Etik og moral er næsten ikke til at skille definitionsmæssigt
da begge begreber har noget med personers tænke og
handlemåde at gøre, men mange opfatter etik som noget
mere teoretisk, og etik bruges i filosofi til at analysere
moralske handlinger.
Uden at have en vis grad af fælles etiske og moralske
regelsæt, der i udstrakt grad, stemmer overens med de
menneskers moral og etik, man lever i et kulturelt samvær
med, ville man ikke kunne opretholde en væsentlig grad af
fred og fordragelighed.
Hvordan ville det se ud, hvis man i et parforhold, ikke
i høj grad havde et overvejende, fælles syn på moral/etik?
Et i grundtræk, sammenfald af livssyn og livsopfattelse?
Min moral og min etik siger mig, sådan ønsker jeg at leve,
handle og opføre mig, det er så forbandet vigtigt, at min
partners moral og etik er af en sådan art, at jeg kan acceptere
hendes handlinger og opførsel, at hun i væsentlig grad, har
de samme livsværdier, livsholdninger som jeg selv, så jeg
i hende kan genkende noget af mig selv.
Når min partner begår en handling, som ikke er forenelig
med min etiske og moralske opfattelse, vil jeg ikke acceptere
denne handling og vil opponere kraftigt på denne handling, det
samme vil gøre sig gældende, hvis en fremmed stiller et spørgsmål
af etisk og moralsk karakter, eller ber mig om hjælp til at begå
en handling jeg finder moralsk forkert. Jeg vil reagere ud fra de
tilstede værende fakta og nægte at hjælpe til at det menneske
begår en handling, der strider mod min etik, livssyn/holdning/moral.
De der har en anden etik og moral end jeg, vil måske kalde det
fordømmelse af det pågældende menneske, men at Opponere mod
et andet menneskes handlinger, er ikke det samme som at fordømme
det pågældende menneske, kun hans/hendes handlinger og heri
ligger der en himmelvid forskel.
Hvis min partner begår en handling, jeg ikke etisk og moralsk kan
acceptere, vil jeg til enhver tid konfrontere hende med mine følelser
omkring denne handling, fortælle at hendes opførsel gør mig
rasende/vred/ked af det, eller hvad det nu kan være.
Man kan så kalde det, at jeg fordømmer hendes handlinger,
men ikke at jeg fordømmer hende!
Det samme, hvis en fremmed spørger: " Vil du hjælpe mig
med at finde et sted, hvor jeg kan foretage nogle bedrageriske
handlinger?"
Så vil jeg reagere med: " Sku fandeme vil jeg ikke" og i nogle
tilfælde uddybe hvorfor jeg ikke vil medvirke til noget der
strider mod min etik og moral! Igen, er det handlingen, jeg
Opponere imod og ikke mennesket der agter at begå den,
efter min mening, amoralske handling.
Man kan jo sige, "det kommer ikke mig ved, hvilke handlinger
andre begår!"
Men er det i grunden ikke at svigte sin/din egen etik og moral?
Sit/dit eget livssyn?
Sin/din egen livsopfattelse?
I et parforhold, også at svigte sin/din partner?
Ved mig/dig ukendte personer, er det så ikke at svigte et (kommende)
offer?
Hvor går grænsen for ansvaret for mig/dig selv?
For min/din partner?
For et ukendt offer, for en i mine/dine øjne amoralsk handling?
For et offer jeg/du kender? ( F eks. et par hvor den ene er den
anden utro)?
Hvornår er det fordømmelse af en person, og ikke handlingen
hun/han begår?
Eller er fordømmelse af en persons handling, også en fordømmelse
af personen?
Da jeg frygter, at en debat/diskussion over dette emne, meget
vel kan blive off-topic, vil jeg sætte fut til news:dk.snak.snik
Selv om det i grunden burde være livssyn gruppen?
MVH
Henning