---

Hermed et forsøg på oplæg til debat om hvad NT lærer om penge, det at give,
og verdslige goder.


Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds
med det, I har. For Gud har selv sagt: »Jeg lader dig ikke i stikken og
svigter dig ikke.« Heb 13,5

Og vist er det, at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv;
for tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den; har vi
føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige,
falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og
skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.
For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet
ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter. 1 Tim 6,6-10

En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig,
værdig, gæstfri, en god lærer, ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke
stridbar og ikke glad for penge. 1 Tim 3,2-3

Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord
eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for
apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. ApG
4,34-35

Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg
ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen,
giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der
kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. Luk 19,8-9

og han sagde til dem: »Tag ikke noget med jer på rejsen, hverken stav eller
taske eller brød eller penge, heller ikke to kjortler hver. Luk 9,3

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus, kom der en kvinde hen til
ham med en alabastkrukke fuld af meget kostbar olie og hældte den ud over
hans hoved, mens han sad til bords. Da disciplene så det, blev de vrede og
sagde: »Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge
og givet til de fattige.« Men da Jesus mærkede det, sagde han til
dem: »Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod
mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Hun har
hældt denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse.
Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium
prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
Matt 26,6-13


jørgen.

--
http://www.sermonaudio.com/

---

Om det at give materielle gaver skriver Paulus at det må være frivilligt,
noget "han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent" (2 Kor
9:7, NW).

Frivillighedsprincippet må være gældende såvel for pengebidrag som for den
tjeneste man vil yde.

Alligevel kan man ikke sige at man som kristen blot med god samvittighed kan
læne sig tilbage og lade andre om det grove.

Paulus opfordrer i 2 Korinther 9 netop til at man giver bidrag til de der
har det svært. Og Jakob giver et eksempel i 2:14-17, hvor han påpeger at man
som kristen er forpligtet til at hjælpe dem i nød, særligt andre troende
brødre og søstre.

Men jeg mener ikke at man som kristen skal føle sig moralsk forpligtet til
at yde pengegaver for at præster kan have en meget høj levefod eller for at
bygge flotte kirker eller købe store bygninger.

Blot at yde pengegaver er ikke vores forpligtelse. Det er at hjælpe dem der
er i nød og forkynde den gode nyhed. Alt herudover må være frivilligt. Og
selv det der gives til dem i nød og forkyndelsesarbejdet af såvel penge som
tid og kræfter må være ydet frivilligt, ikke uvilligt eller tvungent.

Venlig hilsen

Filip Johnsen

---

"Filip D. Johnsen" <filip.johnsen@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:fPEV8.57$WE4.1985@news.get2net.dk...
> Om det at give materielle gaver skriver Paulus at det må være frivilligt,
> noget "han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent" (2
Kor
> 9:7, NW).
>
> Frivillighedsprincippet må være gældende såvel for pengebidrag som for den
> tjeneste man vil yde.
>
> Alligevel kan man ikke sige at man som kristen blot med god samvittighed
kan
> læne sig tilbage og lade andre om det grove.
>
> Paulus opfordrer i 2 Korinther 9 netop til at man giver bidrag til de der
> har det svært. Og Jakob giver et eksempel i 2:14-17, hvor han påpeger at
man
> som kristen er forpligtet til at hjælpe dem i nød, særligt andre troende
> brødre og søstre.
>
> Men jeg mener ikke at man som kristen skal føle sig moralsk forpligtet til
> at yde pengegaver for at præster kan have en meget høj levefod eller for
at
> bygge flotte kirker eller købe store bygninger.
>
> Blot at yde pengegaver er ikke vores forpligtelse. Det er at hjælpe dem
der
> er i nød og forkynde den gode nyhed. Alt herudover må være frivilligt. Og
> selv det der gives til dem i nød og forkyndelsesarbejdet af såvel penge
som
> tid og kræfter må være ydet frivilligt, ikke uvilligt eller tvungent.

Altså, tilbage til "Lad ikke den ene hånd vide, hvad den anden gør?"

Skægt, sådan vil jeg helst have det med de penge jeg betaler i skat...

Men det er lidt cyklsk ikke?

"Vær ubevidst, moralsk forpligtet til at give, netop for at du ikke kan rose
dig af en bevidst gerning?" Altså blæsen i trompeter og sådan noget...Det
hykleriske element i offentlig godgørenhed, som bla. andre Al Capone og
Adolf Hitler begge benyttede sig af?

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

> Altså, tilbage til "Lad ikke den ene hånd vide, hvad den anden gør?"

Hvad angår religion, ja, så er det min holdning.

> Skægt, sådan vil jeg helst have det med de penge jeg betaler i skat...

Skat er jo noget andet, nogle penge der skal ind, og i en helt anden
størrelsesorden end til en menighed.

> "Vær ubevidst, moralsk forpligtet til at give, netop for at du ikke kan
rose
> dig af en bevidst gerning?" Altså blæsen i trompeter og sådan noget...Det
> hykleriske element i offentlig godgørenhed, som bla. andre Al Capone og
> Adolf Hitler begge benyttede sig af?

Enig, netop som Jesus gav udtryk for i Mattæus 6. Hykleri, at give for at
prale, er ikke noget Jesus holder af.

I den første kristne menighed, i Jerusalem, gav man store bidrag, hele sin
formue i visse tilfælde. Det var der behov for. Ville jeg være villig til
det, hvis der var behov for det? Ikke godt at svare på. Det bør man være.
Men i dag er situationen jo ikke helt den samme. De lokale behov her i
Danmark er ikke i den størrelsesorden. Når mange medlemmer splejser kan man
for få penge når meget. I vores menighed (Jehovas Vidner) giver vi, 52
lokale forkyndere, månedligt 3.500 - 5.000 kroner, og for de penge har vi
til en rigssal, vores litteratur (Vagttårnet og Vågn Op! til uddeling, måske
1000 eksemplarer månedligt, Bibler, bøger, brochurer), samt
rengøringsmidler, telefonudgifter, toner til kopimaskinen oa.

Med venlig hilsen

Filip Johnsen

---

"Filip D. Johnsen" <filip.johnsen@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:GsHV8.74$WE4.2707@news.get2net.dk...

I den første kristne menighed, i Jerusalem, gav man store bidrag, hele sin
> formue i visse tilfælde. Det var der behov for. Ville jeg være villig til
> det, hvis der var behov for det? Ikke godt at svare på. Det bør man være.
> Men i dag er situationen jo ikke helt den samme. De lokale behov her i
> Danmark er ikke i den størrelsesorden.

Jo, de er. Og de er større end centraladministratiion. En væsentlig del går
til direkte forsørgelse af bla. ældre.

Man er kun forpligtet til at give mellem ca. halvdelen og to tredjedel af
sine tjente penge.

Når mange medlemmer splejser kan man
> for få penge når meget. I vores menighed (Jehovas Vidner) giver vi, 52
> lokale forkyndere, månedligt 3.500 - 5.000 kroner, og for de penge har vi
> til en rigssal, vores litteratur (Vagttårnet og Vågn Op! til uddeling,
måske
> 1000 eksemplarer månedligt, Bibler, bøger, brochurer), samt
> rengøringsmidler, telefonudgifter, toner til kopimaskinen oa.

Klæder I den nøgne og mætter den hungrende?

Vort "ugudelige" danske skattesystem gør sit.

Det er - modsat den Kejserlige romerske skat Jesus talte imod - en skat, der
giver mening i kristen sammenhæng.
IMHO.

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

> > Men i dag er situationen jo ikke helt den samme. De lokale behov her i
> > Danmark er ikke i den størrelsesorden.
>
> Jo, de er. Og de er større end centraladministratiion. En væsentlig del
går
> til direkte forsørgelse af bla. ældre.

Det er jeg enig med dig i. Men det er jo så også blevet en opgave, den
danske stat har overtaget, og derfor gjort behovet for at den enkelte er
opmærksom mindre.

I 1 Timoteus 5 giver Paulus direkte vejledning til hvordan den kristne
menighed skal hjælpe dem, der har behov.

1 Timoteus 5:3-16

3 Vis de enker ære som virkelig er enker. 4 Men hvis en enke har børn eller
børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres
egen husstand og fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre
og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne. 5 Og den kvinde
som virkelig er enke og er efterladt alene, har sat sit håb til Gud og
bliver ved med anråbelser og bønner nat og dag. 6 Men den der går ind for
sanselig tilfredsstillelse er død skønt hun lever. 7 Bliv også ved med at
give [dem] disse befalinger, så de kan være ulastelige. 8 Men hvis nogen
ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans
husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.

9 Lad en enke blive sat på listen når hun ikke er under tres år, har været
én mands hustru, 10 har et godt omdømme for gode gerninger, hvis hun har
opfødt børn, hvis hun har beværtet fremmede, hvis hun har vasket de helliges
fødder, hvis hun har hjulpet dem der var i trængsel, hvis hun har beflittet
sig på enhver god gerning.

11 Yngre enker, derimod, skal du afvise, for når deres seksuelle lidenskaber
kommer imellem dem og Messias, vil de giftes 12 og står så dømt fordi de har
ladet hånt om deres første [udtryk for] tro. 13 Samtidig lærer de også at
være ledige, idet de løber omkring i hjemmene; ja, ikke blot ledige, men
også at løbe med snak og at blande sig i andres sager, idet de taler om ting
de ikke burde. 14 Derfor ønsker jeg at yngre enker skal giftes, føde børn,
styre hus og ikke give modstanderen anledning til at håne. 15 Ja, nogle er
allerede blevet forledt til at følge Satan. 16 Hvis en troende kvinde har
enker, så lad hende hjælpe dem, og lad ikke menigheden bære byrden. Så kan
den hjælpe dem som virkelig er enker.

a) Familien er først og fremmest forpligtet til at hjælpe; versne 4, 8, 16.

b) Menigheden skal ikke ukritisk hjælpe alle og derved blive en social
enhed; versne 9, 10.

c) Yngre enker kunne blive gift; en tidlig "bistand" ville blot skade dem,
idet de ville 'lære at være ledigt'; versne 11, 12.

d) Nogle enker troede at de kunne have en vis formue og stadig modtage hjælp
af menigheden; de var sådanne der gik ind for en "sanselig
tilfredsstillelse", et vist luksuriøst liv på menighedens bekostning; det
skulle menigheden ikke understøtte; vers 6.

e) Nogle, med en reelt behov (ingen familie til at sørge for sig, ingen
formue, en høj alder, her nævnes 60 år = ingen reel mulighed for
selvforsørgelse) samt var reelt kristne, skulle menigheden hjælpe; versne 3,
5, 9, 10.

Det sociale system her i landet hjælper dem med et virkeligt behov, men også
mange der ikke ville passe på Paulus's vejledning i 1 Timoteus 5. Det skal
vi værdsætte. Det ændrer dog ikke ved den kristne forpligtelse.

Vi hjælper dem der er i nød. I de lande, hvor der er større behov, hjælper
menigheden mere systematisk, men der vil aldrig være tale om større beløb
eller hjælp til at leve "fedt" eller luksuriøst. Også i tilfælde af
nødsituationer hjælper vi, først og fremmest vores brødre, men også andre.

Mange steder kan en sådan hjælp foregå mere uformelt, mellem brødre eller
inden for familien. Ellers kan den lokale menighed lave et arrangement, og
det kan gøres på mange måder. Hvis det fx foregår i Afrika, har ingen af
menighedens medlemmer de store midler, og den nødlidte vil heller ikke
forvente det samme som fx en bistandsklient her i landet.

Når jeg taler om pengebidrag mener jeg at der er en fundamental forskel
mellem skattesystemet og bidrag til menigheden.

Skattesystemet er i bund og grund verdsligt, og svarer principielt til den
skat Paulus og Jesus refererede til - at betale den er en nødvendighed for
den kristne, ikke af respekt for det sociale system vi har, men for at
respektere de verdslige myndigheder (Romerne 13:1-7).

Bidrag til menigheden bør altid være frivillige og uden at man reklamerer
med sine bidrag, uanset hvor mange penge menigheden mangler. Menigheden kan
slå til lyd for at man bør bidrage eller nævne de behov der er, men
bidragene må være frivillige og ikke påtvungne, ligesom de heller ikke kan
være faste (fx en procentsats).

Hos os benytter nogle forkyndere sig af statens regler for
fradragsberettigede gaver, hvorfor de bidrag vil blive kendt af dem der
ordner regnskabet i menigheden eller hos vores afdelingskontor. Disse bidrag
vil også ofte være faste. Men selv disse bidrag vil ikke blive offentligt
kendte, ligesom det vil være frivilligt at yde dem og at fortsætte med at
yde dem.

Det jeg måske oponerer lidt imod er det jeg har hørt om særligt nogle
amerikanske TV-prædikanter, der prædiker meget materialistisk - giv penge og
du skal selv blive rig, som også Jørgen refererede til; eller giv penge, for
det kræver Jesus. Og pengene bliver så brugt til den pågældne TV-prædikants
luksuriøse og - nogle gange - ukristne livsførelse.

Det er ikke en kristens pligt at hjælpe andre, hvad enten de er prædikanter
eller præster, til at leve et luksuriøst liv, men at hjælpe de der er i nød.

Venlig hilsen

Filip Johnsen

---

Læren om penge må vel være at selv om nogle kristne kan være rige, må den
kristne undgå et materialistisk livssyn, at livet drejer sig om materielle
goder. Årsagen er at det a) vil medføre mange problemer og farer (1 Tim
6:9), og b) det svarer til afgudsdyrkelse, idet man sætter materielle
ejendele på Guds plads både med hensyn til betydning og derfra man henter
sin beskyttelse (Efeserne 5:5).

Den kristne kan lige så vel være økonomisk velstillet som fattig; Guds
velsignelse viser sig ikke i rigdom eller materielle goder, men i glæde,
tilfredshed og en åndelig rigdom.

Med venlig hilsen

Filip Johnsen
Et af Jehovas Vidner