Politiken bragte i onsdags en artikel omhandlende den omstridte
Vadstrupgaard-sag. Maaske det maatte interessere andre end mig.
God weekend
Peter S. Winding, sexualkritisk antipaedagog og paedofil.
TabulaRasa@nym.alias.net
---
VADSTRUPGAARD af Signe Hemmingsen.
Begaas der justitsmord i Danmark? Ja, man har i hvert fald ingen
sikkerhed for, at det ikke kan ske. Efter al sandsynlighed er det sket
i Vadstrupgaardsagen, hvor en paedagogmedhjaelper blev doemt for
seksuelle overgreb paa 20 boern.
Den Saerlige Klageret har nu truffet den afgoerelse, at sagen ikke skal
tages op igen. Hvorfor? Det er baade uforstaaeligt og utroligt. Man ved
i dag saa meget mere, end man gjorde, da den sag opstod. Der forekommer
saa mange usandsynlige haendelsesforloeb, og halvdelen af sagen, nemlig
udloeberen, Vadstrupgaardsag nr. 2, er saa grotesk, at politiet maa
opgive sagen, og man alene ved brug af almindelig sund fornuft maa sige:
Det kan ikke passe.
Sagen er fra 1997 og var den foerste i Danmark af sin art. Den startede
i boernehaven Vadstrupgaard med, at en mor klagede over, at en
medhjaelper havde kysset hendes barn paa kinden. Barnets laege, som
mente, at der kunne vaere tale om et seksuelt overgreb, anmeldte sagen
til politiet, som indledte efterforskningen med at gaa fra familie til
familie paa baggrund af de rygter, der hurtigt opstod i miljoeet.
Kommunen afholdt foraeldremoede med politi, psykolog og forvaltning,
hvilket fik sagen til at eskalere kraftigt. I loebet af kort tid
udviklede sagen sig til, at medhjaelperen skulle have misbrugt foerst
13, siden 23 boern. Medierne kunne oplyse, at i alt 57 boern fik
tilbudt psykologbehandling. Tallet omfatter dog en del soeskende til
de paastaaede misbrugte boern.
Medhjaelperen blev i byretten idoemt tre aars faengsel for overgreb paa
20 boern, uden eet eneste bevis. Efterfoelgende skaerpede landsretten
dommen til tre et halvt aar.
I koelvandet paa Vadstrupgaardsagen opstod nu den ene tilsvarende sag
efter den anden, de saakaldte paedofilisager. Medierne var hele tiden
paa forkant med udviklingen, men uden at stille det kritiske spoergsmaal:
Hvad er aarsagen til, at det breder sig som ringe i vandet? En raekke
sager opstod hurtigt i Gladsaxe Kommune og Politikreds (Vadstrupgaards
hjemsted), saa mange, at det maa undre.
I Odense begyndte en sag umiddelbart efter en udsendelse i TV 2's
'Faktoren'.
I alt 71 paedagogmedhjaelpere og naesten lige saa mange paedagoger har
i loebet af tre aar vaeret under mistanke for at have foretaget
seksuelle overgreb paa boern i daginstitutionstiden. Foer den tid var
der 1-2 sager om aaret. Kun tre medhjaelpere er, saa vidt det har
vaeret offentligt, blevet doemt, den ene er fra Vadstrupgaard. De faa
sager, som kom for retten, er endt med frifindelser enten i byretten
eller i landsretten.
Langt hovedparten er blevet henlagt af politiet som ubegrundede.
Siden er der saaet tvivl fra flere sider. Forsvarsadvokaterne kunne
henvise til viden, man har kendt til, men som ikke blev anvendt. Der
blev saaet tvivl om boerns trovaerdighed i den type sager, og der blev
skabt opmaerksomhed om foraeldres mulighed for at paavirke boernene -
bevidst eller ubevidst. Holdningen hos flere psykologer og politifolk
om, at man kunne stole paa, hvad boern sagde om den slags ting, har
vist sig ikke at holde.
Tv-filmen 'Bag lukkede doere', Leif Blaedels bog 'Justitsmord', en
raekke artikler i Job og Boern ved Jette Rantorp, Weekendavisens artikel
'Boern kan godt digte' med psykolog og forsker Dorthe Berntsen har alle
medvirket til at vise, hvor vanskelige disse sager er. Endvidere kan
naevnes Stephen Ceci og Maggie Bruck: 'Jeopardy in the courtroom. A
Scientific Analysis of Childrens Testimony'.
Deres forskning bygger paa nogle af de kendte udenlandske sager om
misbrug af boern i boernehaver. Disse begyndte i USA i starten af
1980'erne og spredtes i den vestlige verden og saagar til Australien og
New Zealand. Adskillige af disse kendte sager er endt med frifindelser,
efter at den/de anklagede har vaeret doemt og siddet faengslet i mange
aar.
Man kan haevde, at enhver sag er sin egen, og at det, der har gjort, at
alle de andre sager blev afvist som ubegrundede mistanker, ikke gjorde
sig gaeldende i Vadstrupgaardsagen. Men herimod taler, at paedofilisagerne
i daginstitutionerne ligner hinanden til forveksling, blot er graden af
de fortraedeligheder, boernene fortaeller om, afhaengig af, hvor meget
en sag har faaet mulighed for at udvikle sig.
Beskyldningerne handler typisk om overgreb paa boernene ved beroering
med diverse genstande, f.eks. pinde, som maa have vaeret meget
ubehageligt.
Men hvorfor skulle boernene have fundet sig i det? Hvorfor har de ikke
skreget, mens det stod paa? Hvorfor har de villet i boernehaven? Det
skulle vaere foregaaet i institutionernes aabningstid.
Men kan det lade sig goere at foretage saa mange overgreb paa saa mange
boern i institutionens mylder af boern og voksne? Hvordan kan det vaere,
at de voksne intet har set eller hoert? Altsaa vel at maerke foer sagen
ruller!
Vadstrupgaardsagen fik lov til at udvikle sig, som ingen af de
efterfoelgende sager gjorde. Overgrebene skulle angiveligt vaere
foregaaet i boernehavens kaelder, i legehusene paa legepladsen, i groen
stue, i rummet ved siden af stuen, depotet etc. Efter boernenes udsagn
skulle han have haengt boern op i roerene i kaelderen - noegne med
hovedet nedad.
Flere boern har skullet sidde noegne og bundet i kaelderen, indtil en
voksen kom og loeste dem (hvorfor har denne voksne ikke fortalt om det?).
Boern har skullet vente uden for en doer, mens han tog dem ind og
misbrugte dem efter tur (hvorfor loeb de ikke), han skulle have
foretaget overgreb paa et barn i et aflaast skab og have optraadt som
julemand - noegen under dragten, med sit lem pyntet med julemandens
skaeg - dog uden at vaere set af nogen af de voksne i den saa
afsloerende mundering!
Fortaellingerne gaar fuldstaendig i selvsving i Vadstrupgaardsag nr. 2,
i hvilken boernene inddrog flere personer, baade maend og kvinder, i
deres fortaellinger. Politiet har koert boernene til udpegede
lejligheder, hvor flere voksne skulle have misbrugt dem. Paa Hotel
Eremitagen skulle de have vaeret mishandlet af flere personer, blevet
voldtaget, faaet hovedet fastholdt under vand, saa de var ved at
kvaeles, en dame havde lagt isposer paa deres koensdele for at dulme
smerterne, de blev forfulgt af en klovn, og det hele blev fotograferet
imens.
Ingen foraeldre havde maerket noget, mens disse udflugter skulle have
staaet paa. Ingen voksne i boernehaven havde kendskab til nogen
udflugter.
Politiet fandt intet fotomateriale og ingen beviser for besoeg paa
Hotel Eremitagen. De fleste af de personer, man sigtede eller
mistaenkte, har ikke nogen forbindelse til hinanden. Flere historier
synes at have udspring i, hvad boernene har oplevet i Cirkus Flora,
Gladsaxe Kommunes aarligt tilbagevendende begivenhed.
Politiet maatte opgive at rejse sigtelse i Vadstrupgaardsagen 2.
Men det er de samme boern, og den samme 'fantastiske fortaelling' paa
et tidligere og et senere udviklingstrin. Hvorfor skulle boernene vaere
mere trovaerdige i Vadstrupgaardsag 1 end i sag nr. 2?
Det er de heller ikke; det er netop derfor, at der kan vaere tale om et
justitsmord.
Vadstrupgaardsagen har utrolig mange lighedspunkter med den norske
Bjugnsag fra 1992. Den startede med beskyldninger om, at en
paedagogmedhjaelper, Ulf, skulle have blottet sig for et barn.
Herfra udviklede beskyldningerne sig til, at han skulle have foretaget
overgreb paa adskillige boern, og igen senere udviklede sagen sig til
en paedofiliring, som ud over medhjaelperen bestod af hans kone, to
paedagoger fra boernehaven, en snedker fra byen, en ingenioer fra
teknisk forvaltning og den lokale chef for politiet. De mistaenkte blev
anholdt og faengslet. Senere blev de alle frikendt undtagen
paedagogmedhjaelperen, som dog frifindes i 1994. De mistaenkte fik
udbetalt erstatninger.
Boernene havde allerede modtaget voldsoffererstatning, som de fik lov
til at beholde.
Journalist Hans Kringstad, som daekkede sagen for avisen Verdens Gang,
har siden skrevet bogen 'Bjugn-formelen'. Han skriver: "En
selvforstaerkende kraft lod til at drive sagsforloebet. Historierne gik
i spiral og blev mere og mere groteske", og videre: "En eneste
bemaerkning skabte den gigantiske sag. I starten troede kun faa
foraeldre, at deres boern havde vaeret udsat for seksuelt overgreb".
Men uroen oegedes, da psykologer fortalte, at vanskeligheder med at
falde i soevn og mareridt var tegn paa misbrug. Snart huskede
foraeldrene perioder med graad, soevnproblemer, saar i skridtet og
andre haendelser, som set i bakspejlet gjorde dem bekymrede. Laegerne
mente at have gjort et sikkert fund paa det foerste barn. Det foerte
til et tilbud om underlivsundersoegelser paa alle boernene. Nye laeger
betvivlede et aar senere sikkerheden i undersoegelserne.
Mange af boernene afviste til at begynde med, at der var sket noget,
men foraeldrene magtede ikke at tage et nej for et nej. Eksperterne
fortalte, at det var almindeligt for seksualofre at naegte. Saa
foraeldrene spurgte deres barn ud baseret paa oplysninger fra andre
foraeldre. Den klassiske melding var: Min datter fortaeller, at dit
barn ogsaa var med. Paa den maade blev elementer fra eet barns
historier lagt ind i spoergsmaalet til det naeste barn.
Ingen af de formodede groft misbrugte boern var henvist til behandling
for psykiske gener, mens overgrebene skulle have fundet sted. Derimod
begyndte mange boern at plages af raedsel og daarlig nattesoevn flere
maaneder efter, at Ulf var suspenderet, og de selv havde fortalt om
deres skraekoplevelser.
Den svenske vidnepsykolog Lena Hellblom Sj÷gren skriver: "Fortaeller
flere boern ensartede historier om overgreb og mishandlinger, er det
endog meget sandsynligt, at det handler om suggestiv paavirkning. Det
er saadan, det forholder sig i mange af de saakaldte paedofilisager i
daginstitutioner. Det burde vaere afskraekkende, fordi boern, som
fejlagtigt bringes til at fortaelle om overgreb, ogsaa kan komme til
at tro paa det.
Der er i dag mindst lige saa mange boern, som faar det daarligt paa
grund af, at de selv tror, at de har vaeret seksualofre, som boern, der
faar det daarligt, fordi de har vaeret udnyttet seksuelt. Den foerste
kategori kunne maaske mindskes ved besindelse".
Den amerikanske boernepsykiater Richard Gardner, professor ved Columbia
University i USA, har i mange aar soegt at finde metoder til at skille
rigtige og falske paastande om seksuelt misbrug. Han skriver om de
faresignaler, der kan vaere ved boernehavesagerne, som kan indicere,
at man har med urigtige beskyldninger at goere:
Gruppehysteri: De voksne overreagerer, ser indbildte trusler,
dramatiserer boernenes symptomer, taber vurderingsevnen og tror paa alt,
hvad boernene fortaeller.
Spredningsevnen: Fragmenter af historier smitter og indgaar i nye
beretninger. Der sker en stroem af paavirkninger mellem boern,
foraeldre, udredere og terapeuter.
Mangel paa voksne vidner: Ingen har set eller hoert noget - alligevel
foreligger der ikke noget bevis paa, at intet er sket.
Forsinkede symptomer: Boernenes plager forekommer lang tid efter, at
det skulle vaere sket.
Det skal her tydeligt understreges, at hverken Lena Hellblom Sj÷gren,
Richard Gardner eller andre forskere, der har beskaeftiget sig med emnet,
benaegter, at seksuelle overgreb paa boern i boernehaver kan finde sted.
I Vadstrupgaardsagen er beviserne: videooptagelser af boernenes udsagn
fra politiafhoeringerne, nogle foraeldres udsagn i retten samt hvad
enkelte voksne blandt personalet har fortalt, efter at sagen begyndte
at rulle.
Boernene har ikke vaeret laegeundersoegt. Der er ingen tekniske beviser.
Hotel Eremitage-sagen har hverken boernehavens personale eller hotel-
personalet kendt til.
I andre typer af alvorlige forbrydelser skal tvivlen komme den anklagede
til gode, forbrydelsen skal udredes, politiet skal kunne bevise,
hvornaar og hvor forbrydelsen er foregaaet, der skal skaffes tekniske
beviser.
Saadanne krav efterkommes ikke i boernehavesagerne. Boernene kan ikke
finde ud af det med tid og sted, mange udsagn er kommet lang tid efter,
at overgrebene skulle have fundet sted. Foraeldrene har ikke vaeret der.
Der er intet bevis for, at boernene ikke er manipuleret til deres
fortaellinger praecis som i den norske sag. Foraeldrene har haft masser
af lejlighed til baade at lade sig opskraemme og til at tale sammen.
At nogle enkelte voksne i boernehaven er kommet med nogle belastende
udsagn (som dog ikke viser, at de har set noget), efter at sagen ruller,
er ikke et bevis, men snarere tegn paa, hvor voldsomt sagen har
paavirket alle, der stod midt i den.
Det er tankevaekkende, at medhjaelperen er doemt for paastaaede overgreb
paa grundlag af videoudsagn fra nogle af de samme boern, hvis
beretninger senere udviklede sig til det helt groteske og usandsynlige
under Vadstrupgaardsag nr. 2.
Reelt er det bevist, at vidneudsagnene fra netop de boern ikke er
trovaerdige.
Vi har laert meget siden Vadstrupgaardsagen i 1997. I dag er de metoder,
der anvendtes dengang, med staerkt ledende spoergsmaal fra politiets
side ikke gangbare som bevis. Det viser de mange frafaldne sager.
Skal man se paa sigtedes retssikkerhed i Vadstrupgaardsagen, kan det
anfaegtes, at han ikke, som det senere er bestemt af Hoejesteret, har
kunnet raadfoere sig med sin forsvarer under afhoeringerne af boernene.
Han har ikke haft lejlighed til over for sin forsvarer at gengive sin
version af de beretninger, boernene kom med.
Klageretten har solgt hans retssikkerhed. Hvorfor?
Klagerettens begrundelse er kort: Der er ikke tilvejebragt nye
oplysninger. Der foreligger ikke saerlige omstaendigheder, som kan
begrunde en genoptagelse.
Videoafhoeringerne blev gennemfoert efter dagaeldende fremgangsmaade, og
der er ikke retssikkerhedsmaessige hensyn, der kan afskaere anvendelsen
af de foretagne videoafhoeringer.
Den Saerlige Klageret kan ikke sige, at der ikke er kommet noget nyt.
Det kan godt vaere, at andre har kendt til det nye, men det kan ikke
have vaeret tilfaeldet for deltagerne i retten. Der er kommet masser af
nyt frem baade i selve sagen, men ogsaa i form af afhandlinger m.v. om
lignende sager med bidrag fra psykologer, forskere paa omraadet,
jurister med flere.
Men kan vi leve med de mange loese ender! Det gaelder den doemte -
stemplet for det mest beskidte, man kan taenke sig. Det gaelder boernene,
der resten af deres liv maa leve med en forestilling om en grim
oplevelse af at vaere blevet udsat for noget af det mest ulaekre, man
kan forestille sig. Det gaelder os almindelige laegfolk, og
forhaabentlig ogsaa advokater og dommere.
Nej, vi kan ikke leve med vores viden og retsbevidsthed om saa stor en
sag med saa mange loese ender.
Vadstrupgaardsagen fortjener at blive set i et nyt lys og med andre
oejne efter alt, hvad der er kommet offentligt frem siden dommen.
Hvad om Vadstrupgaardsagen ikke havde vaeret den foerste, men den
sidste?
Ville udfaldet da have vaeret det samme? Det er et spoergsmaal,
eftertiden med rette vil kunne stille.
--
Kilde: Politiken, onsdag d. 5. juni 2002.
|