Lyrik <lyrik@heaven.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:a0pe57$2c2k$1@news.cybercity.dk...
> "Lars Erik Bryld" <lars-erik@dadlnet.dk> wrote in message
> news:ho503ukprtko6imuqlu4qbqavpd33gja45@4ax.com...
>
> Men at fornægte sin natur nytter intet, mødet med pigen bryder grænsen ned
> mellem den forstilte åndelighed og selvets realitet.
> Det eneste øjeblik hvor Adsos sande natur og kærlighedshigen møder Adsos
> undrende forstand.
Jeg kan ikke se, at den højborne Umberco går så langt som til opfordring af
at acceptere vores syndige natur og leve i den som noget naturligt. Men der
er et opgør med hele den klosterverden, som synes at udestænge det
menneskelige, naturlige. Han stiller spørgsmål ved afholdenheden mellem de
to køn - ja i en sådan grad, at selv William må undres over om det
kvindelige køn kan være så grumt, som han altid har fået indprentet. Dette
er vel Wiliams eneste svaghed (ud over hans intellektuelle stolthed): At han
er uvidende og usikker over for kvindekønnet.
For mig at se handler det da ellers om et opgør med den klosterverden, der
isolerede sig fra den verden, vi ellers burde leve i og afholdt sig fra den
hjælp, vi ellers burde give de nødstedte i verden, og den hele
menneskelighed med al dens sansen i smil, latter og kønslighed, som synes at
være så naturligt for mennesket. Det er ikke et spørgsmål om seksuel
frigørelse, men om tilladelsen til at være menneske og ansvaret i dette.
Rosen er ikke kødets lyst, men vedbliver kun at være det smukke symbol for
naturligheden og menneskeligheden.
Egentlig stilles der hverken hos William eller Adso spørgsmålstegn ved
cølibatet, men hos Adso alene ved cølibatets formål. Adso når frem til, at
formålet med hans egen afholdenhed ikke er at udnytte den verden, han har
isoleret sig fra, men at hjælpe den.
Hans valg er noget af det flotteste i filmen. Han kunne have valgt pigen.
Adso siger jo på et tidspunkt, at hans højeste ønske er at bringe hende ud
af fattigdommen. Mange af os ville have valgt dette med muligheden for et
hurtigt synligt resultat. I så fald ville valget have været at projektere al
verdens lidelse og fattigdom ind på ét menneske og sætte indsatsen ind der.
Det gør vi jo så ofte. Vi vælger et barn i Afrika og støtter det, eller vi
lader al vor nødhjælp gå til Afghanistan, fordi medierne lige nu har fokus
der.
Men Adso vælger det modsatte og det rigtige. Han projekterer ikke al verdens
lidelse på Rosen, men lader Rosen være symbolet på den hele verden, han
ønsker at hjælpe. Så flot!
En anden flot detalje er også Williams reaktion efter branden i biblioteket.
Her går hele hans verden - alt hvad han lever for - op i røg. Han formår at
redde nogle få bøger - det store er, at han taber dem / lader dem falde, da
han ser, at Adso har overlevet branden, og omfavner ham. Adsos tidligere
beskyldning, der gik på, at Williams lovprisning af litteratur og
intellektualitet gør ham fjern fra det, der egentlig betyder noget, blegner.
Det viser sig netop, at William *er* menneskelig, og dette måske endda på
grund af hans "belæsthed"
....men det var måske også det, du skrev.
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu