. wrote:
>
> Men det jeg siger er faktisk noget andet. At vi
> undertrykker de 'dårlige' følelser og derved handicapper os selv
> så vi ikke er i stand til at tage de mest hensigtsmæssige
> besluntinger i vores liv forid vi faktisk pga. 'bedøvelsen' ikke
> helt ved hvad vi egentlig mærker og fler ved nogen ting og derfor
> læner os op af hvad andre synes.

Ja, det har du nævnt nogle gange efterhånden, og jeg har forsøgt at
forklare dig hvorfor jeg er dybt uenig med dig.

>> Har du noget job?
>
> Hvad fandne har det med noget som helst at gøre?

En hel del. Mennesker som bliver ofte og meget vrede, beholder sjældent
deres job længe, fordi det påvirker samarbejdet med kollegerne negativt.
"Samarbejdsproblemer", hedder det på fyresedlen.

> True? hvordan får du det at vise vrede til at blive til trusler?
> Jeg truer aldrig nogen. Aldrig. Hvad skulle det gøre godt for?

Det er hvad jeg har forsøgt at forklare dig. Det er bedøvende
ligegyldigt om din vrede er *ment* som en trussel. Den bliver *opfattet*
sådan hvis du gør andre bange med din vrede.

> Sluddder? Hvad er sludder, at du fælder dom? At kalde en voksne
> for umoden er ikke at fælde dom? Ahem..

Åh, nu forstår jeg. Ja, jeg kalder dig umoden fordi du ikke kan styre
din vrede, og det er en dom, ganske rigtigt.

For at komme tilbage til emnet igen:

Sådan kan små børn ikke ræsonnere og styre sig selv, de er 100%
egocentriske, asociale, og man får deres følelser smask! lige i hovedet.
Det som er opdragelsens formål er at lære barnet at fungere i en verden
hvor vi mennesker er dybt afhængige af hinanden, altså sociale. Dette
indebærer blandt andet at man viser fornødent hensyn til andre
mennesker, herunder lærer at håndtere sin vrede på en fornuftig måde.

--
Venlig hilsen Erik Olsen
http://hjem.get2net.dk/erik_olsen/
brug OE Quotefix: http://jump.to/oe-quotefix

---

Erik Olsen <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:ald90p$1g1$1@sunsite.dk...
> Tomas O. wrote:
> >
>
> >> Har du noget job?
> >
> > Hvad fandne har det med noget som helst at gøre?
>
> En hel del. Mennesker som bliver ofte og meget vrede, beholder sjældent
> deres job længe, fordi det påvirker samarbejdet med kollegerne negativt.
> "Samarbejdsproblemer", hedder det på fyresedlen.

Uden i øvrigt at ville blande mig i diskussionen, så har jeg efterhånden
kendt Thomas nogle år gennem bla. dette forum og han virker bestemt ikke som
en, der nemt bliver vred, snarere som en meget tålmodig og tænksom person
med en masse varme og overskud også overfor mennesker, der ikke er enig med
ham. Jeg kan nu godt forstå, hvis han bliver lidt hidsig over spørgsmålet om
job, jeg har i hvert fald trods din forklaring stadig fantastisk svært ved
at se, hvad det har med Thomas at gøre.
>
>
> Sådan kan små børn ikke ræsonnere og styre sig selv, de er 100%
> egocentriske, asociale, og man får deres følelser smask! lige i hovedet.
> Det som er opdragelsens formål er at lære barnet at fungere i en verden
> hvor vi mennesker er dybt afhængige af hinanden, altså sociale. Dette
> indebærer blandt andet at man viser fornødent hensyn til andre
> mennesker, herunder lærer at håndtere sin vrede på en fornuftig måde.
>
>Det er i hvert fald et af opdragelsens formål, så langt er vi helt enige.

MVH Rikke

--
Du kan finde ideer til aftensmaden,
aktiviteter med ungerne, sparetips,
læse om hjemmefødsler og meget
mere på:
www.rikkebachmann.webbyen.dk

-
> Venlig hilsen Erik Olsen
> http://hjem.get2net.dk/erik_olsen/
> brug OE Quotefix: http://jump.to/oe-quotefix
>

---

Vagn Torup & Rikke Bachmann wrote:
>
> Uden i øvrigt at ville blande mig i diskussionen, så har jeg
> efterhånden kendt Thomas nogle år gennem bla. dette forum og han
> virker bestemt ikke som en, der nemt bliver vred, snarere som en
> meget tålmodig og tænksom person med en masse varme og overskud også
> overfor mennesker, der ikke er enig med ham. Jeg kan nu godt forstå,
> hvis han bliver lidt hidsig over spørgsmålet om job, jeg har i hvert
> fald trods din forklaring stadig fantastisk svært ved at se, hvad det
> har med Thomas at gøre.

Det har intet med Thomas som person at gøre, jeg kender ham jo slet
ikke. Det har derimod noget at gøre med Thomas' argumenter, de har
blandt andet ledt frem til spørgsmålet som blot var et af flere. Hvis
det er et ømt punkt for Thomas, beklager jeg meget, men det hører ganske
afgjort med til diskussion af emnet.

--
Venlig hilsen Erik Olsen
http://hjem.get2net.dk/erik_olsen/
brug OE Quotefix: http://jump.to/oe-quotefix

---

Erik Olsen <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:aldor2$hjk$1@sunsite.dk...
> Vagn Torup & Rikke Bachmann wrote:
>
> Det har intet med Thomas som person at gøre, jeg kender ham jo slet
> ikke. Det har derimod noget at gøre med Thomas' argumenter, de har
> blandt andet ledt frem til spørgsmålet som blot var et af flere. Hvis
> det er et ømt punkt for Thomas, beklager jeg meget, men det hører ganske
> afgjort med til diskussion af emnet.
>
Hvis diskussionen er generel, hvorfor spørger du ham så om han har et
arbejde? Det er da et personligt spørgsmål.
MVH Rikke
> --
> Venlig hilsen Erik Olsen
> http://hjem.get2net.dk/erik_olsen/
> brug OE Quotefix: http://jump.to/oe-quotefix
>

---

Vagn Torup & Rikke Bachmann wrote:
>>
> Hvis diskussionen er generel, hvorfor spørger du ham så om han har et
> arbejde? Det er da et personligt spørgsmål.
> MVH Rikke

Fordi en person som opfører sig som Thomas beskriver (utæmmet vrede) vil
have så store samarbejdsproblemer på en normal arbejdsplads, at det må
give vedkommende vanskeligheder, f. eks. ved at fastholde jobbet. Det er
min holdning ud fra erfaringer fra min egen og min kærestes
arbejdspladser.

Når Thomas ikke har oplevet sådanne samarbejdsproblemer, og i yderste
konsekvens afskedigelse, kunne meget tyde på at Thomas ikke har været
ærlig i sin beskrivelse, dvs. at han faktisk i nogle situationer vælger
at tøjle sin vrede.

Venlig hilsen
Erik Olsen

---

Erik Olsen <bjerg.olsen@ishoejby.dk> wrote:

> Fordi en person som opfører sig som Thomas beskriver (utæmmet vrede)
> vil have så store samarbejdsproblemer på en normal arbejdsplads, at
> det må give vedkommende vanskeligheder, f. eks. ved at fastholde
> jobbet. Det er min holdning ud fra erfaringer fra min egen og min
> kærestes arbejdspladser.

nu blander jeg mig lige.....
jeg er ked af at sige det men jeg mener faktisk ikke du har helt ret.....
jeg har også samme holdning som Tomas og viser gerne mine følelser åbent...
både vrede og glæde og alt indimellem....
og utroligt nok ( ifølge dig) har det aldrig været et problem på nogle af
mine arbejdspladser igennem tiden.....
rent faktisk var begrundelsen fra det eneste job, jeg nogen sinde er blevet
fyret fra, at min chef ikke kunne lide den måde jeg klædte mig på i min
fritid.... ( jeg var 17 år og afrydder på et diskotek....)
siden da har jeg ikke modtaget en eneste fyreseddel.....

> Når Thomas ikke har oplevet sådanne samarbejdsproblemer, og i yderste
> konsekvens afskedigelse, kunne meget tyde på at Thomas ikke har været
> ærlig i sin beskrivelse, dvs. at han faktisk i nogle situationer
> vælger at tøjle sin vrede.

rent faktisk skriver tomas: Jeg filtrerer ikke, selvom jeg dog modererer
mig, så jeg for eksempel ikke viser ubændig
vrede.

så han indrømmer faktisk at han tøjler sin vrede.... men han skjuler den
ikke... deri ligger hele forskellen....

personligt foretrækker jeg klart mennesker der reagerer således...... uanset
at det måske kan give nogle akavede situationer fra tid til anden, så er der
ingen der går og ruger over tingene og lader dem eksplodere på et helt
uhensigtsmæssigt tidspunkt.... det er nemlig de situationer jeg opfatter som
alt ødelæggende....

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Erik Olsen skrev:
>> Men det jeg siger er faktisk noget andet. At vi
>> undertrykker de 'dårlige' følelser og derved handicapper os
>> selv så vi ikke er i stand til at tage de mest
>> hensigtsmæssige besluntinger i vores liv forid vi faktisk
>> pga. 'bedøvelsen' ikke helt ved hvad vi egentlig mærker og
>> fler ved nogen ting og derfor læner os op af hvad andre
>> synes.
>
> Ja, det har du nævnt nogle gange efterhånden, og jeg har
> forsøgt at forklare dig hvorfor jeg er dybt uenig med dig.

Ja og det gør mig ikke enig med dig, da jeg ikke synes dine
argumenter holder vand. Jeg synes at folk da selv må om hvordn de
gør og det må du også. Jeg er reelt ligeglad forstået sådan at du
ikke bringer mit pis i kog medmindre jeg vælger det. Jeg kan bare
lide at lufte mine synspunkter og fortælle om hvordan jeg gør.

Hvofor virker det så hammerprovokerende på dig?

Du mener at det er godt med følelsemæssig 'bedøvelse' så man ikke
helt ved hvad man selv føler og dermed at nødt til at 'læne' sig
op ad hvad andre mener er rigtigt i alle livets aspekter?

>>> Har du noget job?
>>
>> Hvad fandne har det med noget som helst at gøre?
>
> En hel del. Mennesker som bliver ofte og meget vrede,
> beholder sjældent deres job længe, fordi det påvirker
> samarbejdet med kollegerne negativt. "Samarbejdsproblemer",
> hedder det på fyresedlen.

Det har der aldrig stået i nogen af mine fyresedler og det er der
en grund til: jeg er aldrig blevet fyret

Jeg har som en af de få haft job i to forskellige virkesomheder
der begge efter at jeg havde sagt op skrevet og bedt mig komme
tilbage. Det gjorde jeg i begge tilfælde, da de havde rettet det,
der gjorde at jeg sagde op og desuden gav de mig en klækkelig
lønforøjelse for at komme igen

Så jeg må skuffe dig: jeg har aldrig set en fyreseddel.

>> True? hvordan får du det at vise vrede til at blive til
>> trusler? Jeg truer aldrig nogen. Aldrig. Hvad skulle det
>> gøre godt for?
>
> Det er hvad jeg har forsøgt at forklare dig. Det er bedøvende
> ligegyldigt om din vrede er *ment* som en trussel. Den bliver
> *opfattet* sådan hvis du gør andre bange med din vrede.

Pjat med dig. hvis jeg er vred og siger det til en behøver
vedkomende da overhobvedet ikke fle sig truet. Gør de det er det
dem der er nogen vatarme. De kan vel for det første give igen og
for det andet er jeg ikke noget ubehageligt menneske. Jeg er
faktisk ret sød og rar.

og hvordan folk opfatter mig er vel ikke mit problem? Det etr DEM
der opfatter jeg afsender bare og hvordan folk opfatter er meget
individuelt. Det den ene syens er kanon synes den anden er
pisseprovokerende, så hvorfor skal jeg bruge energi på at passe på
hvordan folk opfatter det?

Jeg kan godt lide det her: you can please some of the people some
of the time, but you can't please all the people all the time. Min
tilføjelse: and don't waste energy on the latter, it will only
paralyze you.

>> Sluddder? Hvad er sludder, at du fælder dom? At kalde en
>> voksne for umoden er ikke at fælde dom? Ahem..
>
> Åh, nu forstår jeg. Ja, jeg kalder dig umoden fordi du ikke
> kan styre din vrede, og det er en dom, ganske rigtigt.

Netop. Du dømmer. Det gør jeg ikke. Jeg forklarer og beskriver.

Folk der dømmer andre gør det som regel ud fra nogle regler og
andres regler gider jeg ikke forholde mig til medmindre jeg selv
har vurderet at de er ok for MIG også og det bruger jeg mine
følelser, fornemmelser og intution til. Fornuften kræver jo at jeg
kender alle fakta altid og det er der ingne dert gør, derfor
bruger jeg de 3 ovennævnte i stedet. hvis der så er lagt 'nånd' på
nogle af følelserne vil mit 'resultat' jo bære præg af det i høj
grad fordi jeg ikke ville få alt med.

> For at komme tilbage til emnet igen:
>
> Sådan kan små børn ikke ræsonnere og styre sig selv, de er
> 100% egocentriske, asociale, og man får deres følelser smask!
> lige i hovedet. Det som er opdragelsens formål er at lære
> barnet at fungere i en verden hvor vi mennesker er dybt
> afhængige af hinanden, altså sociale. Dette indebærer blandt
> andet at man viser fornødent hensyn til andre mennesker,
> herunder lærer at håndtere sin vrede på en fornuftig måde.

Er børn asociale? Nå, jeg synes børn er alt andet. Jeg tror at vi
(næsten) alle er født potentielt gode og rare og dejlige.

Du mener børn er født som djævelsen yngel? Og de skal rettes til
med magt? Eller hvordan?

Måske misforstår jeg noget her.

De eneste børn jeg har set der er decideret asociale er enten syge
eller har lært det af deres omgivelser.

Jeg lover dig at min dreng ikke er og aldrig har været asocial.
Han har to halvsøstre, en på 14 og en på 3 og han elsker dem af
sig selv, ikke fordi vi har lært ham det. Han er bare vokset op
med at det er helt ok at vise sine følelser, dem allesammen og
derfor formår han at vise en kærighed til sine søstre der er langt
ud over hvad man ellers ser mellem søskende.

Eksempel: han store søster og ham har haft EN krise EN gang da min
dreng var 4 og hun var knapt 9. Den varede i 14 dage. De lærte at
løse konflikter med hinandne og forholde sig til hinandens vrede
fordi vi som forældre ikke blandede os medmindre der flød blod
hvilket der ikke gjorde.

Børn er ikke aqsociale i min opfattelse. Tværtimod kunne vi
voksne lære en masse af vore børn i stedet for at presse vores
opfattelse ned over hovedet på dem.

For eksempel kan min søn ikke forstå at penge er vigtigere i vores
verden end alt andet, for som han siger, det vigtigste i denne
verden koster ingenting, det er jo gratis og da jeg spurgte ham
hvad det var sagde han: kærligheden. Da var han 7 år. Nu er han 10
og den holdning har ikke ændret sig.

Hilsen
Tomas

---

Tomas O. wrote:

> Jeg kan bare
> lide at lufte mine synspunkter og fortælle om hvordan jeg gør.
>
> Hvofor virker det så hammerprovokerende på dig?

Det provokerer mig at du åbent siger at du ikke vil tage spor hensyn til
andre mennesker når du bliver vred.

> Du mener at det er godt med følelsemæssig 'bedøvelse' så man ikke
> helt ved hvad man selv føler og dermed at nødt til at 'læne' sig
> op ad hvad andre mener er rigtigt i alle livets aspekter?

Jeg har ikke med et ord nævnt "følelsesmæssig bedøvelse". Tøjler man sin
vrede og giver sig til at løse de egentlige problemer der ligger bag
vreden, medfører det på ingen måde nogen form for "følelsesmæssig
bedøvelse", snarere tværtimod kan konstruktivt arbejde med at løse de
egentlige problemer afstedkomme langt mere intense følelser end vreden
som i sig selv er destruktiv.

> Det har der aldrig stået i nogen af mine fyresedler og det er der
> en grund til: jeg er aldrig blevet fyret

Det er da glædeligt. Så har du alligevel tøjlet din vrede selvom du
skrev noget andet.

[klip: en masse egocentrisk sludder]

> Er børn asociale? Nå, jeg synes børn er alt andet. Jeg tror at vi
> (næsten) alle er født potentielt gode og rare og dejlige.
>
> Du mener børn er født som djævelsen yngel? Og de skal rettes til
> med magt? Eller hvordan?
>
> Måske misforstår jeg noget her.

Ja, i allerhøjeste grad. Hvis du opfatter at alle er potentielt gode og
rare og dejlige og sætter asocial lig med djævlens yngel, skal vi
egentlig over i en religionsgruppe, men så er jeg stået af.

EOD

Venlig hilsen
Erik Olsen

---

Erik Olsen skrev:

SNIP
>> Hvofor virker det så hammerprovokerende på dig?
>
> Det provokerer mig at du åbent siger at du ikke vil tage spor
> hensyn til andre mennesker når du bliver vred.

Nåda.. jeg tager da masser af hensyn men jeg lider ikke af
hensynsbetændelse på bekostning af mig selv og mine følelser.

Jeg har da ikke sagt at jeg ikke tager spor hensyn. Jeg har sagt
at jeg vælger. Jeg kan bare ikke se at andre menneskers følelser
kan have ret meget med andre end de selv at gøre. Når JEG kan tage
ansvaret for mine følelser kan andre vel det samme?

Hvis jeg bliver vred på en og vioser det (her snakker vi ikke om
tøjleløs skrigen og råben eller noget som helst voldsomt) er det
nok fordi der ER noget at blive vred over? hvordan folk så
håndterer det er jo hele kernen i det jeg her taler om at folk i
dette land generelt har det meget svært med andre meneskers vrede.

Jeg vælger at vise at jeg er vred hvis jeg er det ligeså vel som
jeg viser jeg er glad når jeg er det og viser jeg elsker når jeg
gør det.

>> Du mener at det er godt med følelsemæssig 'bedøvelse' så man
>> ikke helt ved hvad man selv føler og dermed at nødt til at
>> 'læne' sig op ad hvad andre mener er rigtigt i alle livets
>> aspekter?
>
> Jeg har ikke med et ord nævnt "følelsesmæssig bedøvelse".

Nej det har du ikke. Det er min fortolkning af at det du skriver.
For det er sådan jeg opfatter det du skrev.

> Tøjler man sin vrede og giver sig til at løse de egentlige
> problemer der ligger bag vreden, medfører det på ingen måde
> nogen form for "følelsesmæssig bedøvelse", snarere tværtimod
> kan konstruktivt arbejde med at løse de egentlige problemer
> afstedkomme langt mere intense følelser end vreden som i sig
> selv er destruktiv.

Vi er enige i at en følelse som vrede kan være destruktiv. Derfor
skal vores børn jo netop lære at håndtere den og det gør de ikke
ved at man straffer dem når de er vrede. Vi er tilbage ved kernen
i det jeg started eud med at snakke om. At man kan opfatte vrede
børn som værende for eksempel sævre, uartige,
tilpasningsvanskelige og alt muligt andet, i stedet for at
forholde os til deres vrede og det de er vrede over. Ved at
forholde sig til det lærer man dem netop at håndtere vreden og
dermed styre den så de ikke er 'ofre' for deres vrede, men i
kontrol på en sund måde. Det er sjovt nok i den vestlige verden
alment anerkendt at man er i sine følelsers vold og netop derfor
ksla lære at kontrollere dem i en grad hvor de undertrykkes. Jeg
er netop ikke i mine følelsers vold, jeg bestemmer selv, jeg
vælger. I nogen situationer vælger jeg så at lae min vrede komme
til udtryk. Der er for mig ingen forskel på min vrede og min
kærlighed, min frygt, min glæde, det er følelser og ikke andet. De
er for mig ikke dårlige eller gode, de er udtryk for hvordan jeg
har dte i et givent øjeblik og dermed en del af mig selv, men ikke
en del jeg er fanget af eller offer for.


>> Det har der aldrig stået i nogen af mine fyresedler og det
>> er der en grund til: jeg er aldrig blevet fyret
>
> Det er da glædeligt. Så har du alligevel tøjlet din vrede
> selvom du skrev noget andet.

Nej det har jeg netop ikke skrevet nogen steder. At jeg ikke
tøjler den er din fortolkning af det jeg skrev. Jeg har hele tiden
skrevet at jeg vælger.

> [klip: en masse egocentrisk sludder]

Dommer! Lige netop dette gør at når jeg har læst og kommenteret
resten af dit indlæg er det EOD for mti vedkommende. Jeg gider
ikke debattere fornuftigt med folk der dømmer.

>> Er børn asociale? Nå, jeg synes børn er alt andet. Jeg tror
>> at vi (næsten) alle er født potentielt gode og rare og
>> dejlige.
>>
>> Du mener børn er født som djævelsen yngel? Og de skal rettes
>> til med magt? Eller hvordan?
>>
>> Måske misforstår jeg noget her.
>
> Ja, i allerhøjeste grad. Hvis du opfatter at alle er
> potentielt gode og rare og dejlige og sætter asocial lig med
> djævlens yngel, skal vi egentlig over i en religionsgruppe,
> men så er jeg stået af.

hov hov der er dig der skriver børn er asociale individer og 100%
egocentrede, ikke mig! Det synes jeg er noget forkvaklet vrøvl. Ja
nu dømmer jeg dig, men det er med fuldt overlæg.

Jeg gider ikke debattere med dig hvis du ikke kan finde ud af at
holde personfnidder ude af det. EOD

Tomas

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns9282F3EAA8177IMP@teledanmark.dk...
> Erik Olsen skrev:

> folk i dette land generelt har det meget svært med andre meneskers vrede.

Forstår ikke din påstand. Hvad bygger du det på?
Når du oplever, at folk ikke accepterer vrede, hvordan har du da
konkluderet, at de ikke har accepteret vrede?

Min erfaring er nemlig, at folk accepterer berettiget vrede.

Jeg kender mennesker, hvis vrede jeg har overmåde stor respekt for. Men jeg
kender sørme også mennesker, hvis vrede jeg stort set aldrig tager
alvorligt.

Velafbalancerede mennesker bliver i øvrigt yderst sjældent vrede! De formår
nemlig at sige fra og vise deres grænser længe inden de overskrides. Men så
er der dem, som konstant føler, at de krænkes.

> I nogen situationer vælger jeg så at lae min vrede komme
> til udtryk. Der er for mig ingen forskel på min vrede og min
> kærlighed, min frygt, min glæde, det er følelser og ikke andet.

Der ER forskel. Enorm forskel.

Vrede ER en negativ følelse og en konsekvens af noget, der ikke burde være
sket!

Siger ikke dermed, at vreden (altid) skal undertrykkes - men kun, at den bør
undgåes
ved så muligt at foregribe. Og nogle er ganske enkelt bedre til at sige fra
i tide og tackle/vise deres utilfredshed uden at blive vrede.

> De er for mig ikke dårlige eller gode, de er udtryk for hvordan jeg
> har dte i et givent øjeblik og dermed en del af mig selv, men ikke
> en del jeg er fanget af eller offer for.

Vrede ER negativt og bør så vidt muligt undgåes. SÅ VIDT MULIGT vil jeg lige
understrege.

> Nej det har jeg netop ikke skrevet nogen steder. At jeg ikke
> tøjler den er din fortolkning af det jeg skrev.

Hvis du ikke evnede at kontrollere og tøjle vrede, ville du have svært ved
at klare dig fornuftigt i samarbejde med andre.

> Jeg gider ikke debattere fornuftigt med folk der dømmer.

Du dømmer også.

> Ja nu dømmer jeg dig, men det er med fuldt overlæg.

Det er det formodentligt også, når andre dømmer *S*

Og hvad galt er der i at dømme?

Vrede er i øvrigt en dom over andres handling - og tillige et forsøg på at
straffe. Og vil også ofte blive opfattet som en ubehagelig straf.

Mvh. Lisbeth

---

W e b W o m a n skrev:

SNIP om vrede.. jeg vil godt lige tænke lidt inden jeg svarer
på den her


--
Protest against the closing of the Net on behalf of the chinese
people
http://www.bevidst.subnet.dk/

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d7e2784$1$710$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...

> Vrede ER en negativ følelse

Det er jeg virkelig uenig i - vrede er en sund følelse
på lige fod med andre følelser.

> Vrede ER negativt

Igen, jeg er meget uenig. Vrede er en følelse, der
rummer enorme mængder af energi, og som om-
sat i konstruktive handlinger kan berige mennesker
meget.

> og en konsekvens af noget, der ikke burde være
> sket!

Vrede kan nu være meget andet end det.
Jeg kan f.eks. blive vred over vores indvandrer/
udlændingepolitik, og den vrede kan jeg udtrykke
i politisk aktivitet, som resulterer i noget så positivt
(set med mine øjne) som en ændring. Læg mærke
til at jeg her teoretiserer, og ikke omtaler faktiske
forhold.

> og bør så vidt muligt undgåes. SÅ VIDT MULIGT vil jeg lige
> understrege.

Jeg kan ikke se hvorfor. Hvorfor ikke bruge sin
vrede og de energier der ligger i den?

> Hvis du ikke evnede at kontrollere og tøjle vrede, ville du have svært
ved
> at klare dig fornuftigt i samarbejde med andre.

Jeg har ingen problemer i den retning, jeg har f.eks.
en følelsesmæssig intelligens på 160, og fungerer
ualmindeligt godt socialt. Og jeg bliver såmænd
vred jævnligt.

> Vrede er i øvrigt en dom over andres handling - og tillige et forsøg på
at
> straffe.

Hvordan kan vrede i sig selv være et forsøg på at
straffe?

Mon ikke nogle mennesker forveksler vrede, med de
handlinger som nogle mennesker begår _i vrede_?

Vrede i sig selv er en følelse, ligesom kærlighed.
Jeg kan vise min kærlighed på mange måder, og jeg
kan vise min vrede på mange måder - alt efter hvad
jeg vælger. En følelse er bare en følelse - den er ikke
andet eller mere (pr. definition).

Tusinde hilsner
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d7e70c4$0$174$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Det er jeg virkelig uenig i - vrede er en sund følelse
> på lige fod med andre følelser.

NÅR jeg bliver vred, accepterer jeg følelsen.

Men vreden i sig selv er ikke sund. Det er derimod sundt at slippe af med
den. Og helt acceptabelt at folk giver slip på den - når de blot gør det på
en hensigtsmæssig måde.

Men visses frustrationstærskel er så lav, at de med held kunne arbejde på at
undgå vreden - frem for at acceptere hyppige anfald af vrede og måske
ligefrem hævde, at det er sundt og godt og positivt at være vred.

> Igen, jeg er meget uenig. Vrede er en følelse, der
> rummer enorme mængder af energi, og som om-
> sat i konstruktive handlinger kan berige mennesker
> meget.

Når du giver slip på vreden får du energien!

> Jeg kan ikke se hvorfor. Hvorfor ikke bruge sin
> vrede og de energier der ligger i den?

Hvis du taler om at tackle vreden i stedet for at undertrykke den, er vi
enige. Det er en bedre løsning.

Men var det sundt og godt at være vred, burde vi opsøge enhver given
mulighed for at blive vrede. Så burde vi rende rundt og fremprovokere
situationer, der tillader os at reagere vredt.

> Hvordan kan vrede i sig selv være et forsøg på at
> straffe?

Bliver du vred på at andet menneske vil den pågældende som regel opfatte det
som en dom og en straf.

Kender du nogen, der synes det er dejligt, når de fremprovokerer andres
vrede?

> Mon ikke nogle mennesker forveksler vrede, med de
> handlinger som nogle mennesker begår _i vrede_?

Der findes selvfølgelig acceptable og uacceptable måder at vise vrede på.

> Vrede i sig selv er en følelse, ligesom kærlighed.

Ja *S*
Men den ene er en positiv følelse og den anden er negativ.

> En følelse er bare en følelse - den er ikke
> andet eller mere (pr. definition).

Men de forskellige følelser påvirker os forskelligt.
Der er følelser, der kan have uhyggeligt negative indflydelser på din krop.

Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d7f17cb$0$11428$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

Hej Lisbeth.

> NÅR jeg bliver vred, accepterer jeg følelsen.

Jeg læser ikke accept af følelsen, vrede - i dine
indlæg.

> Men vreden i sig selv er ikke sund.

Det er vi uenige i, jeg synes vreden er meget sund,
den er udtryk for mange ting som er gavnlige for
det enkelte menneske, f.eks. evnen til at sige fra,
når ens grænser overskrides.

> Når du giver slip på vreden får du energien!

Igen er vi uenige - eller også er jeg ikke helt med
på, hvad du mener med at slippe vreden.

Jeg synes og mener, at der er energi i selve vreden
og også i det at være vred, altså energi mens man
er i følelsen af vrede.

> Hvis du taler om at tackle vreden i stedet for at undertrykke den, er vi
> enige. Det er en bedre løsning.

Medmindre man har lært nogle negative adfærdsmønstre,
er der ikke behov for at tackle vrede som sådan, men blot
at give den plads på lige fod med andre følelser.

> Men var det sundt og godt at være vred, burde vi opsøge enhver given
> mulighed for at blive vrede. Så burde vi rende rundt og fremprovokere
> situationer, der tillader os at reagere vredt.

Hvorfor?
Seksuel ophidselse er også en følelse, og en sund og god
én - men jeg ser ingen grund til at "rende rundt og frem-
provokere situationer, der tillader os at reagere seksuelt".
Kærlighed er også en følelse, men på lige fod med vrede,
er det ikke en følelse man har behov for at være i "hele
tiden". I det hele taget har jeg svært ved at sætte mig ind
i, at skulle være i _én_ følelse, når spektret er så bredt.

> Bliver du vred på at andet menneske vil den pågældende som regel opfatte
det
> som en dom og en straf.

Jeg opfatter da sjældent andres vrede som en dom/straf.
Kun når jeg tydeligt fornemmer, at det er afsenderens
budskab/intention.

> Kender du nogen, der synes det er dejligt, når de fremprovokerer andres
> vrede?

Det tror jeg ikke. Jeg forstår forøvrigt ikke dette argument.
At fremprovokere vrede forudsætter jo en bevidst handling,
hvor målet er at gøre den anden vred - hvis man ikke synes
det er dejligt, er der vel ingen grund til at gøre det.

> Der findes selvfølgelig acceptable og uacceptable måder at vise vrede på.

Hvem skal sætte sig til doms?
Hvad der er acceptabelt for mig, er måske ikke acceptabelt
for dig.

> Ja *S*
> Men den ene er en positiv følelse og den anden er negativ.

Er kærlighed altid positivt?
Er vrede altid negativt?
Bare så pr. definition.

Eks.
Manden slår kvinden, de har to små børn, hun elsker ham
og bliver - børnene vokser op og bliver smadret psykisk,
men de er elsket, skønt kærlighedens udtryksform er
forkvaklet i manges øjne.

Eks.
Manden slår kvinden, de har to børn, hun bliver vred og
kræver de går i terapi, og "virker" det ikke, forlader hun
ham. Børnene vokser op med langt mindre sandsynlighed
for at blive smadret psykisk.

> Men de forskellige følelser påvirker os forskelligt.
> Der er følelser, der kan have uhyggeligt negative indflydelser på din
krop.

Ja, som f.eks. destruktiv kærlighed, opofrelse, misforstået
hjælpsomhed og jeg kunne blive ved.

Tusinde hilsner
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d7fa94f$0$27695$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Jeg læser ikke accept af følelsen, vrede - i dine indlæg.

Jeg erkender at vrede er en del af livet. Men vrede er ikke en følelse jeg
ligefrem samler på eller stræber efter. Og slet ikke en følelse jeg hænger
fast i. Tvært imod slipper jeg den helst hurtigt igen.

Min far og jeg er ligefrem berømte, altså lokalt i familien, for at give
udtryk for vrede det ene øjeblik og kysse det næste. Resten af familien
mener, at det er os, der er de temperamentsfulde. Men vores vrede er
flygtig.

Min mor er derimod ret god til at holde fast i vrede. Hun kan forfine den,
gøde den, trække den i langdrag og pleje den. Rekorden var vist, da hun var
afsindigt vred på nabokonen i et helt halvt år. Der gik vist ikke en dag,
uden hun snakkede om sin vrede over møgkællingen på den anden side.

Så du har både ret og ikke ret.
Jeg accepterer min vrede.
Men jeg accepterer ikke, at den får ret meget plads i mit liv.

> Det er vi uenige i, jeg synes vreden er meget sund,
> den er udtryk for mange ting som er gavnlige for
> det enkelte menneske, f.eks. evnen til at sige fra,
> når ens grænser overskrides.

Jeg kan sagtens sige fra uden at være vred.
Og undrer mig tit over at folk kobler det at sige fra sammen med at være
vred.

> Igen er vi uenige - eller også er jeg ikke helt med
> på, hvad du mener med at slippe vreden.

Med at slippe vreden mener jeg, at jeg ikke føler vreden mere. At vreden er
ophørt, væk, forsvundet.

> Medmindre man har lært nogle negative adfærdsmønstre,
> er der ikke behov for at tackle vrede som sådan, men blot
> at give den plads på lige fod med andre følelser.

Jeg giver ikke min vrede plads på samme måde som positive følelser.

Jeg kan gå en hel dag og være glad, elske, kæk, legesyg og drilsk...... Men
gider ikke gå en halv eller hel dag og være vred. Hvorfor skulle jeg dog,
når det ikke er nødvendigt? Så nej.... jeg giver afgjort ikke vreden samme
plads som andre følelser.

> Seksuel ophidselse er også en følelse, og en sund og god
> én - men jeg ser ingen grund til at "rende rundt og frem-
> provokere situationer, der tillader os at reagere seksuelt".

Jeg er absolut ikke enig *SF*

> Kærlighed er også en følelse, men på lige fod med vrede,
> er det ikke en følelse man har behov for at være i "hele
> tiden".

Nejda. Ikke behov for. Men det er da ok, hvis kærligheden føles en god del
af tiden.

På min PC på arbejde har jeg som baggrundsbillede et foto af et barn jeg
elsker MEGET højt. Hver gang jeg ser hende, føler jeg en glæde og kærlighed,
som er den bedste følelse jeg overhovedet ved. Og det er bestemt ikke uden
grund og ejheller tilfældigt, at jeg har valgt et rigtigt menneske som
baggrundsbillede - og ikke eksempelvis Osama Bin Laden, Pia Kjærsgaard, Jürg
Haider etc.

> I det hele taget har jeg svært ved at sætte mig ind
> i, at skulle være i _én_ følelse, når spektret er så bredt.

Kan man?

> Hvem skal sætte sig til doms?

Det gør vi alle. Og dermed siger jeg ikke, at vi skal eller bør.

> Hvad der er acceptabelt for mig, er måske ikke acceptabelt for dig.

Enig. Og hvad der gør DIG vred, kan måske højst fremkalde et skuldetræk hos
mig. *S*

> Er kærlighed altid positivt?

Ja

> Er vrede altid negativt?

Ja

> Manden slår kvinden, de har to små børn, hun elsker ham
> og bliver - børnene vokser op og bliver smadret psykisk,
> men de er elsket, skønt kærlighedens udtryksform er
> forkvaklet i manges øjne.

Kærlighed er positiv. Hendes mangel på handling er ikke.
At blive hos en mand der mishandler en, er ikke nødvendigvis et udslag af
kærlighed - men snarere konsekvensen af selvhad og mangel på selvrespekt.

> Eks.
> Manden slår kvinden, de har to børn, hun bliver vred og
> kræver de går i terapi, og "virker" det ikke, forlader hun
> ham. Børnene vokser op med langt mindre sandsynlighed
> for at blive smadret psykisk.

Vreden er negativ, men forståelig.
Men hvordan ved du, at det er vrede og ikke kærlighed, der får hende til at
foreslå terapi?

> Ja, som f.eks. destruktiv kærlighed, opofrelse, misforstået
> hjælpsomhed og jeg kunne blive ved.

Hvad er destruktiv kærlighed?

Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d7fc7e3$0$806$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

> Jeg kan sagtens sige fra uden at være vred.

Det kan de fleste vel.

> Og undrer mig tit over at folk kobler det at sige fra sammen med at være
> vred.

Jeg ser ingen kobling, hvis du mener det jeg skrev,
så skrev jeg "f.eks." - der var tale om et eksempel.
At man _kan_ reagere med vrede nogle gange i
en given situation, er ikke ensbetydende med at
den type situationer og vrede hænger uløseligt
sammen.

> Med at slippe vreden mener jeg, at jeg ikke føler vreden mere. At vreden
er
> ophørt, væk, forsvundet.

Så når vreden er væk, oplever man energien fra den?
Eller misforstår jeg noget.
Jeg synes nu stadig, der er megen energi i selve vreden.

> Jeg kan gå en hel dag og være glad, elske, kæk, legesyg og drilsk......
Men
> gider ikke gå en halv eller hel dag og være vred.

Hvad så hvis du bare er det?

> Hvorfor skulle jeg dog,
> når det ikke er nødvendigt?

Hvis nu du er vred, og følelsen af vrede nu engang er der
i en hel dag - vil du så efter x antal timer beslutte, at nu
må vreden ikke være der mere - helt uagtet at årsagen
til vreden f.eks. måske ikke er væk.

> Så nej.... jeg giver afgjort ikke vreden samme
> plads som andre følelser.

Jeg får sådan et billed i mit hoved:
Tænk hvis følelser var mennesker, så besluttede du
på forhånd, at nogle skulle have mere plads end andre,
helt ligegyldigt hvordan de mennesker så var. Det var
bare besluttet på forhånd, så at sige *S*.

> På min PC på arbejde har jeg som baggrundsbillede et foto af et barn jeg
> elsker MEGET højt. Hver gang jeg ser hende, føler jeg en glæde og
kærlighed,
> som er den bedste følelse jeg overhovedet ved.

Hvis jeg ser noget længe nok, eller tilpas mange gange
på en dag, så "overser" jeg det let og lægger ikke
længere mærke til det. Mon ikke vi blot er forskellige.

> > I det hele taget har jeg svært ved at sætte mig ind
> > i, at skulle være i _én_ følelse, når spektret er så bredt.
>
> Kan man?

Det tror jeg ikke.

> Enig. Og hvad der gør DIG vred, kan måske højst fremkalde et skuldetræk
hos
> mig. *S*

Eller omvendt.

> > Er vrede altid negativt?
>
> Ja

Det var en kende kategorisk, min erfaring siger mig, at
det skal man være varsom med.

> Kærlighed er positiv. Hendes mangel på handling er ikke.
> At blive hos en mand der mishandler en, er ikke nødvendigvis et udslag af
> kærlighed - men snarere konsekvensen af selvhad og mangel på selvrespekt.

For nogle mennesker er kærlighedens udtryksform
forkvaklet, men det gør det ikke til andet end
kærlighed. Et meget godt eksempel er "historien"
om de to narkomaner, som bandt deres barn nede
i kravlegården gennem måneder. De fleste ville nok
mene, at det ikke kunne være en handling udsprunget
af kærlighed, men de gjorde det faktisk for at barnet
ikke skulle stikke sig på deres nåle, og for dem - der
var det en kærlighedshandling.

> > Eks.
> > Manden slår kvinden, de har to børn, hun bliver vred og
> > kræver de går i terapi, og "virker" det ikke, forlader hun
> > ham. Børnene vokser op med langt mindre sandsynlighed
> > for at blive smadret psykisk.
>
> Vreden er negativ, men forståelig.

Jeg synes det er en sund vrede - jeg ville synes det var
meget negativt ikke at blive vred, når man bliver slået.

> Men hvordan ved du, at det er vrede og ikke kærlighed, der får hende til
at
> foreslå terapi?

Det kan vel være begge dele - jeg vil da mene, at begge
dele ville forekomme. Jeg valgte, at skitsere en situation,
hvor det altså var vreden der fik hende til det.

> > Ja, som f.eks. destruktiv kærlighed, opofrelse, misforstået
> > hjælpsomhed og jeg kunne blive ved.
>
> Hvad er destruktiv kærlighed?

Kærlighed der ødelægger de mennesker der føler den,
f.eks. fordi dens udtryksformer kan være forkvaklede
og direkte fysisk og psykisk skadelige.

Tusinde hilsner
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d80f197$0$57406$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> > Jeg kan sagtens sige fra uden at være vred.
>
> Det kan de fleste vel.

Nogle kan. Nogle kan ikke. Altså sige fra før de bliver vrede. Nogle kan
sige fra uden at være eller lyde vred. Men jeg talte ikke om dem, der kan
sige fra på en ordentlig måde - men om dem, der ikke forstår, at der rent
faktisk bliver sagt fra uden vrede.

Jeg taler om den, der reagerer på, at der bliver sagt fra. Og jeg oplever
forbløffende ofte, at folk reagerer som om der er vrede involveret.

Eksempelvis kolleger, der tror chefen er vred, når hun bremser noget eller
siger fra overfor deres ønsker. Eller chefen tror, at medarbejderen er sur
på chefen eller firmaet, når han afviser overarbejde.

Prøv at observer PERSON A, der siger fra overfor PERSON B

A afviser noget, trækker en grænse, afviser noget eller beder om at noget
ophører. Og gør det på en venlig, men bestemt måde, der ikke afslører nogen
som helst tegn på vrede.

PERSON B reagerer måske alligevel fornærmet, krænket, beroligende: "Så så...
du behøver da ikke blive sur over så lidt" Eller med et mopset og syrligt
"Sørme undskyld da" der tydeligt afslører, at B tror A er dybt krænket og
fornærmet, hvilket situationen ikke nødvendigvis afslører tegn på.

Men der er jo også dem, har nemmere ved at reagere, når de har opbygget en
vis mængde vrede. De går måske en rum tid og gejler sig op. Reagerer ikke
før de mærker vreden. De sætter blus på vreden og får den til at koge. Og SÅ
handler de! SÅ reagerer de. Først da....

.... og forklarer måske bagefter alverden, at der bare er SÅ meget sund og
konstruktiv energi i vrede og den er bare SÅ god, hvis man vil handle og
reagere. Og det er sørme både sundt og godt at være vred. Helt naturligt.
Det skal ikke undertrykkes.... så ind og giv chefen/medarbejderen en opsang
og få luft for vrede. Det er helt naturligt *S*

Nogle gange bliver man vred. Det er uundgåeligt. Og så må man tackle den.
Men vrede er ikke desto mindre, hvad jeg vil kalde en negativ følelse.

> Så når vreden er væk, oplever man energien fra den?

Når vreden er væk, bruger man ikke mere energi på at være vred. *S*

> Jeg synes nu stadig, der er megen energi i selve vreden.

Der er ekstremt meget energi i vrede! Og det kræver som regel megen
opmærksomhed, fokus og tankevirksomhed at være vred.

Og nogle kan dårligt sige fra uden at være vrede. Eller kan bedst. De vil
nok især være tilbøjelige til at betegne vrede som god energi. Fordi de
bedste kan handle og sige fra, når de er vrede.


> > Jeg kan gå en hel dag og være glad, elske, kæk, legesyg og drilsk......
> > Men gider ikke gå en halv eller hel dag og være vred.
>
> Hvad så hvis du bare er det?

Så går der en helvedes masse energi til spilde på bare at være vred.
Reagerer jeg konstruktivt på vreden ophører den - og jeg kan fokusere på
andet end at være vred.

> Hvis nu du er vred, og følelsen af vrede nu engang er der
> i en hel dag - vil du så efter x antal timer beslutte, at nu
> må vreden ikke være der mere - helt uagtet at årsagen
> til vreden f.eks. måske ikke er væk.

Venter ikke timer.
Reagerer som regel prompte på vrede.
Om det er muligt.

> Tænk hvis følelser var mennesker, så besluttede du
> på forhånd, at nogle skulle have mere plads end andre,
> helt ligegyldigt hvordan de mennesker så var. Det var
> bare besluttet på forhånd, så at sige *S*.

Jeg skelner mellem følelser, mennesker, ting etc. *S*

Men der er vitterlig mennesker, der har mere plads i mit liv end andre. Og
det hænger nøje sammen med, hvordan de er.

> Hvis jeg ser noget længe nok, eller tilpas mange gange
> på en dag, så "overser" jeg det let og lægger ikke
> længere mærke til det. Mon ikke vi blot er forskellige.

Jeg ser det ikke hele tiden. Jeg arbejder, vinduer åbner og lukker,
minimeres og maksimeres - dækker for baggrundsbilledet, som dog MANGE GANGE
i løbet af dagen bliver synligt.

JEG ser det. Mindst 5-10 gange på en dag.
Selv nu, hvor jeg ikke kan se det, kan jeg genskabe det for mit indre blik
og glæder mig.

Jeg oplever tillige andre reagere med glæde på billedet, som for folk til at
stoppe op og reagere. Udover at vise en person jeg elsker, er det generelt
et godt billede af et charmerende barn. Hun ser så glad ud, at det påvirker
de fleste, der ser det.

De billeder man vælger, de omgivelser man vælger, det tøj du vælger, de
mennesker du vælger at omgive dig med - påvirker humøret og dine følelser.
Vælg selv om følelsen.

Du kan nemt lave en simpel test. Find et billede, der gør dig ked af det,
vred, irriteret og brug det som baggrundsbillede i en uges tid.

Find så et, der gør dig glad, får dig til at le, fremkalder fornemmelsen af
energi og livsglæde. Brug det i en uge.

Jeg fungerer afgjort bedst i en tilstand af glæde. Nok kan vreden bruges
konstruktivt - men jeg vil bestemt ikke fungere bedre og udrette mere, hvis
jeg en hel uge i træk opsøger vrede frem for glæde. Tvært imod.

Og oplever jeg et barn eller en kollega, der er vred, vil jeg afgjort mene,
at det er bedst af slippe af med vreden hurtigst muligt og komme videre.

Prøv engang, når du har et rasende barn foran dig - eller en meget vred
voksen - at erkende og acceptere vreden og raseriet. Men prøv også at lade
være med at reagere på den. Ignorer den. Tal til barnet om noget sjovt. Få
den voksne til at grine. Det er ikke umuligt. Og ofte er det sådan, at i det
øjeblik du bryder vreden med en anden følelse, får vedkommende energi til at
komme videre.

Og prøv engang at spørg et barn, hvad der er bedst ... at være glad eller
vred.

Du finder ikke et eneste barn, der ikke vil fortælle dig, at det er bedst at
være glad. Ethvert sundt barn vil betegne vrede som noget negativt - også
selvom det måske ikke bruger ordet negativ.

Det er kun voksne, der kan bilde sig ind, at vrede er godt.

Ethvert barn kan i sin mave MÆRKE, at vrede er en negativ følelse.

> > Enig. Og hvad der gør DIG vred, kan måske højst fremkalde et skuldetræk
> hos
> > mig. *S*
>
> Eller omvendt.

Yes!

Og jeg har, som de fleste, nogle ømme ligtorne, der får mig til at
overreagere eller reager uhensigtsmæssigt.

> Det var en kende kategorisk, min erfaring siger mig, at
> det skal man være varsom med.

Synes ellers at du kategorisk hævder, at vrede IKKE altid er negativ *S*

> For nogle mennesker er kærlighedens udtryksform
> forkvaklet

Jeg taler om følelsen, når jeg taler om negative og positive følelser - ikke
om udtryksformen, som du har ret i kan vise sig på mange måder.

> Et meget godt eksempel er "historien"
> om de to narkomaner, som bandt deres barn nede
> i kravlegården gennem måneder.

Jeg forstår ikke, hvad du vil sige med den.
Vi er ikke uenige om, at kærlighed kan føre til handlinger, der enten ER
eller FÅR negative konsekvenser. Det rokker ikke i mine øjne ved, at
kærlighed er en positiv følelse.

> Jeg synes det er en sund vrede - jeg ville synes det var
> meget negativt ikke at blive vred, når man bliver slået.

Vi er ikke uenige i, at det er sundt at reagere på vrede. *S*
Jo før jo bedre.

Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d81916a$0$11422$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

Hej Lisbeth.

> > > Jeg kan sagtens sige fra uden at være vred.
> >
> > Det kan de fleste vel.
>
> Nogle kan. Nogle kan ikke. Altså sige fra før de bliver vrede. Nogle kan
> sige fra uden at være eller lyde vred. Men jeg talte ikke om dem, der kan
> sige fra på en ordentlig måde - men om dem, der ikke forstår, at der rent
> faktisk bliver sagt fra uden vrede.

Jeg tænker, at langt de fleste mennesker kan begge dele
og ikke behøver nøjes med at sige fra på en måde i alle
situationer.

Jeg kunne ikke umiddelbart se ud af din sætning:
"Jeg kan sagtens sige fra uden at være vred."
- at du talte om dem, der ikke forstår, at der rent
faktisk bliver sagt fra uden vrede.

> A afviser noget, trækker en grænse, afviser noget eller beder om at noget
> ophører. Og gør det på en venlig, men bestemt måde, der ikke afslører
nogen
> som helst tegn på vrede.
>
> PERSON B reagerer måske alligevel fornærmet, krænket, beroligende: "Så
så...
> du behøver da ikke blive sur over så lidt" Eller med et mopset og syrligt
> "Sørme undskyld da" der tydeligt afslører, at B tror A er dybt krænket og
> fornærmet, hvilket situationen ikke nødvendigvis afslører tegn på.

Jamen, det har da intet med vrede at gøre, som vi
debatterer her.

> Men der er jo også dem, har nemmere ved at reagere, når de har opbygget
en
> vis mængde vrede. De går måske en rum tid og gejler sig op. Reagerer ikke
> før de mærker vreden. De sætter blus på vreden og får den til at koge. Og
SÅ
> handler de! SÅ reagerer de. Først da....
>
> ... og forklarer måske bagefter alverden, at der bare er SÅ meget sund og
> konstruktiv energi i vrede og den er bare SÅ god, hvis man vil handle og
> reagere. Og det er sørme både sundt og godt at være vred. Helt naturligt.
> Det skal ikke undertrykkes.... så ind og giv chefen/medarbejderen en
opsang
> og få luft for vrede. Det er helt naturligt *S*

Hvorfor er du nedladende?

Jeg tror, at mennesker kan reagere på mange forskellige
måder, og at ingen reagere med samme følelse i enhver
situation, som måtte være lig en anden situation, der ellers
udløste netop den følelse. Jeg tror, at det er muligt at man
reagerer vredt i en situation den ene dag, men smiler
overbærende den næste - faktisk tror jeg ikke, at det
er muligt at reagere ens i sammenlignelige situationer
altid.

> Nogle gange bliver man vred. Det er uundgåeligt. Og så må man tackle den.
> Men vrede er ikke desto mindre, hvad jeg vil kalde en negativ følelse.

Jeg synes, at nogle af de udtryksformer vrede kan have,
kan være negative, alt efter hvordan omstændighederne
er. Jeg kan ikke blive enig i, at vrede i sig selv, som følelse,
er negativ.

> > Så når vreden er væk, oplever man energien fra den?
>
> Når vreden er væk, bruger man ikke mere energi på at være vred. *S*

At man ikke længere bruge energi på noget, udløser vel
ikke nødvendigvis energi. Jeg oplever at vrede har den
kropslige (kemiske) effekt, at adrenalin-niveauet stiger
i kroppen, og det giver faktuel energi.

> Der er ekstremt meget energi i vrede!

Jeg ved ikke lige med "ekstremt" *S*.

> Og det kræver som regel megen
> opmærksomhed, fokus og tankevirksomhed at være vred.

Det synes jeg ikke altid gør sig gældende, det varierer
meget efter min opfattelse - varierer efter hvor stærk
følelsen er, årsagerne til følelsen, mulighederne for at
gøre noget ved årsagerne osv.

> Så går der en helvedes masse energi til spilde på bare at være vred.

Det kan jeg ikke ubetinget nikke genkendende til.
Meget af min vrede kommer til udtryk som energi
brugt på forbedringer, og derved er det meget langt
fra spildt.

> > Tænk hvis følelser var mennesker, så besluttede du
> > på forhånd, at nogle skulle have mere plads end andre,
> > helt ligegyldigt hvordan de mennesker så var. Det var
> > bare besluttet på forhånd, så at sige *S*.
>
> Jeg skelner mellem følelser, mennesker, ting etc. *S*
>
> Men der er vitterlig mennesker, der har mere plads i mit liv end andre.

Jeg skrev ikke "i dit liv" - det var generelt. Du klassi-
ficerer vrede som en følelse der pr. defintion ikke skal
levnes meget plads til. Det sammenlignede jeg så med,
at det ville svare til at der pr. defintion skulle være mindre
plads på alle områder til person A fremfor person B.

Altså lille Gudrun i børnehaven skulle kun have 30x30 cm
at sidde på, mens Laila skulle have 1x1 meter. Bare fordi
Gudrun er Gudrun og Laila er Laila, og så er det iøvrigt
ligegyldigt, hvordan de udtrykker sig osv.

> Du kan nemt lave en simpel test.

Det ville jeg personligt anse som værende tidsspilde. Jeg
føler slet ikke behov for at omgive mig med billeder på
den måde. Hverken for at blive stimuleret til at blive i
godt humør eller dårligt. Dermed ikke sagt, at jeg ikke
kan nyde at se på billeder.

> Jeg fungerer afgjort bedst i en tilstand af glæde.

Jeg fungerer generelt godt. Ikke altid, ikke i alle
situationer, men sådan helt generelt fungerer jeg
bare godt, både når jeg er glad, sur, trist, vred,
træt, kærlig, elskende osv.

> Nok kan vreden bruges
> konstruktivt - men jeg vil bestemt ikke fungere bedre og udrette mere,
hvis
> jeg en hel uge i træk opsøger vrede frem for glæde.

Hvorfor opsøge følelser, komme de ikke som en
forholdsvis naturlig del af ens liv. Opstår de ikke
som et resultat af det vi gør?

Hvis man gør noget, med det formål at det skal udløse
en bestemt følelse, sætter man så ikke sig selv op til
skuffelser, hver gang det man "regner" med vil udløse
lige netop den følelse, alligevel ikke gør det?

> Prøv engang, når du har et rasende barn foran dig - eller en meget vred
> voksen - at erkende og acceptere vreden og raseriet. Men prøv også at
lade
> være med at reagere på den. Ignorer den. Tal til barnet om noget sjovt.
Få
> den voksne til at grine. Det er ikke umuligt. Og ofte er det sådan, at i
det
> øjeblik du bryder vreden med en anden følelse, får vedkommende energi til
at
> komme videre.

Det ville jeg ikke bruge min energi på. Jeg vil langt
hellere vide, hvad vreden handlede om, hvorfor
den havde den form den havde og hvad personen
havde lyst til at gøre, ved det som udløste vreden.
Og hvis vreden havde en udtryksform, som jeg
ikke kan acceptere, ville jeg sige fra overfor per-
sonen, uanset om der var tale om et barn eller en
voksen. Så ville det være personens eget valg, om
han/hun ville ændre udtryksform, eller undvære mit
selskab.

> Og prøv engang at spørg et barn, hvad der er bedst ... at være glad eller
> vred.
>
> Du finder ikke et eneste barn, der ikke vil fortælle dig, at det er bedst
at
> være glad. Ethvert sundt barn vil betegne vrede som noget negativt - også
> selvom det måske ikke bruger ordet negativ.

Er det ikke en kende arrogant at klassificere det sådan?
Hvad så med de børn, der ikke ville svare som du for-
venter?
Er det usunde børn?

Når jeg er sammen med børn, så oplever jeg, at det
falder dem naturligt at blive vrede og vise denne vrede,
når deres grænser overskrides eller hvis der tilstøder
dem noget andet ubehageligt. Og jeg oplever ikke, at
et barn som giver udtryk for vrede, som barnet mener
er berettiget, bagefter plages af nogen form for dårlig
samvittighed.

> Det er kun voksne, der kan bilde sig ind, at vrede er godt.

"Bilde sig ind" - er det ikke en nedsættende bemærkning
om min opfattelse af dette emne?

> Ethvert barn kan i sin mave MÆRKE, at vrede er en negativ følelse.

Hvad med de børn, som ikke kan mærke det?
(jeg tror, de findes)

> > > > Er vrede altid negativt? (dette skrev jeg)
> > > >
> > > Ja (dette skrev du)
> > >
> > Det var en kende kategorisk, min erfaring siger mig, at
> > det skal man være varsom med. (dette skrev jeg)
>
> Synes ellers at du kategorisk hævder, at vrede IKKE altid er negativ *S*

Du har ret - jeg mener nemlig, at vrede slet ikke "altid"
er noget som helst, vrede kan - udtrykt på en i situa-
tionen uheldig/voldelig måde udmynte sig i noget negativt.
Vrede kan også - udtrykt på en konstruktiv måde, ud-
mynte sig i noget positivt.
Sådan opfatter jeg det.

> > For nogle mennesker er kærlighedens udtryksform
> > forkvaklet
>
> Jeg taler om følelsen, når jeg taler om negative og positive følelser

Og mit postulat er så, at følelser i sig selv ikke er hverken/
eller - de er bare.

> - ikke
> om udtryksformen, som du har ret i kan vise sig på mange måder.

Og jeg mener så, alt efter omstændighederne, at udtryks-
formerne kan være henholdvis positive eller negative.

> Jeg forstår ikke, hvad du vil sige med den.

Vise at følelsen kærlighed, kan udtrykkes i overgreb
og vanrøgt, som ikke umiddelbart opfattes som noget
ønskværdigt. Ligeledes er jeg kommet med eksem-
pler på at følelsen vrede, som du altså opfatter som
negativ pr. definition, kan udtrykkes positivt.

> Vi er ikke uenige om, at kærlighed kan føre til handlinger, der enten ER
> eller FÅR negative konsekvenser. Det rokker ikke i mine øjne ved, at
> kærlighed er en positiv følelse.

Hvorfor skriver du så hele tiden om vrede ud fra de
negative udtryksformer, og vælger at se bort fra
hele den anden side af spektret?

Ligesom kærlighed, kan vrede have mange udtryks-
former, og ligesom kærlighed er vrede blot en følelse
i menneskets sind. Hverken mere eller mindre, en
følelse. Hvordan kan en følelse i sig selv være rigtig
eller forkert, eller positiv eller negativ?

Jeg kan ikke opfatte det anderledes, end at det er
følelsernes udtryk, der kan tolkes positivt eller negativt.

Mange hilsner
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d82002e$0$57367$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Jeg kunne ikke umiddelbart se ud af din sætning:
> "Jeg kan sagtens sige fra uden at være vred."
> - at du talte om dem, der ikke forstår, at der rent
> faktisk bliver sagt fra uden vrede.

Nope.. det var også i den efterfølgende, jeg udtrykte det *S*

> Hvorfor er du nedladende?

Vil hellere kalde det lettere sarkastisk. Ikke i den hensigt at genere - men
gerne i forsøg på at provokere til eftertanke.

> Det ville jeg personligt anse som værende tidsspilde. Jeg
> føler slet ikke behov for at omgive mig med billeder på
> den måde.

Testen kan udføres med meget andet end billeder.
Prøv med musik, teater, film, mennesker, natur, artikler, dufte, lyde ......

> Hvorfor opsøge følelser, komme de ikke som en
> forholdsvis naturlig del af ens liv. Opstår de ikke
> som et resultat af det vi gør?

Jo.. blandt andet som et resultat af, hvad man gør.
Jeg vil derfor helst lære et barn at gøre det, der skaber positive følelser.

> Hvis man gør noget, med det formål at det skal udløse
> en bestemt følelse, sætter man så ikke sig selv op til
> skuffelser, hver gang det man "regner" med vil udløse
> lige netop den følelse, alligevel ikke gør det?

I 1878 bekendtgjorde Thomas Edison, at han ville opfinde en lyskilde, der
kunne afløse gasflammen. Undervejs i processen fik Edison besøg af en
journalist, som fik forklaret, at Edison på det tidspunkt havde haft 3000
forsøg, der ikke gav det ønskede resultat.

"Det må være skuffende med så mange fiaskoer", reagerede journalisten.

"Overhovedet ikke," svarede Thomas Edison. "Nu kender jeg 3.000 metoder, der
IKKE virker og enhver fejl er et skridt i den rigtige retning mod succes."

At frygte skuffelse er lig med at begrænse sig selv unødigt. Så lad os lære
børn at vove skuffelser og fejl!

Vover barnet ikke at sætte mål, der undervejs kan føre til skuffelse, kommer
det ikke ret langt. Ikke så langt, som muligt. Jo flere skuffelser det
vover - desto større succes vil barnet opnå.

> Hvad så med de børn, der ikke ville svare som du for-
> venter? Er det usunde børn?

Jeg er stødt på en del meget vrede børn. Betragter dem som psykisk usunde
børn i ubalance. Og nu taler jeg ikke om børn, der af og til bliver vrede -
men om børn, der generelt og grundlæggende ER vrede. Sådanne børn har det
meget skidt.

> Og jeg oplever ikke, at et barn som giver udtryk for vrede, som barnet
mener
> er berettiget, bagefter plages af nogen form for dårlig samvittighed.

Så har du eksempelvis ikke oplevet børn fra hjem, hvor vrede straffes med
psykisk terror fra en martyragtig mor.

> > Det er kun voksne, der kan bilde sig ind, at vrede er godt.
>
> "Bilde sig ind" - er det ikke en nedsættende bemærkning
> om min opfattelse af dette emne?

Jeg mener oprigtig - men ikke uvenligt - at man tager grusomt fejl, hvis man
bilder sig ind, at vrede er en sund og god følelse.

Vrede er en af de syv dødssynder. På listen er også misundelse, hovmod,
gerrighed, dovenskab, frådseri og utugt.

I middelalderen var den en alvorlig sag. Begik man en af dødssynderne i
dødsøjeblikket, var man fortabt og sjælen direkte på vej til helvedes
pinsler.

I nutidens samfund har de syv dødssynder fået pæne betegnelser og betegnes
som dyder.

VREDEN betegnes i dag som en vigtig kreativ, grænsesættende og progressiv
kraft.
OVERMODET handler om, at vi konstant skal udstråle selvtillid og
risikovillighed.
GERRIGHED er samfundet profitorientering.
DOVENSKABEN symboliserer drømmen om et afslappet liv i luksus - som
gerrigheden skal føre os til.
MISUNDELSE anerkendes som en nødvendig forudsætning for sund konkurrence.
UTUGTEN består i at gøre præcis det, man har lyst til.
FRÅDSERI er stadig lidt af en synd - men danskernes forbrug er ved at stige
til amerikanske højder.

Fortidens dødssynder er blevet dyder.
Nogle tror, de er vejen til frihed og lykke.
Og andre, at det er vejen til tomhed, bitterhed, foragt for medmennesker og
sig selv, ensomhed, afstand mellem forældre og børn.....

(Gennemgangen af de syv dødssynder/dyder er frit citeret fra Claus
Pallesens - http://www.sitecenter.dk/cp/hjemmeside/ - prædiken til 4. søndag
efter påske, 28.april 2002
http://www.sitecenter.dk/cp/nss-folder/pastoralt/2tr14sepaske.doc )


> Hvordan kan en følelse i sig selv være rigtig
> eller forkert, eller positiv eller negativ?

Kig på de indsatte i landets fængsler. Det er i stor udstrækning mennesker,
der har handlet på grundlag af vrede. Og nejda... vrede ender ikke
nødvendigvis med en tur i spjældet - men det er ikke overvejende livsglade
optimister med selvtillid, der ender der. Thorsen er en af undtagelserne -
og en mand, der er et levende eksempel på, at man ikke skal lade sig bremse
af risiko for skuffelse. Han klør på.... på trods af modgang og skuffelser
(http://dk.news.yahoo.com/020802/65/yex7.html)

Kig på ensomme mennesker. De er overvejende vrede og bitre - og jeg tror
ikke vreden og bitterheden ene og alene er en konsekvens af ensomheden.
Tror, at det ofte er deres vrede og bitterhed, der holder andre på afstand.

Kender ikke nogen - hverken børn eller voksne - der primært stiler efter at
være sammen med mennesker, der føler sig vrede. Kender ikke nogen, der synes
det er lige godt at være sammen med folk uanset de føler vrede eller glæde.

Jeg er ikke religiøs. Ikke engang medlem af nogen kirke.
Men jeg er ikke tilhænger af at gøre synd til dyd - at legalisere eller
forsvare det negative.

Mvh. Lisbeth

---

W e b W o m a n skrev:

SNIP
>> Det kan de fleste vel.
>
> Nogle kan. Nogle kan ikke. Altså sige fra før de bliver
> vrede. Nogle kan sige fra uden at være eller lyde vred. Men
> jeg talte ikke om dem, der kan sige fra på en ordentlig måde
> - men om dem, der ikke forstår, at der rent faktisk bliver
> sagt fra uden vrede.
>
> Jeg taler om den, der reagerer på, at der bliver sagt fra. Og
> jeg oplever forbløffende ofte, at folk reagerer som om der er
> vrede involveret.

jeg bryder lige ind her.

Hvorfor skal jeg tage ansvar for hvordan den anden reagerer io
lige netop sådan et tilfælde? Hvis jeg siger til vedkommende at
det vedkommende gør, gør mig vred og vedkommende reagere som om
jeg står og råber er vedkommende temmelig 'følsom' og det kan da
umuligt være mit problem hvordan vedkommende opfatter mit budskab.
Det er oftest modtagerens eget problem hvordan modtageren modtager
et budskab. Det kan jeg ikke tage ansvar for. hvis jeg gjorde det
kunne jeg lige så godt sy mine læber sammen og binde mig selv på
hænder og fødder.

> Eksempelvis kolleger, der tror chefen er vred, når hun
> bremser noget eller siger fra overfor deres ønsker. Eller
> chefen tror, at medarbejderen er sur på chefen eller firmaet,
> når han afviser overarbejde.

Tror.. er nøgleordet her. Hvad folk 'tror' er ikke mit problem
hvis jeg selv mener jeg afleverer et utvetydigt budskab. Problemet
i sådanne situationer er oftest ikke hvad for et budskab jeg
afleverer, men hvordan folk opfatter det og det kan være meget
forskelligt alt efter om de kender mig, kan lide mig, kan lide mit
ikke eksisterende slips.. og så videre..

> Prøv at observer PERSON A, der siger fra overfor PERSON B
>
> A afviser noget, trækker en grænse, afviser noget eller beder
> om at noget ophører. Og gør det på en venlig, men bestemt
> måde, der ikke afslører nogen som helst tegn på vrede.
>
> PERSON B reagerer måske alligevel fornærmet, krænket,
> beroligende: "Så så... du behøver da ikke blive sur over så
> lidt" Eller med et mopset og syrligt "Sørme undskyld da" der
> tydeligt afslører, at B tror A er dybt krænket og fornærmet,
> hvilket situationen ikke nødvendigvis afslører tegn på.

Person B prøver at manipulere person A til at lade være emd at
sige fra og finde sig i at blive jokket på.

Deyt er da vældigt synd at Person B føler sig trådt på i den grad.


> Men der er jo også dem, har nemmere ved at reagere, når de
> har opbygget en vis mængde vrede. De går måske en rum tid og
> gejler sig op. Reagerer ikke før de mærker vreden. De sætter
> blus på vreden og får den til at koge. Og SÅ handler de! SÅ
> reagerer de. Først da....

Det er entop hele humlen i problemstillingen for mig. Folk der
undertrykker vreden længe nok til at den bliver til raseri.

> ... og forklarer måske bagefter alverden, at der bare er SÅ
> meget sund og konstruktiv energi i vrede og den er bare SÅ
> god, hvis man vil handle og reagere. Og det er sørme både
> sundt og godt at være vred. Helt naturligt. Det skal ikke
> undertrykkes.... så ind og giv chefen/medarbejderen en opsang
> og få luft for vrede. Det er helt naturligt *S*

Jeg har set en del undersøgelser og der var også noget om det på
discovery. Dem der får lov at rase ud på for eksempel en dukke med
at baseballbat har raseriet siddende i kroppen og sindet meget
længere end dem der laver åndedrætsøvelser for at slappe af.

> Nogle gange bliver man vred. Det er uundgåeligt. Og så må man
> tackle den. Men vrede er ikke desto mindre, hvad jeg vil
> kalde en negativ følelse.

I min bog findes der slet ikke negative følelser. De er bare
fælelser. De rer så stor forskel på hvad forskellige kulturer
opfatter som god og dårligt i dne henseende at det siger mig at
opdelingen af godt og dårligt hvad følelser angår er ligegyldig.

I Italien er vrede og endda i fuld offentlighed helt ok. I
trafikken ser man italierne stå og råbe og lave truende fagter af
hinanden udne at det kommer til korporligheder. Herhjemme bliver
man meldt til politiet for trusler ved sådan en opførsel i væreste
fald, i bedste fald banker folk på deres tinding med pegefingeren
for at indikere hvad de mener om en der raser.

>> Så når vreden er væk, oplever man energien fra den?
>
> Når vreden er væk, bruger man ikke mere energi på at være
> vred. *S*

Den komme lynhurtigt igen hvos man ikke bruger sin vrede til at
sige fra. For den man blev vred på pisser på én endnu en gang og
endnu en hgang og...

>> Jeg synes nu stadig, der er megen energi i selve vreden.
>
> Der er ekstremt meget energi i vrede! Og det kræver som regel
> megen opmærksomhed, fokus og tankevirksomhed at være vred.

Gør det? Ikke for mig. Hvis jeg siger fra i tide forsvinder min
vrede som dug for solen på 2 sekunder, medmindre vedkommende
insisterer på at lade som om min vrede ikke er der, eller er
uberettiget. Så bliver jeg bare mere vred. Det udvikler sig dog
aldrig mere til raseri. I sidste ende er det mig der tydeligt
markere med pegefinger og tinding inden jeg forlader vedkommende.

> Og nogle kan dårligt sige fra uden at være vrede. Eller kan
> bedst. De vil nok især være tilbøjelige til at betegne vrede
> som god energi. Fordi de bedste kan handle og sige fra, når
> de er vrede.

ja nogle.. jeg siger som regel fra lang tid inden det blvier til
vrede. I nogne fp situationer, når det for eksempel er en chef man
er vred på skal der nogen gange vrede til for at man kan få
'modet' til det.

SNIP
>> Hvad så hvis du bare er det?
>
> Så går der en helvedes masse energi til spilde på bare at
> være vred. Reagerer jeg konstruktivt på vreden ophører den -
> og jeg kan fokusere på andet end at være vred.

Det er lige min pointe. Man skal reagere på sin vrede.. ikke bare
undertrykke den.

>> Hvis nu du er vred, og følelsen af vrede nu engang er der
>> i en hel dag - vil du så efter x antal timer beslutte, at nu
>> må vreden ikke være der mere - helt uagtet at årsagen til
>> vreden f.eks. måske ikke er væk.
>
> Venter ikke timer.

Ja.

> Reagerer som regel prompte på vrede.

Ja.

> Om det er muligt.

Altid her.

SNIP
> Prøv engang, når du har et rasende barn foran dig - eller en
> meget vred voksen - at erkende og acceptere vreden og
> raseriet. Men prøv også at lade være med at reagere på den.
> Ignorer den. Tal til barnet om noget sjovt. Få den voksne til
> at grine. Det er ikke umuligt. Og ofte er det sådan, at i det
> øjeblik du bryder vreden med en anden følelse, får
> vedkommende energi til at komme videre.

HVois en voksne laver det 'trick' med mig bliver jeg først for
alvor vred. For dte tyder på at den voksne ikke tager mig
alvorligt, eller forsøger at manipulere med mig. Det er der ingen
der slipper afsted med.

SNIP
> Du finder ikke et eneste barn, der ikke vil fortælle dig, at
> det er bedst at være glad. Ethvert sundt barn vil betegne
> vrede som noget negativt - også selvom det måske ikke bruger
> ordet negativ.

og hvem er dte lige der har fortalt dette barn at der finedes gde
følelser og dårlige følelser? Det er enæppe noget barnet selv har
fundet på men noget omgivelserne signalerer til barnet. Tag en
nyfødt baby der er våd i numsen og sulten og forklar barnet at der
findes negative og positive følelser. I samme øjeblik børn får
bare et minimum af bevidsthed om deres omgivelser begynder de at
lære.

> Det er kun voksne, der kan bilde sig ind, at vrede er godt.

??
Det er kun voksne der kan bilde at barn ind at der findes gode og
dårlige ting i her i livet generelt.

> Ethvert barn kan i sin mave MÆRKE, at vrede er en negativ
> følelse.

Kan det? Hvordan ved du det? Du er da så vidt jeg ved en voksen.

SNIP
> Vi er ikke uenige i, at det er sundt at reagere på vrede. *S*
> Jo før jo bedre.

Enig. Inden det bliver til raseri.

--
Protest against the closing of the Net on behalf of the chinese
people
http://www.bevidst.subnet.dk/

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns928A69274298CIMP@teledanmark.dk...

> Hvorfor skal jeg tage ansvar for hvordan den anden reagerer

Skal du da heller ikke....

> og det kan da umuligt være mit problem
> hvordan vedkommende opfatter mit budskab.

Det KAN godt blive dit problem. Hvis det er chefen, der ikke fatter, at du
ikke evig og altid er vred, kan du sagtens få problemer.

Du kan vælge at være ligeglad, men det er en anden sag.

> Deyt er da vældigt synd at Person B føler sig trådt på i den grad.
>

Mit budskab var ikke baseret på bekymring for hverken A eller B *S*
Det var blot en konstatering af, at folk ikke nødvendigvis behøver være
vrede for at blive opfattet sådan.

> I min bog findes der slet ikke negative følelser.

Hvad med had, hævntørst, raseri, misundelse, jalousi?

> De rer så stor forskel på hvad forskellige kulturer
> opfatter som god og dårligt i dne henseende at det siger mig at
> opdelingen af godt og dårligt hvad følelser angår er ligegyldig.

Der er også forskel på, hvordan man ser på det at dræbe i den civile del af
samfundet - og i den lille del af samfundet, der er trænet og betalt for at
forsvare og om nødvendigt slå ihjel. Hvad siger det dig om at slå ihjel?

Der er samfund, hvor bigami er tilladt og samfund, hvor det er tilladt.
Samfund, hvor man må slå børn og samfund, hvor man ikke må. Hvad siger det
dig om......

> HVois en voksne laver det 'trick' med mig bliver jeg først for
> alvor vred. For dte tyder på at den voksne ikke tager mig
> alvorligt, eller forsøger at manipulere med mig. Det er der ingen
> der slipper afsted med.

Jeg har aldrig - gentager ALDRIG - været ude for en, der bliver vred på mig
i den situation. Jeg taler jo IKKE om ikke at tage vedkommende alvorligt og
jeg da slet ikke om at gøre nar af vedkommende.

> Det er enæppe noget barnet selv har
> fundet på men noget omgivelserne signalerer til barnet. Tag en
> nyfødt baby der er våd i numsen og sulten og forklar barnet at der
> findes negative og positive følelser.

Kig på barnet og vurder selv *S*
Det er nemlig såre nemt at se, at et vredt spædbarn har det særdeles skidt
og tillige påvirker andre på en negativ måde. Det er nemlig ret frusterende
at være sammen med et spædbarn, der er vred/frustreret. Ligefrem så slemt,
at de til tider bliver slået ihjel af det.

Et glad spædbarn er en helt anden sag.

> Det er kun voksne der kan bilde at barn ind at der findes gode og
> dårlige ting i her i livet generelt.

Mavepine er en dårlig ting - det ved selv et barn.
En tur i Djurs Sommerland er bedre. *S*

> Kan det? Hvordan ved du det? Du er da så vidt jeg ved en voksen.

Jeg kan se det på barnet. Og det kan du også.

Håber i hvert fald ikke, at du tror, at det vrede spædbarn har det lige så
godt som det spædbarn, der ligger og pludrer glad. Hvis du ikke gør dit
bedste for at hjælpe det vrede barn af med vreden i en fart, kan det være
børnemishandling. Der er derimod intet galt i at lade et glad pludrende
spædbarn blive i den tilstand så længe det kan.

Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d84a1b2$0$795$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...

Nej, nu må jeg altså blande mig igen.

> Det er nemlig ret frusterende
> at være sammen med et spædbarn, der er vred/frustreret. Ligefrem så
slemt,
> at de til tider bliver slået ihjel af det.

Spædbørn der bliver slået ihjel, fordi de er vrede/frustrerede,
bliver helt bestemt ikke slået ihjel, _fordi_ de er vrede/frustrerede
- men fordi morderen har et helt galt reaktionsmønster.

Hvordan i himlens navn kan du skrive, at det kan være så
frustrerende at være sammen med et vredt/frustreret spæd-
barn, at barnet kan blive slået ihjel af det.

Jeg er målløs.

Det er det samme som at skrive, at barnet pga. sin opførsel,
sine følelser selv kan være skyld i at det ender med at blive
slået ihjel.

Jeg tænker at det bare var en uigennemtænkt formulering.

Med hovedrystende hilsner
Søs

---

Sott wrote:
>
> Spædbørn der bliver slået ihjel, fordi de er vrede/frustrerede,
> bliver helt bestemt ikke slået ihjel, _fordi_ de er vrede/frustrerede
> - men fordi morderen har et helt galt reaktionsmønster.
>
> Hvordan i himlens navn kan du skrive, at det kan være så
> frustrerende at være sammen med et vredt/frustreret spæd-
> barn, at barnet kan blive slået ihjel af det.
>
> Jeg er målløs.

Det behøver du såmænd ikke være. Jeg har selv prøvet at reagere med
vrede og agression overfor mit lille barn som jeg ikke kunne få til at
holde op med at græde, og jeg har oplevet andre forældre (også mødre)
gøre det samme.

Det nærmeste jeg kan komme en beskrivelse af følelsen i sådan en
situation, er total afmagt og panik.

Det er faktisk sket at små børn er blevet slået ihjel af en forælder.
Det er meget sandsynligt at pågældende ikke har haft til hensigt at
skade barnet, men alligevel kan situationen løbe løbsk. Der behøver ikke
være langt fra panik til en fysisk reaktion som kan skade barnet.

Vi kan sagtens blive enige om at reaktionsmønsteret er uhensigtsmæssigt
og forkert, men som nybagt forælder er man ikke nødvendigvis forberedt
på alle de krav et lille barn (indirekte) stiller til en.

At være forælder er, som så meget andet, noget man skal lære.

> Det er det samme som at skrive, at barnet pga. sin opførsel,
> sine følelser selv kan være skyld i at det ender med at blive
> slået ihjel.

Der er ingen der taler om at barnet har skyld, men derimod om en
årsagssammenhæng.

> Jeg tænker at det bare var en uigennemtænkt formulering.

Det tror jeg bestemt ikke. Tværtimod tror jeg at rigtigt mange forældre
på et eller andet tidspunktet oplever denne følelse af afmagt og panik.
Jeg plejer at sige at man får lyst til at smide ungen ud ad vinduet,
måske ikke bogstaveligt, men bagefter er det en pinefuld erkendelse at
man faktisk følelsesmæssigt har reageret så voldsomt.

Venlig hilsen
Erik Olsen

---

"Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
news:am2b0a$86b$1@sunsite.dk...

> Det behøver du såmænd ikke være. Jeg har selv prøvet at reagere med
> vrede og agression overfor mit lille barn som jeg ikke kunne få til at
> holde op med at græde, og jeg har oplevet andre forældre (også mødre)
> gøre det samme.

Jeg finder det beskæmmende at du skriver, at du har
prøvet at "reagere" med vrede og aggression overfor
dit lille barn. Jeg har følt, som du beskriver - men jeg
har ved gud ikke reageret derefter, tværtimod - jeg
har til tider når det var værst, direkte fastholdt mig
selv i ikke at reagere, før min frustration var blevet
til at håndtere igen.

Jeg ser ikke noget galt i at føle frustrationen, vreden
og aggressionen - men for mig er der også en verden
til forskel på det at føle, og så det at handle på en
destruktiv/negativ måde på baggrund af disse følelser.

Jeg er selv mor til tre, og har været alene det meste
af tiden - og finder derfor mange af dine udsagn enten
selvfølgelige eller overflødige. Derfor er de klippet ud
og forbliver ubesvaret.

/Søs

---

Sott wrote:
>
> Jeg finder det beskæmmende at du skriver, at du har
> prøvet at "reagere" med vrede og aggression overfor
> dit lille barn.

Hvorfor mener du det?

Første skridt på vejen til at ændre sine reaktioner og sin adfærd er dog
at erkende hvad man gør.

Venlig hilsen
Erik Olsen

---

"Erik Olsen" <bjerg.olsen@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
news:am2gn8$osf$1@sunsite.dk...
> Sott wrote:
> >
> > Jeg finder det beskæmmende at du skriver, at du har
> > prøvet at "reagere" med vrede og aggression overfor
> > dit lille barn.
>
> Hvorfor mener du det?

Fordi det er min holdning.

> Første skridt på vejen til at ændre sine reaktioner og sin adfærd er dog
> at erkende hvad man gør.

Eller at erkende hvad man oplever lyst til at gøre,
jeg har f.eks. gennem lange perioder i mit liv oplevet
lyst til at "bedøve" mig selv med enten piller, hash eller
andre stoffer fordi mine sjælelige kvaler pga. en "alter-
nativ" barndom har været ved at æde mig op indefra,
men jeg har aldrig gjort det, endsige prøvet det - jeg
har i stedet valgt det fra, fordi jeg erkender hvorfra
lysten kommer og fordi jeg ved, at det ikke er løsningen
- hvad gjorde du, da du reagerede vredt og aggresivt
overfor spædbarnet?

/Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d84a94e$0$35497$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Spædbørn der bliver slået ihjel, fordi de er vrede/frustrerede,
> bliver helt bestemt ikke slået ihjel, _fordi_ de er vrede/frustrerede
> - men fordi morderen har et helt galt reaktionsmønster.

Når børn mishandles til døde af voksne, er der selvklart tale om en voksen
med et helt galt reaktionsmønster. Måske den voksne ligefrem er syg og
handler i affekt - som den mor, der smed sin søn i en sø, fordi han græd
hysterisk.

NÅR en voksen mishandler et barn til døde, er den angivne årsag som regel,
at barnet er utilfreds, hysterisk, grædende. Kan ikke huske, at jeg har hørt
om tilfælde, hvor den voksnes vrede, vold og afmagt er udløst af, at barnet
har ligget og pludret glad.

I maj blev en far idømt 3 års fængsel for grov vold mod sin spæde datter,
der græd. Faren erkender at have rusket pigen et par gange i afmagt, når hun
ikke ville holde op med at græde. "Men jeg jeg lod aldrig min vrede gå ud
over barnet og har ikke gjort hende fysisk fortræd," forklarede han i
retten.

Det er også sket, at en voksens vrede har fået et barn til at begå mord. I
april blev en far dolket ihjel af sin 13-årige datter, der havde fået nok af
farens vrede tyrrani, der gik ud over hele familien.



Jeg forstår godt dit argument om, at barnet ikke bliver slået ihjel på grund
af dets vrede/frustration - men på grund af morderens forkerte
reaktionsmønsker. Men sådan kunne vi jo blive ved med argumentationen og
forsøge at finde de egentlige motiver.... og så finder vi nok ud af, at det
heller ikke er fordi den voksne har et forkert reaktionsmønster, at
vedkommende slår ihjel, men fordi det selv er opdraget med vold,
mishandling, kulde.

> Hvordan i himlens navn kan du skrive, at det kan være så
> frustrerende at være sammen med et vredt/frustreret spæd-
> barn, at barnet kan blive slået ihjel af det.
>
> Jeg er målløs.

Forstår ikke at du er målløs.

Du kan læse om situationen flere gange om året i aviserne.


> Det er det samme som at skrive, at barnet pga. sin opførsel,
> sine følelser selv kan være skyld i at det ender med at blive
> slået ihjel.

Jeg har ikke talt om skyld - men om årsag og virkning.

Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d84d6ea$1$1010$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...

> Når børn mishandles til døde af voksne, er der selvklart tale om en
voksen
> med et helt galt reaktionsmønster.

Ja, og derfor har den groteske handling at slå et spædbarn
ihjel intet med dette spædbarns gråd osv. at gøre - og
derfor kan det ikke være årsagen efter min mening.

> NÅR en voksen mishandler et barn til døde, er den angivne årsag som
regel,
> at barnet er utilfreds, hysterisk, grædende.

Det har i mine øjne intet med årsagen at gøre - det er intet
andet end forsøg på at undskylde/bortforklare/fralægge sig
ansvaret for egne handlinger.

> Jeg forstår godt dit argument om, at barnet ikke bliver slået ihjel på
grund
> af dets vrede/frustration - men på grund af morderens forkerte
> reaktionsmønsker.

Så ligger årsagen heller ikke hos spædbarnet, men i morderens
reaktionsmønster. Andre tilspidsede situationer med voldsom
påvirkning kunne have udløst denne handling hos morderen,
mens barnets gråd ikke kunne have udløst den samme handling
hos en anden voksen med et mere "normalt" reaktionsmønster,
deri ligger en verden til forskel set med mine øjne.

Men jeg fornemmer helt tydeligt, at du ikke forstår og aner-
kender denne forskel og den betydning jeg tillægger den.

> Men sådan kunne vi jo blive ved med argumentationen og
> forsøge at finde de egentlige motiver.... og så finder vi nok ud af, at
det
> heller ikke er fordi den voksne har et forkert reaktionsmønster, at
> vedkommende slår ihjel, men fordi det selv er opdraget med vold,
> mishandling, kulde.

Hvis den voksne er vokset op under disse vilkår, vil jeg
netop mene, at der er tale om, at den voksne desværre
har "lært"/tillært sig/fået et forkert reaktionsmønster.

Det gør sig f.eks. gældende for mig, hvorfor jeg stadig
efter års arbejde med disse ting, bliver nødt til at sørge
for at være mentalt og intellektuelt "ovenpå", så jeg ikke
efterlades i et vakuum, der initiere reaktioner som er
forkerte, men umiddelbart "føles" rigtige, fordi det er
hvad jeg har "lært" er rigtigt gennem min opvækst.

> Forstår ikke at du er målløs.
>
> Du kan læse om situationen flere gange om året i aviserne.

Jeg læser ikke i avisen, at årsagen ligger hos spædbarnet.

> Jeg har ikke talt om skyld - men om årsag og virkning.

Og jeg har den holdning, at din årsagsforklaring ikke
kan accepteres.

Hvis du tager din argumentation (årsagsforklaring) og
ophøjer den til alment gældende "lov" i principielle
betragtninger, så træder det tydeligt frem, præcis hvor
misvisende den er.

Jeg vil eksemplificerer yderligere:

1. Årsagen til barnemordet var, at barnet var vredt og
skrigende.
2. Årsagen til at hun blev voldtaget var, at hun gik ud-
fordrende klædt.
3. Årsagen til at personen blev slået ihjel var, at personen
gjorde modstand.
4. Årsagen til at personen døde af salmonellaforgiftning
var, at personen spiste.
5. Årsagen til at alle fiskene i den forurenede sø døde
var, at de levede i vandet.
6. Årsagen til at fuglene på stranden ved et olieudslip
døde var, at de landede i olien.

Jeg mener det er helt misvisende i alle eksemplerne, som
principielt er ens, blot med udgangspunkt i forskellige
hændelser.

Min holdning er:

1. Årsagen til barnemordet var, at morderen havde et
voldeligt reaktionsmønster
2. Årsagen til voldtægten var, at voldtægtsforbryderen
var psykisk syg eller på anden vis syg i sjælen
3. Årsagen til at personen blev slået ihjel, var at over-
faldsmanden overfaldt personen
4. Årsagen til at personen døde af salmonelleforgiftning
var, at kyllingen indeholdt salmonella (eller den
pågældende madvare)
5. Årsagen til at fiskene i den forurenede sø døde var,
at søen var forurenet
6. Årsagen til at fuglene døde var, olieudslippet

For mig er der en utvetydig forskel, en altafgørende
forskel - en meningsdannende forskel.

/Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d84de2a$0$49633$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Ja, og derfor har den groteske handling at slå et spædbarn
> ihjel intet med dette spædbarns gråd osv. at gøre - og
> derfor kan det ikke være årsagen efter min mening.

Det er ikke desto mindre ofte barnets gråd/vrede/frustration, der har udløst
den voksnes mishandling. Andre gange er det fordi barnet tisser eller laver
i bukserne, at den voksne går amok.

> Det har i mine øjne intet med årsagen at gøre - det er intet
> andet end forsøg på at undskylde/bortforklare/fralægge sig
> ansvaret for egne handlinger.

Den egentlige og dybereligere årsag er dog nok, at mishandleren
"sad skævt på en kold potte" som barn. Normale velafbalancerede og psykisk
stabile mennesker slår jo ikke børn ihjel, bare fordi de skriger eller
tisser i bukserne.

> Andre tilspidsede situationer med voldsom
> påvirkning kunne have udløst denne handling hos morderen,

Måske!
Sandsynligvis!

Men at en voksen mand myrder sin kone fordi hun vil skilles er ikke
ensbetydende med, at den samme mand kan finde på at slå et barn ihjel, fordi
det græder.

> mens barnets gråd ikke kunne have udløst den samme handling
> hos en anden voksen med et mere "normalt" reaktionsmønster,

Det gælder for mange mord.... at det nogle kan slå ihjel for, vil andre end
ikke hæve stemmen for.

Et grædende barn kan få nogle til at trøste, nogle til at vugge, nogle til
at kærtegne og berolige, nogle til at tysse, nogle til at snerre, nogle til
at råbe, nogle til at gå, nogle til at slå, nogle til
at slå ihjel......

> Og jeg har den holdning, at din årsagsforklaring ikke
> kan accepteres.

Jeg har ingen problemer med at forstå, at et barns gråd kan få en ustabil
voksen til at miste besindelsen.

> Hvis du tager din argumentation (årsagsforklaring) og
> ophøjer den til alment gældende "lov" i principielle
> betragtninger, så træder det tydeligt frem, præcis hvor
> misvisende den er.

Al den stund at millioner af spædbørn verden over skriger hver dag UDEN at
blive slået ihjel, ville det være dumt af mig at ophøje årsagsforklaringen i
enkeltstående tilfælde til noget alment gyldigt. Så det gør jeg ikke.

Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d84ed4a$1$1048$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...

> Al den stund at millioner af spædbørn verden over skriger hver dag UDEN
at
> blive slået ihjel, ville det være dumt af mig at ophøje
årsagsforklaringen i
> enkeltstående tilfælde til noget alment gyldigt. Så det gør jeg ikke.

Jamen, hvis årsagen til at et givent spædbarn bliver slået
ihjel er, at barnet er vred/frustreret og græder/skriger
- så er denne årsag til stede i _samtlige_ børnefamilier.
Det er godt nok almengyldigt om noget.

Du kan sno dig alt det du vil - din argumentation hænger
overhovedet ikke sammen.

/Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d84ef60$0$7386$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Jamen, hvis årsagen til at et givent spædbarn bliver slået
> ihjel er, at barnet er vred/frustreret og græder/skriger
> - så er denne årsag til stede i _samtlige_ børnefamilier.

Ikke forstået, hvad du mener.

> Du kan sno dig alt det du vil - din argumentation hænger
> overhovedet ikke sammen.

Jeg snor mig ikke *S*

Jeg forholder mig til, hvad flere mishandlere har forklaret som direkte
årsag til, at de blev ukontrollabelt vred på et spædbarn. Jeg har endda nemt
ved at forstå, at et skrigende spædbarn kan fremkalde lyst til at slå ihjel.

Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender, at der også er dybereliggende
årsager til vreden, afmagten, mishandlingen.

Mvh. Lisbeth

---

W e b W o m a n skrev:

> "Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:3d84ef60$0$7386$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
>> Jamen, hvis årsagen til at et givent spædbarn bliver slået
>> ihjel er, at barnet er vred/frustreret og græder/skriger -
>> så er denne årsag til stede i _samtlige_ børnefamilier.
>
> Ikke forstået, hvad du mener.

I alle småbørnsfamilier græder babyer på et eller andet tidspunkt
og det er helt sikkert at de skider i bleen, eller ved siden af og
så videre...

>> Du kan sno dig alt det du vil - din argumentation hænger
>> overhovedet ikke sammen.
>
> Jeg snor mig ikke *S*

Du vil bare ikke forstå så?

> Jeg forholder mig til, hvad flere mishandlere har forklaret
> som direkte årsag til, at de blev ukontrollabelt vred på et
> spædbarn. Jeg har endda nemt ved at forstå, at et skrigende
> spædbarn kan fremkalde lyst til at slå ihjel.

Og man skal godtage deres forklaring? Ahem...

Jeghar da også oplevet at blive så frustreret at jeg kunne skrige
omkap med min søn da han for 12. nat i træk ikke lod mig sove
igennem, men jeg gjorde det ikke. Jeg havde jo for det første bare
gjort ham endnu mere oprørt udover at jeg så havde vækket resten
af familien.

> Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender, at der også er
> dybereliggende årsager til vreden, afmagten, mishandlingen.

Mon ikke!

--
Protest against the closing of the Net on behalf of the chinese
people
http://www.bevidst.subnet.dk/

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns928AE9E78DC48IMP@teledanmark.dk...

> I alle småbørnsfamilier græder babyer på et eller andet tidspunkt
> og det er helt sikkert at de skider i bleen, eller ved siden af og
> så videre...

Ja. Og i nogle af disse familier findes der voksne, der er så meget i
ubalance, at et skrigende barn, kan få dem til at miste besindelsen.

Mvh. Lisbeth

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns928AE9E78DC48IMP@teledanmark.dk...

> I alle småbørnsfamilier græder babyer på et eller andet tidspunkt
> og det er helt sikkert at de skider i bleen, eller ved siden af og
> så videre...

Ja. Og i nogle af disse familier findes der voksne, der er så meget i
ubalance, at et skrigende barn kan få dem til at miste besindelsen.

> Og man skal godtage deres forklaring? Ahem...

Er der tale om mord eller mishandling, er der ikke tale om, man bare
godtager den forklaring mishandleren kommer med.

Er ikke sikker på, om jeg har forstået dig ret..... tror du ikke på, at et
barns frustrerede gråd kan få en psykisk ustabil voksen til at slå ihjel?

Mvh. Lisbeth

---

W e b W o m a n skrev:

> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
> news:Xns928AE9E78DC48IMP@teledanmark.dk...
>
>> I alle småbørnsfamilier græder babyer på et eller andet
>> tidspunkt og det er helt sikkert at de skider i bleen, eller
>> ved siden af og så videre...
>
> Ja. Og i nogle af disse familier findes der voksne, der er så
> meget i ubalance, at et skrigende barn kan få dem til at
> miste besindelsen.

Ja og så? Hvad har det at gøre med at jeg påstår vi lære vore
unger at undeertrykke vrede?

>> Og man skal godtage deres forklaring? Ahem...
>
> Er der tale om mord eller mishandling, er der ikke tale om,
> man bare godtager den forklaring mishandleren kommer med.
>
> Er ikke sikker på, om jeg har forstået dig ret..... tror du
> ikke på, at et barns frustrerede gråd kan få en psykisk
> ustabil voksen til at slå ihjel?

Jo. Det er jo netop hele humlen. Psykisk ustabil. Det er jeg ikke
og forhåbentlig er det ikke flertallet. Jeg har hele tiden talt om
flertallet af befolkningen og ikke om de psykisk ustabile.

--
Protest against the closing of the Net on behalf of the chinese
people
http://www.bevidst.subnet.dk/

---

In article <3d84ef60$0$7386$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
sott_s@hotmail.com says...
>
> "W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
> news:3d84ed4a$1$1048$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
>
> > Al den stund at millioner af spædbørn verden over skriger hver dag UDEN
> at
> > blive slået ihjel, ville det være dumt af mig at ophøje
> årsagsforklaringen i
> > enkeltstående tilfælde til noget alment gyldigt. Så det gør jeg ikke.
>
> Jamen, hvis årsagen til at et givent spædbarn bliver slået
> ihjel er, at barnet er vred/frustreret og græder/skriger
> - så er denne årsag til stede i _samtlige_ børnefamilier.
> Det er godt nok almengyldigt om noget.

Jeg opfattede nu mere Lisbeths udsagn som, at under nogle omstændigheder
kan spædbarnets vrede/gråd være årsagen til, at et uhensigtsmæssigt
handlingsmønster sættes igang hos den voksne.
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns928B432C09A33IMP@teledanmark.dk...

> Ja og så? Hvad har det at gøre med at jeg påstår vi lære vore
> unger at undeertrykke vrede?

Ved det ikke. Har ikke spekuleret over det.

Ser du selv en sammenhæng? Eller er din pointe, at der IKKE er nogen?

Mvh. Lisbeth

---

W e b W o m a n skrev:

> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
> news:Xns928B432C09A33IMP@teledanmark.dk...
>
>> Ja og så? Hvad har det at gøre med at jeg påstår vi lære
>> vore unger at undeertrykke vrede?
>
> Ved det ikke. Har ikke spekuleret over det.

Nu har vi haft en temmelig lang tråd om vrede som jeg vist fik til
at eksplodere og du ved ikke hvad du skriver om?

> Ser du selv en sammenhæng? Eller er din pointe, at der IKKE
> er nogen?

Min pointe har jeg skrevet ind til flere gange.

Tomas

---

"Kirstine" <minipip@paradis.dk> skrev i en meddelelse
news:MPG.17efaa09b69652ad989747@news.tele.dk...

> Jeg opfattede nu mere Lisbeths udsagn som, at under nogle omstændigheder
> kan spædbarnets vrede/gråd være årsagen til, at et uhensigtsmæssigt
> handlingsmønster sættes igang hos den voksne.

Igen - at lægge årsagen til at barnet bliver slået ihjel,
hos barnet selv - fremfor at se årsagen som at den
der slår ihjel har et uhensigtsmæssigt reaktionsmønster,
er to vidt forskellige ting efter min opfattelse.

Og netop denne forskellige opfattelse ville f.eks. i en
retssal være altafgørende.

Jeg fatter til gengæld ikke, at det skulle være så svært
at se denne forskel.

/Søs

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d84f12c$0$1011$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:3d84ef60$0$7386$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> > Jamen, hvis årsagen til at et givent spædbarn bliver slået
> > ihjel er, at barnet er vred/frustreret og græder/skriger
> > - så er denne årsag til stede i _samtlige_ børnefamilier.
>
> Ikke forstået, hvad du mener.

Nej, og det lader altså desværre til, at det kommer du
heller ikke til.

> Jeg forholder mig til, hvad flere mishandlere har forklaret som direkte
> årsag til, at de blev ukontrollabelt vred på et spædbarn.

Ja, det er jo ikke anderledes end når voldelige mænd
forklarer, hvordan deres kvinder "fik dem til det".

/ironi on
Selvfølgelig ligger årsagen til at vold og mord sker
hos ofret, det ligger jo ikke hos voldsforbryderen
/ironi off

> Jeg har endda nemt
> ved at forstå, at et skrigende spædbarn kan fremkalde lyst til at slå
ihjel.

Der er forskel på lyst (eller følelser) og så de handlinger
der foretages.

Du kommer vist ikke til at forstå - så der er dømt
over and out herfra.

/Søs

---

In article <3d861073$0$7424$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
sott_s@hotmail.com says...
>
> "Kirstine" <minipip@paradis.dk> skrev i en meddelelse
> news:MPG.17efaa09b69652ad989747@news.tele.dk...
>
> > Jeg opfattede nu mere Lisbeths udsagn som, at under nogle omstændigheder
> > kan spædbarnets vrede/gråd være årsagen til, at et uhensigtsmæssigt
> > handlingsmønster sættes igang hos den voksne.
>
> Igen - at lægge årsagen til at barnet bliver slået ihjel,
> hos barnet selv - fremfor at se årsagen som at den
> der slår ihjel har et uhensigtsmæssigt reaktionsmønster,
> er to vidt forskellige ting efter min opfattelse.

Du misforstår mig. Jeg lægger ikke skyld eller ansvar på barnet - ingen
kan have ansvaret for en reaktion andre end den reagerende. At andre så
kan sætte denne reaktion igang er ikke ensbetydende med, at de dermed
bærer ansvaret for reaktionen eller konsekvensen af denne.

Jeg tror, at vi opfatter "årsag" forskelligt. Jeg anser ikke barnets gråd
som *forklaringen på* eller *grunden til* den voksnes handling - jeg ser
det som den udløsende faktor. Hvis den voksne indeholder sådan et
reaktionsmønster, kan flere forskellige uforvarende sætte det igang.
Årsagen til det mønster ligger hos den reagerende, ligesom ansvaret for
reaktionen også ligger hos den reagerende.

> Jeg fatter til gengæld ikke, at det skulle være så svært
> at se denne forskel.

Og jeg fatter ikke, at du fandt ovenstående sætning nødvendigt.
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns928BB78B363CDIMP@teledanmark.dk...

> Nu har vi haft en temmelig lang tråd om vrede som jeg vist fik til
> at eksplodere og du ved ikke hvad du skriver om?

Når du helt konkret spørger, hvordan et bestemt afsnit i et af mine indlæg
relaterer sig til en påstand du har fremsat i begyndelsen af debatten er mit
svar, at det har jeg ikke spekuleret over. Jeg har end ikke forsøgt at
relatere det aktuelle afsnit til din påstand om, at vi lærer børn at
undertrykke vrede.

Mvh. Lisbeth

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d8611e2$0$7411$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Ja, det er jo ikke anderledes end når voldelige mænd
> forklarer, hvordan deres kvinder "fik dem til det".

Nej. Du har ret. Så vidt er der ikke nødvendigvis nogen forskel.

Og ligesom en voldelig mand har ansvaret, har en børnemishandler også
ansvaret.

Men derfor er det nu engang sådan, at barnets gråd kan være den udløsende
faktor, der får den psykisk ustabile til at gå amok. Ikke dermed sagt eller
ment, at det er barnet, der har ansvaret eller skylden.

Der er forskel på ansvar, skyld og årsag!

> /ironi on
> Selvfølgelig ligger årsagen til at vold og mord sker
> hos ofret, det ligger jo ikke hos voldsforbryderen
> /ironi off

Ansvaret og skylden ligger oftest hos voldsforbryderen.

> Der er forskel på lyst (eller følelser) og så de handlinger
> der foretages.

Ja. For visse af os er der laaaaangt mellem lyst til vold og handling.
For andre er der stort set ingen afstand mellem en agressiv følelse og en
aggressiv handling.

Mvh. Lisbeth

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d861073$0$7424$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Igen - at lægge årsagen til at barnet bliver slået ihjel,
> hos barnet selv - fremfor at se årsagen som at den
> der slår ihjel har et uhensigtsmæssigt reaktionsmønster,
> er to vidt forskellige ting efter min opfattelse.

Det er ikke strafbart at være et skrigende spædbarn.
Det er derimod strafbart at slå et skrigende spædbarn ihjel.

Når et spædbarn mishandles eller slås ihjel af en voksen i ubalance, er
ansvaret selvfølgelig den voksnes ene og alene. Og det er den voksne alene,
der straffes.

> Og netop denne forskellige opfattelse ville f.eks. i en
> retssal være altafgørende.

Afgjort.... når vi taler om ansvar og skyld.
Men selv i en retssag bliver de udløsende begivenheder til volden ikke
ignoreret.

> Jeg fatter til gengæld ikke, at det skulle være så svært
> at se denne forskel.

Det er det heller ikke!

Mvh. Lisbeth

---

W e b W o m a n skrev:

> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
> news:Xns928BB78B363CDIMP@teledanmark.dk...
>
>> Nu har vi haft en temmelig lang tråd om vrede som jeg vist
>> fik til at eksplodere og du ved ikke hvad du skriver om?
>
> Når du helt konkret spørger, hvordan et bestemt afsnit i et
> af mine indlæg relaterer sig til en påstand du har fremsat i
> begyndelsen af debatten er mit svar, at det har jeg ikke
> spekuleret over. Jeg har end ikke forsøgt at relatere det
> aktuelle afsnit til din påstand om, at vi lærer børn at
> undertrykke vrede.

Jeg har hele tråden igennem haft en fornemmelse af at du prøvede
at tilbagevise min påstand som står i overskriften: Vrede den mest
undertrykte følelse i Danmark

Tomas

---

Tomas O. wrote:
> W e b W o m a n skrev:
>>
>> Når du helt konkret spørger, hvordan et bestemt afsnit i et
>> af mine indlæg relaterer sig til en påstand du har fremsat i
>> begyndelsen af debatten er mit svar, at det har jeg ikke
>> spekuleret over. Jeg har end ikke forsøgt at relatere det
>> aktuelle afsnit til din påstand om, at vi lærer børn at
>> undertrykke vrede.
>
> Jeg har hele tråden igennem haft en fornemmelse af at du prøvede
> at tilbagevise min påstand som står i overskriften: Vrede den mest
> undertrykte følelse i Danmark

Det tror jeg du lægger for meget i, Thomas.

En debat som denne udvikler sig i reglen meget i forløbet; man tager
ofte kun nogle få indlæg tilbage i betragtning, og svarer ofte kun på
det seneste.

Man kunne også sige at du overvurderer din egen betydning for debatten.
Selvom du har startet den med et konkret indlæg, "ejer" du ikke
debatten.

Venlig hilsen
Erik Olsen

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns928C445456756IMP@teledanmark.dk...
> W e b W o m a n skrev:

> Jeg har hele tråden igennem haft en fornemmelse af at du prøvede
> at tilbagevise min påstand som står i overskriften: Vrede den mest
> undertrykte følelse i Danmark

Bortset fra en enkelt kommenterende sætning i mit første indlæg har jeg ikke
forholdt mig til din påstand om, at vrede er den mest undertrykte følelse i
Danmark.

Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> wrote

> Hvis du ikke evnede at kontrollere og tøjle vrede, ville du have
> svært ved at klare dig fornuftigt i samarbejde med andre.

Hov - nu forveksler du vist "at kontrollere og tøjle vrede" med "at
blive vred". Jeg bliver vred, men jeg lader det ikke tage magten
fra mig. Jeg råber ikke op eller ter mig tosset. At blive vred og
at gå i affekt er to meget forskellige ting. Man kan sagtens være
vred og være helt rolig. Et barn kan ikke, men en voksen kan.

Når du skriver som du gør oven for, så får det mig til at tænke på,
om du selv er angst for, at din vrede skal tage magten fra dig? Er
det mon derfor, det er så vigtigt for dig at understrege at vrede
er negativt og skal undertrykkes?

Det er interresant, for det er faktisk der Thomas' oprindelige
pointe skal findes - vi lærer vores børn, at de skal undertrykke
deres vrede, så den ikke taget magten fra dem. Vi siger til dem,
at hvis man bliver vred er der noget galt med een (som f.eks. når
du siger, at "velafbalance mennesker bliver ikke vrede"). I stedet
kunne vi vælge at lære børn, at det er OK at blive vred, men at man
skal have kontrol over sin vrede, så man selv kan vælge hvad man
gør ved den.

Hvis man ikke passer på kommer man nemt til at fokusere på rigtige
og forkerte følelser, hvilket hæmmer barnets erkendelse af sig selv
og dets følelsesliv som voksen. I stedet for at fokusere på
rigtige og forkerte reaktioner på følelser, for derigennem at give
barnet nogen værktøjer til at forstå sig selv og omgås andre.

Hvis der er noget jeg gerne vil lære mine børn, så er det, at man
altid selv kan vælge hvordan man vil reagere på det andre siger og
gør. Det er faktisk den ene ting (jvf. Frankel) man altid selv kan
afgøre. Men skal man være herre over sine egne reaktioner - altså
bestemme dem, ikke bare undertrykke dem - så tror jeg det er helt
nødvendigt at man tillader sig selv at have alle de følelser man
har, og at man erkender dem og deres årsag.

/Lars

---

Lars Fischer skrev:

> "W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> wrote
>
>> Hvis du ikke evnede at kontrollere og tøjle vrede, ville du
>> have svært ved at klare dig fornuftigt i samarbejde med
>> andre.
>
> Hov - nu forveksler du vist "at kontrollere og tøjle vrede"
> med "at blive vred". Jeg bliver vred, men jeg lader det ikke
> tage magten fra mig. Jeg råber ikke op eller ter mig tosset.
> At blive vred og at gå i affekt er to meget forskellige
> ting. Man kan sagtens være vred og være helt rolig. Et barn
> kan ikke, men en voksen kan.
SNIP

Smukt Lars jeg er helt enig.


Jeg tillader mig lige at citere noget fra en bog jeg læser i
indimellem:

Vrede er en naturligt følelse. Den er det redskab du har til at
sige 'Nej Tak'. Den behøver ikke være grov, ohg den behøver aldrig
skade nogen.

Når ørn får lov til at give udtryk for deres vrede, får de en
meget sund holdning til den som voksne, og derfor bliver de
almindeligvis meget hurtigt af med deres vrede.

Børn som bringes til at føle at deres vrede ikke er i orden - at
det er forkert at udtrykke den og at de overhovedet ikke bør føle
den - får svært ved at håndtere deres vrede hensigtsmæssigt som
voksne.

Vrede der undertrykkes, bliver til raseri, en meget unaturlig
følelse.

Mennesker har slået ihjel på grund af raseri. krige er begyndt,
nationer er faldet.

Hilsen
Tomas

--
Protest against the closing of the Net on behalf of the chinese
people
http://www.bevidst.subnet.dk/

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns9286162FA889BIMP@teledanmark.dk...

> Vrede er en naturligt følelse. Den er det redskab du har til at
> sige 'Nej Tak'. Den behøver ikke være grov, ohg den behøver aldrig
> skade nogen.

Vrede kan bruges som redskab til at sætte grænser.
Men grænser kan også sættes uden der er vrede indblandet - FØR der er vrede.

> Børn som bringes til at føle at deres vrede ikke er i orden

Synes ikke, at børn skal lære, at vrede ikke er i orden. Det er den jo til
tider.
Og det er da specielt i orden at give slip på den på en hensigtsmæssig måde.

Børn har sjældent problemer med at give slip på deres vrede. Det behøver de
ikke lære.

De har derimod ofte problemer med voksne, der ikke respekterer barnets ret
til at sætte de grænser, der kan skåne dem for at skulle blive vrede.

> - at det er forkert at udtrykke den

Det er det ikke nødvendigvis. Men somme tider er det afgjort.

Mvh. Lisbeth

---

"Lars Fischer" <fischer@suk.dk> skrev i en meddelelse >

klip
om forskellen på følelsen af vrede og vrede handlinger

ENIG!
Og kunne Lars' indlæg ikke være et særdeles relevant svar på det
oprindelige indlæg også?

Hilsen Inger

---

"Lars Fischer" <fischer@suk.dk> skrev i en meddelelse
news:Xns928611A8422Bfischersukdk@130.227.3.84...

> Når du skriver som du gør oven for, så får det mig til at tænke på,
> om du selv er angst for, at din vrede skal tage magten fra dig?

Nej, det er jeg ikke bange for. Bliver jeg så vred, at jeg ikke kan eller
bare ikke vil bide vreden i mig, synes jeg det er befriende at slippe den
løs. For igen - det er ikke vreden, der er sund - det er lige præcis det at
slippe den, der er det sunde.

Jeg reagerer som jeg finder det passende i situationen - og har et register,
der spænder bredt.

Jeg har oplevet at blive så vred, at jeg handlede spontant og aldeles
uovervejet med vreden som brændstof. Bagefter gik det op for mig, at min
måde at slippe af med min vrede på, kunne have udløst en farlig situation.
Men det var helt OK i situationen. Og selvom den kunne have udviklet sig
livstruende, har jeg det fint med, at jeg blev vred og tillige formåede at
få en stor flok mennesker til at deltage og vise deres vrede.

Jeg har også oplevet en situation, hvor jeg undertrykte vreden og blot gik
min vej - men til tider fortryder, at jeg ikke reagerede på situation med
decideret vold.

> Er det mon derfor, det er så vigtigt for dig at understrege at vrede
> er negativt og skal undertrykkes?

Jeg synes ikke vrede nødvendigvis skal undertrykkes.
Det afhænger helt og aldeles af årsagen, stedet, omgivelserne m.m.

Jeg synes med andre ord heller ikke, at vrede aldrig skal undertrykkes.

Det er eksempelvis ikke sikkert, at jeg accepterer mine kolleger lufter
deres vrede på mit kontor.

At blive vred på forældre, mens deres børn er tilstede kan også være
særdeles upassende. Man kan blive nødt til, af hensyn til børnene, at
undertrykke sin vrede. Afhængig af, hvordan den vil komme til udtryk, hvis
man giver slip på den.

Der er masser af situationer, hvor jeg afgjort synes, at vreden skal
undertrykkes - og det velafbalancerede menneske formår at gøre det.

> Det er interresant, for det er faktisk der Thomas' oprindelige
> pointe skal findes - vi lærer vores børn, at de skal undertrykke
> deres vrede, så den ikke taget magten fra dem.

Børn skal lære at kontrollere og undertrykke deres vrede, når det er mest
fornuftigt at gøre dét.

Heldigvis har de fleste voksne allerede som børn lært, at det er upassende
og uacceptabelt at vise vrede, når og hvis andre ikke giver én, hvad man
ønsker. De fleste voksne kan endda klare frustrationen over en afvisning
uden at blive vred.

Så jada... selvfølgelig mener jeg, at man skal lære sine børn at undetrykke
vrede, så den ikke tager magten fra dem. Men igen - det betyder ikke, at de
ALTID skal undertrykke vrede.

> Vi siger til dem, at hvis man bliver vred er der noget galt med een

Der findes mennesker, der kan blive vrede og forurettede over ting, som
andre reagerer på med et skuldertræk. Selvfølgelig er der noget galt med de
letantændelige.

> (som f.eks. når
> du siger, at "velafbalance mennesker bliver ikke vrede").

Det skrev jeg ikke.

Jeg skrev derimod:
velafbalancerede mennesker bliver i øvrigt yderst sjældent vrede! De formår
nemlig at sige fra og vise deres grænser længe inden de overskrides.

> Hvis man ikke passer på kommer man nemt til at fokusere på rigtige
> og forkerte følelser

Jeg har ikke talt om rigtige og forkerte følelser. Men om positive og
negative.

Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d7f17cc$1$11428$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

Hej igen Lisbeth.

> Det er eksempelvis ikke sikkert, at jeg accepterer mine kolleger lufter
> deres vrede på mit kontor.

Hvorfor ikke, hvis de har behov for det og gør det
på en respektfuld måde. Jeg oplever da indimellem
at f.eks. studerende giver udtryk for deres vrede
over at "systemet" er så ufleksibelt osv. og at de
gør det på en fin måde, som bare fortæller mig
(som lige i den situation er repræsentant for "sys-
temet") - at de føler vrede, og gerne så ændringer.
Og så lytter jeg til deres meninger, tager ofte noter
og ved årets slutning tages de fremkomne forslag
til ændringer op til revision og nogle gennemføres,
fordi de er saglige, relevante og brugbare - andre
skrottes.

Jeg oplever så også kolleger give udtryk for vrede,
og det er også helt i orden. Det kan være vrede over
mange ting, generelt har det intet med personer at
gøre, men er mere ting, situationer, tingenes tilstand
osv. Og oftest husker man hver i sær at tilkendegive,
at det "ikke er dig, jeg" er vred på. Det er da dejligt.
Det giver den vrede luft, personen bliver hørt og
lyttet til - og lytteren får måske nogle gode input på
længere sigt.

> At blive vred på forældre, mens deres børn er tilstede kan også være
> særdeles upassende.

Upassende?

> Der er masser af situationer, hvor jeg afgjort synes, at vreden skal
> undertrykkes - og det velafbalancerede menneske formår at gøre det.

Et velafbalanceret menneske har i min terminologi ikke
behov for at undertrykke følelser.

> Børn skal lære at kontrollere og undertrykke deres vrede, når det er mest
> fornuftigt at gøre dét.

Ikke efter min mening - efter min mening skal børn
overhovedet ikke lære at undertrykke nogen som
helst følelser, de skal derimod lære at følelser er
fuldt ud berettiget at have.

Jeg vil gerne lære dem en masse om, hvordan det
kan være hensigtmæssigt at udtrykke følelser i
givne situationer, og hvordan det kan være uhen-
sigtsmæssigt (eller endog farligt), men jeg vil godt
nok ikke lære dem at undertrykke følelser.

> Heldigvis har de fleste voksne allerede som børn lært, at det er
upassende
> og uacceptabelt at vise vrede, når og hvis andre ikke giver én, hvad man
> ønsker. De fleste voksne kan endda klare frustrationen over en afvisning
> uden at blive vred.

Der er så mange andre ting/situationer osv. der kan
gøre et menneske vredt. Afvisning er blot en enkelt
lille ting.

> Så jada... selvfølgelig mener jeg, at man skal lære sine børn at
undetrykke
> vrede, så den ikke tager magten fra dem. Men igen - det betyder ikke, at
de
> ALTID skal undertrykke vrede.

Man behøver da ikke undertrykke vrede, for at den ikke
skal tage magten fra én. I det hele taget tager vrede da
ikke magten fra en, medmindre man har fået indlært
nogle negative adfærdsmønstre, og så er det disse ad-
færdsmønstre, der kan volde problemer og ikke vrede.

> > Vi siger til dem, at hvis man bliver vred er der noget galt med een
>
> Der findes mennesker, der kan blive vrede og forurettede over ting, som
> andre reagerer på med et skuldertræk. Selvfølgelig er der noget galt med
de
> letantændelige.

Det er da ingen selvfølge. Mennesker er forskellige og
har forskellige grænser. Nogle mennesker kan f.eks.
føle sig meget vrede, når en tyv gennemroder deres
ting, mens andre trækker på skuldrene og tænker,
nå ja - vi er forsikrede, det var sikkert en stakkels
narkoman. Nogle mennesker bliver meget vrede,
når en forbipasserende hund pisser på deres bukser/
nederdel og de er på vej til fest - andre griner og
synes det er fedt med en lille anekdote at kunne for-
tælle til festen.

Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vejen med
nogle af disse mennesker, de er bare forskellige.

> Det skrev jeg ikke.
>
> Jeg skrev derimod:
> velafbalancerede mennesker bliver i øvrigt yderst sjældent vrede! De
formår
> nemlig at sige fra og vise deres grænser længe inden de overskrides.

Selv grænser der er vist, kan overskrides - og det endda
med fuldt overlæg. At vise en grænse, er ikke det samme,
som at den derved automatisk bliver respekteret af "redje
part"

Tusinde hilsner
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d7fad6b$0$27670$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Hvorfor ikke, hvis de har behov for det og gør det
> på en respektfuld måde.

Nogle gange får kolleger lov at lufte deres vrede og deres frustrationer.
Nogle gange er det mig, der lufter ud i systemet.

Men jeg stiller ikke ALTID op som afløbsrør for andre *S*
(Og forventer heller ikke, at de altid gider lægge skulder til min jammer)

> Jeg oplever så også kolleger give udtryk for vrede,
> og det er også helt i orden.

Jada. Hvis der er tid til det.
Og hvis man er i humør til det.
Ellers er det helt i orden at sige fra.

> > At blive vred på forældre, mens deres børn er tilstede kan også være
> > særdeles upassende.

> Upassende?

Ja. Upassende!
Meget upassende ligefrem.

Jeg har engang skræmt et barn fra vid og sans, fordi jeg blev vred på
barnets mor.
Det var særdeles upassende og ubetænksomt af mig at vise min vrede, mens
barnet var der.

> Et velafbalanceret menneske har i min terminologi ikke
> behov for at undertrykke følelser.

Det er, blandt andet, evnen til at kontrollere sine følelser og vise dem på
fornuftig/kontruktiv måde og på passende tidspunkt, der gør et menneske
velafbalanceret.

> efter min mening skal børn
> overhovedet ikke lære at undertrykke nogen som
> helst følelser, de skal derimod lære at følelser er
> fuldt ud berettiget at have.

Et barn, der får et hysterisk raserianfald i supermarkedet over at blive
nægtet en is, vil jeg ikke tøve med at vise eller forklare, at det skal
tackle og undertrykke sin vrede. Og jeg mener afgjort, at børn med den slags
tilbøjeligheder har et gevaldigt hul i deres opdragelse.

> Jeg vil gerne lære dem en masse om, hvordan det
> kan være hensigtmæssigt at udtrykke følelser i
> givne situationer, og hvordan det kan være uhen-
> sigtsmæssigt (eller endog farligt), men jeg vil godt
> nok ikke lære dem at undertrykke følelser.

Tror vi er enige. At lære barnet at det kan være uhensigtsmæssigt at
udtrykke følelser er for mig præcis det samme som at lære barnet at
undertrykke sine følelser.

> Man behøver da ikke undertrykke vrede, for at den ikke
> skal tage magten fra én.

Nejda.

Men når et barn smider sig hysterisk på gulvet i supermarkedet og skriger og
græder, så muzakken overdøves, så har vreden taget magten i et omfang, der
er højst irriterende for omgivelserne. Og hvis der er noget, der er synd for
et barn, så er det at være omgivet af voksne, der signalerer, at ungen er
irriterende.

Jeg ville afgjort lære sådan et barn at undertrykke vrede: "Bid tænderne
sammen og tæl til ti!"

> I det hele taget tager vrede da
> ikke magten fra en, medmindre man har fået indlært
> nogle negative adfærdsmønstre, og så er det disse ad-
> færdsmønstre, der kan volde problemer og ikke vrede.

Ikke uenig. Nogle børn lærer negative adfærdsmønstre - og reagerer med
ukontrollable vredesudbrud, der afgjort kan volde problemer.

Min datter gik i skole med en pige, der ikke kunne klare at lege pakkeleg
til jul - legen med at slå med en terning og snuppe en pakke, når man slår
en sekser. Pigen kunne ikke klare frustrationerne over at bliver frasnuppet
en af pakkerne. Hun reagerede vredt, hidsigt, anklagende, skrigende,
tudende......

Det samme var tilfældet, hvis det ikke var HENDE, der fik mandelgaven.

Forældrene havde ikke formået at lære hende at tackle vreden og undertrykke
den.

Hvem tror du til sidst ikke blev inviteret med til julefesterne?

> Det er da ingen selvfølge. Mennesker er forskellige og
> har forskellige grænser.

Ikke uenig!

Men at jeg ved og erkender, at folk har forskellige grænser og reagerer
forskelligt, er ikke ensbetydende med, at jeg lægger ryg til alle
reaktioner. Der er reaktioner, som jeg (i hvert fald for mig selv) vil
betegne som uhensigtsmæssige eller ligefrem idiotiske.

Og hvis jeg oplever et menneske stille sig op på mit kontor og råbe og
skrige over noget, jeg mener er en bagatel, beder jeg vedkommende om at
reagere et andet sted end lige netop på mit kontor.


Mvh. Lisbeth

---

"W e b W o m a n" <webwoman @ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d7fc7e3$1$806$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:3d7fad6b$0$27670$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> > Hvorfor ikke, hvis de har behov for det og gør det
> > på en respektfuld måde.
>
> Nogle gange får kolleger lov at lufte deres vrede og deres frustrationer.
> Nogle gange er det mig, der lufter ud i systemet.
>
> Men jeg stiller ikke ALTID op som afløbsrør for andre *S*
> (Og forventer heller ikke, at de altid gider lægge skulder til min
jammer)

Hvorfor skulle du dog også gøre det.

> Ellers er det helt i orden at sige fra.

Det er altid i orden at sige fra, også selv om man har
overskud og energi osv. Det er i orden at sige fra,
simpelthen fordi man ikke ønsker det.

> > > At blive vred på forældre, mens deres børn er tilstede kan også være
> > > særdeles upassende.
>
> > Upassende?
>
> Ja. Upassende!
> Meget upassende ligefrem.
>
> Jeg har engang skræmt et barn fra vid og sans, fordi jeg blev vred på
> barnets mor.
> Det var særdeles upassende og ubetænksomt af mig at vise min vrede, mens
> barnet var der.

Jeg har tit vist min vrede, mens forældre har haft deres
barn/børn til stede - oftest har barnet ikke bemærket
min vrede, og ligeså ofte har de bare fulgt nysgerrigt
med i dialogen.

At udtrykke vrede, kan for mit vedkommende gøres
f.eks. sådan her:
"Jeg bliver meget vred over, at du lader dit barn tørre
sin næse af i mit viskestykke, uden at sige noget.
Jeg finder det vammelt og mister lysten til at være
sammen med jer en anden gang - synes du ikke, at
det ville være på sin plads at bede dit barn lade være
med det i mit hjem".

> Det er, blandt andet, evnen til at kontrollere sine følelser og vise dem
på
> fornuftig/kontruktiv måde og på passende tidspunkt, der gør et menneske
> velafbalanceret.

Kontrol er så højt besunget - jeg er ikke længere
tilhænger af det i samme grad, måske fordi jeg
på mange måder finder det overflødigt.

> Et barn, der får et hysterisk raserianfald i supermarkedet over at blive
> nægtet en is, vil jeg ikke tøve med at vise eller forklare, at det skal
> tackle og undertrykke sin vrede. Og jeg mener afgjort, at børn med den
slags
> tilbøjeligheder har et gevaldigt hul i deres opdragelse.

Jeg ville gøre, som jeg har gjort - nemlig respektere at
børnene er hysteriske, og vise dem konsekvensen af
at være det i mit selskab i et supermarked - nemlig
at vi går hjem, uden varer (som med en høflig bemærk-
ning efterlades i serviceafdelingen). Dernæst kan de
spise hvad end der er i hjemmet, og som måske er
kedeligt, smagløst eller på anden vis utilfredsstillende.

Noget i stil med: "Det er okay, at du bliver sur, men
jeg vil ikke være her sammen med dig, hvis du skal
skrige på den måde - så enten må du holde op, eller
også går vi med det samme".

> > Jeg vil gerne lære dem en masse om, hvordan det
> > kan være hensigtmæssigt at udtrykke følelser i
> > givne situationer, og hvordan det kan være uhen-
> > sigtsmæssigt (eller endog farligt), men jeg vil godt
> > nok ikke lære dem at undertrykke følelser.
>
> Tror vi er enige. At lære barnet at det kan være uhensigtsmæssigt at
> udtrykke følelser er for mig præcis det samme som at lære barnet at
> undertrykke sine følelser.

Du misforstår mig, jeg mente ikke at lærer dem at under-
trykke dem. Jeg mente at lære dem, hvordan følelserne
kan udtrykkes på forskellig vis i forskellige situationer,
og nogle udtryksformer er måske bedre end andre, alt
efter situationen.

F.eks. kan det være bedre at sige man er vred, end at
vise det nogle gange, hvor det andre gange kan være
bedre at vise man er vred, fremfor at sige det. Altså
en verbal udtryksform contra en kropslig udtryksform.

Det kan f.eks. være en god løsning overfor et meget
lille barn, at vise sin vrede - f.eks. i form af at man vender
ryggen til og går lidt væk - hvor det f.eks. kan være en
god løsning overfor et større barn, at sige man er vred,
og tage en snak om hvorfor og hvordan det hænger
sammen (præsentere ens oplevelse af sammenhængene
mellem årsag og virkning - årsagen og vreden - når "du"
gør sådan, så bliver jeg vred, fordi...)

> Men når et barn smider sig hysterisk på gulvet i supermarkedet og skriger
og
> græder, så muzakken overdøves, så har vreden taget magten i et omfang,
der
> er højst irriterende for omgivelserne. Og hvis der er noget, der er synd
for
> et barn, så er det at være omgivet af voksne, der signalerer, at ungen er
> irriterende.
>
> Jeg ville afgjort lære sådan et barn at undertrykke vrede: "Bid tænderne
> sammen og tæl til ti!"

Jeg har så valgt anderledes, og jeg har kun oplevet problemer
1-2 gange, så har det efterfølgende været nok at sige til
børnene, at hvis de fortsætter, så må vi gå hjem.

> > I det hele taget tager vrede da
> > ikke magten fra en, medmindre man har fået indlært
> > nogle negative adfærdsmønstre, og så er det disse ad-
> > færdsmønstre, der kan volde problemer og ikke vrede.
>
> Ikke uenig. Nogle børn lærer negative adfærdsmønstre - og reagerer med
> ukontrollable vredesudbrud, der afgjort kan volde problemer.

Men imellem de to "poler", hvor det er ustyrlighed i den
ene ende af skalaen og undertrykkelse i den anden, ser
jeg mange muligheder.

> Min datter gik i skole med en pige, der ikke kunne klare at lege pakkeleg
> til jul - legen med at slå med en terning og snuppe en pakke, når man
slår
> en sekser. Pigen kunne ikke klare frustrationerne over at bliver
frasnuppet
> en af pakkerne. Hun reagerede vredt, hidsigt, anklagende, skrigende,
> tudende......
>
> Det samme var tilfældet, hvis det ikke var HENDE, der fik mandelgaven.
>
> Forældrene havde ikke formået at lære hende at tackle vreden og
undertrykke
> den.
>
> Hvem tror du til sidst ikke blev inviteret med til julefesterne?

Så man "undgik" problemet, i stedet for at prøve at
være med til at løse det sammen med hende. Det
synes jeg alligevel er trist. Jeg tror, jeg ville være
blevet ved med at invitere hende, og hver gang hun
oplevede alt dette og blev svær at være sammen med,
ville jeg bede hende om enten at spille uden at være
til gene, eller at gå. Og jeg ville nok også bekræfte
hende lidt som menneske, og komme med hjælpende
forklaringer på, hvorfor hendes opførsel ikke kan
accepteres (for som jeg ser det, er det jo hendes
opførsel og ikke hendes følelser der er uacceptable,
hun kunne jo sagtens sidde helt stille og være helt
"hysterisk" inden i, hvis igen andre end hun selv
mærker det, er det da okay - det er også helt okay,
hvis hun _fortæller_, at det gør hende vred, hidsig, og
giver hende lyst til at græde, når hun "taber" - hun skal
bare ikke ødelægge spillet for de andre).

> Men at jeg ved og erkender, at folk har forskellige grænser og reagerer
> forskelligt, er ikke ensbetydende med, at jeg lægger ryg til alle
> reaktioner. Der er reaktioner, som jeg (i hvert fald for mig selv) vil
> betegne som uhensigtsmæssige eller ligefrem idiotiske.

Jamen, du har jo også altid ret til bare at sige fra.

> Og hvis jeg oplever et menneske stille sig op på mit kontor og råbe og
> skrige over noget, jeg mener er en bagatel, beder jeg vedkommende om at
> reagere et andet sted end lige netop på mit kontor.

Er det så fordi du bliver vred over personen opførsel?

Tusinde hilsner
Søs