/ Forside / Karriere / Uddannelse / Folkeskole / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Folkeskole
#NavnPoint
Nordsted1 3349
ans 2305
refi 1141
svendgive.. 1133
dova 890
frieda 840
hjkofoed 839
berpox 773
arne.jako.. 659
10  viviborgen 630
Hvad er en lærer?
Fra : Arne H.Wilstrup


Dato : 01-03-02 16:40

Det sker at man modtager et indlæg, der lyder sådan noget
som: "Hvordan kan du mene dette eller hint - du er jo lærer"
eller: "jeg håber ikke at du er dansk-lærer" eller "godt du
ikke underviser mine børn".

Det får mig til at tænke på, hvad det er for nogle
forestillinger folk i almindelighed har om lærere - mange af
dem er jo stereotypier, der går på at en lærer skal være af
en bestemt opfattelse, sige noget bestemt og i det hele tage
leve op til de forestillinger, mange mennesker har om
lærere.

En af de mere sejlivede forestillinger er - måske sat en
smule på spidsen - at en lærer er en slags håndværker, der
er sat til at formilde noget stof som er kendt i samfundet,
fordelt på nogle fag til nogle børn.

Stoffet skal dog være velkendt for læreren og denne må så
have tilegnet dette stof enten på særlige læreanstalter
(seminarier) eller siden

Det stof er ikke noget, læreren har bestemt, men noget der
er bestemt af politisk vej og udmøntet i love og læseplaner.
..
Da læreren naturligvis ikke kan være på toppen i alle fag,
han underviser i, gør han klogt i at anvende nogle bøger,
der er skrevet af specialister på området, og deraf kommer
forestillingen med at en lærers undervisning skal knyttes
til bøger.

Men læreren skal naturligvis også vide noget om forskellige
undervisningsmetoder, så han kan vælge den, der er mest
hensigtsmæssig i en given situation.
Disse metoder formidles ved særlige fag på seminarierne,
kaldet pædagogik og didaktik/undervisningslære.
Men ud over dette, skal læreren også vide noget om børn, og
derfor skal der noget psykologi til, som også er en del af
læreruddannelsen.

Da det hele ikke skal gå op i teori, må læreren også have
været i praktik, så han kan få et praktisk kendskab til,
hvordan man underviser børn, under støtte og vejledning fra
en professionel, erfaren lærer.

Det vil med andre ord sige, at når læreren har lært sig
disse ting, der altså indbefatter stoffet, metoderne samt
kendskabet til børn og lovgivning, er han (eller hun )
skikket til at undervise i folkeskolen - og kombineret med
dette, en smule talent for faget og en tilsvarende
personlighed, vil han kunne øve sig til han efterhånden
bliver en erfaren lærer.

Denne meget sejlivede forestilling er jo ikke helt ved siden
af, når man skal beskrive en lærer - men der er mange andre
ting, der gør sig gældende i dette forhold: en lærer skal
offentligt opføre sig så han ikke i forhold til omverdenen
daler i samfundets agtelse (i gamle dage kunne en
tjenestemandsansat lærer f.eks. ikke tillade sig at fulde
sig på et offentligt værtshus, uden at det kunne få
konsekvenser for hans stilling) -og i dag kan det betyde, at
man ikke kan udtale sig ret politisk uden at ens job bliver
inddraget: "Og du er lærer...!" lyder det ofte forarget fra
andre, når man har udtrykt et kontroversielt synspunkt.

I 70'erne blev der gjort forsøg på at videnskabeliggøre
læreruddannelsen og med B.F.Skinnes indlæringsteorier blev
det nærmest til at lærerne skulle være teknikere: de skulle
arbejde gennem deres indsigt i pædagogisk og psykologisk
videnskab, og fra den tid kommer både de såkaldte
undervisningsmaskiner og de såkaldte "maskinstormere", hvor
man talte om undervisningsteknologi.

Her blev kravene til læreren yderligere konkretiseret: en
lærer havde nogle børn, med hvilke han skulle kunne sikre,
at de opfyldte på forhånd fastlagte mål. Disse mål var atter
fastlagt fra politisk hold - men læreren havde stadig ret
til i et vidt omfang at tolke, hvordan disse mål skulle nås:
han skulle veje fordele og ulemper ved forskellige
undervisningsmetoder op mod hinanden, samt naturligvis have
en vis øvelse i at benytte disse metoder i undervisningen,
og dette måtte ske ved at han i undervisningen på
seminarierne fik et mere videnskabeligt belæg for, hvad han
gjorde.

Denne tænkning brød forholdsvis hurtigt sammen, da det var
vanskeligt i praksis at se, hvordan denne opfattelse af
læreren som tekniker, kunne realiseres i virkeligheden.

Læreren skulle efter den opfattelse nemlig både sammentænke
både undervisningsstof, viden om pædagogik, psykologi og
didaktik -herunder have en omfattende viden om børn gennem
børnepsykologi, pædagogik, metoder, motivation etc., og
skulle altså studere disse områder ud fra et videnskabeligt
grundlag.
I praksis skulle alle disse elementer sammentænkes med
indholdet i undervisningen, hvilke metoder man i praksis
benyttede, viden om evalueringsmetoder, feed-back o.s.v.
Med andre ord skulle læreren være i stand til at tage bestik
af elevernes situationer, deres forudsætninger samtidig med
at han klargjorte sine mål med undervisningen og sørge for
at planlægningen blev både hensigtsmæssig, fleksibel og
målopfyldende. Han skulle være i stand til at evaluere
undervisnningen, vurdere processens succeskriterier og være
i stand til - på baggrund af denne omfattende viden -at
tilpasse undervisningen, ændre metoderne og varetage
elevinteresser - så alle eleverne blev i stand til at
opfylde de mål, som man politisk havde sat for
undervisningen. Dette ville - mente man - føre til en langt
mere effektiv indlæring og bedre og mere effektive lærere.

Af ovenstående ser man at elevernes medindflydelse er lig
0 -de skal blot lægge hovede og krop til hvad andre har
bestemt.

For læreren har det også nemt været lidt af en sovepude: han
kunne henvise til at undervisningens indhold var bestemt af
andre end ham selv, at hans opgave i højere grad var at
"hælde på", så eleverne nåede det forud fastsatte pensum -
desuden havde læreren et vist ansvar for at sikre at
eleverne opførte sig som forudsat i de sociale normer, de er
en del af.

Læreren skal altså efter denne opfattelse ikke tage stilling
til mål og motiver, men blot udføre - ukritisk - sin opgave
som lærer. På den måde sikrede man sig også at læreren ikke
blev beskyldt for at ville indoktrinere eleverne, blive
beskyldt for at politisere eller at manipulere.

Havde en lærer problemer med disciplinen, kunne denne altid
anvende de midler, der sikrede hans fortsatte autoritet:
eftersidning, lussinger, spanskrør etc.

I dag gælder dette ikke mere - der har været en større fokus
på lærerrollen i folkeskolen: man lytter mere til børn og
unge i dag end tidligere, og de bliver i højere og højere
grad taget alvorligt - i overdreven grad, vil nogen sige.

60'ernes antiautoritære kritik førte f.eks. til dannelsen af
lilleskoler, hvor eleverne havde mere at skulle have sagt,
til skoler, hvor eleverne stort set bestemte om de
overhovedet ønskede at gå i skole (Summerhill-skolen) eller
i en mere behersket form "Bernadotteskolen" i København.

Her gjaldt det ikke blot om at "fylde viden på barnet", men
at give børnene mulighed for udvikling gennem
selvvirksomhed. Man skulle give barnet muligheder for
vækst -her bliver lærerrollen fra at være en håndværker
eller en tekniker til at være en slags konsulent for børnene
i deres udviklingsproces.

Disse meget forskellige opfattelser af, hvad en lærers
opgave er, har gennem tiden været til debat. Da den såkaldte
erfaringspædagogik var i højsædet, skete det på baggrund af
at man stillede spørgsmålstegn ved om den daværende ordning
af undervisningsmæssig karakter virkelig løste det problem
som nogen så : at man kun underviste fordi kapitalen
forlangte kvalificeret arbejdskraft, der samtidig var
fleksibel. Derfor kom det til at handle om problemorienteret
undervisning og projektopgaver. Her blev læreren ikke alene
en konsulent, også en mere aktiv vejleder i forhold til de
opgaver, som også børnene var med til at definere. Dette
skulle så føre til at eleverne udviklede en
modkvalificering, så de kunne slås for deres egne interesser
og andre lønarbejderes interesser i det kapitalistiske
samfund.

Fra erfaringspædagogisk side mente man at man måtte tage
udgangspunkt i elevernes erfaringer, der ikke blot skulle
udgøre en lille del af undervisningen og motivationen, men
faktisk skulle udgøre det væsentligste udgangspunkt for
indholdet i skolens undervisning. Det betød ikke alene at
samfundets "lærdom" skulle være grundlaget for elevernes
erfaringsverden, men også at skolen måtte fremme et sådant
grundlag.
Det medførte samtidig vanskeligheder for forældrene, idet de
ikke var trygge ved at eleverne eksperimenterede for meget,
da de så ikke kunne se, hvor langt deres børn var kommet i
forhold til de faglige krav, samfundet stillede til
undervisningen.
Det medførte at mange forældre syntes at det, vi i dag
kalder for praktisk-musiske fag, stort set er spild af tid.

At være lærer i dag er altså et kompliceret forhold, hvor
mange forhold spiller ind: den tidligere opfattelse af
læreren som håndværker og videnskabsmand til den mere
nutidig opfattelse af læreren som konsulent for elevernes
udfoldelse og udvikling gennem erfaringspædagogiske tiltag.
Men også denne opfattelse er på retur.
Med de sidste OECD-rapporter, som har forsøgt at rangere
Danmark og andre lande i et hierakisk system af
"færdigheder" i læsning og matematik, og hvor Danmark har
ligget i bunden i disse undersøgelser, så er der noget, der
tyder på at vi vender tilbage til den såkaldte
curriculum-tænkning -en tænkning, der hovedsagelig baserer
sin undervisning og struktur på pensum-krav og tests.

Det er måske ikke så underligt at et græsk ordsprog har at
"den guderne er vred på, gør de til lærer"

Det har aldrig været let at være lærer - det er ikke blevet
lettere, og det er bestemt ikke blevet lettere at være lærer
med et engagement i elevernes udvikling, der rækker udover
skolegangen.

--
Med venlig hilsen
Arne H. Wilstrup


 
 
Tom Wagner (01-03-2002)
Kommentar
Fra : Tom Wagner


Dato : 01-03-02 21:01

On Fri, 1 Mar 2002 16:40:11 +0100, "Arne H.Wilstrup" <ahw@ahw.dk>
wrote:


>60'ernes antiautoritære kritik førte f.eks. til dannelsen af
>lilleskoler, hvor eleverne havde mere at skulle have sagt,
>til skoler, hvor eleverne stort set bestemte om de
>overhovedet ønskede at gå i skole (Summerhill-skolen) eller
>i en mere behersket form "Bernadotteskolen" i København.

Blot en detalje:
Lilleskolerne og Bernadotteskolen var ganske rigtigt en reaktion mod
den autoritære pædagogik. Denne reaktion begyndte i 1920'erne for
småbørnspædagogikkens vedkommende med slagord som "vom Kinde aus,
selvregulering, fri opdragelse" osv.

Siden bredte tankerne sig til skolen og efter en pause på grund af
2.verdenskrig tog udviklingen fart herhjemme i begyndelsen af
1950'erne, og Bernadotteskolen er fra den tid. Der har dog aldrig mig
bekendt været tale om at eleverne her selv kunne bestemme om de ville
gå i skole.

A.S.Neill oprttede sin første frie skole allerede i 1921 i Dresden.
Det senere Summerhill i Leiston er fra 1927.

Tom

Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408924
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste