---

Man taler om at ha' det godt inderst inde.

En person, X, har det svært, -flg. muligheder
er afprøvet:

1) taler med familie + venner, og har måske set en dygtig psykiater.
2) Fandt håbet ved aktiv tro på Gud.

Hvis "1" blev valgt, så er X blevet afhjulpet sine problemer
ved aktiv at tale med sine nærmeste, -ja måske endog begyndt
at kende sin nærmeste omgangskreds meget bedre. Alene
dêt har måske hjulpet ham igennem en svær tid.
En psykiater har ovenikøbet måske fortalt ham, at han
er "normal" og det er et typisk nedbrud vedkommende har haft.
X lever idag et normalt liv.

Hvis "2" blev valgt, så er ALT *knips*, læsset over på Gud, uden X
på noget tidspunkt har "orket" at ta' ansvaret for eget liv
og altid medfølgende problemer.
X befinder sig nu på et "gudestadie", forstået på den måde,
at Gud har taget styringen, Gud har svaret, hos Gud er der fred osv...
Er der så ikke tale om at hvile på laurbærene, og lade Gud
føre ordet. Er dette en ægte tilfredsstillelse ?
Man kender ikke til lys, førend man har oplevet mørket.
Man kender ikke til varme, før man har oplevet kulden.
Man kender ikke til glæden, har man ikke oplevet smerten og sorgen.
Den sande lykke må derfor opstå, når man delvist, på egen hånd,
er trådt ud af nattens mørke, og ind i dagens lys...eller hvad ?

I hvilken situation, 1 eller 2, finder X mest ægte fred ?

Venter indlæg fra både troende og ikke-troende.

---

"Hagemann" <Hage@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:ace8tt$o0f$1@news.cybercity.dk...
> Man taler om at ha' det godt inderst inde.
>
> En person, X, har det svært, -flg. muligheder
> er afprøvet:

Du kan får min hsitorie, for jeg føler at jeg kan genkende begge dele.
Jeg havde for ca. 8 år siden nogle gevaldige kæresteproblemer, problemer i
Gymnasiet i enkelte fag og begyndte at bevæge mig ud i et helt afsindigt
hashmisbrug, hvor jeg i min fritid stort set kun sad og røg bong, ofte alene
på mit værelse, hjemme hos mine ret liberale forældre...

I denne desperation begyndte jeg at interessere mig for Kristendommen - som
var en del af religionsfagets pensum - og begyndte at blive nærmest fanatisk
religiøs. Og jeg røg skam stadig og mente at hashen var vejen til
Gudserkendelse...Ud fra een eller anden underlig psykedlisk/gnostistisk
rastafariholdning...

Min far døde fra mig umiddelbart efter at jeg blev student.
Han var min bedste ven, forstået på den måde at han mindst lige så meget var
en ven for mig som far i den "autoritære" forstand. Han kom ofte ned til mig
og snakkede, han medbragte et par guldbajere og jeg fyrede mine fede...

Men efter at jeg begyndte at blive "underlig" og "frelst" kunne han så småt
se faresignalerne på en narkopsykose.

Lidt under et år efter hans død havde jeg af ren sorg forlæst mig så meget
på Johannesåbenbaringen, at jeg mente at være "Den, der sejrer" aka. "Jesus
Kristus".
Jeg ville vel nærmest fremkalde Dommedag med henblik på at genoprejse min
far fra de døde.

Jeg klappede mentalt fuldstændig sammen efter den 18.maj 1997 at have
sniffet min første bane speed (amfetamin) sammen med et par kammerater.

Jeg var psykotisk ca fjorten dage efter.
Jeg kom i behandling, dog uden indlæggelse, takket være min mor.

Jeg gik til psykiater og fik piller.

Idag er jeg gudskelov kommet mig meget godt, men helt rask føler man sig
aldrig, når man først har været derude.

> 1) taler med familie + venner, og har måske set en dygtig psykiater.

Her støttede både min mor og min bedste ven mig enormt.

Min bedste ven tilbragte flere timer efter arbejde hver dag og gjorde alt
det, som min spykiater ikke gjorde, nemlig at snakke med mig om, hvad jeg
tænkte.

> 2) Fandt håbet ved aktiv tro på Gud.

Troen på Gud var jo sådan set grundet min perverse fortolkning medvirkende
til at jeg overhovedet havnede dèr.

Men selvom jeg følte mig som en anden Ikaros eller endda en decideret
Antikrist/Fupmessias, så har jeg haft svært ved at slippe troen på Gud.

Den ligger trods alt dybere end end min psykose.

Her har jeg så siden haft stor glæde af at kunne få afløb for
kristenrelaterede tanker i dette forum.

Ren terapi, jvf. punkt 1.

> Hvis "1" blev valgt, så er X blevet afhjulpet sine problemer
> ved aktiv at tale med sine nærmeste, -ja måske endog begyndt
> at kende sin nærmeste omgangskreds meget bedre.

Helt sikkert. Jeg kan tale om ALT med min mor og min bedste ven.

> Alene
> dêt har måske hjulpet ham igennem en svær tid.
> En psykiater har ovenikøbet måske fortalt ham, at han
> er "normal" og det er et typisk nedbrud vedkommende har haft.

Ja, dèn kender jeg, men man har skyldfølelse...

Og dèr har jeg så forsøgt at genopbygge troen på Jesus Kristus og den Nåde,
som jeg ironisk nok "har mere brug for" efter mit "stunt"...Som en fortabt
søn...

> X lever idag et normalt liv.

Ja. Selvom jeg da havde det ret underligt d. 9/11, for jeg havde netop i min
psykose opfattet USA som det mytologiske Babylon. Åbenbaringens kapitel 18
spøger stadig i mit sind.

> Hvis "2" blev valgt, så er ALT *knips*, læsset over på Gud, uden X
> på noget tidspunkt har "orket" at ta' ansvaret for eget liv
> og altid medfølgende problemer.
> X befinder sig nu på et "gudestadie", forstået på den måde,
> at Gud har taget styringen, Gud har svaret, hos Gud er der fred osv...

Det vil jeg nu nok definere som en form for fanatisme, når man tillægger Gud
alle sine handlinger...

> Er der så ikke tale om at hvile på laurbærene, og lade Gud
> føre ordet. Er dette en ægte tilfredsstillelse ?

Masochistisk underkastelse, måske?

> Man kender ikke til lys, førend man har oplevet mørket.
> Man kender ikke til varme, før man har oplevet kulden.
> Man kender ikke til glæden, har man ikke oplevet smerten og sorgen.
> Den sande lykke må derfor opstå, når man delvist, på egen hånd,
> er trådt ud af nattens mørke, og ind i dagens lys...eller hvad ?

Sådan har jeg det p.t.

Jeg har i seks år været angst for en "næste psykose", for det ville
grangiveligt være et sikkert tegn på skizofreni, som desværre er kronisk.

> I hvilken situation, 1 eller 2, finder X mest ægte fred ?

Tja, jeg er sådan set "både/og", men jeg mener at det er vigtigt at man har
fælleskab med andre, især når det drejer sig om troslrelaterede spørgsmål,
som intet menneske kan kapere alene...

> Venter indlæg fra både troende og ikke-troende.

Jeg har svært ved at gøre mit forhold til Gud op. Jo, jeg tror, men jeg ser
også faresignaler i visse menneskers fundamentalisme...Som et brændt barn,
der skyr ilden...

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

On Tue, 21 May 2002 21:59:57 +0200, "Hagemann" <Hage@ofir.dk> wrote:

>En person, X, har det svært, -flg. muligheder er afprøvet:
>
>1) taler med familie + venner, og har måske set en dygtig psykiater.
>2) Fandt håbet ved aktiv tro på Gud.
>
>I hvilken situation, 1 eller 2, finder X mest ægte fred ?

Taler du om fred for sin sværhed? Det kommer vel an på hvorledes X har
det svært. Hvis problemet er dårlige relationer til familie eller
venner, så 1)a, hvis problemet er mere psykisk, så 1)b, hvis problemet
er eksistentielt (og det er ikke et problem men et menneskeligt
grundvilkår) så helt klart 2). I øvrigt er ingen af mulighederne
gensidigt udelukkende, så X kan da bare helgardere med både 1) og 2)

>Venter indlæg fra både troende og ikke-troende.

Og så lige det puritanistiske sidespark fra et troende synspunkt:

Det er (tror jeg) de flestes erfaring at man i mangt og meget får det
bedre hvis man tror, men det at få det bedre er ikke og har aldrig
været formålet med tro. Tro er mere en proces hvor det som først
forekommer meningsløst efterhånden alligevel begynder at give mening.

>Hvis "1" blev valgt, så er X blevet afhjulpet sine problemer
>[...]
>X lever idag et normalt liv.
>
>Hvis "2" blev valgt, så er ALT *knips*, læsset over på Gud, uden X
>på noget tidspunkt har "orket" at ta' ansvaret for eget liv

Grov datamanipulation med eksemplet - der er da vist ingen tvivl om
hvad du selv mener. Tro er altså meget andet end eskapisme for den
selvudviklingsmæssige dovenlars. Tværtom kan en levende aktiv tro
kræve endog meget arbejde med sin personlige udvikling.

>Den sande lykke må derfor opstå, når man delvist, på egen hånd,
>er trådt ud af nattens mørke, og ind i dagens lys...eller hvad ?

Tro ikke for at blive lykkelig, men vær lykkelig for at du tror.

Med venlig hilsen
Lars Erik Bryld
22 maj AD 2002
Skt. Rita

---

d. 21/05/02 21:59 skrev Hagemann på Hage@ofir.dk i artiklen
ace8tt$o0f$1@news.cybercity.dk:

> I hvilken situation, 1 eller 2, finder X mest ægte fred ?

Hvad med en kombination af 1 og 2? Det afhænger meget af den enkeltes
situation, hvordan 1 og 2 bør blandes.

Nogle mennesker kan føle så meget skyld og mindreværd, at det forhindrer et
godt forhold til omgivelserne. Skyldfølelsen kan endog være så stor, at man
ikke vil fortælle en psykiater eller psykolog om det. I de tilfælde kan det
være nødvendigt med hjælp fra Gud til at komme videre med sit liv.

Efter min mening er der ingen tvivl om, at begge situationer kan skabe nogle
store problemer, hvis de står alene. Det skaber alvorlige psykiske problemer
altid at leve alene i sin egen verden, men der kan også nemt opstå alvorlige
problemer, hvis man er så afhængig af sine sociale relationer, at man giver
afkald på sine egne værdinormer og grænser for at undgå at være alene. Det
kan også ødelægge et venskab, hvis den ene part har et stort kontaktbehov,
som virker omklamrende og kvælende og ikke levner meget plads til, at den
anden part kan have sit eget liv.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen

---

"Hagemann" <Hage@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:ace8tt$o0f$1@news.cybercity.dk...
> Man taler om at ha' det godt inderst inde.
>
> En person, X, har det svært, -flg. muligheder
> er afprøvet:
>
> 1) taler med familie + venner, og har måske set en dygtig psykiater.
> 2) Fandt håbet ved aktiv tro på Gud.
>
> Hvis "1" blev valgt, så er X blevet afhjulpet sine problemer
> ved aktiv at tale med sine nærmeste, -ja måske endog begyndt
> at kende sin nærmeste omgangskreds meget bedre. Alene
> dêt har måske hjulpet ham igennem en svær tid.
> En psykiater har ovenikøbet måske fortalt ham, at han
> er "normal" og det er et typisk nedbrud vedkommende har haft.
> X lever idag et normalt liv.
>
> Hvis "2" blev valgt, så er ALT *knips*, læsset over på Gud, uden X
> på noget tidspunkt har "orket" at ta' ansvaret for eget liv
>

Efter at have "luret" i denne gruppe i det meste af et års tid, så vil jeg
lige godt give mit besyv med

I mange år dyrkede jeg fanatisk min egen begavelse (ud i egen indbildning)
og evne til overlevelse, det hele var sådan lidt desperado-agtigt, og jeg
tænkte tit: "turde jeg dog bare tro", idet jeg fejlagtigt mente, at det
ville fritage mig for den tunge byrde af personligt ansvar.

Og så i forbindelse med min ældstes konfirmationsforberedelse, som jeg også
involverede mig lidt i - forstået på den måde, at jeg hellere "lige måtte
sætte mig lidt ind i tingene" - opdagede jeg det helt mageløse:

Jesus radikaliserer det personlige ansvar! både over for en selv og næsten.
Troen giver mig styrke til at bære mit ansvar.

så derfor er mit svar, at personen X finder styrke og ro i 2 til at
gennemføre 1.

De venligste hilsner
Lars Pedersen