Til ære for dem, der hverken har kunnet læse mine indlæg via Get2Net
eller via CyberCity, genpostes, efter endnu en omgang opfordringer,
her via SunSite, et sidste forsøg!
"Vidal" <vidal@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:oZmc6.12127$fa3.597183@news010.worldonline.dk...
> "Erik Dalgas" <erik.dalgas@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:94opkr$446$1@news.inet.tele.dk...
> > Rasmus, jeg ved godt, at du sikkert ikke er enig i disse
> > konklusioner, men sammenholdt med de øvrige argumenter
> > vi har for "treenighedslæren" syntes jeg, at dette med
> > "flertalsformen" er endnu en indikation, til støtte for
> > den treeenige Gud, som Bibelen beskriver.
>
> Det forekommer mig, du sætter dig mellem
> to stole, når du formulerer baggrunden for en
> treenig gud.
Flertalsformen er IKKE en indikation på noget med treenighed, men er,
som på dansk, en ærbødig omtale- og tiltaleform som når vi siger "De",
"Dem" og "Deres". Ligelådes når de kongelige udtaler: "VI gør
vitterligt". Andet ligger der ikke i flertalsformen "Elohim".
Det er helt andre argumenter og tekster der skal til for at findes
Gud's flertals-form i GT. Dette vil jeg snarest komme tilbage til, som
jeg nævnte i et andet indlæg.
> Den oprindelige tanke med ideen om Gud
> som person var vel i en anden betydning
> af ordet person, end den vi bruger idag:
> nemlig maske (eller fremtrædelsesform),
>
> Altså Jesus og helligånden var i virkeligheden
> Gud, blot i forskellige manifestationer, således
> Gud var både en og flere, men dog stadig den
> samme.
Denne opfattelse med Guddommen's fremtræden i form af "masker" eller
forskellige "fremtrædelsesformer" blev helt fra starten af fordømt af
kirken som kætteri, og kaldes i det teologiske fagsprog for
sabellianisme, efter den lilleasiatiske biskop Sabellius, som var bisp
i begyndelsen af 300-tallet.
Det der var kendetegnet for sabellianismen, som på den tid stærkest
var repræsenteret af Sabellius, Marcellus og Fotius, var at de
fornægtede de selvstændige hypostaser (personer, eksistenser) i
Guddommen, og påstod at Guddommen manifesterede sig på forskellig vis,
men at der "kun" var tale om en hypostase (person, eksistens) i
Guddommen. Faderen og Sønnen var altså således den ene og samme
hypostase, person, men fremtrådte forskelligt (teatermasken,
fremtrædelsesform), alt efter situationen.
Som sagt ovenfor, blev dette klart fordømt som kætteri i forbindelse
med Nicea-konsilet i 325.
> Din opfattelse ligner polyteisme, noget der vel
> var kirkefædrene fremmed, og ihvertfald, som
> jeg læser det, Jesus og apostlene, fremmed.
Opfattelsen af at Faderen og Sønnen i virkeligheden er én og samme
person, der blot fremtræder forskelligt, er det, der er fremmed for
både kirkefædrene, Jesus og apostlene. Læren om at Faderen og Sønnen
er to helt selvstændige og unikt adskilte personer, er i
overensstemmelse med både krikefædrene og Jesus og apostlene.
> Egentligt undrer det mig, at netop du holder så
> stærkt fast i treenigheden. Er det ikke netop her
> den uhellige forening af romerrige og kirke
> virkeligt starter.
Det der måske kunne være spørgsmålet er jo, om den "moderne"
opfattelse af treenigheden er forskellig fra apostlenes og
kirkefædrenes opfattelse. Og det tror jeg til en hvis grad at den er!
--
Med venlig hilsen
Anders Jorga
- - - - -
"Jeg har besluttet, ikke at ville vide af andet end
Jesus Kristus, og det som korsfæstet" 1. Kor. 2, 2.
|