"Hanne L" <maane69@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:POui6.60580$zw.1049656@twister.sunsite.dk...
Hej Hanne,
> Der er to slags depressioner. Den endogene og den reaktive.
> Den endogene kommer indefra og behøver ikke have nogen årsag.
> Det er den "farligste", der kræver behandling af den ene eller
> ander slags, for at man kommer over den.
Tak fordi du satte de rigtige termer på
>Jeg foretrækker
> terapi, da piller døver symptomer og følelser. Så kan man
> undvære dem, synes jeg, det er det bedste.
Jeg tror at det er meget forskelligt. Det kommer an på hvor dyb
eller tung depressionen er. Nogle mennesker har behov for medicin
hele livet og i nogle tilfælde er terapi ikke nok. For mit eget
vedkommende var det jo en kombination af medicin og terapi, der
hjalp mig. Desuden så syntes jeg ikke at den medicin var et
problem med hensyn til at sløve sanserne - hvilket jeg faktisk
var bange for i starten. Men det kommer igen an på, hvor stærk
medicinering, der er behov for.
> Den reaktive depression kommer, som ordet siger, som en
> reaktion på noget, der sker i ens liv, såsom død, skilsmisse
> og at miste sit job. Den slipper de fleste mennesker ikke for i
> deres liv. Den har sine faser, og hvis man ikke fortrænger
> sine følelser, men gennemlever faserne, kommer man ud af den
> igen af sig selv. Dermed ikke være sagt, at man ikke kan have
> godt af terapi der også, ligesom man absolut skal snakke om
> det, der har fremkaldt den. Den skal bare ikke behsnles med
> piller, fordi det er en sund og naturlig reaktion.
Ja men jeg er bange for - og det er en generel betragtning og
måske en unødig bekymring - at vi i vores samfund er blevet bange
for disse reaktioner, der er helt naturlige, og som i "gamle
dage" måske var noget man talte om i et fællesskab, og hvor der i
øvrigt også var sørgeprioder efter et dødsfald. Det jeg mener er,
at disse livskriser ikke er så accepterede mere. Det er ikke
noget man gennemlever naturligt med ens nærmeste (og det kan
selvføgligt osse være svært). Derfor går vi i stigende grad til
psykologer og psykoterapeuter for igennem terapi at gennemleve en
sorgperiode. Hvor jeg måske mener at det er mere hensigtsmæssigt
at gå til terapi, hvis man fx *ikke* har erkendt en sorgperiode,
og har brug for at få løst op for denne - for "at komme videre".
Og så forsøge at komme igennem sorgen med en nær person. (Men det
er bare mine ideelle betragtninger)
Jeg hørte et radiointerview med en psykolog, der mente, at man,
ligesom når en person bliver født skal have lov til at at holde
en pause fra sit arbejde, når en person dør.At man så at sige
skal give mulighed for en sørgeperiode lige som der er mulighed
for at gå på barsel.Men det kommer helt an på hvordan
arbejdsmarkedet (ikke mindst lederne) og politikerne ser på det.
Hum gik på arbejde efter at have mistet en nær person og mødte to
forskellige reaktioner; den ene fra en kollega, der forstod at
hun havde brug for at arbejde, men gav udtryk for at der måske
skulle være plads til at sørge, istedet for at glemme gennem
arbejdet, og en anden, der menet, at det var "flot" at hun gik på
arbejde - som om hun havde bekæmpet en influenza.
Jeg syntes at det er en smuk tanke, at give plads til en
sørgeperiode, men det afhænger jo af om *vi* giver plads til det
i os selv og - i samfundet - for andre.
Jeg ved ikke om jeg (generelt) har "ret" i disse betragtninger?
Men det er rigtigt at det ikke er noget man kan "kurere" med
medicin - (selvom nogle måske gør det med narkotika og alkohol
eller med spiseforstyrrelser.)
Da min far døde talte jeg måske ikke så meget med min mor om
sorgen, fordi hun selv var inde i en meget svær sorg (og
depression) Hun mistede så at sige min far to gange - dels via
skilsmissen, dels ved hans død et år senere. Heldigvis nåede de
at blive forsonede inden hans død, men det har alligevel taget
hende lang tid at komme igennem det. Derfor talte jeg med den