---
Et sted i Jylland sidder en 34-aarig kvinde og gemmer sig. Hun har
vaeret med til at misbruge sin datter til boernepornografiske billeder,
der skulle tilfredsstille medlemmer af et internationalt netvaerk af
paedofile. Ifoelge amerikanske efterforskere det vaerste, de har set.
"Jeg skulle have vaeret staerk nok til at stoppe det," siger Susan.
Vel vidende at hun aldrig har vaeret i stand til at stoppe noget
som helst.
-
Susan sidder og kryber sammen i den sorte laedersofa i stuen. Hun gaar
helst ikke ud, selv om sommersolen skinner, og fuglene synger udenfor.
Det lille, forsoemte hus med den tilgroede have er indtil videre hendes
skjulested. Den 34-aarige kvinde har hemmelig adresse og hemmeligt
telefonnummer, og samtlige kommuner, hun har boet i, har faaet strenge
ordrer om ikke at afsloere stedet.
Hun er skraekslagen for at blive genkendt som moderen, der var med til
at sexmisbruge sit eget barn. Hende, som dansk og amerikansk politi i
faellesskab har afsloeret som deltager i et verdensomspaendende
paedofilt netvaerk, og som de amerikanske myndigheder gerne saa
udleveret til retsforfoelgelse i USA, hvor hun ifoelge anklageskriftet
staar til mindst 20 aars faengsel.
Susan ved, at hun har deltaget i forbrydelser, som omverdenen faar
svaert ved at tilgive hende. Men hun vil godt fortaelle om sig selv og
det liv, der gik forud. Saadan som hun husker, at tingene skete.
"Kun Ún soester vil tale med mig i dag, og min mor er saa dement, at
hun ikke kan genkende mig," siger Susan.
Hun retter paa sin lyseblaa sommerkjole og raekker ud efter termokanden.
Skaenker kaffe og taender en ny cigaret. Men hun kan ikke helt faa
kontrol over uroen i kroppen. I eftermiddag er hun noedt til at bevaege
sig udenfor. Hun skal til samtale hos distriktspsykiatrien i sin nye
kommune. Siden politiets afsloering af det paedofile netvaerk i
november sidste aar har Susan boet flere forskellige steder, og foerst
nu er hun klar til at bede om en maalrettet psykiatrisk hjaelp. Hun er
maniodepressiv.
Susan har aldrig forventet sig ret meget af livet. Og det er gaaet i
opfyldelse.
Da hun var et aar, doede hendes tvillingesoester. Hun voksede op som
den yngste af seks - en stille, usikker pige, der gjorde, hvad hun fik
besked paa. Lige med undtagelse af at faa gode karakterer.
"Det fik mine soeskende, men ikke mig, saa jeg foelte mig som det sorte
faar. Jeg blev ogsaa drillet og kaldt bumse og brilleabe - og lesbisk,
fordi jeg hang op ad en anden pige," husker hun.
Som barn sladrede Susan aldrig. Hun skubbede de episoder, som gjorde
hende bange, fra sig. Foerst for faa aar siden begyndte de at dukke op
igen i forbindelse med behandlingen af hendes psykiske sygdom.
Under samtaleterapien kom der billeder. Fra dengang hun i tiaarsalderen
var paa campingtur, og en halvvoksen dreng i familien tog hendes
trusser af og roerte ved hende under dynen. Hvad der skete derefter,
kan Susan ikke huske.
Eller da hun som 17-aarig blev trukket ind i en gyde og tvunget til
oralsex med en fremmed mand.
"Jeg tror, der er sket meget mere, og jeg vil gerne have styr paa det,
for det goer mig bange. Det kommer saadan i nogle glimt," siger Susan.
Som 23-aarig blev hun gravid og giftede sig senere med sin datters,
Simones, far. De foerste aar gik det fint, men saa begyndte han at slaa.
Ofte i fuldskab.
"Han tog kvaelertag paa mig en dag, hvor jeg ville stoevsuge, fordi
juletraeet faeldede. Han gjorde det, selv om Simone saa paa. Det var
ikke godt for hende. Hun talte ikke, da hun var fire-fem aar.
I boernehaven ville de have en psykolog til at se paa hende, men min
mand sagde nej."
Samtidig havde Susan moedt manden, som nu ogsaa er sigtet i paedofil-
netvaerket. Ham, som de andre medlemmer kendte som Gussi.
"Gussi havde gaaet i klasse med min mand og vidste, at jeg blev slaaet
og holdt nede. Saa han syntes, Simone og jeg skulle flytte sammen med
ham. Jeg burde nok have strittet imod, for han sendte mig faktisk et
brev, hvor han skrev, at han var til haard sex, S/M og saadan. Men jeg
taenkte, at det kendte jeg ikke til, saa det skulle have en chance.
Desuden var jeg ivrig for at faa en rigtig familie og ked af det, fordi
en af mine storesoestre netop var doed af mavekraeft," fortaeller Susan.
Simone begyndte heldigvis at tale allerede efter faa uger, husker Susan,
og det var hun lettet over. Simone syntes godt om Gussi og han godt om
hende. Men aegteskabet var ikke for godt, og det varede ikke laenge,
foer han ogsaa begyndte at slaa.
"Tit var det, foer vi havde sex. Jeg skulle bindes, have sat clips i
skamlaeber og bryster og slaas med en ridepisk, til jeg havde vand i
oejnene. Jeg er blevet tisset i og tisset paa," siger hun.
I januar 2000 flyttede de fra kommunen, hvor hun var vokset op og ud
til et oesamfund med kun 25 indbyggere.
"Vi flyttede, fordi Gussi havde taget nogle S/M-billeder af mig og lagt
ud paa nettet. Og det snakkede de om i den lille by. Og boernehave-
paedagogerne spurgte, hvorfor Gussi gik rundt med haandjern i lommen,"
siger Susan:
"Paa oeen havde jeg ingen at snakke med - kendte ingen. Jeg gik hjemme,
mens han havde sit arbejde. Jeg blev syg og tabte mig voldsomt. Jeg
vidste, at jeg skulle have hjaelp, men han ville ikke have mig indlagt.
Jeg hoerte stemmer og proevede at haenge mig i et reb," siger hun.
Kort efter flyttede den lille familie tilbage til Jylland - til en
lejlighed lige uden for Tarm, hvor de kun naaede at bo i et par
maaneder. Her husker naboerne stadig det unge par, selv om de ikke
blandede sig med nogen.
"De havde altid gardinerne rullet for. Et par enkelte gange kunne man
se ind i stuen, og saa sad han foran computeren," fortaeller en
tidligere nabo, Gitte Sand Jensen.
Hun talte aldrig med hverken Susan eller manden, for de holdt sig for
sig selv, men Simone ville gerne snakke.
"Hun virkede skadet paa en eller anden maade. Hun snakkede til mig, som
om vi havde kendt hinanden altid," siger Gitte Sand Jensen.
Kort efter flyttede familien ind til Tarm by, det var 10. februar 2001,
og Gussi fik arbejde paa en lokal virksomhed. Skiftevis dag og nat.
"Vi holdt op med at snakke sammen. Jeg sagde til min familie, at jeg
ville skilles, men de fejede det af - du er jo syg, sagde de. Naar han
kom hjem, satte han sig ved computeren. Jeg saa, at han laeste
historier om boern, der blev tortureret. Og at han chattede med en
masse mennesker. Vores telefonregning kunne vaere paa 1.500 kroner om
maaneden."
Som Susan husker det, var det paa det tidspunkt, at Gussi begyndte at
interessere sig for Simone.
"Jeg var temmelig syg og faldt tit i soevn paa sofaen om aftenen. Det
blev han stiktosset over og sagde, at han havde brug for et sovedyr,
saa Simone fik min plads i sengen. Hun havde ikke noget imod det. De
havde det fint sammen, og Simone spurgte sommetider, om jeg ikke snart
skulle i byen, saa hun og Gussi, som hun kaldte far, kunne hygge sig.
Hun gik ogsaa med ind og sov middagssoevn. Dengang taenkte jeg ikke
over det. Jeg undrede mig bare og foelte mig lidt udenfor," siger Susan.
Paa et tidspunkt sagde han til Simone, at hun bare skulle komme til
ham og laere om sexlivet. Det var bedre, at hun tog paa ham end paa
fremmede maend.
"Jeg laeste noget paa tekst-TV om paedofile og spurgte ham, om han var
ved at blive paedofil. Overhovedet ikke, sagde han. Jeg havde ogsaa fat
i Simone og spurgte hende, om vi ikke skulle flytte for os selv -
hende og jeg. Nej, jeg elsker min far. Jeg vil blive hos ham,
sagde Simone."
I maj 2001 blev Susan indlagt paa psykiatrisk hospital og fik stillet
diagnosen maniodepressiv. Desuden kunne laegerne se, at hun var saa
medtaget, at hun ikke ville blive i stand til at varetage et job
foreloebig.
Hun havde ellers tidligere haft skiftende arbejde - i en boernehave,
paa et bomuldsspinderi, paa hotel og paa slagteri. Nu fik hun en
maengde medicin med hjem fra hospitalet og soegte foertidspension.
Lidt efter lidt begyndte det med billederne af Simone.
"Simone blev fotograferet uden toej. Nogle gange paa en stol med
spredte ben, og saa blev billederne solgt paa nettet. Han fik det til
at virke som en leg, og Simone var glad for interessen.
Efterhaanden skulle det vaere mere voldsomt. Jeg skulle vaere med og
slaa hende i numsen. Og hvis jeg ikke slog haardt nok, og farven ikke
var roed nok, kom Gussi og slog til. Paa et tidspunkt hentede han det
tynde bordtennisbat, som han tit havde slaaet mig med. Jeg ved, hvor
ondt det goer. Hun skulle staa boejet over bordet, og han slog hende
haardt. Hun skulle sige tak hver gang: 1-tak, 2-tak, 3-tak osv., og
jeg skulle fotografere.
Hendes numse blev blaa og lilla, og for foerste gang kunne jeg se hende
graede. Saa smed jeg kameraet hen ad gulvet og troestede Simone. Han
sagde, at han fandeme ikke var voldelig og gik en lang tur med hunden,"
fortaeller Susan.
I november meddelte Gussi, at familien skulle en tur til Berlin. Simone
skulle dernede fotograferes i badetoej og shortssaet, husker Susan.
"Det var fredag eftermiddag, den 16. november, og vi gik og pakkede.
Pludselig ringede det paa doeren. Det var to maend, der ville snakke
med Gussi. Fortael din kone om det, sagde de. Det var civilklaedte
politifolk, og Gussi begyndte at snakke om, at det var noget lort med
de billeder.
Der kom en vogn efter ham, og flere mennesker. De rodede alting igennem.
Simone skreg paa sin far. Hun skulle afhoeres inde paa sit vaerelse,
mens jeg blev i stuen sammen med to sagsbehandlere. Jeg hyper-
ventilerede og kunne ikke faa luft," siger Susan.
Gussi havde altid gjort et stort nummer ud af, at Susan skulle
fotografere ham uden hoved, saa han ikke kunne genkendes. Hvilket hun
gjorde. Men ved en slags skaebnens ironi blev det alligevel hende, der
faeldede ham. Et billede med et firmalogo paa hans T-shirt blev
indberettet til svensk Red Barnet, der kontaktede politiet. Og paa kort
tid var manden bag Gussi-navnet lokaliseret til lejligheden i
Torvegade i Tarm.
Kort tid efter stod den tom, og forklaringen til de undrende naboer kom
foerst adskillige maaneder senere, da sagen kom frem i fjernsynet.
"Det passede jo med den familie, og vi fik et chok. Hold op, hvor
skulle han have nogle taesk," siger en aeldre genbo, mens hun siddende
paa sin rollator kikker op mod lejligheden. Hun vil ikke have sit navn
i avisen.
"Jeg havde sommetider besoeg af den lille pige, men jeg broed mig ikke
om hende, for hun var saa voldsom over for sin lille hund. Foraeldrene
talte jeg aldrig med. Jeg lagde bare maerke til det blaa skaer ovre fra
deres vinduer om natten, naar jeg var oppe for at drikke en taar vand,"
siger damen.
Simone blev med Susans accept anbragt paa et boernehjem. Gussi, som hun
nu er separeret fra, sidder varetaegtsfaengslet paa 10. maaned, mens
Susan paa grund af sin skroebelige psyke blev sat i surrogatfaengsel
paa Psykiatrisk Hospital i Viborg. Efter fire uger forsoegte laegerne
at udskrive hende til arresten i aarhus. Det mislykkedes imidlertid,
selv om faengselsbetjenten venligt raadede hende til at sige, at hun
sad inde for indbrud og ikke sexmisbrug af boern.
Senere kom Susan tilbage til Viborg, og samtidig med et par nye
selvmordsforsoeg fandt hun sammen med en medpatient, Uffe, der var
indlagt med en alvorlig depression. De slog foelge, da hun blev
loesladt, og nu bor de sammen i det lille, forsoemte hus.
"Vi lavede den aftale, at Susan skulle lade vaere med at tage livet af
sig, og jeg skulle tage min medicin," siger Uffe naermest lidt stolt.
Han sidder ved siden af hende i sofaen og drikker kaffe og ryger
cigaretter. Det goer han, hver gang hun har det rigtig skidt. Og det
forventer han at goere i rigtig mange aar fremover.
I Susans mentalerklaering er hun blandt andet beskrevet som
maniodepressiv og med en begavelse svarende til nedre del af
normalomraadet. Hun lider af en afvigende umodenhed, er selvusikker og
i "konstant og betydelig udtalt afhaengighed af andre", hedder det i
erklaeringen.
"Susan har det problem, at hun ikke kan sige fra. Hun er for nem, og
derfor skal hun leve sammen med en, der vil passe paa hende. Ikke?,"
siger Uffe henvendt til Susan, mens han holder hende i haanden.
Han er selv flygtet fra et traumatisk forhold, hvor han med sine egne
ord "havde rollen som underhund". Han siger, at han forstaar hende,
naar hendes verden jaevnligt bryder sammen. Og saa tager han med hende
paa sygehuset.
Som nu forleden, da hun paa tekst-TV kunne laese, at de amerikanske
myndigheder vil have hende og Gussi udleveret til retsforfoelgelse.
Amerikanske efterforskere har beskrevet sagen og de billeder, de har
set, som det vaerste, de har oplevet. I alt er 45 boern mellem to og 14
aar blevet seksuelt misbrugt og langt de fleste af deres egne foraeldre.
Misbruget er blevet filmet og lagt ud paa nettet, og her kunne man
ydermere bestille nye billeder med oenskede situationer. I mindst et
tilfaelde har en amerikansk mand ifoelge anklageskriftet saaledes
bestilt et billede med tilhoerende lyd af barnets skrig hos det danske
medlem, Gussi.
"Jeg flippede helt ud, for nu saa jeg, hvordan andre mennesker opfatter
det, jeg var indblandet i. Jeg skal selvfoelgelig straffes, for jeg har
gjort noget forkert. Jeg skulle have stoppet det, men jeg var for svag.
Jeg saa til, mens det hele tiden blev mere voldsomt, og hvis politiet
ikke havde grebet ind, var Simone blevet voldtaget. Nu har laege-
undersoegelser vist, at hun stadig har sin moedom, og det synes jeg, er
vigtigt. Hun har faaet det meget bedre paa boernehjemmet, hvor hun
blandt andet laerer at saette graenser," siger Susan, der sammen med
Uffe besoeger datteren to timer hver anden uge.
Hun er nu fyldt ti aar og er startet i fjerde klasse.
"Ja, da jeg moedte Simone foerste gang, sad hun helt oppe paa skoedet
af mig og tog mig om halsen, selv om Susan var lige ved siden af. Det
goer hun da ikke mere," tilfoejer Uffe.
Susan og Uffe afventer nu det danske anklageskrift, der skulle komme
sidst i august eller foerst i september. Foerst skal statsadvokaten i
Soenderborg imidlertid tage stilling til, om sagen mod Gussi og Susan
skal for et naevningeting eller en domsmandsret. Det afhaenger af, om
strafferammen for deres forbrydelser er over eller under fire aar.
En udlevering til USA er dog yderst tvivlsom, siger statsadvokat-
assessor Claus Guldbrand. I USA er strafferammerne videre end de danske,
og den foerste af ti tiltalte amerikanere i sagen har allerede faaet en
dom paa 20 aar for sin medvirken. En anden har begaaet selvmord. Ogsaa
tre schweizere og en hollaender er tiltalt.
"Vi har endnu ikke set noget krav om udlevering, og jeg tvivler paa, at
det kan imoedekommes. Princippet er, at danske borgere skal doemmes i
Danmark, hvis man kan gennemfoere en straffesag imod dem her i landet.
Og saadan en er jo allerede indledt," siger Claus Guldbrand.
Susan haaber, statsadvokatassessoren har ret, for udlevering til USA
ville vaere det vaerste, der kunne ske. Det naestvaerste er derimod
ikke til at komme udenom. Hun frygter at moede Gussi i retten.
"Han har skrevet til mig, at han gerne vil have lov at sige ordentligt
farvel til Simone. Men jeg har svaret, at han aldrig faar hende at se,
og at han skal holde op med at kontakte mig. Nu haaber jeg paa en
behandlingsdom, for det har laegerne anbefalet og anklagemyndigheden
accepteret," siger Susan.
Lige nu har hun opgivet at se fremad. Men direkte adspurgt kan hun
alligevel godt stykke nogle droemme om et godt liv, hendes
oensketilvaerelse, sammen.
"Uffe skal have et arbejde, han er glad for. Jeg skal have det psykisk
bedre. Vi skal have et paent hjem - det synes jeg ogsaa, vi har faaet
her. Vi skal have Simone hjem og bo. Og saa skal jeg have koerekort,"
siger Susan.
-
Susan, Simone og Uffe optraeder i denne artikel med opdigtede navne,
men redaktionen er bekendt med de rigtige. Det sker af hensyn til dem
selv og det navneforbud, som retten i Ringkoebing har nedlagt under
sagen, der hidtil er foregaaet for dobbelt lukkede doere. Kaelenavnet
Gussi er autentisk.
---
af Marianne Harbo.
Kilde: Berlingske Tidende, 18. august 2002.
Post : Peter S. Winding, T'abula R'asa.
|