/ Forside / Interesser / Andre interesser / Religion / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Religion
#NavnPoint
mblm 1770
summer 1170
ans 1142
JanneP 1010
e.p. 880
Rellom 850
Teil 728
refi 645
o.v.n. 630
10  molokyle 587
"DET ER OS, DER HAR DET!"
Fra : Ole Madsen


Dato : 14-03-02 04:16

"DET ER OS, DER HAR DET!"
af Stig Ahrensbach; november 1999
Hvis man med ét ord skulle nævne den grundlæggende synd - synden bag al
synd - ville det være HOVMOD. Men det var vel ikke den synd, Adam og Eva
begik i tidernes morgen? Det var det, hvis man definerer hovmod som det at
ville sprænge de gudgivne rammer for sit liv. Men der havde jo været et fald
før Adam og Evas. I en ukendt fortid faldt "den strålende morgenstjerne" fra
sin position blandt Guds engle og blev til "Satan". Hans fald skyldtes
åbenlyst hovmod, eftersom han begærede den position, der alene tilkommer
Gud. Han blev forblændet af sin egen skønhed og glemte, hvor han havde den
fra. I et skæbnesvangert øjeblik tog han sine øjne væk fra Gud og så i
stedet på sig selv - og det blev hans fald. Fra da af begyndte han at
modarbejde Gud af al magt, og da mennesket var blevet skabt, øjnede han
muligheden for at besmitte Guds ypperligste skabning med sin egen fordærvede
natur. Det lykkedes ham som bekendt, og fordi hans natur er gennemsyret af
hovmod, er det netop den egenskab, der mere end noget andet præger det
faldne menneske.

SELVHÆVDELSE
Det hører med til det nytestamentlige billede af mennesket, at vi både har
et gammelt og et nyt jeg. Der er forskellige betegnelser for disse sider af
vores natur. Der tales f.eks. om "det gamle menneske" og "det nye menneske",
og der tales om "kødet" og om "Kristus-mennesket". I vores gamle natur
ligger der et ønske - og tit en overbevisning - om at være noget helt
specielt (= noget bedre) i forhold til andre mennesker. Noget andet er, at
det tydeligt fremgår af Skriften, at det enkelte menneske er unikt, er
dyrebart. Det er dog ikke det samme som at give mig ret i mit kødelige begær
efter at hævde mig i forhold til min næste.
Som sagt hører selvhævdelsen med til vores gamle natur. Denne natur
har det med at camouflere sig. Den vil gerne give sig ud for at være den nye
natur, men heldigvis lader Gud sig ikke bedrage. Ofte viser det sig, at
kristne, der ivrigt hævder, at de har drukket af den nye vin og er helt med
på "det nye, Gud gør", i virkeligheden er dybt præget af hovmod og
bedreviden. I stedet for at udvise sand ydmyghed og nysgerrighed over for
Guds værk i deres brødre eller søstre, er disse mennesker vældig optaget af
at forklare, hvorfor det, de har fået del i, er så meget bedre end det, "de
andre" lever i.

FORVANDLING
Men er der da ikke noget, der hedder "ny vin", og er der ikke fornyelses-
og vækkelsesbevægelser, der kommer fra Himlen ned over Guds folk igen og
igen? Jo, naturligvis er der det! Men det afgørende spørgsmål er, om "det
nye" betragtes som et trofæ eller en ny klædning, jeg kan tage på for at
dække over mit uforvandlede gamle menneske - eller om jeg lader det, Gud
sender, gå ind i hjertets dybeste kamre og gøre sit værk dér. Lige siden
syndefaldet har Gud arbejdet på at genoprette mennesket og kalde det
gudsbillede frem, der ødelagdes i syndefaldet. Formålet med den nye fødsel
(som er en følge af Jesu død og opstandelse) er, at vi ud fra den skal
formes i Guds Søns billede (Rom. 8:29). Det betyder, at enhver bølge af
fornyelse eller vækkelse, der udgår fra Guds trone, skal tjene til at
fremskynde denne forvandlingsproces i hans folk.
Man kan forbavses over, hvor hurtigt afsporinger blandt Guds folk kan
finde sted. Paulus taler i Galaterbrevet ligefrem om en forhekselse, der har
ramt menigheden, så den har behov for atter at blive født på ny (Gal. 4:19).
At det igen og igen er nødvendigt for Herren at sende vækkelse, viser os,
hvor vanskeligt det er at forblive på den smalle vej. Vort gamle, ugenfødte
jeg forsøger hele tiden at kræve sin ret, og vi må konstatere, at det ofte
får, hvad det kræver.

KIRKEBILLEDET
Hvis man ser på kirkebilledet f. eks. i Danmark, vil man se en masse
forskellige slags menigheder, der som oftest kun har lidt med hinanden at
gøre. De fleste menigheder kan føre deres historie tilbage til en
vækkelsesbevægelse engang i fortiden. Med tiden organiserede mange
menigheder sig i kirkesamfund, og således har vi i dag en metodistkirke, et
baptistsamfund, et missionsforbund, en apostolsk kirke, en pinsevækkelse
etc. Desuden har vi jo folkekirken, der indtager en særstilling pga. sin
nære tilknytning til staten. I de senere år er der opstået mange
selvstændige menigheder, der for nogens vedkommende arbejder mere eller
mindre tæt sammen. Vi har således et broget billede, der tilsammen udgør
"Kristi legeme" eller "Guds folk" i landet.
I hvert kirkesamfund eller selvstændige menighed er der en tendens til
at mene, at "det er os, der har det" - og med "det" menes der den klareste
eller dybeste åbenbaring af, hvad det kristne budskab handler om. Desuden er
der en tendens til, at jo nyere en menighed eller et samfund er, jo stærkere
er denne opfattelse af at have set mere end de andre. Det, man imidlertid
glemmer, er, at det er "sammen med alle de hellige, I får styrke til at
fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende
Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds
fylde nås". Gud vil med andre ord aldrig give en fraktion af legemet den
fulde åbenbaring af, hvem han er. Og man kan endda gå et skridt videre og
sige, at jo mere man tror sig "bedre" end de andre, jo mere vil åbenbaringen
af Gud snævre sig ind. Det kan ende med, at åbenbaringen bliver så snæver,
at menigheden efterhånden må betegnes som en sekt.

ENHEDENS SKIBBRUD
For nogen tid siden talte jeg med en kvinde, som havde forladt en relativ
ny menighed. "Jeg opdagede til min overraskelse, at Gud også virkede i andre
sammenhænge end den, jeg kom fra," betroede hun mig. Hun fortalte, at det
aldrig blev sagt direkte, men at det helt klart lå i luften, at godt nok var
der trossøskende i andre menigheder, men hvis man virkelig ville være med på
fronten af det, Gud gjorde, var det her, det foregik. Resultatet af denne
opfattelse var en distance mellem den pågældende menigheds medlemmer og de
andre troende - for de havde jo ikke rigtig fattet, hvad det hele egentlig
handlede om!
Denne kvindes oplevelse er desværre ikke enestående. Der sniger sig
meget nemt en følelse af eksklusivitet ind i de troendes forsamlinger. I
stedet for at kalde dette fænomen ved rette navn, nemlig 'hovmod', og
derefter gøre op med det, lader man det ofte slå rod, med det resultat at de
troendes selvbillede forvrænges.
Det alvorligste ved alt dette er, at den enhed, Jesus beder om i Joh.
17, lider skibbrud pga. noget, som i bund og grund er en kødets gerning. For
hvordan kan jeg være ét med nogen, jeg føler mig hævet over? Og hvordan kan
jeg glæde mig udelt sammen med mine trosfæller, når jeg bestandig mistænker
dem for ikke at have fattet, hvor stort et behov de har for at få del i de
højder, Herren har ført mig op på?

MAGTSKIFTE
Da Jesus var opstået fra de døde og vendte tilbage til Himlen, modtog
Faderen ham med disse ord: "Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt
dine fjender under dine fødder." (Matt. 22:44 m.fl.). I Rom. 16:20 siger
Paulus til menigheden i Rom: "Men fredens Gud vil snart lægge Satan knust
under jeres fødder." Alene ud fra disse skriftsteder kan vi forstå, at det
er en høj prioritet hos Gud at sørge for et magtskifte i den åndelige
verden. For at nå dette mål vil han gøre brug af sin menighed, Kristi
legeme. Det er ret indlysende, at de troendes enhed er en forudsætning for,
at dette magtskifte kan finde sted. Et forbillede, hvad angår magtskiftet i
en by, er den måde, Israel erobrede Jeriko på. Alt folket skulle drage rundt
om byen med præsterne bærende på arken, som repræsenterede Guds nærvær. Mod
denne åndelige enhed kunne Jerikos mure ikke holde stand - og dermed skete
der et magtskifte i den by.
Jeg er ikke fortaler for, at de kristne skal arbejde på at besætte
strategiske stillinger i byrådet, i forvaltningen, i sygehussektoren m.m. Et
åndeligt magtskifte er ikke afhængigt af den slags konkrete "erobringer".
Paulus opfordrede ikke til at stræbe efter høje stillinger, han opfordrede
til at bede for dem i høje stillinger (1. Tim. 2:2). Det åndelige klima i en
by ændres gennem enig og vedholdende bøn fra et folk, der i lydighed mod
Herren har valgt at søge sammen og underordne sig hinanden - fremfor at
konkurrere med hinanden om, hvem der har set det største lys.


--
Ole Madsen

ICQ 12969043

http://www.danmarkforjesus.dk - Danmark for Jesus
http://www.creationdays.dk - Creation Days - Maaseh Beréshith
http://www.auningforjesus.dk - Auning for Jesus
http://www.spurgeon.dk - Charles Haddon Spurgeon
http://www.skabelsesberetningen.dk - Skabelsesberetningen - diskutionsboard
http://move.to/getright - prædikanter, vækkelse
http://www.geocities.com/bread_nee - Watchman Nee's Brød i ørkenen

--
\ \\ // /
( @ @ )
----oOOO----(_)----OOOo-------




 
 
Børge Højlund Jensen (14-03-2002)
Kommentar
Fra : Børge Højlund Jensen


Dato : 14-03-02 08:30


"Ole Madsen" <olem@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3c9015d2$0$73640$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> ">
> Kære Ole
intet nyt i det for efter hånden mange og en madpakke siden var jeg på
Bibelskole i Koldning vi fik at vide at vi ikke måtte tage til møder i
Brande for Pinse folk førte fejl lære, Ja Gud virker også i Brande såvel i
Koldning
Ja engang var det hele kun i folkekirken.det sneede.
Det er desværre intet nyt i det jeg har kendt en indre missionær der blev
fyret fordi han kom til møder med Michael Harry.
dette var små betrakninger over lidt af den kirke historie jeg har oplevet

--
Kærlig hilsen fra Børge Højlund Jensen
www.nydheder.subnet.dk www.oplevjesus.dk www.kbc.dk




Ole Madsen (14-03-2002)
Kommentar
Fra : Ole Madsen


Dato : 14-03-02 12:44


"Børge Højlund Jensen" <bhj@tdcadsl.dk> wrote in message
news:3c905156$0$73631$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> "Ole Madsen" <olem@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
> news:3c9015d2$0$73640$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> > ">
> > Kære Ole
> intet nyt i det for efter hånden mange og en madpakke siden var jeg på
> Bibelskole i Koldning vi fik at vide at vi ikke måtte tage til møder i
> Brande for Pinse folk førte fejl lære, Ja Gud virker også i Brande såvel i
> Koldning
> Ja engang var det hele kun i folkekirken.det sneede.
> Det er desværre intet nyt i det jeg har kendt en indre missionær der blev
> fyret fordi han kom til møder med Michael Harry.
> dette var små betrakninger over lidt af den kirke historie jeg har oplevet



Brød i Ørkenen af Watchman Nee 30.03


"Som der står skrevet, "den, der roser sig,
skal rose sig i Herren."
1. Korinter Brev 1:31.

Paulus taler et sted om at være "underlagt Kristi lov".
For dig og mig betyder dette ikke, at vi skal stræbe ef-
ter at holde loven, for vi ved alt for godt, hvor det ender.

Det betyder i stedet for, at vi lader Hans kraft i os
holde den, og det er noget helt andet. En sådan afhæng-
ighed af Ham kan kun skabe en dyb ydmygelse i os.

Det er sikkert, at alt, hvad Gud skaber i mig,
altid vil gøre mig ydmyg.

Hvis jeg kan føle stolthed over noget, jeg selv har udført,
kan jeg være temmelig sikker på, at det er frembragt
ved mine egne anstrengelser, for jeg vil sandsynligvis
ikke være stolt over noget, som slet ikke er gjort af mig!

Det er den, som gør værket, der får æren. Gud må have
hele æren, så derfor vil Han også gøre hele værket.

Min del er at glæde mig over, hvad Han gør i mig,
og at være sikker på, at Han får æren.
Citat slut.



E.Dalgas (14-03-2002)
Kommentar
Fra : E.Dalgas


Dato : 14-03-02 14:47


Ole Madsen <olem@post6.tele.dk>
>
> Brød i Ørkenen af Watchman Nee 30.03
> "Som der står skrevet, "den, der roser sig,
> skal rose sig i Herren."
> 1. Korinter Brev 1:31.
>
> Hvis jeg kan føle stolthed over noget, jeg selv har udført,
> kan jeg være temmelig sikker på, at det er frembragt
> ved mine egne anstrengelser, for jeg vil sandsynligvis
> ikke være stolt over noget, som slet ikke er gjort af mig!

Her skulle der måske lige indføjes den parrentes at "følelser" i sig selv,
ikke behøver at vidne om noget forkert. Herren forbyde en kold og
følelsesløs kristendom, for troen er ikke at undertrykke følelser, men at
afstemme dem, så de styres af livet i Jesus og ikke omvendt.

> Det er den, som gør værket, der får æren. Gud må have
> hele æren, så derfor vil Han også gøre hele værket.

Præcis og derfor er det ikke følelsen i sig selv som er forkert.

--

E.Dalgas




Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177559
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408934
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste