---

Hej Gruppe
Håber det er det rette sted
Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har affødt
nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være tilstede, det
skal lige siges, han har det meget svært med smerte, blod og andre
*sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det handler om
hospitaler. Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under
fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri.
Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser, men kunne samtidig
mærke, at tanken om at skulle føde alene skræmte mig, at han ikke ville være
ved min side...
Jeg kunne godt tænke mig at høre nogen tanker og oplevelser fra andre...
Jeg har læst en artikel (kan desværre ikke huske stedet) om at mange
parforhold kunne reddes hvis manden selv fik lov at bestemme, at de
simpelthen havde svært ved at se deres kone/kæreste, som deres partner efter
at have oplevet dem føde, og at de følte sig magtesløse, hvilket vist kunne
føre til en mandlig fødselsdepression.
Håber på lidt respons.

Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

I news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk skrev Sanne Bülow;

> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har
> affødt nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være
> tilstede, det skal lige siges, han har det meget svært med smerte,
> blod og andre *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det
> handler om hospitaler. Det er tydeligt at tanken om at skulle være til
> stede under fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige
> sig fri. Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser, men
> kunne samtidig mærke, at tanken om at skulle føde alene skræmte mig,
> at han ikke ville være ved min side...

Kan kun sige at for mig har det været nogle af de allermest vidunderlige
øjeblikke i mit liv, at jeg har været med til 2 af mine drenges fødsel (den
tredjes fødsel kunne jeg desværre ikke være med til, til dels pga. en "dum"
arbejdsgiver, dels pga. min egen daværende svaghed), og der hersker for mig
overhovedet ingen tvivl om, at når min kæreste og jeg skal have barn, så
skal jeg selvfølgelig være med til fødslen.
En helt igennem pragtfuld oplevelse, jeg absolut ikke ville have været
foruden, og som jeg synes man ikke bør snyde sig selv for.
Skal nok lige sige, at jeg da var i tvivl om hvordan jeg ville reagere da
jeg skulle med til den ældstes fødsel. Har altid fundet, når jeg har set
udsendelser om fødsler, at det har set "ulækkert" og "kvalmende" ud, og da
jeg heller aldrig har været særlig god til smerte og blod og lignende, så
var jeg bange for om jeg ville kaste op, besvime eller lignende midt under
fødslen. Men en ting er at se en eller anden tilfældig fødsel på film,
noget helt andet er at være til stede under sit eget barns fødsel. Dem
fandt jeg på intet tidspunkt hverken "ulækre", "kvalmende" eller lignende -
Det var bare pragtfuldt, hårdt, men pragtfuldt.
Så ud fra mit synspunkt; Selvfølgelig skal din mand da mande sig op og være
tilstede under fødslen

Mvh. Jan

---

Sanne Bülow <it@abso.adsl.dk> wrote:
> Hej Gruppe
> Håber det er det rette sted
> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har
> affødt nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være
> tilstede, det skal lige siges, han har det meget svært med smerte,
> blod og andre *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når
> det handler om hospitaler. Det er tydeligt at tanken om at skulle
> være til stede under fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst
> ville sige sig fri. Jeg er fortaler for at respektere hinandens
> grænser, men kunne samtidig mærke, at tanken om at skulle føde alene
> skræmte mig, at han ikke ville være ved min side...
> Jeg kunne godt tænke mig at høre nogen tanker og oplevelser fra
> andre... Jeg har læst en artikel (kan desværre ikke huske stedet) om
> at mange parforhold kunne reddes hvis manden selv fik lov at
> bestemme, at de simpelthen havde svært ved at se deres kone/kæreste,
> som deres partner efter at have oplevet dem føde, og at de følte sig
> magtesløse, hvilket vist kunne føre til en mandlig fødselsdepression.
> Håber på lidt respons.

min søns far var med til fødslen hele vejen igennem... lige som han har
været det ved hans to yngste børns fødsler ( der vidste han naturligvis også
hvad han gik ind til*G*)
og jeg må indrømme at jeg godt kan forstå at mange mænd føler sig
skræmte..... og ikke mindst "uduelige".... nogle vil endda føle at "det er
min skyld det hele" når konen ligger der og skriger og vrider sig i smerter
og han ikke kan gøre noget.....
og naturligvis skal det være et privat valg....

når dette er sagt vil jeg sige at med lidt omtanke kan manden faktisk være
med til størstedelen af fødslen uden at se blod..... smerter kan jo ikke
undgås men trøsten er jo lige om hjørnet da smerterne jo kommer i
bølger.....
blodet kommer jo reelt også først til for moderen når barnet ER født og
ligger på maven.... og der ser man det altså sjældent fordi man har travlt
med at kigge på nuttede næser og tælle fingre og tæer......

min tanke er at når den tid kommer vil det være godt for dig at have en
"backup"... en søster, en mor eller en god veninde/ven der kan være der
under fødslen og støtte dig hvor din kæreste ikke magter det.....

snak med din kæreste om at du ønsker at han skal være der men naturligvis
respekterer hans ønske om ikke at se dig i den tilstand og se om i ikke kan
komme frem til et kompromis, som feks at han er lige uden for og kigger ind
til dig fra tid til anden når veerne ikke er for slemme.... og ellers når
han magter det....
blot han ikke forlader dig på en måde så det ødelægger oplevelsen for
dig....
for uanset hvor smertefuldt og skræmmende en fødsel kan være, lige så smuk
og livsbekræftende er det også.... og jeg synes det ville være SÅ synd for
din kæreste at gå glip af det øjeblik hvor jeres barn ser livet for første
gang....... det sker nemlig _kun_ den ene gang og kan absolut ikke
beskrives.....

--
knus sabina
Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

"Sanne Bülow" wrote:
>
> Hej Gruppe
> Håber det er det rette sted
> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har affødt
> nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være tilstede, det
> skal lige siges, han har det meget svært med smerte, blod og andre
> *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det handler om
> hospitaler. Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under
> fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri.
> Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser, men kunne samtidig
> mærke, at tanken om at skulle føde alene skræmte mig, at han ikke ville være
> ved min side...
> Jeg kunne godt tænke mig at høre nogen tanker og oplevelser fra andre...
> Jeg har læst en artikel (kan desværre ikke huske stedet) om at mange
> parforhold kunne reddes hvis manden selv fik lov at bestemme, at de
> simpelthen havde svært ved at se deres kone/kæreste, som deres partner efter
> at have oplevet dem føde, og at de følte sig magtesløse, hvilket vist kunne
> føre til en mandlig fødselsdepression.
> Håber på lidt respons.

Selvfølgelig skal han da have lov at beslutte det selv. Hvis han føler
sig presset ind i situationen bliver det næppe en god oplevelse.

Når det er sagt, så mener jeg (lige som Jan), at han skal mande sig op.
Han vil sandsynligvis fortryde det, hvis han ikke gør det. Det vil
formodentlig være en modningsproces han skal igennem over mange måneder,
med samtaler med dig, (mandlige) venner med børn, lægen, evt. en
psykiater. Alt sammen med det ene formål, at han kender sig selv og sin
grænse, når han står i situationen. Så han ikke føler sig forkert, hvis
det alligevel viser sig at være for meget og han ender med at gå uden
for døren.

Jeg har også altid haft det svært med blod (primært lugten) og smerte
(mere andres end egen - egen smerte er slem, men på sin vis nemmere at
håndtere). Men de to gange min kone har været i fødsel, blev mine egne
bekymringer ganske enkelt parkeret udenfor fødestuen. Det var ikke et
bevidst valg - det skete bare.


--
Kristian Damm Jensen | Feed the hungry at www.thehungersite.com
kristian-damm.jensen@cgey.com | Two wrongs doesn't make a right,
ICQ# 146728724 | but three lefts do.

---

Hej Sanne
Min kæreste var med til vores første barns fødsel, ikke fordi han ville men
fordi jeg gerne ville og han ville naturligvis gerne hjælpe mig og støtte
mig. Han var en kanon god hjælp men han havde det bestemt ikke godt med at
være der. Det var også en ualmindelig led omgang også for mig.
De 3 næste er født hjemme og han var tilstede i lejligheden og tog sig af de
øvrige børn i et andet værelse. Det havde han det meget bedre med og det
havde jeg også for selv om jeg godt ville have hans støtte, så er der jo
ingen mening i, at han skal have det dårligt fysisk og psykisk.
I stedet havde jeg en veninde hos mig og selvfølgelig en jordemoder og det
var helt fint.
MVH Rikke
"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk...
> Hej Gruppe
> Håber det er det rette sted
> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har
affødt
> nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være tilstede,
det
> skal lige siges, han har det meget svært med smerte, blod og andre
> *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det handler om
> hospitaler. Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under
> fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri.
> Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser, men kunne samtidig
> mærke, at tanken om at skulle føde alene skræmte mig, at han ikke ville
være
> ved min side...
> Jeg kunne godt tænke mig at høre nogen tanker og oplevelser fra andre...
> Jeg har læst en artikel (kan desværre ikke huske stedet) om at mange
> parforhold kunne reddes hvis manden selv fik lov at bestemme, at de
> simpelthen havde svært ved at se deres kone/kæreste, som deres partner
efter
> at have oplevet dem føde, og at de følte sig magtesløse, hvilket vist
kunne
> føre til en mandlig fødselsdepression.
> Håber på lidt respons.
>
> Mvh
> --
> Sanne Bülow
> Dragons aren't extinct;
> they just learned to hide in books.
>
>

---

Hejsa

Som far til 2 børn, vil jeg da gerne give mit bud. Jeg tror ikke at man skal
presse nogen til noget, men jeg tror at han vil fortryde hvis han siger nej.
Jeg ved ikke om jeg er specielt stærk mht de ting som din mand ikke kan
lide, men her er det noget andet.

Det værste er at stå ved siden af og ikke kunne tage over, som man jo som
mand mange gange gør, når det bliver for hårdt. Her er det en kæmpe hjælp
"bare" at være der. Det er den største oplevelse man kan komme ud for som
mand (synes jeg) at se sine børn komme til verdenen, og din mand kan jo ikke
se det hele, hvis han står oppe ved hovedgæret på sengen, altså holder dig i
hånden. Han behøver jo ikke stikke hovedet helt ned til
"ulykkesstedet".....

Han/I skal tænke på at det jo ikke er en begivenhed man kan gøre om, heller
ikke selvom man får flere børn !!

Din mand er da velkommen til at skrive til mig, hvis han har nogle spørgsmål

mvh
Mogens@henckels.dk
"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk...
> Hej Gruppe
> Håber det er det rette sted
> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har
affødt
> nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være tilstede,
det
> skal lige siges, han har det meget svært med smerte, blod og andre
> *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det handler om
> hospitaler. Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under
> fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri.
> Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser, men kunne samtidig
> mærke, at tanken om at skulle føde alene skræmte mig, at han ikke ville
være
> ved min side...
> Jeg kunne godt tænke mig at høre nogen tanker og oplevelser fra andre...
> Jeg har læst en artikel (kan desværre ikke huske stedet) om at mange
> parforhold kunne reddes hvis manden selv fik lov at bestemme, at de
> simpelthen havde svært ved at se deres kone/kæreste, som deres partner
efter
> at have oplevet dem føde, og at de følte sig magtesløse, hvilket vist
kunne
> føre til en mandlig fødselsdepression.
> Håber på lidt respons.
>
> Mvh
> --
> Sanne Bülow
> Dragons aren't extinct;
> they just learned to hide in books.
>
>

---

"Sanne Bülow" skrev:

> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand
har affødt
> nogen tanker om, når vi engang skal have børn.

Jeg har heller ingen børn men er pt. gravid med termin til oktober. Så
fødslen er et af vores store samtale emner i øjeblikket.

> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være
tilstede, det
> skal lige siges, han har det meget svært med smerte, blod og andre
> *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det handler om
> hospitaler. Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede
under
> fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri.

Det lyder som min mand - inden vi havde været til
jordemoderaften/undervisning! Her blev der rykket grænser, og tingene
blev vist afmystificret en hel del!

> Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser, men kunne
samtidig
> mærke, at tanken om at skulle føde alene skræmte mig, at han ikke
ville være
> ved min side...

Enig!
Vi er nok efterhånden kommet frem til, at han gerne vil med, og at han
tror og mener at kunne klare fødslen. Han er dog mest bange for min
jammer...
MEN vi laver en plan B som går ud på at have en på tilkald, således at
jeg ikke kommer til at hænge i loftet helt alene, hvis det går galt
for ham.

> Jeg kunne godt tænke mig at høre nogen tanker og oplevelser fra
andre...

Det fik du her....

> Jeg har læst en artikel (kan desværre ikke huske stedet) om at mange
> parforhold kunne reddes hvis manden selv fik lov at bestemme, at de
> simpelthen havde svært ved at se deres kone/kæreste, som deres
partner efter
> at have oplevet dem føde, og at de følte sig magtesløse, hvilket
vist kunne
> føre til en mandlig fødselsdepression.

På www.netbaby.dk og
www.netjordemoderne kan du finde mange gode artikler om emnet.
--

/kat
---
www.symbiose.subnet.dk
Fysisk og psykisk sundhed
Forkæl dig selv og dine nærmeste

---

Tak til Jan, Sabina, Kristian, vagn, Mogens og Kat for jeres indput, Jeg
fornemmer lidt, at det kan være det løser sig selv, når jeg engang bliver
gravid, når det pludselig bliver virkelig istedet for en teoretisk
diskussion. Ihvertfald er jeg ikke så nervøs ved tanken mere...
Knus
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

"Sanne Bülow" wrote:
>
> Tak til Jan, Sabina, Kristian, vagn, Mogens og Kat for jeres indput, Jeg
> fornemmer lidt, at det kan være det løser sig selv, når jeg engang bliver
> gravid, når det pludselig bliver virkelig istedet for en teoretisk
> diskussion. Ihvertfald er jeg ikke så nervøs ved tanken mere...

At sige at det løser sig selv, er nok at slå det lidt for let hen.

Sig hellere, at det er lettere at arbejde mentalt med situationen, når
den er konkret. Men det er stadig et stykke arbejde der skal gøres, og
det er nogen gange for bekvemt ikke at noget endnu - der er jo god tid.

--
Kristian Damm Jensen | Feed the hungry at www.thehungersite.com
kristian-damm.jensen@cgey.com | Two wrongs doesn't make a right,
ICQ# 146728724 | but three lefts do.

---

Sanne Bülow skrev:

hej Sanne

Jeg var med og det er mit livs smukkeste oplevelse..

Jeg var endda så 'ehldig' at fdselshjælperen forlod os mid i dte
hele og der var kun jordemoderen og mig derinde så jeg blev
fødselshjælper og det vra så kanon, at jeg ikke bare var der og
var passiv men var med til et hjælpe min søn til verden.

Da han kom ud og lå der lige før han gispede efter vejret for
første gang fik jeg våde øjne. Ja der var fostervand og blod og en
navlestreng og alt muligt andet men jeg ville ikke jhave undværet
det for alt i verden.

Det var så hamrende smukt selv midt i al blodet og vandte at selv
i dag mangler jeg ord.

Han vil nok kunne klare selve fødslen men er han lidt sart med
blod så lad ham ikke se moderkagen *G* jeg synes ikke det var en
disse klamt eller noget i den retning men den er nok lidt et chok
for en der er uforbedredt hehe

Jeg er ellers også en der besvimer når jeg selv bløder meget.. jeg
går endda i chok ved ulykker, men ikke før bagefter når jeg har
givet førstehjælp og de professionelle kommer til. Det er sgu lidt
pinligt de gange jeg har prøvet det at ligge der og blive vækket
af ambulancefolk eller politiet der ellers har travlt nok sådan et
sted.. men som sagt jeg klarer nu altid lige den livreddende
førstehjælp indne jeg går i brædderne..

--
Hilsen Tomas
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" og "Dit barn og dig" m.m.

---

Hej Sanne,

Som andre her vil jeg gaette paa at din mand vil fortryde det hvis han siger
nej.

Jeg var selv med da vores datter blev foedt paa Rigshospitalet (2 maaneder
for tidligt) og der var ikke lejlighed til at foele sig sat uden for da det
rigtigt gik loes fordi vores jordemor smed boernelaegen, narkoselaegen og
sygeplejersken hen i et hjoerne af foedestuen og satte mig i arbejde som
fodstoette, haandholder, heppekor, lattergasleverandoer, med mere. Sikke en
oplevelse og saa paa orkesterplads!

MVH

---

Hej Sanne

Min mand var helt klart heller ikke så stolt ved at skulle med til fødslen,
og det der med fødselsforberedelse, det var han heller ikke meget for. Han
havde vist set for mange amerikanske film!

Ikke desto mindre fik jeg lokket ham med på et fødselsforberedelseshold for
førestegangsfødende par, og det var en succes.
Vores lærer forstod at drage mændene med på deres egne præmisser, og den ene
gang blev vi del i "et pige og et drengehold" og blev bedt om at fortælle om
vores tanker omkring fødslen. Den foregående gang havde vi fået nogle
punkter vi skulle tænke over. Jeg husker ikke alle punkterne, men for
mændene var det bl.a. noget med "hvordan vil du reagere hvis din partner
bliver sur eller aggressiv". - "Hvis din partner har sagt at hun ikke vil
have eksempelvis en blokade, vil du så protestere hvis hun beder om det?"
"Vil du klippe navlestrengen over?" - "hvem skal have barnet først, faderen
eller moderen?" etc.

Disse spørgsmål gav god anledning til diskussion, både hos os som par, men
også mændene imellem. Min mand blev overrasket over at de faktisk delte
utroligt mange ønsker og bekymringer.

Da den store dag oprandt var vi begge klar. Vi havde snakket stort set alt
igennem, og min mand vidste, at det eneste jeg virkeligt frygtede var at
fødslen skulle ende i akut kejsersnit.

Skæbnen ville desværre, at netop det netop skulle ende i kejsersnit for os.
Min mand var guld værd under fødslen. Han siger selv at han følte sig enormt
hjælpeløs, men for mig var han en kæmpe støtte. Han kom med kolde klude og
varme omslag. Han skiftede musik på cd-afspilleren, kom med vand, eller sad
bare med en varm og beroligende hånd på mit ben og han checkede ustandseligt
apparatet der viste vores barns hjertelyd og det der viste hvor meget
vestimulerende drop de hældte på mig.
Efter 2½ døgn med veer, og uden nævneværdig fremskridt begyndte jordemoderen
at tale om kejsersnit. Og først da så jeg usikkerheden i min mands øjne.
Men han blev hos mig, og da vores datter kom til verden fik han lov til at
klippe navlestrengen og han var den første der holdt hende.
En time fik de sammen - de to - helt alene. For ham og hende en enestående
chance for at lære hinanden at kende, helt fra start, og for mig en
beroligende viden om at mit barn var i hænderne på den jeg elsker allermest.

Mit råd til jer vil være: Gå begge til fødselforeberedelse. Hvis din mand
stadig ikke har lyst til at være med ved fødslen, så bed ham om at være til
stede ved fødegangen, for skulle det ende op med kejsersnit, så vil han få
en oplevelse der ikke kan sammenlignes med noget andet her i verden (skulle
jeg hilse og sige fra min mand).

Med venlig hilsen
Ph

---

> Fra: "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk>
Jeg har læst hele tråden vælger bare at gå tilbage til det oprindelige
indlæg, og jeg er godt desillisiuneret i forhold til de vattede indlæg som
mange af I andre har skrevet, når man har gjort en kvinde gravid er der rent
faktisk opstået en situation hvor man ikke har noget valg.
>
> Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under
> fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri.
Fri for at beskytte og hjælpe sin kone eller kæreste?
Fri for at tage sig af lorte bleer og børn der græder utrøsteligt? eller det
vil han måske gerne? der kan bare nemt vise sig at være en sammenhæng
fri for at kaste op? som mange af jeg gør?
fri for at besvime som mange af jeg gør af smerte?
fri for at respektere kvinder? ikke bare i en bisætning men ved handliner.
Inden du får børn så find lige ud af om du vil have en mand der er med hele
vejen eller om han har tænkt sig at stå af på alle de andre områder hvor han
er usikker famlende tvivlende som alle mennekser jo er.
Løber han altid når han bliver skræmt?

> Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser,
Som manden burde respektere dine?
og derfor selvfølgelig være opmærksom på at du kommer i esktremt
grænseoverskridende situation hvor du har brug for beskyttelse kærlighed og
omsorg, det er ikke for mandens skyld at han skal med ej heller for barnets,
men for din, der er forhåbentlig ikke andre der kan beskytte dig som han
kan?
Disse betragtninger skrevet til dig velvidende at du er førstegangsfødnde
når den tid kommer, 2 3 4 gang kan der være hensyn til de andre børn som du
har mere brug for at få varetyagert

Jeg kan godt se at tonen er lidt provokerende, men jeg bliver harm når mænd
udsættes for meningsløse hensyn af kvinder når hensynet så åbenlyst
udelukkende er til mandens "fordel" som her.
På den måde kommer vi jo aldrig videre.
Egentlig handler det heller ikke om mænd og kvinder, men om at stille krav
til hinanden også om at blive støttet når man har brug for det.
KH kevin
> Mvh
> --
> Sanne Bülow
> Dragons aren't extinct;
> they just learned to hide in books.
>
>

---

"Kevin & Tina" <kevin.v@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:B94B189B.748D%kevin.v@mail.dk...
>
>
> > Fra: "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk>
>
> Jeg kan godt se at tonen er lidt provokerende, men jeg bliver harm når
mænd
> udsættes for meningsløse hensyn af kvinder når hensynet så åbenlyst
> udelukkende er til mandens "fordel" som her.
> På den måde kommer vi jo aldrig videre.
> Egentlig handler det heller ikke om mænd og kvinder, men om at stille krav
> til hinanden også om at blive støttet når man har brug for det.
> KH kevin
> > Mvh
> >
Hej Kevin
Ja, jeg bliver provokeret, for jeg er jo en af dem som sagde ok til at min
kæreste ikke ønskede at deltage i de sidste 3 børns fødsler.
Det var under ingen omstændigheder noget svigt fra hans side, for havde jeg
insisteret ville han stensikkert have været der.
Han har aldrig "smuttet" fra en lorteble eller vendt sig om og sovet videre,
når en af ungerne hylede om natten. Altid har han gladeligt taget sig af
ungerne, hvis jeg ville ud med en veninde, nogengange er jeg nærmest blevet
sparket ud af døren, fordi han kunne se, at jeg havde brug for det.
Alle mine veninder er grønne af misundelse over den kærlige og hjælpsomme
kæreste jeg har nu gennem 12 år, ville det så dybest set ikke være mig, der
var led, hvis jeg ikke lod ham slippe for den ene ting, som han ikke brød
sig om.
Det kan godt være, du synes, det er vildt vigtigt, at manden er med til
fødslen, men en god fødsel er individuel og for mig var det helt fint, at
han ikke var der. Jeg skænkede ham ikke en tanke undervejs og jeg synes
ikke, du kan tillade dig at sætte spørgsmål ved mænds øvrige evner som far,
bare fordi de ikke ønsker at deltage i fødslen.
MVH Rikke
>

---

> Fra: "vagn torup" <vagntorup@get2net.dk>
> Organisation: get2net Internet Kunde
> Nyhedsgrupper: dk.familie.barn

>
>
>
>>> Fra: "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk>
>>

>>>
Snip
> Alle mine veninder er grønne af misundelse over den kærlige og hjælpsomme
> kæreste jeg har nu gennem 12 år, ville det så dybest set ikke være mig, der
> var led, hvis jeg ikke lod ham slippe for den ene ting, som han ikke brød
> sig om.
Så må du hellere begynde at tage denne diskussion med dem.
Misundelse handler ofte om et savn, de savner jo åbenbart noget som for mig
at se er grundlæggende i mennekselige relationer.
Er længden af parforhold det samme som propertionel med kvaliteten?

> Det kan godt være, du synes, det er vildt vigtigt, at manden er med til
> fødslen, men en god fødsel er individuel og for mig var det helt fint, at
> han ikke var der. Jeg skænkede ham ikke en tanke undervejs og jeg synes
> ikke, du kan tillade dig at sætte spørgsmål ved mænds øvrige evner som far,
> bare fordi de ikke ønsker at deltage i fødslen.
jeg synes det er vigtigt at man understøtter hinanden, og er modig, det er
man først når man gør noget der er væsentligt for andre end en selv og
derved risikere man som ofte noget.
Vh kevin

det her er ikke et forsøg på at diskutere konkrete oplevelser elller
spicifikke fødsler, men en general opfattelse og viden om køn og kultur, men
hvis du gerne vil opretholde de konstuktioner der er med til at forhindre
kvinder i at få den del af magten der vel tilkommer dem i kraft af at de er
ca 51% af os så for min skyld ingen alarm
> MVH Rikke
>>
>
>

---

"Kevin & Tina" skrev:

> Jeg har læst hele tråden vælger bare at gå tilbage til det
oprindelige
> indlæg, og jeg er godt desillisiuneret i forhold til de vattede
indlæg som
> mange af I andre har skrevet, når man har gjort en kvinde gravid er
der rent
> faktisk opstået en situation hvor man ikke har noget valg.

Vattede indlæg???
Nå, men tak for det....
Hvorfor mener du, at man ikke har noget valg?

> > Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under
> > fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri.
> Fri for at beskytte og hjælpe sin kone eller kæreste?
> Fri for at tage sig af lorte bleer og børn der græder utrøsteligt?
eller det
> vil han måske gerne? der kan bare nemt vise sig at være en
sammenhæng
> fri for at kaste op? som mange af jeg gør?
> fri for at besvime som mange af jeg gør af smerte?
> fri for at respektere kvinder? ikke bare i en bisætning men ved
handliner.
> Inden du får børn så find lige ud af om du vil have en mand der er
med hele
> vejen eller om han har tænkt sig at stå af på alle de andre områder
hvor han
> er usikker famlende tvivlende som alle mennekser jo er.
> Løber han altid når han bliver skræmt?

Op på barrikaderne og lad os brænde nogle BH´er af
Sådan får jeg det sku af at læse dette vrøvl!
Er tiden ikke til, at vi sammen skal tale om tingene og finde en
løsning sammen?
For hvem gider overhovedet have en besvimet mand, søster, veninde
eller anden bekendt liggende henover sig i fødselssituationen. Det er
jo ikke nødvendigvis KUN mænd, som vi snakker om i denne debat. Jeg
kender da indtil flere han- og hunkøn som umiddelbart ikke vil med som
observatører til en fødsel.

> > Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser,
> Som manden burde respektere dine?
> og derfor selvfølgelig være opmærksom på at du kommer i esktremt
> grænseoverskridende situation hvor du har brug for beskyttelse
kærlighed og
> omsorg, det er ikke for mandens skyld at han skal med ej heller for
barnets,
> men for din, der er forhåbentlig ikke andre der kan beskytte dig som
han
> kan?

Du taler her om at repespektere hinanden grænser. Jamen, er det ikke
derfor at man taler om tingene og finder en løsning som er tålelig for
begge? Og det kunne jo evt. være at lade være med at medvirke til
fødslen.
Hvorfor er det lige, at det partout er, manden der SKAL slæbes med?
Kan en nær veninde eller famillie ikke gøre det samme?
Det har de sku trods alt gjort i tusindevis af år førhen.

> Jeg kan godt se at tonen er lidt provokerende, men jeg bliver harm
når mænd
> udsættes for meningsløse hensyn af kvinder når hensynet så åbenlyst
> udelukkende er til mandens "fordel" som her.

Så tænder vi bålet igen....
Og det passer jo ikke helt, vel!
Hvilken fordel snakker vi om?
Han går jo glip af noget stort, som de fleste siger, så for mig at se
mister han da noget!?

> På den måde kommer vi jo aldrig videre.
> Egentlig handler det heller ikke om mænd og kvinder, men om at
stille krav
> til hinanden også om at blive støttet når man har brug for det.

Det er jo lige det, man gør igennem RESPEKT for hinanden grænser, som
du selv skriver.
Men krav? Gu skal vi da have krav til hinanden, men de skal da være
realistiske og med respekt eller duer de sku ikke til noget.
Og stiller man urealistiske krav og forventninger i et væk UDEN
respekt, så er jeg bange for at dit forhold er dømt dødt inden ret
længe....
Jeg vill fandenme ikke finde mig i sådan en opførsel fra min mand.

Men jeg synes nu, at du er god til at modsige dig selv en hel del - i
alletilfælde er dit indlæg ikke særligt nyanceret og gennemtænkt i
forhold til dine synsvinkler, men jeg glæder mig da til en yderligere
debat.
--


/kat
---
www.symbiose.subnet.dk
Fysisk og psykisk sundhed
Forkæl dig selv og dine nærmeste

---

Snip
> Det er jo lige det, man gør igennem RESPEKT for hinanden grænser, som
> du selv skriver.
> Men krav? Gu skal vi da have krav til hinanden, men de skal da være
> realistiske og med respekt eller duer de sku ikke til noget.
> Og stiller man urealistiske krav og forventninger i et væk UDEN
> respekt, så er jeg bange for at dit forhold er dømt dødt inden ret
> længe....
Hva ba?
> Jeg vill fandenme ikke finde mig i sådan en opførsel fra min mand.
>
> Men jeg synes nu, at du er god til at modsige dig selv en hel del - i
> alletilfælde er dit indlæg ikke særligt nyanceret og gennemtænkt i
> forhold til dine synsvinkler, men jeg glæder mig da til en yderligere
> debat.
jeg debaterer ikke med ignoranter.
kevin
>
> /kat
> ---
> www.symbiose.subnet.dk
> Fysisk og psykisk sundhed
> Forkæl dig selv og dine nærmeste
>
>

---

Kevin & Tina wrote:
>
> Snip
> > Det er jo lige det, man gør igennem RESPEKT for hinanden grænser, som
> > du selv skriver.
> > Men krav? Gu skal vi da have krav til hinanden, men de skal da være
> > realistiske og med respekt eller duer de sku ikke til noget.
> > Og stiller man urealistiske krav og forventninger i et væk UDEN
> > respekt, så er jeg bange for at dit forhold er dømt dødt inden ret
> > længe....
> Hva ba?
> > Jeg vill fandenme ikke finde mig i sådan en opførsel fra min mand.
> >
> > Men jeg synes nu, at du er god til at modsige dig selv en hel del - i
> > alletilfælde er dit indlæg ikke særligt nyanceret og gennemtænkt i
> > forhold til dine synsvinkler, men jeg glæder mig da til en yderligere
> > debat.
> jeg debaterer ikke med ignoranter.

Det er du ikke ene om.

*PLONK*



--
Kristian Damm Jensen | Feed the hungry at www.thehungersite.com
kristian-damm.jensen@cgey.com | Two wrongs doesn't make a right,
ICQ# 146728724 | but three lefts do.

---

"Kevin & Tina" skrev:

> jeg debaterer ikke med ignoranter.
> kevin

Det er jeg da oprigtig ked af.....troede faktisk at dette var et
debatforum!?
Og dit eget oplæg var jo, som du selv skrev, provokerende, men det må
vi andre så ikke være?
Jeg tillod mig bare at sætte spørgsmålstegn ved en del af dine
antagelser, så vi måske kunne have kommet yderligere i dybden med
emnet, men nej....
EOD herfra
--


/kat
---
www.symbiose.subnet.dk
Fysisk og psykisk sundhed
Forkæl dig selv og dine nærmeste

---

"Kevin & Tina" <kevin.v@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:B94B189B.748D%kevin.v@mail.dk...
>
>
> > Fra: "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk>
> Jeg har læst hele tråden vælger bare at gå tilbage til det oprindelige
> indlæg, og jeg er godt desillisiuneret i forhold til de vattede indlæg som
> mange af I andre har skrevet, når man har gjort en kvinde gravid er der
rent
> faktisk opstået en situation hvor man ikke har noget valg.

> Fri for at beskytte og hjælpe sin kone eller kæreste?
> Fri for at tage sig af lorte bleer og børn der græder utrøsteligt? eller
det
> vil han måske gerne? der kan bare nemt vise sig at være en sammenhæng
> fri for at kaste op? som mange af jeg gør?
> fri for at besvime som mange af jeg gør af smerte?
> fri for at respektere kvinder? ikke bare i en bisætning men ved handliner.
> Inden du får børn så find lige ud af om du vil have en mand der er med
hele
> vejen eller om han har tænkt sig at stå af på alle de andre områder hvor
han
> er usikker famlende tvivlende som alle mennekser jo er.
> Løber han altid når han bliver skræmt?
>
> Som manden burde respektere dine?
> og derfor selvfølgelig være opmærksom på at du kommer i esktremt
> grænseoverskridende situation hvor du har brug for beskyttelse kærlighed
og
> omsorg, det er ikke for mandens skyld at han skal med ej heller for
barnets,
> men for din, der er forhåbentlig ikke andre der kan beskytte dig som han
> kan?
> Disse betragtninger skrevet til dig velvidende at du er førstegangsfødnde
> når den tid kommer, 2 3 4 gang kan der være hensyn til de andre børn som
du
> har mere brug for at få varetyagert
>
> Jeg kan godt se at tonen er lidt provokerende, men jeg bliver harm når
mænd
> udsættes for meningsløse hensyn af kvinder når hensynet så åbenlyst
> udelukkende er til mandens "fordel" som her.
> På den måde kommer vi jo aldrig videre.
> Egentlig handler det heller ikke om mænd og kvinder, men om at stille krav
> til hinanden også om at blive støttet når man har brug for det.
> KH kevin

Hvor sødt og nuttet, hvilken respekt for hinandens grænser.
Mange mænd viger tilbage for blod, smerte mv. når det gælder deres kone og
børn. De trisser hjælpeløse og fortabte rundt medens konen vrider sig under
fødslen. Ærlig talt hvad har det med alt det andet at gøre. Intet. Mon ikke
der er et par andre ting der er vigtigere når det gælder om at finde
ægtefælle. Et lille sideblig til statestikken over skilsmisseprocenten viser
at vi vist bruger de forkerte udvælgelseskriterier.
Jeg deltog i en fødsel og ligesom at brække et ben, var det som forventet
nok at prøve det en gang. Jeg har set føl, pattegrise, killinger mv. komme
til verden uden de store problemer, men når det kommer så tæt på som ens
kone og barn, så er det ikke mig.
Kanyler og splinter i barnefingre, Ih! Hvor er det altså heller ikke lige
mig, er det mon nok til en tvangsfjernelse af børnene, for det må virkelig
gøre mig til en ekstrem dårlig far. Og bleer - jeg elsker "næsten"
lortebleer der går fra navle til nakken, så jeg overlader dem gerne til
konen, Kevin og Tina og hvem som helst. At jeg har taget min del, gør mig
næppe til en god far, det indikere blot at jeg ikke er godt nok til at mase
mig ned bagerst i køen.
I vore dage kan mænd ikke have et godt og sundt forhold til deres børn, hvis
de ikke har deltaget alle fødslens lækre, om "ømme" detaljer. Ævl! For mit
vedkommende. Når der begynder at komme bevidsthed i de tomme øjne og de
begynder at kunne gebærde sig (smile mv) så begynder de at være interesante,
ind til da er de primært et påtrængende - altid vådt - støj problem.
Tror man at deltagelse i fødslen er vigtig for far/barn relationerne, må man
nødvendigvis også acceptere at far/barn relationerne kan skades af en
negativ fødselsoplevelse.
De fleste mænd skal nok være der, hvis kvinden virkelig har brug for dem,
men så må man også kunne respektere at de besvimer, brækker sig eller løber
ud inden det når at komme så vidt.
Tidligere blev mænd tvunget væk fra fødsler, og det brokkede en del sig med
rette over, nu vil nogle tvinge dem med - Ih! Hvor er vi kommet videre i den
menneskelige frigørelsesproces.
Vagn

---

vagn torup <vagntorup@get2net.dk> scribbled:

>Tror man at deltagelse i
> fødslen er vigtig for far/barn relationerne, må man nødvendigvis også
> acceptere at far/barn relationerne kan skades af en negativ
> fødselsoplevelse. De fleste mænd skal nok være der, hvis kvinden
> virkelig har brug for dem, men så må man også kunne respektere at de
> besvimer, brækker sig eller løber ud inden det når at komme så vidt.

Mit mål når vi kommer dertil er jo netop at få en god fødselsoplevelse for
begge parter, om det så betyder at min mand står udenfor døren og kigger ind
og det er en anden der holder mig i hånden, det får tiden vise.

> Tidligere blev mænd tvunget væk fra fødsler, og det brokkede en del
> sig med rette over, nu vil nogle tvinge dem med - Ih! Hvor er vi
> kommet videre i den menneskelige frigørelsesproces.

Forhåbentlig kan man udfra tråden se, at de fleste prøver at respektere
hinanden. Så nogen er kommet videre

Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

Kevin & Tina <kevin.v@mail.dk> scribbled:


> Inden du får børn så find lige ud af om du vil have en
> mand der er med hele vejen eller om han har tænkt sig at stå af på
> alle de andre områder hvor han er usikker famlende tvivlende som alle
> mennekser jo er. Løber han altid når han bliver skræmt?

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at han er der hele vejen, det var slet
ikke det indlægget handlede om.

>> Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser,
> Som manden burde respektere dine?

Selvfølgelig og sagde jeg til ham, at han ville såre mig, gøre mig ked af
det mm ved ikke at være der, er der slet ingen tvivl om, han ville stå ved
min side og dermed evt trodse egne følelser og grænser....Dette er imho
manipulation af den værste skuffe og absolut ikke noget man gør mod det
menneske man elsker. Mit indlæg gik jo netop på at finde en måde at
respektere begge partners ønsker og grænser.

>men for din, der er forhåbentlig ikke andre der
> kan beskytte dig som han kan?

Nej men hvad opnår jeg hvis der i processen gøres følelsesmæssig vold på
ham?

> Jeg kan godt se at tonen er lidt provokerende, men jeg bliver harm
> når mænd udsættes for meningsløse hensyn af kvinder når hensynet så
> åbenlyst udelukkende er til mandens "fordel" som her.

Jeg er i et parforhold mellem 2 ligeværdige mennesker, ikke en magtkamp!

> På den måde kommer vi jo aldrig videre.
> Egentlig handler det heller ikke om mænd og kvinder, men om at stille
> krav til hinanden også om at blive støttet når man har brug for det.

Det kan godt være der stadig er noget kvindekamp tilbage, det er jeg slet
ikke i tvivl om, vil nok endda ved direkte spørgsmål betragte mig selv som
feminist, men jeg tror absolut ikke på, at opføre sig som du foreslår vil
flytte nogen grænser, det vil kun gøre grøften mellem kønnene skarpere. Mænd
har selvfølgelig ligeså meget ret til hensyn og støtte som kvinden har. Jeg
er med på at stille krav til hinanden og der er situationer i vores
parforhold hvor jeg forventer min mands støtte (og får den) men i mit
omtalte problem er der netop ikke nogen *rigtig* løsning. Så kan vi jo stå
på hver sin side og han kan sige; jeg har brug for selv at få lov at
bestemme om jeg vil med til fødslen, og jeg kan stå og sige; jeg har brug
for du er der....Hvem har så *ret* til at få den andens støtte?

Om noget så har dit indlæg bekræftet mig i, at han selv skal have lov til at
bestemme!!

Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

snip
>
> Om noget så har dit indlæg bekræftet mig i, at han selv skal have lov til at
> bestemme!!

Det har hele tiden været en generel diskussion fra min side så disse
personlige angreb er fuldstændig overflødige, det er ikke mig der helst vil
være fri for noget, jeg ikke har en chance for at vide noget om, alle
fødsler er jo fuldstændig forskellige, og man ved jo ikke hvordan det hele
kommer til at gå for jer.

Når det er sagt vil jeg meget stærkt fraråde dig at lade en tilfældig person
som mig, du ikke kender, være afgørende for om han selv skal bestemme elller
have nogle flere muligheder for at træffe en kvalificeret beslutning? som
f.eks at diskutere det med andre ligesindede, eller måske en jordemoder,
besøge en føde afd, tale med en psykolog eller ?
Kevin

> Mvh
> --
> Sanne Bülow
> Dragons aren't extinct;
> they just learned to hide in books.
>
>

---

Kevin & Tina <kevin.v@mail.dk> scribbled:

> Det har hele tiden været en generel diskussion fra min side så disse
> personlige angreb er fuldstændig overflødige, det er ikke mig der
> helst vil være fri for noget, jeg ikke har en chance for at vide
> noget om, alle fødsler er jo fuldstændig forskellige, og man ved jo
> ikke hvordan det hele kommer til at gå for jer.

Jeg lagde også op til en generel diskussion, så generel som det nu kan blive
med et emne som dette, hvor meget kommer til at handle om personlige
erfaringer.

> Når det er sagt vil jeg meget stærkt fraråde dig at lade en tilfældig
> person som mig, du ikke kender, være afgørende for om han selv skal
> bestemme elller have nogle flere muligheder for at træffe en
> kvalificeret beslutning? som f.eks at diskutere det med andre
> ligesindede, eller måske en jordemoder, besøge en føde afd, tale med
> en psykolog eller ?

Det du skrev vil absolut ikke være det *afgørende*, men det, det bekræftede
mig i, var, at det i sidste ende er hans valg, selvfølgelig skal han da have
et grundlag og tage den beslutning udfra. Alle de indlæg i denne tråd har da
hjulpet mig og især tilbuddet fra nogen om at min mand kan maile til dem for
at snakke nogle ting igennem.

Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> wrote in
news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk:

> Hej Gruppe
> Håber det er det rette sted
> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har
> affødt nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være
> tilstede, det skal lige siges, han har det meget svært med smerte,
> blod og andre *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det
> handler om hospitaler. Det er tydeligt at tanken om at skulle være til
> stede under fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige
> sig fri. Jeg er fortaler for at respektere hinandens grænser, men
> kunne samtidig mærke, at tanken om at skulle føde alene skræmte mig,
> at han ikke ville være ved min side...
> Jeg kunne godt tænke mig at høre nogen tanker og oplevelser fra
> andre... Jeg har læst en artikel (kan desværre ikke huske stedet) om
> at mange parforhold kunne reddes hvis manden selv fik lov at bestemme,
> at de simpelthen havde svært ved at se deres kone/kæreste, som deres
> partner efter at have oplevet dem føde, og at de følte sig magtesløse,
> hvilket vist kunne føre til en mandlig fødselsdepression.
> Håber på lidt respons.
>
> Mvh
> --
> Sanne Bülow
> Dragons aren't extinct;
> they just learned to hide in books.
>
>

Jeg mener ligesom alle andre at han ikke skal presses men at han sikkert
vil fortryde det senere. Men det er vel bedre at han går rundt udenfor og
er nervøs fremfor at læge og jordmoder også skal bekymre sig om ham

Jeg synes også at du skal sørge for at du får den tryghed, du skal bruge.
Inviter din mor, svigermor eller en god veninde som selv har født eller
noget lignende i stedet. Det giver jo også en vis tryghed.

Jeg har det selv sådan at jeg ikke under nogen omstændigheder vil have at
der bliver taget billeder eller videofilm mens jeg føder (jeg skal føde
til november), men hvis du ikke har den grænse kan du jo altid få fødslen
optaget og så kan I se det sammen senere, hvis han fortryder. Det er ikke
helt det samme, men det er trods alt en stor oplevelse for dig som jeg
godt forstår at du vil dele med manden i dit liv.

--ingermarie

---

Inger Marie Jakobsen <im_nospam@brunsgaard.dk> scribbled:

> Jeg synes også at du skal sørge for at du får den tryghed, du skal
> bruge. Inviter din mor, svigermor eller en god veninde som selv har
> født eller noget lignende i stedet. Det giver jo også en vis tryghed.

Det vil jeg helt sikkert, hvis det skulle ende med han vælger det fra.

> Jeg har det selv sådan at jeg ikke under nogen omstændigheder vil
> have at der bliver taget billeder eller videofilm mens jeg føder

Det var måske en ide med billeder.

>(jeg skal føde til november)

Tusind gange tillykke med det.

Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

Hej !

Min mand var med til fødslen til vores førstefødte - hele vejen igennem.
Inden da havde vi ingen speciel snak om det udover, at det var noget vi
begge var spændte på hvordan det skulle gå.
Han var da nok en smule trykket ved situationen, men vist ikke mere end jeg
selv og han har aldrig udtrykt at han ikke havde lyst til at deltage ...

Efter fødslen havde jeg ondt af ham, for i de følgende mange måneder,
fortalte han mig og vores omgangskreds at det havde været utroligt svært at
se mig ligge der og have så ondt - uden at kunne gøre noget ved det!! Det
gjorde meget ondt på mig at han havde haft det sådan, men jeg syntes jo han
han gjort lige hvad jeg behøvede; han var der med både psykisk og fysisk
støtte og han kunne ikke have gjort det bedre!!

Vi venter vores næste barn til december og foreløbig er der ingen snak om
fødslen, men jeg vil blive meget meget ked af det hvis han siger at han
helst ikke vil med. Jeg ved, jeg ikke vil kunne klare det alene og der er
absolut ingen anden jeg kunne tænke mig at dele de timer med !

Iben

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk...

> Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under
> fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri.

Det er efter min mening misforstået hensyn og overdreven pyller at bekymre
sig for en mand, der er nervøs for at overvære sit barns fødsel.

Det er en tand for skvattet for mig, hvis man ikke mander sig op i sådan en
situation!
Hvad gør samme mand, hvis barnet 2 år senere skal indlægges og gennemgå en
længerevarende og måske ubehagelige behandling? Står han så også af?

Jeg oplevede engang et menneske, der ikke havde det godt med at besøge et
MEGET nært familiemedlem, der var døende. Han led af hospitalsskræk og
befandt sig i det hele taget enormt skidt ved hele situationen. Og havde han
fået lov, var han blevet væk

Vi var imidlertid nogle stykker, der bogstaveligt talt pressede manden til
at gøre, som man fandentamig bare er nødt til at gøre i sådan en situation -
nemlig tage sig sammen og være der for den, der har brug for ens omsorg og
nærvær.

Den sidste gang han dukkede op på sygehuset, en tidlig tirsdag morgen, kom
han for sent..... men han fulgte med os andre i kapellet for at sige farvel,
selvom han troede, han selv ville dø af det.

Og se.. han voksede faktisk med opgaven og er selv glad for, at han tog sig
sammen. Han erfarede jo, at det ikke var nær så slemt som frygtet. Selvom
det er slemt, kan det være nødvendigt. Og i visse situationer må man bare
tilsidesætte sine egne behov for andres skyld.

Når ens kone skal føde, når et nært familiemedlem er syg, når en nær ven er
døende... der er situationer, hvor man ikke står af, hvor man tager sig
sammen og klarer situationen hvor svær den end forekommer en at være. Alt
andet er uværdigt.

Mvh. Lisbeth

---

WebWoman skrev:

> "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk...
>
>> Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under
>> fødslen skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig
>> fri.
>
> Det er efter min mening misforstået hensyn og overdreven
> pyller at bekymre sig for en mand, der er nervøs for at
> overvære sit barns fødsel.

Ahva? Der er sgutte meget respekt for andre i det du siger her.

> Det er en tand for skvattet for mig, hvis man ikke mander sig
> op i sådan en situation!

Nå nå.. jeg synes at manden melder ærligt ud og hvad er der galt i
det? Skal han i stedet lyve sig til respekt? for så at falde
besvimet om inde på fødestuen? Ahem..

> Hvad gør samme mand, hvis barnet 2 år senere skal indlægges
> og gennemgå en længerevarende og måske ubehagelige
> behandling? Står han så også af?

Det skrives der INTET om! Der skriver KUN om fødslen!

> Jeg oplevede engang et menneske, der ikke havde det godt med
> at besøge et MEGET nært familiemedlem, der var døende. Han
> led af hospitalsskræk og befandt sig i det hele taget enormt
> skidt ved hele situationen. Og havde han fået lov, var han
> blevet væk

_HANS_ valg!

> Vi var imidlertid nogle stykker, der bogstaveligt talt
> pressede manden til at gøre, som man fandentamig bare er nødt
> til at gøre i sådan en situation - nemlig tage sig sammen og
> være der for den, der har brug for ens omsorg og nærvær.

Flot.. hvis folk ikke vil noget skal man bare presse dem til det.
hvis dit barn ikke vil på koloni presser du så også barnet til
det? hvis din mand ikke vil skifte olie på bilen? hvis din mor
ikke vil passe dit barn? hvis din far ikke vil lave mad?

> Den sidste gang han dukkede op på sygehuset, en tidlig
> tirsdag morgen, kom han for sent..... men han fulgte med os
> andre i kapellet for at sige farvel, selvom han troede, han
> selv ville dø af det.

Ja...

> Og se.. han voksede faktisk med opgaven og er selv glad for,
> at han tog sig sammen. Han erfarede jo, at det ikke var nær
> så slemt som frygtet. Selvom det er slemt, kan det være
> nødvendigt. Og i visse situationer må man bare tilsidesætte
> sine egne behov for andres skyld.

Hmmm... sikke en respekt I havde for den mand. I behandlede ham
ved at presse ham som jeg ikke engang behandler en hund.

> Når ens kone skal føde, når et nært familiemedlem er syg, når
> en nær ven er døende... der er situationer, hvor man ikke
> står af, hvor man tager sig sammen og klarer situationen hvor
> svær den end forekommer en at være. Alt andet er uværdigt.

Det er vel mandens eget valg. Og det er Sanne's valg hvordan hun
hpndterere den og den metode du her foreslår er som tvang. Mankan
jo altid manipluere manden derud hvor han får så dårlig
savittighed at han går med at at være tilsstede og så er han en
mand i dine øjne. Ahem....

I mine øjne ville han netop være en vatpik hvis han gav efter for
sådan en gang manipulation der er en Göbbels værdig.

--
Hilsen Tomas
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" og "Dit barn og dig" m.m.

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns9243CF629970IMP@teledanmark.dk...

> Ahva? Der er sgutte meget respekt for andre i det du siger her.


Korrekt opfattet.

Jeg har ikke respekt for, at voksent menneske:

- afviser at besøge en døende slægtning/ven
- afviser at være hos sit alvorligt syge barn
- afviser at deltage i sit barns fødsel.

> Nå nå.. jeg synes at manden melder ærligt ud og hvad er der galt i
> det? Skal han i stedet lyve sig til respekt?

Han skal mande sig op. Tage sig sammen.

> for så at falde besvimet om inde på fødestuen? Ahem..

Gør han det har vi en ny situation - og den må man så forholde sig til når
og hvis den opstår.

HVIS den opstår!

Det kunne jo også tænkes, at frygten helt overgår realiteterne!

> Flot.. hvis folk ikke vil noget skal man bare presse dem til det.

Nope. Ikke i alle tilfælde. Jeg har nævnt nogle konkrete tilfælde, hvor jeg
mener, at psykisk pres er på sin plads. Ikke bare på sin plads - jeg synes
omgivelserne svigter, hvis de ikke i en sådan en situation puffer til
pjokket.

> hvis dit barn ikke vil på koloni presser du så også barnet til
> det?

Ja. Det vil jeg højst sandsynligt gøre eftersom jeg mener, at et normalt og
velfungerende barn skal kunne klare en sådan situation. Jeg vil imidlertid
ikke nægte at hente barnet, hvis det viser sig, at det ikke går at være
med.

Og ja ... jeg har presset mit barn til at gøre mange af de ting, hun efter
min mening havde brug for at blive presset til at turde. Og man kan faktisk
hjælpe folk til at udvikle sig og blive stærkere, hvis man kærligt presser
dem til at turde.

Jeg har også været med til at presse alkoholikere i behandling.

> Hmmm... sikke en respekt I havde for den mand. I behandlede ham
> ved at presse ham som jeg ikke engang behandler en hund.

Nogle gange har folk brug for at blive presset for at turde overvinde sig
selv.

Og vi pressede ham jo ikke ved brug af ulovlige metoder, så havde han
virkelig villet, kunne han havde sluppet.

> Det er vel mandens eget valg.

Ja. Men det skal ikke afholde mig fra at mene, at en mand, der på forhånd
vælger IKKE at deltage i sit barns fødsel, er et pjok, der ikke magter at
være far. Jeg mener også, at hans kone, familie og venner bør forsøge at
overtale ham.

> den metode du her foreslår er som tvang.

Nope. Jeg kunne ikke drømme om at tvinge nogen!
Jeg har talt om at presse.

Tvinge kan man kun ved at bruge ulovlige metoder og det går jeg afgjort ikke
ind for.

> Man kan
> jo altid manipluere manden derud hvor han får så dårlig
> savittighed at han går med at at være tilsstede og så er han en
> mand i dine øjne. Ahem....

Så har han i det mindste forsøgt efter bedste evne. Og det er dét, der er
det afgørende.

> I mine øjne ville han netop være en vatpik hvis han gav efter for
> sådan en gang manipulation der er en Göbbels værdig.

Man er ikke en vatpik, hvis man hjælper andre. Heller ikke selvom man skulle
overtales til det.

Mvh. Lisbeth

---

WebWoman skrev:

>
> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
> news:Xns9243CF629970IMP@teledanmark.dk...
>
>> Ahva? Der er sgutte meget respekt for andre i det du siger
>> her.
>
>
> Korrekt opfattet.
SNIP

Vi er ikke enige. Som jeg ser det laver du et andet menneskes
indstilling til livet om til DIT problem. Det er IKKE dit problem.
Det er det andet menneskes problem og jeg synes du måpske skulle
lære at tilgive og blande dig udenom andre meneskers ret til selv
at foretage valg i livet.

Man kan snakke med andre mennesker om det man mener er deres
problem, me at presse dem til det er for langt ude og hører ingen
steder hjemme. Du er vel ikke alle andre menneskers Gud vel?

Jeg synes din måde at takle den slags på er uhyggeligt
fordømmende. Du bor i et glashus, det gør vi alle.

--
Hilsen Tomas
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" og "Dit barn og dig" m.m.

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in
news:Xns92496C036FEA3IMP@teledanmark.dk:

> WebWoman skrev:
>
>>
>> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
>> news:Xns9243CF629970IMP@teledanmark.dk...
>>
>>> Ahva? Der er sgutte meget respekt for andre i det du siger
>>> her.
>>
>>
>> Korrekt opfattet.
> SNIP
>
> Vi er ikke enige. Som jeg ser det laver du et andet menneskes
> indstilling til livet om til DIT problem. Det er IKKE dit problem.
> Det er det andet menneskes problem og jeg synes du måpske skulle
> lære at tilgive og blande dig udenom andre meneskers ret til selv
> at foretage valg i livet.
>
> Man kan snakke med andre mennesker om det man mener er deres
> problem, me at presse dem til det er for langt ude og hører ingen
> steder hjemme. Du er vel ikke alle andre menneskers Gud vel?
>
> Jeg synes din måde at takle den slags på er uhyggeligt
> fordømmende. Du bor i et glashus, det gør vi alle.
>

Jeg er uenig med webwoman omkring fødsler. Men det er fordi at netop ved
ikke at deltage i en fødsel er det manden (altså i dette tilfælde; ikke
mange kvinder har den mulighed der også må "lide" under hans valg.
Han går glip af noget stort.

Men jeg er enig med webwoman i at når folk forsømmer deres venner og
familie, for eksempel hvis de ikke vil besøge en døende slægtning eller
snakke med venner som har det dårligt efter en voldsom oplevelse (f.eks
et barns død) o.l. "fordi de ikke ved hvad de skal sige til dem". Det kan
faktisk gøre mig ret harm og jeg mener at man er i sin gode ret til at
skælde ud på dem. Fordi de ikke lever op til det ansvar man har som ven
eller familie. Fordi de er der ikke for dem der elsker dem og som har
brug for dem.

I nogen tilfælde kan man måske også skælde ud på den mand der ikke går
med til sit barns fødsel. Hvis konen har brug for ham; hvis hun er angst
eller sådan noget, så er det vel også hans pligt at være der for hende.
Og så må hans egen betænkeligheder vel komme i anden række (med mindre
han vitterlig har en sygelig skræk overfor blod eller sygehuse eller
sådan noget).

Personligt så mener jeg måske nok at en normal mand der ikke er med til
sit barns fødsel er et pjok. Men det er han - hvis han ellers har en
normal kone - i sin gode ret til at være. Men som mandens ven eller
familie (eller bare medmenneske), har man så ikke også en pligt til at
fortælle ham at man mener han gør noget dumt og uansvarligt? Det synes
jeg man har.


--ingermarie

---

Inger Marie Jakobsen skrev:

SNIP
>
> Personligt så mener jeg måske nok at en normal mand der ikke
> er med til sit barns fødsel er et pjok. Men det er han - hvis
> han ellers har en normal kone - i sin gode ret til at være.
> Men som mandens ven eller familie (eller bare medmenneske),
> har man så ikke også en pligt til at fortælle ham at man
> mener han gør noget dumt og uansvarligt? Det synes jeg man
> har.

Pligt er sådan et surt ord så nej pligt har man ikke til at blande
sig i andre meneskers valg.

Man kan snakke med vedkommende og måske hjælpe vedkommende over
dne hurdle det måske er vedkommende skal igennem, men presse nogen
til at foretage at valg smager for meget af diktatur for mig. Folk
har en ting som er helligt for mig og det er den frie vilje og
hvis nogen ven af mig pressede mig på den måde hun her beskriver
ville de få sådan et los i røven ud af mit liv at de ikke ville
vide hvad der ramte dem.

Man er ikke en ven hvis man presser folk. En ven hælper støtter
har tillid til at man er som man er og accepterer. En ven presser
ikke nogen til noget.

Jeg synes det er dybt kritisablet at folk føler sig i deres gode
ret til at presse ting ned over hovedet på andre på de måde. Det
er der ikke meget kærlighed i.

De mennesker jeg kalder venner føler jeg kærlighed til og
kærlgihed for mig er altomfavnende. Jeg accepterer deres fejl og
begrænsinger og hjælper dem gerne hvis de selv vil videre, men
presse dem til det? NO WAY!

Jeg synes den indstilling at man har ret til at presse andre
mennesker er dybt forkastelig. Ingen har ret til at presse nogen
til noget! Alle har derimod ret til selv at foretage deres egne
valg og det skal man acceptere uanset hvad valget er. Når nogen
prøver at presse mig får de en pedal eller en finger eller begge
dele.

--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in news:Xns924AD5BE09FB0IMP@teledanmark.dk:

> Inger Marie Jakobsen skrev:
>
> SNIP
>>
>> Personligt så mener jeg måske nok at en normal mand der ikke
>> er med til sit barns fødsel er et pjok. Men det er han - hvis
>> han ellers har en normal kone - i sin gode ret til at være.
>> Men som mandens ven eller familie (eller bare medmenneske),
>> har man så ikke også en pligt til at fortælle ham at man
>> mener han gør noget dumt og uansvarligt? Det synes jeg man
>> har.
>
> Pligt er sådan et surt ord så nej pligt har man ikke til at blande
> sig i andre meneskers valg.

Det er nok her jeg mener du tager fejl. Vi er alle mennesker som skal tage
ansvaret for vores eget liv og konsekvenserne af vore egne handlinger. Men
vi er da også mennesker som har et ansvar overfor hinanden.

Som Webwoman var inde på tidligere, så kan man ikke tvinge hinanden til
noget; men "pres" er jo et vidt begreb. Jeg ved ikke helt hvad du ligger i
ordet; for mig er et pres at forsøge at overtale folk til at gøre ting de
helst er fri for - uanset hvilken form for overtalelsesmetode man anvender.
Man kan argumentere, snakke om tingene, manipulere, råbe og skrige eller
fremsætte ultimatummer. Men uanset hvilken form man vælger så anser jeg det
for at være pres.

Er det for eksempel pres hvis jeg siger til en ven som ikke har besøgt sin
indlagte bror fordi hun har det dårligt med sygehuse: "Tag dig sammen; din
bror har brug for dig. Hvis du ikke kikker ind til ham, så svigter du din
bror"?

Jeg vil sige det er pres. Jeg mener også at som ven er jeg forpligtet til
at sige det. Min ven vil hellere gå rundt og have det dårligt end at blive
indlagt på sygehus. Det ved hun udemærket godt selv. Når hun får det
dårligt, så er det vel min pligt som hendes ven at fortælle hende at hendes
frygt for sygehuset er indbildt og at det er dumt at gå for længe med
smerter uden at blive undersøgt hvorfor de er der? Hvis jeg er bange nok
for at det er noget alvorligt, så vil jeg da presse hende hårdere for at
blive undersøgt. Jeg vil male skrækscenarier op, jeg vil appelere til
hendes fornuft, jeg vil fortælle hende at som hendes ven så har *jeg* det
dårligt med hendes stupide opførsel etc, etc.

Når et familiemedlem ikke vil besøge sin (og min) døende bedstemor fordi
hun alligevel ikke kan tale og bare ligger der og kikker på ham med vandede
øjne, er det så ikke min pligt at sige til ham at han "sgu har at besøge
hende". At sige at det ikke er for hans skyld, men for sin bedstemors skyld
at han skal tage sig sammen?

(Disse eksempler er fiktive. Enhver lighed med afdøde eller nulevende
personer er tilfældig

Til syvende og sidst kan de mennesker jeg har nævnt i eksemplerne da bare
vælge at de ikke vil høre efter hvad jeg siger; det er deres valg og deres
liv. Men jeg mener stadig at jeg er forpligtet til at sige det - og dermed
vil jeg da forsøge at presse dem til at gøre hvad jeg synes de skal gøre.

Du har ret i at venner skal acceptere hinandens fejl og begrænsninger. Men
når disse fejl og begrænsninger går ud over andre mennesker og deres
følelser, hvor langt skal man så gå i sin forståelse? Og hvornår er det i
orden at begynde at presse (pres er stadigvæk ikke det samme som tvang).

Du må ikke glemme at som en ven er man faktisk også forpligtet til at give
sine venner et velplaceret spark i bagdelen for at de kan komme videre.
Hvis det er det der skal til. Det er i hvert tilfælde hvad jeg forventer af
mine venner - selvom jeg sikkert ikke vil høre efter.


Måske taler vi i virkeligheden om det samme... Måske er det bare en forskel
i ordbrug og omgangsform. Jeg er da enig med dig i at folk har deres frie
vilje - en ret til at begå dumheder og fejl - som man ikke må tage fra dem.
Men det betyder altså ikke at det behøver at gå stille for sig - at de ikke
skal have at vide at man synes deres valg er helt hen i skoven. At man ikke
skal forsøge overtale (eller presse) dem til at foretage et andet valg.
--ingermarie


>
> Man kan snakke med vedkommende og måske hjælpe vedkommende over
> dne hurdle det måske er vedkommende skal igennem, men presse nogen
> til at foretage at valg smager for meget af diktatur for mig. Folk
> har en ting som er helligt for mig og det er den frie vilje og
> hvis nogen ven af mig pressede mig på den måde hun her beskriver
> ville de få sådan et los i røven ud af mit liv at de ikke ville
> vide hvad der ramte dem.
>
> Man er ikke en ven hvis man presser folk. En ven hælper støtter
> har tillid til at man er som man er og accepterer. En ven presser
> ikke nogen til noget.
>
> Jeg synes det er dybt kritisablet at folk føler sig i deres gode
> ret til at presse ting ned over hovedet på andre på de måde. Det
> er der ikke meget kærlighed i.
>
> De mennesker jeg kalder venner føler jeg kærlighed til og
> kærlgihed for mig er altomfavnende. Jeg accepterer deres fejl og
> begrænsinger og hjælper dem gerne hvis de selv vil videre, men
> presse dem til det? NO WAY!
>
> Jeg synes den indstilling at man har ret til at presse andre
> mennesker er dybt forkastelig. Ingen har ret til at presse nogen
> til noget! Alle har derimod ret til selv at foretage deres egne
> valg og det skal man acceptere uanset hvad valget er. Når nogen
> prøver at presse mig får de en pedal eller en finger eller begge
> dele.
>

---

Inger Marie Jakobsen skrev:

SNIP
>> Pligt er sådan et surt ord så nej pligt har man ikke til at
>> blande sig i andre meneskers valg.
>
> Det er nok her jeg mener du tager fejl. Vi er alle mennesker
> som skal tage ansvaret for vores eget liv og konsekvenserne
> af vore egne handlinger. Men vi er da også mennesker som har
> et ansvar overfor hinanden.

Ja men det ansvar indebærer ikke pligt for mig men kærlighed og
frivillighed både fra min side og den andens.

> Som Webwoman var inde på tidligere, så kan man ikke tvinge
> hinanden til noget; men "pres" er jo et vidt begreb. Jeg ved
> ikke helt hvad du ligger i ordet; for mig er et pres at
> forsøge at overtale folk til at gøre ting de helst er fri for
> - uanset hvilken form for overtalelsesmetode man anvender.
> Man kan argumentere, snakke om tingene, manipulere, råbe og
> skrige eller fremsætte ultimatummer. Men uanset hvilken form
> man vælger så anser jeg det for at være pres.

Det er ikke at pres hvis man snakker stille roligt og accepterende
med personen for at finde ud af hvad der ligger bag medmindre
personen er dybt traumatiseret og så mener jeg det er op til
personen selv at finde ud af det. Intet udefra kommenede pres kan
alligevel ændre en person. Den eneste der kan ændre en person er
personen selv og det kan kræve en hel del mere end man er i stand
til at levere som ven.

> Er det for eksempel pres hvis jeg siger til en ven som ikke
> har besøgt sin indlagte bror fordi hun har det dårligt med
> sygehuse: "Tag dig sammen; din bror har brug for dig. Hvis du
> ikke kikker ind til ham, så svigter du din bror"?

Ja det er det men det kan jo som du er inde på siges på forkellige
måder. Det du spiller op til med den formulering der, er
vedkommendes dårlige samvittighed.. ikke særligt smukt i min
verden

> Jeg vil sige det er pres. Jeg mener også at som ven er jeg
> forpligtet til at sige det. Min ven vil hellere gå rundt og
> have det dårligt end at blive indlagt på sygehus. Det ved hun
> udemærket godt selv. Når hun får det dårligt, så er det vel
> min pligt som hendes ven at fortælle hende at hendes frygt
> for sygehuset er indbildt og at det er dumt at gå for længe
> med smerter uden at blive undersøgt hvorfor de er der? Hvis
> jeg er bange nok for at det er noget alvorligt, så vil jeg da
> presse hende hårdere for at blive undersøgt. Jeg vil male
> skrækscenarier op, jeg vil appelere til hendes fornuft, jeg
> vil fortælle hende at som hendes ven så har *jeg* det dårligt
> med hendes stupide opførsel etc, etc.

Ja du giver nogne gode eksempler som jeg har svært ved at sige
noget til forid personerne ikke er nogen jeg kender. Jeg ville
takle den slags meget forskelligt fra person til person.

Jeg havde på at tidspunkt en kæreste der var blevet misbrugt som
barn i meget svær grad og hun havde udflåd og det tog mig 3 mdr at
få hende til en læge. Netop fordi jeg ikke ville presse hende men
jeg prøvede at snakke hende derhen hvor hun selv kom med ideen at
gå til lægen. Det var faneme svært fordi hun hver gang jeg kom for
tæt på brød sammen som et korthus i stormvejr. Til sidst fik jeg
hende til lægen hvor jeg holdt hende i hånden og trøstede og
nussede hende hele tiden som var hun et barn på 5, mens den
gudskelov kvindelige læge gjorde sit.

> Når et familiemedlem ikke vil besøge sin (og min) døende
> bedstemor fordi hun alligevel ikke kan tale og bare ligger
> der og kikker på ham med vandede øjne, er det så ikke min
> pligt at sige til ham at han "sgu har at besøge hende". At
> sige at det ikke er for hans skyld, men for sin bedstemors
> skyld at han skal tage sig sammen?

Hmm.. for hans bedstemors skyld? bare det du bruger ordet skyld
for mig til at bakke. Ordet skyld skulle i mine øjne fjernes fra
vores ordfoprråd. Det er et meget ladet og grimt ord. Jeg hader
det ord. Det er et ord vi bruger til at manipulere hinanden. Ud
med det.

Man kan nå langt ved at snakke krælghed til sådan en der ikke vil
besøge sin bedstemor og er det ikke nok så lad være med at gå
videre. Det er da ikke dit problem at han fucker sig selv ved ikke
at besøge sin bedstemor. Lad dog mennesker foretage deres eget
valg. Og fucker de sig selv ved det kan man jo være der som deres
ven og trøste dem.

> (Disse eksempler er fiktive. Enhver lighed med afdøde eller
> nulevende personer er tilfældig
>
> Til syvende og sidst kan de mennesker jeg har nævnt i
> eksemplerne da bare vælge at de ikke vil høre efter hvad jeg
> siger; det er deres valg og deres liv. Men jeg mener stadig
> at jeg er forpligtet til at sige det - og dermed vil jeg da
> forsøge at presse dem til at gøre hvad jeg synes de skal
> gøre.

Jeg synes man skal lade være med at presse folk!
Jeg synes man skal lade folk selv bestemme!
Jeg synes man skal støtte sine medmennesker i deres beslutinger!
Jeg synes folk generelt blander sig alt for mget i andres liv og
levned!
Jeg synes folk skal BACK OFF hvis de ikke har noget postitiv at
bidrage!

> Du har ret i at venner skal acceptere hinandens fejl og
> begrænsninger. Men når disse fejl og begrænsninger går ud
> over andre mennesker og deres følelser, hvor langt skal man
> så gå i sin forståelse? Og hvornår er det i orden at begynde
> at presse (pres er stadigvæk ikke det samme som tvang).

Ikke dit problem medmindre det er DIG det går udover. Jeg synes du
blander dig i noget der ikke rager dig hvis jeg skal være grov

> Du må ikke glemme at som en ven er man faktisk også
> forpligtet til at give sine venner et velplaceret spark i
> bagdelen for at de kan komme videre. Hvis det er det der skal
> til. Det er i hvert tilfælde hvad jeg forventer af mine
> venner - selvom jeg sikkert ikke vil høre efter.

Klart nok skal man hjælpe sine venner til at komme videre når de
gerne VIL. Men tvinge dem? Nej det kan jeg ikke gå med til.

> Måske taler vi i virkeligheden om det samme... Måske er det
> bare en forskel i ordbrug og omgangsform. Jeg er da enig med
> dig i at folk har deres frie vilje - en ret til at begå
> dumheder og fejl - som man ikke må tage fra dem. Men det
> betyder altså ikke at det behøver at gå stille for sig - at
> de ikke skal have at vide at man synes deres valg er helt hen
> i skoven. At man ikke skal forsøge overtale (eller presse)
> dem til at foretage et andet valg. --ingermarie
SNIP

Jeg kan se vi ikke er helt enige men heller ikke helt uenige.
Tomas
--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

In article <Xns924B824F79E9FIMP@teledanmark.dk>, tfo@gmx.net says...

> Man kan nå langt ved at snakke krælghed til sådan en der ikke vil
> besøge sin bedstemor og er det ikke nok så lad være med at gå
> videre. Det er da ikke dit problem at han fucker sig selv ved ikke
> at besøge sin bedstemor. Lad dog mennesker foretage deres eget
> valg. Og fucker de sig selv ved det kan man jo være der som deres
> ven og trøste dem.

Hele pointen er vel netop, at det ikke kun er dem selv, de behandler
ringe og sårer - det er også andre mennesker. Jeg går absolut ind for, at
man har sit frie valg...jeg er samtidigt meget enig med Inger-Marie i, at
man som ven har et ansvar i forhold til venner og familie - og i det
ansvar ligger også at forsøge at få dem til at se tingene fra en anden
vinkel.

> Jeg synes man skal lade være med at presse folk!

Principielt enig.

> Jeg synes man skal lade folk selv bestemme!

Principielt enig - så længe deres beslutning ikke sårer andre. Hvis den
gør, så vil jeg anse det som mit ansvar at påpege dette.

> Jeg synes man skal støtte sine medmennesker i deres beslutinger!

Kommer sandeligt an på, om jeg kan stå inde for den beslutning. Accept og
forståelse for mig er ikke blindt at nikke og sige ja til alt, hvad andre
kommer med.

> Jeg synes folk generelt blander sig alt for mget i andres liv og
> levned!

Jeg har det lige omvendt - jeg synes folk er alt for gode til at vende
det blinde øje til og lade som om, at de ikke har et ansvar overfor de
mennesker, de omgiver sig med.

> Jeg synes folk skal BACK OFF hvis de ikke har noget postitiv at
> bidrage!

Enig - med mindre det, der skal til er en god dosis realitet.
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

Kirstine skrev:

> In article <Xns924B824F79E9FIMP@teledanmark.dk>, tfo@gmx.net
> says...
>
>> Man kan nå langt ved at snakke krælghed til sådan en der
>> ikke vil besøge sin bedstemor og er det ikke nok så lad være
>> med at gå videre. Det er da ikke dit problem at han fucker
>> sig selv ved ikke at besøge sin bedstemor. Lad dog mennesker
>> foretage deres eget valg. Og fucker de sig selv ved det kan
>> man jo være der som deres ven og trøste dem.
>
> Hele pointen er vel netop, at det ikke kun er dem selv, de
> behandler ringe og sårer - det er også andre mennesker. Jeg
> går absolut ind for, at man har sit frie valg...jeg er
> samtidigt meget enig med Inger-Marie i, at man som ven har et
> ansvar i forhold til venner og familie - og i det ansvar
> ligger også at forsøge at få dem til at se tingene fra en
> anden vinkel.

Aha,.. forsøge at få dem til at se det fra en andne vinkel.. at få
dem til at se de forskellige valg de har. Det er noget helt
andte end at presse dem til at gøre det 'rigtige'. Det der er
rigtigt for en er forkert for en anden

>> Jeg synes man skal lade være med at presse folk!
>
> Principielt enig.



>> Jeg synes man skal lade folk selv bestemme!
>
> Principielt enig - så længe deres beslutning ikke sårer
> andre. Hvis den gør, så vil jeg anse det som mit ansvar at
> påpege dette.

Klart.. påpege men ikke tvinge. Det er stadig deres valg ikke mit.
Ved at påpege kan man måske hindre en i at såre en andne og det er
da smukt, men ved at tvinge.. der forhindrer men reelt dne frie
vilje.

Tænk på at det ikke er dig de såerer men en anden. Hvad med at
lade den anden sige fra? Eller hjælpe den anden til at sige fra?

>> Jeg synes man skal støtte sine medmennesker i deres
>> beslutinger!
>
> Kommer sandeligt an på, om jeg kan stå inde for den
> beslutning. Accept og forståelse for mig er ikke blindt at
> nikke og sige ja til alt, hvad andre kommer med.

Nej heller ikke her, men jeg vælger om jeg vil støtte vedkommende.
Det er ikke automatik hos mig. Er vedkommende i min erfaring helt
ude på lars tyndskids så kan jeg finde på at påpege dette og sige
hvis det er det du vil så fred med det, det er DIT valg.

Jeg ville aldrig sige du laver lort i den du er dum hvios du gør
dette elle rnoget i dne retnign fordi det ville være en nedgøre
den andens evne til at se tingene, og det er at underkende sine
medmennesker. Den ret har jeg eller nogen andre ikke!

jeg har som regel stor tiltro til mine medmennesker: Der er
grundlæggende gode og grundlæggende fulde af kærlighed allesammen,
men der er nogen der er fucked pga forskellige omstændigheder og
valg, men de er stadig sevlstændige individer med egen fri vilje.

>> Jeg synes folk generelt blander sig alt for mget i andres
>> liv og levned!
>
> Jeg har det lige omvendt - jeg synes folk er alt for gode til
> at vende det blinde øje til og lade som om, at de ikke har et
> ansvar overfor de mennesker, de omgiver sig med.

Du tænker her på fremmede menneskers skæbner..

Jeg kan ikke se det vedkommer mig at fru jensen ved siden af
drikker som et hul i jorden.. hun må have nogen tættere på. Har
hun ikke det er det noget der måske er sket fordi hun drikker..
hvem fører flasken til hendes mund? Ikke jeg og heller ikke du.
Det gør hun selv.

Min pointe er at det er umuligt for andre at dømme reelt, for vi
ved ikke hvad der ligger bag.

Der er situationer hvopr man skal gribe ind men det er stadig op
til den enkelte og ikke noget som er en uskreven lov.

>> Jeg synes folk skal BACK OFF hvis de ikke har noget postitiv
>> at bidrage!
>
> Enig - med mindre det, der skal til er en god dosis realitet.

LOL det kan ske men så er der mange måder at servere realiteterne
på

Kærligst
Tomas
--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

In article <Xns924CC5788EB41IMP@teledanmark.dk>, tfo@gmx.net says...
> Kirstine skrev:

> > Hele pointen er vel netop, at det ikke kun er dem selv, de
> > behandler ringe og sårer - det er også andre mennesker. Jeg
> > går absolut ind for, at man har sit frie valg...jeg er
> > samtidigt meget enig med Inger-Marie i, at man som ven har et
> > ansvar i forhold til venner og familie - og i det ansvar
> > ligger også at forsøge at få dem til at se tingene fra en
> > anden vinkel.
>
> Aha,.. forsøge at få dem til at se det fra en andne vinkel.. at få
> dem til at se de forskellige valg de har. Det er noget helt
> andte end at presse dem til at gøre det 'rigtige'. Det der er
> rigtigt for en er forkert for en anden

Ja, okay - her er vi næsten enige. Jeg vil til hver en tid gøre folk
opmærksomme på, hvad de kunne gøre anderledes, hvis jeg mener, at de har
brug for at høre det, og for nogle kan det være et pres. At tvinge dem
til at vælge noget andet...nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne, men
sådan fungerer verden ikke.

> >> Jeg synes man skal lade folk selv bestemme!
> >
> > Principielt enig - så længe deres beslutning ikke sårer
> > andre. Hvis den gør, så vil jeg anse det som mit ansvar at
> > påpege dette.
>
> Klart.. påpege men ikke tvinge. Det er stadig deres valg ikke mit.
> Ved at påpege kan man måske hindre en i at såre en andne og det er
> da smukt, men ved at tvinge.. der forhindrer men reelt dne frie
> vilje.

Hvis et menneske skifter retning eller vælger anderledes, fordi jeg har
sagt eller gjort noget, så er det også fri vilje. Man kan ikke tvinge
nogle til noget, de ikke selv vil. Nogle gange har man brug for at få
sine tvivl afkræftet og sin egen samvittighed bekræftet, før end man tør
skifte retning.

> Tænk på at det ikke er dig de såerer men en anden. Hvad med at
> lade den anden sige fra? Eller hjælpe den anden til at sige fra?

Nu afhænger alt jo af situationen. Nogle gange vil jeg helt sikkert lade
det være op til den enkelte at sige fra - andre gange vil jeg helt
sikkert gå ind og markere grænser for vedkommende. Sidstnævnte udelukker
dog ikke, at jeg samtidigt forsøger at hjælpe vedkommende til selv at
sige fra...der kan bare i den proces komme situationer, hvor vedkommende
endnu ikke er klar.

> >> Jeg synes man skal støtte sine medmennesker i deres
> >> beslutinger!
> >
> > Kommer sandeligt an på, om jeg kan stå inde for den
> > beslutning. Accept og forståelse for mig er ikke blindt at
> > nikke og sige ja til alt, hvad andre kommer med.
>
> Nej heller ikke her, men jeg vælger om jeg vil støtte vedkommende.
> Det er ikke automatik hos mig. Er vedkommende i min erfaring helt
> ude på lars tyndskids så kan jeg finde på at påpege dette og sige
> hvis det er det du vil så fred med det, det er DIT valg.

*hehe* lyder nøjagtigt som det, jeg kan finde på at sige.

> Jeg ville aldrig sige du laver lort i den du er dum hvios du gør
> dette elle rnoget i dne retnign fordi det ville være en nedgøre
> den andens evne til at se tingene, og det er at underkende sine
> medmennesker. Den ret har jeg eller nogen andre ikke!

Tjah - jeg kunne godt finde på at sige noget i retning af, at "du er
efter min mening ikke rigtig klog, hvis du...". Så er det fordi, at selve
valget også påvirker mig meget følelsesmæssigt. Måske ikke særligt
hensigtsmæssigt - men nogle gange er det bare umuligt at være fornuftig.

> >> Jeg synes folk generelt blander sig alt for mget i andres
> >> liv og levned!
> >
> > Jeg har det lige omvendt - jeg synes folk er alt for gode til
> > at vende det blinde øje til og lade som om, at de ikke har et
> > ansvar overfor de mennesker, de omgiver sig med.
>
> Du tænker her på fremmede menneskers skæbner..

Definér fremmede. Er det en perifr kollega, nabo, tilfældig
forbipasserende på gaden?

> Jeg kan ikke se det vedkommer mig at fru jensen ved siden af
> drikker som et hul i jorden.. hun må have nogen tættere på. Har
> hun ikke det er det noget der måske er sket fordi hun drikker..
> hvem fører flasken til hendes mund? Ikke jeg og heller ikke du.
> Det gør hun selv.

Du har ret - fru Jensen har valgt at drikke. Derfor vil jeg nu alligevel
mene, at jeg har et ansvar for ikke at være ligeglad. At fru Jensen har
truffet nogle valg her i livet, der har efterladt hende alene, er ikke
ensbetydende med, at jeg har ret til at skide på hende.

Jeg synes ofte, at tanken om, at man selv er ansvarlig, bliver brugt som
en god undskyldning for, at vi andre ikke behøver at føle os ansvarlige.
Lidt ligesom når pædagogiske idéer om selvstændighed, medbestemmelse og
selvhjulpenhed fører til ren lassiez-faire fra pædagogernes side. Man
skal tage det ansvar, man magter - også overfor mennesker, der ikke
nødvendigvis er tæt på eller kan forventes at give noget igen.

> Min pointe er at det er umuligt for andre at dømme reelt, for vi
> ved ikke hvad der ligger bag.

Men at hjælper og tage ansvar, handler vel ikke om at dømme? Måske er
det, fru Jensen har brug for, netop en, der ikke er viklet ind i alt det,
der har ført hende til flasken.

> Der er situationer hvopr man skal gribe ind men det er stadig op
> til den enkelte og ikke noget som er en uskreven lov.

Selvfølgeligt. Vi er jo forskellige alle sammen. Jeg er nok en af dem,
der griber ind mere end andre, og det behøver absolut ikke at være en
skreven lov, at alle skal gøre det samme.

> >> Jeg synes folk skal BACK OFF hvis de ikke har noget postitiv
> >> at bidrage!
> >
> > Enig - med mindre det, der skal til er en god dosis realitet.
>
> LOL det kan ske men så er der mange måder at servere realiteterne
> på

Erfaring siger mig, at et hårdt og bestemt - måske en anelse blidt -
spark i rumpen ofte er en rigtig god metode
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

Kirstine skrev:

SNIP
>> Aha,.. forsøge at få dem til at se det fra en andne vinkel..
>> at få dem til at se de forskellige valg de har. Det er
>> noget helt andte end at presse dem til at gøre det
>> 'rigtige'. Det der er rigtigt for en er forkert for en
>> anden
>
> Ja, okay - her er vi næsten enige. Jeg vil til hver en tid
> gøre folk opmærksomme på, hvad de kunne gøre anderledes, hvis
> jeg mener, at de har brug for at høre det, og for nogle kan
> det være et pres. At tvinge dem til at vælge noget
> andet...nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne, men sådan
> fungerer verden ikke.

Hvis mennesket ikke havde den frie vilje er det ikke til at se
hvordan faen vi kom ned fra træerne eller for den sags skyld op af
havet *G*

SNIP
>> Klart.. påpege men ikke tvinge. Det er stadig deres valg
>> ikke mit. Ved at påpege kan man måske hindre en i at såre en
>> andne og det er da smukt, men ved at tvinge.. der forhindrer
>> men reelt dne frie vilje.
>
> Hvis et menneske skifter retning eller vælger anderledes,
> fordi jeg har sagt eller gjort noget, så er det også fri
> vilje. Man kan ikke tvinge nogle til noget, de ikke selv vil.
> Nogle gange har man brug for at få sine tvivl afkræftet og
> sin egen samvittighed bekræftet, før end man tør skifte
> retning.



>> Tænk på at det ikke er dig de såerer men en anden. Hvad med
>> at lade den anden sige fra? Eller hjælpe den anden til at
>> sige fra?
>
> Nu afhænger alt jo af situationen. Nogle gange vil jeg helt
> sikkert lade det være op til den enkelte at sige fra - andre
> gange vil jeg helt sikkert gå ind og markere grænser for
> vedkommende. Sidstnævnte udelukker dog ikke, at jeg samtidigt
> forsøger at hjælpe vedkommende til selv at sige fra...der kan
> bare i den proces komme situationer, hvor vedkommende endnu
> ikke er klar.

Jeg synes man umyndiggør en person hvor man trækker grænser for
vedkommende overfor en 3. person. Ikke at jeg ikke selv kunne
finde på det i en ekstrem situation.

SNIP
>> Nej heller ikke her, men jeg vælger om jeg vil støtte
>> vedkommende. Det er ikke automatik hos mig. Er vedkommende i
>> min erfaring helt ude på lars tyndskids så kan jeg finde på
>> at påpege dette og sige hvis det er det du vil så fred med
>> det, det er DIT valg.
>
> *hehe* lyder nøjagtigt som det, jeg kan finde på at sige.

LOL

>> Jeg ville aldrig sige du laver lort i den du er dum hvios du
>> gør dette elle rnoget i dne retnign fordi det ville være en
>> nedgøre den andens evne til at se tingene, og det er at
>> underkende sine medmennesker. Den ret har jeg eller nogen
>> andre ikke!
>
> Tjah - jeg kunne godt finde på at sige noget i retning af, at
> "du er efter min mening ikke rigtig klog, hvis du...". Så er
> det fordi, at selve valget også påvirker mig meget
> følelsesmæssigt. Måske ikke særligt hensigtsmæssigt - men
> nogle gange er det bare umuligt at være fornuftig.

Så er det man skal trække vejret dybt ind og ud uden pause inden
man taler

SNIP
>> Du tænker her på fremmede menneskers skæbner..
>
> Definér fremmede. Er det en perifr kollega, nabo, tilfældig
> forbipasserende på gaden?

Forbipasserende på gaden eller arbejdskolleger jeg ikke har et
forhold til, naboen hvis det er en man aldrig ser eller hilser på
og så videre, alle hvor man ikke er involveret mere end et 'hej'.

>> Jeg kan ikke se det vedkommer mig at fru jensen ved siden af
>> drikker som et hul i jorden.. hun må have nogen tættere på.
>> Har hun ikke det er det noget der måske er sket fordi hun
>> drikker.. hvem fører flasken til hendes mund? Ikke jeg og
>> heller ikke du. Det gør hun selv.
>
> Du har ret - fru Jensen har valgt at drikke. Derfor vil jeg
> nu alligevel mene, at jeg har et ansvar for ikke at være
> ligeglad. At fru Jensen har truffet nogle valg her i livet,
> der har efterladt hende alene, er ikke ensbetydende med, at
> jeg har ret til at skide på hende.

Jeg ville da ikke skide på hende. Om jeg ville tage mig af hende
er en anden snak. jeg er ikke sikker som jeg har det nu. jeg har
rigeligt at se til selv lige nu.

> Jeg synes ofte, at tanken om, at man selv er ansvarlig,
> bliver brugt som en god undskyldning for, at vi andre ikke
> behøver at føle os ansvarlige. Lidt ligesom når pædagogiske
> idéer om selvstændighed, medbestemmelse og selvhjulpenhed
> fører til ren lassiez-faire fra pædagogernes side. Man skal
> tage det ansvar, man magter - også overfor mennesker, der
> ikke nødvendigvis er tæt på eller kan forventes at give noget
> igen.

Den der ansvarlighed overfor andre mennesker.. den er næsten i
kategori med pligten.. Når jeg tager ansvar for nogen er det
af LYST. Nogen gange 'går det ud over' andre end de nærmeste.

>> Min pointe er at det er umuligt for andre at dømme reelt,
>> for vi ved ikke hvad der ligger bag.
>
> Men at hjælper og tage ansvar, handler vel ikke om at dømme?
> Måske er det, fru Jensen har brug for, netop en, der ikke er
> viklet ind i alt det, der har ført hende til flasken.

Ja klart nok, men igen ville det sandelig komme an på min
livssituation.. er du helt klar over hvor mange menneskelige
resourcer du skal ligge i Fru Jensen fr hun bare så meet som
vågner nok til at hun indser der er en vej ud?

Jeg er enlig far 35% af min tid og resten bruger jeg flittigt til
at planlægge og udøve mit eget liv. Jeg har måske overskuddet til
hende i 20-30 min. om dagen.. det bliver hun ikke nonalkoholiker
af og jeg ville vide jeg tog røven på hende ved kun at tilbyde
hende så lidt når jeg VED hvor meget det kræver.

Man kunne henvinde sig til et sted for alkoholikere som kunne
henvende sig til hende.

>> Der er situationer hvopr man skal gribe ind men det er
>> stadig op til den enkelte og ikke noget som er en uskreven
>> lov.
>
> Selvfølgeligt. Vi er jo forskellige alle sammen. Jeg er nok
> en af dem, der griber ind mere end andre, og det behøver
> absolut ikke at være en skreven lov, at alle skal gøre det
> samme.

Nej heldigvis da

Jeg har brugt mit Florence Nigthinggale syndrom flittig i mit liv
og til tider glemt mit eget og mine egne problemer. Det er så let
at løse andres i forhold til sine egne..

SNIP
>> LOL det kan ske men så er der mange måder at servere
>> realiteterne på
>>
>
> Erfaring siger mig, at et hårdt og bestemt - måske en anelse
> blidt - spark i rumpen ofte er en rigtig god metode

Helst skal livet (altså de selv) gøre det.
Og tro mig.. boller man sig selv tilstrækkelig længe siger livet :
Paybacktime!!

Kærligst
Tomas
--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns924B824F79E9FIMP@teledanmark.dk...

> Det er ikke at pres hvis man snakker stille roligt og accepterende
> med personen for at finde ud af hvad der ligger bag

At snakke med en person om et problem er også at udøve en form for pres *S*
Du kan gøre det mere eller mindre genialt - afhængig af din sociale
forståelse, din psykologiske indsigt, dit kendskab til personen og sagen,
din evne til at kommunikere m.m.


> Til sidst fik jeg hende til lægen

Du bryder dig ikke om ordet pres. Tror du opfatter det ord som synonymt med
tvang, hvilket jeg ikke gør. I mine øjne har du presset og hjulpet din
veninde - som en god ven bør gøre det. Du har fået hende til at gøre noget,
hun ellers ikke turde.

På præcis samme måde pressede jeg (og andre) en ven til at gøre noget HAN
ikke turde.

> Det er et meget ladet og grimt ord. Jeg hader
> det ord. Det er et ord vi bruger til at manipulere hinanden. Ud
> med det.

Du kan ikke fjerne følelsen af skyld ved at fjerne ordet.
Ligesom du heller ikke undgår at udøve pres ved bare at afvise ordet.

> Jeg synes man skal lade være med at presse folk!

Du lod ikke din veninde bestemme. Du pressede......
Og vil du stadig ikke bruge ordet pres om situationen, så håner jeg du som
minimum forstår, at
når JEG bruger ordet pres, så handler jeg som du gjorde i forhold til din
veninde.

> Jeg synes man skal lade folk selv bestemme!

Ikke altid. Folk ender somme tider i situationer, hvor de ikke kan beslutte
det rigtige.

Jeg synes IKKE, man skal lade en fulderik bestemme, om han vil køre bil.
Jeg synes IKKE, man skal lade en skiderik mishandle et andet menneske.

I sådanne situationer går jeg endda ind for ikke kun at presse, men også at
tvinge.

Og så er der alle de situationer, hvor man kan nøjes med at presse kærligt
ved at snakke med vedkommende.

Mvh. Lisbeth

---

WebWoman skrev:

>
> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
> news:Xns924B824F79E9FIMP@teledanmark.dk...
>
>> Det er ikke at pres hvis man snakker stille roligt og
>> accepterende med personen for at finde ud af hvad der ligger
>> bag
>
> At snakke med en person om et problem er også at udøve en
> form for pres *S* Du kan gøre det mere eller mindre genialt -
> afhængig af din sociale forståelse, din psykologiske indsigt,
> dit kendskab til personen og sagen, din evne til at
> kommunikere m.m.

Jeg er ret god Jeg har hjulpet mange gennem mit liv og det kan
jeg nok ikke lade være med, men mit hovedprincip har altid været:
de skal ville det selv. At presse nogen til noget har aldriog
virket mere end indtil man er ude af syne igen

>> Til sidst fik jeg hende til lægen
>
> Du bryder dig ikke om ordet pres. Tror du opfatter det ord
> som synonymt med tvang, hvilket jeg ikke gør. I mine øjne har
> du presset og hjulpet din veninde - som en god ven bør gøre
> det. Du har fået hende til at gøre noget, hun ellers ikke
> turde.

Ja. Jeg tog det dog roligt. Jeg fik hende langsomt derhen hvor hun
selv erkendte det og selv ville til lægen. Det tog jo sin tid.
havde jeg presset hende var hun aldrig kommet så langt. Tro mig
hun bakkede nogen gange så voldsomt at hun ikke talte til mig i
dagevis selvom vi boede sammen.

> På præcis samme måde pressede jeg (og andre) en ven til at
> gøre noget HAN ikke turde.

jamen så længe I ikke ligefrem voldede ham til det.

>> Det er et meget ladet og grimt ord. Jeg hader
>> det ord. Det er et ord vi bruger til at manipulere hinanden.
>> Ud med det.
>
> Du kan ikke fjerne følelsen af skyld ved at fjerne ordet.
> Ligesom du heller ikke undgår at udøve pres ved bare at
> afvise ordet.

Jeg kan ved at undlade at bruge visse ord og bruge andre i stedte
være opmærksom på min brug af dem og dermed på mine følelser
omkrig dem. Jeg prøver så vidt muligt at undgå ord der kommer pr.
automatik.

>> Jeg synes man skal lade være med at presse folk!
>
> Du lod ikke din veninde bestemme. Du pressede......

Hun ville selv til liægen til sidst og det var ikke fordi hun ikke
gad mig og min snakken om det mere..

> Og vil du stadig ikke bruge ordet pres om situationen, så
> håner jeg du som minimum forstår, at
> når JEG bruger ordet pres, så handler jeg som du gjorde i
> forhold til din veninde.

Godt. Det ser jeg ikke som pres, men som et forsøg på at få en
åerson til at erkende visse ting. Pres er tvang i min ordbog.

>> Jeg synes man skal lade folk selv bestemme!
>
> Ikke altid. Folk ender somme tider i situationer, hvor de
> ikke kan beslutte det rigtige.

Det er rigtigt.. men det kan skyldes at de ikke er ret bevidste om
valgene eller sig selv, hvem de er, deres følelser og tanker. Man
kan hjælpe dme med at træffe et valg ved at hjælpe dme til at se
valgene, men foretage dem for dem? NO WAY!

> Jeg synes IKKE, man skal lade en fulderik bestemme, om han
> vil køre bil. Jeg synes IKKE, man skal lade en skiderik
> mishandle et andet menneske.

Niks. Enig. Men der er langt fra at snakke en ind på et hospital
til en dødsseng og til at forhindre en nar i at køre fuld. De to
ting kan slet ikke sammenlignes.

> I sådanne situationer går jeg endda ind for ikke kun at
> presse, men også at tvinge.

Me too. Jeg har forhindret min del af den slags da jeg kørte taxa.

> Og så er der alle de situationer, hvor man kan nøjes med at
> presse kærligt ved at snakke med vedkommende.


Tomas

--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns924CC3E13DD7BIMP@teledanmark.dk...

> At presse nogen til noget har aldriog
> virket mere end indtil man er ude af syne igen

Ork jo.... jeg har set adskillige eksempler på, at presseri også har effekt
bagefter.

At presse en mand til at deltage i sit første barns fødsel kan eksempelvis
sagtens medføre, at han erkender, at det hele var langt mindre slemt end
frygtet. Med det resultat, at han næste gang deltager af lyst.


> havde jeg presset hende var hun aldrig kommet så langt.

Men ikke desto mindre..... du pressede hende *S*

> jamen så længe I ikke ligefrem voldede ham til det.

Vi pressede ham *S*
Vi tvang ham ikke.
Vi brugte ikke vold.

> Godt. Det ser jeg ikke som pres, men som et forsøg på at få en
> åerson til at erkende visse ting. Pres er tvang i min ordbog.

Pres og tvang ER to vidt forskellige ting. Og når vi nu har et nuanceret
sprog er der ingen grund til at pille nuancerne ud af det.

Mvh. Lisbeth

---

WebWoman skrev:

>
> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
> news:Xns924CC3E13DD7BIMP@teledanmark.dk...
>
>> At presse nogen til noget har aldriog virket mere end indtil
>> man er ude af syne igen
>
> Ork jo.... jeg har set adskillige eksempler på, at presseri
> også har effekt bagefter.

*G*du må være frygtingydende

> At presse en mand til at deltage i sit første barns fødsel
> kan eksempelvis sagtens medføre, at han erkender, at det hele
> var langt mindre slemt end frygtet. Med det resultat, at han
> næste gang deltager af lyst.

Ja.. det har du ikke uret i. Men man kan jo risikere det modsatte.
Jeg har en ven der blev skilt 1 år efter barnets fødsel fordi da
han så sin kones røvhul vende vrangen ud på fødestuen med samt
blod fostervand moderkage og en skrigende unge smurt ind i alt
muligt mistede han fuldstændig sexlysten til hende. Selv efter en
masse terapi kunne han bare ikke. Ikke med hende.

>> havde jeg presset hende var hun aldrig kommet så langt.
>
> Men ikke desto mindre..... du pressede hende *S*

Nej jeg overtalte hende til at selv ville. hehe

>> jamen så længe I ikke ligefrem voldede ham til det.
>
> Vi pressede ham *S*
> Vi tvang ham ikke.
> Vi brugte ikke vold.

Jeg tror vi føler forskellige ting ved ordet 'presse'.

Handler nok for mig om at ordet er meget negativt ladet for mig i
forhold til ting i min barndom.

>> Godt. Det ser jeg ikke som pres, men som et forsøg på at få
>> en åerson til at erkende visse ting. Pres er tvang i min
>> ordbog.
>
> Pres og tvang ER to vidt forskellige ting. Og når vi nu har
> et nuanceret sprog er der ingen grund til at pille nuancerne
> ud af det.

Se ovenstående. Alle ord har forskellig følelsesværdier for
forskellige mennesker.

Kærligst
Tomas
--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in
news:Xns924B824F79E9FIMP@teledanmark.dk:

> Inger Marie Jakobsen skrev:
>
> SNIP
>>> Pligt er sådan et surt ord så nej pligt har man ikke til at
>>> blande sig i andre meneskers valg.
>>
>> Det er nok her jeg mener du tager fejl. Vi er alle mennesker
>> som skal tage ansvaret for vores eget liv og konsekvenserne
>> af vore egne handlinger. Men vi er da også mennesker som har
>> et ansvar overfor hinanden.
>
> Ja men det ansvar indebærer ikke pligt for mig men kærlighed og
> frivillighed både fra min side og den andens.

Jamen, det er alligevel en pligt man har. Også selvom du gør det
frivillig og af kærlighed.

Uden at nogen har pligt til noget, ville der jo ikke være andre som havde
ret til noget... Forstået på den måde at hvis folk ikke har pligt til at
behandle hinanden anstændigt, så har igen vel ret til at blive behandlet
anstændigt. Det følges ad.


>
>> Som Webwoman var inde på tidligere, så kan man ikke tvinge
>> hinanden til noget; men "pres" er jo et vidt begreb. Jeg ved
>> ikke helt hvad du ligger i ordet; for mig er et pres at
>> forsøge at overtale folk til at gøre ting de helst er fri for
>> - uanset hvilken form for overtalelsesmetode man anvender.
>> Man kan argumentere, snakke om tingene, manipulere, råbe og
>> skrige eller fremsætte ultimatummer. Men uanset hvilken form
>> man vælger så anser jeg det for at være pres.
>
> Det er ikke at pres hvis man snakker stille roligt og accepterende
> med personen for at finde ud af hvad der ligger bag medmindre
> personen er dybt traumatiseret og så mener jeg det er op til
> personen selv at finde ud af det. Intet udefra kommenede pres kan
> alligevel ændre en person. Den eneste der kan ændre en person er
> personen selv og det kan kræve en hel del mere end man er i stand
> til at levere som ven.

Det vil jeg da naturligvis starte med, hvis jeg altså ikke er
følelsesmæssigt oppe at køre over det... Det er den mest effektive form
for manipulation, der findes. Men nogen gange kommer det til kort og man
bliver nødt til at sige til eller fra på en lidt hårdere måde.

>
>> Er det for eksempel pres hvis jeg siger til en ven som ikke
>> har besøgt sin indlagte bror fordi hun har det dårligt med
>> sygehuse: "Tag dig sammen; din bror har brug for dig. Hvis du
>> ikke kikker ind til ham, så svigter du din bror"?
>
> Ja det er det men det kan jo som du er inde på siges på forkellige
> måder. Det du spiller op til med den formulering der, er
> vedkommendes dårlige samvittighed.. ikke særligt smukt i min
> verden

Men det er jo det, som det drejer sig om. Det drejer sig om broderen og
ikke om at man ikke har lyst til at komme ind på hospitalet. Det er det
man bliver nødt til at få sin ven til at indse. Det ville da være værre
for ens ven, hvis han sårer sin bror ved ikke at besøge ham på
hospitalet.

Måske er du klogere end mig; men jeg kan altså godt blive ret sur når
folk ikke tænker på andre end sig selv og deres egne små problemer. Og så
kan jeg ikke lade være med at sige det til dem (i hvert tilfælde ikke
hvis de er mine venner eller familie).

>
> Ja du giver nogne gode eksempler som jeg har svært ved at sige
> noget til forid personerne ikke er nogen jeg kender. Jeg ville
> takle den slags meget forskelligt fra person til person.

(Jeg kender dem heller ikke, det var bare eksempler

>
> Jeg havde på at tidspunkt en kæreste der var blevet misbrugt som
> barn i meget svær grad og hun havde udflåd og det tog mig 3 mdr at
> få hende til en læge. Netop fordi jeg ikke ville presse hende men
> jeg prøvede at snakke hende derhen hvor hun selv kom med ideen at
> gå til lægen. Det var faneme svært fordi hun hver gang jeg kom for
> tæt på brød sammen som et korthus i stormvejr. Til sidst fik jeg
> hende til lægen hvor jeg holdt hende i hånden og trøstede og
> nussede hende hele tiden som var hun et barn på 5, mens den
> gudskelov kvindelige læge gjorde sit.

Du handlede klogt og kærligt og prøvede at få hende med på noget hun ikke
havde lyst til. Men selvom du gjorde helt sikkert det rigtige, så synes
jeg stadig at du manipulerede hende (jeg kan ikke sige om hun følte et
pres til at gå til læge; det må du selv spørge hende om).

Men hvad hvis hun havde været gravid i 6. måned og endnu ikke havde
kontaktet sundhedsvæsnet? Ville du så også have ventet i 3 måneder? Nogen
gang skal det altså helst gå lidt stærkede end folk rent faktisk kan
håndtere på egen frivillighedsbasis.

Og hvad hvis du havde sagt: "Nej, det vil jeg altså ikke rodes ind i. Jeg
får det helt dårligt når jeg hører om pædofili". Burde een eller anden
som du holder af så ikke have sagt til dig (på en kærlig og accepterende
måde, naturligvis): "Hun er din ven, du har sgu da en pligt til at hjælpe
hende"?

>
>> Når et familiemedlem ikke vil besøge sin (og min) døende
>> bedstemor fordi hun alligevel ikke kan tale og bare ligger
>> der og kikker på ham med vandede øjne, er det så ikke min
>> pligt at sige til ham at han "sgu har at besøge hende". At
>> sige at det ikke er for hans skyld, men for sin bedstemors
>> skyld at han skal tage sig sammen?
>
> Hmm.. for hans bedstemors skyld? bare det du bruger ordet skyld
> for mig til at bakke. Ordet skyld skulle i mine øjne fjernes fra
> vores ordfoprråd. Det er et meget ladet og grimt ord. Jeg hader
> det ord. Det er et ord vi bruger til at manipulere hinanden. Ud
> med det.


På engelsk skelner man mellem "sake" og "guilt"/"blame". I denne
sammenhæng mente jeg "sake". Det er ikke et negativt ord; ikke i min
terminologi altså. Det betyder at den jeg mener behøver mest hensyntagen
er her den døende bedstemor.

Men jeg vil da give dig ret når det kommer til ord som grundskyld og den
slags (undskyld!) <-- hov, der var een mere

Det er lidt sjov at du bakker ud ved ord som "pligt", "skyld" og "pres".
Det er fordi du opfatter dem som negative. Det gør jeg ikke nødvendigvis.
Noget kan være en sur pligt, men nogen pligter udfører man altså også med
glæde (f.eks. pligten til at være sammen med sine børn). Skyld overfor
eens venner og familie er jo noget man får fordi de behandler een godt,
så det giver een noget at være taknemmelig for. Pres kan få een til at
overvinde sig selv og blive et bedre menneske.

>
> Man kan nå langt ved at snakke krælghed til sådan en der ikke vil
> besøge sin bedstemor og er det ikke nok så lad være med at gå
> videre. Det er da ikke dit problem at han fucker sig selv ved ikke
> at besøge sin bedstemor. Lad dog mennesker foretage deres eget
> valg. Og fucker de sig selv ved det kan man jo være der som deres
> ven og trøste dem.

Men i eksemplet var det jo også min bedstemor, som han ikke besøgte og
dermed ikke behandlede så godt som hun har krav på. Men selvom det ikke
er min bedstemor, så burde han da alligevel besøge hende. Man skal da
ikke bare lade folk behandle hinanden dårligt fordi de tilfældigvis er
ens ven og man skal vel ikke bare respektere venners valg om at behandle
andre dårligt?

>
> Jeg synes man skal lade være med at presse folk!
> Jeg synes man skal lade folk selv bestemme!
> Jeg synes man skal støtte sine medmennesker i deres beslutinger!
> Jeg synes folk generelt blander sig alt for mget i andres liv og
> levned!
> Jeg synes folk skal BACK OFF hvis de ikke har noget postitiv at
> bidrage!

>> Du har ret i at venner skal acceptere hinandens fejl og
>> begrænsninger. Men når disse fejl og begrænsninger går ud
>> over andre mennesker og deres følelser, hvor langt skal man
>> så gå i sin forståelse? Og hvornår er det i orden at begynde
>> at presse (pres er stadigvæk ikke det samme som tvang).
>
> Ikke dit problem medmindre det er DIG det går udover. Jeg synes du
> blander dig i noget der ikke rager dig hvis jeg skal være grov

Hm... som menneske og medmenneske og ven og samfundsborger har man efter
min mening både ret og pligt til at blande sig hvis et menneske behandler
et andet menneske dårligt (og jeg tænker ikke engang her på ulovlige ting
som at tæve konen og den slags). Men naturligvis skal man heller ikke
blive nævenyttig - der er måde med alt.

Men når det er i ens familie eller vennekreds det sker, så er der jo også
en vis personlig interesse i sagen. Som en ven, hvordan kan man da sige
at det ikke rager een at vennen er ved at ødelægge sit eget liv?


>
>> Du må ikke glemme at som en ven er man faktisk også
>> forpligtet til at give sine venner et velplaceret spark i
>> bagdelen for at de kan komme videre. Hvis det er det der skal
>> til. Det er i hvert tilfælde hvad jeg forventer af mine
>> venner - selvom jeg sikkert ikke vil høre efter.
>
> Klart nok skal man hjælpe sine venner til at komme videre når de
> gerne VIL. Men tvinge dem? Nej det kan jeg ikke gå med til.

Jeg sagde helt i starten at ingen kan tvinge andre. Man kan gå så langt
som til at sige: "Hvis du fortsætter med det der, kan jeg ikke længere
være ven med dig"; men det er ikke tvang. Den som får dette ultimatum,
har stadig et valg. Men det er helt sikkert pres.

Og... der er ingen som har brug for et spark når de i forvejen er
motiverede. Så har de brug for støtte, forståelse og accept. Sparket er
en motivationsfaktor som gerne skulle sætte lidt alternativ
tankevirksomhed i gang hos "ofret". Og få ham til at handle anstændigt.
Den kan uddeles på forskellig vis, og i min omgangskreds/familie kalder
vi altså en skovl for en skovl. Også selvom han er ens ven ;)

>
>> Måske taler vi i virkeligheden om det samme... Måske er det
>> bare en forskel i ordbrug og omgangsform. Jeg er da enig med
>> dig i at folk har deres frie vilje - en ret til at begå
>> dumheder og fejl - som man ikke må tage fra dem. Men det
>> betyder altså ikke at det behøver at gå stille for sig - at
>> de ikke skal have at vide at man synes deres valg er helt hen
>> i skoven. At man ikke skal forsøge overtale (eller presse)
>> dem til at foretage et andet valg.
> SNIP
>
> Jeg kan se vi ikke er helt enige men heller ikke helt uenige.

Hm... Ved nærmere eftertanke så tror jeg at vi måske er lidt uenige om
hvornår man kan tillade sig at møve sig ind i hinandens
beslutningsprocess og hvilke midler man må bruge.


--ingermarie

---

Inger Marie Jakobsen skrev:

SNIP
>> Ja men det ansvar indebærer ikke pligt for mig men kærlighed
>> og frivillighed både fra min side og den andens.
>
> Jamen, det er alligevel en pligt man har. Også selvom du gør
> det frivillig og af kærlighed.
>
> Uden at nogen har pligt til noget, ville der jo ikke være
> andre som havde ret til noget... Forstået på den måde at hvis
> folk ikke har pligt til at behandle hinanden anstændigt, så
> har igen vel ret til at blive behandlet anstændigt. Det
> følges ad.

Folk har en RET til en anstændig behandling. Det burde vel være
nok?

At fylde pligt oveni det er som jeg ser det dobbeltkonfekt.

SNIP
>> Det er ikke at pres hvis man snakker stille roligt og
>> accepterende med personen for at finde ud af hvad der ligger
>> bag medmindre personen er dybt traumatiseret og så mener jeg
>> det er op til personen selv at finde ud af det. Intet udefra
>> kommenede pres kan alligevel ændre en person. Den eneste
>> der kan ændre en person er personen selv og det kan kræve en
>> hel del mere end man er i stand til at levere som ven.
>
> Det vil jeg da naturligvis starte med, hvis jeg altså ikke er
> følelsesmæssigt oppe at køre over det... Det er den mest
> effektive form for manipulation, der findes. Men nogen gange
> kommer det til kort og man bliver nødt til at sige til eller
> fra på en lidt hårdere måde.

At sige til og fra er vel ikke manipulation, som jeg ser det for
det handler KUN om mig og ikke om den anden person.

SNIP
>> Ja det er det men det kan jo som du er inde på siges på
>> forkellige måder. Det du spiller op til med den formulering
>> der, er vedkommendes dårlige samvittighed.. ikke særligt
>> smukt i min verden
>
> Men det er jo det, som det drejer sig om. Det drejer sig om
> broderen og ikke om at man ikke har lyst til at komme ind på
> hospitalet. Det er det man bliver nødt til at få sin ven til
> at indse. Det ville da være værre for ens ven, hvis han sårer
> sin bror ved ikke at besøge ham på hospitalet.

Ja det ville være værre for ens ven. I mine øjne hans valg! Jeg
kan da påtale at jeg ikke synes det er så smart af ham for hans
egen skyld men det er op til ham selv at vælge.

> Måske er du klogere end mig; men jeg kan altså godt blive ret
> sur når folk ikke tænker på andre end sig selv og deres egne
> små problemer. Og så kan jeg ikke lade være med at sige det
> til dem (i hvert tilfælde ikke hvis de er mine venner eller
> familie).

Jeg bliver også irriteret ked af det og sur når folk behandler
andre dårligt, men det jeg gør i de situationer er at vælge dem
fra, nogen gange uden at sige noget og nogen gange ved at fortælle
dem ligeud at de kan rende mig så længe de fremturer.

Jeg vil ikke rende rundt og lege følelsestrisser overfor andre.
Deres følelser og liv er ikke mit problem. Når de pisser direkte
på mig eller nogen der er vigtige formig gør jeg som jeg sagde
før.. vælger dem fra i mit liv, uanset hvem de er.

Jeg har for nyligt valgt en ven fra jeg har jhaft i 19 år fordi
han fremturer i at være patronizing overfor mig. jeg er TRÆT af at
han altid skal pisse mig af fordi han aldrig kan se og sige de
gode ting jeg er i gang med men altid skal lege fandens advokat.

Så han er ude af mit liv indtil videre måske for altid..

SNIP
> Du handlede klogt og kærligt og prøvede at få hende med på
> noget hun ikke havde lyst til. Men selvom du gjorde helt
> sikkert det rigtige, så synes jeg stadig at du manipulerede
> hende (jeg kan ikke sige om hun følte et pres til at gå til
> læge; det må du selv spørge hende om).

Fordi jeg elskede hende kunne jeg ikke lade hende rådne op
indvendigt.

Hun var på nogne måder et barn indeni og der skulle manipuleres
men kærligt for at få hende til at indse at hun ikke kunne rende
med det udflåd men måtte overvinde sig selv.

> Men hvad hvis hun havde været gravid i 6. måned og endnu ikke
> havde kontaktet sundhedsvæsnet? Ville du så også have ventet
> i 3 måneder? Nogen gang skal det altså helst gå lidt stærkede
> end folk rent faktisk kan håndtere på egen
> frivillighedsbasis.

Det er en helt anden snak men der ville jeg nok have været en
del hårdere..

> Og hvad hvis du havde sagt: "Nej, det vil jeg altså ikke
> rodes ind i. Jeg får det helt dårligt når jeg hører om
> pædofili". Burde een eller anden som du holder af så ikke
> have sagt til dig (på en kærlig og accepterende måde,
> naturligvis): "Hun er din ven, du har sgu da en pligt til at
> hjælpe hende"?

En kærlighedspligt i så fald
Som når en far har omsrog for sit barn.

Reelt var hun ikke helt som de fleste andre voksne pga de ting hun
havde været udsat for.

SNIP
>> Hmm.. for hans bedstemors skyld? bare det du bruger ordet
>> skyld for mig til at bakke. Ordet skyld skulle i mine øjne
>> fjernes fra vores ordfoprråd. Det er et meget ladet og grimt
>> ord. Jeg hader det ord. Det er et ord vi bruger til at
>> manipulere hinanden. Ud med det.
>
>
> På engelsk skelner man mellem "sake" og "guilt"/"blame". I
> denne sammenhæng mente jeg "sake". Det er ikke et negativt
> ord; ikke i min terminologi altså. Det betyder at den jeg
> mener behøver mest hensyntagen er her den døende bedstemor.

Ok, men den døende bedstemors følelser er vel stadig hendes og
ikke dine? Du er vel ikke telepat?

> Men jeg vil da give dig ret når det kommer til ord som
> grundskyld og den slags (undskyld!) <-- hov, der var een mere
>

Uha

> Det er lidt sjov at du bakker ud ved ord som "pligt", "skyld"
> og "pres". Det er fordi du opfatter dem som negative. Det gør
> jeg ikke nødvendigvis. Noget kan være en sur pligt, men nogen
> pligter udfører man altså også med glæde (f.eks. pligten til
> at være sammen med sine børn). Skyld overfor eens venner og
> familie er jo noget man får fordi de behandler een godt, så
> det giver een noget at være taknemmelig for. Pres kan få een
> til at overvinde sig selv og blive et bedre menneske.

Der er for mig en meget stor forskel på at gøre noget for mit
barn. Nogen vil opfatte det som om jeg gør min pligt men jeg gør
det jeg VIL af kærlighed og så er der ingen pligtting i det for
mig

Dem der opfatter det som pligt er vel ret beste dem der ikke har
nok kærlguhed til at se udover det? De er nødt til at have pligter
for at kunne levere 'varen' som er omsorg kærlighed, mad, klæder
og så videre...

>> Man kan nå langt ved at snakke krælghed til sådan en der
>> ikke vil besøge sin bedstemor og er det ikke nok så lad være
>> med at gå videre. Det er da ikke dit problem at han fucker
>> sig selv ved ikke at besøge sin bedstemor. Lad dog mennesker
>> foretage deres eget valg. Og fucker de sig selv ved det kan
>> man jo være der som deres ven og trøste dem.
>
> Men i eksemplet var det jo også min bedstemor, som han ikke
> besøgte og dermed ikke behandlede så godt som hun har krav
> på. Men selvom det ikke er min bedstemor, så burde han da
> alligevel besøge hende. Man skal da ikke bare lade folk
> behandle hinanden dårligt fordi de tilfældigvis er ens ven og
> man skal vel ikke bare respektere venners valg om at behandle
> andre dårligt?

Man kan vælge mennesker fra i sit liv. Det gør jeg

Din eneste opgave i dette er (som jeg ser det) at være der for din
bedstemor. Slut dut.

SNIP
>> Ikke dit problem medmindre det er DIG det går udover. Jeg
>> synes du blander dig i noget der ikke rager dig hvis jeg
>> skal være grov
>
> Hm... som menneske og medmenneske og ven og samfundsborger
> har man efter min mening både ret og pligt til at blande sig
> hvis et menneske behandler et andet menneske dårligt (og jeg
> tænker ikke engang her på ulovlige ting som at tæve konen og
> den slags). Men naturligvis skal man heller ikke blive
> nævenyttig - der er måde med alt.

Hvis vi nu alle opførste os ordentlig ville denne debat slet ikke
være der.. Den ville være overflødig udover det at ingne ville
forstå hvad vi snakkede om.

Det jeg mener med dette er at for at kunne se mærke og opleve det
'gode' skal der vel være en kontrast dertil, som det 'onde'?

Hvis man for eksempel altid lever varmt så kan man ikke vide det
medmindre man ved hvad koldt er vel?

Alting også følelser er realtivt, altså i forhold til noget.

> Men når det er i ens familie eller vennekreds det sker, så er
> der jo også en vis personlig interesse i sagen. Som en ven,
> hvordan kan man da sige at det ikke rager een at vennen er
> ved at ødelægge sit eget liv?

Nej man kan påtale det og gøre opmærksom på at man synes
vedkommende gør noget der er imod DINE principper, men så stopper
dit 'ansvar' der. Derfra er det vel reelt op til vedkommende selv?

SNIP
>> Klart nok skal man hjælpe sine venner til at komme videre
>> når de gerne VIL. Men tvinge dem? Nej det kan jeg ikke gå
>> med til.
>
> Jeg sagde helt i starten at ingen kan tvinge andre. Man kan
> gå så langt som til at sige: "Hvis du fortsætter med det der,
> kan jeg ikke længere være ven med dig"; men det er ikke
> tvang. Den som får dette ultimatum, har stadig et valg. Men
> det er helt sikkert pres.

jeg kan formuælere det således: Du sårer mig ved at gøre disse
ting, derfor vælger jeg dig fra indtil du kan finde ud af at lade
være med at gøre ting der sårer mig, på gensyn.

> Og... der er ingen som har brug for et spark når de i
> forvejen er motiverede. Så har de brug for støtte, forståelse
> og accept. Sparket er en motivationsfaktor som gerne skulle
> sætte lidt alternativ tankevirksomhed i gang hos "ofret". Og
> få ham til at handle anstændigt. Den kan uddeles på
> forskellig vis, og i min omgangskreds/familie kalder vi altså
> en skovl for en skovl. Også selvom han er ens ven ;)

Også i min omgangskreds er en spade en spade og en lort en lort.


Hvis folk er motiverede i forvejen skal man da støtte dem. Der er
vi enige 100%.

SNIP
>> Jeg kan se vi ikke er helt enige men heller ikke helt
>> uenige.
>
> Hm... Ved nærmere eftertanke så tror jeg at vi måske er lidt
> uenige om hvornår man kan tillade sig at møve sig ind i
> hinandens beslutningsprocess og hvilke midler man må bruge.

Det er nok der vores uenighed ligger for som jeg ser det er vi
ikke ret uenige

--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"Inger Marie Jakobsen" <im_nospam@brunsgaard.dk> skrev i en meddelelse
news:Xns924B7AB2FC0BEimnospambrunsgaarddk@193.88.15.201...

> Er det for eksempel pres hvis jeg siger til en ven som ikke har besøgt
sin
> indlagte bror fordi hun har det dårligt med sygehuse: "Tag dig sammen; din
> bror har brug for dig. Hvis du ikke kikker ind til ham, så svigter du din
> bror"?

Det ER at presse. Men det er den form for pres, som man udøver, når man ikke
er ligeglad med sine omgivelser.

> Jeg vil sige det er pres. Jeg mener også at som ven er jeg forpligtet til
> at sige det.

Lige præcis. *S*

> Til syvende og sidst kan de mennesker jeg har nævnt i eksemplerne da bare
> vælge at de ikke vil høre efter hvad jeg siger; det er deres valg og deres
> liv.

Og til syvende og sidst vælger de også selv - medmindre du griber til
ulovlige metoder og TVINGER dem .

> Du må ikke glemme at som en ven er man faktisk også forpligtet til at give
> sine venner et velplaceret spark i bagdelen for at de kan komme videre.
> Hvis det er det der skal til. Det er i hvert tilfælde hvad jeg forventer
af
> mine venner - selvom jeg sikkert ikke vil høre efter.

Er helt enig med dig!

Mvh. Lisbeth

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns924AD5BE09FB0IMP@teledanmark.dk...

> Man er ikke en ven hvis man presser folk. En ven hælper støtter
> har tillid til at man er som man er og accepterer. En ven presser
> ikke nogen til noget.

Kan ikke forestille mig, at du nogensinde har været tæt på en alkoholiker
eller narkoman.

> Jeg synes den indstilling at man har ret til at presse andre
> mennesker er dybt forkastelig. Ingen har ret til at presse nogen
> til noget!

Du presses på mange måder her i livet *S*

> Alle har derimod ret til selv at foretage deres egne
> valg og det skal man acceptere uanset hvad valget er. Når nogen
> prøver at presse mig får de en pedal eller en finger eller begge
> dele.

Håber ikke for dig, at dine venner følger din politik, hvis du ender med
misbrug af eksempelvis alkohol.


Mvh. Lisbeth

---

WebWoman skrev:

> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
> news:Xns924AD5BE09FB0IMP@teledanmark.dk...
>
>> Man er ikke en ven hvis man presser folk. En ven hælper
>> støtter har tillid til at man er som man er og accepterer.
>> En ven presser ikke nogen til noget.
>
> Kan ikke forestille mig, at du nogensinde har været tæt på en
> alkoholiker eller narkoman.

Min mor gennem drak og tog nervepiller 11 år fra jeg var 8 til jeg
blev 19. Tor mig min far og jeg forsøgte alt! med det søde, pres,
psykisk terror intet hjalp. Det der hjalp var en hel del ture hos
en terapeut der blandt andet sagde til min mor hun sklle lære at
lade være med at gøre myg til elefanter.

>> Jeg synes den indstilling at man har ret til at presse andre
>> mennesker er dybt forkastelig. Ingen har ret til at presse
>> nogen til noget!
>
> Du presses på mange måder her i livet *S*

Ja og enten presser jeg igen (siger fra) eller skrider med en
finger

>> Alle har derimod ret til selv at foretage deres egne
>> valg og det skal man acceptere uanset hvad valget er. Når
>> nogen prøver at presse mig får de en pedal eller en finger
>> eller begge dele.
>
> Håber ikke for dig, at dine venner følger din politik, hvis
> du ender med misbrug af eksempelvis alkohol.

Jeg har været gennem en 3 år depression der først lysnede da jeg
selv fik en livskrise der fik mig til at komme derhen hvor valget
var simpelt:

1. en fremtid i lort uden min dreng
2. en fremtid hvor jeg selv tog kommandoen og skabte mit eget liv

Jeg valgte nummer to

jeg skulle som mange andre meget meget langt ud før jeg vågnede
for alvor. Jeg lover dig også at min kamp for at forandre min måde
at se verden på har været sej. Den er blandt andet kommet med den
ting med at jeg hader når folk blander sig i mit liv fordi der
reelt kun er EN person der ved helt præcist hvem jeg er, hvad jeg
føler og hvad jeg vil.. og det er MIG!

Ingen opdagede hvor deprimeret jeg faktisk var. Jeg var eminent
dygtig til at lade som om. Det eneste tidspunkt jeg vitterligt var
oppe i lyset var når jeg havde min søn.

Kærligst
Tomas
--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"Inger Marie Jakobsen" <im_nospam@brunsgaard.dk> skrev i en meddelelse


> Jeg er uenig med webwoman omkring fødsler. Men det er fordi at netop ved
> ikke at deltage i en fødsel er det manden (altså i dette tilfælde; ikke
> mange kvinder har den mulighed der også må "lide" under hans valg.
> Han går glip af noget stort.

Der skal 2 mennesker, til at lave et barn, så er det også rimeligt, at begge
stiller op til fødslen. En kvinde kan være ligeså bange ( måske endda mere),
som manden, men barnet skal jo ud, uanset hvad, og kvinden kan ikke bare
sige fra, så hvorfor skulle manden ?
Det er en fælles beslutning, at få et barn, så man burde også dele
oplevelsen, når barnet kommer til verdnen.


Mvh. www.tjekmig.dk

---

Sander <Sander@tjekmig.dk> scribbled:


>> Men det er fordi at netop
>> ved ikke at deltage i en fødsel er det manden (altså i dette
>> tilfælde; ikke mange kvinder har den mulighed der også må "lide"
>> under hans valg. Han går glip af noget stort.

Så går du jo udfra, at det for alle er en enormt stor oplevelse at være med
til en fødsel, er det ikke lidt af en generaliseren? Hvad med dem, der
absolut ikke oplever det som noget stort, men snarere går fra oplevelsen
traumatiseret? Der er så mange skrøner omkring det at være gravid, at føde
og at få børn. Jeg har en veninde som absolut ikke oplevede hendes fødsel
som noget stort, som efterfølgende skulle bruge lang tid på at bearbejde
oplevelsen og som den dag i dag siger, at det vil hun under ingen
omstændigheder igennem igen, skal de have flere børn_skal_det foregå ved
planlagt kejsersnit. Og man hører da om mænd som gik fra en fødsel med en
kæmpe afmagstfølelse...
Der er for nemt at sige, at selvfølgelig skal manden med til fødslen på
trods af de forestillinger han har, for han skal nok komme til fornuft når
det sker, for det så_stor en oplevelse, det er jo bare at finde en gyldig
undskyldning til at tvinge manden ind i noget, han måske ikke er parat til
at kapere. Jeg tror da mange mænd tager med til fødslen ikke fordi de selv
er klar og har lyst, men pga kvindens forventninger, det er for så vidt også
iorden, så længe de er klar over deres egne grænser.

> Der skal 2 mennesker, til at lave et barn, så er det også rimeligt,
> at begge stiller op til fødslen. En kvinde kan være ligeså bange (
> måske endda mere),

Antallet af planlagte kejsersnit er igennem de senere år steget markant,
simpelthen fordi kvinder ikke har lyst til at føde *naturligt*, og det er
kejsersnit, hvor der ikke er nogen medicinsk/helbredsmæssig årsag til at
foretage kejsersnit

>men barnet skal jo ud, uanset hvad, og
> kvinden kan ikke bare sige fra, så hvorfor skulle manden ?

Selvfølgelig kan kvinden ikke sige fra, men hvis der er andre måder at få
den støtte man nu engang har brug for, hvorfor så tvinge manden, hvorfor
skal han med vold og magt med uden hensyntagen overhovedet til hans ønsker
og behov?

> Det er en fælles beslutning, at få et barn, så man burde også dele
> oplevelsen, når barnet kommer til verdnen.

Nu er det ikke alt her i verden_som_man_bør, der altid er værd at bevare,
følelsesmæssigt kan der være en fordel i at forholde sig til situationen, og
respektere de følelser den anden nu engang har.


Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:agrfue$1cb6$1@news.cybercity.dk...
> Sander <Sander@tjekmig.dk> scribbled:
>
>
> >> Men det er fordi at netop
> >> ved ikke at deltage i en fødsel er det manden (altså i dette
> >> tilfælde; ikke mange kvinder har den mulighed der også må "lide"
> >> under hans valg. Han går glip af noget stort.

Ovenstående er nu skrevet, af Inge Marie, så her vil jeg overlade det, til
hende, at kommentere dit svar...... : )

>
> > Der skal 2 mennesker, til at lave et barn, så er det også rimeligt,
> > at begge stiller op til fødslen. En kvinde kan være ligeså bange (
> > måske endda mere),
>
> Antallet af planlagte kejsersnit er igennem de senere år steget markant,
> simpelthen fordi kvinder ikke har lyst til at føde *naturligt*, og det er
> kejsersnit, hvor der ikke er nogen medicinsk/helbredsmæssig årsag til at
> foretage kejsersnit.

Ja, det har jeg hørt og det synes jeg er helt i orden. Havde selv veer i 63
timer, med vores 1. barn. Pointen var, at det ikke kun er manden, som kan
være bange, for en fødsel, sygehuse og hvad der ellers følger med. Det har
du jo selv, givet et eks. på.

>
> >men barnet skal jo ud, uanset hvad, og
> > kvinden kan ikke bare sige fra, så hvorfor skulle manden ?
>
> Selvfølgelig kan kvinden ikke sige fra, men hvis der er andre måder at få
> den støtte man nu engang har brug for, hvorfor så tvinge manden, hvorfor
> skal han med vold og magt med uden hensyntagen overhovedet til hans ønsker
> og behov?

Det er stadig en fælles beslutning, at få et barn. Desuden er det en stor
oplevelse, for begge forældre. Hvis forældrene, kan blive enige om, en anden
ordning, der passer dem bedre, så OK med mig. Jeg synes bare, at det er
synd.


> > Det er en fælles beslutning, at få et barn, så man burde også dele
> > oplevelsen, når barnet kommer til verdnen.
>
> Nu er det ikke alt her i verden_som_man_bør, der altid er værd at bevare,
> følelsesmæssigt kan der være en fordel i at forholde sig til situationen,
og
> respektere de følelser den anden nu engang har.


Som sagt, så synes jeg, at lige netop dette, er værd, at bevare.
Følelsmæssigt kan det også være, et stort tab, for manden, hvis han har
valgt fra, at være til stede, under fødslen. Beslutningen kan jo ikke laves
om, når først barnet, er kommet til verden.....



Mvh. www.tjekmig.dk

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns92496C036FEA3IMP@teledanmark.dk...

> Vi er ikke enige. Som jeg ser det laver du et andet menneskes
> indstilling til livet om til DIT problem. Det er IKKE dit problem.

Opfatter det heller ikke som MIT problem.

Opfatter det som om et andets menneskes problem - et problem, jeg kun i
visse,
meget sjældne og meget særlige tilfælde ville blande mig direkte i.

> Det er det andet menneskes problem og jeg synes du måpske skulle
> lære at tilgive og blande dig udenom andre meneskers ret til selv
> at foretage valg i livet.

Jeg kom engang til at arbejde med en alkoholiker, hvis kolleger i de
foregående 5-6 år havde samme holdning som du - at man ikke skal blande sig
men tvært imod respektere andres ret til selv at foretage valg i livet. Så
de respekterede vedkommendes ret til at drikke sig ihjel.... hvilket også
blev enden på det liv, fordi mange års hårdt misbrug slide på organer m.m.


Efter min mening hjalp de vedkommende til at drikke sig ijehl - med deres
passivitet og deres misforståede respekt for andres ret til at vælge at gå i
hundene.

Jeg HAR forlængst meddelt mine venner, at hvis jeg nogensinde skulle havne i
et misbrug af nogen art, så håber jeg ikke, at de respekterer min ret til at
vælge at ødelægge mit liv. SÅ håber jeg, at de vælger at blande sig særdeles
kraftigt og presse ret voldsomt til mig!

I det store og hele er jeg enig med dig i, at folk generelt selv kan skal og
vælge. Men der ER situtationer, hvor jeg mener man både kan, bør og ligefrem
skal blande
sig i andres valg. Alt andet er lig med at svigte!

> Man kan snakke med andre mennesker om det man mener er deres
> problem me at presse dem til det er for langt ude og hører ingen
> steder hjemme.

Hvis du i dine nære omgivelser oplever mennesker der er ansvarlige for
incest, vold, mishandling, misbrug håber jeg, du er i stand til at udøve det
pres, der er nødvendigt i situationen. Om nødvendigt bestille andre (off.
myndigheder) til at klare det pres, der skal til.

At snakke med andre om en sag er ofte nok til at presse dem - du
presser dem til at forholde sig aktivt til sagen, presser dem til at
overveje og reflektere.

Hvordan de så i sidste ende vælger at reagere, er deres egen sag og deres
eget ansvar.

Mvh. Lisbeth

---

WebWoman skrev:

>
> "Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
> news:Xns92496C036FEA3IMP@teledanmark.dk...
>
>> Vi er ikke enige. Som jeg ser det laver du et andet
>> menneskes indstilling til livet om til DIT problem. Det er
>> IKKE dit problem.
>
> Opfatter det heller ikke som MIT problem.
>
> Opfatter det som om et andets menneskes problem - et problem,
> jeg kun i visse,
> meget sjældne og meget særlige tilfælde ville blande mig
> direkte i.

Ok :)

>> Det er det andet menneskes problem og jeg synes du måpske
>> skulle lære at tilgive og blande dig udenom andre meneskers
>> ret til selv at foretage valg i livet.
>
> Jeg kom engang til at arbejde med en alkoholiker, hvis
> kolleger i de foregående 5-6 år havde samme holdning som du -
> at man ikke skal blande sig men tvært imod respektere andres
> ret til selv at foretage valg i livet. Så de respekterede
> vedkommendes ret til at drikke sig ihjel.... hvilket også
> blev enden på det liv, fordi mange års hårdt misbrug slide på
> organer m.m.
>

Det synes jeg nu er en anden snak for her gør vedkommende direkte
skade på sig selv og man kan sige det til vedkommende for at se om
man kan støtte om at hjælpe vedkommende med at stoppe misbruget.
Man skal så, synes jeg, samtidigt gøre sig det klart at
vedkommende nok ikke ligefrem vil takke en for at sige, du er
alkoholker, og ma skl ogås gøre sig klar at de er en meget land
proces for vedkommende med eller uden hjælp at stoppe. Samtidigt
skal man også gøre sig det klart at vedkommende trods alt selv
vælger at sætte flasken for munden. Man kan så hjælpe vedkommende
med at få flasken væk igen.

> Efter min mening hjalp de vedkommende til at drikke sig
> ijehl - med deres passivitet og deres misforståede respekt
> for andres ret til at vælge at gå i hundene.

Det var vel vedkomendes eget valg at gå i hundene? Om man så skal
eller ikke skal hjælpe kommer for mig an på mange ting. Man kan
ikke tvinge en alkoholiker til at holde op. De skal ville det
selv. Har haft en alkoholkier meget tæt på da jeg var barn.

> Jeg HAR forlængst meddelt mine venner, at hvis jeg nogensinde
> skulle havne i et misbrug af nogen art, så håber jeg ikke, at
> de respekterer min ret til at vælge at ødelægge mit liv. SÅ
> håber jeg, at de vælger at blande sig særdeles kraftigt og
> presse ret voldsomt til mig!


Ok det er DIT valg at du gør dine vener opmærksom på det, det er
da fint med mig. Du har så at sige givet dem grønt lys til at
blande sig i dit liv under visse omstændigheder.

Jeg snakker nu ikke om så grelle tilfælde som du er inde på her.

> I det store og hele er jeg enig med dig i, at folk generelt
> selv kan skal og vælge. Men der ER situtationer, hvor jeg
> mener man både kan, bør og ligefrem skal blande
> sig i andres valg. Alt andet er lig med at svigte!

Svigte.. reelt har voksne mennesker i mine øjne ansvaret for deres
eget liv. Jeg mener man kan blande sig når det går ud over børn,
de kan ikke selv vælge. Voksne mennesker er vel ikke dummere end
at de reelt inderste inde godt ved de laver lort i det for sig
selv. Nogen gange er det for eksmepel netop årsagen til at de
kommer ud i misbrug.

Jeg er ikke en der bare står på sidelinjen og ser til hvis der er
nogen der tror det, me jeg hverken kan eller vil ppåtage mig
alverdens dåprligdomme.. jeg har mit eget liv og mine egne
problemer som dog ikke er store, men jeg vælger altså først at
passe på mig selv, blandt andet fordi det gør mig i stand til at
tage mig ordentligt af min dreng. Når jag passer på mig selv og er
tro mog kig selv først så kan han mærke det. Han ved præcist hvem
og hvad jeg er og er derfor tryg ved mig.

>> Man kan snakke med andre mennesker om det man mener er deres
>> problem me at presse dem til det er for langt ude og hører
>> ingen steder hjemme.
>
> Hvis du i dine nære omgivelser oplever mennesker der er
> ansvarlige for incest, vold, mishandling, misbrug håber jeg,
> du er i stand til at udøve det pres, der er nødvendigt i
> situationen. Om nødvendigt bestille andre (off. myndigheder)
> til at klare det pres, der skal til.

Ja da, der er da forskel påm hvad jeg vælger et reagere på og hvad
jeg vælger fra. Jeg ville da aldrig stiltiende 'se til' hvis et
barn bliver mishandlet eller misbrugt.

> At snakke med andre om en sag er ofte nok til at presse dem -
> du presser dem til at forholde sig aktivt til sagen, presser
> dem til at overveje og reflektere.

Ja se det kalder jeg nu ikke at presse. jeg vil da som du sige
hallo, jorden kalder og så lade dem selv vælge.. hvad de vælger er
deres problem.

> Hvordan de så i sidste ende vælger at reagere, er deres egen
> sag og deres eget ansvar.

Vi er ikke helt uenige

--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"WebWoman" <webwoman@ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d261788$0$253$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk...
>
> Det er efter min mening misforstået hensyn og overdreven pyller at bekymre
> sig for en mand, der er nervøs for at overvære sit barns fødsel.
>
> Det er en tand for skvattet for mig, hvis man ikke mander sig op i sådan
en
> situation!
> Hvad gør samme mand, hvis barnet 2 år senere skal indlægges og gennemgå en
> længerevarende og måske ubehagelige behandling? Står han så også af?
>
> Jeg oplevede engang et menneske, der ikke havde det godt med at besøge et
> MEGET nært familiemedlem, der var døende. Han led af hospitalsskræk og
> befandt sig i det hele taget enormt skidt ved hele situationen. Og havde
han
> fået lov, var han blevet væk
>
> Vi var imidlertid nogle stykker, der bogstaveligt talt pressede manden til
> at gøre, som man fandentamig bare er nødt til at gøre i sådan en
situation -
> nemlig tage sig sammen og være der for den, der har brug for ens omsorg og
> nærvær.
>
> Den sidste gang han dukkede op på sygehuset, en tidlig tirsdag morgen, kom
> han for sent..... men han fulgte med os andre i kapellet for at sige
farvel,
> selvom han troede, han selv ville dø af det.
>
> Og se.. han voksede faktisk med opgaven og er selv glad for, at han tog
sig
> sammen. Han erfarede jo, at det ikke var nær så slemt som frygtet. Selvom
> det er slemt, kan det være nødvendigt. Og i visse situationer må man bare
> tilsidesætte sine egne behov for andres skyld.
>
> Når ens kone skal føde, når et nært familiemedlem er syg, når en nær ven
er
> døende... der er situationer, hvor man ikke står af, hvor man tager sig
> sammen og klarer situationen hvor svær den end forekommer en at være. Alt
> andet er uværdigt.
>
> Mvh. Lisbeth
>
Du er sandelig en sej sild, man kan ikke undgå at høre, hvem der har
nosserne og de skråsikre unuancerede meninger. Mænd er noget ynkeligt kravl
der ikke ved hvad der er godt for dem og de kan ligefrem lide at blive
rettet af. Dit behov for at have en Tøsedren/mand med til en fødsel, kan da
vist kun bestå i at have en at herse med.
Eller kikker den lille usikre pige alligevel frem bag det tilsyneladne
barske og selvsikre ydre. Det er normalt kun mennesker der ikke er helt
sikre i deres sag, der har så travlt med frelse andre.
Mit for hold har nu varet lige knapt 12 år, men havde en af parterne haft så
travlt med at belære den anden om, hvad man skal og ikke skal. Betragtet
modparten som skvattet eller idiot når der var uenighed om havd man skal
gøre eller mene. Så havde det nok ikke holdt mere end 12 dage eller uger.
Resten af tiden tilskriver jeg den omstændighed at der også har været plads
til at tage hensyn til hinandens stærke og svage sider, forskelligartede
meninger og behov.

Da debatten er ved at gå i tomgang og blive fyldt med krigsråbende fra de
fordomsfyldte skyttegrave som ingen rigtig ved hvorfor de er havnet i, men
som fraviges en tomme, så er jeg nok stået af her, men vil dog gerne gravide
og de kommende gravide held og lykke med på vejen.
Vagn

---

vagn torup <vagntorup@get2net.dk> scribbled:

> Da debatten er ved at gå i tomgang og blive fyldt med krigsråbende
> fra de fordomsfyldte skyttegrave som ingen rigtig ved hvorfor de er
> havnet i, men som fraviges en tomme, så er jeg nok stået af her, men
> vil dog gerne gravide og de kommende gravide held og lykke med på
> vejen. Vagn

Det er synd, for det er netop indlæg som dine der forøger forståelse, åbner
øjne og som medvirker til øget respekt.

Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

> Fra: "vagn torup" <vagntorup@get2net.dk>
> Organisation: get2net Internet Kunde
> Nyhedsgrupper: dk.familie.barn
> Dato: Sat, 6 Jul 2002 09:02:05 +0200
> Emne: Re: Skal far med til fødslen?
>
> Du er sandelig en sej sild, man kan ikke undgå at høre, hvem der har
> nosserne og de skråsikre unuancerede meninger. Mænd er noget ynkeligt kravl
> der ikke ved hvad der er godt for dem og de kan ligefrem lide at blive
> rettet af. Dit behov for at have en Tøsedren/mand med til en fødsel, kan da
> vist kun bestå i at have en at herse med.
> Eller kikker den lille usikre pige alligevel frem bag det tilsyneladne
> barske og selvsikre ydre. Det er normalt kun mennesker der ikke er helt
> sikre i deres sag, der har så travlt med frelse andre.

Ja nogle lever jo stadig i middelalderen
PLONK
Kevin

---

"Kevin & Tina" <kevin.v@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:B94DBED2.7543%kevin.v@mail.dk...
>
>
> > Fra: "vagn torup" <vagntorup@get2net.dk>
> > Organisation: get2net Internet Kunde
> > Nyhedsgrupper: dk.familie.barn
> > Dato: Sat, 6 Jul 2002 09:02:05 +0200
> > Emne: Re: Skal far med til fødslen?
> >
>
> Ja nogle lever jo stadig i middelalderen
> PLONK
> Kevin
>
Hvor har du ret!!!!
Samtale og gensidig forståelse og respekt er erstattet af tyrani og
intolerance overfor andre måder at leve på og se tingene på.
Rikke

---

vagn torup skrev:

SNIP

>> Ja nogle lever jo stadig i middelalderen
>> PLONK
>> Kevin
>>
> Hvor har du ret!!!!
> Samtale og gensidig forståelse og respekt er erstattet af
> tyrani og intolerance overfor andre måder at leve på og se
> tingene på. Rikke

Rikke når man bliver udsat for en PLONK kan han ikke se dine
indlæg mere. Spring op og fald ned på den skribent. Han er ikke
værd at spilde krudt på

PLONK=lyden når man rammer bunden af en persons killfilter

--
Hilsen Tomas
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" og "Dit barn og dig" m.m.

---

Hej Thomas
Jeg ved det skam godt, men kunne alligevel ikke dy mig. Det var mest for min
egen skyld, jeg skrev det.
Knus fra Rikke
"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns9244B417DD0ADIMP@teledanmark.dk...
> vagn torup skrev:
>
> SNIP
>
> >> Ja nogle lever jo stadig i middelalderen
> >> PLONK
> >> Kevin
> >>
> > Hvor har du ret!!!!
> > Samtale og gensidig forståelse og respekt er erstattet af
> > tyrani og intolerance overfor andre måder at leve på og se
> > tingene på. Rikke
>
> Rikke når man bliver udsat for en PLONK kan han ikke se dine
> indlæg mere. Spring op og fald ned på den skribent. Han er ikke
> værd at spilde krudt på
>
> PLONK=lyden når man rammer bunden af en persons killfilter
>
> --
> Hilsen Tomas
> Kurser for voksne hos Ny Zone
> http://www.forfattervaerkstedet.dk/
> "Weekend Far/Mor" og "Dit barn og dig" m.m.

---

"vagn torup" <vagntorup@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:SFwV8.6$WE4.535@news.get2net.dk...

> Mænd er noget ynkeligt kravl

At være et "ynkeligt kravl" er ikke forbeholdt mænd.
Langt de fleste danske mænd deltager i øvrigt i deres barns fødsel.
Og jeg har endnu ikke hørt, at nogen af dem har taget skade af det.


> Dit behov for at have en Tøsedren/mand med til en fødsel, kan da
> vist kun bestå i at have en at herse med.

En kvinde, der er i gang med en fødsel, er ikke i stand til at herse med
nogen *G*
JEG var i hvert fald ikke *S*

Men er en fødende i stand til det, så lad hende dog.

> Mit for hold har nu varet lige knapt 12 år, men havde en af parterne haft
så
> travlt med at belære den anden om, hvad man skal og ikke skal.

Kunne du forestille dig mig vælge en mænd, der er et skvat? *S*

> når der var uenighed om havd man skal
> gøre eller mene. Så havde det nok ikke holdt mere end 12 dage eller uger.

Du synes at glemme, at vi taler om nogle meget få og meget konkrete
situationer: barns fødsel, sygt barn, syg slægning, syg ven.

> Resten af tiden tilskriver jeg den omstændighed at der også har været
plads
> til at tage hensyn til hinandens stærke og svage sider, forskelligartede
> meninger og behov.

Jada. Det er vi bestemt ikke uenige om. *S*

Men en gang til: der er visse situationer, hvor jeg ikke mener, at man kan
tillade sig at stå af! Og det er de få situationer, jeg har talt om. Ikke
andre.

Måske det er lettere for dig at forestille mig som en hejre, der heller ikke
kan acceptere, at manden afviser at hente rundstykker søndag morgen *G*

Mvh. Lisbeth

---

WebWoman <webwoman@ FJERN chicks.dk> scribbled:

> Det er en tand for skvattet for mig, hvis man ikke mander sig op i
> sådan en situation!
> Hvad gør samme mand, hvis barnet 2 år senere skal indlægges og
> gennemgå en længerevarende og måske ubehagelige behandling? Står han
> så også af?

Jeg syntes der er stor forskel. Vi mennesker er altså forskellige, i
tilfældet hvor barnet er sygt, er man jo i situationen sammen og kan støtte
hinanden. Når jeg tænker tilbage på min barndom og hvordan mine forældre
klarede situationer hvor jeg var syg supplerede de hinanden ret godt, min
mor stod f.eks totalt af da jeg som barn blev kørt ned og virkelig var i
livsfare, hun løb simpelthen ud af hospitalet og ville ikke ind igen,
hvorimod min far var der. Da jeg nogen år senere skulle opereres i en finger
under lokalbedøvelse og hvor jeg tog det meget afslappet blev de nødt til at
lade mig være alene, da min far var ved at gå i gulvet mens han stod og
holdt mig i hånden. Ingen af disse to ting gør dem til dårligere forældre,
det viser bare de er mennesker.

Jeg ved da ikke, hvordan min mand vil reagere hvis vores barn engang skal
indlægges, men jeg er slet ikke i tvivl om vi nok skal finde ud af det. Der
er også den forskel, at kommer min mand med til fødslen udelukkende fordi
jeg ønsker det, hvordan vil vores forhold så ende med at være hvis han
oplever fødslen som enormt traumatisk? Det vil jo være mig der har gjort
dette mod ham.

Selvfølgelig vil jeg allerhelst have ham ved min side, men det skal være
fordi han har lyst til det og ikke fordi jeg har manipuleret ham til at have
så dårlig samvittighed at han ikke kan gøre andet.
Nu er det sådan at der er mennesker omkring mig som sagtent kunne støtte mig
i denne proces, situationen var måske en anden hvis der ikke var nogen der
ellers kunne hjælpe og være der.

> Og se.. han voksede faktisk med opgaven og er selv glad for, at han
> tog sig sammen. Han erfarede jo, at det ikke var nær så slemt som
> frygtet. Selvom det er slemt, kan det være nødvendigt. Og i visse
> situationer må man bare tilsidesætte sine egne behov for andres skyld.

I kunne også have risikeret, at det havde mærket ham for livet. Sådan et
valg bliver man nødt til at tage med sig selv, det skal man ikke presses ind
i.

> Alt andet er uværdigt.

Nej det er menneskeligt.

Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:ag6cfh$25gh$1@news.cybercity.dk...
> WebWoman <webwoman@ FJERN chicks.dk> scribbled:
> i.
>
> > Alt andet er uværdigt.
>
> Nej det er menneskeligt.
>
Hej Sanne
Du er en klog kvinde - set med mine øjne og jeg er ikke et sekund i tvivl
om, at du og din mand vil træffe den for jer rette beslutning, når den tid
kommer.
Du har i hvert fald tydeligt vist her, at du har evner og overskud til at se
ud over din egen næsetip og jeg ønsker dig og din mand alt mulig held og
lykke i årene fremover, der som jeg ser det, tegner lyst.
MVH Rikke
> Mvh
> --
> Sanne Bülow
> Dragons aren't extinct;
> they just learned to hide in books.
>
>

---

vagn torup skrev:

>
> "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:ag6cfh$25gh$1@news.cybercity.dk...
>> WebWoman <webwoman@ FJERN chicks.dk> scribbled: i.
>>
>> > Alt andet er uværdigt.
>>
>> Nej det er menneskeligt.
>>
> Hej Sanne
> Du er en klog kvinde - set med mine øjne og jeg er ikke et
> sekund i tvivl om, at du og din mand vil træffe den for jer
> rette beslutning, når den tid kommer.
> Du har i hvert fald tydeligt vist her, at du har evner og
> overskud til at se ud over din egen næsetip og jeg ønsker dig
> og din mand alt mulig held og lykke i årene fremover, der som
> jeg ser det, tegner lyst. MVH Rikke

Det vil jeg godt lige tislutte mig

--
Hilsen Tomas
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.forfattervaerkstedet.dk/
"Weekend Far/Mor" og "Dit barn og dig" m.m.

---

Tomas O. <tfo@gmx.net> scribbled:

> vagn torup skrev:
>> Hej Sanne
>> Du er en klog kvinde - set med mine øjne og jeg er ikke et
>> sekund i tvivl om, at du og din mand vil træffe den for jer
>> rette beslutning, når den tid kommer.
>> Du har i hvert fald tydeligt vist her, at du har evner og
>> overskud til at se ud over din egen næsetip og jeg ønsker dig
>> og din mand alt mulig held og lykke i årene fremover, der som
>> jeg ser det, tegner lyst. MVH Rikke
>
> Det vil jeg godt lige tislutte mig

Tak tak....bliver helt flov

--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:ag6cfh$25gh$1@news.cybercity.dk...

> Jeg syntes der er stor forskel. Vi mennesker er altså forskellige, i
> tilfældet hvor barnet er sygt, er man jo i situationen sammen og kan
støtte
> hinanden.

Hvad udelukker at man kan det i forbindelser med fødslen?
Kvinden ved sine fulde fem det meste af tiden - i stand til at kommunikere.

> Jeg ved da ikke, hvordan min mand vil reagere hvis vores barn engang skal
> indlægges, men jeg er slet ikke i tvivl om vi nok skal finde ud af det.

Det tror jeg også. I den situation er der nok endnu færre, der vil være
bekendt at stå af.

> hvordan vil vores forhold så ende med at være hvis han
> oplever fødslen som enormt traumatisk? Det vil jo være mig der har gjort
> dette mod ham.

Sorry.. men jeg synes det er overdrevent pyller og unødig bekymring.

> Selvfølgelig vil jeg allerhelst have ham ved min side, men det skal være
> fordi han har lyst til det og ikke fordi jeg har manipuleret ham til at
have
> så dårlig samvittighed at han ikke kan gøre andet.

Og han skal tage med fordi kvinden har brug for det.

> I kunne også have risikeret, at det havde mærket ham for livet. Sådan et
> valg bliver man nødt til at tage med sig selv, det skal man ikke presses
ind
> i.

Jeg tror riskoen er meget minimal!

Mvh. Lisbeth

---

"WebWoman" <webwoman@ FJERN chicks.dk> skrev i en meddelelse
news:3d2afffd$1$254$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
>
> "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:ag6cfh$25gh$1@news.cybercity.dk...
>
>
> Og han skal tage med fordi kvinden har brug for det.
>

Hej
Du bør ikke skrive som du gør, kvinder er ikke ens og jeg havde altså ikke
brug for min kæreste under fødslen. Nogle kvinder foretrækker at have deres
mænd til stede, nogle er ligeglade og andre helst fri.
Ved min første foretrak jeg han var der (og det var han så), ved nr. 2 var
jeg ligeglad og ved 3 og 4 helst fri.
Flere af mine bekendte har det ligesådan.
Mvh Rikke
>
Mvh. Lisbeth
>
>

---

"vagn torup" <vagntorup@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:dJFW8.89$Sa.2420@news.get2net.dk...

> Du bør ikke skrive som du gør, kvinder er ikke ens

Nejda.. selvfølgelig er vi ikke ens *S*
Det er mænd heller ikke.
Det er fødsler for den sags skyld heller ikke.
Og det, der kommer ud af fødslen er slet ikke.

Jeg må hellere for god ordens skyld præcisere, at jeg udtrykker min mening
om mænd, hvis kone helst vil have han er der - men hvor hans nosser ikke er
store nok til at gå hele vejen.

Jeg reagerede på en sætning, der indeholdt ordene: "Selvfølgelig vil jeg
allerhelst have ham ved min side....."

Jeg reagerede med andre ord direkte på et udsagn fra en kvinde, der erklærer
at HUN helst vil have ham med.

Men vi kan også forestille os en kvinde, helst er fri for at have manden
med. Skal han så holde sig væk, eller er jeg en hejre og en skrappendulle,
når jeg mener, at hun selvfølgelig må respektere hans ret til at være
tilstede under fødslen?

Jeg synes i øvrigt der er andre særdeles gode grunde til at dar skal deltage
end lige netop kvindens behov - eller mangel på samme.

Hvordan kan man egentlig INDEN fødslen afgøre, om man har behov for at
barnets far er med? Hvis han ellers normalt er velfungerende og formodes at
tage del i barnets hverdag efter fødslen. Hvordan kan man egentlig vide, at
man ikke midt i det hele FÅR behov for det?

Det kan sagtens tænkes, at man ikke føler behovet for at far er med FØR
fødslen. Det udelukker ikke, at behovet eller nytten af hans tilstedeværelse
viser sig undervejs.

Men i øvrigt har jeg primært forholdt mig til en helt konkret situation -
nemlig at kvinden gerne vil have ham med - mens manden ikke vil med, fordi
han ikke lige tør.

Udgangspunktet for min reaktion var denne:

"Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under fødslen
skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri."

Jeg har med andre ord ikke før nu talt om den situation, hvor en mand og en
kvinde aftaler, at en af dem bliver væk fra fødslen. De kan jo eventuelt
springe diskussionen over og rafle om, hvem der skal have lov til at slippe
for besværet og ubehaget ved fødslen - og hvem der kan få lov at blive
hjemme og tage opvasken i stedet! *S*


> og jeg havde altså ikke brug for min kæreste under fødslen.

Nej.. det havde jeg egentlig heller ikke! Jeg var så indadvendt og totalt
koncentreret, at jeg ikke følte behov for NOGEN af dem, der var tilstede i
lokalet!

Og dog.... for midt under det hele fik jeg en så voldsom krampe i mit ene
ben, at jeg ikke kunne tale, men kun skrige af smerte. Den tilstedeværende
sygeplejerske skønnede, at jeg bare var hysterisk og bad mig om at tage det
roligt. Barnets far kendte derimod kramperne, symptomerne og min reaktion
fra graviditeten, så han var den, der først greb ind og stoppede krampen ved
at gribe om min læg og skubbe min fod bagud. Dét lettede fluks..... phewww

> Nogle kvinder foretrækker at have deres
> mænd til stede, nogle er ligeglade og andre helst fri.

Jeps.... men vi (jeg!) taler altså om den situation, hvor hun erkender
behovet for at have ham i nærheden mens han helst vil stikke halen mellem
benene!

Der er alle mulige andre situationer at mene noget om. Og jeg vil ikke
garantere, at jeg mener det samme om ethvert argument for at holde sig væk
fra en fødsel *S*

Mvh. Lisbeth

---

> Fra: "WebWoman" <webwoman@ FJERN chicks.dk>
> Svar til: "WebWoman" <webwoman@ FJERN chicks.dk>
> Nyhedsgrupper: dk.familie.barn
> Dato: Tue, 9 Jul 2002 21:42:16 +0200
> Emne: Re: Skal far med til fødslen?
>
> Udgangspunktet for min reaktion var denne:
>
> "Det er tydeligt at tanken om at skulle være til stede under fødslen
> skræmmer ham og han umiddelbart helst ville sige sig fri."

Det er lige præcis det denne diskussion handler om, ordet fri, i betydningen
fri for at prøve noget nyt, fri for at lære noget, fri for at vove pælsen,
fri for at risikere sig selv for en anden;
Det er i virkeligheden meget ufrit, i hvert fald for den det går ud over.
Vh kevin

---

WebWoman <webwoman@ FJERN chicks.dk> scribbled:

> Jeg må hellere for god ordens skyld præcisere, at jeg udtrykker min
> mening om mænd, hvis kone helst vil have han er der - men hvor hans
> nosser ikke er store nok til at gå hele vejen.
>
> Jeg reagerede på en sætning, der indeholdt ordene: "Selvfølgelig vil
> jeg allerhelst have ham ved min side....."
>
> Jeg reagerede med andre ord direkte på et udsagn fra en kvinde, der
> erklærer at HUN helst vil have ham med.

Endnu engang, jeg er sikker på, at hvis jeg gjorde klart for min mand, at
han bare havde at være ved min side, jamen så ville han være der. Problemet
i dette er, at vi har et ligeværdigt forhold, hvor vi repekterer hinandens
grænser, behov og ønsker. Skulle jeg gå udfra din opfattelse, at han bare
har af at være der, hvis jeg har behov for det, ville jeg opfatte det som
tvang og spørgsmålet er så, om det ville resultere i, at han var til nogen
støtte for mig.

> Men i øvrigt har jeg primært forholdt mig til en helt konkret
> situation - nemlig at kvinden gerne vil have ham med - mens manden
> ikke vil med, fordi han ikke lige tør.

Min mand har ikke på noget tidspunkt kategorisk sagt han ikke_vil_med, men
har åbent givet udtryk for hans tanker og følelser om emnet og jeg har
lyttet til ham.


Mvh
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:agg0li$n21$1@news.cybercity.dk...


> Endnu engang, jeg er sikker på, at hvis jeg gjorde klart for min mand, at
> han bare havde at være ved min side, jamen så ville han være der.
Problemet
> i dette er, at vi har et ligeværdigt forhold, hvor vi repekterer hinandens
> grænser, behov og ønsker.

Det lyder enormt flot *S*

Bortset fra at det ikke kan gå op i virkeligheden.

Hvis hun har behov for at han er tilstede og han har behov for at blive
væk - hvem skal så respektere hvilket behov?

> Skulle jeg gå udfra din opfattelse, at han bare
> har af at være der, hvis jeg har behov for det, ville jeg opfatte det som
> tvang og spørgsmålet er så, om det ville resultere i, at han var til nogen
> støtte for mig.

Tror ikke du kan tvinge ham.
Tror heller ikke det vil være godt.

Men der er ikke tale om at respektere hinandens behov i sådan et tilfælde.
Der kan kun være tale om, at den ene part vælger at tilsidesætte den andens
behov.

Og anderledes kan det ikke være, når behovene er modstridende!
Når det gælder en fødsel tillader jeg mig imidlertid at mene, at det IKKE
er behovet for at blive væk, der skal respekteres.

Sig til ham, at han kan blive væk, hvis han ikke har mod til andet. DU
klarer det selvfølgelig alligevel! Kvinder har født i tusindevis af år uden
mænds tilstedeværelse. Accepter at han vælger sådan - du kan jo dårligt gøre
andet. Men du behøver ikke have respekt for hans valg. Hvorfor skulle man
dog have respekt for manglende mod til at deltage i sit barns fødsel?

Skal man også have respekt for en forælder, der ikke kan klare at skifte en
lorteble. Ikke kan klare at tøre bræk op efter ungen. Ikke kan klare at være
ved barnet, når det er sygt......

Mvh. Lisbeth

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk...
> Hej Gruppe
> Håber det er det rette sted
> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har
affødt
> nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være tilstede,
det
> skal lige siges, han har det meget svært med smerte, blod og andre
> *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det handler om
> hospitaler.

Hej

Min kæreste har 2 gange stået for at levere mine børn

Og det har hun gjort alene (sammen med sin mor)...ikke 10 vilde heste kan få
mig til at træde ind i et lokale hvor der fødes børn !

Jeg har siddet i "sikkerhed" udenfor og ventet spændt på at se den flotte
(og nyvaskede) lille (2 gange)

Og sådan er det bare !

Har han ikke lyst...hvad så ? (skal han BARE fordi du gerne vil have han
skal ?)

Få nu bare de børn....og tilgiv han for at sidde udenfor og glæde sig

mvh
brian

---

"Brian K" <brian@nospam.com> wrote in
news:aib09h$q60$1@news.cybercity.dk:

> "Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:afqirp$qms$1@news.cybercity.dk...
>> Hej Gruppe
>> Håber det er det rette sted
>> Jeg har ingen børn og er ikke gravid, men en samtale med min mand har
> affødt
>> nogen tanker om, når vi engang skal have børn.
>> Vi kom til at snakke om selve fødslen, om min mand skulle være
>> tilstede,
> det
>> skal lige siges, han har det meget svært med smerte, blod og andre
>> *sygdomsrelaterede* ting, han går helt i baglås, når det handler om
>> hospitaler.
>
> Hej
>
> Min kæreste har 2 gange stået for at levere mine børn
>
> Og det har hun gjort alene (sammen med sin mor)...ikke 10 vilde heste
> kan få mig til at træde ind i et lokale hvor der fødes børn !
>
> Jeg har siddet i "sikkerhed" udenfor og ventet spændt på at se den
> flotte (og nyvaskede) lille (2 gange)
>
> Og sådan er det bare !
>
> Har han ikke lyst...hvad så ? (skal han BARE fordi du gerne vil have
> han skal ?)
>
> Få nu bare de børn....og tilgiv han for at sidde udenfor og glæde sig
>
>

Okok.. jeg synes også han skal have lov at sidde udenfor, hvis han ikke
kan få sig selv til at deltage på første parket.

Men som kompensation, så synes jeg altså at han er forpligtet til at have
sympatismerter!

Og.. man bliver vel hæs af at skrige sådan at han kan høre een ude på
gangen (jeg mener, nogen føder jo i timevis!). Så det mindste han kan
gøre er vel at medbringe halstabletter til uddeling efter fødslen.

--ingermarie

---

Inger Marie Jakobsen <im_nospam@brunsgaard.dk> wrote:

> Men som kompensation, så synes jeg altså at han er forpligtet til at
> have sympatismerter!

*G* det synes jeg absolut du har ret i*G* hvilket nok var årsagen til at jeg
klemte min søns fars hånd så hårdt at den var ubrugelig dagen efter )

> Og.. man bliver vel hæs af at skrige sådan at han kan høre een ude på
> gangen (jeg mener, nogen føder jo i timevis!). Så det mindste han kan
> gøre er vel at medbringe halstabletter til uddeling efter fødslen.

*GGG* denne her fik mig til at tænke på min søns fødsel...
min mor sidder ude på gangen og venter på at det skal være tid at hun kommer
ind og skal tage billeder... jeg skriger af mine lungers fulde kraft pga
presseveerne og min mor tænkte ved sig selv "der er godt nok en der har ondt
der"....
hvad hun så ikke vidste før umiddelbart efter var at det var hendes egen
datter der skreg så hele sygehuset kunne høre det*G*
det skal lige siges at der var tre lukkede døre mellem min mor og
mig....*GG*


--
knus sabina
Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.