Kan der ud fra Biblen findes nogen Støtte for Guds og Menneskers
Tilgivelse af Satan?
Ikke direkte, men indirekte findes en saadan Støtte i det "Ny
Testamente".
I Matt. 5, 44 og Luk. 6, 27-28 staar: ". . . elsker eders Fjender,
gører vel mod dem, som hader eder, velsigner dem, som forbander eder, beder
for dem, som krænker eder."
Efter at have sagt disse Ord siger Jesus ikke: men herfra skal
Satan undtages. Og da Menneskenes argeste Fjende er - eller rettere var -
Satan, maa Menneskene saaledes ogsaa lære: 1) at "elske" Satan, Menneskenes
Skaber og Fjende; 2) at "gøre vel" imod ham, der mest af alle har syndet
imod dem og hadet dem; 3) at "velsigne" ham, der har udslynget de fleste og
de værste Forbandelser imod dem; 4) at "bede" for ham, der mest af alle har
krænket og forfulgt dem. Thi Menneskene kan ikke helt og fuldt rette sig
efter disse Jesu Ord, med mindre Satan tages med i Paabudet.
Dernæst er der Lignelsen om den "fortabte Søn". - Luk. 15,11-32. -
Denne Lignelse er dog ikke givet af Jesus, den hører til de
Parabler, som var gængse paa Jesu Tid. Men han anvendte den ofte, fordi den
for ham gav Udtryk for Guds sande alt overvældende, alt tilgivende
Faderkærlighed. Den gav ham - under Menneskelivet - Vished for: at den
faldne, men elskede Broder engang, trods alle Forvildelser, dog vilde finde
Vej tilbage til det fælles Faderhjem.
I denne Parabel er - naar den udlægges efter Jesu Tanker -
Menneskene lignet med den Søn, der blev hjemme hos Faderen = Gud. Den Søn,
der drog bort og førte et ryggesløst Liv er = Satan. Da Faderen i Lignelsen
ser den vanartede Søn, sorgtynget, ussel og pjaltet komme vandrende henad
Vejen til Faderhjemmet, da løber Han ham i Møde, trykker ham til sig og
tilgiver ham af sit fulde kærlige Hjerte og Sind; ja, Han tilgiver alle de
Sorger, alle de Lidelser, som denne Søn har bragt over Ham ved sit
syndefulde Liv, og Han fryder sig over hans Hjemkomst. Men da den
hjemmeblevne Søn = Menneskene hører om den Modtagelse, som deres fælles
Fader har givet den hjemvendte Søn, da glædes han ikke over det skete, men
bliver misundelig og vred. Han forstaar ikke Faderens Glæde, forstaar ikke,
at den ægte Faderkærlighed undskylder alt, tilgiver alt, naar den dybtfølte
Sorg, den sande Anger helt fylder Synderens Sind og bøjer hans Trods. -
(Jesus genfortalte kun Lignelsen, han forklarede den ikke for sine
Tilhørere. Som oftest lod Jesus dem selv finde ud af de Lignelser, som han
anvendte.)
I sin Mennesketilværelse saa Jesus klart: at saaledes som det
skete i Parablen, saaledes vilde det ske engang i Fremtiden, naar Satan - et
af Guds Børn - angrende vendte tilbage til Faderhjemmet, og Menneskeheden
paa en eller anden Maade fik Viden om denne Kendsgerning. Han forudsaa: at
mange i deres Snæversind, i deres Selvhævdelse og i deres ringe
Næstekærlighed ikke vilde forstaa, at Gud af Hjertet kunde tilgive et Væsen,
der var faldet saa dybt som Satan faldt. Han forudsaa, at mange ikke kunde
fatte: at Gud maatte glæde sig tusindfold mere over at modtage en hjemvendt
Søn, der ansaas for at være fortabt i al Evighed, end Han glædes over de
Børn, som lever under Hans direkte Omsorg og i Hans Varetægt.
Men tænkes Lignelsen kun anvendt paa de rent menneskelige
Forhold - Fader og Sønner imellem - da maatte Gud, hvis Han ikke havde
formaaet at tilgive Satan, den elskede, mistede og genvundne Søn, være langt
ringere end Menneskefaderen i Lignelsen. Men hvorledes kan noget saadant
virkelig tænkes? Maa Gud ikke i sin Faderkærlighed være højt hævet over selv
den kærligste Menneskefader? Ja, kan Menneskefædre i Jordelivet tilgive
deres vanartede Børn, hvor meget mere maa da ikke Gud - alles Fader - kunne
tilgive hvert eneste af sine Børn uden at gøre Forskel, selv om Menneskene
mener, at der i al Evighed ikke kan gives Forladelse for Satans Synder.
Men Grunden til, at Mennesker ikke forstaar Guds Tilgivelse af
Satan, bunder i deres ringe Næstekærlighed, bunder i deres store
Egenkærlighed. Thi kan de blot selv blive frelste, kan det jo være lige
meget med Satan; han fortjener fuldtud sine Lidelser, og der er saamænd
ingen Grund til at vise ham Barmhjertighed eller til at føle Medlidenhed med
hans Lidelser. Men her bør enhver lægge sig Pauli skønne Ord om Kærlighed
paa Sinde: "Om jeg taler i Menneskenes Tungemaal og i Englenes, men ikke har
Kærlighed, er jeg kun et lydende Malm eller en klingende Bjælde." -
http://WWW.vandrermodlyset.dk