---

Så lige på BBC World at asteriodeforskerne har opdaget en 2 km
stor asteroide, som ser ud til at ramme jorden i 2019...

http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/2147879.stm

Nogen forslag til hvad vi gør hvis det holder stik? Atombomber og
den slags er det noget vi kan bruge?

Mvh.
Martin Kristensen

---

Martin Kristensen wrote:
> Så lige på BBC World at asteriodeforskerne har opdaget en 2 km
> stor asteroide, som ser ud til at ramme jorden i 2019...
>
> http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/2147879.stm
>
> Nogen forslag til hvad vi gør hvis det holder stik? Atombomber og
> den slags er det noget vi kan bruge?


Der er vist stadig en del usikkerhed:

En nyopdaget asteroide kan, hvis astronomernes beregninger holder stik,
1. februar 2019 lægge kontinenter øde og ændre det globale klima.

Astronomerne anslår, at asteroiden 2002 NT7, som er på kollisionskurs
med Jorden, i værste fald kan ramme planeten 1. februar 2019. Det
fortæller BBC.

Tycho Brahe Planetariets direktør, Bjørn Frank Jørgensen, betegner
asteroidens omfang på to kilometer i diameter som meget stort.

"En asteroide af den størrelse vil have global indflydelse på vejr og
klima i meget lang tid fremover," siger han til Netavisen Infopaq.

Det understreges dog, at der er flere usikkerhedsfaktorer, og
astronomerne håber, at yderligere undersøgelser vil vise, at asteroidens
bane alligevel går uden om Jorden.

Som det er nu, har man ingen metoder til at gøre noget ved det, hvis det
virkelig viser sig, at asteroiden er på kollisionskurs med Jorden, siger
Bjørn Frank Jørgensen.

Men han understreger dog også, at de foreløbige beregninger er meget
usikre, og det formentlig ved nærmere undersøgelser vil vise sig, at
asteroiden passerer nogle hundrede kilometer uden om jorden.

"Det er fantastisk svært at ramme jorden," siger han.

Det var et observatorium i staten New Mexico i USA, der opdagede
asteroiden 5. juli i år.

Forskere undersøger løbende himlen for såkaldte NEOs (Near Earth
Objects). Det sker ifølge Bjørn Frank Jørgensen med jævne mellemrum, at
en asteroide kommer indenfor det felt.

Men 2002 NT7 har nået højere op på astronomernes tekniske trusselsskala
end nogen andre objekter før.

Forskningen sker også for at undersøge, hvor stor ravage en eventuel
kollision med Jorden vil forårsage. Det vil nemlig koste mange hundreder
mio. dollar at forske i, hvordan man gør noget ved det.

Fra InfoPAQ

mvh
Johan

---

Johan Holst Nielsen wrote:

> Men 2002 NT7 har nået højere op på astronomernes tekniske trusselsskala
> end nogen andre objekter før.

Se, det forstår jeg bare ikke...

iIfølge NASA er objektet 1950 DA på 0.17 på Palermo-skalaen.

Websiden er nede i øjeblikket, så jeg kan ikke komme med et direkte link,
men der er et link til en FAQ på

http://neo.jpl.nasa.gov/risk/

der linker videre til den side jeg taler om.

--
..signature

---

Der er mere om den på linket
http://impact.arc.nasa.gov/

"Christian Andersen" <tcd977fzm1001@sneakemail.com> skrev i en meddelelse
news:3d3e5a98$0$11843$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Johan Holst Nielsen wrote:
>
> > Men 2002 NT7 har nået højere op på astronomernes tekniske trusselsskala
> > end nogen andre objekter før.
>
> Se, det forstår jeg bare ikke...
>
> iIfølge NASA er objektet 1950 DA på 0.17 på Palermo-skalaen.
>
> Websiden er nede i øjeblikket, så jeg kan ikke komme med et direkte link,
> men der er et link til en FAQ på
>
> http://neo.jpl.nasa.gov/risk/
>
> der linker videre til den side jeg taler om.
>
> --
> .signature

---

"Martin Kristensen" <cruSpAmSuCkSzer@gjk.dk> wrote in message
news:ahl4fd$tbv14$1@ID-118575.news.dfncis.de...
> Så lige på BBC World at asteriodeforskerne har opdaget en 2 km
> stor asteroide, som ser ud til at ramme jorden i 2019...
>
> http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/2147879.stm
>
> Nogen forslag til hvad vi gør hvis det holder stik? Atombomber og
> den slags er det noget vi kan bruge?

Ikke just, men er det ikke sjovt, at jeg har tilbage i 94 spillet et spil
der hedder "The Dig". Her, samme problematik - kollisionskurs mod Jorden.

"Don't Walk through fire"

>
> Mvh.
> Martin Kristensen
>
>

---

"Martin Kristensen" <cruSpAmSuCkSzer@gjk.dk> writes:

> Så lige på BBC World at asteriodeforskerne har opdaget en 2 km
> stor asteroide, som ser ud til at ramme jorden i 2019...

Som andre har nevnt, såer der en stor usikkerhed om dette, så man kan
allhøjest sige, at man ikke kan udelukke en kollision.

> http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/2147879.stm
>
> Nogen forslag til hvad vi gør hvis det holder stik? Atombomber og
> den slags er det noget vi kan bruge?

En atombombe kunne nok sprænge en asteroide af denn størrelse i mindre
stykker, men det kræver at atombomben bringes til eksplosion inde i
asterioden, hvilket næppe er realistisk. En brintbombe eller en stor
atombombe bragt til eksplosion på overfladen af asteroiden vil kunne
fordampe nok af denne til at trykket ville ændre banen nok til at få
den forbi jorden (såfremt man udløste eksplosionen før asterioden
kommer for tæt på -- jo større afstand, jo mindre retningsændring er
påkrævet).

17 år er lang tid. I det tidsrum kunne man godt nå at bygge en stor
partikelkanon på månen, som kunne sende en strøm af partikler mod
asterioden for at ændre dens kurs. her er præcision dog et problem --
det kan være svært at ramme asteroiden med en sådan partikelstråle.

Men et sådant projekt ville kræve en meget stor risiko for kollision
før det ville blive sat i værk. Da usikkerhederne vil være ret store
selv indtil ca. et år før en evt. kollision, er det næppe realistisk.
Så man vil nok hellere satse på en hurtigere (men måske dyrere)
løsning, som man sætter i værk i sidste øjeblik.

   Torben

---

Torben Ægidius Mogensen <torbenm@diku.dk> scribbled:

>> Nogen forslag til hvad vi gør hvis det holder stik? Atombomber og
>> den slags er det noget vi kan bruge?
>
> En atombombe kunne nok sprænge en asteroide af denn størrelse i mindre
> stykker, men det kræver at atombomben bringes til eksplosion inde i
> asterioden, hvilket næppe er realistisk. En brintbombe eller en stor
> atombombe bragt til eksplosion på overfladen af asteroiden vil kunne
> fordampe nok af denne til at trykket ville ændre banen nok til at få
> den forbi jorden (såfremt man udløste eksplosionen før asterioden
> kommer for tæt på -- jo større afstand, jo mindre retningsændring er
> påkrævet).

En god ide, men den burde nok detoneres et par hundrede meter over
overfladen. Dermed mindsker man faren for at en stor asteroide bliver til 2
mindre, men lige så farlige asteroider. Desuden kan man også få belyst (og
fordampet) et større areal, hvilket må værre at foretrække. For en 100 Mton
brintbombe burde strålingsintensiteten ikke falde nævneværdigt over 100-200
meter.

> 17 år er lang tid. I det tidsrum kunne man godt nå at bygge en stor
> partikelkanon på månen, som kunne sende en strøm af partikler mod
> asterioden for at ændre dens kurs. her er præcision dog et problem --
> det kan være svært at ramme asteroiden med en sådan partikelstråle.

Det vil tage mindst 5 år at forberede os til en månetur. Jeg har aldrig hørt
om partikelkanoner der kan levere den krævede kraft. Det tager nok også 5-10
år at opfinde. Vi har ingen erfaringer med konstruktion af større bygninger
i lav tyngdekraft. Det burde også tage et par år at lære. Der er efterhånden
ikke meget tid tilbage til at eksponere asteroiden med stråling. Og glem
endelig ikke de politiske problemer med en sådan strålekanon. Hvis den ikke
bliver bygget på månens bagside, så har man i princippet et perfekt
terror/afpresnings våben.

> Men et sådant projekt ville kræve en meget stor risiko for kollision
> før det ville blive sat i værk. Da usikkerhederne vil være ret store
> selv indtil ca. et år før en evt. kollision, er det næppe realistisk.
> Så man vil nok hellere satse på en hurtigere (men måske dyrere)
> løsning, som man sætter i værk i sidste øjeblik.

Jeg har endnu ikke hørt om projekter med en løbetid på under 10 år. 100 års
advarsel giver os tid nok til at gøre noget. 30 år så skal vi skynde os en
del. 10 år så burde en atombombe kunne slå den tilstrækkeligt ud af kurs. 1
år så kan det ikke betale sig, med den teknik vi har i dag.

--
PeKaJe

---

"Peter Jensen" <pekaje@hotmail.youmightwannaremovethis.com> writes:

> Torben Ægidius Mogensen <torbenm@diku.dk> scribbled:

> > 17 år er lang tid. I det tidsrum kunne man godt nå at bygge en stor
> > partikelkanon på månen, som kunne sende en strøm af partikler mod
> > asterioden for at ændre dens kurs. her er præcision dog et problem --
> > det kan være svært at ramme asteroiden med en sådan partikelstråle.
>
> Det vil tage mindst 5 år at forberede os til en månetur.

Hvis man virkelig ville, kunne man have folk på månen om seks måneder.
Man laver et landingsmodul ved at sætte en thruster (f.eks. fra et
ICBM missil) og brændstoftank på en Soyus kapsel (som man allerede har
ved den internationale rumstation) og sender en rumfærge afsted med
denne samt en ekstra brændstoftank. De nødvendige ekstra dele kan
sendes op til rumstationen med ekstra rumfærger.

> Jeg har aldrig hørt
> om partikelkanoner der kan levere den krævede kraft. Det tager nok også 5-10
> år at opfinde.

Da de ikke skal igennem atmosfære, behøver partiklerne ikke at være
specielt hurtige (f.eks. sammenlignet med de partikelkanoner, man
udviklede til StarWars forsvarssystemet), bare der er partikler nok.
Konstruktionen er ikke voldsomt kompliceret, men kanonen er nok ret
stor, så det vil enten kræve flytning af ret store objekter til månen
eller udnyttelse af månens egne materialer til bygning.
Konstruktionen behøver ikke være nær så solid som på jorden, så mindre
stærke materialer, som f.eks. glasagtige materialer lavet ved at
smelte månesand vil sikkert vere gode nok til den grundlæggende
struktur, så det kun er de elektoniske dele, der skal sendes op fra
jorden. Energi kan fås fra store solcelleanlæg, evt. forbedret ved
brug af spejle (som kan være ret tynde foliekonstruktioner spændt over
et stativ). Samme energikilde bruges til at give energi til
partikelkanonen, når den er færdig.

> Vi har ingen erfaringer med konstruktion af større bygninger
> i lav tyngdekraft. Det burde også tage et par år at lære.

Pjat. Der er ingen specielle komplikationer ved dette, tværtimod.

> Der er efterhånden
> ikke meget tid tilbage til at eksponere asteroiden med stråling. Og glem
> endelig ikke de politiske problemer med en sådan strålekanon. Hvis den ikke
> bliver bygget på månens bagside, så har man i princippet et perfekt
> terror/afpresnings våben.

Klart. Den skal selvfølgelig bygges væk fra jorden, sådan at strålen
aldrig kommer indenfor månens bane.

> > Men et sådant projekt ville kræve en meget stor risiko for kollision
> > før det ville blive sat i værk. Da usikkerhederne vil være ret store
> > selv indtil ca. et år før en evt. kollision, er det næppe realistisk.
> > Så man vil nok hellere satse på en hurtigere (men måske dyrere)
> > løsning, som man sætter i værk i sidste øjeblik.
>
> Jeg har endnu ikke hørt om projekter med en løbetid på under 10 år.

Der gik mindre end 9 år fra Kennedy annoncerede USAs ambition om at
sætte en mand på månen til dette skete. Og det var på et tidspunkt,
hvor USA endnu ikke havde teknologi til at sende mennesker i kredsløb
om jorden.

> 100 års
> advarsel giver os tid nok til at gøre noget. 30 år så skal vi skynde os en
> del. 10 år så burde en atombombe kunne slå den tilstrækkeligt ud af kurs. 1
> år så kan det ikke betale sig, med den teknik vi har i dag.

Der er ikke så meget et spørgsmål om teknologi -- vi har opnået mere
end 30 års erfaring siden månelandingen -- men et spørgsmål om
økonomi. Det, der vil blokere for et projekt af den beskrevne art er
udelukkende mangel på bevillinger, og de kommer næppe, medmindre man
kan påvise en kollision med meget stor sandsynlighed.

   Torben

---

Torben Ægidius Mogensen wrote:

>> Det vil tage mindst 5 år at forberede os til en månetur.
>
> Hvis man virkelig ville, kunne man have folk på månen om seks måneder.

Der er ikke noget der hedder hvis man virkelig ville ... For det første
er der en del bureaukrati og politik. Hvem skal f.eks. betale. Alene det
vil tage mindst et års tid med de nuværende politikere. Desuden smækker
man ikke bare sådan en mission sammen, med mindre det skal være selvmord
for astronauterne. Selv til en rutinemission med rumfærgen bliver der
trænet flere år. OK, måske kan man spare lidt, men sparer man for meget
går det galt.

Har du tænkt over hvad de skal leve af på månen under byggeriet?
Hydroponiske teknikker er endnu ikke nær så effektive som de skal være
for at holde liv i de 50+ mand det mindst ville kræve for at lave en
sådan konstruktion. Ilt er dog ikke et problem med alle de sten der er
deroppe. Som biprodukt får man Silicium, som jo også kan bruges.

> Man laver et landingsmodul ved at sætte en thruster (f.eks. fra et
> ICBM missil) og brændstoftank på en Soyus kapsel (som man allerede har
> ved den internationale rumstation) og sender en rumfærge afsted med
> denne samt en ekstra brændstoftank. De nødvendige ekstra dele kan
> sendes op til rumstationen med ekstra rumfærger.

Hvis vi ser bort fra at rumfærgerne ikke må flyve for tiden, så lyder
den plan lidt tænkt (eller Hollywood-agtig). Mit ingeniørinstinkt siger
mig at man ikke bare lige sætter en brændstoftank på en Soyus kapsel
(som forresten aldrig vil kunne lande på månen (med astronauterne
intakte) eller lette derfra igen). Logistikken bliver også grim når man
tænker på hvor mange der egentligt skal sendes afsted. ISS har konstant
2-3 beboere, men de er endnu ikke halvt færdige og det projekt du
foreslår er nok en faktor 100 gange mere komplekst.

>> Jeg har aldrig hørt
>> om partikelkanoner der kan levere den krævede kraft. Det tager nok
>> også 5-10 år at opfinde.
>
> Da de ikke skal igennem atmosfære, behøver partiklerne ikke at være
> specielt hurtige

De skal stadig undvige månens tyngdekraft, og de skal også kunne afsætte
nok impuls i målet til at det kan betale sig.

> (f.eks. sammenlignet med de partikelkanoner, man
> udviklede til StarWars forsvarssystemet), bare der er partikler nok.

For det første handlede det meste af StarWars progammet om Laser-kanoner
i rummet. Jeg har stadig ikke hørt om partikel-kanoner med nogen
nævneværdig effekt. Hvad angår laser, så er der nogle problemer.
Fysikken stiller en nedre grænse for hvor præcist du kan fokusere
strålen. F.eks. bliver en blyantstynd stråle fra jorden typisk bredt ud
til en diameter på ca. 3 km. inden den når månen. Og det er kun lige i
vores nabolag. StarWars programmet havde problemer med at fokusere og
sigte præcist nok, når målet var få hundrede km. borte. Hvad så når
målet er millioner af kilometer væk?

Altså har vi to problemer: Sigtning og fokusering. Begge resulterer i at
det i praksis er umuligt at overføre nok effekt over stor afstand, til
at gøre noget indtryk.

> Konstruktionen er ikke voldsomt kompliceret, men kanonen er nok ret
> stor, så det vil enten kræve flytning af ret store objekter til månen

Fuldstændigt håbløst! Det er så ufatteligt dyrt at fragte noget til og
fra månen at Fort Knox's guldreserver kunne ligge frit tilgængeligt på
månens overflade, uden at det ville kunne betale sig at hente det hjem.

> eller udnyttelse af månens egne materialer til bygning.

Der er også rigeligt at tage af.

> Konstruktionen behøver ikke være nær så solid som på jorden, så mindre
> stærke materialer, som f.eks. glasagtige materialer lavet ved at
> smelte månesand vil sikkert vere gode nok til den grundlæggende
> struktur,

Konstruktionen skal være enddog meget solid, da den skal kunne flyttes
efter målet. Husk at selvom ting *vejer* mindre på månen, så har de
stadig samme *inerti* (og dermed samme tendens til at knække når de
accelereres). Rå Silicium kan nok bruges til en del konstruktioner. Det
har metalliske egenskaber og kan ikke brænde uden ilt.

> så det kun er de elektoniske dele, der skal sendes op fra
> jorden.

Husk på at hvert gram er dyrt!

> Energi kan fås fra store solcelleanlæg, evt. forbedret ved
> brug af spejle (som kan være ret tynde foliekonstruktioner spændt over
> et stativ). Samme energikilde bruges til at give energi til
> partikelkanonen, når den er færdig.

Ved du hvor meget energi der vil skulle kræves? De små (kunne være i en
modificeret 747-400) lasere de brugte (og stadig bruger, hørte jeg for
nyligt) i det testfly der skulle demonstrere StarWars konceptet skulle
bruge så meget energi, så hurtigt at man kun kunne bruge en højeksplosiv
kemisk reaktion mellem flour forbindelser. Og flere tusinde gange den
energi vil du genskabe med solceller? Do the math ... Vi snakker her om
mindst 10 atomkraftværker. Noget andet er så at månen er rig på
helium-3, der efter sigende kan fusioneres med dagens teknik.

>> Vi har ingen erfaringer med konstruktion af større bygninger
>> i lav tyngdekraft. Det burde også tage et par år at lære.
>
> Pjat. Der er ingen specielle komplikationer ved dette, tværtimod.

Der tror jeg du tager fejl. En moderne rumdragt vejer nok ca. 100 kg.
Astronauten vejer nok 80. Altså bevæger arbejderne sig rundt med 180 kg.
masse der vejer 30 kg. Det er ikke helt nemt at omstille sig til. Se på
hvordan Apollo astronauterne hoppede rundt. Og de lavede ikke tungt
arbejde.

>> Hvis den ikke bliver bygget på månens bagside, så har man i
>> princippet et perfekt terror/afpresnings våben.
>
> Klart. Den skal selvfølgelig bygges væk fra jorden, sådan at strålen
> aldrig kommer indenfor månens bane.

Flere problemer: Astronauterne vil på månens bagside være afskåret fra
kommunikation med Jorden. Ikke praktisk! Desuden er der mulighed for at
miste betydelig eksponeringstid når asteroiden er på den anden side af
månen. Jeg har dog ikke studeret den aktuelle bane nøje nok til at se om
det bliver et problem.

>> Jeg har endnu ikke hørt om projekter med en løbetid på under 10 år.
>
> Der gik mindre end 9 år fra Kennedy annoncerede USAs ambition om at
> sætte en mand på månen til dette skete. Og det var på et tidspunkt,
> hvor USA endnu ikke havde teknologi til at sende mennesker i kredsløb
> om jorden.

Jeg mente egentligt projekter til forebyggelse af nedslag, men det fik
jeg vist ikke sagt tydeligt nok. Efter min gennemgang af
problemstillingerne vil jeg vurdere at lige netop dette projekt aldrig
vil kunne lykkedes. Dog ville det være smart med en månebase som
"backup" af menneskeheden, hvis alt nu skulle gå galt ... Minder mig om
en novelle Arthur C. Clarke engang skrev. Dér var det bare selvforskyldt
ødelæggelse.

> Der er ikke så meget et spørgsmål om teknologi -- vi har opnået mere
> end 30 års erfaring siden månelandingen -- men et spørgsmål om
> økonomi. Det, der vil blokere for et projekt af den beskrevne art er
> udelukkende mangel på bevillinger, og de kommer næppe, medmindre man
> kan påvise en kollision med meget stor sandsynlighed.

Ved lige dette projekt mener jeg at de tekniske problemer langt
overskygger de økonomiske problemer. Når noget ikke kan lade sig gøre
med alle penge i verdenen, så kan det bare ikke lade sig gøre.

Men ellers har du ret. Der vil nok aldrig blive beviliget penge før det
er for sent ...

--
PeKaJe

---

"Peter Jensen" <pekaje_at_gmx_dot_net@read.my.address.out.loud.abcdef.dk> writes:

> Torben Ægidius Mogensen wrote:
>
> Har du tænkt over hvad de skal leve af på månen under byggeriet?

Jeg havde tænkt at det meste af arbejdet skulle laves af robotter.

> > Man laver et landingsmodul ved at sætte en thruster (f.eks. fra et
> > ICBM missil) og brændstoftank på en Soyus kapsel (som man allerede har
> > ved den internationale rumstation) og sender en rumfærge afsted med
> > denne samt en ekstra brændstoftank. De nødvendige ekstra dele kan
> > sendes op til rumstationen med ekstra rumfærger.
>
> Hvis vi ser bort fra at rumfærgerne ikke må flyve for tiden, så lyder
> den plan lidt tænkt (eller Hollywood-agtig). Mit ingeniørinstinkt siger
> mig at man ikke bare lige sætter en brændstoftank på en Soyus kapsel
> (som forresten aldrig vil kunne lande på månen (med astronauterne
> intakte) eller lette derfra igen).

Hvorfor dog ikke det? Hvis man har en thruster, kan den jo bruges til
at bremse nedslaget ligesåvel som at lette igen.

> Logistikken bliver også grim når man
> tænker på hvor mange der egentligt skal sendes afsted. ISS har konstant
> 2-3 beboere, men de er endnu ikke halvt færdige og det projekt du
> foreslår er nok en faktor 100 gange mere komplekst.

Egentlig ikke. Man gjorde det i 1969 og flere gange i de følgende år.


> >> Jeg har aldrig hørt
> >> om partikelkanoner der kan levere den krævede kraft.
> >
> > Da de ikke skal igennem atmosfære, behøver partiklerne ikke at være
> > specielt hurtige
>
> De skal stadig undvige månens tyngdekraft, og de skal også kunne afsætte
> nok impuls i målet til at det kan betale sig.

Månens undvigelseshastighed er småting sammenlignet med den fart
partikler i en partikelkanon opnår.

> Altså har vi to problemer: Sigtning og fokusering. Begge resulterer i at
> det i praksis er umuligt at overføre nok effekt over stor afstand, til
> at gøre noget indtryk.

Disse er ganske rigtigt de største problemer.

> Konstruktionen skal være enddog meget solid, da den skal kunne flyttes
> efter målet. Husk at selvom ting *vejer* mindre på månen, så har de
> stadig samme *inerti* (og dermed samme tendens til at knække når de
> accelereres).

Drejningen af kanonen mod målet vil være ekstremt langsom, så her er
inertien neppe et problem. Et langt større problem er præcision.

> > Energi kan fås fra store solcelleanlæg, evt. forbedret ved
> > brug af spejle (som kan være ret tynde foliekonstruktioner spændt over
> > et stativ). Samme energikilde bruges til at give energi til
> > partikelkanonen, når den er færdig.
>
> Ved du hvor meget energi der vil skulle kræves? De små (kunne være i en
> modificeret 747-400) lasere de brugte (og stadig bruger, hørte jeg for
> nyligt) i det testfly der skulle demonstrere StarWars konceptet skulle
> bruge så meget energi, så hurtigt at man kun kunne bruge en højeksplosiv
> kemisk reaktion mellem flour forbindelser. Og flere tusinde gange den
> energi vil du genskabe med solceller? Do the math ... Vi snakker her om
> mindst 10 atomkraftværker. Noget andet er så at månen er rig på
> helium-3, der efter sigende kan fusioneres med dagens teknik.

Når StarWars laserne skulle bruge disse metoder, er det fordi de
skulle bruge en stor energi på meget kort tid. Deflektion af en
asteroide kan ske over flere år, og behøver derfor ikke afsætte ret
stor effekt

> >> Vi har ingen erfaringer med konstruktion af større bygninger
> >> i lav tyngdekraft. Det burde også tage et par år at lære.
> >
> > Pjat. Der er ingen specielle komplikationer ved dette, tværtimod.
>
> Der tror jeg du tager fejl. En moderne rumdragt vejer nok ca. 100
> kg.

Hvor har du det tal fra? Jeg tror det er langt mindre, specielt hvis
man ikke behøver bære rundt på ilt til flere timer.

> Flere problemer: Astronauterne vil på månens bagside være afskåret fra
> kommunikation med Jorden. Ikke praktisk!

Kommunikaton kan ske via et antal satellitter i kredsløb om månen.
Det er det mindste problem.

> Desuden er der mulighed for at
> miste betydelig eksponeringstid når asteroiden er på den anden side af
> månen. Jeg har dog ikke studeret den aktuelle bane nøje nok til at se om
> det bliver et problem.

Der vil selvfølgelig være tidspunkter, hvor månen skygger for målet,
og hvis man bruger solenergi er der yderligere 50% af tiden, hvor man
ikke har energi til at skyde (medmindre man kan opbevare energien), så
den effektive tid ligger på under 25%. Det er dog nok et mindre
problem sammenlignet med sigtning og fokusering.

   Torben

---

Torben Ægidius Mogensen <torbenm@diku.dk> scribbled:

>> Har du tænkt over hvad de skal leve af på månen under byggeriet?
>
> Jeg havde tænkt at det meste af arbejdet skulle laves af robotter.

Nu er det altså inden for 17 år det skal laves. Det er svært nok at lave
robotter der virker på jorden. I vacuum har do mange problemer med smørelse
(olie kan ikke bruges), lufttæthed ved evt. hydrauliske systemer og
temperaturfølsomhed. Husk at temperaturen varierer fra minus et par hundrede
grader til plus et par hundrede grader. Alene den robotarm der er i
rumfærgerne var længe under udvikling. Og der skal altså stadig servicefolk
op på månen, hvis noget skulle gå galt. Konstruktionen kommer nok heller
ikke til at tage under 5 år for en brugbar base og 5 år for kanonen.

>> Hvis vi ser bort fra at rumfærgerne ikke må flyve for tiden, så lyder
>> den plan lidt tænkt (eller Hollywood-agtig). Mit ingeniørinstinkt
>> siger mig at man ikke bare lige sætter en brændstoftank på en Soyus
>> kapsel (som forresten aldrig vil kunne lande på månen (med
>> astronauterne intakte) eller lette derfra igen).
>
> Hvorfor dog ikke det? Hvis man har en thruster, kan den jo bruges til
> at bremse nedslaget ligesåvel som at lette igen.

Det er mere kompliceret end det. Der skal designes en h....... masse
styringselektronik for at kunne lande sikkert. Soyus kapslen er kun lavet
til at falde igennem en atmosfære og lande ved brug af falskærm. Alt i alt
ville det være en del hurtigere og billiger at designe fra scratch. Du skal
også tænke på hvilken type brændstof der skal bruges, da hvert kilogram
koster. Jeg tvivler på at en ICBM motor kan levere det nødvendige, med den
krævede brændstofeffektivitet. Vi skal også bruge en del lastplads, hvis der
skal bruges robotter fra jorden. En Soyus kapsel er mildest taget
klaustrofobisk.

>> Logistikken bliver også grim når man
>> tænker på hvor mange der egentligt skal sendes afsted. ISS har
>> konstant 2-3 beboere, men de er endnu ikke halvt færdige og det
>> projekt du foreslår er nok en faktor 100 gange mere komplekst.
>
> Egentlig ikke. Man gjorde det i 1969 og flere gange i de følgende år.

Man har *aldrig* sendt 50+ mand til månen, komplet med byggeudstyr,
elektronik, mad og meget andet til at kunne klare sig i mange år. Dem i 1969
og senere bragte alt med sig, og lavede intet selv. Og da de lettede
efterlod de desuden stort set alt (højteknologiske skovsvin?).

>> De skal stadig undvige månens tyngdekraft, og de skal også kunne
>> afsætte nok impuls i målet til at det kan betale sig.
>
> Månens undvigelseshastighed er småting sammenlignet med den fart
> partikler i en partikelkanon opnår.

Var det ikke snart på tide med en henvisning til hvordan en sådan
partikelkanon ser ud? Jeg vil gerne regne på trykkraften den kan levere.

>> Altså har vi to problemer: Sigtning og fokusering. Begge resulterer
>> i at det i praksis er umuligt at overføre nok effekt over stor
>> afstand, til at gøre noget indtryk.
>
> Disse er ganske rigtigt de største problemer.

De er også uoverkommelige de næste par hundrede år.

>> Konstruktionen skal være enddog meget solid, da den skal kunne
>> flyttes efter målet. Husk at selvom ting *vejer* mindre på månen, så
>> har de stadig samme *inerti* (og dermed samme tendens til at knække
>> når de accelereres).
>
> Drejningen af kanonen mod målet vil være ekstremt langsom, så her er
> inertien neppe et problem. Et langt større problem er præcision.

Ja, men man skal stadig tænke på inertien. Den tænkte kanon skal være pænt
stor, og ofte bevæger målet sig relativt hurtigt, set fra månen.

>> Ved du hvor meget energi der vil skulle kræves? De små (kunne være i
>> en modificeret 747-400) lasere de brugte (og stadig bruger, hørte
>> jeg for nyligt) i det testfly der skulle demonstrere StarWars
>> konceptet skulle bruge så meget energi, så hurtigt at man kun kunne
>> bruge en højeksplosiv kemisk reaktion mellem flour forbindelser. Og
>> flere tusinde gange den energi vil du genskabe med solceller? Do the
>> math ... Vi snakker her om mindst 10 atomkraftværker. Noget andet er
>> så at månen er rig på helium-3, der efter sigende kan fusioneres med
>> dagens teknik.
>
> Når StarWars laserne skulle bruge disse metoder, er det fordi de
> skulle bruge en stor energi på meget kort tid. Deflektion af en
> asteroide kan ske over flere år, og behøver derfor ikke afsætte ret
> stor effekt

Husk på at asteroiden er 2 km. i diameter. Den består formentligt af en
blanding af metaller og sten (anslået massefylde 6000[kg/m^3]). Altså må den
have en vægt på ca. 4/3*pi*1000[m]^3*6000[kg/m^3] = 25132741228718[kg] =
25[Gton] (asteroiden antaget sfærisk). Hvor meget tror du selv et par
partikler kan skubbe til den? Der skal faktisk en del atombomber til for
bare at rykke den et lille stykke.

>> Der tror jeg du tager fejl. En moderne rumdragt vejer nok ca. 100
>> kg.
>
> Hvor har du det tal fra? Jeg tror det er langt mindre, specielt hvis
> man ikke behøver bære rundt på ilt til flere timer.

Fra http://www.howstuffworks.com/space-suit.htm :
Om Apollo dragterne: "The spacesuit and backpack weighed 180 lb (82 kg) on
Earth".
Om den moderne EMU (Extravehicular Mobility Unit): "Weight = 280 lb (127 kg)
on Earth".
Og så har jeg også prøvet at have en udtjent MMU på (det var på et teknisk
museum et eller andet sted). Det er ikke noget jeg har lyst til at prøve
igen i vores tyngdekraft.
Det bedste alternativ må være AX-5 hardsuit, men den er ikke udviklet endnu.
Der er også problemer med de eksisterende dragter, hvis man skal manipulere
finere detaljer. Det skyldes det relative overtryk i den oppustede dragt.

Og hvorfor mener du ikke at der bliver brug for ilt til flere timer? Jeg
tror ikke på at de får robotter med sig til månen. Desuden er det ikke ilten
der vejer til. Det er klimasystemet, der skal sørge for at astronauten ikke
koger eller fryser, samt kevlaren der beskytter mod rifter i dragten.

>> Flere problemer: Astronauterne vil på månens bagside være afskåret
>> fra kommunikation med Jorden. Ikke praktisk!
>
> Kommunikaton kan ske via et antal satellitter i kredsløb om månen.
> Det er det mindste problem.

Givet, det er ikke det største problem, men der er en endeløs række af den
slags små logistiske problemer, der skal løses. Alt sammen tager tid. Tid
som vi ikke har.

>> Desuden er der mulighed for at
>> miste betydelig eksponeringstid når asteroiden er på den anden side
>> af månen. Jeg har dog ikke studeret den aktuelle bane nøje nok til
>> at se om det bliver et problem.
>
> Der vil selvfølgelig være tidspunkter, hvor månen skygger for målet,
> og hvis man bruger solenergi er der yderligere 50% af tiden, hvor man
> ikke har energi til at skyde (medmindre man kan opbevare energien), så
> den effektive tid ligger på under 25%. Det er dog nok et mindre
> problem sammenlignet med sigtning og fokusering.

Jeg tror at den effektive tid bliver meget mindre. Dels bruger asteroiden en
pæn del af tiden bag ved eller tæt på solen, og dels er det relativt
sjældent at månen og asteroiden står på en måde, så det er smart at beskyde
den. Vi skal jo helst ikke skubbe asteroiden den forkerte vej ...

--
PeKaJe

---

Peter Jensen <pekaje_at_gmx_dot_net@read.my.address.out.loud.abcdef.dk>
wrote:

> Rå Silicium kan nok bruges til en del konstruktioner. Det
> har metalliske egenskaber og kan ikke brænde uden ilt.

Kan du nævne ét eneste materiale, som kan brænde - uden ilt?

> Dog ville det være smart med en månebase som "backup" af menneskeheden,
> hvis alt nu skulle gå galt ...

Hvad med Mars?
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

Per Erik Rønne wrote:

>> Rå Silicium kan nok bruges til en del konstruktioner. Det
>> har metalliske egenskaber og kan ikke brænde uden ilt.
>
> Kan du nævne ét eneste materiale, som kan brænde - uden ilt?

Skal du bare være på tværs?
Nå, men så vil jeg nævne Titanium. Det kan brænde i rent kvælstof:
http://pearl1.lanl.gov/periodic/elements/22.html Ha!

>> Dog ville det være smart med en månebase som "backup" af menneskeheden,
>> hvis alt nu skulle gå galt ...
>
> Hvad med Mars?

Månen er tættere på, så i et nødstilfælde vil det være hurtigere at oprette
en base der.

--
PeKaJe

---

Peter Jensen <pekaje@hotmail.youmightwannaremovethis.com> wrote:

> Per Erik Rønne wrote:
>
> >> Rå Silicium kan nok bruges til en del konstruktioner. Det
> >> har metalliske egenskaber og kan ikke brænde uden ilt.

> > Kan du nævne ét eneste materiale, som kan brænde - uden ilt?

> Skal du bare være på tværs?

Tja, jeg har nu ellers lært i skolens kemiundervisning [sluttede med
2g], at forbrænding var en /iltning/ - og at vi derfor alle gik rundt og
brændte .

Dette understøttes af:

The NEW OXFORD Dictionary
of ENGLISH

combustion noun [mass noun] the process of burning something: the
combustion of fossil fuels.

[as modifier] a large combustion plant.n

Chemistry: rapid chemical combination of a substance with oxygen,
involving the production of heat and light.

Går man imidlertid ind i:

The OXFORD World
ENCYCLOPEDIA

combustion
(or burning) The exothermic reaction of an element or compound usually
with oxygen. For example, magnesium burns in oxygen with an intense
white flame to form magnesium oxide (MgO). When a compound is burnt,
each element is separately converted to its oxide; thus hydrocarbons
give carbon dioxide (CO2) and water (H2O) on combustion. A large
proportion of the energy we use is obtained in this way, by the
combustion of fossil fuels, such as coal and oil. Some combustion takes
place without the flame and heat associated with the process, such as
when body tissues are oxidized to give energy.

Der siger /lidt/ andet [og jeg vil slet ikke belemre jer med
Encyclopædia Britannica's lignende, men betydligt længere artikel om det
samme].

> Nå, men så vil jeg nævne Titanium. Det kan brænde i rent kvælstof:
> http://pearl1.lanl.gov/periodic/elements/22.html Ha!

> >> Dog ville det være smart med en månebase som "backup" af menneskeheden,
> >> hvis alt nu skulle gå galt ...

> > Hvad med Mars?

> Månen er tættere på, så i et nødstilfælde vil det være hurtigere at oprette
> en base der.

Man skal vel i /meget/ god tid have oprettet en permanent base på Mars.
Inklusive fødeafdeling, børnehaver og uddannelse fra 1. klasse til
PhD-niveau ...
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

Per Erik Rønne wrote:

>>> Kan du nævne ét eneste materiale, som kan brænde - uden ilt?
>
>> Skal du bare være på tværs?
>
> Tja, jeg har nu ellers lært i skolens kemiundervisning [sluttede med
> 2g], at forbrænding var en /iltning/ - og at vi derfor alle gik rundt og
> brændte .
>
> Dette understøttes af:

[SNIP - en masse definitioner]

>> Nå, men så vil jeg nævne Titanium. Det kan brænde i rent kvælstof:
>> http://pearl1.lanl.gov/periodic/elements/22.html Ha!

Og dette gælder stadig. Titanium brænder med en synlig flamme i rent
kvælstof. At det så normalt er ilt der bliver brugt i forbrændinger skyldes
vel at ilt er mere reaktivt, samt visse andre fysiske egenskaber.

>>> Hvad med Mars?
>>
>> Månen er tættere på, så i et nødstilfælde vil det være hurtigere at
>> oprette en base der.
>
> Man skal vel i /meget/ god tid have oprettet en permanent base på Mars.
> Inklusive fødeafdeling, børnehaver og uddannelse fra 1. klasse til
> PhD-niveau ...

Ja, men alt andet lige er det nok 100 gange nemmere at gøre det på månen,
da den er lige i vores nabolag. Godt nok er det dyrt at fragte mennesker og
udstyr til Månen, men det er *meget* dyrere at fragte det til Mars. Og da
vi har en tidsramme på 17 år, er det nok ikke helt ubetydeligt hvor meget
der kan tages med fra Jorden.

--
PeKaJe

---

d. 27/07/02 10:38 skrev Peter Jensen på
pekaje@hotmail.youmightwannaremovethis.com i artiklen
3d425bb1$0$6237$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk:

> Ja, men alt andet lige er det nok 100 gange nemmere at gøre det på månen,
> da den er lige i vores nabolag. Godt nok er det dyrt at fragte mennesker og
> udstyr til Månen, men det er *meget* dyrere at fragte det til Mars. Og da
> vi har en tidsramme på 17 år, er det nok ikke helt ubetydeligt hvor meget
> der kan tages med fra Jorden.

Hvordan er atmosfærerne og muligheden for at finde vand og ilt de to steder?
Det er heller ikke ubetydelige faktorer, da det hurtigt kan blive
uoverskueligt at være afhængig af "tankbiler" mellem jorden og f.eks. månen.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

Boerge Rahbech Jensen wrote:

>> Ja, men alt andet lige er det nok 100 gange nemmere at gøre det på månen,
>> da den er lige i vores nabolag. Godt nok er det dyrt at fragte mennesker
>> og udstyr til Månen, men det er *meget* dyrere at fragte det til Mars. Og
>> da vi har en tidsramme på 17 år, er det nok ikke helt ubetydeligt hvor
>> meget der kan tages med fra Jorden.
>
> Hvordan er atmosfærerne og muligheden for at finde vand og ilt de to
> steder? Det er heller ikke ubetydelige faktorer, da det hurtigt kan blive
> uoverskueligt at være afhængig af "tankbiler" mellem jorden og f.eks.
> månen.

Tja ... Månen er jo så godt som tørlagt, selv om nogen mener at der kan
findes vand i de dybeste kratere ved polerne. Der er dog ikke fundet
afgørende beviser. Mars derimod har rigeligt med vand i polarkalotterne,
samt formentligt også i undergrunden.

Hvad angår ilt, så kommer det som regel automatisk, hvis man har adgang til
rigeligt med vand og energi. Solenergi er der rigeligt af på Månen, men
knapt så meget på Mars. Et alternativ er at "bage" klippemateriale i en
solovn, og dermed skille ilt og silicium. Jeg har dog ikke set konkrete
forsøg der viser at det kan lade sig gøre i industriel skala.

Alt i alt er hverken Månen eller Mars specielt velegnede til at understøtte
liv. Det forklarer nok også hvorfor de ikke gør det. Mars' atmosfære kan
også blive et problem, når nogle af de hyppige støvstorme raser. Dels
bliver det farligt at færdes udenfor og dels bliver overfladerne på
solpanelerne slidt, hvilket mindsker effektiviteten.

Den afgørende faktor vil jeg stadig mene var nærheden til Jorden, specielt
hvis noget skulle gå galt på basen.

--
PeKaJe

---

d. 27/07/02 22:56 skrev Peter Jensen på
pekaje@hotmail.youmightwannaremovethis.com i artiklen
3d4308e1$0$176$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk:

> Den afgørende faktor vil jeg stadig mene var nærheden til Jorden, specielt
> hvis noget skulle gå galt på basen.

Så vil jeg håbe, Rusland er med til at bygge en sådan rumbase. Deres gamle
rumstation Mir overlevede i hvert fald lidt af hvert gennem dens lange
levetid, og den landede sikkert efter et kontrolleret fald længe efter
"sidste salgsdato".

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

Peter Jensen <pekaje@hotmail.youmightwannaremovethis.com> wrote:

> Per Erik Rønne wrote:

> > Man skal vel i /meget/ god tid have oprettet en permanent base på Mars.
> > Inklusive fødeafdeling, børnehaver og uddannelse fra 1. klasse til
> > PhD-niveau ...

> Ja, men alt andet lige er det nok 100 gange nemmere at gøre det på månen,
> da den er lige i vores nabolag. Godt nok er det dyrt at fragte mennesker og
> udstyr til Månen, men det er *meget* dyrere at fragte det til Mars. Og da
> vi har en tidsramme på 17 år, er det nok ikke helt ubetydeligt hvor meget
> der kan tages med fra Jorden.

Tja, personligt tror jeg nu ikke på at den vil ramme Jorden.
Usikkerheden om dens fremtidige bane er ganske simpelt for stor - mon
ikke den passerer uden for Månens bane?

Hvor stor var i øvrigt det himmellegeme, der ramte nord for
Yucatan-halvøen for godt 50 millioner år siden i øvrigt?
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

In article <1ffz7ff.10srivl903b9nN%PerRonne@mac.com>, PerRonne@mac.com says...
>
> Hvor stor var i øvrigt det himmellegeme, der ramte nord for
> Yucatan-halvøen for godt 50 millioner år siden i øvrigt?

Jvf. nedenstående var den 10 km, jeg erindrer at nedslagshastighed var ca. 22 km/sec.
Jordens hastighed i sin bane om solen er knap 30 km/sec.


http://www.nmnh.si.edu/paleo/blast/index.html
http://www.nmnh.si.edu/paleo/blast/asteroid_hyp.htm

--
Best regards

Lars

---

"Peter Jensen" <pekaje@hotmail.youmightwannaremovethis.com> wrote in message
news:3d425bb1$0$6237$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> >>> Hvad med Mars?
> >>
> >> Månen er tættere på, så i et nødstilfælde vil det være hurtigere at
> >> oprette en base der.
> >
> > Man skal vel i /meget/ god tid have oprettet en permanent base på Mars.
> > Inklusive fødeafdeling, børnehaver og uddannelse fra 1. klasse til
> > PhD-niveau ...
>
> Ja, men alt andet lige er det nok 100 gange nemmere at gøre det på månen,
> da den er lige i vores nabolag. Godt nok er det dyrt at fragte mennesker
og
> udstyr til Månen, men det er *meget* dyrere at fragte det til Mars. Og da
> vi har en tidsramme på 17 år, er det nok ikke helt ubetydeligt hvor meget
> der kan tages med fra Jorden.

I glemmer helt at vi har en planet der er meget tættere på: nemlig Jorden
selv!

Om meteoren så rydder et helt kontinent, og laver permanent isvinter på
resten af jorden, så er det ingenting i forhold til hvor ugæstfrit der er på
Månen.

Prøv at tænke på hvilke storpolitiske "forviklinger" sådan et metornedslag
ville give. Der ville sikkert udbryde verdensomspændende krig, blandet med
diverse store borgerkrige, flere år forud for et forudset nedslag.
Måske kunne vi nå at udslette og selv, mens vi slogedes om den plet der
ville gå fri af meteoret


Bjarke

---

Bjarke Dahl Ebert wrote:
>
> I glemmer helt at vi har en planet der er meget tættere på: nemlig Jorden
> selv!

Hvilket columbus-æg!

--
Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>. «

"Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)

---

Torben Ægidius Mogensen <torbenm@diku.dk> wrote:

> > Der er efterhånden ikke meget tid tilbage til at eksponere asteroiden
> > med stråling. Og glem endelig ikke de politiske problemer med en sådan
> > strålekanon. Hvis den ikke bliver bygget på månens bagside, så har man i
> > princippet et perfekt terror/afpresnings våben.

> Klart. Den skal selvfølgelig bygges væk fra jorden, sådan at strålen
> aldrig kommer indenfor månens bane.

En sådan kanon ville naturligvis blive bygget af amerikanerne. Tror du
virkelig ikke at en Donald Rumsfield, en Condoleeza Rice eller en George
Bush Jr ville finde det ganske praktisk om den også ville kunne ramme
mål på Jorden, hvis det kunne gøres rimeligt præcist?
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

d. 26/07/02 15:47 skrev Per Erik Rønne på PerRonne@mac.com i artiklen
1ffxqb3.12umzrwblc2fhN%PerRonne@mac.com:

> En sådan kanon ville naturligvis blive bygget af amerikanerne. Tror du
> virkelig ikke at en Donald Rumsfield, en Condoleeza Rice eller en George
> Bush Jr ville finde det ganske praktisk om den også ville kunne ramme
> mål på Jorden, hvis det kunne gøres rimeligt præcist?

De arbejder på sagen: SDI er taget ud af mølposen.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

Boerge Rahbech Jensen <brahbech@post8.tele.dk> wrote:

> d. 26/07/02 15:47 skrev Per Erik Rønne på PerRonne@mac.com i artiklen
> 1ffxqb3.12umzrwblc2fhN%PerRonne@mac.com:

> > En sådan kanon ville naturligvis blive bygget af amerikanerne. Tror du
> > virkelig ikke at en Donald Rumsfield, en Condoleeza Rice eller en George
> > Bush Jr ville finde det ganske praktisk om den også ville kunne ramme
> > mål på Jorden, hvis det kunne gøres rimeligt præcist?

> De arbejder på sagen: SDI er taget ud af mølposen.

Ja, men i denne tråd var udgangspunktet at en partikelkanon skulle
bygges på Månens /bagside/, så den ikke kunne bruges mod terranere .
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

d. 26/07/02 18:17 skrev Per Erik Rønne på PerRonne@mac.com i artiklen
1ffxw6f.1dxudgk13wcmoaN%PerRonne@mac.com:

> Ja, men i denne tråd var udgangspunktet at en partikelkanon skulle
> bygges på Månens /bagside/, så den ikke kunne bruges mod terranere .

Øh, nå. Det udgangspunkt skaber vist flere problemer, end det løser. Det
indfører i hvert fald endnu to ubekendte: Asteroidens bane i forhold til
månen og hvilken side af månen, der vender mod asteroiden på et givet
tidspunkt.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

Peter Jensen wrote:
> For en 100 Mton
> brintbombe burde strålingsintensiteten ikke falde nævneværdigt over 100-200
> meter.

Med mindre rummet opfører sig an-isotropt under disse forudsætninger vil
jeg vove den påstand at strålingsintensiteten på 200 meters afstand er
en fjerdedel af intensiteten ved 100 meter?

Venligst...

---

Paul Matthias Diderichsen wrote:

>> For en 100 Mton
>> brintbombe burde strålingsintensiteten ikke falde nævneværdigt over
>> 100-200 meter.
>
> Med mindre rummet opfører sig an-isotropt under disse forudsætninger vil
> jeg vove den påstand at strålingsintensiteten på 200 meters afstand er
> en fjerdedel af intensiteten ved 100 meter?

Ja, men har du regnet på hvor stor en del af asteroiden der belyses ved de
forskellige højder? Det kommer alt sammen an på formen af asteroiden, men
jeg tvivler på at den optimale højde er 0 meter. En sprængning på denne
afstand giver også en reel fare for at omdanne et farligt faldende objekt
til to eller flere farlige faldende objekter.

--
PeKaJe

---

Martin Kristensen wrote:

> Nogen forslag til hvad vi gør hvis det holder stik? Atombomber og
> den slags er det noget vi kan bruge?

/Hvis/ forskerne finder ud af, at den faktisk vil kollidere med
Jorden, er det ikke så svært at få den til at gå udenom, hvis man
har tilstrækkeligt langt varsel. Man skal skubbe en smule til den
med en raket, så dens bane flere år efter går uden om jorden.

(det lugter lidt af nogle forskere, der skal have hevet nogle
bevillinger hjem + plus en journalist i agurketiden).

-Claus

---

Frygt ikke! For i har vel set "mesterværket" Armaggedon?
Jeg er sikker at Bruce W. redder jorden...igen.

"Claus Rasmussen" <clr@cc-consult.dk> wrote in message
news:ahp97g$bpt$4@sunsite.dk...
> Martin Kristensen wrote:
>
> > Nogen forslag til hvad vi gør hvis det holder stik? Atombomber og
> > den slags er det noget vi kan bruge?
>
> /Hvis/ forskerne finder ud af, at den faktisk vil kollidere med
> Jorden, er det ikke så svært at få den til at gå udenom, hvis man
> har tilstrækkeligt langt varsel. Man skal skubbe en smule til den
> med en raket, så dens bane flere år efter går uden om jorden.
>
> (det lugter lidt af nogle forskere, der skal have hevet nogle
> bevillinger hjem + plus en journalist i agurketiden).
>
> -Claus
>

---

"Søren Frost" <no_spam@student.dtu.dk> wrote:

>Frygt ikke! For i har vel set "mesterværket" Armaggedon?
>Jeg er sikker at Bruce W. redder jorden...igen.
>

Så skal vi da vist have genoplivet Harry S. Stamper


--
Med venlig hilsen, Ove Kjeldgaard
Natur og Friluftsliv: <http://hiker.dk>

---

Med hensyn til at det vil være dyrt at foretage en sådan ekspedition
så vil der vel ikke være noget problem i det, hvis det virkelig drejer
sig om at den vil ramme...

Hvis man beslutter at sprænge den i luften, har jeg så ikke ret i at
man bliver nød til at sørge for den springer i så mange stykker som
muligt.

For deler den sig i 2 og det ene f.eks. rammer månen, vil dette så
ikke påvirke jorden også...

Ved man hvad asteroiden er lavet af ?
Det er jo lidt surt at sende en bombe afsted mod et ukendt materiale
som vil ikke lige sådan kan springes i småstumper

---

ronnie gasseholm wrote:

> Hvis man beslutter at sprænge den i luften, har jeg så ikke ret i at
> man bliver nød til at sørge for den springer i så mange stykker som
> muligt.

Det vil være ret dumt at sprænge den i luften (!). Asteroiden er 2x2 km
stor og ville kunne smadre en kontinent. Sprang man den i luften ville
man måske ende med at skulle holde øje med 400 stykker, der drønede i
alle retninger, og som hver ville kunne smadre en by.

Det er meget bedre at puffe den en smule ud af kurs. Så ved man hvor,
man har den.

-Claus

---

Claus Rasmussen skrev:

> Det er meget bedre at puffe den en smule ud af kurs. Så ved man hvor,
> man har den.

Eller måske snarere hvor man ikke har den.

TT

---

Thomas Thorsen wrote:

> Claus Rasmussen skrev:
>
>> Det er meget bedre at puffe den en smule ud af kurs. Så ved man hvor,
>> man har den.
>
> Eller måske snarere hvor man ikke har den.

Nej. Så og så mange Newton i den og den retning. Så kan du sige præcist
hvor asteroiden befinder sig de næste mange år.

Jeg /ved/ godt, at det appelerer meget mere til fantasien at blæse den
i stumper og stykker med en a-bombe. Men en lille raket i god tid før
den kommer i nærheden af jorden er altså meget mere effektiv.

-Claus

---

Claus Rasmussen skrev:

> Nej. Så og så mange Newton i den og den retning. Så kan du
> sige præcist hvor asteroiden befinder sig de næste mange år.

Pointen var at det nok kan være svært at time nøjagtigt, og der må være en
vis usikkerhed i en sådan indgriben. Derfor kan man ikke nødvendigvis vide
hvor asteroiden helt nøjagtig ryger hen, men nok hvor den ikke er længere.

Men hvordan tænker du dig i øvrigt dette "skub" udført?

> Jeg /ved/ godt, at det appelerer meget mere til fantasien at
> blæse den i stumper og stykker med en a-bombe. Men en lille
> raket i god tid før den kommer i nærheden af jorden er altså
> meget mere effektiv.

Det er klart. Jeg har heller ikke foreslået noget sådant.

TT

---

Thomas Thorsen wrote:

> Claus Rasmussen skrev:
>
>> Nej. Så og så mange Newton i den og den retning. Så kan du
>> sige præcist hvor asteroiden befinder sig de næste mange år.
>
> Pointen var at det nok kan være svært at time nøjagtigt, og der må være en
> vis usikkerhed i en sådan indgriben. Derfor kan man ikke nødvendigvis vide
> hvor asteroiden helt nøjagtig ryger hen, men nok hvor den ikke er længere.
>
> Men hvordan tænker du dig i øvrigt dette "skub" udført?

Man lander på asteroiden. Retter raketten i en bestemt retning og sætter
den i gang på lavt blus (måske med flere raketter, så de kan balancere
hinanden). Men det er /ikke/ en Saturn for fuld udblæsning, visnakker om,
og derfor er det ret nemt at styre hele processen og evt. korrigere
undervejs.

Hele teknologien /og/ teorien eksisterer i dag. Der er ingen ubekendte.

Men det ville nok have været lidt mere betryggende, om vi havde haft et
par Saturn'er på lager til at fragte de raketter i kredsløb, der skal
flytte asteroiden).

-Claus

---

Claus Rasmussen <clr@cc-consult.dk> wrote:

> Nej. Så og så mange Newton i den og den retning. Så kan du sige præcist
> hvor asteroiden befinder sig de næste mange år.

Gør man nu også det? Alle himmellegemer vil påvirke asteroidens bane, ho
større masse og tættere på desto mere. Og man kender langt fra alle
asteroiders baner her i Solsystemet.
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

Per Erik Rønne wrote:

> Claus Rasmussen <clr@cc-consult.dk> wrote:
>
>> Nej. Så og så mange Newton i den og den retning. Så kan du sige præcist
>> hvor asteroiden befinder sig de næste mange år.
>
> Gør man nu også det? Alle himmellegemer vil påvirke asteroidens bane, ho
> større masse og tættere på desto mere. Og man kender langt fra alle
> asteroiders baner her i Solsystemet.

Det vil kun være et problem, hvis vores asteroide passerer /meget/ tæt på en
anden ukendt asteroide. Og hvis dét var et problem, ville det fyge om ørerne
på os med asteroider, der var slået ud af kurs

Tyngdekraften er ikke så stærk som man ellers får opfattelsen af, ved at
spendere det meste af sit liv i 1G. Så hvis man ser bort fra disse close-
encounters kan man stort set nøjes med at tage hensyn til Solens tyngde-
felt.

-Claus

---

> Tyngdekraften er ikke så stærk som man ellers får opfattelsen af, ved at
> spendere det meste af sit liv i 1G. Så hvis man ser bort fra disse close-
> encounters kan man stort set nøjes med at tage hensyn til Solens tyngde-
> felt.
Kunner man ikke forestille sig at store jupitor, som så mange gange før
ville afbøjde astoridens bane. Det var jo nok netop dette de mente da de
sagde at legmets bane var kaotisk.

Mvh
Anders Lund

---

Claus Rasmussen wrote:
>
> > Gør man nu også det? Alle himmellegemer vil påvirke asteroidens bane, ho
> > større masse og tættere på desto mere. Og man kender langt fra alle
> > asteroiders baner her i Solsystemet.
>
> Det vil kun være et problem, hvis vores asteroide passerer /meget/ tæt på en
> anden ukendt asteroide. Og hvis dét var et problem, ville det fyge om ørerne
> på os med asteroider, der var slået ud af kurs

Mon ikke man nærmest kan se bort fra den kraft der virker mellem to
asteroider/meteoroider? Med mindre de altså rammer hinanden.

--
Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>. «

"Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)

---

Jeppe Stig Nielsen <mail@jeppesn.dk> wrote:

> Mon ikke man nærmest kan se bort fra den kraft der virker mellem to
> asteroider/meteoroider? Med mindre de altså rammer hinanden.

Jeg har ikke forsøgt at foretage beregninger på det. Men selv en /meget/
beskeden påvirkning burde kunne få en virkning på rigtig mange megameter
[og vel også timer], når man tænker sig 17 år ud i fremtiden. Nok til at
bestemme om Jorden vil blive ramt - eller ej? Jorden bevæger sig jo
også.
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

"Per Erik Rønne" <PerRonne@mac.com> skrev i en meddelelse
news:1ffz06u.slzav8t3k3y8N%PerRonne@mac.com...
> Jeg har ikke forsøgt at foretage beregninger på det. Men selv en /meget/
> beskeden påvirkning burde kunne få en virkning på rigtig mange megameter
> [og vel også timer], når man tænker sig 17 år ud i fremtiden. Nok til at
> bestemme om Jorden vil blive ramt - eller ej? Jorden bevæger sig jo
> også.

Ja, og der stod jo også i artiklen at banen var kaotisk. Hvilket i min
opfattelse betyder, lille ændringe i starten = _stor_ ændring i slutningen.

---

Anders Lund <webmaster@123grin.dk> wrote:

> "Per Erik Rønne" <PerRonne@mac.com> skrev i en meddelelse
> news:1ffz06u.slzav8t3k3y8N%PerRonne@mac.com...

> > Jeg har ikke forsøgt at foretage beregninger på det. Men selv en /meget/
> > beskeden påvirkning burde kunne få en virkning på rigtig mange megameter
> > [og vel også timer], når man tænker sig 17 år ud i fremtiden. Nok til at
> > bestemme om Jorden vil blive ramt - eller ej? Jorden bevæger sig jo
> > også.

> Ja, og der stod jo også i artiklen at banen var kaotisk. Hvilket i min
> opfattelse betyder, lille ændringe i starten = _stor_ ændring i slutningen.

Exactly.
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

> For deler den sig i 2 og det ene f.eks. rammer månen, vil dette så
> ikke påvirke jorden også...

Med de afstande og størrelsesordner vi her taler om, er det vist ret
usandsynligt.
Om en kollision med månen ville have indflydelse på jorden tør jeg ikke
udtale mig om. Umiddelbart vil mit gæt være at det ikke vil få de store
konsekvenser for os.

> Ved man hvad asteroiden er lavet af ?
> Det er jo lidt surt at sende en bombe afsted mod et ukendt materiale
> som vil ikke lige sådan kan springes i småstumper

Jeg vil ikke tro at identifikationen af asteroidens bestanddele vil volde de
store vanskeligheder. Asteroiden adskiller sig næppe dramatisk fra lignende
himmellegemer som tidligere er blevet analyseret.
Ellers ved vi jo fra Armageddon at bomben blot skal graves langt nok ned, så
går det altsammen!

---

d. 26/07/02 15:01 skrev ronnie gasseholm på ronnie@sitevision.dk i artiklen
77980f7f.0207260501.3fa85f83@posting.google.com:

> Hvis man beslutter at sprænge den i luften, har jeg så ikke ret i at
> man bliver nød til at sørge for den springer i så mange stykker som
> muligt.

Så vidt jeg har forstået, vil man forsøge at "skubbe" den ind i en anden
bane, der går forbi jorden.

> Ved man hvad asteroiden er lavet af ?
> Det er jo lidt surt at sende en bombe afsted mod et ukendt materiale
> som vil ikke lige sådan kan springes i småstumper

Jeg forestiller mig, den største udfordring vil være at ramme og ikke mindst
ramme med præcis den rette kraft det rette sted. Det må kræve temmelig
præcis viden om asteroidens fart, bane og masse.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

Boerge Rahbech Jensen <brahbech@post8.tele.dk> wrote:

> Det må kræve temmelig præcis viden om asteroidens fart, bane og masse.

Hvilket vil kræve stor [for stor?] viden om hvilke himmellegemer den vil
møde på sin bane gennem de næste 17 år.
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

In article <ahpgod$ttp$1@eising.k-net.dk>, no_spam@student.dtu.dk says...
> Frygt ikke! For i har vel set "mesterværket" Armaggedon?
> Jeg er sikker at Bruce W. redder jorden...igen.

Hvor var den film dog ringe i forhold til Deep Impact (http://us.imdb.com/Title?0120647), det
var et mesterværk, hvor Armageddon nærmest var en hån mod den almene biografgængers
intelligens.

--
Best regards

Lars

---

Lars skrev

> > Frygt ikke! For i har vel set "mesterværket" Armaggedon?

> Hvor var den film dog ringe ...

Jeg måtte desværre afbryde filmen efter 20 minuter da der ikke var flere
brækposer og fik derfor ikke lejlighed til at se hr. Willis udfolde sig i
vægtløs tilstand. Alligevel tør jeg godt gætte på, at mængden af indhold i
filmen der realistisk beskriver mulighederne i forbindelse med at afværge et
asteroidenedslag kan tælle på yderst få fingre.


Mvh,
--
Filip Larsen <filip.larsen@mail.dk>

---

"Martin Kristensen" <cruSpAmSuCkSzer@gjk.dk> wrote in message
news:ahl4fd$tbv14$1@ID-118575.news.dfncis.de...
> Så lige på BBC World at asteriodeforskerne har opdaget en 2 km
> stor asteroide, som ser ud til at ramme jorden i 2019...
>
> http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/2147879.stm
>
> Nogen forslag til hvad vi gør hvis det holder stik? Atombomber og
> den slags er det noget vi kan bruge?
>
> Mvh.
> Martin Kristensen
>

Sikke mange ideer til at fjerne den potientielle risiko..

Her er en simulering af asteroidens bane
http://neo.jpl.nasa.gov/cgi-bin/db?name=2002+NT7

Ifølge simuleringen er der større sansynlighed for at den rammer 8 jan 2003,
end 1. feb 2019..

Hvis det nu viser sig at denne asteroide rammer jorden, og man sender en
atom/brintbombe afsted for at få den ud af kurs.. hvilket år bliver en så
farlig igen?

Hvad nu hvis man foretog en præcisionssprængning, og fik asteroiden til at
ramme solen.. så er asteroiden helt fjernet. eller hvis man tør.. så den
rammer månen/mars, og derved giver mulighed for at udforske dens indhold
nærmere? Tænk nu hvis den indeholdt et ukendt stof der kan skabe energi,
eller helbrede.. eller noget helt tredje?

Eller sætte 4-8 satelitter rundt om solen, der tilsammen skaber en
ultrastærk laser, der kan varme asteroiden så meget op at den sprænger sig
selv til mindre stykker..eller simpelthen er stærk nok til at skubbe den ud
af kurs.

På den anden side.. den sidste asteroide gjorde plads til os vidunderlige
mennesker.. hvad bliver det næste vidunderlige væsen der overtager efter
os?.. måske langt mere intelligent? Kløgtige kakkerlakker?

---

Scripsit "Ingolf" <Dont_Spam_Ingolf@excite.com>

> Hvad nu hvis man foretog en præcisionssprængning, og fik asteroiden til at
> ramme solen..

Det kræver mere end præcision, det kræver at man kan fjerne en stor
del af baneenergien.

> så er asteroiden helt fjernet.

Under alle omstændigheder ville det være ligegyldigt. Der er så mange
objekter der har baner tæt på jorden at det er en Ikke-Mulighed at
støvsuge rummet for allesammen.

> Tænk nu hvis den indeholdt et ukendt stof der kan skabe energi,
> eller helbrede.

Pladder. (Ja, undskyld, men jeg er målløs).

--
Henning Makholm "I stedet for at finde på en bedre plan havde de alle
sammen den frækhed at spørge mig, hvad *jeg* ville foreslå."

---

Ingolf wrote:
> Ifølge simuleringen er der større sansynlighed for at den rammer 8
> jan 2003, end 1. feb 2019..

"The applet was implemented using only 2-body methods, and hence should
not be used for determining accurate long-term trajectories (over
several years or decades) or planetary encounter circumstances."

--
Jakob Møbjerg Nielsen | "Five exclamation marks, the
jakob@dataloger.dk | sure sign of an insane mind."
http://www.jakobnielsen.dk/ | -- Terry Pratchett, Reaper Man

---

Jakob Møbjerg Nielsen wrote:

> "The applet was implemented using only 2-body methods, and hence should
> not be used for determining accurate long-term trajectories (over
> several years or decades) or planetary encounter circumstances."

Skæg sag alligevel. Gad vide hvordan de beregner banerne ? Jeg har
forsøgt mig nogle gange med n-body simuleringer men ender altid med
at der enten siver energi ud af systemet eller omvendt. Men det ser
ikke ud til at være tilfældet her. Selv hvis man kører den længe
holder alle baner sig stabile.

I øvrigt er det en voldsom rejsning (inklination?) asteroidens bane
har. Sammenholder man det med, at den krydser jordens bane temmeligt
tæt, kan den ikke have befundet sig i sin nuværende bane særligt
længe (astronimisk set).

-Claus

---

"Claus Rasmussen" <clr@cc-consult.dk> wrote in message
news:ahufc9$bud$1@sunsite.dk...
> Jakob Møbjerg Nielsen wrote:
>
> > "The applet was implemented using only 2-body methods, and hence should
> > not be used for determining accurate long-term trajectories (over
> > several years or decades) or planetary encounter circumstances."
>
> Skæg sag alligevel. Gad vide hvordan de beregner banerne ? Jeg har
> forsøgt mig nogle gange med n-body simuleringer men ender altid med
> at der enten siver energi ud af systemet eller omvendt. Men det ser
> ikke ud til at være tilfældet her. Selv hvis man kører den længe
> holder alle baner sig stabile.

Nemt nok når de kun laver 2-legeme simulering: Så er alle banerne ellipser
(jeg ser bort fra hyperbler, da de jo kun gælder for objekter som kun kommer
på ét visit).
Man skal godt nok tage hensyn til varierende fart, men positionen til et
givet tidspunkt må kunne udtrykkes som en lukket formel.

Til n-legeme simuleringer må der være nogle nørder udi numeriske metoder der
lige præcis ved hvordan man skal integrere i fysiske systemer for at få
størst mulig præcision (og specielt bevare energi).


Bjarke

---

Bjarke Dahl Ebert wrote:

> "Claus Rasmussen" <clr@cc-consult.dk> wrote in message
>>
>> Skæg sag alligevel. Gad vide hvordan de beregner banerne ? ...
>
> Nemt nok når de kun laver 2-legeme simulering: Så er alle banerne ellipser
> (jeg ser bort fra hyperbler, da de jo kun gælder for objekter som kun
> kommer på ét visit).
> Man skal godt nok tage hensyn til varierende fart, men positionen til et
> givet tidspunkt må kunne udtrykkes som en lukket formel.

Klart. Det tænkte jeg ikke på.


> Til n-legeme simuleringer må der være nogle nørder udi numeriske metoder
> der lige præcis ved hvordan man skal integrere i fysiske systemer for at
> få størst mulig præcision (og specielt bevare energi).

Det findes skam. Jeg har prøvet Euler, to variationer af midtpunktsalgo-
ritmen, tre versioner af Runge-Kutta metoden men alle med samme miserable
resultat. Det groteske var, at den simulation, jeg kørte, kun omfattede
to legemer: Jorden og et lille legeme i den geostationære bane.

Der findes en ekstra metode som jeg ikke fik prøvet (jeg har glemt, hvad
den hedder), men på det tidspunkt, da jeg erkendte at Runge-Kutta heller
ikke var god nok, var min entusiasme efterhånden til at overse ;-(

-Claus

---

Claus Rasmussen <clr@cc-consult.dk> wrote:

> > Man skal godt nok tage hensyn til varierende fart, men positionen til et
> > givet tidspunkt må kunne udtrykkes som en lukket formel.
>
> Klart. Det tænkte jeg ikke på.

Man behøver ikke tage hensyn til varierende fart, da denne varierende
fart i forvejen indgår i de keplerske ligninger:


Kepler's laws of planetary motion


in astronomy and classical physics, laws describing the motions of the
planets in the solar system. They were derived by the German astronomer
Johannes Kepler, whose analysis of the observations of the 16th-century
Danish astronomer Tycho Brahe enabled him to announce his first two laws
in the year 1609 and a third law nearly a decade later, in 1618. Kepler
himself never numbered these laws or specially distinguished them from
his other discoveries.

Kepler's three laws of planetary motion can be stated as follows: (1)
All planets move about the Sun in elliptical orbits, having the Sun as
one of the foci. (2) A radius vector joining any planet to the Sun
sweeps out equal areas in equal lengths of time. (3) The squares of the
sidereal periods (of revolution) of the planets are directly
proportional to the cubes of their mean distances from the Sun.
Knowledge of these laws, especially the second (the law of areas),
proved crucial to Isaac Newton in 1684–85, when he formulated his famous
law of gravitation between the Earth and the Moon and between the Sun
and the planets, postulated by him to have validity for all objects
anywhere in the universe. Newton showed that the motion of bodies
subject to central gravitational force need not always follow the
elliptical orbits specified by the first law of Kepler but can take
paths defined by other, open conic curves; the motion can be in
parabolic or hyperbolic orbits, depending on the total energy of the
body. Thus, an object of sufficient energy—e.g., a comet—can enter the
solar system and leave again without returning. From Kepler's second
law, it may be observed further that the angular momentum of any planet
about an axis through the Sun and perpendicular to the orbital plane is
also unchanging.

The usefulness of Kepler's laws extends to the motions of natural and
artificial satellites as well as to unpowered spacecraft in orbit in
stellar systems or near planets. As formulated by Kepler, the laws do
not, of course, take into account the gravitational interactions (as
perturbing effects) of the various planets on each other. The general
problem of accurately predicting the motions of more than two bodies
under their mutual attractions is quite complicated; analytical
solutions of the three-body problem are unobtainable except for some
special cases. It may be noted that Kepler's laws apply not only to
gravitational but also to all other inverse-square-law forces and, if
due allowance is made for relativistic and quantum effects, to the
electromagnetic forces within the atom.


Copyright © 1994-2002 Encyclopædia Britannica, Inc.
--
Cand.scient. Per Erik Rønne
Frederikssundsvej 308B, 3. tv.
DK-2700 Brønshøj
Tlf + fax 38 89 00 16, mobil 28 23 09 92

---

Bjarke Dahl Ebert skrev

> Til n-legeme simuleringer må der være nogle nørder udi numeriske metoder
der
> lige præcis ved hvordan man skal integrere i fysiske systemer for at få
> størst mulig præcision (og specielt bevare energi).

De såkaldte sympletiske metoder har den egenskab at de bevarer energien i
Hamiltonske systemer, og de er mig bekendt netop brugt til blandt andet
simulering af n-legeme problemer. Man kan godt finde sympletiske Runge-Kutta
metoder, men disse er desværre fuldt implicitte og derfor ikke så nemme at
have med at gøre.


Mvh,
--
Filip Larsen <filip.larsen@mail.dk>

---

Filip Larsen wrote:

> De såkaldte sympletiske metoder har den egenskab at de bevarer energien i
> Hamiltonske systemer, og de er mig bekendt netop brugt til blandt andet
> simulering af n-legeme problemer. Man kan godt finde sympletiske
> Runge-Kutta metoder, men disse er desværre fuldt implicitte og derfor ikke
> så nemme at have med at gøre.

Du har vel ikke navnet på en af de "sympletiske" metoder ? Eller en link ?

-Claus

---

Claus Rasmussen skrev

> Du har vel ikke navnet på en af de "sympletiske" metoder ? Eller en link ?

Nu hænger sympletiske metoder ikke ligefrem på træerne, men hvis man googler
med

http://www.google.com/search?q=sympletic+runge-kutta

så finder man lidt at gå efter. Hvis du ønsker andre sympletiske metoder kan
du selvfølgelig søge tilsvarende. Jeg beklager, at jeg ikke kan give noget
mere konkret end det, men det er som sagt ikke ligefrem det mest udbredte
emne på nettet, og desuden er mit kendskab til sympletiske metoder ret
overfladisk da jeg kun har rodet med metoder til simulering af dissipative
systemer.


Mvh,
--
Filip Larsen <filip.larsen@mail.dk>

---

Filip Larsen wrote:

> ..., og desuden er mit kendskab til sympletiske
> metoder ret overfladisk da jeg kun har rodet med metoder til simulering af
> dissipative systemer.

Javel, ja Men tak for linket.

-Claus

---

Ingolf wrote:


> Hvad nu hvis man foretog en præcisionssprængning, og fik asteroiden til at
> ramme solen.. så er asteroiden helt fjernet. eller hvis man tør.. så den
> rammer månen/mars, og derved giver mulighed for at udforske dens indhold
> nærmere? Tænk nu hvis den indeholdt et ukendt stof der kan skabe energi,
> eller helbrede.. eller noget helt tredje?

Det var da bedst at lægge den om i et kredsløb om jorden, så kunne man
bruge den til at lave rumskibe af.
>
> Eller sætte 4-8 satelitter rundt om solen, der tilsammen skaber en
> ultrastærk laser, der kan varme asteroiden så meget op at den sprænger sig
> selv til mindre stykker..eller simpelthen er stærk nok til at skubbe den ud
> af kurs.
>
> På den anden side.. den sidste asteroide gjorde plads til os vidunderlige
> mennesker.. hvad bliver det næste vidunderlige væsen der overtager efter
> os?.. måske langt mere intelligent? Kløgtige kakkerlakker?

---

Ingolf wrote:

> På den anden side.. den sidste asteroide gjorde plads til os
> vidunderlige mennesker.. hvad bliver det næste vidunderlige
> væsen der overtager efter os?.. måske langt mere intelligent?
> Kløgtige kakkerlakker?

Desværre skal der vistnok en noget større "asteroide-kartoffel"
til at rydde op efter denne temmelig tossede civilisation. I
geologisk tid har der vist kun været ca. 5 stykker, der var store
nok til at møblere ordentligt om her på planeten. Den sidste
"rigtig" store for 65 mio år siden gav et krater med en diameter
på 330 km (Chicxulub, Mexico). Nogle geologer påstår at dette var
for meget for de æglæggende dinosaurier. Andre geologer påstår at
det var nogle voldsomme vulkanudbrud (the Deccan Traps) der var
årsagen til den "atomvinter", som satte punktum for de store
reptiler.

En lille "kartoffel" med diameter på 1 km gav os Ries-krateret ved
Nördlingen i Tyskland for 14,8 mio år siden med en diameter på kun
24 km. Samtidig faldt et fragtment ned i Steinheim lidt sydvest
herfor og lavede et krater på 3,8 km. Denne hændelse var ikke
"voldsom" nok til at forårsage global masseuddøen af dyr og
planter. Til gengæld dannedes et par spændende nye bjergarter og
mineraler, bl.a. suevit og moldavit.

Det hører vel til naturens orden (Gud rafler?) at vor planet en
gang imellem skal rammes af asteroider. Hvis "2002 NT7" bare
bliver en "strejfer", vil det da være "ret dumt" at udsætte den
for nogle atomare eksperimenter, som i stedet eventuelt gør den
til en fuldtræffer.

Forslag til googeling eller bibliotekshjemtagning:
Richard A.F. Grieve and L.J. Pesonen: The Terrestrial Impact
Cratering Record.
Her kan man se størrelse og alder på mange af de fuldtræffere vor
planet har modtaget. Det er forbavsende så mange kratere, der er
registreret i Sverige, Finland og Estland. Canada, Rusland og USA
er også ret godt repræsenteret. I øvrigt kan jeg varmt anbefale et
besøg i Rieskrater-Museum, Eugene-Shoemaker-Platz 1, D-86720
Nördlingen.

Med venlig hilsen
Herluf Holdt, DK-3140
--
.. . . "og det var nyhederne fra Radio Dommedag - lyt til os igen,
hvis klokken bliver 14"
Nysgerrige Amatører - gør Verden sjovere

---

Ingolf wrote:

> Her er en simulering af asteroidens bane
> http://neo.jpl.nasa.gov/cgi-bin/db?name=2002+NT7
>
> Ifølge simuleringen er der større sansynlighed for at den rammer 8 jan 2003,
> end 1. feb 2019..

Ifølge simuleringen passerer asteroiden ekliptika og dermed Jordens
baneplan på vej "opad" den 19. januar 2019 og på det tidspunkt er den
0.231 AU fra Jorden.

Hvis man kører en "high-accuracy ephemersis" på den dag (fra midnat til
midnat) får man:

Ok, den er lidt for stor til at vise her, men kan man bruge sådan en tabel
til at se hvor langt objektet er væk? Jeg har smidt den ind i et
regneark, men det hjælper mig ikke synderligt.

--
..signature

---

Martin Kristensen wrote:

> Så lige på BBC World at asteriodeforskerne har opdaget en 2 km
> stor asteroide, som ser ud til at ramme jorden i 2019...

Dommedag er udskudt. Det bliver i stedet tidligst år 2060:

http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=226174

MVH
-Claus

---

d. 29/07/02 18:55 skrev Claus Rasmussen på clr@cc-consult.dk i artiklen
ai3s1b$dk1$4@sunsite.dk:

> Dommedag er udskudt. Det bliver i stedet tidligst år 2060:

Det var trist. Så er vi tilbage ved de politiske dommedagsprofetier.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

Boerge Rahbech Jensen wrote:

> d. 29/07/02 18:55 skrev Claus Rasmussen på clr@cc-consult.dk i artiklen
>
>> Dommedag er udskudt. Det bliver i stedet tidligst år 2060:
>
> Det var trist. Så er vi tilbage ved de politiske dommedagsprofetier.

Vi har da stadig drivhuseffekten...

Til gengæld er den ny istid, som vi ellers hørte en hel del om i
halvfjerdserne og firserne, røget helt af plakaten. Jeg vil tro, at
selv dommedagsprofeter har brug for at variere repertoiret en gang
i mellem

-Claus

---

Claus Rasmussen wrote:
>
> >> Dommedag er udskudt. Det bliver i stedet tidligst år 2060:
> >
> > Det var trist. Så er vi tilbage ved de politiske dommedagsprofetier.
>
> Vi har da stadig drivhuseffekten...

Gudskelov. Hvis den forsvandt, skulle I for alvor se dommedag.

--
Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>. «

"Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)