---

Hej,
jeg har et lille problem:
ligesom mange andre kvinder så barberer jeg mig ret tit "dernede" (bikini),
men en gang imellem får jeg en iriterende byld lige under skridtet. For
nogle år siden fik jeg fjernet sådan en og det er ikke noget jeg vil gøre
igen (det blev bare til et større og ret grimme ar).
Er der nogen der har problemer med ovenstående og evt. en løsning?

mvh anne

---

"anne" <zp1990@msn.com> skrev i en meddelelse
news:3cb20b33$0$12074$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Anne

> ligesom mange andre kvinder så barberer jeg mig ret tit
"dernede" (bikini),
> men en gang imellem får jeg en iriterende byld lige under
skridtet. For
> nogle år siden fik jeg fjernet sådan en og det er ikke noget
jeg vil gøre
> igen (det blev bare til et større og ret grimme ar).
> Er der nogen der har problemer med ovenstående og evt. en
løsning?

Jeg har prøvet præcis det samme. For mig fører barbering i
skridtet tit til små indgroede hår, små bumser og så engang
imellem de her større byld-agtige tingester som gør ondt som en i
heleved og absolut ikke er særligt kønne. Løsningen for mig er
simpelthen ikke at barbere mig i skridtet. En ting er at trimme
lidt af og til, når jeg skal optræde i bikini eller til tider
fjerne lidt mere som en del af en seksuel leg, men fandme om jeg
vil rende rundt og have ondt sådan helt generelt.

Der er dem der mener, at det er bedre at vokse men det er da
forbundet med en del smerter lige når man gør det og igen, det
gider jeg simpelthen ikke.

Iøvrigt synes jeg det klør som bare faen når hårene vokser ud
igen og hvis området skal bevares rigtig glat skal det i mit
tilfælde barberes hver evig eneste dag, hvilket så igen bare
fører til mere irritation og større risiko for de indgroede hår,
bumser og endelig bylder.

Mit råd til dig er altså at droppe det der med barbering i
skridtet. Og nej du er ikke alene. Der er i hvert fald dig, mig
og min bedste veninde, som har den slags problemer med barbering
i skridtet.

Hyg sig så vældigt
Puk

---

Puk skrev i en meddelelse news:FBvs8.20884$iY5.758956@news010.worldonline.dk...
> "anne" <zp1990@msn.com> skrev i en meddelelse
> news:3cb20b33$0$12074$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Anne

> > ligesom mange andre kvinder så barberer jeg mig ret tit
> "dernede" (bikini),
> > men en gang imellem får jeg en iriterende byld lige under
> skridtet. For
> > nogle år siden fik jeg fjernet sådan en og det er ikke noget
> jeg vil gøre
> > igen (det blev bare til et større og ret grimme ar).
> > Er der nogen der har problemer med ovenstående og evt. en
> løsning?

> Jeg har prøvet præcis det samme. For mig fører barbering i
> skridtet tit til små indgroede hår, små bumser og så engang
> imellem de her større byld-agtige tingester som gør ondt som en i
> heleved og absolut ikke er særligt kønne. Løsningen for mig er
> simpelthen ikke at barbere mig i skridtet. En ting er at trimme
> lidt af og til, når jeg skal optræde i bikini eller til tider
> fjerne lidt mere som en del af en seksuel leg, men fandme om jeg
> vil rende rundt og have ondt sådan helt generelt.

Det kan jeg så sandelig godt forstå.
Jeg har ikke ovenstående problemer, men I har da fået mig
til at tænke på, om de problemer, jeg har, kan skyldes, at jeg
barberer mig?
Som jeg for længe siden skrev, får jeg somme tider revner
dernede og vokser så sammen. Bla er de indre skamlæber
vokset sammen med de ydre. Jeg har somme tider mareridt
om at være vokset helt sammen. Hjælp! Min gynækolog siger,
det skyldes en overproduktion af streptokokker, som vi alle har
i mindre målestok. Og da jeg ikke kan tåle penicillin, kan det ikke
slås effektivt ned, når der sker igen.
Gad vidst, om min interference med barbering dernede forværrer
det?

> Der er dem der mener, at det er bedre at vokse men det er da
> forbundet med en del smerter lige når man gør det og igen, det
> gider jeg simpelthen ikke.

Never in a lifetime!

> Iøvrigt synes jeg det klør som bare faen når hårene vokser ud
> igen og hvis området skal bevares rigtig glat skal det i mit
> tilfælde barberes hver evig eneste dag, hvilket så igen bare
> fører til mere irritation og større risiko for de indgroede hår,
> bumser og endelig bylder.

Jeg oplevede, at det kløede, når de voksede ud, efter jeg havde fået
dem fjernet under min første fødsel, hvilket bla var grunden til, at jeg
holdt mig tilbage fra at gøre det senere. Men jeg har aldrig oplevet det
nu, hvor jeg fjerner dem med regelmæssige mellemrum. Jeg gider ikke
gøre det hver dag, så de får lov til at vokse ud indimellem. Så meget
desto større er overraskelsen og fornøjelsen hos kæresten, når jeg
har gjort det.

Venlig hilsen
Hanne L

---

"Hanne L" <maanelys@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:a8uk5b$isu$1@sunsite.dk...

Hej Hanne

[SNIP]

> Det kan jeg så sandelig godt forstå.

Ja forestil dig hvor ondt det gør at have sådan en byld lige i
overgangen mellem lår og ydre skamlæber og så tage trusser og
bukser på og cykle ned for at købe ind. Det er absolut ikke spor
sjov og så må kæresten altså synes hvad han vil om barbering, det
kunne ikke rage mig langsommere *G*.

> Jeg har ikke ovenstående problemer, men I har da fået mig
> til at tænke på, om de problemer, jeg har, kan skyldes, at jeg
> barberer mig?

Hmmm, måske. Det er da vel værd lige at spørge lægen.

> Som jeg for længe siden skrev, får jeg somme tider revner
> dernede og vokser så sammen. Bla er de indre skamlæber
> vokset sammen med de ydre. Jeg har somme tider mareridt
> om at være vokset helt sammen. Hjælp! Min gynækolog siger,
> det skyldes en overproduktion af streptokokker, som vi alle har
> i mindre målestok. Og da jeg ikke kan tåle penicillin, kan det
ikke
> slås effektivt ned, når der sker igen.
> Gad vidst, om min interference med barbering dernede forværrer
> det?

Det lyder bestemt heller ikke spor skæg. I dine sko ville jeg
nok lige spørge gynækologen. Umiddelbart skulle man jo tro, at
han/hun selv ville tænke på at nævne det, men sådan nogle er jo
også mennesker.

> Never in a lifetime!

Bare tanken om at rive hårene i skridtet ud med sådan en
voksstrip eller som nogle gør få det lavet af en professionel er
nok til at få mig til at sværge aldrig at gøre det. Og det
uanset om så hele klodens mandlige befolkning bestemte sig for at
mene, at sådan skulle det være.

> Jeg oplevede, at det kløede, når de voksede ud, efter jeg havde
fået
> dem fjernet under min første fødsel, hvilket bla var grunden
til, at jeg
> holdt mig tilbage fra at gøre det senere. Men jeg har aldrig
oplevet det
> nu, hvor jeg fjerner dem med regelmæssige mellemrum. Jeg gider
ikke
> gøre det hver dag, så de får lov til at vokse ud indimellem. Så
meget
> desto større er overraskelsen og fornøjelsen hos kæresten, når
jeg
> har gjort det.

Jeg synes altid det klør når de vokser ud og jeg ender også altid
med et par små bumser og knopper (færre når jeg ligger i bad i
timevis forinden, men det hvem har tid til det hele tiden *G*).
Så jeg har simpelthen droppet det helt og aldeles. Lidt trimning
som sagt til turene i bikini men mere bliver det ikke til.

Emnet i sig selv er faktisk nok til at give mig knopper. Med det
mener jeg, at hver gang jeg hører eller læser om mænd der udtaler
sig om, hvordan kvinder skal se ud og være desto gladere bliver
jeg for at være single og desto mindre lyst får jeg til
overhovedet at finde sammen med en mand. Jeg er SÅ træt af at
høre om alle de krav som kærester skal leve op til. Jeg synes
faktisk der er rigeligt med krav i min hverdag i form af job,
venner og familie og er ikke spor ivrig efter at udvide med
flere. Og sørgeligt som det eventuelt måtte lyde for andre, så
forbinder jeg i stigende grad mænd og kæresteri med fuldstændige
latterlige krav som det forventes at man lever op til. Selv
synes jeg naturligvis ikke det er sørgelig for jeg er både glad
og lykkelig med det liv jeg har. Jeg savner ikke noget og har
ikke lyst til at ændre på noget i nævneværdig grad for at gøre
plads til en mand. Så jeg er steget af ræset. Skulle jeg mod al
forventning rende ind i en mand som lige præcis passer ind, så
vil han være velkommen, men han skal nok være temmelig
overbevisende før jeg tror på, at han reelt passer lige ind og
ikke bare skal have skoen indenfor døren for så at begynde at
ændre det hele.

Og ja........den slags er præcis hvad jeg får associationer til,
hver gang jeg læser mænd skrive at piger skal barbere sig i
skridtet, være til høje hæle og teltture, sjove uden at tage
rampelyset fra dem selv, sødere end noget andet uden at være det
mindste smule naive etc etc. Jeg tager mig simpelthen til
hovedet og tænker at de sgu da er godt dumme, hvis de tror, at
jeg hopper med på den galej *G*

Hyg sig så vældigt
Puk

---

"Puk" <powder@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:4a_s8.13785$567.760055@news000.worldonline.dk...

Hej Puk

> Bare tanken om at rive hårene i skridtet ud med sådan en
> voksstrip eller som nogle gør få det lavet af en professionel er
> nok til at få mig til at sværge aldrig at gøre det.

Heller ikke jeg synes det lyder specielt fedt.

> Og det
> uanset om så hele klodens mandlige befolkning bestemte sig for at
> mene, at sådan skulle det være.

De kan da rende og hoppe
I hvor mange hundrede år har kvinder ikke underkastet sig smerte, ubehag og
ubevægelighed, fordi noget var på mode?!

> Emnet i sig selv er faktisk nok til at give mig knopper. Med det
> mener jeg, at hver gang jeg hører eller læser om mænd der udtaler
> sig om, hvordan kvinder skal se ud og være desto gladere bliver
> jeg for at være single og desto mindre lyst får jeg til
> overhovedet at finde sammen med en mand. Jeg er SÅ træt af at
> høre om alle de krav som kærester skal leve op til.

Jeg har på fornemmelsen, at det er de mænd der ikke har en kæreste, der
stiller alle disse krav. På en eller anden måde er den potentielle kæreste
Kvinden - for nogle mænd - blevet idealiseret i en sådan grad, at ingen
*levende* kvinde kan leve op til deres forventninger og krav. Tro mig jeg
kender til flere eksempler på notoriske ungkarle, der er sådan. De får da et
chok den dag de møder en "ægte" kvinde, med pms, menstruation,
menstrationssmerter, bylder i skridtet og hår på benene eller hvad vi
kvinder nu kan risikere at rende rundt og gemme på.

Jeg synes
> faktisk der er rigeligt med krav i min hverdag i form af job,
> venner og familie og er ikke spor ivrig efter at udvide med
> flere. Og sørgeligt som det eventuelt måtte lyde for andre, så
> forbinder jeg i stigende grad mænd og kæresteri med fuldstændige
> latterlige krav som det forventes at man lever op til.

Jeg synes faktisk på mange måder, at det med hensyn til det kropslige og
signaler og alt det var en letteste at få en kæreste. Men det er måske også
fordi Mark er afslappet på det punkt. og at vi kan joke med mine hår og hvad
jeg ellers har Og hans for den sags skyld.

Selv
> synes jeg naturligvis ikke det er sørgelig for jeg er både glad
> og lykkelig med det liv jeg har.

Så er det jo fuldstændigt ligegyldigt hvad andre mener om det.

> Jeg savner ikke noget og har
> ikke lyst til at ændre på noget i nævneværdig grad for at gøre
> plads til en mand. Så jeg er steget af ræset. Skulle jeg mod al
> forventning rende ind i en mand som lige præcis passer ind, så
> vil han være velkommen, men han skal nok være temmelig
> overbevisende før jeg tror på, at han reelt passer lige ind og
> ikke bare skal have skoen indenfor døren for så at begynde at
> ændre det hele.

Ja men kan vel kun ændre på dig hvis du selv giver ham lov til det. Måske
vil du netop være den kvinde han har brug, der ikke hopper på hvad som
helst, om jeg så må sige. Jeg håber, at det giver mening for jeg udtrykker
mig vist ikke særlig præcist på denne tid af døgnet

> Og ja........den slags er præcis hvad jeg får associationer til,
> hver gang jeg læser mænd skrive at piger skal barbere sig i
> skridtet, være til høje hæle og teltture, sjove uden at tage
> rampelyset fra dem selv, sødere end noget andet uden at være det
> mindste smule naive etc etc.

Hvad er det det hedder - dobbelt standard eller sådan noget. Kvinder vil
aldrig kunne leve op til disse dobbelte krav, så hvorfor overhovedet prøve?

> Jeg tager mig simpelthen til
> hovedet og tænker at de sgu da er godt dumme, hvis de tror, at
> jeg hopper med på den galej *G*

Jeg tænker at de er da godt dumme de kvinder, der forsøger at hoppe med på
den galej ...
Desværre kan jeg ikke selv gøre mig helt fri for at prøve selv, men jeg
arbejder på sagen

Mange venlige hilsener, Kristine.

---

"Vanillepigen" <kristine@gazel.dk> skrev i en meddelelse
news:a92f04$m6u$1@sunsite.dk...

Hej Kristine

> Heller ikke jeg synes det lyder specielt fedt.

Men der må jo være salg i det, selvom jeg slet ikke forstår det.

> De kan da rende og hoppe
> I hvor mange hundrede år har kvinder ikke underkastet sig
smerte, ubehag og
> ubevægelighed, fordi noget var på mode?!

Jep. Problemet er nok bare, at jeg bliver så frygtelig skuffet,
hver gang jeg møder denne her indstilling fra mænd om at kvinder
ingen kropsbehåring må have. Jeg vil jo frygtelig gerne tænke,
at det altså MÅ være et fåtal, som går så meget op i den slags,
men sådan virker det altså ikke, og det synes jeg er mægtig
skuffende. Ikke så meget på et personligt plan, mere sådan noget
med, at jeg vitterlig troede på at de fleste havde andre og mere
substante ting at tænke på.

> Jeg har på fornemmelsen, at det er de mænd der ikke har en
kæreste, der
> stiller alle disse krav. På en eller anden måde er den
potentielle kæreste
> Kvinden - for nogle mænd - blevet idealiseret i en sådan grad,
at ingen
> *levende* kvinde kan leve op til deres forventninger og krav.

Det tror jeg faktisk du har ret i. For mig har det så bare den
effekt, at jeg slet ikke gider bruge min tid på dem. Risikoen
for at det er sådan de tænker er nemlig så stor, at jeg slet ikke
gider bruge mine kræfter på at lære dem at kende.
Sandsynligheden for at det er det rene spild af tid er nemlig ret
stor. Og min tid er da alt for værdifuld til det. På mig virker
det fuldstændig omsonst overhovedet at skulle skænke
kønsbehåring, høje hæle eller ej osv en tanke, når jeg lærer en
ny mand at kende. Jeg synes det virker meget forstyrrende for de
ting som er langt mere betydningsfulde.

> Tro mig jeg
> kender til flere eksempler på notoriske ungkarle, der er sådan.
De får da et
> chok den dag de møder en "ægte" kvinde, med pms, menstruation,
> menstrationssmerter, bylder i skridtet og hår på benene eller
hvad vi
> kvinder nu kan risikere at rende rundt og gemme på.

Ja det tror jeg faktisk også de gør. Hvis de da får chancen for
overhovedet at møde dem. For hvis andre piger har det lidt som
mig, så stiger de af allerede inden de møder gutterne.

> Jeg synes faktisk på mange måder, at det med hensyn til det
kropslige og
> signaler og alt det var en letteste at få en kæreste. Men det
er måske også
> fordi Mark er afslappet på det punkt. og at vi kan joke med
mine hår og hvad
> jeg ellers har Og hans for den sags skyld.

Det kan jeg godt forstå. Men nu har du og Mark jo også været
sammen i noget tid. Det jeg ikke orker at bruge min tid på er
vel i og for sig "begyndelsen". Der er mange som synes, at det
er helt vidunderligt at være forelsket eller lun på en eller
anden. Det kan det også sagtens være. Men det kan i mine øjne
også være det stik modsatte. Netop være fyldt med en hel masse
overvejelser om man nu er "god nok". Jeg synes simpelthen at jeg
alt for ofte har oplevet, at det er en lettelse, når gutten ikke
længere er i billedet, hvad end vi så har nået at starte et
forhold eller bare har datet lidt. Så kan jeg ligesom slappe af
igen og bare have det rart. Ingen fuldstændigt sindsyge
overvejelser om hvilken BH der nu er den mest sexede, ingen
slæben sig selv rundt og gøre sig i stand efter løbeturen om
aftenen (fordi ingen dansk mand idag jo kan tåle at se et
joggingsæt på en kvinde med mindre hun rent faktisk er igang med
at dyrke motion), ingen tur ud at spise som skulle være hyggelig
men helst skal foregå i høje hæle og dermed ender som en plage
osv osv.

Og ja det er jo meget nemt at sige, at så kan man da bare lade
være med den slags, når man møder en gut. Men det synes jeg
faktisk er lettere sagt end gjort. For jeg kan da godt forstå,
at gutterne synes jeg er mere sexet at se på i lidt lækkert tøj
med håret sat end jeg er i et sæt joggingtøj. Det er da
indlysende. Jeg ville bare ønske at det ikke handlede så skide
meget om at være sexet, men mere om at have det rart. For der er
ingen tvivl om at jeg har det bedre i joggingtøjet efter
løbeturen og i bund og grund synes det er fuldstændig latterligt
at gøre sig selv i stand, når man alligevel bare skal hygge sig
på sofaen med en kande the.

> Så er det jo fuldstændigt ligegyldigt hvad andre mener om det.

Jep det er det da. Men jeg tænker da af og til på, om det vil
være lige så fedt at være single om 5-10 år. Om jeg ikke på et
tidspunkt vil komme til at savne intimiteten i et parforhold.
Men problemerne til den tid vil jo være præcis de samme (ja jeg
tænker faktisk, at de sgu nok er værre og så er jeg tilmed ældre,
ikke just den heldigste kombination *G*).

Ja selv nu tænker jeg, at det kunne være rart med en kæreste.
Men så er det jeg tænker på prisen og så kan jeg i den grad godt
styre mig. Også selvom prisen måske bare skal betales i
begyndelsen. Jeg ORKER det simpelthen ikke. Faktisk tror jeg,
at det er medvirkende årsag til, at jeg har meget svært ved at
forelske mig. Der er simpelthen for meget af alt det der
irrellevante som ligger i vejen som en slags filter.

> Ja men kan vel kun ændre på dig hvis du selv giver ham lov til
det. Måske
> vil du netop være den kvinde han har brug, der ikke hopper på
hvad som
> helst, om jeg så må sige. Jeg håber, at det giver mening for
jeg udtrykker
> mig vist ikke særlig præcist på denne tid af døgnet

Det giver skam mening. Men jo kun hvis jeg er i stand til netop
at holde på mit. Det synes jeg nemlig er meget lettere, når der
ikke er nogen mand i billedet overhovedet. Jeg føler mig
stærkere, smukkere, gladere (sådan jævnt gladere), mere afslappet
og rolig uden mand i billedet. Og det er da egentlig både trist
og bemærkelsesværdigt. For hele ideen med parforhold er vel
egentlig at man finder styrke i hinanden og *ikke* at det føles
som et åg.

Men står jeg så der med en gut i sigte, som jeg gerne vil gøre et
godt indtryk på, så bliver billedet jo straks mere forplumret.
For jeg vil da nødig virke stejl og kompromisløs. Så er det
tanker som, "Nå ja hvis han nu er så glad for at se mig i høje
hæle, hvorfor så ikke, det er da ikke så død vigtigt" kommer ind
på banen. Problemet er bare at der jo så hurtigt bliver mange af
dem og pludselig er det så at der er *for* mange, og det med
gutten ender med at føles mere som hårdt arbejde end som noget
rart og hyggeligt og så bakker jeg ud for det var jo slet ikke
meningen og så er det ligesom på forhånd ødelagt.

Linien mellem at indgå et kompromis og af og til gøre noget for
sin partner eller mulige partner bare for at glæde ham bliver
sløret og går lynhurtigt over i en følelse af pligt og af at det
nærmest forventes, og så stejler jeg. Lidt på samme måde som når
jeg hører folk sige eller ser folk skrive, at selvom man ikke
selv har lyst til sex, så kan man da godt lige give sin partner
en hånd. For jo det kan jeg da godt logisk se det rigtige i.
Men hvis man nu vitterlig ikke har lyst, hvorfor kan det så ikke
bare accepteres? Ligesom man accepterer at ens partner altså
bare ikke har lyst til at løbe en tur i skoven. Der var jo ingen
som kunne drømme om at sige, at det kunne man da godt lige gøre
for hinanden.

> Hvad er det det hedder - dobbelt standard eller sådan noget.
Kvinder vil
> aldrig kunne leve op til disse dobbelte krav, så hvorfor
overhovedet prøve?

Lige præcis. Og da jeg til stadighed oplever, at det altså ikke
er godt nok, hvis man ikke gider prøve, så kan jeg mærke at min
lyst til overhovedet at indgå i romantiske/sexuelle relationer
til mænd bliver mindre og mindre.

> Jeg tænker at de er da godt dumme de kvinder, der forsøger at
hoppe med på
> den galej ...
> Desværre kan jeg ikke selv gøre mig helt fri for at prøve selv,
men jeg
> arbejder på sagen

Ork som du kan se, kan jeg bestemt heller ikke se mig fri. Jeg
synes det er svært at finde det sted, hvor jeg både er tro mod
mig selv og samtidig ikke er rigid, stejl og kompromisløs. For
jo jeg hopper gerne i et par høje hæle.........EN GANG IMELLEM.
Men jeg gør det altså ikke, hvis jeg får den der fornemmelse af,
at jeg ligesom kun er helt god nok, når jeg har dem på Det ville
være helt sindsygt dejligt at høre mænd af og til udtale sig om
at normalitet er sexet og rart. Altså at den almindelige
dagligdag (med joggingsæt *G*) godt kan være en kilde til glæde
og erotik. At det ikke behøver være det store udstyrsstykke.
For det er faktisk den almindelige dagligdag, som jeg selv sætter
allermest pris på.

Lige så mange varme hilsner til dig
Puk

---

"Puk" <powder@worldonline.dk> skrev :
Hej Puk :)

>Linien mellem at indgå et kompromis og af og til gøre noget for
>sin partner eller mulige partner bare for at glæde ham bliver
>sløret og går lynhurtigt over i en følelse af pligt og af at det
>nærmest forventes, og så stejler jeg. Lidt på samme måde som når
>jeg hører folk sige eller ser folk skrive, at selvom man ikke
>selv har lyst til sex, så kan man da godt lige give sin partner
>en hånd.

Yeah ;)

>For jo det kan jeg da godt logisk se det rigtige i.

Det har sådan set ikke noget at gøre med logik, eller graden af
rigtighed, ej heller kompromis, men når du sammenligner det med at
tage torturinstrumenter på fødderne *G*, så kan jeg da godt forstå at
der kommer ord som kompromis og pligt ind i billedet.

Det samme gælder løbeturen i skoven, som jeg jo mener er en
fuldstændig vanvittig handling :D og derfor heller ikke rigtigt kan se
at man på nogen måde kan tilfredsstille sin partner ved at tage med
på, medmindre man da er i seletøj ;)

I modsætning til en løbetur i skoven, er sex i et parforhold, som
udgangspunkt, noget fælles, dejligt, befriende, tilfredsstillende for
begge parter. Og dét at glæde sin partner seksuelt, indebærer som
udgangspunkt ikke nogen begrænsninger, eller urimelige krav.

Men jeg tror måske at vores (meget) forskellige tilgang til dette emne
skyldes at jeg ganske enkelt aldrig har haft de overvejelser du gør
dig, mht. hvor meget, hvordan, og hvorfor man skal glæde (eller gøre
sig tiltrækkende overfor) sin partner.

Jeg kan da sagtens forstå at man som kvinde _ikke_ har lyst til at
glæde en mand som stiller urimelige krav, og forlanger høje hæle og
'intet hår udover på hovedet', og som chokeres over knopper som følge
af intimbarbering, men når det så er sagt, så må jeg sige at jeg ikke
kender en eneste mand af den kaliber, ikke een eneste!

Dermed ikke sagt at jeg ikke tror de findes, selvfølgelig gør de det,
jeg har set dem i dss, og går ud fra at de repræsenterer en del af
befolkningen, men jeg har aldrig været udsat for dem, og som sådan er
min indgangsvinkel til parforhold måske en anelse blåøjet og simpel.

Jeg forventer det bedste, og dét er også hvad jeg ønsker at give min
partner. Jeg forventer ikke vanvittige krav om en bestemt påklædning,
og jeg forventer ikke at min kæreste er mindre end ualmindelig godt
tilfreds med mig som partner, uanset at jeg aldrig barberer mig under
armene.

Først og fremmest kan jeg slet ikke forbinde 'pligter og rettigheder'
med et parforhold, hvorfor jeg naturligvis ikke kan fatte, at sex med
den man elsker, på nogen måde kan være forbundet med sur pligtfølelse.

Jeg har, efter lang tids læsning i dss, og desværre også oplevelser i
den virkelige verden omkring mig, måttet erkende, at for mange,
består et parforhold af: overenskomstforhandlinger, angst for at blive
forladt, og urimelige krav. Og derfor trækker jeg alle tidligere
påstande om det ubetinget lyksalige i seksuelt at glæde sin partner,
tilbage.

--
Freya, desillusioneret ;)

---

On Sat, 13 Apr 2002 10:10:28 +0200, Freya <freyz@c.dk> wrote:

sniper lige det hele : jeg er jo trods alt en mand og som sådan en
latent synder og må liget tage min egen rolle i alt dte her op til
vendning !


for jeg kan da side og komme helt i tvil ...

om end jeg godt nok har til gode at stille krav om:nogen form for
barbering silekone osv... meeeen Nårman ksuer langt nok indad finder
man måske nok afligevel , hvad nogen vil betragte som urigemleigheder?

ja så sent som i sidsuet uge *tvang* er måske et stærk ord - men dte
endet da ihvertilfælled med at hun gik i nette med 2 plastik æge oppe
i skeden og når jeg nu sider og tænker over det jamen så havde hun
måske helst været fri (?)
så kan man igen finde ind til den grover side af sin natur og sige :
ja men hun fik sgu da handlet dte ind hun skulle , ås helt gat kan dte
ikke være når jeg nu en gang synes dte er skide skægt ???

men derfor har hun da følser afligevel og måske en blufærdighed jeg
ikke har øje for ?

så måske skulle jeg ike stille mig så undrene over hun ikkke har hjort
det siden - men spørge mig selv om hun i virklighedne havde lyst ?
i stedet fro at arbejde vide rmed tanken om at der ku sgu garentere
også godt være en lady finerg i røwen på også (?)

for dte ligger jo ligesom i blufærdighedesn natur at man helst ikke
taler om det - nogen gode komentar til dette iretteren problem ?

skal jeg bare lade være med at følge op på det eler tale om det ?
for det e r jo ikke barte dte jeg har gsu oghså fåed hende til at stå
og mastubere i en telefon box oppe i det mørke nord jylland og de rvar
sgu mange mennesker detr stod og så på ... hun var da *lidt* paranoid
da hun gik hjem bagefter Hæ Hæ eller hmmmm...det var måske synd !

et sidste eksempel også skal jeg slippe dem ærede læser .. har jeg i
denne time af tilståelser imens hun var påå arbejde ringet under
forgivene af vi bare skulle have en kop kaffe sammne i telefonen også
begyndt art køre ne lir så voldsomt på hende i telefonen så hun
mistede koncentyrasionen fik ondt i maven og ku ikke gøre sit arbejde
færdig :( ja jeg ku blive ved .... !

ilds påsætelse osv .. ja ja det ...

mnen igen fordi man finder nogen knapper man KAN trygge på behøves man
jo ikke ubetinget at gøre det ... men jeg har svært ved at lade være
:(?

og et sidte problem er hvis jeg kom på sådan noget som at gå op i
intim barbering når man så har kendt hiuande efter hånde så længe - så
vil hun ikke tro på mig ? da det ville være en ny side som skule
lanceres og der tror jeg mans skla være ovebevist selv hvis det skal
lykkedes ?

menjeg kan da godt prøve ?

bedtse hilsner
den store synder
Bo

--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

Chokmah Dog Fever <chokmah@c.dk> skrev :

>ja men hun fik sgu da handlet dte ind hun skulle

Nej, jeg glemte faktisk kaffefiltre ;(

--
Freya

---

Freya skrev:

> Chokmah Dog Fever <chokmah@c.dk> skrev :
>
>>ja men hun fik sgu da handlet dte ind hun skulle
>
> Nej, jeg glemte faktisk kaffefiltre ;(
>

Brug toiletpapir hvis det ikke er farvet alt for meget.

Tomas O.

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in message
news:Xns91EFD0935721Avampyre@teledanmark.dk...
> Freya skrev:
>
> > Chokmah Dog Fever <chokmah@c.dk> skrev :
> >
> >>ja men hun fik sgu da handlet dte ind hun skulle
> >
> > Nej, jeg glemte faktisk kaffefiltre ;(
> >
>
> Brug toiletpapir hvis det ikke er farvet alt for meget.
>
> Tomas O.

Ja, den ville klart være værre den anden vej rundt

-Carina

---

"-Carina" <carina@tdcspace.dk> skrev i en meddelelse
news:3cb87bfc$0$12075$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> "Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in message
> news:Xns91EFD0935721Avampyre@teledanmark.dk...
> > Freya skrev:
> >
> > > Chokmah Dog Fever <chokmah@c.dk> skrev :
> > >
> > >>ja men hun fik sgu da handlet dte ind hun skulle
> > >
> > > Nej, jeg glemte faktisk kaffefiltre ;(
> > >
> >
> > Brug toiletpapir hvis det ikke er farvet alt for meget.
> >
> > Tomas O.
>
> Ja, den ville klart være værre den anden vej rundt

Farven ses ikke ved kaffe-brygning

MVH
Henning

---

On Sat, 13 Apr 2002 18:28:34 +0000 (UTC), "Tomas O." <tfo@gmx.net>
wrote:

>Freya skrev:
>
>> Chokmah Dog Fever <chokmah@c.dk> skrev :
>>
>>>ja men hun fik sgu da handlet dte ind hun skulle
>>
>> Nej, jeg glemte faktisk kaffefiltre ;(
>>
>
>Brug toiletpapir hvis det ikke er farvet alt for meget.

ja også smager det ikke af sæbe og gamel opvask ;(
jeg menr man ku da i dte mindste SIGE det , men nej nej
ok det kan slevføligt godt være at det er distaherene at løbe rundt
med 2 kugleri skeden ???
Mv
Bo
--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

On Sat, 13 Apr 2002 19:57:49 +0200, Freya <freyz@c.dk> wrote:

>Chokmah Dog Fever <chokmah@c.dk> skrev :
>
>>ja men hun fik sgu da handlet dte ind hun skulle
>
>Nej, jeg glemte faktisk kaffefiltre ;(

tror fan kaffen smagte af sæbe pulver :(
HVOR TIT SKLA JEG jeg sige at du ikke bare skal bruge et viske BRUGT
stykke NÅR DU HAR GLMET at købe filter ... det er altså ikke bare
KVINDER DER er oppe imod hårde ireterene problemer ;(
Bo
--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

Chokmah Dog Fever <chokmah@c.dk> skrev :

>tror fan kaffen smagte af sæbe pulver :(

Nej nej, det var jo fra dengang hvor et sindsygt kvindemenneske
forsøgte at forgifte mig, ved at skylle kaffemaskinen med Ajax.

FIT: dk.snak.snik
--
Freya

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:dhmgbu01m2rbhanbmbee0ophighcl8pggo@4ax.com...

Hej Bo

> sniper lige det hele : jeg er jo trods alt en mand og som sådan
en
> latent synder og må liget tage min egen rolle i alt dte her op
til
> vendning !
>
>
> for jeg kan da side og komme helt i tvil ...
[SNIP]

Jeg tror roligt du kan gå ud fra, at Freya ville sige fra, hvis
hun ikke havde lyst.

Og nej det er ikke fordi, jeg ikke vil snakke med mine partnere
om tingene *S*. Det vil jeg mægtig gerne. Jeg finder det bare
til tider mægtig svært at finde det tidspunkt, hvor det kan lade
sig gøre at få sådan en snak uden at manden går i panik og
forestiller sig et sexløst, legeløst, kærlighedsløst forhold.

Mange hilsner
Puk

---

On Sun, 14 Apr 2002 01:30:49 +0200, "Puk" <powder@worldonline.dk>
wrote:

HI Puk :)

>Hej Bo
>
>> sniper lige det hele : jeg er jo trods alt en mand og som sådan
>> latent synder og må liget tage min egen rolle i alt dte her op
>>til
>> vendning !
>>
>>
>> for jeg kan da side og komme helt i tvil ...
>[SNIP]
>
>Jeg tror roligt du kan gå ud fra, at Freya ville sige fra, hvis
>hun ikke havde lyst.

jaaaaae det vik hun nok , mne når dte komer til sex - så er hun sgu
med på dne værste :)

>
>Og nej det er ikke fordi, jeg ikke vil snakke med mine partnere
>om tingene *S*. Det vil jeg mægtig gerne. Jeg finder det bare
>til tider mægtig svært at finde det tidspunkt, hvor det kan lade
>sig gøre at få sådan en snak uden at manden går i panik

Hmm dte kanjeg da godt huske fra min ungdom - at jeg et par gange
rendte ind i en der spurget om der var et eææer andte særligt jeg
havde lyst til og jeg tænkte hun må da være binde gal :)
men jeg var så også tæt på de 30 før at jeg fik den ide at kvinder
overhovedet fik noget ud af sex !

> og
>forestiller sig et sexløst, legeløst, kærlighedsløst forhold.

Nahh mon dte nu også er ås galt hvis der bare er lidt respekt
kærlighed osv til stede... så er det nu en mand er meget ringe
kvalitet , der bliver helt døv og går mentalt blank og ja går i panik
ja hvordan er dte med sex ? for dte meste så kan man well bare mærke
det - kan man ikke ?
Mv
Bo
--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse news:ngcjbusjk0cc3iokomgpsork0jufc4kjgo@4ax.com...

Hej Puk og Bo
> >
> >> sniper lige det hele : jeg er jo trods alt en mand og som sådan
> >> latent synder og må liget tage min egen rolle i alt dte her op
> >>til
> >> vendning !
> >>
> >>
> >> for jeg kan da side og komme helt i tvil ...
> >[SNIP]
> >
> >Jeg tror roligt du kan gå ud fra, at Freya ville sige fra, hvis
> >hun ikke havde lyst.
>
> jaaaaae det vik hun nok , mne når dte komer til sex - så er hun sgu
> med på dne værste :)

Jeg ved fra mig selv at jeg kan flytte mange af mine egne grænser,
eller sagt på en anden måde. Gøre meget blot for at "glæde" hvis
det er noget der virkelig betyder noget for min kæreste. Der er
naturligvis ting der ligger så langt fra hvad jeg har lyst til at jeg siger
fra, men generelt kan jeg nok pirres til en del.

>
> >
> >Og nej det er ikke fordi, jeg ikke vil snakke med mine partnere
> >om tingene *S*. Det vil jeg mægtig gerne. Jeg finder det bare
> >til tider mægtig svært at finde det tidspunkt, hvor det kan lade
> >sig gøre at få sådan en snak uden at manden går i panik

Det kommer nok også an på åbenhed, og på hvor godt man kender
hinanden når man tager den første snak.
>
> Hmm dte kanjeg da godt huske fra min ungdom - at jeg et par gange
> rendte ind i en der spurget om der var et eææer andte særligt jeg
> havde lyst til og jeg tænkte hun må da være binde gal :)
> men jeg var så også tæt på de 30 før at jeg fik den ide at kvinder
> overhovedet fik noget ud af sex !

Mener du det seriøst ?
Troede vel at det var noget mænd havde en idé om i gamle dage.
Altså at kvinder ikke fik noget ud af sex.

Ghita

---

On Sun, 14 Apr 2002 21:50:18 +0200, "Ghita" <mammasine@bonbon.net>
wrote:

HI Gihta

>> jaaaaae det vik hun nok , mne når dte komer til sex - så er hun sgu
>> med på dne værste :)
>
>Jeg ved fra mig selv at jeg kan flytte mange af mine egne grænser,
>eller sagt på en anden måde. Gøre meget blot for at "glæde" hvis
>det er noget der virkelig betyder noget for min kæreste. Der er
>naturligvis ting der ligger så langt fra hvad jeg har lyst til at jeg siger
>fra, men generelt kan jeg nok pirres til en del.

jaae pirring oprigtigt facinasion begær & grundligene respekt .. hvis
det er det man sneder hianden i mellem så kan man nå langt både
seksuelt men også på alle andre måde at være menneske sammen på !

>> >til tider mægtig svært at finde det tidspunkt, hvor det kan lade
>> >sig gøre at få sådan en snak uden at manden går i panik
>
>Det kommer nok også an på åbenhed, og på hvor godt man kender
>hinanden når man tager den første snak.

Tjaaa.. egendomeligt nok så er de bedste reusltater vi har haft ...nok
geentligt begyndt ved ta der røg en fanden i mig og jeg bare fyrede
af hvad jeg havde på sinde... ja nogen gange kan det sgu vær ekomet
helt bag på mig hvad gjorde jeg dog :) ?
men det har nok været mere held ind fortsand...

>>
>> Hmm dte kanjeg da godt huske fra min ungdom - at jeg et par gange
>> rendte ind i en der spurget om der var et eææer andte særligt jeg
>> havde lyst til og jeg tænkte hun må da være binde gal :)
>> men jeg var så også tæt på de 30 før at jeg fik den ide at kvinder
>> overhovedet fik noget ud af sex !
>
>Mener du det seriøst ?

ja sgu ...jeg ved ikke rigtigt hvorfor ...min mor e rnok som
udgnagspunkt mere praktisk ointeret ind ind på nogen måde erotiks
ointeret , hun vil da helle rpå kursus ind have sex - så der tror jeg
well at jeg i banrdommen har fåed en fornemelse af at sådan er alle
kvinder i virkligheden .. de næst ejeg mødte var i pornoblade men der
viste manjo de fik penge for det .. så dte var jo bare skuespil ... så
beynder man selv ta have sex som 13-14 årige med en kvindeig udgave af
sig selv - det var sgu ikke fordi vi var liderlige det virkede bare
som en tilpas gak ud ting at gøre - til at dte måtte gøres !
efetr en flakse æbel snaps nogen guld øk og noget pot ....
mne jeg synes godt nok det var piiiiiiiiiiineligt da jeg blev ædru :)

>Troede vel at det var noget mænd havde en idé om i gamle dage.
>Altså at kvinder ikke fik noget ud af sex.

jamen det er også i gamle dage det her Ghita hwa var dte cwb skrev ?
jow he rvar det :den rodløse
generation, der var unge i firserne.

Mv
Bo
--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse news:e8ojbuc9ua2f7thkr3n20f46r6potmd3ph@4ax.com...
> On Sun, 14 Apr 2002 21:50:18 +0200, "Ghita" <mammasine@bonbon.net>
> wrote:
Hej Bo

> >> Hmm dte kanjeg da godt huske fra min ungdom - at jeg et par gange
> >> rendte ind i en der spurget om der var et eææer andte særligt jeg
> >> havde lyst til og jeg tænkte hun må da være binde gal :)
> >> men jeg var så også tæt på de 30 før at jeg fik den ide at kvinder
> >> overhovedet fik noget ud af sex !
> >
> >Mener du det seriøst ?
>
> ja sgu ...jeg ved ikke rigtigt hvorfor ...min mor e rnok som
> udgnagspunkt mere praktisk ointeret ind ind på nogen måde erotiks
> ointeret , hun vil da helle rpå kursus ind have sex - så der tror jeg
> well at jeg i banrdommen har fåed en fornemelse af at sådan er alle
> kvinder i virkligheden .. de næst ejeg mødte var i pornoblade men der
> viste manjo de fik penge for det .. så dte var jo bare skuespil ... så
> beynder man selv ta have sex som 13-14 årige med en kvindeig udgave af
> sig selv - det var sgu ikke fordi vi var liderlige det virkede bare
> som en tilpas gak ud ting at gøre - til at dte måtte gøres !
> efetr en flakse æbel snaps nogen guld øk og noget pot ....
> mne jeg synes godt nok det var piiiiiiiiiiineligt da jeg blev ædru :)

Nu var jeg jomfru til jeg var næsten 19, udover et tøseeksperiment
som ikke rigtigt tæller med, og det med mine forældre har jeg ikke
blandet mig i. Men jeg har dog aldrig haft en fornemmelse af at mine
forældre levede i cøllibat. De har såvidt jeg husker altid været meget
kærlige overfor hinanden. At jeg ikke hoppede ud i noget seksuelt
med en af det mandlige køn tidligere bundede simpelthen i at jeg ikke
var parat før. Og tøseeksperimentet var med min bedste veninde, og en
måde for os at lære vores kroppe bedre at kende på. Ingen af os er idag
til piger overhovedet.
>
> >Troede vel at det var noget mænd havde en idé om i gamle dage.
> >Altså at kvinder ikke fik noget ud af sex.
>
> jamen det er også i gamle dage det her Ghita hwa var dte cwb skrev ?
> jow he rvar det :den rodløse
> generation, der var unge i firserne.

Jeg er født i 67, så jeg ryger da vist også ind under den tid.
Jeg mødte David ( Min kæreste) for omkring 9 år siden,
og han har altid vidst at sex ikke "kun var for ham" så det
er måske derfor at det kommer lidt bag på mig. Vi har været
sammen af 2 omgange. Første periode dengang var 2-3 år
mindes jeg, og denne gang noget over 3 år, og der har jo så
været forhold før og indimellem. Jeg har aldrig haft en kæreste
som troede at det kun skulle være hans fornøjelse, men det har
måske så været mit held.

Ghita

---

On Sun, 14 Apr 2002 23:47:31 +0200, "Ghita" <mammasine@bonbon.net>
wrote:

>> efetr en flakse æbel snaps nogen guld øk og noget pot ....
>> mne jeg synes godt nok det var piiiiiiiiiiineligt da jeg blev ædru :)
>
>Nu var jeg jomfru til jeg var næsten 19, udover et tøseeksperiment
>som ikke rigtigt tæller med,
'
Nahh ... dte var dælme ellers læneg (?)

> og det med mine forældre har jeg ikke
>blandet mig i. Men jeg har dog aldrig haft en fornemmelse af at mine
>forældre levede i cøllibat. De har såvidt jeg husker altid været meget
>kærlige overfor hinanden. At jeg ikke hoppede ud i noget seksuelt
>med en af det mandlige køn tidligere bundede simpelthen i at jeg ikke
>var parat før.

Tjaaa.... det er jo som man har det til ..

>Og tøseeksperimentet var med min bedste veninde, og en
>måde for os at lære vores kroppe bedre at kende på. Ingen af os er idag
>til piger overhovedet.

nej det er er well i det store hele noget mere hmm fuldendt med en af
dte andte køn ?


>> jamen det er også i gamle dage det her Ghita hwa var dte cwb skrev ?
>> jow he rvar det :den rodløse
>> generation, der var unge i firserne.
>
>Jeg er født i 67, så jeg ryger da vist også ind under den tid.

så kanjeg sgu godt fortså du ventede så længe :)

>Jeg mødte David ( Min kæreste) for omkring 9 år siden,
>og han har altid vidst at sex ikke "kun var for ham" så det
>er måske derfor at det kommer lidt bag på mig. Vi har været
>sammen af 2 omgange. Første periode dengang var 2-3 år
>mindes jeg, og denne gang noget over 3 år, og der har jo så
>været forhold før og indimellem. Jeg har aldrig haft en kæreste
>som troede at det kun skulle være hans fornøjelse, men det har
>måske så været mit held.

det tror jeg nok du kan regne med selv om modgang lidt dog ikke i
overmåd hærder sjælen og styrker karekteren empatien osv.
Mv
Bo


--
http://www.chokmah.dk/
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.htm

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse news:etujbu4v9cg3fro0qo703t56knm6ufc91r@4ax.com...
> On Sun, 14 Apr 2002 23:47:31 +0200, "Ghita" <mammasine@bonbon.net>
> wrote:
>
> >> efetr en flakse æbel snaps nogen guld øk og noget pot ....
> >> mne jeg synes godt nok det var piiiiiiiiiiineligt da jeg blev ædru :)
> >
> >Nu var jeg jomfru til jeg var næsten 19, udover et tøseeksperiment
> >som ikke rigtigt tæller med,
> '
> Nahh ... dte var dælme ellers læneg (?)

Det var vel bare et spørgsmål om at jeg bare ikke mødte en
jeg havde lyst til at have sex med tidligere.
>
> > og det med mine forældre har jeg ikke
> >blandet mig i. Men jeg har dog aldrig haft en fornemmelse af at mine
> >forældre levede i cøllibat. De har såvidt jeg husker altid været meget
> >kærlige overfor hinanden. At jeg ikke hoppede ud i noget seksuelt
> >med en af det mandlige køn tidligere bundede simpelthen i at jeg ikke
> >var parat før.
>
> Tjaaa.... det er jo som man har det til ..
>
> >Og tøseeksperimentet var med min bedste veninde, og en
> >måde for os at lære vores kroppe bedre at kende på. Ingen af os er idag
> >til piger overhovedet.
>
> nej det er er well i det store hele noget mere hmm fuldendt med en af
> dte andte køn ?

Altså det synes jeg jo for mit eget vedkommende, men hvis du spørger
en homoseksuel vil du vel få det modsatte svar.
>
>
> >> jamen det er også i gamle dage det her Ghita hwa var dte cwb skrev ?
> >> jow he rvar det :den rodløse
> >> generation, der var unge i firserne.
> >
> >Jeg er født i 67, så jeg ryger da vist også ind under den tid.
>
> så kanjeg sgu godt fortså du ventede så længe :)

Forstås som ?
>
> >Jeg mødte David ( Min kæreste) for omkring 9 år siden,
> >og han har altid vidst at sex ikke "kun var for ham" så det
> >er måske derfor at det kommer lidt bag på mig. Vi har været
> >sammen af 2 omgange. Første periode dengang var 2-3 år
> >mindes jeg, og denne gang noget over 3 år, og der har jo så
> >været forhold før og indimellem. Jeg har aldrig haft en kæreste
> >som troede at det kun skulle være hans fornøjelse, men det har
> >måske så været mit held.
>
> det tror jeg nok du kan regne med selv om modgang lidt dog ikke i
> overmåd hærder sjælen og styrker karekteren empatien osv.

Ghita

---

"Freya" <freyz@c.dk> skrev i en meddelelse
news:4upfbu84sitgsofn14t3su0o6k97j1ukic@4ax.com...

Hej Freya

> >For jo det kan jeg da godt logisk se det rigtige i.
>
> Det har sådan set ikke noget at gøre med logik, eller graden af
> rigtighed, ej heller kompromis, men når du sammenligner det med
at
> tage torturinstrumenter på fødderne *G*, så kan jeg da godt
forstå at
> der kommer ord som kompromis og pligt ind i billedet.

Og det gør jeg desværre, fordi det forekommer mig at der er
generel konsensus om, at det ikke er ok ikke altid at have lyst
til sex, være fokuseret på det sexuelle osv. For mig at se er
det jo netop en lyst ligesom alle andre lyster og de er alle
stærkere nogle gange end andre. Men det er ikke rigtig tilladt,
når det kommer til sex. Det er unaturligt og betyder at man
lægger restriktioner på sin partner.

> Det samme gælder løbeturen i skoven, som jeg jo mener er en
> fuldstændig vanvittig handling :D og derfor heller ikke rigtigt
kan se
> at man på nogen måde kan tilfredsstille sin partner ved at tage
med
> på, medmindre man da er i seletøj ;)

Ja det tænkte jeg jo nok, at der var en del som ville mene, da
det at løbe en tur nok er en nydelse for langt færre end det at
dyrke sex *S*. Det var sådan set derfor jeg tog den op. Jeg
tænkte, at den modvilje mange ville have overfor en løbetur måske
kunne få nogle til at forstå den modvilje jeg kan føle overfor
sex simpelthen fordi, det tilsyneladende er et absolut must at
være tændbar til enhver tid.

> I modsætning til en løbetur i skoven, er sex i et parforhold,
som
> udgangspunkt, noget fælles, dejligt, befriende,
tilfredsstillende for
> begge parter. Og dét at glæde sin partner seksuelt, indebærer
som
> udgangspunkt ikke nogen begrænsninger, eller urimelige krav.

Se det mener jeg jo altså også at en løbetur er. Det er hårdt
fysisk arbejde, men det kan sex jo altså også sagtens være, men
for faen hvor er det lækkert. Gu er det så *G*, selvom jeg godt
ved, at mange ikke kan se eller forstå det. For mig kan det være
direkte ophidsende. Der er ikke noget så lækkert som at mærke
kroppen arbejde, sveden pible, musklerne spændes og åndedrættet
blive tungere. Sjovt nok alt sammen noget der også forekommer i
forbindelse med sex. Det er ganske enkelt en nydelse at føle
kroppen knokle og hovedet tømmes. Og den afslappede tilstand
bagefter under bruseren er helt genial til sex. En løbetur er
excellent forspil men har dog indtil videre ikke ført til orgasme
for mig *G*.

> Men jeg tror måske at vores (meget) forskellige tilgang til
dette emne
> skyldes at jeg ganske enkelt aldrig har haft de overvejelser du
gør
> dig, mht. hvor meget, hvordan, og hvorfor man skal glæde (eller
gøre
> sig tiltrækkende overfor) sin partner.

Så er det jo selvfølgelig heller ikke helt nemt at forstå, at man
kan have de overvejelser. *S*.

> Jeg kan da sagtens forstå at man som kvinde _ikke_ har lyst til
at
> glæde en mand som stiller urimelige krav, og forlanger høje
hæle og
> 'intet hår udover på hovedet', og som chokeres over knopper som
følge
> af intimbarbering, men når det så er sagt, så må jeg sige at
jeg ikke
> kender en eneste mand af den kaliber, ikke een eneste!

Heldige dig *S*. Det vrimler med dem. Det er muligt at mange af
dem måske i virkeligheden ikke mener det helt så bastant og som
Kristine også var inde på blot har en slags idealiseret
forestilling om kvinder og kærester. Men jeg tager dem altså på
ordet, fordi jeg så tit har hørt mænd være irriterede over
kvinders "sigen det ene og gøren det modsatte". Så jeg går da ud
fra, at de mener det de siger, og hvis de ikke mener det, så
orker jeg altså ikke at skulle gætte mig til, hvad de så mener.

> Dermed ikke sagt at jeg ikke tror de findes, selvfølgelig gør
de det,
> jeg har set dem i dss, og går ud fra at de repræsenterer en del
af
> befolkningen, men jeg har aldrig været udsat for dem, og som
sådan er
> min indgangsvinkel til parforhold måske en anelse blåøjet og
simpel.

Det ved jeg nu ikke. Du har måske bare været heldig at møde de
rigtige og have den rigtige ballast til dem du mødte. Jeg ved
det sgutte *S*.

> Jeg forventer det bedste, og dét er også hvad jeg ønsker at
give min
> partner.

Jeg forventer så ikke det bedste, for det er jo min erfaring at
det bestemt ikke er hvad jeg får. Så sætter jeg forventningerne
efter det, jeg oftest får og så er det så jeg har fundet ud af,
at det ikke er godt nok og at så vil jeg egentlig hellere være
fri.


> Jeg forventer ikke vanvittige krav om en bestemt påklædning,
> og jeg forventer ikke at min kæreste er mindre end ualmindelig
godt
> tilfreds med mig som partner, uanset at jeg aldrig barberer mig
under
> armene.

Se det er jo også sådan jeg meget gerne så det var. Men
realiteterne er altså meget ofte noget helt andet.

> Først og fremmest kan jeg slet ikke forbinde 'pligter og
rettigheder'
> med et parforhold, hvorfor jeg naturligvis ikke kan fatte, at
sex med
> den man elsker, på nogen måde kan være forbundet med sur
pligtfølelse.

Uanset hvor meget jeg så elsker en person, så er jeg bare ikke
altid i humør til sex. Sådan er det bare. Hvis jeg så stilles
overfor den her med, at jeg jo så bare lige kan hjælpe lidt til,
så får jeg absolut ikke mere lyst men føler i stedet, at sex
tilsyneladende er et og alt. At en uge uden sex ganske enkelt er
uacceptabel og at jeg er forkert fordi jeg ikke har lyst. Det
fremmer ikke sexlysten og det gør mig faktisk bare mere stejl.
Det kunne være sindsygt rart at blive mødt med forståelse i
stedet for og koldt vand i blodet. For ens parforhold har vel
for faen ikke et problem bare fordi man ikke har bollet i en uge.

> Jeg har, efter lang tids læsning i dss, og desværre også
oplevelser i
> den virkelige verden omkring mig, måttet erkende, at for mange,
> består et parforhold af: overenskomstforhandlinger, angst for
at blive
> forladt, og urimelige krav. Og derfor trækker jeg alle
tidligere
> påstande om det ubetinget lyksalige i seksuelt at glæde sin
partner,
> tilbage.

Hmmmmm, jeg har sådan tænkt på om ikke dette her egentlig var
ment ironisk af dig, men da jeg ikke ser nogen smileys, så går
jeg ud fra, at du er dybt seriøs. Det kan jo sagtens være sandt
for dig at det altid er evig blis at glæde din partner sexuelt
uden at det behøver at være sandt for mig.

Det er vel i virkeligheden det, som går mig på. At der efter min
mening bliver flere og flere "regler" for hvordan sex, lyst og
samvær skal være for at være "rigtigt". Al denne generalisering
uanset i hvilken retning det så går. Jeg oplever det som om, min
sexualitet skal være på en bestemt måde for at være ok og er den
ikke det, så er der noget i vejen med mig. Den idé alene er nok
til at få mig til at tage afstand, fordi jeg så absolut ikke
mener at sex er noget som bør forbindes med præstation.

Mange hilsner
Puk
- Der måske nok er desillusioneret *S*

---

"Puk" <powder@worldonline.dk> skrev :
Hej Puk :)
>
>Uanset hvor meget jeg så elsker en person, så er jeg bare ikke
>altid i humør til sex. Sådan er det bare.

Nej, det er jeg såsandelig heller ikke! :) Men det har jeg nu heller
aldrig mødt en mand der var ( heldigvis skal jeg så måske sige ;).
Mere om den ting, senere.

>Det kunne være sindsygt rart at blive mødt med forståelse i
>stedet for og koldt vand i blodet. For ens parforhold har vel
>for faen ikke et problem bare fordi man ikke har bollet i en uge.

Afgjort ikke, men det har et problem hvis du ikke mødes med forståelse
og koldt vand i blodet, når du ikke har lyst.

>Hmmmmm, jeg har sådan tænkt på om ikke dette her egentlig var
>ment ironisk af dig, men da jeg ikke ser nogen smileys, så går
>jeg ud fra, at du er dybt seriøs.

Ja, da. Fordi:

>Det kan jo sagtens være sandt
>for dig at det altid er evig blis at glæde din partner sexuelt
>uden at det behøver at være sandt for mig.

Lige netop. Betragt det som en erkendelse af, at et parforhold hvor
partnerens manglende lyst mødes med krav, eller kønskampen er rykket
ind i soveværelset, ganske enkelt ikke er åbent for min løsningsmodel.

>Det er vel i virkeligheden det, som går mig på. At der efter min
>mening bliver flere og flere "regler" for hvordan sex, lyst og
>samvær skal være for at være "rigtigt". Al denne generalisering
>uanset i hvilken retning det så går. Jeg oplever det som om, min
>sexualitet skal være på en bestemt måde for at være ok og er den
>ikke det, så er der noget i vejen med mig.

Jamen igen, har vi så forskellig oplevelse, at jeg slet ikke tror vi
kan mødes på midten :)

Jeg opfatter ikke manglende lyst negativt. Jeg har størstedelen af min
vågne tid, ikke umiddelbart lyst til sex, men det modsatte er heller
ikke tilfældet. Dvs. jeg kan altid lokkes *G*, men sgu ikke med
bebrejdelser og "nu er det en uge siden sidst". Det er da klart at et
forspil bestående af en timelang diskussion om hvorvidt man nu skal
have sex eller ej, og bebrejdende, eller bedende blikke, vel må være
det mest aftændende der findes.

Tilgengæld opfatter jeg ikke min partners seksuelle tilnærmelser som
et krav fra hans side om at *han* skal have sex. Jeg opfatter dem bla.
som et tilbud til mig om at *jeg* kan få sex (hvis jeg har lyst), og
hvis jeg er træt, utilpas, eller på anden måde indisponibel, så VED
jeg, at det er bare i orden, dvs. der er ikke noget pres der måske
kunne være medvirkende til at jeg totalt går i baglås, hvilket igen
medfører at det er meget nemt for ham at få mig igang alligevel,
ellers må han jo tvinge mig, eller tage mig imens jeg sover (men det
er *absolut* ikke en løsningsmodel jeg vil anbefale ubetinget til alle
andre *G*), det er en aftale vi har.

>Den idé alene er nok
>til at få mig til at tage afstand, fordi jeg så absolut ikke
>mener at sex er noget som bør forbindes med præstation.

Nej men det kan jeg så godt forstå. Jeg kan selv, personligt, på ingen
måde, forbinde sex med præstation, men jeg kan da godt se bla. her i
gruppen, at (også) kvinder går utrolig meget op i om de er gode til
det ene og det andet, har den rigtige teknik osv.; så kan man lære fif
og fiduser i Alt For Damerne; og mænd der mener at grimme kvinder er
de bedste i sengen, hvad er det da for noget?

Det er igen, en tankegang jeg slet ikke kan sætte mig ind i, og jeg
gider godt nok ikke spekulere på hverken udseende, præstation, eller
det kunstneriske indtryk, når jeg dyrker sex. Det må køre på rygraden,
og så må det sgu være godt nok, er nu min indstilling til den ting.

--
Freya

---

"Freya" <freyz@c.dk> skrev i en meddelelse
news:n1d8cu0r0na9a6huecnpad0576oh4ollj6@4ax.com...

Hej Freya

> Nej, det er jeg såsandelig heller ikke! :) Men det har jeg nu
heller
> aldrig mødt en mand der var ( heldigvis skal jeg så måske sige
;).
> Mere om den ting, senere.

Nej det har jeg vist heller ikke. Ikke som jeg sådan lige
umiddelbart kan komme på *S*.

> Afgjort ikke, men det har et problem hvis du ikke mødes med
forståelse
> og koldt vand i blodet, når du ikke har lyst.

Jep *S*. Jeg var ude hos en veninde igår, som lige er gået fra
sin mand.
Hun havde samme oplevelse som jeg, at manglende lyst ikke var
acceptabelt og ikke blev mødt med forståelse, hvilket kun gjorde
det hele værre.

> Lige netop. Betragt det som en erkendelse af, at et parforhold
hvor
> partnerens manglende lyst mødes med krav, eller kønskampen er
rykket
> ind i soveværelset, ganske enkelt ikke er åbent for min
løsningsmodel.

Ok, jamen så er vi meget enige *S*.

> Jamen igen, har vi så forskellig oplevelse, at jeg slet ikke
tror vi
> kan mødes på midten :)

Sådan er det jo og vi behøver jo ikke mødes nogen steder *S*.
Det er i sig selv meget befriende ikke blot at blive mødt med
benægtelse af, at man kan opleve og være udsat for at tingene
forholder sig som jeg oplever det.

> Jeg opfatter ikke manglende lyst negativt. Jeg har størstedelen
af min
> vågne tid, ikke umiddelbart lyst til sex, men det modsatte er
heller
> ikke tilfældet. Dvs. jeg kan altid lokkes *G*, men sgu ikke med
> bebrejdelser og "nu er det en uge siden sidst". Det er da klart
at et
> forspil bestående af en timelang diskussion om hvorvidt man nu
skal
> have sex eller ej, og bebrejdende, eller bedende blikke, vel må
være
> det mest aftændende der findes.

Ork det behøver ikke engang være timelangt.
Hvad med eksempelvis:
"Kan du ikke bare rive lidt i den?" eller "Må jeg ikke bare pille
lidt mellem benene?". Det er altså nok til for mit vedkommende
blot at afvise al mulighed for sex og iøvrigt så kan jeg altså
ikke lade være med at huske det i andre situationer, så det
forstærker virkelig den manglende lyst. Og JA det er faktisk
helt præcise formuleringer jeg gengiver. Og tænk min veninde og
jeg er uafhængigt af hinanden med forskellige mænd rent ind i
præcis disse to formuleringer flere gange. Ihhhh hvor er det
bare død sexet hva'? *G*.

> Tilgengæld opfatter jeg ikke min partners seksuelle
tilnærmelser som
> et krav fra hans side om at *han* skal have sex. Jeg opfatter
dem bla.
> som et tilbud til mig om at *jeg* kan få sex (hvis jeg har
lyst), og
> hvis jeg er træt, utilpas, eller på anden måde indisponibel, så
VED
> jeg, at det er bare i orden, dvs. der er ikke noget pres der
måske
> kunne være medvirkende til at jeg totalt går i baglås, hvilket
igen
> medfører at det er meget nemt for ham at få mig igang
alligevel,
> ellers må han jo tvinge mig, eller tage mig imens jeg sover
(men det
> er *absolut* ikke en løsningsmodel jeg vil anbefale ubetinget
til alle
> andre *G*), det er en aftale vi har.

*S* Jep men så bliver du netop også mødt med en forståelse og
ikke en total panik.
Det er svært for mig at genvinde respekten for og lysten til en
mand som tigger om sex, men samtidig ikke lytter, når jeg
fortæller ham, at han måske kunne gøre noget uden for sengen for
at hjælpe på sexlysten.

Jeg ved, at det er død upopulært og at nogle kalder det at handle
med sex, men sådan oplever jeg det slet ikke. Min erfaringer
siger mig bare, at hvis jeg både har været på arbejde og samtidig
er alene om alt hvad der er at gøre i hjemmet og så ovenikøbet
mødes med en undrende mine over, at jeg ikke har købt mælk, ja så
er jeg træt og irriteret om aftenen og det er ikke noget godt
udgangspunkt til at tænde mig. Så når jeg siger, at han
eventuelt kunne hjælpe mig til at være knap så træt og irriteret,
hvis han nu selv købte mælk, så er det ikke for at handle, men
for at fortælle ham, hvad der hjælper mig til at have overskud.
Men det bliver ikke hørt eller også ønskes det ikke at blive hørt
og så er det jeg stiger af. Det er iøvrigt præcis den samme
grund til at min veninde lige har forladt sin mand, og han påstår
at han ikke fatter en brik. De har også kun været sammen i 10
år, så han har jo heller ikke haft så lang tid til at fange
budskabet.

> Nej men det kan jeg så godt forstå. Jeg kan selv, personligt,
på ingen
> måde, forbinde sex med præstation, men jeg kan da godt se bla.
her i
> gruppen, at (også) kvinder går utrolig meget op i om de er gode
til
> det ene og det andet, har den rigtige teknik osv.; så kan man
lære fif
> og fiduser i Alt For Damerne; og mænd der mener at grimme
kvinder er
> de bedste i sengen, hvad er det da for noget?

Noget lort?

> Det er igen, en tankegang jeg slet ikke kan sætte mig ind i, og
jeg
> gider godt nok ikke spekulere på hverken udseende, præstation,
eller
> det kunstneriske indtryk, når jeg dyrker sex. Det må køre på
rygraden,
> og så må det sgu være godt nok, er nu min indstilling til den
ting.

Det ville også være helt fantastisk *S*.

Mange hilsner
Puk

---

"Freya" <freyz@c.dk> skrev i en meddelelse
news:4upfbu84sitgsofn14t3su0o6k97j1ukic@4ax.com...

Hej FreYa

> Jeg forventer det bedste, og dét er også hvad jeg ønsker at give min
> partner. Jeg forventer ikke vanvittige krav om en bestemt påklædning,
> og jeg forventer ikke at min kæreste er mindre end ualmindelig godt
> tilfreds med mig som partner, uanset at jeg aldrig barberer mig under
> armene.


Jamen? Er det da ikke sådan det er??
Man elsker sku da med hud, hår og bumse i skridtet eller omkring
munden ved menses periodens begydelse, eller når hun er dybt
ulykkelig over sin morfars død, eller når hun er bund-hysterisk-
urimelig under hendes pms ( det er min nu ikke *G*)
For hivlen man elsker jo på godt og "ondt"!
Ellers er det for mig ikke kærlighed!

> Først og fremmest kan jeg slet ikke forbinde 'pligter og rettigheder'
> med et parforhold, hvorfor jeg naturligvis ikke kan fatte, at sex med
> den man elsker, på nogen måde kan være forbundet med sur pligtfølelse.

For mig det seksuelle samvær da noget man giver og tager imod
uden spørgsmål, ude tanke på om man er god nok, eller om
partneren vil "gøre det godt for mig", hun/han giver hvad hun/han
formår og har lyst til og det er godt nok, for det er jo givet
af et ærligt hjerte, sådan tror jeg det er med den partner jeg er
sammen med, ellers kan det sku være lige meget! Jeg kan ikke
bruge et til noget, hvis hun gør noget hun afskyr, fordi hun ved
jeg ville ønske det, men jeg ønsker det kun, hvis det er en nydelse
for hende!

Da jeg begyndte at komme sammen med min kone, var det en af
de ting jeg sagde til hende, at hun havde ret til at sig nej, ud fra
at jeg ikke kan bruge det til noge, hvis hun gjore noget hun ikke
inderst inde kunne gå med til.

> Jeg har, efter lang tids læsning i dss, og desværre også oplevelser i
> den virkelige verden omkring mig, måttet erkende, at for mange,
> består et parforhold af: overenskomstforhandlinger, angst for at blive
> forladt, og urimelige krav. Og derfor trækker jeg alle tidligere
> påstande om det ubetinget lyksalige i seksuelt at glæde sin partner,
> tilbage.

Når det gælder det seksuelle, gælder ingen forhandligsret, der gives
sig hen, som det nu kan passe, ud fra det den enkelte kan være med
til uden at øve vold på sig selv!
Så kan man finde kompromisser på de andre områder, der gælder
for at få familielivet til at fungere

> --
> Freya, desillusioneret ;)

Få du bare din barnetro igen, du har jo en kæreste, der beundre
og respektere dig, tror jeg, 100% *GGG*
Det giver han udtryk for både på skrift og ved personlig samtale!
Hvordan det er for andre er så bedøvende lige meget, ikke *G*

Jeg har min verden, og du ha din, hvad andre gør med deres verden,
må de jo om
( selv om man ind imellem tager sig til hovedet og tænker.....)

Kærlig Hilsen
Henning,

Ps. Tak for pakken til festen i Januar, Skagen-dråberne
var virkelig gode, ren livseleksir *GGG*

---

Henning skrev:

SNIP
> Jeg har min verden, og du ha din, hvad andre gør med deres
> verden, må de jo om

Nemlig.

> ( selv om man ind imellem tager sig til hovedet og
> tænker.....)

Det kan man jo bare lade være med

Hilsen
Tomas
FUT dk.snak.snik

---

"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev :
Hej Henning :)

>>Jeg forventer ikke vanvittige krav om en bestemt påklædning,
>> og jeg forventer ikke at min kæreste er mindre end ualmindelig godt
>> tilfreds med mig som partner, uanset at jeg aldrig barberer mig under
>> armene.

>Jamen? Er det da ikke sådan det er??

Joeh...tjah...njaeh... når jeg læser her i gruppen og oplever folks
beklagelser over deres partner: så skal hun i solarium og han må ikke
have hår på ryggen, og sære aversioner imod tennissokker, osv. osv.
Så bliver jeg sgu rystet!

>Når det gælder det seksuelle, gælder ingen forhandligsret, der gives
>sig hen, som det nu kan passe, ud fra det den enkelte kan være med
>til uden at øve vold på sig selv!

Jepper!

>Få du bare din barnetro igen, du har jo en kæreste, der beundre
>og respektere dig, tror jeg, 100% *GGG*

Jow jow, han bliver endda så glad når jeg får en bums :)

>Ps. Tak for pakken til festen i Januar, Skagen-dråberne
>var virkelig gode, ren livseleksir *GGG*

Det er jeg glad for at høre, Henning :)

--
Freya

---

Freya wrote:
> "Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev :
> Hej Henning :)

Hej FreYa

> Joeh...tjah...njaeh... når jeg læser her i gruppen og oplever folks
> beklagelser over deres partner: så skal hun i solarium og han må ikke
> have hår på ryggen, og sære aversioner imod tennissokker, osv. osv.
> Så bliver jeg sgu rystet!

Jeg bliver ikke rystet, men tænker " Herre Jemini, har de ikke andet
her i livet at gå op i"?

> Jow jow, han bliver endda så glad når jeg får en bums :)

Lykken er en bums, kæresten er glad for *G*

MVH
Henning

---

On Wed, 24 Apr 2002 17:57:11 +0200, "Henning" <h2m@madsen.mail.dk>
wrote:

Hi freY & Henning
>
>> Jow jow, han bliver endda så glad når jeg får en bums :)
>
>Lykken er en bums, kæresten er glad for *G*

Henning - jeg kan ikke rigtigt læse om du ser det som en slags
metafor.... men det er sgu ramme alvor ... jeg bliver helt ekstatisk
når det sker det er ikke så tit at * hun for en bums*.... men et eller
andet inde i mit har nu nok et sted altid længtes efter normalitet
brun sovn hvide katofler ribens steg og dte med at man altså for en
bums i ny og næ og når hun så sider der og har fåed en ja de er nu
ikke så store den ene der kommer , øhh bums - så er det sgu som mit
indre restløse skib efter snart 40 år på åbent haw igenem utalige
orkaner ENDELIGT driver i havn og lægger anker for sidste gang - og
jeg er ENDELIGT kommet hjem - tingene falder på plads alt er normalt
og der er fred i mit hjerte - som jeg længselsfuldt driver ind i
sensasionerne på -og omrking en normal mand
bedtse hilsner
Bo

---

"Puk" <powder@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:KzHt8.28761$iY5.974677@news010.worldonline.dk...

> Hej Kristine

Hej Puk, du må undskylde jeg er vist kommet til at "sylte" dig

> Men der må jo være salg i det, selvom jeg slet ikke forstår det.

Der er salg i skønhedsidealer, Big money. Selv køber jeg aldrig
dameblade. Så jeg ved sletikke hvad jeg formodes at gøre for at pine mig
selv for at være smuk.

> Jep. Problemet er nok bare, at jeg bliver så frygtelig skuffet,
> hver gang jeg møder denne her indstilling fra mænd om at kvinder
> ingen kropsbehåring må have. Jeg vil jo frygtelig gerne tænke,
> at det altså MÅ være et fåtal, som går så meget op i den slags,
> men sådan virker det altså ikke, og det synes jeg er mægtig
> skuffende. Ikke så meget på et personligt plan, mere sådan noget
> med, at jeg vitterlig troede på at de fleste havde andre og mere
> substante ting at tænke på.

Jamen hvis man skal gå og blive skuffet over over hvad andre mennesker
tænker på eller ikke tænker på så kan man jo ikke lave andet. men jeg
forstår dig godt. Men du kan jo også vende det om og sige, at så har du da
et kvalitetskriterium som du kan bruge på dem; hvor meget værdi og energi
lægger de i overfladen. ....

> Det tror jeg faktisk du har ret i. For mig har det så bare den
> effekt, at jeg slet ikke gider bruge min tid på dem. Risikoen
> for at det er sådan de tænker er nemlig så stor, at jeg slet ikke
> gider bruge mine kræfter på at lære dem at kende.
> Sandsynligheden for at det er det rene spild af tid er nemlig ret
> stor. Og min tid er da alt for værdifuld til det. På mig virker
> det fuldstændig omsonst overhovedet at skulle skænke
> kønsbehåring, høje hæle eller ej osv en tanke, når jeg lærer en
> ny mand at kende. Jeg synes det virker meget forstyrrende for de
> ting som er langt mere betydningsfulde.

Men du kunne måske starte med at give manden en chancen, istedet for at
afskrive muligheden af at han har mere substans end som så på forhånd

> Ja det tror jeg faktisk også de gør. Hvis de da får chancen for
> overhovedet at møde dem. For hvis andre piger har det lidt som
> mig, så stiger de af allerede inden de møder gutterne.

Der vist ikke så mange piger, der har det som dig. Jeg synes da også det
virker som om at unge piger/kvinder går meget op i deres og andres udseende.
Det jeg mener med det er blot, at kvinder da virker lige så
udseendefikserede som mænd.

> Det kan jeg godt forstå. Men nu har du og Mark jo også været
> sammen i noget tid. Det jeg ikke orker at bruge min tid på er
> vel i og for sig "begyndelsen". Der er mange som synes, at det
> er helt vidunderligt at være forelsket eller lun på en eller
> anden. Det kan det også sagtens være. Men det kan i mine øjne
> også være det stik modsatte. Netop være fyldt med en hel masse
> overvejelser om man nu er "god nok". Jeg synes simpelthen at jeg
> alt for ofte har oplevet, at det er en lettelse, når gutten ikke
> længere er i billedet, hvad end vi så har nået at starte et
> forhold eller bare har datet lidt. Så kan jeg ligesom slappe af
> igen og bare have det rart. Ingen fuldstændigt sindsyge
> overvejelser om hvilken BH der nu er den mest sexede, ingen
> slæben sig selv rundt og gøre sig i stand efter løbeturen om
> aftenen (fordi ingen dansk mand idag jo kan tåle at se et
> joggingsæt på en kvinde med mindre hun rent faktisk er igang med
> at dyrke motion), ingen tur ud at spise som skulle være hyggelig
> men helst skal foregå i høje hæle og dermed ender som en plage
> osv osv.

Tænk sådan synes jeg faktisk heller ikke det var for Mark og jeg i starten.
Da vi først havde fundet sammen tænkte vi sgu ikke så meget på det. Men det
var måske omvendt fordi vi var nøgne det meste af tiden, enten fordi det
var sindsygt varmt den sommer, eller fordi vi bollede det meste af tiden.
Megen tid til overs til romantik eller dates eller bh er var der ikke. Hmm
måske er jeg virkelig heldig

> Og ja det er jo meget nemt at sige, at så kan man da bare lade
> være med den slags, når man møder en gut. Men det synes jeg
> faktisk er lettere sagt end gjort. For jeg kan da godt forstå,
> at gutterne synes jeg er mere sexet at se på i lidt lækkert tøj
> med håret sat end jeg er i et sæt joggingtøj. Det er da
> indlysende. Jeg ville bare ønske at det ikke handlede så skide
> meget om at være sexet, men mere om at have det rart. For der er
> ingen tvivl om at jeg har det bedre i joggingtøjet efter
> løbeturen og i bund og grund synes det er fuldstændig latterligt
> at gøre sig selv i stand, når man alligevel bare skal hygge sig
> på sofaen med en kande the.

Ja men den indstilling - som måsk nok liger Marks og min, der begge mildest
er ret afslappede, er måske ikke lige det der appellerer til de fleste fyre.
Ikke at jeg siger at det skal du så tage dig af, mere som en konstatering.

> > Så er det jo fuldstændigt ligegyldigt hvad andre mener om det.

> Jep det er det da. Men jeg tænker da af og til på, om det vil
> være lige så fedt at være single om 5-10 år.

Du kan sletikke vide om mr. Right ikke er kommet forbi til den tid.

Om jeg ikke på et
> tidspunkt vil komme til at savne intimiteten i et parforhold.
> Men problemerne til den tid vil jo være præcis de samme (ja jeg
> tænker faktisk, at de sgu nok er værre og så er jeg tilmed ældre,
> ikke just den heldigste kombination *G*).

"Men grow cold as girls grow old and we all loose our charm in the end".

Suk!!
Men lad dog være med at tage sorgerne på forskud
Hvor gammel er det lige du er

> Ja selv nu tænker jeg, at det kunne være rart med en kæreste.
> Men så er det jeg tænker på prisen og så kan jeg i den grad godt
> styre mig. Også selvom prisen måske bare skal betales i
> begyndelsen. Jeg ORKER det simpelthen ikke. Faktisk tror jeg,
> at det er medvirkende årsag til, at jeg har meget svært ved at
> forelske mig. Der er simpelthen for meget af alt det der
> irrellevante som ligger i vejen som en slags filter.

Men hvorfor ikke vende det om. det virker som om du bliver pacificeret af
det, istedet for at se det som dit aktive valg af en evt mand. Du kan jo
vælge, istedet for at han skal vælge eller fravælge dig, eller du afviser
tanken på forhånd.

Jeg tror at det har været oppe at vende tidlgere herinde, men hvad med at
starte med en ven (jeg ved godt at venner sådan generelt ikke hænger på
træerne) men kunne du dyrke dem på kammeratlig basis, i forbindelse med et
kursus, fx, lære dem at kende som venner, fortælle hvordan du har det med
dette "problem" (forventninger, "indpakning" etc), så han ved hvor du står.
Hvis tidshorisonten alligevel er 5- 10 år har du vist tid til at dyrke nogle
kammerat/venskaber i mellem tiden og måske tænke på noget andet i
forbindelse med mænd.

Håber at du forstå hvad jeg mener.

> Det giver skam mening. Men jo kun hvis jeg er i stand til netop
> at holde på mit. Det synes jeg nemlig er meget lettere, når der
> ikke er nogen mand i billedet overhovedet. Jeg føler mig
> stærkere, smukkere, gladere (sådan jævnt gladere), mere afslappet
> og rolig uden mand i billedet. Og det er da egentlig både trist
> og bemærkelsesværdigt. For hele ideen med parforhold er vel
> egentlig at man finder styrke i hinanden og *ikke* at det føles
> som et åg.

Nemlig. Men den oplevelse har jeg heller ikke af parforholdet. Bevares der
er da konflikter og uoverensstemmelser, der skal løses og forventninger der
ikke deles etc. Men overordnet synes jeg at parforholdet giver mig en basis
for at "gå ud i verden" so to speak..

> Men står jeg så der med en gut i sigte, som jeg gerne vil gøre et
> godt indtryk på, så bliver billedet jo straks mere forplumret.
> For jeg vil da nødig virke stejl og kompromisløs. Så er det
> tanker som, "Nå ja hvis han nu er så glad for at se mig i høje
> hæle, hvorfor så ikke, det er da ikke så død vigtigt" kommer ind
> på banen. Problemet er bare at der jo så hurtigt bliver mange af
> dem og pludselig er det så at der er *for* mange, og det med
> gutten ender med at føles mere som hårdt arbejde end som noget
> rart og hyggeligt og så bakker jeg ud for det var jo slet ikke
> meningen og så er det ligesom på forhånd ødelagt.

Men hvorfor går du se ikke med høje hæle i bare halvdelen af de gange, hvor
du føler at han forventer det, sådan at du ikke når at komme derud, hvor det
føøles som en byrde t gøre det du tror han forventer. tager du denne snak
med fyren om forventninger og holdninger til udseende, påklædning,
tjekkethed?

[snip]

> Lige præcis. Og da jeg til stadighed oplever, at det altså ikke
> er godt nok, hvis man ikke gider prøve, så kan jeg mærke at min
> lyst til overhovedet at indgå i romantiske/sexuelle relationer
> til mænd bliver mindre og mindre.

Det forstår jeg godt. Jeg har den holdning at jeg godt gider nogle gange,
andre gange er jeg ligeglad og det må han så leve med. Men jeg oplever
egentlig heller ikke som om jeg gør det for Marks skyld men for min egen
(tager pænt tøj på etc)

> Ork som du kan se, kan jeg bestemt heller ikke se mig fri. Jeg
> synes det er svært at finde det sted, hvor jeg både er tro mod
> mig selv og samtidig ikke er rigid, stejl og kompromisløs. For
> jo jeg hopper gerne i et par høje hæle.........EN GANG IMELLEM.
> Men jeg gør det altså ikke, hvis jeg får den der fornemmelse af,
> at jeg ligesom kun er helt god nok, når jeg har dem på Det ville
> være helt sindsygt dejligt at høre mænd af og til udtale sig om
> at normalitet er sexet og rart. Altså at den almindelige
> dagligdag (med joggingsæt *G*) godt kan være en kilde til glæde
> og erotik. At det ikke behøver være det store udstyrsstykke.
> For det er faktisk den almindelige dagligdag, som jeg selv sætter
> allermest pris på.

Jeg forstår ikke helt hvad det er for nogle fyre,du møder der udtrykker
disse forventninger. Hvordan udtrykker de disse forventninger? Måske skulle
du selv til at udtrykke nogle holdninger om at det gider du sgu egentlig kun
at gøre når du vil.
Jeg synes da også at den almindelige dagligdag er hyggelig og rar - der kan
være meget flirt, drilleri og erotik over en fælles opvask

Mange hilsener, Kristiner, der synes at det er spændede at du læser "køn og
skæbne", der vist fik en del kritik af feministerne den gang den kom frem

---

"Vanillepigen" <kristine@FJERNDETTEgazel.dk> skrev i en
meddelelse news:aa6p40$fie$1@sunsite.dk...

Hej Kristine

> Hej Puk, du må undskylde jeg er vist kommet til at "sylte" dig


Det er helt iorden *S*......måske jeg bliver lidt sødere af det,
det skulle i hvert fald nødig gå den anden vej *G*.

> Der er salg i skønhedsidealer, Big money. Selv køber jeg
aldrig
> dameblade. Så jeg ved sletikke hvad jeg formodes at gøre for at
pine mig
> selv for at være smuk.

Godt for dig *G*. Jeg køber dem af og til, men det er bestemt
ikke slavisk og afhænger meget af om der er en artikel jeg tror
er spændende *S*.

>Jamen hvis man skal gå og blive skuffet over over hvad andre
mennesker
> tænker på eller ikke tænker på så kan man jo ikke lave andet.
men jeg
> forstår dig godt. Men du kan jo også vende det om og sige, at
så har du da
> et kvalitetskriterium som du kan bruge på dem; hvor meget værdi
og energi
> lægger de i overfladen. ....

Selvfølgelig har du ret. Men jeg spasser altså af og til ud.
Det er fuldstændig samme mekanisme, som kan få mig til i
månedsvis at have det fint (eller i hvert fald tro, at jeg har
det fint) med en inkompetent chef (eller et eller andet andet) og
som så alligevel pludselig får mig til at gakke ud og brokke mig
i stride strømme. *S*

> Men du kunne måske starte med at give manden en chancen,
istedet for at
> afskrive muligheden af at han har mere substans end som så på
forhånd

Ja det kunne jeg jo. Men jeg skal nok være klar til det, for
bare tanken lige nu får mig til at blive noget så TRÆT. Det er
ikke en beslutningsting (hvor end smart det så ville være *S*).
Det er ligesom man ikke beslutter sig for at føle sig død
kompetent på jobbet, det kommer bare i perioder *S*.

> Der vist ikke så mange piger, der har det som dig. Jeg synes da
også det
> virker som om at unge piger/kvinder går meget op i deres og
andres udseende.
> Det jeg mener med det er blot, at kvinder da virker lige så
> udseendefikserede som mænd.

Helt enig, kvinder virker også udseendefikseret og det er ikke
for at forklejne det, at jeg ikke nævner det. Det er ren
egoisme.......kvinderne er ikke et problem for mig, så derfor
bliver jeg ikke irriteret *G*.

Og nej der er nok ikke så mange som har det som mig.........og så
alligevel. Når jeg har nævnt det for mine veninder, så nikker de
og kan klart genkende mine følelser. Men de råber ikke op som
mig (jeg er sgu også så stor i kæften). En af dem siger
simpelthen lige ud, at hun er lidt bange for at råbe op, fordi
kvinder der brokker sig ikke er tiltrækkende.........det er vi
måske heller ikke, men det er jo præcis det jeg mener. Jeg er så
træt af altid at skulle være tiltrækkende.

> Tænk sådan synes jeg faktisk heller ikke det var for Mark og
jeg i starten.
> Da vi først havde fundet sammen tænkte vi sgu ikke så meget på
det. Men det
> var måske omvendt fordi vi var nøgne det meste af tiden, enten
fordi det
> var sindsygt varmt den sommer, eller fordi vi bollede det meste
af tiden.
> Megen tid til overs til romantik eller dates eller bh er var
der ikke. Hmm
> måske er jeg virkelig heldig

Måske *S*.

> Ja men den indstilling - som måsk nok liger Marks og min, der
begge mildest
> er ret afslappede, er måske ikke lige det der appellerer til de
fleste fyre.
> Ikke at jeg siger at det skal du så tage dig af, mere som en
konstatering.

Lige præcis, det er jo også det, som jeg kan konstatere. Der er
ikke mange som drømmer om en rar og hyggelig hverdag, så det
bliver nogle andre ting som fremhæves som det man ønsker sig. Så
er det jeg står af, for jeg synes ganske enkelt det ville være
uærligt af mig at tage kontakt til en mand, som giver udtryk for
at ønske sig noget andet. Også selvom jeg har mange mistænkt for
dybest set at ønske den der hverdag, men bare ikke selv have
indset det eller måske ikke helt ville stå ved det, fordi det
unægteligt lyder lidt fladere end fest og ballade, altid ude med
vennerne og 8 gange om ugen i motionscenter samt weekender i den
ene storby efter den anden *G*.

> Du kan sletikke vide om mr. Right ikke er kommet forbi til den
tid.

Nej det kan jeg helt sikkert ikke. Og jeg føler mig som sådan
heller ikke bekymret. Det er blot sådan et tankespind til dels
udledt af mine egne irrationelle begrænsninger på mine "drømme".
Kringlet men som eksempel kan jeg nævne, at jeg gerne ville
arbejde mindre. Faktisk på nedsat tid, så jeg havde 3 dages
weekender og bedre tid til den fritid som jeg elsker så meget.
Rent økonomisk er det intet problem for mig som tingene ser ud
idag. Men jeg er opvokset i en tid og opdraget til, at den slags
er noget man MÅSKE gør, hvis man har andre arbejdsopgaver end
lige jobbet, som der skal være mere tid til (mand, børn og hus
primært). Det er faktisk først i denne uge her, at det er gået
op for mig, at selvom andre gør det sådan, så kunne jeg jo godt
gøre det anderledes. Jeg behøver faktisk ikke vente på manden og
eventuelle børn, det har bare aldrig faldet mig ind, at man kunne
være en ung, single uden nogen "lovlig" grund til ikke at arbejde
fuldtid eller mere og så alligevel arbejde på nedsat tid, fordi
man vil bruge mere af sin tid på at plante blomster, løbe i
skoven, besøge venner og ringe til sin farmor.

Jeg ved det nok lyder underligt, men helt seriøst, det er faktisk
først nu gået op for mig, at det ikke er utopisk men tværtimod
meget lad-sig-gørligt. Så en del af den der tanke om, hvad nu om
5-10 år har altså ikke nødvendigvis så meget med parforholdet at
gøre som med de ting jeg forbinder med mulige i et parforhold.
Puha det er lidt svært at forklare synes jeg.

> "Men grow cold as girls grow old and we all loose our charm in
the end".
>
> Suk!!
> Men lad dog være med at tage sorgerne på forskud
> Hvor gammel er det lige du er

Det gør jeg nu heller ikke *S*. Og jeg er iøvrigt 28½ for nu at
være helt præcis. Måske er jeg bare mere "bange for" at fylde 30
end jeg er mig bevidst om. Eller også synes jeg bare det lyder
af meget, når jeg siger, at jeg har været single i 4 år og tænker
på min ex-mand som nu har været gift for anden gang i mere end 3.
Jeg ved det sgutte. Og nej helt single har jeg ikke været, men
det der med 3-4 måneder det tæller jeg ikke som
kærester........det er legekammerater der ikke blev til mere *S*.


> Men hvorfor ikke vende det om. det virker som om du bliver
pacificeret af
> det, istedet for at se det som dit aktive valg af en evt mand.
Du kan jo
> vælge, istedet for at han skal vælge eller fravælge dig, eller
du afviser
> tanken på forhånd.

Jep det kan jeg *S*. Men det går jo nok netop også på, at jeg
synes jeg har haft mange valg og simpelthen ikke fandt noget, der
var værd at vælge *S*. Altså skuffelsen over ikke at finde noget
der i det mindste glitrer lidt som guld *G*:

> Jeg tror at det har været oppe at vende tidlgere herinde, men
hvad med at
> starte med en ven (jeg ved godt at venner sådan generelt ikke
hænger på
> træerne) men kunne du dyrke dem på kammeratlig basis, i
forbindelse med et
> kursus, fx, lære dem at kende som venner, fortælle hvordan du
har det med
> dette "problem" (forventninger, "indpakning" etc), så han ved
hvor du står.
> Hvis tidshorisonten alligevel er 5- 10 år har du vist tid til
at dyrke nogle
> kammerat/venskaber i mellem tiden og måske tænke på noget andet
i
> forbindelse med mænd.
> Håber at du forstå hvad jeg mener.

Jo jeg forstår skam ganske godt *S*. Og jeg har faktisk en del
mandlige venner (flere end de kvindelige faktisk *S*). Men det
er jo ikke udpræget nemt at gå fra venner til kærester (for tænk
nu hvis man ødelægger det der venskab). Men who knows, det kan
da godt være, at det er sådan man ender med at finde manden i sit
liv........hvis der altså skal være en *S*.

Jeg synes iøvrigt også tanken virker lidt akavet........når jeg
tænker på mine venner og det kendskab vi har til hinanden, så
ville vi være ekstremt sårbare overfor hinanden i en potentiel
kæreste-situation. Flere af mine mandlige venner ved ting om
mig, som til tider får dem til at sige ting så som, at jeg nok er
en tiger i sengen etc........når jeg tænker på det, tænker jeg
.........uha forventninger.....og så kan jeg da slet ikke slappe
af. Jeg ved så ting om dem, som netop får mig til at tænke at de
i kærestesituationen er ret fokuserede på det sexede og det får
mig altså til at slukke ret så heftigt.


> Nemlig. Men den oplevelse har jeg heller ikke af parforholdet.
Bevares der
> er da konflikter og uoverensstemmelser, der skal løses og
forventninger der
> ikke deles etc. Men overordnet synes jeg at parforholdet giver
mig en basis
> for at "gå ud i verden" so to speak..

Og den føler jeg så, at jeg har så meget stærkere i mig selv *S*.

> Men hvorfor går du se ikke med høje hæle i bare halvdelen af de
gange, hvor
> du føler at han forventer det, sådan at du ikke når at komme
derud, hvor det
> føøles som en byrde t gøre det du tror han forventer. tager du
denne snak
> med fyren om forventninger og holdninger til udseende,
påklædning,
> tjekkethed?

Ja det gør jeg faktisk. Og jeg hører dem ofte sige, at sådan er
det slet ikke........men de virker altså ikke helt overbevisende,
når de ser helt slukørede ud *S*. Jeg føler mig nok ret splittet
af et ønske om at give dem det de ønsker sig, fordi de jo er
dejlige, og så irritation over det de ønsker sig, fordi det
kræver så meget at give det. Så jo det er muligt at jeg
misforstår og tror de forventer mere end de i grunden gør, men
sådan føles det afgjort ikke. Det er ikke så meget det de siger,
når de bliver direkte spurgt, det er mere det, de ikke siger.
Igen svært at forklare.

> Det forstår jeg godt. Jeg har den holdning at jeg godt gider
nogle gange,
> andre gange er jeg ligeglad og det må han så leve med. Men jeg
oplever
> egentlig heller ikke som om jeg gør det for Marks skyld men for
min egen
> (tager pænt tøj på etc)

Sådan har jeg det også, når jeg er single, altså at jeg gør det
for min egen skyld, når jeg gør det.

> Jeg forstår ikke helt hvad det er for nogle fyre,du møder der
udtrykker
> disse forventninger. Hvordan udtrykker de disse forventninger?
Måske skulle
> du selv til at udtrykke nogle holdninger om at det gider du sgu
egentlig kun
> at gøre når du vil.

Helt bestemt, jeg skal blive meget bedre til at sige fra, når jeg
står i situationen i stedet for blot at udelukke situationen, så
jeg slipper for at skulle sige fra......LOL jeg håber du forstår
*S*.
Men som sagt det er mere de ting, de ikke siger som udtrykker
noget. Det er når jeg høre dem give udtryk for hvor sexet jeg er
etc etc men jeg ikke hører dem sige, hvor rar jeg er eller god at
snakke med eller intelligent eller god til at slå græs *G*. Det
er altså lidt svært at forklare.

> Jeg synes da også at den almindelige dagligdag er hyggelig og
rar - der kan
> være meget flirt, drilleri og erotik over en fælles opvask

Jep og den kunne måske godt foregå uden absolut at SKULLE føre
til erotik men bare KUNNE føre til erotik.

> Mange hilsener, Kristiner, der synes at det er spændede at du
læser "køn og
> skæbne", der vist fik en del kritik af feministerne den gang
den kom frem

Uha ja det kan jeg levende forestille mig. Og den er da også på
visse punkter ret provokerende, men alligevel på en måde, så jeg
ikke helt kan sige mig fri for at tænke, at der altså er en
pointe i meget af det.
Det er interessant fordi det netop IKKE er det som man typisk
hører femininster sige. Og jeg tror faktisk, at den nok er
nemmere for folk at kapere nu end i 1984. Men afgjort stadig nok
ikke så nem at sluge for mange. Jeg mener indtil videre er jeg
kommet igennem kyskhed som noget der beskrives som ikke af det
onde (hvilket mange jo nok vil kalde det), afbrudt samleje som en
anbefalelsesværdig præventionsform (og ikke uden at det faktisk
lyder fornuftigt vel at mærke), sterilitet i et helt andet lys
end ellers osv osv.
Det er lidt som at falde ned på en anden planet i hvert fald for
mig, men jeg har heller ikke læst så meget faglitteratur om den
slags. Det er i hvert fald ikke så lidt af en omvæltning efter
lige at have læst Fisseflokken *G*.

Mange hilsner
Puk

---

Puk skrev i en meddelelse news:0dFx8.2865$HZ2.304355@news000.worldonline.dk...

Vanillepigen skrev

Hej Puk og Kristine

> Lige præcis, det er jo også det, som jeg kan konstatere. Der er
> ikke mange som drømmer om en rar og hyggelig hverdag, så det
> bliver nogle andre ting som fremhæves som det man ønsker sig. Så
> er det jeg står af, for jeg synes ganske enkelt det ville være
> uærligt af mig at tage kontakt til en mand, som giver udtryk for
> at ønske sig noget andet. Også selvom jeg har mange mistænkt for
> dybest set at ønske den der hverdag, men bare ikke selv have
> indset det eller måske ikke helt ville stå ved det, fordi det
> unægteligt lyder lidt fladere end fest og ballade, altid ude med
> vennerne og 8 gange om ugen i motionscenter samt weekender i den
> ene storby efter den anden *G*.

Det kan jeg slet ikke følge.
Mødte jeg en, der gav udtryk for at ville foretage sig alle de ting,
du nævner, ville jeg steppe tre skridt baglæns og løbe væk, træt
bare ved tanken.

Hvad nu hvis sådan en mand i virkeligheden tror, man _skal_
give udtryk for den slags for at blive fundet interessant, men
ønsker sig et afslappet hjemmeliv inderst inde?
Hvorfor er vi ikke bare ærlige og tro mod os selv?

Men jeg synes da godt, du kan tage kontakt med sådan en
mand alligevel. For kun ved at snakke med ham, finder du jo
ud af, om han nu også er det, han udgiver sig for at være. Det
kunne jo blive en positiv overraskelse.

Jeg har virkelig tænkt over, hvor det går galt for dig.
Og det ender i, efter at have læst dine indlæg, at det skyldes
signalforvirring.

Jeg tror i virkeligheden, du udsender de forkerte signaler og dermed
tiltrækker de forkerte mænd. Når du "majer dig ud", signalerer du, at
sådan ser du ud, hvorfor de forventer, at det gør du så også til daglig.
Og måske forventer de samtidig en livsindstilling, der stemmer
overens med det. Folk har det jo med at putte hinanden i båse, der
stemmer overens med udseendet.

Dermed får du en, der har alle de forventninger, der hænger dig ud
af halsen. Hvis du i stedet tog det på, der stemmer allerbedst med,
hvordan du er som menneske inderst inde, ville ham, der blev
tiltrukket af dig, måske være en helt anden? (Og jeg ved godt, du
også kan lide de højhælede indimellem
Det er lidt svært at beskrive, hvad jeg mener. Jeg synes bare, der
er så stor divergens mellem det, du tror, der forventes, fordi du har
været ude for det så ofte, og så den, du i virkeligheden beskriver at
være. Derfor kan jeg kun se, at du af en eller anden grund tiltrækker
de forkerte.

Ikke for at spille "hellig", men jeg tror faktisk, at det, jeg udsender,
stemmer meget fint overens med, hvordan jeg er. Jeg kunne aldrig
finde på at tage højhælede sko, læbestift eller neglelak på, fordi jeg
tror, det forventes af mig. Desuden hader jeg alle tre ting *S*.
Så det, en mand ser hos mig, er det, han får. Derfor forventer han
heller ikke barberet mis eller blondeundertøj. At jeg så alligevel
har det, når det passer mig, er min overraskelse til ham.

Da min kæreste et par gange hurtigt havde pillet tøjet af mig uden
tilsyneladende at bemærke mit undertøj, spurgte jeg ham, om han
ikke kunne lide lækkert undertøj. Jo da, var svaret, men det betyder
ikke så meget, det er jo dig, jeg er interesseret i.
Det er altså meget befriende.

Jeg lavede også en kikser med min kæreste. Da vi vågnede
sammen for anden gang, og jeg brokkede mig over, at mascaraen
klattede under øjnene, grinede han ad mig og spurgte, hvorfor jeg
overhovedet gik med sådan noget. Mit svar var, at jeg synes, det
gør mine øjne pænere. Han kan derimod meget bedre lide mig uden,
og jeg har kun haft det på een gang siden. Ikke kun for hans skyld,
men ligeså meget, fordi det føles som en lettelse for mig.

> > Men overordnet synes jeg at parforholdet giver
> > mig en basis for at "gå ud i verden" so to speak..

> Og den føler jeg så, at jeg har så meget stærkere i mig selv *S*.

Jeg kan nu godt følge Kristine.
For mig er mit forhold den base, der giver mig gå-på-modet til at møde
verden. Er mit forhold godt, er jeg et gladere menneske og nemmere at
omgås. Går det ad h...... til, smitter det af på resten af mit liv og dermed
på mine omgivelser.

> > Jeg forstår ikke helt hvad det er for nogle fyre,du møder der
> udtrykker
> > disse forventninger. Hvordan udtrykker de disse forventninger?
> Måske skulle
> > du selv til at udtrykke nogle holdninger om at det gider du sgu
> egentlig kun
> > at gøre når du vil.

> Helt bestemt, jeg skal blive meget bedre til at sige fra, når jeg
> står i situationen i stedet for blot at udelukke situationen, så
> jeg slipper for at skulle sige fra......LOL jeg håber du forstår
> *S*.

Jeg synes, det må være meget bedre at udelukke situationen
totalt ved at finde en mand, der overhovedet ikke har den slags
forventninger til dig. Sådan har mine to sidste kærester været,
og det tror jeg, jeg selv har haft stor indflydelse på, fordi jeg har
fået det, jeg bad om, hvad det angår, ved at være den, jeg er.

> Men som sagt det er mere de ting, de ikke siger som udtrykker
> noget. Det er når jeg høre dem give udtryk for hvor sexet jeg er
> etc etc men jeg ikke hører dem sige, hvor rar jeg er eller god at
> snakke med eller intelligent eller god til at slå græs *G*. Det
> er altså lidt svært at forklare.

Jeg forstår dig udmærket godt.

Min kæreste har aldrig sagt, at jeg er sexet, men hans fysiske
reaktion på mig fortæller mere end ord om, hvordan han har det
med mig.

Jeg vil også meget hellere se ham skrive det, han skrev i en chat:
"Hvor er du sød, kan kun holde af dig og ingen andre" og medsende
masser af hjerter, fordi jeg havde fortalt ham, at jeg ved, han hører
til de mænd, der ikke er bange for at indrømme noget eller give
andre ret. Og se ham skrive, at det er dejligt at høre, fordi det er så
sjældent, at nogen siger sådan til ham.

Så føler jeg mig meget tæt forbundet med ham og ved, vi har noget
meget værdifuldt sammen. Ved, at vi værdsætter hinanden og vores
forhold og husker på at vise hinanden det.

Kærlig hilsen
Hanne L

---

"Hanne L" <maanelys@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:aacrhp$lnd$1@sunsite.dk...

Hej Hanne

> Det kan jeg slet ikke følge.
> Mødte jeg en, der gav udtryk for at ville foretage sig alle de
ting,
> du nævner, ville jeg steppe tre skridt baglæns og løbe væk,
træt
> bare ved tanken.

Men sådan har jeg det ikke *S*. Jeg er nemlig lidt ligeglad med,
hvad han gerne vil foretage sig, bare han ikke har en forventning
om, at jeg skal ønske at foretage mig præcis det samme.
Jeg er nok lidt en sucker for forskellighed. Det skal forstås
sådan, at jeg bliver enormt fascineret af mennesker der lever
helt anderledes end mig (der er dog visse grænser). Så en mand
der gerne vil i motionscenter 8 gange om ugen kan godt fascinere
mig og jeg synes da det ville være helt fint, at have sådan en
kæreste. Bare han ikke forventer, at jeg gør det samme, men
netop også synes det er fascinerende at jeg kan ligge og læse 8
gange om ugen. Et par gange i mit liv har jeg oplevet forhold,
hvor det netop gav en slags ekstra nysgerrighed eller måske endda
beundring for hinanden. Det her med at den anden er så
forskellig og måske endda besidder nogle kvaliteter eller evner,
som man ikke selv kan hive op af hatten og som man derfor lader
sig fascinere af.

> Hvad nu hvis sådan en mand i virkeligheden tror, man _skal_
> give udtryk for den slags for at blive fundet interessant, men
> ønsker sig et afslappet hjemmeliv inderst inde?

Det indtryk får jeg faktisk tit, når jeg læser profiler. Folk
dækker sig ind med både det ene og det andet og jeg får
uværgeligt den fornemmelse, at de har begge dele med fordi de er
bange for enten at blive dømt som festidioter eller som kedelige
tørvetrillere. Folk er bange for at træde i karakter, simpelthen
fordi de er bange for at ingen så vil kunne se, at de
selvfølgelig ikke kun er på een bestemt måde men lige så
komplekse som alle andre. Og der er helt afgjort visse ting, som
det er mere IN at være til end andre. At elske at se TV er
eksempelvis meget YT. Så er man nok lidt dum, ukreativ,
initiativløs og doven. Man er måske også lidt småfed, har
colabumser og i hvert fald kedelig. Det skinner efter min mening
meget tydeligt igennem. Og hvem har lyst til at fremstå sådan?

> Hvorfor er vi ikke bare ærlige og tro mod os selv?

Fordi vi bliver dømt til højre og venstre og er vel klar over
det. Samtidig er der rigtig meget prestige i at fremstå som en
success. Succeer er lykkelige, ved hvad de vil til enhver tid
(her begynder jeg så at kede mig lidt) og har styr på deres liv.
De sumper aldrig, de klør sig ikke bagi og de ser i hvert fald
ikke ret meget TV. Tilhører de en bestemt niché nemlig nørderne,
så er TV-kiggeri tilladt sålænge det holder sig til Discovery og
National Geografic Channel.........en mere ubestemmelig nørd ser
måske DR2 men så har vi måske at gøre med en tørvetriller og ikke
en udadvendt nørd og så går den ikke længere *G*. Jeg mener det
helt seriøst selvom jeg selvfølgelig tegner det lidt karikeret.

Som en af mine veninder der lige er gået fra sin mand sagde den
anden dag: "Åhh hvor er det dog dejligt, at jeg kan se Glamour
uden at få spydige bemærkninger og øjne over hvor åndsvagt det
er. Men du kan være helt sikker på, at det ikke er noget jeg
fortæller en potentiel partner at jeg gør, for så er jeg jo bare
en dum gås".
Der er ingen tvivl om, hvor dejligt hun syntes det var at kunne
se Glamour uden at sidde og klikke væk, når hendes mand kom ind i
stuen for at undgå hans bemærkninger og for at undgå at føle sig
flov når han sådan dømte hende. Men det sidder dybt nok i hende
til at hun ikke ville indrømme det overfor andre mænd. Jeg er
lige så præget af hende af, hvordan jeg bliver dømt på alle de
"utjekkede" ting jeg foretager mig, men jeg bliver stædig istedet
og proklamerer det nærmest for at se om jeg kan provokere den
forventede reaktion frem (det kan jeg som regel). Manden er
blevet uinteressant i mine øjne længe før han reagerer, han blev
uninteressant det øjeblik jeg fornemmede, at han rendte rundt med
nogle fordomme og valgte at teste det af.

> Men jeg synes da godt, du kan tage kontakt med sådan en
> mand alligevel. For kun ved at snakke med ham, finder du jo
> ud af, om han nu også er det, han udgiver sig for at være. Det
> kunne jo blive en positiv overraskelse.

Jep men jeg gider ikke den der usikkerhed mens man venter på
dommen. Jeg synes det er brand ubehageligt at vide, at jeg efter
al sandsynlighed bliver dømt kedelig eller hvad det nu måtte være
og så skal føle en vis taknemlighed, når jeg ikke bliver dømt.
Det burde da være en selvfølge, at det blev jeg ikke.

> Jeg har virkelig tænkt over, hvor det går galt for dig.
> Og det ender i, efter at have læst dine indlæg, at det skyldes
> signalforvirring.

Det har du sikkert ret i *S*.

> Jeg tror i virkeligheden, du udsender de forkerte signaler og
dermed
> tiltrækker de forkerte mænd. Når du "majer dig ud", signalerer
du, at
> sådan ser du ud, hvorfor de forventer, at det gør du så også
til daglig.
> Og måske forventer de samtidig en livsindstilling, der stemmer
> overens med det. Folk har det jo med at putte hinanden i båse,
der
> stemmer overens med udseendet.

Du har garanteret ret.
Men allerede når jeg skriver det, så protesterer mit indre. Ikke
fordi jeg ikke reelt mener, at du har ret. Det gør jeg nemlig.
Men jeg vil ikke have en mand, som er den type, hvor du får ret,
hvis du forstår.
For mig er det absolut indlysende, at jeg da gør lidt mere ud af
mig selv til en date end jeg gør, når jeg bare hygger mig hjemme
på sofaen eller går på arbejde. Jeg vil have en mand for hvem
det er lige så indlysende, at blot fordi jeg til en fest på hans
job med alle hans kollegaer og chefer tager pænt tøj på, lægger
lidt make-up og ifører mig et par høje hæle, så ser jeg altså
ikke sådan ud når jeg støvsuger eller laver mad. En mand der kan
nøjes med at sætte mig i bås som en der ville gøre lidt ekstra ud
af mig selv til en date, en fest eller en familie sammenkomst
(som min fætters konfirmation igår) og så på et andet tidspunkt
kan sætte mig i bås som en der tager gummistøvler på, når det
regner *G*.

Mit indre protesterer over, at jeg skal undlade at gøre det der
føles rart og rigtigst for mig, for at tækkes hans manglende evne
til at skelne mellem situationer og forvente et statisk menneske.
Mit indre protesterer mod at skulle gå på kompromis med den slags
ting, fordi det opbruger mit "kompromis-lager" så der ikke er
noget til overs til de ting, der reelt betyder noget. Og jeg ved
godt, at det lyder statisk at have et "kompromis-lager" men det
tror jeg reelt vi alle sammen har. Vi når alle en grænse, hvor
vi ikke længere føler at vi går på kompromis men derimod bliver
bedt om at være en anden end den vi er. Så er det sådan set
ligemeget hvad vores lager bliver brugt på.........på et eller
andet tidspunkt bliver det bare for meget, især hvis vi ikke selv
kan se en vis relevans og rimelighed.

> Dermed får du en, der har alle de forventninger, der hænger dig
ud
> af halsen. Hvis du i stedet tog det på, der stemmer allerbedst
med,
> hvordan du er som menneske inderst inde, ville ham, der blev
> tiltrukket af dig, måske være en helt anden? (Og jeg ved godt,
du
> også kan lide de højhælede indimellem

Og igen har du jo ret. Hvilket så netop bringer mig i konflikt
med min egen protest, og det fører så blot til, at jeg opgiver
hele ideen, fordi jeg simpelthen ikke orker den indre kamp det er
for mig at gøre noget der går mig så meget imod.

Du har ret ingen tvivl om det. Men skal jeg gøre som du foreslår
føler jeg faktisk at jeg lefler for, indordner mig under og
dermed også om ikke andet så i hvert fald agerer accept af noget
som jeg i bund og grund ikke vil acceptere og som går mig imod.
Det bliver mig som skal kompenserer for mandens manglende evne
til at se mig som et menneske og ikke som en type, og det vil jeg
i bund og grund ikke, da jeg ikke vil have en mand som mangler
den evne.

> Det er lidt svært at beskrive, hvad jeg mener. Jeg synes bare,
der
> er så stor divergens mellem det, du tror, der forventes, fordi
du har
> været ude for det så ofte, og så den, du i virkeligheden
beskriver at
> være. Derfor kan jeg kun se, at du af en eller anden grund
tiltrækker
> de forkerte.

Jeg kan sagtens forstå dig *S*. Og igen, du har simpelthen så
evigt ret, at det gør helt ondt.
Men det bringer mig i en rigtig kedelig situation, som jeg pt.
kun kan løse på een måde..........nemlig ved at fraskrive mænd.

Jeg opfatter min største styrke som værende min diversitet. Min
evne til at være en overfladisk, småfuld poptøs, en lolita i
sengen, en ynglings kusine der leger på gulvet med min kusine og
snakker musik og stand-up comedy med min 14-årige fætter. Et
urimeligt brokkehoved, en varm og nærværende ven. En virkelig
dygtig programmør osv osv. Jeg elsker når jeg oplever min egen
evne til at favne vidt og bredt. Og det er jo netop det, som du
(igen helt rigtigt) påpeger at mændene slet ikke kan forestille
sig. De må have mig reduceret til det ene eller det andet, for
ellers kan de ikke forholde sig til mig. Jeg er iøvrigt også
meget arrogant og det kan i denne sammenhæng godt være, at jeg
simpelthen er *for* arrogant, for jeg mener faktisk, at det er en
mangel ved gutterne, at de ikke kan kapere den brede spændevidde
og ikke en fejl ved mig, at jeg har den.
Derfor er det, at jeg bliver så frustreret, når jeg godt kan se,
at du har ret, for du siger jo i virkeligheden, at jeg skal give
køb på det som jeg bedst kan lide ved mig selv.........om ikke
andet så i hvert fald i starten. Det ville jeg opleve som ikke
alene uærligt men også som frygtelig indskrænkende og så er det
jeg foretrækker at være alene.

> Ikke for at spille "hellig", men jeg tror faktisk, at det, jeg
udsender,
> stemmer meget fint overens med, hvordan jeg er. Jeg kunne
aldrig
> finde på at tage højhælede sko, læbestift eller neglelak på,
fordi jeg
> tror, det forventes af mig. Desuden hader jeg alle tre ting
*S*.

Det gør det jo også væsentligt nemmere ikke at bruge det *S*.

> Så det, en mand ser hos mig, er det, han får. Derfor forventer
han
> heller ikke barberet mis eller blondeundertøj. At jeg så
alligevel
> har det, når det passer mig, er min overraskelse til ham.

Og det en mand ser hos mig er en brøkdel af det han får.

> Jeg lavede også en kikser med min kæreste. Da vi vågnede
> sammen for anden gang, og jeg brokkede mig over, at mascaraen
> klattede under øjnene, grinede han ad mig og spurgte, hvorfor
jeg
> overhovedet gik med sådan noget. Mit svar var, at jeg synes,
det
> gør mine øjne pænere. Han kan derimod meget bedre lide mig
uden,
> og jeg har kun haft det på een gang siden. Ikke kun for hans
skyld,
> men ligeså meget, fordi det føles som en lettelse for mig.

Og det er sjovt at du nævner det *S*. For du skriver jo selv, at
du reelt mente, at det fik dine øjne til at se pænere ud. Nu da
du så har droppet det for en tid i hvert fald, så oplever du det
som en lettelse. Det er måske ikke helt forkert at sige, at du
inden du mødte din kæreste helt havde glemt prisen for at dine
øjne så pænere ud eller for lang tid siden havde haft det oppe
til debat med dig selv, havde taget en beslutning om hvad du
ville gøre og så har gjort det i 20 år uden igen at tænke over
det, selvom du måske i virkeligheden nu kan konstatere at prisen
ikke var så helt ok, som du for mange år siden besluttede dig
for.

Puha det er svært, men noget med at det var blevet en rutine du
ikke satte spørgsmålstegn ved. Ikke før din kæreste gjorde og
selvom det måske føltes underligt for dig for en tid da du
droppede mascaren (fordi du var vant til den), så oplever du nu,
at det er en lettelse og det måske havde tjent dig godt, om du
havde stillet spørgsmålstegn ved rutinen noget før.

Det er i så fald det samme jeg kan opleve med en gut. At jeg da
gerne lige gør dette eller hint i starten for at glæde ham og så
efter det er forbi oplever en lettelse der fortæller mig, at det
måske har trukket større veksler på mig, at gøre det, end jeg har
været mig bevidst om. Argh det er noget rodet noget, det kan jeg
godt se.

> Jeg kan nu godt følge Kristine.
> For mig er mit forhold den base, der giver mig gå-på-modet til
at møde
> verden. Er mit forhold godt, er jeg et gladere menneske og
nemmere at
> omgås. Går det ad h...... til, smitter det af på resten af mit
liv og dermed
> på mine omgivelser.

Jeg kan slet ikke betragte noget som en base, der ikke har plads
til hele mig både med og uden høje hæle *S*.

> Jeg synes, det må være meget bedre at udelukke situationen
> totalt ved at finde en mand, der overhovedet ikke har den slags
> forventninger til dig.

Det er som du måske kan se lettere sagt end gjort, da jeg føler
at jeg er nødt til at skjule en del af mig selv for ikke at få
den misforstået som det eneste udtryk jeg har og det altså går
mig meget imod *S*.

Jeg ved sgu godt, at jeg lyder død besværlig og ikke særlig
positiv. Men så må det være sådan, for sådan er jeg så åbenbart
og det SKAL der bare være plads til ellers er det lige meget.
Jeg er nu engang typen der kæfter op, når noget ikke passer mig
og hvor utiltrækkende det så end må være, så kan jeg ikke bruge
en mand, der ikke kan rumme det også til noget som helst.
Men jeg synes ærlig talt ikke, at jeg beder om for meget, selvom
der nok skal være en ganske stor flok som er uenig med mig.

> Min kæreste har aldrig sagt, at jeg er sexet, men hans fysiske
> reaktion på mig fortæller mere end ord om, hvordan han har det
> med mig.

Jep og selvom han så sagde det, så ville det jo være helt fint
for det er ikke det eneste han siger til dig eller giver udtryk
for.
Det er når udtrykket bliver meget ensidigt, at jeg får den
fornemmelse, at følelserne og det han ønsker sig er meget
ensidigt og så føler jeg jo netop at det mest vidunderlige ved
mig (min diversitet) går fuldstændig tabt.......ja ikke bare det,
den er måske endda totalt uønsket

> Så føler jeg mig meget tæt forbundet med ham og ved, vi har
noget
> meget værdifuldt sammen. Ved, at vi værdsætter hinanden og
vores
> forhold og husker på at vise hinanden det.

Det har i afgjort også Hanne. Det er godt at se og høre *S*.

Mange hilsner
Puk

---

Puk skrev i en meddelelse news:GGvy8.4979$kp3.379321@news010.worldonline.dk...

Hej Puk *S*

> > Det kan jeg slet ikke følge.
> > Mødte jeg en, der gav udtryk for at ville foretage sig alle de
> > ting, du nævner, ville jeg steppe tre skridt baglæns og løbe
> > væk, træt bare ved tanken.

> Men sådan har jeg det ikke *S*. Jeg er nemlig lidt ligeglad med,
> hvad han gerne vil foretage sig, bare han ikke har en forventning
> om, at jeg skal ønske at foretage mig præcis det samme.

Det er jo derfor, jeg ville løbe

> Jeg er nok lidt en sucker for forskellighed. Det skal forstås
> sådan, at jeg bliver enormt fascineret af mennesker der lever
> helt anderledes end mig (der er dog visse grænser). Så en mand
> der gerne vil i motionscenter 8 gange om ugen kan godt fascinere
> mig og jeg synes da det ville være helt fint, at have sådan en
> kæreste. Bare han ikke forventer, at jeg gør det samme, men
> netop også synes det er fascinerende at jeg kan ligge og læse 8
> gange om ugen. Et par gange i mit liv har jeg oplevet forhold,
> hvor det netop gav en slags ekstra nysgerrighed eller måske endda
> beundring for hinanden. Det her med at den anden er så
> forskellig og måske endda besidder nogle kvaliteter eller evner,
> som man ikke selv kan hive op af hatten og som man derfor lader
> sig fascinere af.

Jeg har aldrig kunnet finde ud af, om lige børn leger bedst,
eller om det er mere spændende at være forskellige. Mon
ikke en blanding er det bedste? Sådan, at man deler nogle
interesser, ønsker for livet og måder at være på, men
samtidig fascinerer og tiltrækker hinanden pga de
forskelligheder, der er.
Jeg lærer noget af min kæreste næsten hver dag, fordi
han er så væsensforskellig fra mig af sind og livsindstilling.
Det er jeg både taknemlig for og også lidt ydmyg overfor,
fordi det er ting, jeg har brug for at lære, kan jeg mærke nu,
hvor det sker.

> > Hvad nu hvis sådan en mand i virkeligheden tror, man _skal_
> > give udtryk for den slags for at blive fundet interessant, men
> > ønsker sig et afslappet hjemmeliv inderst inde?

[SNIP om at træde i karakter]

Næh, det er da sandt. Men sandheden kommer jo alligevel
for en dag før eller siden. Og hvorfor spilde hinandens tid så
længe, for så at finde ud af, at man slet ikke passer sammen?
Måske kan det dække over et ønske om at lave sig selv om,
men så skulle man hellere have forsøgt, inden man tog en
andens tid.

> > Hvorfor er vi ikke bare ærlige og tro mod os selv?

> Fordi vi bliver dømt til højre og venstre og er vel klar over
> det. Samtidig er der rigtig meget prestige i at fremstå som en
> success. Succeer er lykkelige, ved hvad de vil til enhver tid
> (her begynder jeg så at kede mig lidt) og har styr på deres liv.
> De sumper aldrig, de klør sig ikke bagi og de ser i hvert fald
> ikke ret meget TV. Tilhører de en bestemt niché nemlig nørderne,
> så er TV-kiggeri tilladt sålænge det holder sig til Discovery og
> National Geografic Channel.........en mere ubestemmelig nørd ser
> måske DR2 men så har vi måske at gøre med en tørvetriller og ikke
> en udadvendt nørd og så går den ikke længere *G*. Jeg mener det
> helt seriøst selvom jeg selvfølgelig tegner det lidt karikeret.

Okey *SSS*.
Jeg tror nu nok, jeg ville blive afskrækket af en succes, da
der ville være alt for meget at leve op til. Og det gider jeg
ikke længere, hvis jeg nogensinde har gidet det? Det tror
jeg ikke, jeg har, og det skyldes nok de kredse, hvor jeg har
slået mine folder i mit liv. Men der lå så et andet pres om
at være politisk korrekt, og det havde selvfølgelig også
sin prestige at være med så mange steder som muligt og
gøre "det rigtige".

[SNIP om at se Glamour og lave andre "ucheckede ting"]

Jeg havde på et tidspunkt for mange år siden en kæreste,
som havde været på Tvind. Derfor var det ukorrekt at
læse dameblade, så jeg måtte gemme Alt for damerne
og læse det i smug *GGG*. Det ville jeg aldrig finde mig
i idag.

> Jeg er lige så præget af hende af, hvordan jeg bliver dømt på
> alle de "utjekkede" ting jeg foretager mig, men jeg bliver stædig
> istedet og proklamerer det nærmest for at se om jeg kan provokere
> den forventede reaktion frem (det kan jeg som regel). Manden er
> blevet uinteressant i mine øjne længe før han reagerer, han blev
> uninteressant det øjeblik jeg fornemmede, at han rendte rundt med
> nogle fordomme og valgte at teste det af.

Så nemt ville jeg nok ikke give op. Jeg ville ikke forvente, at
en mand til enhver tid kan forstå de "kvindeting", vi foretager
os. Min søn forstår f.eks. ikke sin kæreste, men hun bliver
heldigvis stædigt ved, støttet af sin svigermor.

> > Men jeg synes da godt, du kan tage kontakt med sådan en
> > mand alligevel. For kun ved at snakke med ham, finder du jo
> > ud af, om han nu også er det, han udgiver sig for at være. Det
> > kunne jo blive en positiv overraskelse.

> Jep men jeg gider ikke den der usikkerhed mens man venter på
> dommen. Jeg synes det er brand ubehageligt at vide, at jeg efter
> al sandsynlighed bliver dømt kedelig eller hvad det nu måtte være
> og så skal føle en vis taknemlighed, når jeg ikke bliver dømt.
> Det burde da være en selvfølge, at det blev jeg ikke.

Jamen, hvis han dømmer dig kedelig, siger det jo også en hel
masse om ham. Og sker det hurtigt, er han vel så overfladisk,
at det kan være lige meget med ham?
Jeg har aldrig tænkt på det som en dom, men har da mange
gange været usikker og nervøs over, om ham, jeg gerne ville
have, nu også syntes, jeg var "god nok". Det kan vel dårligt
være anderledes i starten af et forhold? Uanset, om man
selv synes, man har en masse kvaliteter, er det jo ikke sikkert,
de stemmer overens med en ny kæreste. Det gør en jo ikke
til et dårligere eller kedeligere menneske. Det skal man altid
holde sig for øje, selvom det kan være svært, hvis man bliver
vraget.

> > Jeg har virkelig tænkt over, hvor det går galt for dig.
> > Og det ender i, efter at have læst dine indlæg, at det skyldes
> > signalforvirring.

> Det har du sikkert ret i *S*.

Det var bare den eneste konklusion, der sprang mig i øjnene.

> > Jeg tror i virkeligheden, du udsender de forkerte signaler og
> > dermed tiltrækker de forkerte mænd. Når du "majer dig ud",
> > signalerer du, at sådan ser du ud, hvorfor de forventer, at det
> > gør du så også til daglig.
> > Og måske forventer de samtidig en livsindstilling, der stemmer
> > overens med det. Folk har det jo med at putte hinanden i båse,
> > der stemmer overens med udseendet.

> Du har garanteret ret.
> Men allerede når jeg skriver det, så protesterer mit indre. Ikke
> fordi jeg ikke reelt mener, at du har ret. Det gør jeg nemlig.
> Men jeg vil ikke have en mand, som er den type, hvor du får ret,
> hvis du forstår.

Klart nok, for det er heller ikke "sådan en" du skal have *S*.

> For mig er det absolut indlysende, at jeg da gør lidt mere ud af
> mig selv til en date end jeg gør, når jeg bare hygger mig hjemme
> på sofaen eller går på arbejde. Jeg vil have en mand for hvem
> det er lige så indlysende, at blot fordi jeg til en fest på hans
> job med alle hans kollegaer og chefer tager pænt tøj på, lægger
> lidt make-up og ifører mig et par høje hæle, så ser jeg altså
> ikke sådan ud når jeg støvsuger eller laver mad. En mand der kan
> nøjes med at sætte mig i bås som en der ville gøre lidt ekstra ud
> af mig selv til en date, en fest eller en familie sammenkomst
> (som min fætters konfirmation igår) og så på et andet tidspunkt
> kan sætte mig i bås som en der tager gummistøvler på, når det
> regner *G*.

Jeg kan nu heller ikke forstå, at der findes nogen, der forventer
den slags, eller måske har jeg bare været heldig at være blevet
forskånet for dem? De fleste af os er jo, heldigvis, rigere
facetterede end som så.

> Mit indre protesterer over, at jeg skal undlade at gøre det der
> føles rart og rigtigst for mig, for at tækkes hans manglende evne
> til at skelne mellem situationer og forvente et statisk menneske.
> Mit indre protesterer mod at skulle gå på kompromis med den slags
> ting, fordi det opbruger mit "kompromis-lager" så der ikke er
> noget til overs til de ting, der reelt betyder noget. Og jeg ved
> godt, at det lyder statisk at have et "kompromis-lager" men det
> tror jeg reelt vi alle sammen har. Vi når alle en grænse, hvor
> vi ikke længere føler at vi går på kompromis men derimod bliver
> bedt om at være en anden end den vi er. Så er det sådan set
> ligemeget hvad vores lager bliver brugt på.........på et eller
> andet tidspunkt bliver det bare for meget, især hvis vi ikke selv
> kan se en vis relevans og rimelighed.

Jamen, jeg kan da kun være enig med dig. Dejligt at se det
beskrevet på en måde, jeg aldrig har tænkt på det på.
Der vil jo altid være en vis mængde kompromisser i et
forhold, men igen-igen skal man være tro mod sig selv, så
man ikke render forvirret rundt og ikke kan finde sig *GGG*.

> > Dermed får du en, der har alle de forventninger, der hænger dig
> > ud af halsen. Hvis du i stedet tog det på, der stemmer allerbedst
> > med, hvordan du er som menneske inderst inde, ville ham, der
> > blev tiltrukket af dig, måske være en helt anden? (Og jeg ved godt,
> > du også kan lide de højhælede indimellem

> Og igen har du jo ret. Hvilket så netop bringer mig i konflikt
> med min egen protest, og det fører så blot til, at jeg opgiver
> hele ideen, fordi jeg simpelthen ikke orker den indre kamp det er
> for mig at gøre noget der går mig så meget imod.

Jamen, så lad være. Vær dig selv og drop dem, der ikke
bare kan acceptere det.

> Du har ret ingen tvivl om det. Men skal jeg gøre som du foreslår
> føler jeg faktisk at jeg lefler for, indordner mig under og
> dermed også om ikke andet så i hvert fald agerer accept af noget
> som jeg i bund og grund ikke vil acceptere og som går mig imod.
> Det bliver mig som skal kompenserer for mandens manglende evne
> til at se mig som et menneske og ikke som en type, og det vil jeg
> i bund og grund ikke, da jeg ikke vil have en mand som mangler
> den evne.

Selvom jeg ikke kender dig IRL, er jeg ikke i tvivl om, at du
ret så meget udstråler, hvem du er *S*. Og så længe du gør
det, lefler du jo ikke, uanset om du er iført højhælede eller
gummistøvler.
Det er ikke dig, der skal kompensere, men ham, som skal
kunne se ind bag "facaden", altså det outfit du bærer den dag.

> > Det er lidt svært at beskrive, hvad jeg mener. Jeg synes bare,
> > der er så stor divergens mellem det, du tror, der forventes, fordi
> > du har været ude for det så ofte, og så den, du i virkeligheden
> > beskriver at være. Derfor kan jeg kun se, at du af en eller anden
> > grund tiltrækker de forkerte.

> Jeg kan sagtens forstå dig *S*. Og igen, du har simpelthen så
> evigt ret, at det gør helt ondt.
> Men det bringer mig i en rigtig kedelig situation, som jeg pt.
> kun kan løse på een måde..........nemlig ved at fraskrive mænd.

Det er jo dit valg, selvom det er trist at høre. Men du kan
forhåbentlig ikke lade være med at blive tiltrukket af en
eller anden igen. Måske er en pause fra mænd lige nu det
rigtige for dig.

> Jeg opfatter min største styrke som værende min diversitet. Min
> evne til at være en overfladisk, småfuld poptøs, en lolita i
> sengen, en ynglings kusine der leger på gulvet med min kusine og
> snakker musik og stand-up comedy med min 14-årige fætter. Et
> urimeligt brokkehoved, en varm og nærværende ven. En virkelig
> dygtig programmør osv osv. Jeg elsker når jeg oplever min egen
> evne til at favne vidt og bredt. Og det er jo netop det, som du
> (igen helt rigtigt) påpeger at mændene slet ikke kan forestille
> sig. De må have mig reduceret til det ene eller det andet, for
> ellers kan de ikke forholde sig til mig.

Men det er jo ikke en fejl hos dig, men derimod en manglende
evne hos dem. Mænd, som har det på den måde, er jo slet
ikke interessante, men bærer skyklapper, fordi de (måske)
selv har et uinteressant og indskrænket liv. Det er ikke dig,
der er taberen her, men dem (ham).

> Jeg er iøvrigt også
> meget arrogant og det kan i denne sammenhæng godt være, at jeg
> simpelthen er *for* arrogant, for jeg mener faktisk, at det er en
> mangel ved gutterne, at de ikke kan kapere den brede spændevidde
> og ikke en fejl ved mig, at jeg har den.

Den arrogance har jeg oplevet fra dig her i dss, men vi er
heldigvis kommet videre *GGG*.

> Derfor er det, at jeg bliver så frustreret, når jeg godt kan se,
> at du har ret, for du siger jo i virkeligheden, at jeg skal give
> køb på det som jeg bedst kan lide ved mig selv.........om ikke
> andet så i hvert fald i starten. Det ville jeg opleve som ikke
> alene uærligt men også som frygtelig indskrænkende og så er det
> jeg foretrækker at være alene.

Lige et øjeblik. Jeg har _aldrig_ sagt, du skal give køb på
dig selv. Eller i hvert fald aldrig ment det. Jeg lever selv
efter devisen: Tag mig som jeg er, eller lad være. Og kan
kun anbefale andre at gøre det samme. Det sparer en masse
tid med ligegyldige mennesker.

> > Ikke for at spille "hellig", men jeg tror faktisk, at det, jeg
> > udsender, stemmer meget fint overens med, hvordan jeg er.
> > Jeg kunne aldrig finde på at tage højhælede sko, læbestift
> > eller neglelak på, fordi jeg tror, det forventes af mig. Desuden
> > hader jeg alle tre ting *S*.

> Det gør det jo også væsentligt nemmere ikke at bruge det *S*.

Jeps *SSS*.

> > Så det, en mand ser hos mig, er det, han får. Derfor forventer
> > han heller ikke barberet mis eller blondeundertøj. At jeg så
> > alligevel har det, når det passer mig, er min overraskelse til ham.

> Og det en mand ser hos mig er en brøkdel af det han får.

Jeg håber da også, jeg indeholder mere end det, man lige
ser ved første eller andet øjekast *GGG*. Det er jeg nu sikker
på, jeg gør, men nu var det jo det, vi snakkede om. De fleste
er vel som kinesiske æsker, der gemmer på spændende ting
for hver æske, man kommer til. Man kan jo ikke vise det hele
på een gang. Det ville i hvert fald være trist, hvis der ikke var
mere end det.

> > Jeg lavede også en kikser med min kæreste. Da vi vågnede
> > sammen for anden gang, og jeg brokkede mig over, at mascaraen
> > klattede under øjnene, grinede han ad mig og spurgte, hvorfor
> > jeg overhovedet gik med sådan noget. Mit svar var, at jeg synes,
> > det gør mine øjne pænere. Han kan derimod meget bedre lide mig
> > uden, og jeg har kun haft det på een gang siden. Ikke kun for hans
> > skyld, men ligeså meget, fordi det føles som en lettelse for mig.

> Og det er sjovt at du nævner det *S*. For du skriver jo selv, at
> du reelt mente, at det fik dine øjne til at se pænere ud. Nu da
> du så har droppet det for en tid i hvert fald, så oplever du det
> som en lettelse. Det er måske ikke helt forkert at sige, at du
> inden du mødte din kæreste helt havde glemt prisen for at dine
> øjne så pænere ud eller for lang tid siden havde haft det oppe
> til debat med dig selv, havde taget en beslutning om hvad du
> ville gøre og så har gjort det i 20 år uden igen at tænke over
> det, selvom du måske i virkeligheden nu kan konstatere at prisen
> ikke var så helt ok, som du for mange år siden besluttede dig
> for.

Nu er det jo ikke noget problem at tage en smule mascara
på, og den eneste pris har været, at jeg, når jeg havde været
sammen med en fyr, liiiiige måtte ud at kigge i spejlet for at se,
om den nu var tværet ud i "kampens hede". Men det har da
været nok til at irritere mig. Men jeg har aldrig brugt det til daglig.

> Puha det er svært, men noget med at det var blevet en rutine du
> ikke satte spørgsmålstegn ved. Ikke før din kæreste gjorde og
> selvom det måske føltes underligt for dig for en tid da du
> droppede mascaren (fordi du var vant til den), så oplever du nu,
> at det er en lettelse og det måske havde tjent dig godt, om du
> havde stillet spørgsmålstegn ved rutinen noget før.

Som sagt har det altid kun været noget jeg brugte, når jeg
gik til fest eller skulle noget vigtigt som f.eks. at søge job.
Min eks var jo også ligeglad med, om jeg brugte det.

> Det er i så fald det samme jeg kan opleve med en gut. At jeg da
> gerne lige gør dette eller hint i starten for at glæde ham og så
> efter det er forbi oplever en lettelse der fortæller mig, at det
> måske har trukket større veksler på mig, at gøre det, end jeg har
> været mig bevidst om. Argh det er noget rodet noget, det kan jeg
> godt se.

Næh, jeg synes bare, du siger, at du i virkeligheden gør alt
for meget for at leve op til hans forventninger.
Jeg tog f.eks. også BH på de første gange, jeg tog ind til min
kæreste, men også den er han helst fri for. Og da jeg hader at
gå med sådan en, passer også det mig fint. At jeg tog den på,
skyldtes nok, at den stivede min selvtillid af, fordi man altså
ikke har strittende bryster efter at have ammet tre børn.

> > Jeg kan nu godt følge Kristine.
> > For mig er mit forhold den base, der giver mig gå-på-modet til
> > at møde verden. Er mit forhold godt, er jeg et gladere menneske
> > og nemmere at omgås. Går det ad h...... til, smitter det af på
> > resten af mit liv og dermed på mine omgivelser.

> Jeg kan slet ikke betragte noget som en base, der ikke har plads
> til hele mig både med og uden høje hæle *S*.

Det er jeg enig med dig i. Det er heller ikke det, jeg mener.
Jeg går udfra, at hele mig er accepteret af min kæreste,
ellers var han ikke min kæreste.

> > Jeg synes, det må være meget bedre at udelukke situationen
> > totalt ved at finde en mand, der overhovedet ikke har den slags
> > forventninger til dig.

> Det er som du måske kan se lettere sagt end gjort, da jeg føler
> at jeg er nødt til at skjule en del af mig selv for ikke at få
> den misforstået som det eneste udtryk jeg har og det altså går
> mig meget imod *S*.

Er det noget bestemt, du skjuler? Det lyder det til for mig, da
du åbenbart er bange for, at det overskygger resten.
Jeg har somme tider tidligere besluttet mig for, at i aften vil
jeg _ikke_ snakke så meget. Men for det første er det håbløst,
og for det andet er det jo slet ikke mig *S*.

> Jeg ved sgu godt, at jeg lyder død besværlig og ikke særlig
> positiv. Men så må det være sådan, for sådan er jeg så åbenbart
> og det SKAL der bare være plads til ellers er det lige meget.
> Jeg er nu engang typen der kæfter op, når noget ikke passer mig
> og hvor utiltrækkende det så end må være, så kan jeg ikke bruge
> en mand, der ikke kan rumme det også til noget som helst.
> Men jeg synes ærlig talt ikke, at jeg beder om for meget, selvom
> der nok skal være en ganske stor flok som er uenig med mig.

Hvis du kæfter op, ligesom mig *S*, så er det en del af dig.
Og så må han tage det med eller skride. Ingen af jer er tjent
med andet. Jeg ligger ikke under for den opfattelse, at kvinder
er bly violer, der kun svarer på tiltale. Forventes det, må de
snakke med andre end mig.

> > Min kæreste har aldrig sagt, at jeg er sexet, men hans fysiske
> > reaktion på mig fortæller mere end ord om, hvordan han har det
> > med mig.

> Jep og selvom han så sagde det, så ville det jo være helt fint
> for det er ikke det eneste han siger til dig eller giver udtryk
> for.

Nej, der kommer små tilkendegivelser af og til, men han er
meget bedre til at vise sin påskønnelse end til at sige det.
Det har taget mig lidt tid at vænne mig til.

> Det er når udtrykket bliver meget ensidigt, at jeg får den
> fornemmelse, at følelserne og det han ønsker sig er meget
> ensidigt og så føler jeg jo netop at det mest vidunderlige ved
> mig (min diversitet) går fuldstændig tabt.......ja ikke bare det,
> den er måske endda totalt uønsket

Endnu engang: Så er det ikke ham, du skal have.

> > Så føler jeg mig meget tæt forbundet med ham og ved, vi
> > har noget meget værdifuldt sammen. Ved, at vi værdsætter
> > hinanden og vores forhold og husker på at vise hinanden det.

> Det har i afgjort også Hanne. Det er godt at se og høre *S*.

Vi har også begge været i flere problematiske forhold tidligere,
så måske er det derfor, vi er så opmærksomme på hinanden
og vores forhold hele tiden. Dårlige erfaringer kan være gode
at have med sig i bagagen, da de kan bruges til at lade være
med at gøre de samme fejltagelser om igen.
Det er vel egentlig også der, du er. Du ønsker jo heller ikke
at gentage dårligdommene.

Kærlig hilsen
Hanne L

---

"Hanne L" <maanelys@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:aav64f$bob$1@sunsite.dk...

Hejsa Hanne

> Det er jo derfor, jeg ville løbe

Jo men..........Altså, personligt har jeg det da ikke sådan, at
bare fordi jeg godt kan lide at læse en masse bøger, så vil jeg
gerne have en partner som også gør det. Eller fordi jeg løber,
så skal min partner også gøre det. Men jeg har da tænkt lidt
over, om det generelt er sådan, at folk ønsker sig en partner,
der gør de samme ting, som dem selv..........

Eller nu hvor jeg sidder og skriver det, så tænker jeg: Måske
folk *tror* at de gerne vil have en partner der gør de samme
ting, som dem selv, fordi det initielt vil give dem en følelse af
validering. En følelse af, at den mulige partner synes de ting,
de gør viser at de er "rigtige".
Det er jo ret almindeligt at folk bliver begejstrede over at møde
nogen med samme interesse som dem selv, og måske det også med en
partner spiller ind, fordi det giver en følelse af bekræftelse
(man gør det rigtige, noget som partneren også synes er fedt).

> Jeg har aldrig kunnet finde ud af, om lige børn leger bedst,
> eller om det er mere spændende at være forskellige. Mon
> ikke en blanding er det bedste? Sådan, at man deler nogle
> interesser, ønsker for livet og måder at være på, men
> samtidig fascinerer og tiltrækker hinanden pga de
> forskelligheder, der er.

Jo det tror jeg du har ret i. Men jeg fornemmer også, at det så
ikke er helt ligegyldigt på hvilke områder man er ens og på
hvilke man er forskellige.

> Jeg lærer noget af min kæreste næsten hver dag, fordi
> han er så væsensforskellig fra mig af sind og livsindstilling.
> Det er jeg både taknemlig for og også lidt ydmyg overfor,
> fordi det er ting, jeg har brug for at lære, kan jeg mærke nu,
> hvor det sker.

Det lyder dejligt. Det er jo også udfordrende og dejligt med en
partner som kan inspirere en.


> Næh, det er da sandt. Men sandheden kommer jo alligevel
> for en dag før eller siden. Og hvorfor spilde hinandens tid så
> længe, for så at finde ud af, at man slet ikke passer sammen?

Naturligvis. Men jeg tror altså, at det er temmeligt
uoverskueligt, hvis man sætter sig ned og tænker det igennem og
derfor forsøger folk at brække det op i mindre stumper.
Karrikerer sig selv en smule for at trænge igennem med det mest
dominerende persontræk. For så senere at bygge flere sten på.
Altså een ting af gangen. Først tiltrække de mest sandsynlige
mulige partnere i en slags grovsortering og så senere nuancere
billedet mere og på den måde lave en finsortering.

> Måske kan det dække over et ønske om at lave sig selv om,
> men så skulle man hellere have forsøgt, inden man tog en
> andens tid.

Afgjort

> Okey *SSS*.
> Jeg tror nu nok, jeg ville blive afskrækket af en succes, da
> der ville være alt for meget at leve op til. Og det gider jeg
> ikke længere, hvis jeg nogensinde har gidet det?

Jo men kunsten bliver så at fremstå nok som en success til at
være cool men ikke skræmmende *G*.

> Det tror
> jeg ikke, jeg har, og det skyldes nok de kredse, hvor jeg har
> slået mine folder i mit liv. Men der lå så et andet pres om
> at være politisk korrekt, og det havde selvfølgelig også
> sin prestige at være med så mange steder som muligt og
> gøre "det rigtige".

Lige præcis. Det er sådan set blot et andet kriterie for hvad en
success er. Men det er lige vigtigt i begge kredse at være en
success.

> Jeg havde på et tidspunkt for mange år siden en kæreste,
> som havde været på Tvind. Derfor var det ukorrekt at
> læse dameblade, så jeg måtte gemme Alt for damerne
> og læse det i smug *GGG*. Det ville jeg aldrig finde mig
> i idag.

Nej det kan jeg forestille mig. Det er vel også der hvor såvel
min veninde som jeg nu stejler. Det øjeblik reaktionen på noget
vi gør er, at "det er for latterligt" så kan manden kigge langt
efter os, for så er vi smuttet. Ingen af os gider så meget som
bare den irritation der følger med at blive mødt med den
indstilling.

> Så nemt ville jeg nok ikke give op. Jeg ville ikke forvente, at
> en mand til enhver tid kan forstå de "kvindeting", vi foretager
> os. Min søn forstår f.eks. ikke sin kæreste, men hun bliver
> heldigvis stædigt ved, støttet af sin svigermor.

Han behøver såmænd heller ikke forstå. For mig at se er der et
kvantespring fra at forstå og kunne sige, "ja det kan jeg sørme
godt sætte mig ind i" og så på at tage afstand og nedgøre ved at
sige, "det fatter jeg ikke en brik af, det er da fuldstændig
latterligt". Det er det sidste som jeg ofte føler jeg mødes af
(og min veninde ligeså). Hun kan lide sin Glamour og det kan
godt være at det ikke har noget indhold osv, men kan det ikke
være fløjtende ligemeget? Hvis hun hygger sig med det, er der
vel for faen ingen grund til at nedgøre det. Så kan man jo nøjes
med, "Ja det fatter jeg så ikke, men hvis du hygger dig med det,
så lyder det da som om du har det godt".

> Jamen, hvis han dømmer dig kedelig, siger det jo også en hel
> masse om ham. Og sker det hurtigt, er han vel så overfladisk,
> at det kan være lige meget med ham?

Jep men det kunne det jo så altså være lige fra begyndelsen *S*.
Jeg gider slet ikke bruge nogen som helst kræfter, tid eller
energi på den slags.

> Jeg har aldrig tænkt på det som en dom, men har da mange
> gange været usikker og nervøs over, om ham, jeg gerne ville
> have, nu også syntes, jeg var "god nok". Det kan vel dårligt
> være anderledes i starten af et forhold? Uanset, om man
> selv synes, man har en masse kvaliteter, er det jo ikke
sikkert,
> de stemmer overens med en ny kæreste. Det gør en jo ikke
> til et dårligere eller kedeligere menneske. Det skal man altid
> holde sig for øje, selvom det kan være svært, hvis man bliver
> vraget.

Naturligvis er man ikke et dårligere menneske. Men jeg gider
slet ikke den der usikkerhed. Udbyttet står ganske enkelt ikke
mål med indsatsen.

> Det var bare den eneste konklusion, der sprang mig i øjnene.

Det kan jeg sørme godt forstå *S*

> Klart nok, for det er heller ikke "sådan en" du skal have *S*.

Nope og lige nu skal jeg nok slet ikke have en *S*.

> Jeg kan nu heller ikke forstå, at der findes nogen, der
forventer
> den slags, eller måske har jeg bare været heldig at være blevet
> forskånet for dem? De fleste af os er jo, heldigvis, rigere
> facetterede end som så.

Ja det oplever jeg jo så ikke, at de fleste af os er. Men jeg
håber da, at du har ret.

> Jamen, jeg kan da kun være enig med dig. Dejligt at se det
> beskrevet på en måde, jeg aldrig har tænkt på det på.
> Der vil jo altid være en vis mængde kompromisser i et
> forhold, men igen-igen skal man være tro mod sig selv, så
> man ikke render forvirret rundt og ikke kan finde sig *GGG*.

LOL ja det er lige præcis det *S*. Det er så også derfor jeg
mener, at de små kompromisser måske endda er de farligste. Dem
hvor man tænker, "Herreste du milde gud, hvis det nu betyder så
meget for ham, så hvorfor dog ikke." For de kan lynhurtigt komme
snigende i massevis og man opdager først for sent, hvor mange af
dem det egentlig er blevet til. De større kompromisser vil altid
blive indgået med en del mere eftertanke og derfor tror jeg også,
man er mere bevidst, når man indgår dem, så man reelt får mærket
efter, om det nu også er et kompromis man føler man kan indgå.

> Jamen, så lad være. Vær dig selv og drop dem, der ikke
> bare kan acceptere det.

*S* Hvilket jo sådan set er præcis hvad jeg gør. Jeg gør det
måske bare med "omvendt fortegn".
Med det mener jeg, at jeg kun initierer kontakt til mennesker,
hvor jeg har en begrundet "mistanke" om, at de rent faktisk *kan*
acceptere og sætte pris på, istedet for at initiere kontakt til
mennesker, hvor jeg ikke har en begrundet mistanke til at de
*ikke kan* acceptere og sætte pris på.

> Selvom jeg ikke kender dig IRL, er jeg ikke i tvivl om, at du
> ret så meget udstråler, hvem du er *S*. Og så længe du gør
> det, lefler du jo ikke, uanset om du er iført højhælede eller
> gummistøvler.

LOL ja det gør jeg måske nok *S*.

> Det er ikke dig, der skal kompensere, men ham, som skal
> kunne se ind bag "facaden", altså det outfit du bærer den dag.

Ja det kunne være rart om mænd kunne det helt generelt, men det
har jeg ikke den store tiltro til, at de kan.

> Det er jo dit valg, selvom det er trist at høre. Men du kan
> forhåbentlig ikke lade være med at blive tiltrukket af en
> eller anden igen. Måske er en pause fra mænd lige nu det
> rigtige for dig.

Det er jeg overbevist om, at det er.
Og ja det kan da godt være, at jeg bliver tiltrukket af en igen,
hvem ved *S*.

> Men det er jo ikke en fejl hos dig, men derimod en manglende
> evne hos dem. Mænd, som har det på den måde, er jo slet
> ikke interessante, men bærer skyklapper, fordi de (måske)
> selv har et uinteressant og indskrænket liv. Det er ikke dig,
> der er taberen her, men dem (ham).

*SS* Det var da rart at høre, for det er jo også sådan jeg selv
tænker. Men det er ikke den slags reaktion, jeg oftest bliver
mødt af.

> Den arrogance har jeg oplevet fra dig her i dss, men vi er
> heldigvis kommet videre *GGG*.

Ja heldigvis da *S*.

> Lige et øjeblik. Jeg har _aldrig_ sagt, du skal give køb på
> dig selv. Eller i hvert fald aldrig ment det. Jeg lever selv
> efter devisen: Tag mig som jeg er, eller lad være. Og kan
> kun anbefale andre at gøre det samme. Det sparer en masse
> tid med ligegyldige mennesker.

Jeg ved godt, at det ikke er det du mener. Altså at jeg skal
give køb på mig selv. Men sådan ville det føles, hvis jeg
bevidst skulle gøre noget andet end det jeg føler for, for at
tækkes en mand, der ikke selv kan lægge 2 og 2 sammen og finde ud
af, at den ene side han ser af mig på en date altså ikke er alt
hvad der er til mig og at han derfor kan regne med at møde præcis
det samme i mig uanset hvor og hvornår han møder mig.

> Jeg håber da også, jeg indeholder mere end det, man lige
> ser ved første eller andet øjekast *GGG*. Det er jeg nu sikker
> på, jeg gør, men nu var det jo det, vi snakkede om. De fleste
> er vel som kinesiske æsker, der gemmer på spændende ting
> for hver æske, man kommer til. Man kan jo ikke vise det hele
> på een gang. Det ville i hvert fald være trist, hvis der ikke
var
> mere end det.

Lige præcis. Men det er det jeg oplever, at mange gerne ville
have, at man gjorde. Måske fordi de føler, at det er for
anstrengende at pakke ud?

> Nu er det jo ikke noget problem at tage en smule mascara
> på, og den eneste pris har været, at jeg, når jeg havde været
> sammen med en fyr, liiiiige måtte ud at kigge i spejlet for at
se,
> om den nu var tværet ud i "kampens hede". Men det har da
> været nok til at irritere mig. Men jeg har aldrig brugt det til
daglig.

Nej det er ikke noget problem. Men ikke desto mindre, har du
oplevet det som en lettelse ikke længere at behøve at gøre det,
altså har det heller ikke været noget du i bund og grund var ret
vild med vel?

> Næh, jeg synes bare, du siger, at du i virkeligheden gør alt
> for meget for at leve op til hans forventninger.

Det tror jeg også, jeg gør.

> Jeg tog f.eks. også BH på de første gange, jeg tog ind til min
> kæreste, men også den er han helst fri for. Og da jeg hader at
> gå med sådan en, passer også det mig fint. At jeg tog den på,
> skyldtes nok, at den stivede min selvtillid af, fordi man altså
> ikke har strittende bryster efter at have ammet tre børn.

Hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i *S*. Derfor ville det
heller ikke overraske mig at møde dig på en café, hvor du havde
BH på og en anden dag møde dig i dit hjem, hvor du ikke havde.
Selvom jeg så ikke vidste at du havde ammet 3 børn osv, så er det
indlysende for mig, at mennesker i visse situationer ser ud på en
bestemt måde, agerer på en bestemt måde og siger nogle bestemte
ting, mens de i andre situationer ser ud på en anden måde, agerer
på en anden måde og siger nogle andre ting. Hvor svært kan det
være?

> Det er jeg enig med dig i. Det er heller ikke det, jeg mener.
> Jeg går udfra, at hele mig er accepteret af min kæreste,
> ellers var han ikke min kæreste.

Det kan jeg godt forstå *S*.

> Er det noget bestemt, du skjuler? Det lyder det til for mig, da
> du åbenbart er bange for, at det overskygger resten.

Nej det jeg referede til var forslaget om at undlade at tage
make-up på og vælge mit tøj med en anden omhu, når jeg går på
date simpelthen for at tækkes mænd der ikke kan finde ud af, at
forskellige situationer får folk til at gøre forskellige ting.
Det ville jeg opleve som at skjule en del af mig selv helt
bevidst.

> Jeg har somme tider tidligere besluttet mig for, at i aften vil
> jeg _ikke_ snakke så meget. Men for det første er det håbløst,
> og for det andet er det jo slet ikke mig *S*.

Ok den slags har jeg aldrig besluttet mig for.

> Hvis du kæfter op, ligesom mig *S*, så er det en del af dig.
> Og så må han tage det med eller skride. Ingen af jer er tjent
> med andet. Jeg ligger ikke under for den opfattelse, at kvinder
> er bly violer, der kun svarer på tiltale. Forventes det, må de
> snakke med andre end mig.

*G* sådan skulle det jo også helst være.
Men det kan godt ærgre mig lidt, at jeg bliver så trodsig, fordi
det for mig til at kæfte mere op end jeg måske normalt ville
gøre. Altså er jeg i en situation, hvor jeg er usikker og
fornemmer en uvilje mod at jeg kæfter op om et eller andet
bestemt, så kan du være næsten helt sikker på, at det er lige
præcis det jeg gør. *Det* synes jeg faktisk er ret irriterende,
fordi jeg jo så spilder mit krudt på nogen der nok i bund og
grund er for dumme til at fatte pointen.

> Nej, der kommer små tilkendegivelser af og til, men han er
> meget bedre til at vise sin påskønnelse end til at sige det.
> Det har taget mig lidt tid at vænne mig til.

Det kan jeg godt forstå *S*. Man skal jo også lige vide, hvad
det så er, man skal kigge efter, når tingene ikke bliver sagt.
Lidt som i tråden om omsorg. Hvis man ikke ved, hvordan den
anden udtrykker omsorg, så kan det jo være svært at se, at man
modtager den. Det samme gælder vel komplimenter, vrede eller
noget helt tredje.

> Endnu engang: Så er det ikke ham, du skal have.

Nope, det kan vi kun blive enige om *S*.

> Vi har også begge været i flere problematiske forhold
tidligere,
> så måske er det derfor, vi er så opmærksomme på hinanden
> og vores forhold hele tiden. Dårlige erfaringer kan være gode
> at have med sig i bagagen, da de kan bruges til at lade være
> med at gøre de samme fejltagelser om igen.
> Det er vel egentlig også der, du er. Du ønsker jo heller ikke
> at gentage dårligdommene.

Nej det gør jeg nemlig ikke. Det er jo også derfor jeg siger, at
en pause er det bedste for mig lige nu. For jeg føler ikke, at
jeg har overskuddet til at være enormt opmærksom og det vil det
kræve.

Mange hilsner
Puk

---

"Puk" <powder"fjernmig"@worldonline"fjernmig".dk> wrote:
>"Hanne L" <maanelys@mail.dk> skrev i en meddelelse

Hejsa Puk

>Jo men..........Altså, personligt har jeg det da ikke sådan, at
>bare fordi jeg godt kan lide at læse en masse bøger, så vil jeg
>gerne have en partner som også gør det. Eller fordi jeg løber,
>så skal min partner også gøre det. Men jeg har da tænkt lidt
>over, om det generelt er sådan, at folk ønsker sig en partner,
>der gør de samme ting, som dem selv..........

Jeg har vært sammen med en deilig fyr *S* i 3 år nå, og vi er meget
forskjellige. Det mener jeg bestemt er en fordel om man kan lære seg å
takle det. Om man har de samme interesser, f.eks en hobby, vil det bli
mer konkurranse enn samarbeide. Dette må jeg bruke noen ord på...*S*

F.eks er jeg svært opptatt av svømming, både som mosjon og til
konkurranser. Min fyr har ikke så mye peiling på svømming, men han kan
kan gi meg mange gode ideer og innspill når vi diskuterer svømming,
fordi han ikke er så ensporet som meg på emnet. Han tenker derfor også
annerledes enn de jeg ferdes sammen med i min svømmeklubb.
Det smme gjelder for hans interesseområder, hvor vi kan diskutere til
langt på natt når det er noe spesielt som opptar ham i øyeblikket, og
jeg er da såpass interessert i hans områder at jeg kan yte en liten
skjerv iblant. Så fremfor å være konkurrenter og eksperter på de samme
områder, så utfyller vi hverandre ved å ha helt forskjellige
interesser og innfallsvinkler og kunnskap, fordi vi snakker jo
sammen...

>Eller nu hvor jeg sidder og skriver det, så tænker jeg: Måske
>folk *tror* at de gerne vil have en partner der gør de samme
>ting, som dem selv, fordi det initielt vil give dem en følelse af
>validering. En følelse af, at den mulige partner synes de ting,
>de gør viser at de er "rigtige".
>Det er jo ret almindeligt at folk bliver begejstrede over at møde
>nogen med samme interesse som dem selv, og måske det også med en
>partner spiller ind, fordi det giver en følelse af bekræftelse
>(man gør det rigtige, noget som partneren også synes er fedt).

Jo, det kan være en deilig følelse å snakke samme språk på den måte.
Og man trenger nok noen slike områder også...

>Jo det tror jeg du har ret i. Men jeg fornemmer også, at det så
>ikke er helt ligegyldigt på hvilke områder man er ens og på
>hvilke man er forskellige.

Enkelte områder kan være en fordel å være forholdsvis lik, f.eks om
man skal være monogam eller ikke *S* Noen grunninnstillinger er jo
fint å ha til felles...

>> Jeg lærer noget af min kæreste næsten hver dag, fordi
>> han er så væsensforskellig fra mig af sind og livsindstilling.
>> Det er jeg både taknemlig for og også lidt ydmyg overfor,
>> fordi det er ting, jeg har brug for at lære, kan jeg mærke nu,
>> hvor det sker.
>
>Det lyder dejligt. Det er jo også udfordrende og dejligt med en
>partner som kan inspirere en.

Nettopp, og det man ser i sin partner som man forguder, vil man gjerne
tiegne seg selv...

Mange hilsner
--
Lillie

---

"Puk" skrev

Hejsa Puk. Vi er simpelthen så rørende enig i den anden (del-)tråd at jeg nu
tillader mig at smutte herind og blande mig *G*

> Jo men..........Altså, personligt har jeg det da ikke sådan, at
> bare fordi jeg godt kan lide at læse en masse bøger, så vil jeg
> gerne have en partner som også gør det. Eller fordi jeg løber,
> så skal min partner også gøre det. Men jeg har da tænkt lidt
> over, om det generelt er sådan, at folk ønsker sig en partner,
> der gør de samme ting, som dem selv..........

Sjov tanke...

> Eller nu hvor jeg sidder og skriver det, så tænker jeg: Måske
> folk *tror* at de gerne vil have en partner der gør de samme
> ting, som dem selv, fordi det initielt vil give dem en følelse af
> validering.

Måske ja. Jeg tror du er inde på noget. Men det er i nogle tilfælde også
bare hamrende praktisk at have interesser der på nogle områder matcher.
(Ikke alle selvf., det ville jo blive kedeligt).

> En følelse af, at den mulige partner synes de ting,
> de gør viser at de er "rigtige".
> Det er jo ret almindeligt at folk bliver begejstrede over at møde
> nogen med samme interesse som dem selv, og måske det også med en
> partner spiller ind, fordi det giver en følelse af bekræftelse
> (man gør det rigtige, noget som partneren også synes er fedt).

Absolut. Og det er sørme svært at bekræfte sin kæreste i det fede omkring
fodbod, når man nu synes det er SÅ dræbende kedeligt, at man hellere vil se
48 Morten Korch-film end en enkelt halvleg af en fodboldkamp. Lige som det
kan være vanskeligt altid at skulle acceptere at kampene i weekenden er
vigtigere end fødselsdag hos svigerfamilien (eller whatever).

Så min helt personlige erfaring er at et forhold har lettere ved at fungere
i det daglige, når man har en eller anden grad af forståelse for hinandens
interesser. Uden at man dermed behøver dyrke interesserne lige intensivt.

> > Jeg har aldrig kunnet finde ud af, om lige børn leger bedst,
> > eller om det er mere spændende at være forskellige. Mon
> > ikke en blanding er det bedste? Sådan, at man deler nogle
> > interesser, ønsker for livet og måder at være på, men
> > samtidig fascinerer og tiltrækker hinanden pga de
> > forskelligheder, der er.
>
> Jo det tror jeg du har ret i. Men jeg fornemmer også, at det så
> ikke er helt ligegyldigt på hvilke områder man er ens og på
> hvilke man er forskellige.

Kan du eksemplificere dette?

> > Næh, det er da sandt. Men sandheden kommer jo alligevel
> > for en dag før eller siden. Og hvorfor spilde hinandens tid så
> > længe, for så at finde ud af, at man slet ikke passer sammen?
>
> Naturligvis. Men jeg tror altså, at det er temmeligt
> uoverskueligt, hvis man sætter sig ned og tænker det igennem og
> derfor forsøger folk at brække det op i mindre stumper.
> Karrikerer sig selv en smule for at trænge igennem med det mest
> dominerende persontræk. For så senere at bygge flere sten på.
> Altså een ting af gangen. Først tiltrække de mest sandsynlige
> mulige partnere i en slags grovsortering og så senere nuancere
> billedet mere og på den måde lave en finsortering.

Det lyder sørme teknisk! Men mon ikke det i en eller anden grad er det man
gør? Først deler man op efter om man er interesseret/ikke interesseret.
Dernæst kigger man jo nærmere på "interesseret-flokken", hvor man så igen
ser på fordele og ulæmper. (Og her er det jo, at det er 'lettere' at se på
de fysiske og materielle ting, der er på spil, frem for de rent
personlighedsmæssige).

[KLIP]

Hygge fra Anita

---

"Anita" <anita@mail1.stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:3cd63ada$0$3790$ba624c82@nntp01.dk.telia.net...

Hej Anita

> Hejsa Puk. Vi er simpelthen så rørende enig i den anden
(del-)tråd at jeg nu
> tillader mig at smutte herind og blande mig *G*

Bland away *G*.

> Måske ja. Jeg tror du er inde på noget. Men det er i nogle
tilfælde også
> bare hamrende praktisk at have interesser der på nogle områder
matcher.
> (Ikke alle selvf., det ville jo blive kedeligt).

Selvfølgelig er det det. Men er det praktisk fordi man i
virkeligheden ikke ønsker at ofre så meget på parforholdet? Jeg
har da af og til nogle af fitness-idioterne (ikke nedsættende
ment selvom det lyder sådan) mistænkt for, at de ønsker sig en
sød lille kæreste der hopper rundt til aerobic fordi de jo så kan
ses i fitness-centret og så ikke behøver at lægge deres hverdag
ret meget om. Så kan man tage et hurtigt put i kosteskabet og så
vende tilbage til maskinerne og iøvrigt leve som var man stadig
single.

> Så min helt personlige erfaring er at et forhold har lettere
ved at fungere
> i det daglige, når man har en eller anden grad af forståelse
for hinandens
> interesser. Uden at man dermed behøver dyrke interesserne lige
intensivt.

Det kan hænde at det er sådan. Personligt er jeg ret ligeglad
med hvad han laver, når vi ikke er sammen.
Jeg vil gerne høre om det, men det er ikke hvad han laver der
betyder noget. Det er hans evne til at vise sin entusiasme for
det, som er afgørende for mig. Altså at jeg kan mærke, at det er
noget han føler for. Så kan det såmænd være alt lige fra
frimærker til riverrafting.

> Kan du eksemplificere dette?

Det er lidt svært.
På et plan har det noget at gøre med prestige. Er man selv en
meget veltrænet mand, så vil man have en meget veltrænet kvinde,
fordi det ser godt ud sammen og fordi man jo skal svare for sine
venner i motionscentret (altså svare for hvad man nu laver med
den pige, kommentarerne vil komme *S*).
Er man derimod mand og tjener mange penge, så gør det ikke noget
at hun er butiksassistent.

Jeg er eksempelvis rendt ind i nogle gutter som syntes det var
rigtig fedt, at jeg er programmør. Det var fedt at jeg vidste
noget om computere. Men det var ufedt at jeg tjente dobbelt så
meget som dem, ikke gad at spille computerspil og kunne fixe de
ting som de selv mente betød at computeren aldrig ville komme til
at du igen.
Så vi må gerne have computer-interessen til fælles, jeg må bare
ikke være bedre eller tjene flere penge på det end han selv gør.
*G*. I så fald ville det faktisk være bedre om jeg var
smørrebrødsjomfru og interesseret i computeren men så jeg hele
tiden havde brug for hans hjælp *S*.
Kan du se hvad jeg mener? Interessen må godt være fælles bare
man ikke er bedre end han.

På et andet plan så har det noget at gøre med fremtidsdrømme, kan
ikke lige finde andet ord.
På et tidspunkt troede jeg, at jeg ville kaste mig ud i en vild
karriere. Det var det jeg troede, jeg ville. Det var fedt i
mange gutters øjne fordi de selv havde den interesse og derfor så
en mulighed for at undgå problemerne med "hvorfor kommer du altid
så sent hjem så jeg sidder her alene"-opkaldene. Men da det gik
op for dem, at jeg ikke ville opgive karrieredrømmen, når de så
syntes det var tid til børn, så var det ufedt.

Det er vitterlig meget svært at forklare. Det er bare sådan en
fornemmelse af, at visse ting skal man have til fælles andre er
ikke gode at have til fælles.

> Det lyder sørme teknisk! Men mon ikke det i en eller anden grad
er det man
> gør?

Jeg tror ikke, det er en beslutning som sådan folk tager. Jeg
tror mere det er et spørgsmål om at tage tingene fra en ende af,
når man ikke kan overskue det hele.

> Først deler man op efter om man er interesseret/ikke
interesseret.
> Dernæst kigger man jo nærmere på "interesseret-flokken", hvor
man så igen
> ser på fordele og ulæmper. (Og her er det jo, at det er
'lettere' at se på
> de fysiske og materielle ting, der er på spil, frem for de rent
> personlighedsmæssige).

Afgjort. Men som Tomas mener jeg heller ikke at det duer.
Nettet og IRL er to meget forskellige ting. Nettet er efter min
bedste overbevisning ikke ret meget andet end amputeret
kommunikation. Ikke at det nødvendigvis er dårligt, for det er
jo bedre end ingen kommunikation som eksempelvis i en gruppe som
denne. Men som basis for et parforhold, der holder det ikke en
brik.

Mange hilsner
Puk

---

"Puk" skrev:

Hej igen Puk

*KLIP*
> Selvfølgelig er det det. Men er det praktisk fordi man i
> virkeligheden ikke ønsker at ofre så meget på parforholdet? Jeg
> har da af og til nogle af fitness-idioterne (ikke nedsættende
> ment selvom det lyder sådan) mistænkt for, at de ønsker sig en
> sød lille kæreste der hopper rundt til aerobic fordi de jo så kan
> ses i fitness-centret og så ikke behøver at lægge deres hverdag
> ret meget om. Så kan man tage et hurtigt put i kosteskabet og så
> vende tilbage til maskinerne og iøvrigt leve som var man stadig
> single.

*G* Lyder skummelt, men jeg skal da ikke kunne udelukke at nogle tænker
sådan.

> Det kan hænde at det er sådan. Personligt er jeg ret ligeglad
> med hvad han laver, når vi ikke er sammen.

Ja, det er jeg egentlig også. Problemet kan bare opstå, når ens prioriteter
er vidt forskellige. Fx. hvis hun prioriterer familiebesøgene og middag hos
vennerne, mens han prioriterer at se og spille fodbold 3 hverdage og 1
(måske 2) dag(e) i weekenden.

> Jeg vil gerne høre om det, men det er ikke hvad han laver der
> betyder noget. Det er hans evne til at vise sin entusiasme for
> det, som er afgørende for mig. Altså at jeg kan mærke, at det er
> noget han føler for. Så kan det såmænd være alt lige fra
> frimærker til riverrafting.

Enig. Men den tidsmæssige prioritering af parforholdet bør nok stemme
nogenlunde overens. (Det er du også lidt inde på mht. karriere).

> Det er lidt svært.
> På et plan har det noget at gøre med prestige. Er man selv en
> meget veltrænet mand, så vil man have en meget veltrænet kvinde,
> fordi det ser godt ud sammen og fordi man jo skal svare for sine
> venner i motionscentret (altså svare for hvad man nu laver med
> den pige, kommentarerne vil komme *S*).
> Er man derimod mand og tjener mange penge, så gør det ikke noget
> at hun er butiksassistent.

Ak ak. Sad but true.

> Jeg er eksempelvis rendt ind i nogle gutter som syntes det var
> rigtig fedt, at jeg er programmør. Det var fedt at jeg vidste
> noget om computere. Men det var ufedt at jeg tjente dobbelt så
> meget som dem, ikke gad at spille computerspil og kunne fixe de
> ting som de selv mente betød at computeren aldrig ville komme til
> at du igen.

*LOL*

> Så vi må gerne have computer-interessen til fælles, jeg må bare
> ikke være bedre eller tjene flere penge på det end han selv gør.
> *G*. I så fald ville det faktisk være bedre om jeg var
> smørrebrødsjomfru og interesseret i computeren men så jeg hele
> tiden havde brug for hans hjælp *S*.
> Kan du se hvad jeg mener? Interessen må godt være fælles bare
> man ikke er bedre end han.

Ja kan sagtens følge dig. Men det holder bare ikke altid. Min kæreste er
også programmør, men han skal dælme ikke pille ved min pc. (Arh okay, han
fik lige lov at sætte dem i netværk, så han også kunne være på nettet).
Ingen tvivl om at han ved mere om computere end jeg, han lever jo af det, så
det skulle han gerne. Men det er faktisk ekstremt sjældent, at jeg har brug
for hans hjælp.

Men mit eksempel, hvor det ikke holder - er min elskede interesse for at
spille pool. Der får han sgu klø. Og det lever han med, fordi han også synes
det er sjovt. Men jeg tror egentlig ikke min kæreste ville have problemer
med at håndtere, hvis jeg tjente mere, eller ved mere om noget end ham
(hvilket jeg naturligvis gør - hehe).

Men kunne man ikke vende den om og spørge sig selv... er det ikke i lige så
høj grad vi kvinder, der vælger mænd med højere 'status' end os selv? End
det er mænd der vælger kvinder med lavere 'status' end dem selv?
Blot en tanke...

> På et andet plan så har det noget at gøre med fremtidsdrømme, kan
> ikke lige finde andet ord.
> På et tidspunkt troede jeg, at jeg ville kaste mig ud i en vild
> karriere. Det var det jeg troede, jeg ville. Det var fedt i
> mange gutters øjne fordi de selv havde den interesse og derfor så
> en mulighed for at undgå problemerne med "hvorfor kommer du altid
> så sent hjem så jeg sidder her alene"-opkaldene. Men da det gik
> op for dem, at jeg ikke ville opgive karrieredrømmen, når de så
> syntes det var tid til børn, så var det ufedt.
>
> Det er vitterlig meget svært at forklare. Det er bare sådan en
> fornemmelse af, at visse ting skal man have til fælles andre er
> ikke gode at have til fælles.

Jeg er helt med på hvad du mener. Tror jeg da nok

> Jeg tror ikke, det er en beslutning som sådan folk tager. Jeg
> tror mere det er et spørgsmål om at tage tingene fra en ende af,
> når man ikke kan overskue det hele.

Ja, man må jo strukturere tingene, for at få overblik.

> Afgjort. Men som Tomas mener jeg heller ikke at det duer.
> Nettet og IRL er to meget forskellige ting. Nettet er efter min
> bedste overbevisning ikke ret meget andet end amputeret
> kommunikation. Ikke at det nødvendigvis er dårligt, for det er
> jo bedre end ingen kommunikation som eksempelvis i en gruppe som
> denne. Men som basis for et parforhold, der holder det ikke en
> brik.

Men net og irl i kombination er genialt
Det er i hvert fald min erfaring. Ingen af delene kan gøre det alene, men
tilsammen giver det en masse.

> Mange hilsner
> Puk

Venligst Anita

---

Puk skrev i en meddelelse news:anTB8.103$gQ1.8990@news000.worldonline.dk...

Hej Puk

Anita skrev
> > Kan du eksemplificere dette?

> Det er lidt svært.
> På et plan har det noget at gøre med prestige. Er man selv en
> meget veltrænet mand, så vil man have en meget veltrænet kvinde,
> fordi det ser godt ud sammen og fordi man jo skal svare for sine
> venner i motionscentret.

> Jeg er eksempelvis rendt ind i nogle gutter som syntes det var
> rigtig fedt, at jeg er programmør. Det var fedt at jeg vidste
> noget om computere. Men det var ufedt at jeg tjente dobbelt så
> meget som dem, ikke gad at spille computerspil og kunne fixe de
> ting som de selv mente betød at computeren aldrig ville komme til
> at du igen.
> Kan du se hvad jeg mener? Interessen må godt være fælles bare
> man ikke er bedre end han.

Jo mere jeg læser, jo heldigere føler jeg mig. Jeg har aldrig været
ude for den slags mænd!
Og jeg drager selvfølgelig også associationer til min kæreste.
Han har en flot, veltrænet krop, fordi han har dyrket kampsport
i mange år. Jeg har mave og bryster, der er præget af 3 fødsler
og et helbred, der gør, at der ikke er megen sport, jeg kan dyrke.
Men han er ligeglad, elsker mig "bare".

Ligesom der er mange ting ved computeren, jeg hjælper ham med,
fordi han ikke ved det. Det generer ham overhovedet ikke, at der
er ting, han skal bede om hjælp til. Han er heller ikke bange for at
vise, hvis han er ked af det eller fortælle om problemer.
Det har været en selvfølge for mig, at man har det sådan med
hinanden, men når jeg læser her, kan jeg se, at jeg er heldig.

> Afgjort. Men som Tomas mener jeg heller ikke at det duer.
> Nettet og IRL er to meget forskellige ting. Nettet er efter min
> bedste overbevisning ikke ret meget andet end amputeret
> kommunikation. Ikke at det nødvendigvis er dårligt, for det er
> jo bedre end ingen kommunikation som eksempelvis i en gruppe som
> denne. Men som basis for et parforhold, der holder det ikke en
> brik.

Ikke enig. Det var over Nettet, jeg mødte min kæreste. Måske er
vi anderledes end mange andre, det ved jeg ikke. Men vi var så
ærlige overfor hinanden, at det indtryk, vi havde fået via mails og
chat, passede helt overens med virkeligheden, da vi mødtes.
Derudover blev vi så tiltrukket af hinanden rent fysisk med det
samme, hvilket man jo aldrig kan være sikker på at blive, selvom
kommunikationen har været god på skrift.

Kærlig hilsen
Hanne L

---

Hanne L wrote:

Hej Hanne

> Ligesom der er mange ting ved computeren, jeg hjælper ham med,
> fordi han ikke ved det. Det generer ham overhovedet ikke, at der
> er ting, han skal bede om hjælp til. Han er heller ikke bange for at
> vise, hvis han er ked af det eller fortælle om problemer.
> Det har været en selvfølge for mig, at man har det sådan med
> hinanden, men når jeg læser her, kan jeg se, at jeg er heldig.

Ja det er bare dejligt, at man kan acceptere hinanden som
man er, at nyde de ting den anden har let ved og som
supplerer ens egne færdigheder, så man ikke behøver at
være super til alt her i livet, jeg føler glæde og stolthed,
når min kone gør ting, jeg selv nærmest er idiot til at gøre!
Jeg glædes over hun går i skole og klarer sig strålende!
At hun går på med krum hals og går til eksamen i Dansk
og matematik på et plan der ligger over 10 klasse nivo!
( Stopprøve til vidergående uddannelser, der ellers kræver
studenter/hf eksamen) og BESTÅR!
Det er ikke kun dig der er heldig, min dejlighed! Vi ses
d. 25/5 *G* Knus!

MVH
Henning

---

Henning skrev i en meddelelse
news:3ce00dd9$0$78762$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk

Kære Henning

>> Ligesom der er mange ting ved computeren, jeg hjælper ham
>> med, fordi han ikke ved det. Det generer ham overhovedet
>> ikke, at der er ting, han skal bede om hjælp til. Han er
>> heller ikke bange for at vise, hvis han er ked af det eller
>> fortælle om problemer. Det har været en selvfølge for mig,
>> at man har det sådan med hinanden, men når jeg læser her,
>> kan jeg se, at jeg er heldig.

> Ja det er bare dejligt, at man kan acceptere hinanden som
> man er, at nyde de ting den anden har let ved og som
> supplerer ens egne færdigheder, så man ikke behøver at
> være super til alt her i livet, jeg føler glæde og stolthed,
> når min kone gør ting, jeg selv nærmest er idiot til at gøre!

Jamen, det er jo sådan, det skal være *SSS*.
Man skal glædes over, at man kompletterer hinanden (er
der noget, der hedder det? *GGG*), at man tilsammen
mestrer flere færdigheder end alene. Og ikke blive jaloux
eller føle mindreværd, fordi den anden kan noget, man ikke
selv kan.

> Jeg glædes over hun går i skole og klarer sig strålende!
> At hun går på med krum hals og går til eksamen i Dansk
> og matematik på et plan der ligger over 10 klasse nivo!
> ( Stopprøve til vidergående uddannelser, der ellers kræver
> studenter/hf eksamen) og BESTÅR!

Tillykke Hanne!
Dejligt at høre, din kone er i fuld gang igen.

> Det er ikke kun dig der er heldig, min dejlighed!

Jo flere, jo bedre *S*.

> Vi ses d. 25/5 *G* Knus!

Det gør vi tiværtifald, du dejlige mand *SSS*.

Kærlige knus
Hanne L
--
"Det, der sker nu, er livet.
Det, du håber vil ske, er ikke livet."

---

Hanne L skrev:

SNIP
>
> Ikke enig. Det var over Nettet, jeg mødte min kæreste. Måske
> er vi anderledes end mange andre, det ved jeg ikke. Men vi
> var så ærlige overfor hinanden, at det indtryk, vi havde fået
> via mails og chat, passede helt overens med virkeligheden, da
> vi mødtes. Derudover blev vi så tiltrukket af hinanden rent
> fysisk med det samme, hvilket man jo aldrig kan være sikker
> på at blive, selvom kommunikationen har været god på skrift.

Det er lige her i adskiller jer for de fleste der mødes på nettet.
Måske kendte I jer selv godt nok til at kunne give et realistisk
billede.. det er de færreste i stand til. desværre.. det er den
ene ting, den anden er det der for mig magiske øjeblik, hvor
blikkene mødes for allerførste gang og man bare mærker
sommerfuglene og varmen breede sig uden at vide hvorfor, man kan
ikke slippe den andens blik, der er bare noget der MÅ og SKAL
undersøges.. denne magi har jeg fundet ud af at jeg ikke kan
undvære og desværre synes den at have trange kår på nettet eller
også har jeg bare ikke mødt hende endnu

Kærligst
Tomas

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns920F85CD75597vampyre@teledanmark.dk...

> Det er lige her i adskiller jer for de fleste der mødes på
nettet.
> Måske kendte I jer selv godt nok til at kunne give et
realistisk
> billede.. det er de færreste i stand til. desværre.. det er den
> ene ting,

Jeg er kun delvist enig. Jeg tror vitterlig, at de fleste
forsøger at give et ærligt billede af sig selv og gør det så godt
de overhovedet kan, men kommunikation uden ansigtsudtryk,
stemmeleje osv er altså amputeret og jeg tror det automatisk
betyder at man får fortolket ting meget forskelligt.

> den anden er det der for mig magiske øjeblik, hvor
> blikkene mødes for allerførste gang og man bare mærker
> sommerfuglene og varmen breede sig uden at vide hvorfor, man
kan
> ikke slippe den andens blik, der er bare noget der MÅ og SKAL
> undersøges.. denne magi har jeg fundet ud af at jeg ikke kan
> undvære og desværre synes den at have trange kår på nettet
eller
> også har jeg bare ikke mødt hende endnu

Det er jeg til gengæld helt enig med dig i.
Noget andet er også, at alting synes at foregå i et andet tempo
på nettet. Eller også er det bare mig.

Der er en gut, der hvor jeg arbejder, der for nogle uger siden
kom til at sparke en bordtennisbold i øjet på mig (det var
naturligvis ikke med vilje). Han undskyldte jo altså mange
gange, jeg tudede lidt (det gjorde satme ondt) og tog
selvfølgelig imod hans undskyldning. Siden har vi så sludret
lidt her og der, når vi render på hinanden og grinet meget af
hans "lamme kontakt forsøg" som det er blevet døbt. Stille og
roligt, han virker sød og sympatisk.

Igår var jeg for første gang i meget lang tid inde på en chat og
faldt i snak med en gut på 34. Vi har vel sludret i 10-15
minutter og spurgt til hinanden på kryds og tværs, da spørgsmålet
om hvordan jeg er i sengen falder. Vi har da småflirtet lidt
inden han spørger (absolut ikke noget sexuelt relateret), men
alligevel.

Det slog mig hvor stor forskellen er i hvad der sker i den
virkelige verden.
Mange steder på nettet (mange chats og kontaktsteder) har efter
min mening fået samme feel som et diskotek i byen. Alting går
vanvittigt stærkt og der er ikke meget tid til at mærke efter om
det er personen i den anden ende man synes godt om eller om det
bare er det med at flirte. Da alting helst skal ske inden for
meget kort tid, så er der heller ikke tid til at en hygge snak
(eller en bold i øjet *G*) kan blive til nysgerrighed og måske
stille og roligt udvikle sig til en flirt over flere dage, uger
eller måneder. Der skal præsteres skal der.

Jeg føler mig afgjort bedre tilpas med "flirten" (hvis det kan
kaldes det) på arbejde (selvom jeg faktisk tit har forsvoret det
der med at rode med folk fra arbejde selvom det så bare er
flirt). Der er nogle helt naturlige rammer som betyder at
tingene kan få lov til at tage den tid de tager og dø en stille
død, hvis de ikke skal blive til mere. Der kan man bruge blikke
og "tilfældige" møder til at vejre interesse og til at vise
interesse istedet for direkte at skrive *SMF* (Smiler Meget Frækt
for dem som ikke chatter) eller ligefrem spørge folk hvordan de
er i sengen.
Det er i hvert fald gået op for mig, at jeg er langt mindre i
forsvarsposition i sådan en tilfældig situation, hvor der ikke i
forvejen er alt muligt i luften end jeg gør, hvis jeg går på et
diskotek, en café eller en chat.
Og jo mere afslappet og veltilpas jeg føler mig, desto mere
overskud har jeg også til at finde ud af, hvad jeg egentlig synes
om gutten.

Mange hilsner
Puk

---

Puk skrev:
SNIP
>> Det er lige her i adskiller jer for de fleste der mødes på
>> nettet. Måske kendte I jer selv godt nok til at kunne give
>> et realistisk billede.. det er de færreste i stand til.
>> desværre.. det er den ene ting,
>
> Jeg er kun delvist enig. Jeg tror vitterlig, at de fleste
> forsøger at give et ærligt billede af sig selv og gør det så
> godt de overhovedet kan, men kommunikation uden
> ansigtsudtryk, stemmeleje osv er altså amputeret og jeg tror
> det automatisk betyder at man får fortolket ting meget
> forskelligt.

Det jeg tror der går mest galt i netmøderne er det du nævner
nedeunder i det jeg har snippet, hurtigheden og det andet er at
jeg som jeg lidt ubehjælpeligt fik formuleret her foroven er at
folk ike kender sig selv godt nok til at kunne være så ærlige som
de gerne vil.

Jeg mener folk sidder jo og spinder en historie til hinandne om
hvordan de er og gerne vi leve og de tror ofte enda selv på det
men realiteterne er noget helt andet.

Den 'fælde' faldt jeg selv i med min eks. Hun 'løj' da ikke med
vilje men fortalte i de første måender som sine idealer og drømme
om hvordan et forhold skulle køre og vi var helt enige. Ingen af
os kunne desværre leve op til det billede vi havde tegnet for
hinanden og jeg tror denne 'fælde' er nemmere at falde i online.

Man kan jo ikke 'se' og mærke hinanden..

Lyder ellers interessant med ham der med den
'lamme' kontaktmåde
SNIP

Kærligst
Tomas

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns920FA9B87F9D1vampyre@teledanmark.dk...

> Det jeg tror der går mest galt i netmøderne er det du nævner
> nedeunder i det jeg har snippet, hurtigheden og det andet er at
> jeg som jeg lidt ubehjælpeligt fik formuleret her foroven er at
> folk ike kender sig selv godt nok til at kunne være så ærlige
som
> de gerne vil.

Det tror jeg måske nok du har ret i.
Desuden tror jeg også der er noget om, at man fortæller hinanden
om det forhold, man gerne vil have og det er jo nok for mange ret
nemt at blive enige om. Problemet er bare at man ikke rigtig har
styr på, hvad der egentlig skal til for rent faktisk at få det
man ønsker sig.

> Jeg mener folk sidder jo og spinder en historie til hinandne om
> hvordan de er og gerne vi leve og de tror ofte enda selv på det
> men realiteterne er noget helt andet.

Jo men tror du ikke også der ligger noget fortolkning i det?
En ting er at skrive/sige at man er festlig noget helt andet er,
hvad man hver især forstår ved festlig.

> Den 'fælde' faldt jeg selv i med min eks. Hun 'løj' da ikke med
> vilje men fortalte i de første måender som sine idealer og
drømme
> om hvordan et forhold skulle køre og vi var helt enige. Ingen
af
> os kunne desværre leve op til det billede vi havde tegnet for
> hinanden og jeg tror denne 'fælde' er nemmere at falde i
online.

Det tror jeg bestemt også.

> Man kan jo ikke 'se' og mærke hinanden..

Nej det kan man nemlig ikke.
Jeg har efterhånden udviklet en allergi overfor alt det der med
*SF* og "Hej søde" osv osv.
Der skal givetvis være nogen som mener det, når de siger det og
mener det på en rar måde, men i guder hvor er jeg rendt ind i
mange som enten bruger det pr. automatik eller som i
virkeligheden er død sleske med det (een ting er et frækt smil
noget helt andet er "høh høh var det noget med noget pik"-smil).
På nettet kan jeg ikke fornemme hvordan den anden mener det, det
kan jeg i virkeligheden. Der er noget i luften i den virkelige
verden som ikke kan gengives på nettet.

> Lyder ellers interessant med ham der med den
> 'lamme' kontaktmåde

*S* Det er i hvert fald interessant i den forstand, at det er så
dejligt afslappet. Om det bliver til andet og mere end et smil
og lidt hyggesnak af og til er på nuværende tidspunkt ret
ligegyldigt. Det er bare rart at fornemme, at det der er er nok
og at der ikke er en atmosfære af "nu skal der satme scores".
Det er hyggeligt er hvad det er.

Mange hilsner
Puk

---

Tomas O. skrev i en meddelelse news:Xns920F85CD75597vampyre@teledanmark.dk...

Hej Tomas

> > Ikke enig. Det var over Nettet, jeg mødte min kæreste. Måske
> > er vi anderledes end mange andre, det ved jeg ikke. Men vi
> > var så ærlige overfor hinanden, at det indtryk, vi havde fået
> > via mails og chat, passede helt overens med virkeligheden, da
> > vi mødtes. Derudover blev vi så tiltrukket af hinanden rent
> > fysisk med det samme, hvilket man jo aldrig kan være sikker
> > på at blive, selvom kommunikationen har været god på skrift.

> Det er lige her i adskiller jer for de fleste der mødes på nettet.
> Måske kendte I jer selv godt nok til at kunne give et realistisk
> billede.. det er de færreste i stand til. desværre.. det er den
> ene ting,

Måske har det noget med alder at gøre? Man kender jo sig
selv bedre og bedre med årene, forhåbentlig da *G*.
Sammenholdt med, at man bliver mere og mere ligeglad med
facader og at tage sig godt ud, i overført betydning, kan det
betyde, at man fremstiller sig selv mere ærligt. Jeg gider i hvert
fald ikke som 50-årig at foregøgle nogen noget, som jeg så
skal til at leve op til. Jeg vil vælges og tages som den, jeg er.
Derfor er det det, jeg fortæller, når jeg f.eks. skriver med nogen.
Og jeg glemmer ikke at sige, jeg er temperamentsfuld og snakker
meget *S*.

Og så ikke at forglemme livserfaringen, der dels gør det nemmere
for mig at gennemskue det hule i en andens fremstilling af sig
selv eller mærke ægtheden i ordene og det, der står mellem
linierne.

> den anden er det der for mig magiske øjeblik, hvor
> blikkene mødes for allerførste gang og man bare mærker
> sommerfuglene og varmen breede sig uden at vide hvorfor, man kan
> ikke slippe den andens blik, der er bare noget der MÅ og SKAL
> undersøges.. denne magi har jeg fundet ud af at jeg ikke kan
> undvære og desværre synes den at have trange kår på nettet eller
> også har jeg bare ikke mødt hende endnu

Den kontakt var der mellem os allerede på skrift. Og når jeg
læser det, du skriver, ser jeg tydeligt for mig, hvordan det var,
da vi mødtes første gang. Vores øjne strålede, vi smilede og
måtte bare give hinanden et stort kram. Efter et par timers
snak (hvorfor tog det så lang tid?), begyndte vi at kysse og
var helt enige om, at vi ikke skulle ud at spise, som aftalt, men
meget hellere ville bestille pizza hjemmefra ham. Og gik derfra
hånd i hånd.

Kærlige hilsner
Hanne L

---

Puk skrev i en meddelelse news:N29B8.12486$HZ2.907284@news000.worldonline.dk...

Hejsa Puk *S*

Jeg prøver igen. Jeg havde skrevet et langt svar, som
forsvandt, da jeg rodede med OE-QuoteFix

> > Det er jo derfor, jeg ville løbe

> Jo men..........Altså, personligt har jeg det da ikke sådan, at
> bare fordi jeg godt kan lide at læse en masse bøger, så vil jeg
> gerne have en partner som også gør det. Eller fordi jeg løber,
> så skal min partner også gøre det. Men jeg har da tænkt lidt
> over, om det generelt er sådan, at folk ønsker sig en partner,
> der gør de samme ting, som dem selv..........

En vist sammenfald må der gerne være. Hvis den ene er meget
udfarende med sport eller til at gå i byen, og den anden hellere
vil læse bøger, tænke og diskutere, kan det måske blive svært
at mødes om noget fælles.
Eller det kan føre til, at begge bliver konfronteret med noget nyt,
de ikke har haft i deres liv før, som de så bliver nysgerrige på og
måske begynder at interessere sig for.
Man skal aldrig afskrive folk på forhånd, fordi de er for forskellige
fra en selv eller det modsatte.

> Det er jo ret almindeligt at folk bliver begejstrede over at møde
> nogen med samme interesse som dem selv, og måske det også med en
> partner spiller ind, fordi det giver en følelse af bekræftelse
> (man gør det rigtige, noget som partneren også synes er fedt).

Der er ikke noget så godt som at blive bekræftet *S*.
Det kan også give en følelse af samhørighed, at man har så
meget tilfælles.
Ens baggrund kan også have betydning for, hvordan man
får det sammen.
Jeg og min kæreste er lige gamle og altså vokset op i samme tid.
Vi har færdedes i de samme kredse, selvom vi er vokset op meget
forskellige steder. Har begge været fagligt aktive og har en del
erfaringer, der ligner hinanden meget. Og har begge børn. Så selvom
vi er meget forskellige, er vores basis på mange måder ens. Det
tror jeg har positiv betydning for vores forhold. Der er ting, vi ikke
behøver snakke så meget om, men bare kan nikke genkendende
til, når den anden nævner det.

> Jo det tror jeg du har ret i. Men jeg fornemmer også, at det så
> ikke er helt ligegyldigt på hvilke områder man er ens og på
> hvilke man er forskellige.

Det er jeg enig med dig i.

> > Jeg lærer noget af min kæreste næsten hver dag, fordi
> > han er så væsensforskellig fra mig af sind og livsindstilling.
> > Det er jeg både taknemlig for og også lidt ydmyg overfor,
> > fordi det er ting, jeg har brug for at lære, kan jeg mærke nu,
> > hvor det sker.

> Det lyder dejligt. Det er jo også udfordrende og dejligt med en
> partner som kan inspirere en.

Ja, specielt hvis det er på områder, man kan se vigtigheden af.
Og som skaber et behov hos en selv efter at udforske.

> > Næh, det er da sandt. Men sandheden kommer jo alligevel
> > for en dag før eller siden. Og hvorfor spilde hinandens tid så
> > længe, for så at finde ud af, at man slet ikke passer sammen?

> Naturligvis. Men jeg tror altså, at det er temmeligt
> uoverskueligt, hvis man sætter sig ned og tænker det igennem og
> derfor forsøger folk at brække det op i mindre stumper.
> Karrikerer sig selv en smule for at trænge igennem med det mest
> dominerende persontræk. For så senere at bygge flere sten på.
> Altså een ting af gangen. Først tiltrække de mest sandsynlige
> mulige partnere i en slags grovsortering og så senere nuancere
> billedet mere og på den måde lave en finsortering.

Man kan jo ikke "servere" det hele ved første møde, og det skal
man heller ikke. Der må godt være noget til senere, selvom jeg
ikke tilhører dem, der mener, man skal holde noget skjult om
sig selv for at blive ved med at være tiltrækkende.
Men jeg synes aldrig, jeg karrikerer mig selv, som du skriver.
Jeg er meget ærlig omkring, hvem jeg er.

> > Jeg havde på et tidspunkt for mange år siden en kæreste,
> > som havde været på Tvind. Derfor var det ukorrekt at
> > læse dameblade, så jeg måtte gemme Alt for damerne
> > og læse det i smug *GGG*. Det ville jeg aldrig finde mig
> > i idag.

> Nej det kan jeg forestille mig. Det er vel også der hvor såvel
> min veninde som jeg nu stejler. Det øjeblik reaktionen på noget
> vi gør er, at "det er for latterligt" så kan manden kigge langt
> efter os, for så er vi smuttet. Ingen af os gider så meget som
> bare den irritation der følger med at blive mødt med den
> indstilling.

Vi er jo, som vi er, også hvad angår vaner, vi måske ikke altid
er lige stolte af, men som giver os et pusterum i al vores higen
efter at leve op til forventninger alle mulige steder fra. Det gør
os til levende mennesker. Og kan en kæreste ikke klare den
side af en, må han hellere finde en anden.

> > Så nemt ville jeg nok ikke give op. Jeg ville ikke forvente, at
> > en mand til enhver tid kan forstå de "kvindeting", vi foretager
> > os. Min søn forstår f.eks. ikke sin kæreste, men hun bliver
> > heldigvis stædigt ved, støttet af sin svigermor.

> Han behøver såmænd heller ikke forstå. For mig at se er der et
> kvantespring fra at forstå og kunne sige, "ja det kan jeg sørme
> godt sætte mig ind i" og så på at tage afstand og nedgøre ved at
> sige, "det fatter jeg ikke en brik af, det er da fuldstændig
> latterligt". Det er det sidste som jeg ofte føler jeg mødes af
> (og min veninde ligeså). Hun kan lide sin Glamour og det kan
> godt være at det ikke har noget indhold osv, men kan det ikke
> være fløjtende ligemeget? Hvis hun hygger sig med det, er der
> vel for faen ingen grund til at nedgøre det. Så kan man jo nøjes
> med, "Ja det fatter jeg så ikke, men hvis du hygger dig med det,
> så lyder det da som om du har det godt".

Præcis! Det drejer sig om at acceptere det, den anden gør,
uanset om man forstår det eller ej. Den rummelighed skal
man indeholde.

> Naturligvis er man ikke et dårligere menneske. Men jeg gider
> slet ikke den der usikkerhed. Udbyttet står ganske enkelt ikke
> mål med indsatsen.

Det er jeg igen-igen *S* ikke enig med dig i.
Kunne jeg ikke holde ud at være usikker i en periode, ville jeg
aldrig have haft en kæreste. Godt nok overgav både min
nuværende kæreste og min eks sig fuldstændigt meget hurtigt,
men jeg er da alligevel ikke sluppet for usikkerheden i perioder.
Den tror jeg aldrig, man slipper for. Så skal man enten være
kold i røven eller meget overbevist om, hvor dejlig man er. Og
jeg er ingen af delene *S*.

> > Klart nok, for det er heller ikke "sådan en" du skal have *S*.

> Nope og lige nu skal jeg nok slet ikke have en *S*.

Det tror jeg heller ikke, du skal. Du har al for megen modstand
indeni til at kunne se på en mand med positive, nysgerrige øjne,
som jeg opfatter det.

> > Jeg kan nu heller ikke forstå, at der findes nogen, der
> > forventer den slags, eller måske har jeg bare været heldig
> > at være blevet forskånet for dem? De fleste af os er jo,
> > heldigvis, rigere facetterede end som så.

> Ja det oplever jeg jo så ikke, at de fleste af os er. Men jeg
> håber da, at du har ret.

Det er min erfaring.

> > Jamen, jeg kan da kun være enig med dig. Dejligt at se det
> > beskrevet på en måde, jeg aldrig har tænkt på det på.
> > Der vil jo altid være en vis mængde kompromisser i et
> > forhold, men igen-igen skal man være tro mod sig selv, så
> > man ikke render forvirret rundt og ikke kan finde sig *GGG*.

> LOL ja det er lige præcis det *S*. Det er så også derfor jeg
> mener, at de små kompromisser måske endda er de farligste. Dem
> hvor man tænker, "Herreste du milde gud, hvis det nu betyder så
> meget for ham, så hvorfor dog ikke." For de kan lynhurtigt komme
> snigende i massevis og man opdager først for sent, hvor mange af
> dem det egentlig er blevet til.

Mængden er vel ligegyldig, hvis man kan stå inde for dem?
Kun hvis han tilhører dem, der tager hele armen, fordi man
har givet ham lillefingeren, er der grund til at være på vagt.

> De større kompromisser vil altid blive indgået med en del
> mere eftertanke og derfor tror jeg også, man er mere bevidst,
> når man indgår dem, så man reelt får mærket efter, om det nu
> også er et kompromis man føler man kan indgå.

Og dem indgår man vel oftest i fællesskab, så grundlaget
for dem er gennemdiskuteret og i orden for begges
vedkommende.

> > Jamen, så lad være. Vær dig selv og drop dem, der ikke
> > bare kan acceptere det.

> *S* Hvilket jo sådan set er præcis hvad jeg gør. Jeg gør det
> måske bare med "omvendt fortegn".
> Med det mener jeg, at jeg kun initierer kontakt til mennesker,
> hvor jeg har en begrundet "mistanke" om, at de rent faktisk *kan*
> acceptere og sætte pris på, istedet for at initiere kontakt til
> mennesker, hvor jeg ikke har en begrundet mistanke til at de
> *ikke kan* acceptere og sætte pris på.

Jeg synes, det lyder, som om du tænker aaaaaalt for meget.
Hvorfor ikke bare opleve disse mennesker og "risikere" at
blive positivt overrasket?

> > Det er ikke dig, der skal kompensere, men ham, som skal
> > kunne se ind bag "facaden", altså det outfit du bærer den dag.

> Ja det kunne være rart om mænd kunne det helt generelt, men det
> har jeg ikke den store tiltro til, at de kan.

Måske ikke alle, men fred være med dem. De, der kan, er måske
et nærmere bekendtskab værd.

> > Det er jo dit valg, selvom det er trist at høre. Men du kan
> > forhåbentlig ikke lade være med at blive tiltrukket af en
> > eller anden igen. Måske er en pause fra mænd lige nu det
> > rigtige for dig.

> Det er jeg overbevist om, at det er.
> Og ja det kan da godt være, at jeg bliver tiltrukket af en igen,
> hvem ved *S*.

Det kommer ofte, når man mindst venter det. Og det ville
måske være den bedste måde for dig på et tidspunkt, hvor
du ikke har alle forsvarsværkerne oppe.

> > Men det er jo ikke en fejl hos dig, men derimod en manglende
> > evne hos dem. Mænd, som har det på den måde, er jo slet
> > ikke interessante, men bærer skyklapper, fordi de (måske)
> > selv har et uinteressant og indskrænket liv. Det er ikke dig,
> > der er taberen her, men dem (ham).

> *SS* Det var da rart at høre, for det er jo også sådan jeg selv
> tænker. Men det er ikke den slags reaktion, jeg oftest bliver
> mødt af.

Underligt, jeg kan ikke se det anden måde.

> Jeg ved godt, at det ikke er det du mener. Altså at jeg skal
> give køb på mig selv. Men sådan ville det føles, hvis jeg
> bevidst skulle gøre noget andet end det jeg føler for, for at
> tækkes en mand, der ikke selv kan lægge 2 og 2 sammen og finde ud
> af, at den ene side han ser af mig på en date altså ikke er alt
> hvad der er til mig og at han derfor kan regne med at møde præcis
> det samme i mig uanset hvor og hvornår han møder mig.

Jamen, hvorfor tækkes en sådan mand overhovedet?
Der er nok af dem her i verden. Man behøver ikke spilde
hverken sit krudt eller gode kræfter på håbløse mænd.

> > Jeg håber da også, jeg indeholder mere end det, man lige
> > ser ved første eller andet øjekast *GGG*. Det er jeg nu sikker
> > på, jeg gør, men nu var det jo det, vi snakkede om. De fleste
> > er vel som kinesiske æsker, der gemmer på spændende ting
> > for hver æske, man kommer til. Man kan jo ikke vise det hele
> > på een gang. Det ville i hvert fald være trist, hvis der ikke
> > var mere end det.

> Lige præcis. Men det er det jeg oplever, at mange gerne ville
> have, at man gjorde. Måske fordi de føler, at det er for
> anstrengende at pakke ud?

Their problem! Find en, der synes, det er netop det, der er det
spændende ved at møde en ny kvinde.
Man kan ikke forlange, at nogen som helst har lyst til at fortælle
alt om sig selv ved første møde. Heller ikke i den første tid, man
kender hinanden. Det er kun tiden, der kan vise, om det er et
forhold, der holder. Og kun nærheden og trygheden i forholdet
skaber den tillid, der skal til, før man afslører sine inderste
tanker og følelser. Og specielt ens usikkerhed, fordi den kan
være et våben i hånden på den forkerte.

> Nej det er ikke noget problem. Men ikke desto mindre, har du
> oplevet det som en lettelse ikke længere at behøve at gøre det,
> altså har det heller ikke været noget du i bund og grund var ret
> vild med vel?

Jeg kan godt lide at tage det på, når _jeg_ har lyst. Men bryder
mig ikke om at føle mig tvunget til det.

> Hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i *S*. Derfor ville det
> heller ikke overraske mig at møde dig på en café, hvor du havde
> BH på og en anden dag møde dig i dit hjem, hvor du ikke havde.
> Selvom jeg så ikke vidste at du havde ammet 3 børn osv, så er det
> indlysende for mig, at mennesker i visse situationer ser ud på en
> bestemt måde, agerer på en bestemt måde og siger nogle bestemte
> ting, mens de i andre situationer ser ud på en anden måde, agerer
> på en anden måde og siger nogle andre ting. Hvor svært kan det
> være?

Nej vel? *SSS*

> > Er det noget bestemt, du skjuler? Det lyder det til for mig, da
> > du åbenbart er bange for, at det overskygger resten.

> Nej det jeg referede til var forslaget om at undlade at tage
> make-up på og vælge mit tøj med en anden omhu, når jeg går på
> date simpelthen for at tækkes mænd der ikke kan finde ud af, at
> forskellige situationer får folk til at gøre forskellige ting.
> Det ville jeg opleve som at skjule en del af mig selv helt
> bevidst.

Du skal agere og klæde dig, som du har lyst, når du har lyst.
Den mand, som bliver tiltrukket af dig, er ham, der har til
opgave at "pakke" hele dig ud med alt, hvad du indeholder.

> > Jeg har somme tider tidligere besluttet mig for, at i aften vil
> > jeg _ikke_ snakke så meget. Men for det første er det håbløst,
> > og for det andet er det jo slet ikke mig *S*.

> Ok den slags har jeg aldrig besluttet mig for.

Det er altså også håbløst, so just forget it *GGG*.

> > Hvis du kæfter op, ligesom mig *S*, så er det en del af dig.
> > Og så må han tage det med eller skride. Ingen af jer er tjent
> > med andet. Jeg ligger ikke under for den opfattelse, at kvinder
> > er bly violer, der kun svarer på tiltale. Forventes det, må de
> > snakke med andre end mig.

> *G* sådan skulle det jo også helst være.
> Men det kan godt ærgre mig lidt, at jeg bliver så trodsig, fordi
> det for mig til at kæfte mere op end jeg måske normalt ville
> gøre. Altså er jeg i en situation, hvor jeg er usikker og
> fornemmer en uvilje mod at jeg kæfter op om et eller andet
> bestemt, så kan du være næsten helt sikker på, at det er lige
> præcis det jeg gør. *Det* synes jeg faktisk er ret irriterende,
> fordi jeg jo så spilder mit krudt på nogen der nok i bund og
> grund er for dumme til at fatte pointen.

Og som bare bliver bekræftet i deres opfattelse af dig.
Men jeg forstår godt mekanismerne i dig, der får dig til
at gøre det, da det ligeså godt kunne have været mig *S*.

> > Nej, der kommer små tilkendegivelser af og til, men han er
> > meget bedre til at vise sin påskønnelse end til at sige det.
> > Det har taget mig lidt tid at vænne mig til.

> Det kan jeg godt forstå *S*. Man skal jo også lige vide, hvad
> det så er, man skal kigge efter, når tingene ikke bliver sagt.
> Lidt som i tråden om omsorg. Hvis man ikke ved, hvordan den
> anden udtrykker omsorg, så kan det jo være svært at se, at man
> modtager den. Det samme gælder vel komplimenter, vrede eller
> noget helt tredje.

Komplimenter og vrede er så håndgribelige, at man vel ikke kan
undgå at opdage dem.
Men jeg har ofte først opdaget hans omsorg længe efter, han
har gjort noget, eller undladt at gøre noget, af omsorg for mig.
Det bliver jeg somme tider lidt ked af, fordi jeg så ikke kan vise,
hvor meget jeg sætter pris på den. Men det er vel i grunden
omsorgens væsen, at den er der og ikke skal kommenteres,
men modtages med stille glæde. Jeg kan mærke, den også
får min kærlighed til ham til at vokse, fordi han er så opmærksom
på mig og mine behov. Selv kræver han ikke meget af andre,
så jeg skal være meget på dupperne for at mærke, hvad han
har af behov somme tider. Og må ofte spørge, når det er for
utydeligt for mig.

> > Det er vel egentlig også der, du er. Du ønsker jo heller ikke
> > at gentage dårligdommene.

> Nej det gør jeg nemlig ikke. Det er jo også derfor jeg siger, at
> en pause er det bedste for mig lige nu. For jeg føler ikke, at
> jeg har overskuddet til at være enormt opmærksom og det vil det
> kræve.

Det vil det. Et fortsat godt forhold er hårdt arbejde *SSS*. Men det
gøres med glæde, når man elsker.

Kærlig hilsen
Hanne L

---

"Hanne L" <maanelys@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:abokim$4bg$1@sunsite.dk...

Hej igen Hanne

> Jeg prøver igen. Jeg havde skrevet et langt svar, som
> forsvandt, da jeg rodede med OE-QuoteFix

Surt show *S*.

> En vist sammenfald må der gerne være. Hvis den ene er meget
> udfarende med sport eller til at gå i byen, og den anden
hellere
> vil læse bøger, tænke og diskutere, kan det måske blive svært
> at mødes om noget fælles.

Jep det kan jeg godt være enig i.
Men det er dælme også svært at finde den der balance, hvor man
hver især har sit eget liv og så også har noget sammen. Der
bliver som jeg oplever det pt. slået meget på tromme for det her
med at have sit eget liv. Men jeg opfatter det faktisk som om
der menes, at det skal være et eget liv, der minder meget om det
liv, den som siger det har.

> Man skal aldrig afskrive folk på forhånd, fordi de er for
forskellige
> fra en selv eller det modsatte.

Skal man ikke det?
Det er ikke lang tid siden, at jeg blev kontaktet af en gut på 23
år som betegnede sig selv som meget moden af sin alder. Fint
nok. 5 år er ikke nogen stor forskel. Men jeg har både være
gift og skilt, levet i udlandet i en lang årrække og arbejdet med
et væld af forskellige ting. Det lyder måske på skrift ikke af
den store forskel, men jeg kan dælme godt mærke, når jeg er i
kontakt med et menneske som endnu ikke har været uden for
skolesystemet og ikke er flyttet mere hjemmefra end at de bor på
et kollegie (max).
Der er en verden til forskel og jeg afskriver det rent mentalt på
forhånd. Han fik dog en chance ved at jeg lige kort fortalte om
mig selv i grove træk og ganske rigtigt, det var en meget stor
mundfuld for en ung studerende gut at indoptage.

Jo nogle forskelligheder mener jeg klart man kan afskrive folk
med på forhånd.

> Der er ikke noget så godt som at blive bekræftet *S*.
> Det kan også give en følelse af samhørighed, at man har så
> meget tilfælles.
> Ens baggrund kan også have betydning for, hvordan man
> får det sammen.

Naturligvis. Især tror jeg, at den slags har en betydning i de
ting, som man end ikke selv stiller spørgsmålstegn ved. De ting
som man hver især opfatter som så stor en selvfølge, at man slet
ikke engang har tænkt tanken, at de er en selvfølge.

> Man kan jo ikke "servere" det hele ved første møde, og det skal
> man heller ikke. Der må godt være noget til senere, selvom jeg
> ikke tilhører dem, der mener, man skal holde noget skjult om
> sig selv for at blive ved med at være tiltrækkende.
> Men jeg synes aldrig, jeg karrikerer mig selv, som du skriver.
> Jeg er meget ærlig omkring, hvem jeg er.

Det synes jeg på sin vis også, at jeg er. Men jeg trækker nogle
gange nogle linier hårdere op for at være helt sikker på, at det
trækker igennem som noget der er vigtigt for mig. Det gør jeg af
den simple årsag, at min erfaring (især med kontakt via Internet)
har vist at folk gerne sorterer det fra som ikke lige passer til
deres ønskedrøm hvis ikke det virkelig bliver understreget fra
starten.

> Præcis! Det drejer sig om at acceptere det, den anden gør,
> uanset om man forstår det eller ej. Den rummelighed skal
> man indeholde.

Jep og jeg opfatter det faktisk som en basis forståelse af
mennesker som sådan. En forståelse af at man intet opnår ved at
håne og nedgøre.

> Det er jeg igen-igen *S* ikke enig med dig i.
> Kunne jeg ikke holde ud at være usikker i en periode, ville jeg
> aldrig have haft en kæreste. Godt nok overgav både min
> nuværende kæreste og min eks sig fuldstændigt meget hurtigt,
> men jeg er da alligevel ikke sluppet for usikkerheden i
perioder.
> Den tror jeg aldrig, man slipper for. Så skal man enten være
> kold i røven eller meget overbevist om, hvor dejlig man er. Og
> jeg er ingen af delene *S*.

Jeg synes usikkerheden tager overhånd.
Jeg er død træt af mænd som fortæller, hvordan de gerne vil have
kvinder til at tage initiativ, når størstedelen af dem, så ikke
kan finde ud af at reagere klart på det initiativ eksempelvis.
Der er da ikke noget mere irriterende end at tage kontakt eller
initiativ på en eller anden måde og så få så vag en
tilbagemelding at man for det første ikke aner om der er gensidig
interesse og for det andet ikke aner om man skal fortsætte med at
tage inititativ eller om man skal lade ham få lidt mere rum til
selv at få lov.
Den slags irriterer mig fordi det efter min mening fører til
unødig usikkerhed.

Faktisk irriterer det mig i det hele taget, at folk har så travlt
med at beskrive sig selv som typer, der siger tingene som de er,
når det i 99% af tilfældene ikke passer i en situation med en
potentiel kæreste. Hvis folk så bare lod være med at sige, at de
siger tingene som de er, når det nu ikke passer, så ville jeg sgu
nok være mere overbærende. Men det er sgu da ikke til at finde
ud af, hvilket ben man skal stå på når man har fået udmeldingen
og så bagefter overhovedet ikke oplever den in action.

> Mængden er vel ligegyldig, hvis man kan stå inde for dem?
> Kun hvis han tilhører dem, der tager hele armen, fordi man
> har givet ham lillefingeren, er der grund til at være på vagt.

Nej jeg tror ikke mængden er ligegyldig.
Det er den i hvert fald ikke for mig. Hvis jeg føler at det igen
og igen er mig som går på kompromis og forsøger at være fleksibel
og ikke bliver mødt med samme indstilling, så er der ganske
enkelt en grænse, hvor jeg begynder at føle mig irriteret og ikke
vil være med mere.

Jeg tror også, at selvom man mødes af den andens fleksibilitet,
så kan man nå en grænse, hvor man bare ikke kan flekse mere så at
sige. En grænse hvor man føler at man har indgået så mange
kompromiser at man ikke kan kende sig selv.

> Og dem indgår man vel oftest i fællesskab, så grundlaget
> for dem er gennemdiskuteret og i orden for begges
> vedkommende.

Ja lige præcis. De små er dem som er potentielt farlige idet de
ofte bliver indgået mindre bevidst og derfor heller ikke altid er
noget man kan stå inde for i det lange løb.

> Jeg synes, det lyder, som om du tænker aaaaaalt for meget.
> Hvorfor ikke bare opleve disse mennesker og "risikere" at
> blive positivt overrasket?

Det kan og gør jeg skam også af og til. Men jeg bliver så
uendelig træt for det lader altså til at der er meget lidt
intelligens i omløb (apropos arrogancen *G*). Jeg ender meget
ofte med at kede mig, fordi mange mennesker er så unuancerede.

> Det kommer ofte, når man mindst venter det. Og det ville
> måske være den bedste måde for dig på et tidspunkt, hvor
> du ikke har alle forsvarsværkerne oppe.

Det tror jeg bestemt det ville *S*.

> Og som bare bliver bekræftet i deres opfattelse af dig.
> Men jeg forstår godt mekanismerne i dig, der får dig til
> at gøre det, da det ligeså godt kunne have været mig *S*.

Det er sådan set lige meget hvad de bliver bekræftet i, for jeg
vil efter al sandsynlighed ikke beskæftige mig med dem igen. Jeg
går meget sjældent tilbage til en fuser, og det gælder så iøvrigt
både kærester, venner, bekendte osv.
Det gider jeg ikke.

> Komplimenter og vrede er så håndgribelige, at man vel ikke kan
> undgå at opdage dem.
> Men jeg har ofte først opdaget hans omsorg længe efter, han
> har gjort noget, eller undladt at gøre noget, af omsorg for
mig.
> Det bliver jeg somme tider lidt ked af, fordi jeg så ikke kan
vise,
> hvor meget jeg sætter pris på den. Men det er vel i grunden
> omsorgens væsen, at den er der og ikke skal kommenteres,
> men modtages med stille glæde. Jeg kan mærke, den også
> får min kærlighed til ham til at vokse, fordi han er så
opmærksom
> på mig og mine behov. Selv kræver han ikke meget af andre,
> så jeg skal være meget på dupperne for at mærke, hvad han
> har af behov somme tider. Og må ofte spørge, når det er for
> utydeligt for mig.

Uha det lyder farligt......Nej pjat, jeg kom bare til at tænke på
min egen ex-mand.
Han var den stille mand. Og med det mener jeg ikke bare, at han
ikke sagde så meget. Han var også stille i sine reaktioner. I
guder hvor det drev mig til vanvid. Jeg kunne aldrig gennemskue
om han var tilfreds eller jublende lykkelig med et eller andet og
det gjorde det ikke alene svært at finde ud af, hvad han trivedes
godt med, det fik mig også til at miste lysten til at finde ud af
det. Det fede ved at købe en gave til en eller anden er jo at se
hvor glade de bliver for det man har fundet specielt til dem.
Det fede ved at gøre noget for sin partner er jo netop at
registrere at det vækker glæde.


Når jeg tænker efter, så tror jeg faktisk, at det forhold har
præget mig utrolig meget. Jeg følte jo hele tiden, at jeg måtte
eskalere alting for det kunne jo ikke passe, at manden ALDRIG
hoppede op og ned af glæde over noget som helst. Så jeg kæmpede
og kæmpede for at finde ud af hvad der skulle til for at give ham
den der YES følelse. Det gjorde jeg ved både at prøve nye og
andre ting men også ved at slå større og større brød op (kan jeg
nu se i bakspejlet). Jeg holdt op den dag manden bare smilede
efter at vi havde brugt flere uger på at sætte ny motor i hans
Chevy heavy half-ton pick-up fra 68. Den dag vidste jeg, at han
ganske enkelt aldrig jublede.

Aldrig igen skal jeg være sammen med en mand der ikke jubler, når
han er glad, græder når han er ked af det, skælder ud når han er
rigtig gal i skralden osv i den dur.

Mange hilsner
Puk

---

Puk skrev i en meddelelse news:hS9E8.5243$HN.207539@news010.worldonline.dk...

Jamen, hej Puk *GGG*

> > En vist sammenfald må der gerne være. Hvis den ene er
> > meget udfarende med sport eller til at gå i byen, og den
> > anden hellere vil læse bøger, tænke og diskutere, kan det
> > måske blive svært at mødes om noget fælles.

> Jep det kan jeg godt være enig i.
> Men det er dælme også svært at finde den der balance, hvor man
> hver især har sit eget liv og så også har noget sammen. Der
> bliver som jeg oplever det pt. slået meget på tromme for det her
> med at have sit eget liv. Men jeg opfatter det faktisk som om
> der menes, at det skal være et eget liv, der minder meget om det
> liv, den som siger det har.

Der synes jeg mere, jeg hører det, som at man tror, man kan
blive ved med at leve som før man fik kæreste. Altså prioritere
som man lyster, og så har kæresten bare at finde sig i det.
Hvad skal man så med en kæreste, hvis man ikke prioriterer
ham/hende højest? Ikke at man skal smide alt, man har, men
man må gøre nok plads til kæresten. Hvad "nok" så er, kan
være individuelt, men må opfylde begges behov. Ellers
virker det på mig, som om man er bange for den binding, som
man er gået frivilligt ind i. For det er jo en følelsesmæssig
binding, der giver en en forpligtelse overfor et andet menneske.

> > Man skal aldrig afskrive folk på forhånd, fordi de er for
> > forskellige fra en selv eller det modsatte.

> Skal man ikke det?
> Det er ikke lang tid siden, at jeg blev kontaktet af en gut på 23
> år som betegnede sig selv som meget moden af sin alder.

[SNIP]
Det var ikke lige det, jeg tænkte på. Men snarere på, at man
møder en person, som ikke umiddelbart modsvarer det, man
ønsker sig, drømmer om, er vant til ...... whatever. Og derfor
straks afskriver vedkommende som interessant. Men at man
giver vedkommende en chance for at vise, hvad han/hun
indeholder.
Dit eksempel kan jeg sagtens forstå. Jeg gav heller ikke ham,
der var 10 år yngre og stadigvæk boede hjemme hos sin mor
mange chancer

> Jo nogle forskelligheder mener jeg klart man kan afskrive folk
> med på forhånd.

Jeg må give dig ret i det tilfælde.

> > Der er ikke noget så godt som at blive bekræftet *S*.
> > Det kan også give en følelse af samhørighed, at man har så
> > meget tilfælles.
> > Ens baggrund kan også have betydning for, hvordan man
> > får det sammen.

> Naturligvis. Især tror jeg, at den slags har en betydning i de
> ting, som man end ikke selv stiller spørgsmålstegn ved. De ting
> som man hver især opfatter som så stor en selvfølge, at man slet
> ikke engang har tænkt tanken, at de er en selvfølge.

Ja, for de giver nemlig en fælles base at udgå fra, som er
tryg og velkendt og siger samtidig noget om den person,
man er sammen med.

> > Men jeg synes aldrig, jeg karrikerer mig selv, som du skriver.
> > Jeg er meget ærlig omkring, hvem jeg er.

> Det synes jeg på sin vis også, at jeg er. Men jeg trækker nogle
> gange nogle linier hårdere op for at være helt sikker på, at det
> trækker igennem som noget der er vigtigt for mig. Det gør jeg af
> den simple årsag, at min erfaring (især med kontakt via Internet)
> har vist at folk gerne sorterer det fra som ikke lige passer til
> deres ønskedrøm hvis ikke det virkelig bliver understreget fra
> starten.

Det er igen-igen drømmen om utopien, som ikke findes.
Om jeg forstår, folk stadig hænger fast i den isf at opleve
hinanden som de mennesker, vi er og ikke barbiedukker.
Men chatter du ikke med dem, før I mødes, så du får en
bedre fornemmelse af dem? Der bliver indtrykket IMO
mere sandt, fordi man skal svare så hurtigt, at man ikke
kan nå at finde på smarte svar eller forstille sig.

> > Præcis! Det drejer sig om at acceptere det, den anden gør,
> > uanset om man forstår det eller ej. Den rummelighed skal
> > man indeholde.

> Jep og jeg opfatter det faktisk som en basis forståelse af
> mennesker som sådan. En forståelse af at man intet opnår ved at
> håne og nedgøre.

Det er der desværre mange, som endnu ikke har indset.

> Jeg synes usikkerheden tager overhånd.
> Jeg er død træt af mænd som fortæller, hvordan de gerne vil have
> kvinder til at tage initiativ, når størstedelen af dem, så ikke
> kan finde ud af at reagere klart på det initiativ eksempelvis.
> Der er da ikke noget mere irriterende end at tage kontakt eller
> initiativ på en eller anden måde og så få så vag en
> tilbagemelding at man for det første ikke aner om der er gensidig
> interesse og for det andet ikke aner om man skal fortsætte med at
> tage inititativ eller om man skal lade ham få lidt mere rum til
> selv at få lov.
> Den slags irriterer mig fordi det efter min mening fører til
> unødig usikkerhed.

Jeg hader også udmeldinger, som ikke svarer overens med
virkeligheden. Men måske skyldes det en idealforestilling hos
manden, som han, når det kommer til stykket, ikke kan leve
op til alligevel. Jeg ved det ikke. Ved kun, at jeg bliver ligeså
usikker som du. Men så spørger jeg ham ligeud, for det
værste, der kan ske, er, at han fordufter af skræk, og det er
alt andet lige bedre end usikkerheden.

> Faktisk irriterer det mig i det hele taget, at folk har så travlt
> med at beskrive sig selv som typer, der siger tingene som de er,
> når det i 99% af tilfældene ikke passer i en situation med en
> potentiel kæreste. Hvis folk så bare lod være med at sige, at de
> siger tingene som de er, når det nu ikke passer, så ville jeg sgu
> nok være mere overbærende. Men det er sgu da ikke til at finde
> ud af, hvilket ben man skal stå på når man har fået udmeldingen
> og så bagefter overhovedet ikke oplever den in action.

Jeg kan kun være enig *S*.
Min kæreste sagde f.eks. fra start af, at jeg fik det, jeg så.
At han er som en åben bog, men det passer bare ikke. Han
har for det første mange lag, hvilket er spændende, men noget
andet, end han sagde. Og så har han somme tider svært ved
at snakke om tingene, selvom det bliver bedre og bedre. Men
det er stadigvæk ikke ham, der starter en evt. snak, det må
jeg gøre. Jeg kan leve med det, fordi han meget gerne vil
snakke og også gerne prøve selv at melde ud, og fordi jeg
elsker ham meget, meget højt.
Men det overraskede mig alligevel, at hans udmelding ikke
passede med virkeligheden, fordi jeg den passede så godt
med, hvordan han var på chat og mails. Der er han så til
gengæld stadigvæk meget åben og umiddelbar og god til
at give udtryk for sine følelser for mig.
Men måske opfatter mange mennesker sig selv anderledes,
end de i virkeligheden er?

> Nej jeg tror ikke mængden er ligegyldig.
> Det er den i hvert fald ikke for mig. Hvis jeg føler at det igen
> og igen er mig som går på kompromis og forsøger at være fleksibel
> og ikke bliver mødt med samme indstilling, så er der ganske
> enkelt en grænse, hvor jeg begynder at føle mig irriteret og ikke
> vil være med mere.

Hvis det ikke er gensidigt, forstår jeg din irritation, men det er
jo ikke altid, der er behov for, at begge indgår lige mange
kompromisser. Det kommer vel an på, hvad de drejer sig om?
Ikke, at antallet skal være lige stort.

> Ja lige præcis. De små er dem som er potentielt farlige idet de
> ofte bliver indgået mindre bevidst og derfor heller ikke altid er
> noget man kan stå inde for i det lange løb.

Så må man jo bare melde det ud til den anden. Sige, man har
fortrudt og ikke kan stå inde for det længere. Anderledes er det
ikke for mig.

> > Jeg synes, det lyder, som om du tænker aaaaaalt for meget.
> > Hvorfor ikke bare opleve disse mennesker og "risikere" at
> > blive positivt overrasket?

> Det kan og gør jeg skam også af og til. Men jeg bliver så
> uendelig træt for det lader altså til at der er meget lidt
> intelligens i omløb (apropos arrogancen *G*). Jeg ender meget
> ofte med at kede mig, fordi mange mennesker er så unuancerede.

Sådan kan de ofte forekomme i festsituationer, mens de kan
vise sig at være helt anderledes, når man får dem på tomands
hånd. Ligesom et første møde kan være anstrengt, fordi man
gerne vil gøre et nogenlunde indtryk og ikke kender hinanden.
Kun efter flere møder, hvor man slapper af, kan man vel forvente
at se manden, som han er.

> > Det kommer ofte, når man mindst venter det. Og det ville
> > måske være den bedste måde for dig på et tidspunkt, hvor
> > du ikke har alle forsvarsværkerne oppe.

> Det tror jeg bestemt det ville *S*.

*SSS*

> Det er sådan set lige meget hvad de bliver bekræftet i, for jeg
> vil efter al sandsynlighed ikke beskæftige mig med dem igen. Jeg
> går meget sjældent tilbage til en fuser, og det gælder så iøvrigt
> både kærester, venner, bekendte osv.
> Det gider jeg ikke.

Der er jeg måske mere langmodig og giver folk en chance
mere. Det er ikke altid, førstehåndsindtrykket passer.

> > Komplimenter og vrede er så håndgribelige, at man vel ikke kan
> > undgå at opdage dem.
> > Men jeg har ofte først opdaget hans omsorg længe efter, han
> > har gjort noget, eller undladt at gøre noget, af omsorg for
> > mig. Det bliver jeg somme tider lidt ked af, fordi jeg så ikke
> > kan vise, hvor meget jeg sætter pris på den. Men det er vel i
> > grunden omsorgens væsen, at den er der og ikke skal
> > kommenteres, men modtages med stille glæde. Jeg kan mærke,
> > den også får min kærlighed til ham til at vokse, fordi han er så
> > opmærksom på mig og mine behov. Selv kræver han ikke meget
> > af andre, så jeg skal være meget på dupperne for at mærke,
> > hvad han har af behov somme tider. Og må ofte spørge, når det
> > er for utydeligt for mig.

> Uha det lyder farligt......Nej pjat, jeg kom bare til at tænke på
> min egen ex-mand.
> Han var den stille mand. Og med det mener jeg ikke bare, at han
> ikke sagde så meget. Han var også stille i sine reaktioner. I
> guder hvor det drev mig til vanvid. Jeg kunne aldrig gennemskue
> om han var tilfreds eller jublende lykkelig med et eller andet og
> det gjorde det ikke alene svært at finde ud af, hvad han trivedes
> godt med, det fik mig også til at miste lysten til at finde ud af
> det. Det fede ved at købe en gave til en eller anden er jo at se
> hvor glade de bliver for det man har fundet specielt til dem.
> Det fede ved at gøre noget for sin partner er jo netop at
> registrere at det vækker glæde.

Jeg er aldrig i tvivl, når han bliver glad for noget, jeg gør, det
både viser og siger han. Det kan bare være svært at finde ud
af, _hvad_ det er, der skal til for at gøre ham glad, eller hvad
han kunne tænke sig lige nu eller omkring ting, der skal foregå
om et stykke tid, da han ofte ikke melder klart ud. Men han
svarer, når jeg går ham på klingen. Så det gør jeg *GGG*.
Rent seksuelt er der til gengæld ingen tvivl om, hvad han
kan lide, jeg gør, det fremgår tydeligt, heldigvis. For det
ville ikke være til at bære at skulle spørge midt i det hele,
hvis jeg blev i tvivl.

> Når jeg tænker efter, så tror jeg faktisk, at det forhold har
> præget mig utrolig meget. Jeg følte jo hele tiden, at jeg måtte
> eskalere alting for det kunne jo ikke passe, at manden ALDRIG
> hoppede op og ned af glæde over noget som helst. Så jeg kæmpede
> og kæmpede for at finde ud af hvad der skulle til for at give ham
> den der YES følelse. Det gjorde jeg ved både at prøve nye og
> andre ting men også ved at slå større og større brød op (kan jeg
> nu se i bakspejlet). Jeg holdt op den dag manden bare smilede
> efter at vi havde brugt flere uger på at sætte ny motor i hans
> Chevy heavy half-ton pick-up fra 68. Den dag vidste jeg, at han
> ganske enkelt aldrig jublede.

Og det må være svært med en så stille eksistens, hvor
følelsesudsvingene er så lidt mærkbare, hvis man selv er til
de store armbevægelser og jubel. Men man lærer jo hinanden
at kende også på de punkter. Så gør det så meget, hvis man
elsker hinanden og ikke er i tvivl om det?

> Aldrig igen skal jeg være sammen med en mand der ikke jubler, når
> han er glad, græder når han er ked af det, skælder ud når han er
> rigtig gal i skralden osv i den dur.

Det eneste, min kæreste ikke gør af det, du nævner, er at
skælde ud. Det vil han simpelthen ikke. Men han giver da
udtryk for sit mishag, hvis der sker noget, han ikke synes
om. Og han er begyndt stille og roligt at påpege nogle ting
hos mig, som han på forhånd ved, jeg gerne vil lave om på.
Det er da et fremskridt. For så ved jeg, hvor han er henne
og kan mærke/høre hans indstilling, for han gør det kun med
ting, der er ham selv imod.

Kærlig hilsen
Hanne L
--
"Det, der sker nu, er livet.
Det, du håber vil ske, er ikke livet."

---

"Hanne L" <maanelys@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:abre16$h0e$1@sunsite.dk...

Darvs Hanne

> Der synes jeg mere, jeg hører det, som at man tror, man kan
> blive ved med at leve som før man fik kæreste. Altså prioritere
> som man lyster, og så har kæresten bare at finde sig i det.

Det kan jeg faktisk godt være enig med dig i. Men jeg tror nu
også det er blevet sådan en auto-ting.
Alle har så travlt med at signalere at de er selvstændige,
lykkelige i deres liv og bestemt ikke desperate, og det gøres
blandt andet ved den slags auto-fraser: "jeg har mit eget liv og
du skal også have dit".
Men det lugter også klart af at man ikke rigtig vil comitte.

> Hvad skal man så med en kæreste, hvis man ikke prioriterer
> ham/hende højest? Ikke at man skal smide alt, man har, men
> man må gøre nok plads til kæresten. Hvad "nok" så er, kan
> være individuelt, men må opfylde begges behov. Ellers
> virker det på mig, som om man er bange for den binding, som
> man er gået frivilligt ind i. For det er jo en følelsesmæssig
> binding, der giver en en forpligtelse overfor et andet
menneske.

Helt afgjort. Egentlig tror jeg ikke, der er så mange som er
bange for den binding, når blot det er med den rigtige person.
Men det kommer hurtigt til at se sådan ud, når man snakker om
tingene eller folk forsøger at beskrive, hvad det er de ønsker.
Jeg tror simpelthen det er fordi, det er meget svært at beskrive
(uden at blive stemplet som desperat og uselvstændig) hvis ikke
lige man står og er brandforelsket. Når man skal forholde sig
til den fiktive idé om at være forelsket. For når man nu ikke er
forelsket, så er det jo alt muligt andet som man prioriterer
mægtig højt..........bliver man så forelsket jamen så kan det
godt være, at det ikke føles nær så vigtigt med nogle af de ting
som var så vigtige før. Men det føles bare ikke i situationen
som om man giver afkald. Det gør det måske når man bare skal
forestille sig det.

Altså uden følelsen af forelskelse, så er det svært rigtig at
forholde sig til, hvordan man vil have det, når man så er
forelsket. Øv det er svært at forklare, så det kommer rigtigt
ud.

Måske er det bare mig men min skepsis og mine forbehold etc
bliver altid af en helt anden karat, når jeg så endelig forelsker
mig (eller bliver interesseret i en gut). Om det er godt eller
skidt ved jeg ikke. På den ene side så er det jo faktisk fint,
at mine parader falder og jeg lige pludselig tror på alt det gode
i gutten. På den anden side, tror jeg det er medvirkende til at
jeg overgiver for meget af mig selv for hurtigt.
Igen svært at beskrive.

> [SNIP]
> Det var ikke lige det, jeg tænkte på. Men snarere på, at man
> møder en person, som ikke umiddelbart modsvarer det, man
> ønsker sig, drømmer om, er vant til ...... whatever. Og derfor
> straks afskriver vedkommende som interessant. Men at man
> giver vedkommende en chance for at vise, hvad han/hun
> indeholder.

Det kan jeg godt sætte mig ind i.
Men har man sådan nogle forestillinger om, hvad man ønsker sig?
Jeg kan nemlig ikke rigtig nikke genkendende til det.
Jo jeg ved med mig selv at en alkoholiker, narkoman eller
lignende ikke er noget jeg ønsker mig og jeg ved, at min partner
skal være en mand. Men så ved jeg faktisk heller ikke så meget
mere.............og dog, han skal ikke være udlænding for det
orker jeg simpelthen ikke igen (der er SÅ mange praktiske ting,
at et forhold let kan drukne i det).

Men derudover så ved jeg ikke ret meget om hvilken partner jeg
ønsker mig. Ikke det rent håndgribelige i hvert fald. Altså
hvad han laver eller ikke laver osv osv.
Men det er måske bare mig, som ikke har sådan en klart tegnet idé
om hvem jeg skal have, hvis jeg skal have nogen?

> Dit eksempel kan jeg sagtens forstå. Jeg gav heller ikke ham,
> der var 10 år yngre og stadigvæk boede hjemme hos sin mor
> mange chancer

LOL nej. Ja måske har jeg flere præferencer end jeg selv tror,
for jeg ville heller ikke umiddelbart bryde mig om en mand på min
egen alder som bor hos mor. Det ville afføde en vis skepsis fra
min side i hvert fald.

> Ja, for de giver nemlig en fælles base at udgå fra, som er
> tryg og velkendt og siger samtidig noget om den person,
> man er sammen med.

Lige præcis

> Det er igen-igen drømmen om utopien, som ikke findes.
> Om jeg forstår, folk stadig hænger fast i den isf at opleve
> hinanden som de mennesker, vi er og ikke barbiedukker.

Du har helt ret. Men jeg er jo næsten nødt til at forholde mig
til, at folk har den............altså den der utopiske drøm.
Måske er det bare mig som er oversensitiv, men jeg synes folk
beskriver hvad de ønsker sig med så mange positive fraser, at jeg
ofte føler mig nødsaget til at påpege, at jeg er langt fra at
være perfekt, så de ikke tror, de har fat i en levende Barbie.
Altså gøre opmærksom på at også mine tæer lugter og at jeg til
tider slår en prut i sofaen fordi jeg ikke gider rejse mig *G*.

> Men chatter du ikke med dem, før I mødes, så du får en
> bedre fornemmelse af dem? Der bliver indtrykket IMO
> mere sandt, fordi man skal svare så hurtigt, at man ikke
> kan nå at finde på smarte svar eller forstille sig.

Sjældent. Det er der flere årsager til.
I starten tror jeg nok, at jeg gjorde (altså chattede lidt med
dem) men siden er jeg nok blevet så skeptisk, at det der med at
mødes skal være ret timet for at jeg i det mindste er kommet med
en positiv indstilling, så jeg skal gribe chancen lige når jeg
tænker, at det da i grunden kunne være hyggeligt *S*.
Noget helt andet er så, at jeg er temmelig hurtig på tastaturet.
Er det en chat jeg kender, kan jeg snildt holde en samtale igang
med tæt på 8 mennesker på en gang uden at holde nogle ventende.
Chatter jeg med en person af gangen, når jeg tit at kede mig.
Jeg kan jo nå opvasken mens de får taget sig sammen til at svare
*G*. Tit synes jeg så også, at hvis folk ikke er vant til at
chatte, så finder de det anstrengende og siger alting meget kort,
fordi de ikke føler at de kan følge med. Så en "samtale" i en
mail bliver ofte meget dybere.

> Jeg hader også udmeldinger, som ikke svarer overens med
> virkeligheden. Men måske skyldes det en idealforestilling hos
> manden, som han, når det kommer til stykket, ikke kan leve
> op til alligevel. Jeg ved det ikke. Ved kun, at jeg bliver
ligeså
> usikker som du. Men så spørger jeg ham ligeud, for det
> værste, der kan ske, er, at han fordufter af skræk, og det er
> alt andet lige bedre end usikkerheden.

Helt sikkert. Jeg kan bare mærke, at jeg indeni tænker, "Men
hvorfor faen skal det være så besværligt?". Altså jeg føler
irritation allerede der, hvor jeg skal til at spørge, fordi
manden ikke selv kan åbne munden.

På den måde kan jeg meget bedre lide virkelighedens verden.
Enten så glider en samtale eller også gør den ikke og der er
mange ting, som folk siger og som i deres kropssprog underbygges
på en måde så min forståelse af deres udmelding ikke bliver
misvisende. Een ting er jo hvad jeg forstår ved
åbensindet.........en anden kan meget vel opfatte min definition
som exhibitionistisk og åbensindet som det jeg ville kalde let
tilknappet.

> Jeg kan kun være enig *S*.
> Min kæreste sagde f.eks. fra start af, at jeg fik det, jeg så.
> At han er som en åben bog, men det passer bare ikke. Han
> har for det første mange lag, hvilket er spændende, men noget
> andet, end han sagde. Og så har han somme tider svært ved
> at snakke om tingene, selvom det bliver bedre og bedre. Men
> det er stadigvæk ikke ham, der starter en evt. snak, det må
> jeg gøre. Jeg kan leve med det, fordi han meget gerne vil
> snakke og også gerne prøve selv at melde ud, og fordi jeg
> elsker ham meget, meget højt.

Det forstår jeg godt. Og så er vi tilbage ved min opfattelse af,
at det er lettere at bære over med noget, når man elsker eller er
forelsket. Personligt bliver jeg i hvert fald langt mindre
stejl, når jeg har med et menneske at gøre som jeg holder af.

> Men det overraskede mig alligevel, at hans udmelding ikke
> passede med virkeligheden, fordi jeg den passede så godt
> med, hvordan han var på chat og mails. Der er han så til
> gengæld stadigvæk meget åben og umiddelbar og god til
> at give udtryk for sine følelser for mig.

Og han har jo garanteret ikke bevidst forsøgt at føre dig bag
lyset, jeg tror du har meget ret i nedenstående:

> Men måske opfatter mange mennesker sig selv anderledes,
> end de i virkeligheden er?

Ja enten det eller også så siger folk hvordan de er baseret på
hvordan de føler sig, når de skal fortælle om det. Der er dage
hvor jeg ville beskrive mig selv som udadvendt og meget
åbensindet og der er andre dage, hvor jeg sikkert ville beskrive
mig selv som lidt sær og indadvendt.
I virkeligheden er jeg jo nok begge dele alt afhængig af
omstændigheder, situation, humør, vejr og hvem jeg er i selskab
med. Men det er ikke sikkert, at jeg når at tænke alle de lange
tanker inden jeg svarer, hvis du forstår hvad jeg mener.

Din kæreste har jo fortalt dig på en chat at han var en åben bog,
og du har opfattet ham som sådan. Han har da sikkert opfattet
sig selv sådan i selskab med dig på chatten. I en anden
situation i virkelighedens verden er tingene så bare nogle gange
anderledes.

Jeg mener altså bestemt ikke, at det er ond vilje, når folk ikke
stemmer overens med det de har fortalt om sig selv (jo
naturligvis når folk siger at de er single og så i virkeligheden
gift, det må siges at være med fortsæt *G*).

> Hvis det ikke er gensidigt, forstår jeg din irritation, men det
er
> jo ikke altid, der er behov for, at begge indgår lige mange
> kompromisser. Det kommer vel an på, hvad de drejer sig om?
> Ikke, at antallet skal være lige stort.

Nej selvfølgelig ikke.
Men nu har vi jo eksempelvis hørt en masse gutter her i gruppen
fortælle, hvordan de altså ikke vil have en kæreste, som skal
skedulere dem ind i sin kalender. Det forstår jeg faktisk godt.
Jeg har også mødt mange mænd IRL som har det sådan. Men så
bliver jeg vanvittigt irriteret, når han så skal til fodbold 3
gange om ugen og også skal holde spilleaften med gutterne. Det
er som om der implicit ligger, at så kan jeg vel arrangere mine
ting på de dage, hvor han i forvejen er optaget. Selvom det så
kan lade sig gøre, så har jeg et indre oprør og tænker, at
hvorfor faen skal jeg egentlig det. Han kunne jo også selv prøve
at se om fodbold om onsdagen ikke kunne flyttes til
torsdag............eller helt droppe det ind imellem.
Jeg får denne her fornemmelse af, at jeg skal være til rådighed
til det han ønsker sig, når han ønsker sig det, og jeg må meget
gerne selv kunne gætte, hvornår det er tid til hvad.

> Sådan kan de ofte forekomme i festsituationer, mens de kan
> vise sig at være helt anderledes, når man får dem på tomands
> hånd. Ligesom et første møde kan være anstrengt, fordi man
> gerne vil gøre et nogenlunde indtryk og ikke kender hinanden.
> Kun efter flere møder, hvor man slapper af, kan man vel
forvente
> at se manden, som han er.

Tænk jeg synes også folk kan virke meget ensidige på nettet.
Også selvom man snakker med dem i lang tid. Som Tomas har været
inde på, så kan man eksempelvis på Dating finde næsten 95% af
profilerne, der reelt kunne være profil for den samme person.
Det alene er nok til at jeg virkelig skal mande mig op til at
gide lede dem igennem for at finde det som er interessant og
skiller sig ud.
Med det som udgangspunkt, så er det sgu svært at holde
tålmodigheden til at se lidt originalitet *S*.

> Der er jeg måske mere langmodig og giver folk en chance
> mere. Det er ikke altid, førstehåndsindtrykket passer.

Jeg synes så bare, at jeg har oplevet lidt for mange situationer,
hvor jeg har forsøgt at være tålmodig og er endt med at føle, at
det var spild af tid. Jeg haaader at spilde min tid.

> Jeg er aldrig i tvivl, når han bliver glad for noget, jeg gør,
det
> både viser og siger han. Det kan bare være svært at finde ud
> af, _hvad_ det er, der skal til for at gøre ham glad, eller
hvad
> han kunne tænke sig lige nu eller omkring ting, der skal foregå
> om et stykke tid, da han ofte ikke melder klart ud. Men han
> svarer, når jeg går ham på klingen. Så det gør jeg *GGG*.

Ork min ex sagde såmænd også at han var glad for et eller andet.
Men det blev bare sagt så tonløst og fladt. Det var den samme,
"det er jeg glad for" når jeg havde lagt hans tøj på plads i
skabet og når jeg havde overrasket ham med at invitere alle hans
venner over til football i haven på hans fødselsdag som en slags
surprise.
Det er jo klart et egoistisk ønske fra min side, men jeg ville SÅ
gerne have kunnet mærke og høre på ham, når han syntes noget var
helt vildt dejligt. Jeg har brug for varieret respons hvis jeg
skal orke at blive ved med at finde på noget sjovt og anderledes.
Som her til min søsters nonfirmation, hvor min anden søster og
jeg havde brugt uger på at skrive en slags eventyr over hendes
liv, og hun blev så glad da vi læste/opførte det til
nonfirmationen, at hun tudede og krammede os og sagde at det var
den bedste gave hun havde fået og at hun elskede os. Når man har
anstrengt sig for at give en anden person en helt speciel
oplevelse, så er det altså virkelig dejligt, at få respons som er
helt utvetydig.

> Rent seksuelt er der til gengæld ingen tvivl om, hvad han
> kan lide, jeg gør, det fremgår tydeligt, heldigvis. For det
> ville ikke være til at bære at skulle spørge midt i det hele,
> hvis jeg blev i tvivl.

Ja det var så også lidt svært med exen min. Han var også meget
stille i sengen så det var svært at finde ud af om han kunne lide
det jeg gjorde, og hvis jeg spurgte sagde han altid bare
"ja"..........intet andet og ikke noget følelsesmæssigt udtryk.
Jeg "lærte" faktisk at udløsning var et tegn på at han havde nydt
det, og den dag idag kan jeg blive meget ked af det hvis min
partner ikke kommer. Jeg ved, at det er irrationelt, men for
faen hvor er det svært at ændre på.

> Og det må være svært med en så stille eksistens, hvor
> følelsesudsvingene er så lidt mærkbare, hvis man selv er til
> de store armbevægelser og jubel. Men man lærer jo hinanden
> at kende også på de punkter. Så gør det så meget, hvis man
> elsker hinanden og ikke er i tvivl om det?

Jeg elskede ham, men jeg var jo netop i tvivl næsten altid.
Til sidst blev det en hel besættelse for mig, at jeg bare een
gang ville se manden le uhæmmet. Brøle af latter og klaske sig
på lårene. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at det ikke kunne
lade sig gøre *G*.

> Det eneste, min kæreste ikke gør af det, du nævner, er at
> skælde ud. Det vil han simpelthen ikke. Men han giver da
> udtryk for sit mishag, hvis der sker noget, han ikke synes
> om. Og han er begyndt stille og roligt at påpege nogle ting
> hos mig, som han på forhånd ved, jeg gerne vil lave om på.
> Det er da et fremskridt. For så ved jeg, hvor han er henne
> og kan mærke/høre hans indstilling, for han gør det kun med
> ting, der er ham selv imod.

Jeg trækker nok også tingene lidt hårdt op her, for jeg har jo
ikke nogen synderlig trang til at få en verbal røvfuld evig og
altid. Men jeg foretrækker så afgjort en der utvetydigt giver
udtryk for sin sindsstemning, så jeg ved, hvad jeg har at
forholde mig til.

Mange hilsner
Puk

---

Puk skrev i en meddelelse news:WRtE8.4111$4f4.253951@news000.worldonline.dk...

> Darvs Hanne

Jamen, darvs derude et sted Puk *S*

> > Der synes jeg mere, jeg hører det, som at man tror, man kan
> > blive ved med at leve som før man fik kæreste. Altså prioritere
> > som man lyster, og så har kæresten bare at finde sig i det.

> Det kan jeg faktisk godt være enig med dig i. Men jeg tror nu
> også det er blevet sådan en auto-ting.
> Alle har så travlt med at signalere at de er selvstændige,
> lykkelige i deres liv og bestemt ikke desperate, og det gøres
> blandt andet ved den slags auto-fraser: "jeg har mit eget liv og
> du skal også have dit".
> Men det lugter også klart af at man ikke rigtig vil comitte.

Det synes jeg også.
Jeg har været inde i en periode, hvor jeg ikke har været
engageret i ret meget, derfor behøver jeg ikke lave ret
mange omprioriteringer for at få tid sammen med min kæreste.
Men havde jeg haft mange ting, jeg var involveret i, havde jeg
helt klart sat mig ned og taget mit liv op til revision for at få det
hele til at gå op i en højere enhed med plads til ham også.
Fordi commitment kræver tid og rum.

Derfor har vi stadigvæk hvert vores liv, som vi sætter pris på,
når vi ikke er sammen. Han med nogle af vennerne, hvor de
foretager sig ting, jeg ikke gider, selvom jeg også er sammen
med dem somme tider, hvor vi så laver noget andet. Og så
har han sit faglige arbejde.
Jeg er sammen med mine unger, veninderne og skriver herinde.
Hvilket han bliver mere og mere interesseret i, hvilket nok
fremgår af de små input, han kommer med gennem mig.
Og så er vi begyndt at dyrke vores fælles interesse for at læse,
også når vi er sammen, hvilket er en dejlig ting at kunne gøre.
Det kræver bare, at der er en hel masse andre ting i forholdet,
der er "på plads" for mig, før jeg kan det.

> Helt afgjort. Egentlig tror jeg ikke, der er så mange som er
> bange for den binding, når blot det er med den rigtige person.
> Men det kommer hurtigt til at se sådan ud, når man snakker om
> tingene eller folk forsøger at beskrive, hvad det er de ønsker.
> Jeg tror simpelthen det er fordi, det er meget svært at beskrive
> (uden at blive stemplet som desperat og uselvstændig) hvis ikke
> lige man står og er brandforelsket. Når man skal forholde sig
> til den fiktive idé om at være forelsket. For når man nu ikke er
> forelsket, så er det jo alt muligt andet som man prioriterer
> mægtig højt..........bliver man så forelsket jamen så kan det
> godt være, at det ikke føles nær så vigtigt med nogle af de ting
> som var så vigtige før. Men det føles bare ikke i situationen
> som om man giver afkald. Det gør det måske når man bare skal
> forestille sig det.

Det kan jeg sagtens sætte mig ind i.
Man kan jo heller ikke vide, hvem det så er, man bliver kæreste
med, og hvad han indeholder af egenskaber, eller hvad han
kan lide at foretage sig. Er der mange overlapninger, vil det
være meget nemmere at få tingene til at fungere uden de
store forandringer fra før, end hvis man er meget forskellige.

Men ellers har jeg nu ikke de store problemer med at forestille
mig, hvad jeg ville gøre, eller hvordan jeg ville have det med
en kæreste, selvom jeg ikke er forelsket.
Simpelthen fordi jeg har nogle værdier, jeg sætter højt, som
jeg ikke vil kunne undvære i mit forhold. Ligesom jeg på forhånd
ved, hvordan jeg vil have, mit forhold skal være hvad angår tid
og engagement. Derfor ved jeg, hvad det kræver af tid og energi,
uanset hvem eller hvordan han så ellers er. Der er ting, jeg ikke
vil give køb på.

> Altså uden følelsen af forelskelse, så er det svært rigtig at
> forholde sig til, hvordan man vil have det, når man så er
> forelsket. Øv det er svært at forklare, så det kommer rigtigt
> ud.

Nej, jeg forstår dig godt, men har det bare anderledes.

> Måske er det bare mig men min skepsis og mine forbehold etc
> bliver altid af en helt anden karat, når jeg så endelig forelsker
> mig (eller bliver interesseret i en gut). Om det er godt eller
> skidt ved jeg ikke. På den ene side så er det jo faktisk fint,
> at mine parader falder og jeg lige pludselig tror på alt det gode
> i gutten. På den anden side, tror jeg det er medvirkende til at
> jeg overgiver for meget af mig selv for hurtigt.
> Igen svært at beskrive.

Jeg kender godt den med at smide alt til side, når man bliver
forelsket og tror ikke, det er særlig godt, fordi savnet af det
kommer igen på et tidspunkt. Ved man mere klart, hvad man
altid vil, bliver det nemmere, og der bliver ikke så stor forskel
på at have en kæreste eller ej hvad angår resten af ens liv.
Så skal man heller ikke til at forklare ham, hvorfor man pludselig
skal en hel masse, man ikke hele tiden har gjort.

> Men har man sådan nogle forestillinger om, hvad man ønsker sig?
> Jeg kan nemlig ikke rigtig nikke genkendende til det.

Der vil vel altid være nogle ting, der tiltrækker en umiddelbart
mere end andre. Det, jeg mener, er, at man skal give ham en
chance, selvom man ikke lige kan se de ting. Jeg ved ikke
hvorfor, men jeg har aldrig haft en kæreste med brune øjne *S*,
men ville da aldrig afskrive en mand, fordi han lige havde det.

> Jo jeg ved med mig selv at en alkoholiker, narkoman eller
> lignende ikke er noget jeg ønsker mig og jeg ved, at min partner
> skal være en mand. Men så ved jeg faktisk heller ikke så meget
> mere.............og dog, han skal ikke være udlænding for det
> orker jeg simpelthen ikke igen (der er SÅ mange praktiske ting,
> at et forhold let kan drukne i det).

Det er de nemme ting at beslutte, selvom det ikke altid er nemt
at se på en person, at vedkommende er alkoholiker. Den erfaring
har jeg med fra et forhold for 20 år siden, hvor jeg først opdagede
det gradvist.

> Men derudover så ved jeg ikke ret meget om hvilken partner jeg
> ønsker mig. Ikke det rent håndgribelige i hvert fald. Altså
> hvad han laver eller ikke laver osv osv.
> Men det er måske bare mig, som ikke har sådan en klart tegnet idé
> om hvem jeg skal have, hvis jeg skal have nogen?

Nej, det har jeg da heller ikke, men jeg tror nok, jeg bliver
tiltrukket af noget af det samme hver gang. Humor, varme
og ikke mindst, at han udstråler, at han er en stærk mand.
Ikke fysisk, men gennem sin psykiske udstråling. Jeg er
ikke til vege, tavse mænd.

> > Det er igen-igen drømmen om utopien, som ikke findes.
> > Om jeg forstår, folk stadig hænger fast i den isf at opleve
> > hinanden som de mennesker, vi er og ikke barbiedukker.

> Du har helt ret. Men jeg er jo næsten nødt til at forholde mig
> til, at folk har den............altså den der utopiske drøm.
> Måske er det bare mig som er oversensitiv, men jeg synes folk
> beskriver hvad de ønsker sig med så mange positive fraser, at jeg
> ofte føler mig nødsaget til at påpege, at jeg er langt fra at
> være perfekt, så de ikke tror, de har fat i en levende Barbie.
> Altså gøre opmærksom på at også mine tæer lugter og at jeg til
> tider slår en prut i sofaen fordi jeg ikke gider rejse mig *G*.

*GGG* mon ikke, de inderst inde ved, der er utopi, men bare
forfalder til drømmen en gang imellem?

> > Men chatter du ikke med dem, før I mødes, så du får en
> > bedre fornemmelse af dem?

> Sjældent. Det er der flere årsager til.
> I starten tror jeg nok, at jeg gjorde (altså chattede lidt med
> dem) men siden er jeg nok blevet så skeptisk, at det der med at
> mødes skal være ret timet for at jeg i det mindste er kommet med
> en positiv indstilling, så jeg skal gribe chancen lige når jeg
> tænker, at det da i grunden kunne være hyggeligt *S*.

Det er også det bedste tidspunkt.

> Noget helt andet er så, at jeg er temmelig hurtig på tastaturet.
> Er det en chat jeg kender, kan jeg snildt holde en samtale igang
> med tæt på 8 mennesker på en gang uden at holde nogle ventende.
> Chatter jeg med en person af gangen, når jeg tit at kede mig.
> Jeg kan jo nå opvasken mens de får taget sig sammen til at svare
> *G*.

Jeg er også ret hurtig, men så spiller jeg bare Napoleon, svarer
på mails eller skriver i dss, mens jeg venter *S*.

> Tit synes jeg så også, at hvis folk ikke er vant til at
> chatte, så finder de det anstrengende og siger alting meget kort,
> fordi de ikke føler at de kan følge med. Så en "samtale" i en
> mail bliver ofte meget dybere.

Du må lære tålmodighed og give dem den tid, de behøver. Jeg
har samme problem og får derfor ofte flere emner i gang på
en gang, hvilket forvirrer dem endnu mere. Men jeg er blevet
bedre til det. Chat er et godt supplement til mails, specielt
hvis det er over messenger, hvor man kun har den ene at
koncentrere sig om.

> Helt sikkert. Jeg kan bare mærke, at jeg indeni tænker, "Men
> hvorfor faen skal det være så besværligt?". Altså jeg føler
> irritation allerede der, hvor jeg skal til at spørge, fordi
> manden ikke selv kan åbne munden.

Han kan jo ikke altid vide, hvad det er, du vil vide. Eller han
betragter det måske som mere uvæsentligt end du.

> På den måde kan jeg meget bedre lide virkelighedens verden.
> Enten så glider en samtale eller også gør den ikke og der er
> mange ting, som folk siger og som i deres kropssprog underbygges
> på en måde så min forståelse af deres udmelding ikke bliver
> misvisende. Een ting er jo hvad jeg forstår ved
> åbensindet.........en anden kan meget vel opfatte min definition
> som exhibitionistisk og åbensindet som det jeg ville kalde let
> tilknappet.

Virkeligheden er da altid bedst, men man skal jo lige nå dertil,
at man har fundet ud af, om det overhovedet er en, man gider
bruge tid på at se. Hvis man ikke gider møde dem alle, er det
meget godt at have noget at sortere efter.
Klart nok, at de ting, du beskriver, meget bedre er til at finde
ud af IRL.

> Det forstår jeg godt. Og så er vi tilbage ved min opfattelse af,
> at det er lettere at bære over med noget, når man elsker eller er
> forelsket. Personligt bliver jeg i hvert fald langt mindre
> stejl, når jeg har med et menneske at gøre som jeg holder af.

Jeg er heller ikke uenig med dig i det, hvis det er et forhold,
hvor der er tale om gensidig respekt og empati med den anden.
Så er det indlysende nemmere, end hvis det er et meget
problematisk forhold, hvor man nærmest kæmper en daglig kamp
om "magten" uden at kunne finde ud af at gå sin vej isf.

> Og han har jo garanteret ikke bevidst forsøgt at føre dig bag
> lyset,

Nej, sådan er han slet ikke. Han er bare på begge måder til
hver sin tid, kompleks som de fleste.

> jeg tror du har meget ret i nedenstående:

> > Men måske opfatter mange mennesker sig selv anderledes,
> > end de i virkeligheden er?

> Ja enten det eller også så siger folk hvordan de er baseret på
> hvordan de føler sig, når de skal fortælle om det. Der er dage
> hvor jeg ville beskrive mig selv som udadvendt og meget
> åbensindet og der er andre dage, hvor jeg sikkert ville beskrive
> mig selv som lidt sær og indadvendt.
> I virkeligheden er jeg jo nok begge dele alt afhængig af
> omstændigheder, situation, humør, vejr og hvem jeg er i selskab
> med. Men det er ikke sikkert, at jeg når at tænke alle de lange
> tanker inden jeg svarer, hvis du forstår hvad jeg mener.

Det gør jeg bortset fra, at jeg, uanset hvordan jeg har det den dag,
altid vil beskrive mig selv ens, fordi jeg ved, hvordan jeg dybest set
er. Beskrivelsen bliver bare det længere og kommer måske i bidder,
bestemt af, hvem det er, der skal have dem.
Nogle mennesker har måske også så stort et ønske om at fremstå
på en eller anden måde, at de tror, de gør det?

> Din kæreste har jo fortalt dig på en chat at han var en åben bog,
> og du har opfattet ham som sådan. Han har da sikkert opfattet
> sig selv sådan i selskab med dig på chatten. I en anden
> situation i virkelighedens verden er tingene så bare nogle gange
> anderledes.

Nej, i chatten virkede han som en åben bog, fordi han var meget
åben omkring sine følelser og tanker. Og så sagde han, den første
gang vi var sammen, at jeg fik det, jeg så. Men der er, heldigvis,
meget mere.

> Jeg mener altså bestemt ikke, at det er ond vilje, når folk ikke
> stemmer overens med det de har fortalt om sig selv (jo
> naturligvis når folk siger at de er single og så i virkeligheden
> gift, det må siges at være med fortsæt *G*).

Ups, ja mon ikke. Men nej, vi opfatter jo også ting forskelligt,
værdilader dem forskelligt, hvorfor vi ser på karakteregenskaber
på en anden måde end dem, der (tror?) indeholder dem.

> > Hvis det ikke er gensidigt, forstår jeg din irritation, men det
> > er jo ikke altid, der er behov for, at begge indgår lige mange
> > kompromisser. Det kommer vel an på, hvad de drejer sig om?
> > Ikke, at antallet skal være lige stort.

> Nej selvfølgelig ikke.
> Men nu har vi jo eksempelvis hørt en masse gutter her i gruppen
> fortælle, hvordan de altså ikke vil have en kæreste, som skal
> skedulere dem ind i sin kalender. Det forstår jeg faktisk godt.
> Jeg har også mødt mange mænd IRL som har det sådan. Men så
> bliver jeg vanvittigt irriteret, når han så skal til fodbold 3
> gange om ugen og også skal holde spilleaften med gutterne. Det
> er som om der implicit ligger, at så kan jeg vel arrangere mine
> ting på de dage, hvor han i forvejen er optaget. Selvom det så
> kan lade sig gøre, så har jeg et indre oprør og tænker, at
> hvorfor faen skal jeg egentlig det. Han kunne jo også selv prøve
> at se om fodbold om onsdagen ikke kunne flyttes til
> torsdag............eller helt droppe det ind imellem.
> Jeg får denne her fornemmelse af, at jeg skal være til rådighed
> til det han ønsker sig, når han ønsker sig det, og jeg må meget
> gerne selv kunne gætte, hvornår det er tid til hvad.

Hvis han skal noget 4 gange om ugen, er der ikke megen tid
tilbage til en kæreste. Så skal han måske prioritere, hvad det
er, han vil. Men der er ting, der ikke kan flyttes, såsom
fodboldtræning (hvem af kæresterne skulle så bestemme
ugedagene? *GGG*) eller møder i fagforeningen osv osv. Der
må man også være fleksibel. Elsker man, som jeg, at være alene
indimellem, kan man tage det som en mulighed for at foretage sig
det, man har lyst til, på de dage.
Men det, du mener, er vist også mere, at det irriterer dig, hvis
det hele kun kan arrangeres efter hans kalender og ikke bliver
et fælles foretagende, hvor begge giver og tager.

> Tænk jeg synes også folk kan virke meget ensidige på nettet.
> Også selvom man snakker med dem i lang tid. Som Tomas har været
> inde på, så kan man eksempelvis på Dating finde næsten 95% af
> profilerne, der reelt kunne være profil for den samme person.
> Det alene er nok til at jeg virkelig skal mande mig op til at
> gide lede dem igennem for at finde det som er interessant og
> skiller sig ud.
> Med det som udgangspunkt, så er det sgu svært at holde
> tålmodigheden til at se lidt originalitet *S*.

Det kan jeg godt følge. Jeg plejede at skrive et kort brev, hvor
jeg bad dem om at skrive et længere til mig, og så sorterede
jeg der, efter hvad de havde skrevet til mig. Men da var det
seksualpartnere til mig og min daværende kæreste, jeg søgte
efter, så der var nok at vælge mellem.

Jeg har da også prøvet at finde et svar så interessant, at jeg
mødtes med manden og dernæst bare tænkte på, hvordan
jeg kunne få afsluttet samtalen så hurtigt som muligt, så jeg
kunne foretage mig noget mere interessant.

> Jeg synes så bare, at jeg har oplevet lidt for mange situationer,
> hvor jeg har forsøgt at være tålmodig og er endt med at føle, at
> det var spild af tid. Jeg haaader at spilde min tid.

Ditto *S*, men hvad vil du så gøre?

> Ork min ex sagde såmænd også at han var glad for et eller andet.
> Men det blev bare sagt så tonløst og fladt. Det var den samme,
> "det er jeg glad for" når jeg havde lagt hans tøj på plads i
> skabet og når jeg havde overrasket ham med at invitere alle hans
> venner over til football i haven på hans fødselsdag som en slags
> surprise.

_Det_ er ikke til at bære, det har jeg også prøvet. Det ødelægger
al den glæde, man havde i sig.

> Det er jo klart et egoistisk ønske fra min side, men jeg ville SÅ
> gerne have kunnet mærke og høre på ham, når han syntes noget var
> helt vildt dejligt. Jeg har brug for varieret respons hvis jeg
> skal orke at blive ved med at finde på noget sjovt og anderledes.

Ligeledes, når man fortæller en god oplevelse, man har haft,
som har fået noget til at gå op for en, der gør en kisteglad.
Så er det meget fladt, når der bare bliver svaret med et fladt
"jaah" uden der bliver spurgt mere til, hvad det er eller indebærer.

> Som her til min søsters nonfirmation, hvor min anden søster og
> jeg havde brugt uger på at skrive en slags eventyr over hendes
> liv, og hun blev så glad da vi læste/opførte det til nonfirmationen,
> at hun tudede og krammede os og sagde at det var den bedste
> gave hun havde fået og at hun elskede os. Når man har
> anstrengt sig for at give en anden person en helt speciel
> oplevelse, så er det altså virkelig dejligt, at få respons som er
> helt utvetydig.

Klart, for så bliver glæden dobbelt.

> > Rent seksuelt er der til gengæld ingen tvivl om, hvad han
> > kan lide, jeg gør, det fremgår tydeligt, heldigvis.

> Ja det var så også lidt svært med exen min. Han var også meget
> stille i sengen så det var svært at finde ud af om han kunne lide
> det jeg gjorde, og hvis jeg spurgte sagde han altid bare
> "ja"..........intet andet og ikke noget følelsesmæssigt udtryk.
> Jeg "lærte" faktisk at udløsning var et tegn på at han havde nydt
> det, og den dag idag kan jeg blive meget ked af det hvis min
> partner ikke kommer. Jeg ved, at det er irrationelt, men for
> faen hvor er det svært at ændre på.

Sådan har de fleste af os det vist. Vi er tilbøjelige til at se det
som en fejl ved os selv, selvom vi ikke er herrer over, hvordan
han fungerer. Kan man mærke, han er meget glad for en, må
det være det, der er udgangspunktet. Så må hans orgasme
eller udløsning være hans. Og kan den blive bedre ved, at man
gør noget andet ved ham, må han jo fortælle det. Jeg plejer at
spørge så meget, at jeg får det ud af ham før eller siden *S*.

> > Det eneste, min kæreste ikke gør af det, du nævner, er at
> > skælde ud. Det vil han simpelthen ikke. Men han giver da
> > udtryk for sit mishag, hvis der sker noget, han ikke synes
> > om. Og han er begyndt stille og roligt at påpege nogle ting
> > hos mig, som han på forhånd ved, jeg gerne vil lave om på.
> > Det er da et fremskridt. For så ved jeg, hvor han er henne
> > og kan mærke/høre hans indstilling, for han gør det kun med
> > ting, der er ham selv imod.

> Jeg trækker nok også tingene lidt hårdt op her, for jeg har jo
> ikke nogen synderlig trang til at få en verbal røvfuld evig og
> altid. Men jeg foretrækker så afgjort en der utvetydigt giver
> udtryk for sin sindsstemning, så jeg ved, hvad jeg har at
> forholde mig til.

Det er også meget, meget nemmere. Og man behøver ikke
skælde ud for at gøre klart, hvad man mener.

Kærlig hilsen
Hanne L