claus <kompletkommunikation@get2net.dk> skrev:
> Er der nogen her der har set et spøgelse? Eller en Ufo? Så
> fortæl om det.
En vinteraften for henved 15 år siden sad jeg i min lejlighed
på 4. sal i Århus og fik en fornemmelse af at der stod nogen
uden for min dør og ville mig noget.
Jeg gik ud og lukkede op.
Der var ingen - og alligevel var der noget, når jeg tillod
mig at se det. Ganske vagt og udvisket, næsten usynligt,
som resterne af mørkets fantasibilleder når lyset lige er
blevet tændt.
Klatterne dannede en person af højde og drøjde som mig
selv, måske lidt lavere. Brunlige kødtrevler, mere skelet
end menneske, men altsammen udvisket og kun synligt
når jeg ville, og uendelig svagt. Ansigtet var ikke synligt,
og måske godt det samme. Det er vistnok ikke sundt at se
de døde for dybt i øjnene.
Jeg havde ingen angst; oplevelsen var ikke stærkere end
jeg med lethed kunne have lukket af for den og sovet
roligt. Men jeg valgte at spørge. Jeg var klar over at
fænomenet var ufarligt; han ville mig ikke noget ondt
og havde heller ikke kræfter til det. Men han ville mig
noget.
Jeg fornemmede at vi var i familie og at han vidste
hvem jeg var. Men han kunne intet; jeg måtte spørge
uden ord. Når jeg ramte rigtigt, strømmede det i min
nakke, på samme måde som når man opdager pointen
i en god gyser, men uden angst.
Idet jeg lukkede ham ind i min stue, blev det klart for
mig at det var min bedstefars spøgelse der tiggede mig
om at lægge blomster på hans grav.
Jeg afviste hans bøn. Ritualet at lægge blomster på
en grav var fuldstændig fremmed og meningsløst for
mig. Desuden vidste jeg dårligt nok hvor graven lå.
Jeg havde været der som barn, men dengang var
jeg bange for døden og for anatomiske plancher og
kiggede efter skeletter under sengen før jeg lagde
mig til at sove, og så kranier i mørket når min mor
brutalt slukkede lyset. Jeg havde slet ikke nogen
forestilling om at jeg nogensinde frivilligt ville
opsøge en kirkegård for at lægge blomster ovenpå
et skelet, så jeg havde ingen særlig grund til at
mærke mig ruten.
Nu stod jeg ved siden af et spøgelse og vidste ikke
hvor han var begravet og hvorfor han vandrede
hvileløst rundt i den boligblok han havde ladet
bygge for overskuddet fra sin tømrerforretning, og
hvor flere af hans børnebørn nu boede. Jeg forstod
ikke hvorfor han netop havde opsøgt mig, og vidste
at jeg ikke kunne komme til forståelse med ham -
for spøgelser forstår ingenting. At forklare ham
hvorfor jeg var sprunget fra mit studium og levede
af bistandshjælp var i hvert fald plat umuligt og
ude af takt med hans begrebsverden.
Men jeg tilbød ham at gå ind i mig, det skete, og det
lidt der var tilbage af ham er siden blevet integreret
eller assimileret i mig, og på den måde fik jeg en
facet mere. Måske er det ham der fryder sig når jeg
en sjælden gang glæder mig over at lave et stykke
håndværk af sten eller træ.
Jeg opfattede oplevelsen som en slags psykoterapi,
en måde at kontakte en glemt del af mig selv på,
noget der udspillede sig i min hjerne, og min
bedstefars grav var bare et dunkelt symbol hvis
betydning jeg ikke helt var klar over.
Alligevel spurgte jeg til graven næste gang jeg
besøgte mine forældre.
Min far så forbi mig med et lidt forundret og
skyldbetynget ansigt, som om han skulle til at
skrifte. Min mor fornemmede hans ubehag og
spurgte om jeg da ikke vidste at bedstefars grav
var blevet sløjfet.
Mvh/Ole Nielsby alias den omvandrende sarkofag
som ikke helt forstår at man sløjfer grave allerede
efter 25 år, og i øvrigt undrer på hvad min bedstefar
ville sige hvis han vidste at hans næste begravelse
bliver hedensk.
***remove a corpse-eating animal from my reply address***
|