---

Jeg har gennem nu snart meget lang tid været i gang med et studie af
den kristne urmenigheds historie og opkomst. Jeg vil gerne
delagtiggøre andre i disse studier og de konklussioner der er kommet
ud af dette. Projektet har fået følgende disposition:

De mange jødedomme
Farisæismen og den rabbinske tradition før og efter år 70
Saddukæerne
Farisæerne
Farisæismen og Templet
Synagogen
Essenerne
Zeloterne
Den første kristne menighed i Jerusalem
Modstand og forfølgelse
De første Jesus-troende og Templet
Urmenigheden og Loven
Hedningernes indlemmelse i Guds folk
Paulus' rolle og apostelkoncilet
Mission blandt de "gudfrygtige" hedninger
Paulus, jøderne, hedningerne og Loven
De hedningekristne og øvrigheden

Hele dette materiale vil naturligvis ikke blive postet i et enkelt
indlæg, da det vil blive alt for langt. Derfor har jeg valgt at sende
det som en række indlæg, der kan danne grundlag for yderligere studier
og debat i denne gruppe.

Her i det første indlæg vil jeg behandle emnet: De mange jødedomme.

- - - - -
Som indledning til studiet om kristendommens jødiske oprindelse vil
jeg fremlægge nogle oplysninger og tanker om det åndelige liv der
rørte sig i Palæstina, og især i Jerusalem på Jsu og apostlenes tid.
Endvidere vil jeg beskæftige mig lidt med de 3 mest betydende
religiøse grupperinger, der fandtes på denne tid. Endvidere vil jeg
kort berøre synagogegudstjenenstens oprindelse og mening. Herefter vil
jeg gå over til en egentlig behandling af den oprindelige urmenigheds
historie og tilblivelse, dens vækst og udbredelse blandt både jøder,
"gudfrygtige" og egentlige hedninger.

Man har traditionelt talt om "det første århundredes jødedom" som om
det var en klart defineret størrelse. Med andre ord: Det jødiske folks
religion i det 1. årh. e.Kr. Denne definition har ført frem til den
logiske konsekvens at der har været en tradition for at beksrive
kristendommen i forhold til denne teoretiske størrelse, når man skulle
beskrive hvilken forskel der var mellem kristendommen og jødedommen.
Man har endda forsøgt at beskrive den første generations af kristne i
Jerusalem i forhold til denne teoretiske definition på jødedommen. Man
var ganske enkelt slet ikke opmærksom på, at der reelt ikke fandtes
blot én jødedom, men at der faktisk eksisterede flere forskellige
religiøse retninger og grupperinger, med hver deres indbyrdes, og til
tider, meget markante forskelle.

Vi skal i det følgende se lidt nærmere på farisæerne, saddukæerne og
essenerne, da det jo nok er disse tre retninger, der har haft den
største betydning for det miljø hvori kristendommen opstod og voksede
frem. Vi vil også kort se lidt på den rabbinske tradition, som den kom
til at se ud, specielt efter Templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. Der
vil også blive en kort præsentation af zeloterne og deres indvirkning
på begivenhederne omkring Jerualems og Templets ødelæggelse.

Specielt fundet af de sekteriske skrifter fra Qumram-samfundet har
bibragt forskningen et noget ændret og langt mere nuanceret perspektiv
på forståelsen af jødedommen i 1. årh. e.Kr. Man kan ligefrem sige, at
i virkeligheden har dette nye perspektiv bragt forskerne til langt
tydeligere at kunne se noget at det, der egentligt var tydelige i det
allerede tilgængelige kildemateriale, og som allerede var kendt, og
som også var uafhængig af Dødehavsrullerne:
Jødedommen i det første århundrede var en meget sammensat og en yderst
mangfoldig størrelse. Ja endda i den grad, at der reelt kunne tales om
flere forskellige "jødedomme", der eksisterer på samme tid og i det
samme land, Israel, - akkurat som vi i dag ser mangeartede og vidt
forskellige retninger inden for kristendommen.

Èn af disse "jødedomme" var den første kristne urmenighed, en anden
var farisæerne, en tredje var essenerne, og en fjerde var det højere
præstearistokrati med de saddukæiske ypperstepræster i spidsen, og som
stod for og forrettede tempeltjenesten. Alle disse "jødedomme" havde
deres grundlag i mere eller mindre klart definerede grupper eller
"partier" med registrerede medlemmer. En klar entydig indikation på
denne mangfoldighed af "partier" har vi i udtalelsen i Apg. 24, 14,
hvor de kristne jo netop bliver kaldt for et "parti" med navnet
"Vejen".

Desuden findes der både direkte og indirekte kildebeviser for, at der
fandtes teologiske systemer og særegne specielle skikke, som muligvis
har skabt mindre klart definerede, og måske også mere marginale
grupper, som f.eks. apokalyptiske kredse, som bliver omtalt hos noge
af kirkefædrene. Der fandtes også mindre grupper, der var mere kendte
for deres politiske holdninger, end for deres teologi, og mest kendte
af disse er de smågrupper, der i de efterfølgende århundreder var
indbefattet i den almindelige titel "zeloterne", som var politiske
aktivister, der med politisk terror kæmpede mod den romerske
besættelsesmagt.

Det er først i den nyeste forskning, at det er begyndt at blive
almindeligt på denne måde at indregne de Kristus-troende jøder i en
oversigt over jødiske grupperinger i det første århundrede. Men der er
absolut ganske stærke argumenter og grund til at gøre dette, og som vi
senere skal vende tilbage til. De Kristus-troende står ikke isoleret
fra jødedommen som noget anderledes. De er klart én ud af flere
forskellige jødiske grupper. Før år 70 e.Kr. var der ikke kun én
gruppe der alene havde monopol på at definere den jødiske identitet,
eller at definere hvad der var normativ jødisk religion. Der er intet
i NT (Det nye Testamente) der antyder at de første Kristus-troende -
alene ved deres Kristus-tro - blev betragtet som u-jødiske, eller
ikke-jøder, eller at de var nogle der satte sig uden for jødedommen
eller andet tilsvarende, - tvætimod.

At tale om kristendom contra jødedom i det første århundrede, er
derfor meget anakronistisk og repræsenterer en bagudrettet projicering
af termer og perspektiver, som først kan blive meningsfyldte
adskillige århundreder senere. I stedet for at sige, at de første
kristne skilte sig ud fra jødedommen, var det bedre at sige, at de
nærmere tilsyneladende ignorerede essenerne, hæftede sig uhyre lidt
ved saddukæerne, og tog meget kraftig afstand fra zeloternes
politik, - og at de indgik i en intens dialog med den gruppe der stod
dem nærmest, - nemlig farisæerne.

Det kildemateriale, der er tilgængeligt for os om de Kristus-troende
og essenerne, og som beskriver disse grupper eller som stammer fra
dem, er meget omfattende og oplysende, idet essenerne efterlod sig en
righoldig litterær arv, skrevet af meget velinformerede personer med
et stort og indgående forstehåndskendskab. Med hensyn til farisæerne
og saddukæerne (der ifølge Josefus helt klart var de mest
indflydelsesrige partier) står vi overfor et noget mere sparsomt
kildemateriale. Det lader egentlig ikke til at de har efterladt sig
nogen førstehånds-dokumenter (eller også er de blot ikke fundet
endnu), og vi kender dem derfor kun fra beretninger, der tydeligt er
partiske (f.eks. de nytestamentlige vidnesbyrd), eller fra kilder der
er meget senere (f.eks. rabbinernes skrifter fra det tredje århundrede
og senere).

Sandheden er nok, at når vi nærmer os det tilgængelige kildemateriale
med den nødvendige kritiske forsigtighed, da skrumper vores formodede
kendskab til farisæerne og saddukæerne betydeligt ind, - især for så
vidt angår saddukæerne lære og teologi.

I næste indlæg vil jeg komme lidt ind på de ret væsentlige spørgsmål
om forholdene mellem farisæerne for år 70 og Mishna- og
Talmud-traditionernes rabbinere fra efter år 70.

Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
"Skabelse og Syndflod" - http://www.syndflod.dk
"Det evige Evangelium" - http://www.sda-net.dk
"Bibelsk lære om sjælen" - http://www.sda-net.dk/~tror/
Min nye side - http://www.sda-net.dk/~tester/ - giv en kommentar!

---

"Andreas Falck" <webmaster@bibel-skole.dk> wrote in message
news:9v4v38$sn6$1@egon.worldonline.dk...
> Jeg har gennem nu snart meget lang tid været i gang med et studie af
> den kristne urmenigheds historie og opkomst. Jeg vil gerne
> delagtiggøre andre i disse studier og de konklussioner der er kommet
> ud af dette. Projektet har fået følgende disposition:
>

Jeg kan anbefale dig en ny bog af Indergaard, Kristendommens jødiske røtter,
http://www.geocities.com/o_e_indergaard

Bogen koster 160 kr, men nogle artikler er på siden

Ole

---

"Ole Madsen" <olem@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3c1606ed$0$7896$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> "Andreas Falck" <webmaster@bibel-skole.dk> wrote in message
> news:9v4v38$sn6$1@egon.worldonline.dk...

> > Jeg har gennem nu snart meget lang tid været i gang med et
> > studie af den kristne urmenigheds historie og opkomst. Jeg
> > vil gerne delagtiggøre andre i disse studier og de konklussioner
> > der er kommet ud af dette. Projektet har fået følgende
disposition:
>
> Jeg kan anbefale dig en ny bog af Indergaard, Kristendommens
> jødiske røtter,
> http://www.geocities.com/o_e_indergaard

En gennemgang af bogens kapiteloverskrifter giver ikke anledning til
at investere i denne bog, og den ser bestemt ikke ud til at beskæftige
sig med kristendommens jødiske rødder ud fra en dokumenteret hisorisk
vinkel!

Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
"Skabelse og Syndflod" - http://www.syndflod.dk
"Det evige Evangelium" - http://www.sda-net.dk
"Bibelsk lære om sjælen" - http://www.sda-net.dk/~tror/
Min nye side - http://www.sda-net.dk/~tester/ - giv en kommentar!

---

I dette indlæg vil jeg beskæftige mig med de vigtigste partier i
første århundredes jødedom, men inden da vil det være en god idé at se
på det ret så væsentlige spørgsmål i forholdet mellem farisæerne før
år 70 e.Kr. og Mishna- og Talmud-traditionernes rabbinere efter år 70
e.Kr.

FARISÆISMEN OG DEN RABBISNSKE TRADITION FØR OG EFTER ÅR 70 e.Kr.
En rabbinsk legende fortæller, at inden romernes endelige erobring af
Jerusalem, blev den ledende rabbiner, Johannan ben Zakkai, smuglet ud
af byen i en kiste. Han blev ført hen til den romerske general
Vespasian, der spurgte ham, hvad han ønskede. Johannan ven Zakkai
svarede at han blot ønskede at bosætte sig i Jabne, hvor han ville
grundlægge en synagoge og et akademi. Dette akademi udviklede sig til
det nye center for den rabbinske jødedom, og man kan med rette sige om
Johannan ben Zakkai, at det var ham der grundlagde jødedommen igen
efter katastrofen i år 70 e.Kr. Essenersamfundets centrum i Qumran
blev helt udslettet af romerne i år 68 e.Kr., hvorefter
essenersamfundet forsvandt. Zeloterne døde næsten alle under kampene,
og saddukæerne mistede deres basis, da Templet forsvandt. Der var
altså således kun farisæerne tilbage. Disse blev nu den eneste
valgmulighed. Farisæismen herskede uomtvistet og blev til den
rabbinske jødedom, ja til selve jødedommen, som vi kender den også i
dag.

Det er almindeligt anerkendt inden for forskningen, at sådan gik det
for sig. Men vi må, for helhedens skyld, tilføje nogle enkelte
kommentarer. Vi skal først lægge mærke til den kendsgerning, at ingen
steder i den rabbinske litteratur er der en rabbiner fra det første
århundrede, eller nogen af de senere rabbinere, der kalder sig selv
for farisæer. Betegnelsen "farisæer" er overraskende mange gange brugt
som et negativt ladet ord, der bærer et sekterisk stempel. Somme tider
er "farisæerne" indkluderet i lister over skismatikere eller
hæretikere. Hvis farisæerne var rabbinernes åndelige forfædre, hvorfor
omtalte rabbinerne dem så i negative vendinger? For at kunne besvare
dette sørgsmål, er vi nødt til at tage den nye situation (efter
Jerusalems og Templets ødelæggelse) med ind i vore betragtninger af
den nye situation, som rabbinerne nu befandt sig i. Kort sagt anså de
sig selv for at være de eneste, der retmæssigt var i stand til at
sørge for det jødiske folks åndelige ve og vel.

Josefus nævner at der var omkring 6.000 farisæere, og at der var ca.
4.000 essenere. For os nutidsmennesker, der plejer at tænke på
farisæismen som det første århundredes "normative" jødedom, er disse
oplysninger fra Josefus både bemærkelsesværdige og tankevækkende. De
første kristne talte meget hurtigt 5.000 mænd foruden kvinder og børn
(iflg. Apg. 4, 4). Altså, hvis Josefus' tal i det hele taget er
realistiske (og som regel overdriver han frem for det modsatte), er
antallet af farisæere bemærkelsesværdigt lavt. I antal har de måske
aldrig været den største gruppe. Dette stemmer ganske overens med
selve det hebraiske navn perushim, "de der skiller sig ud", og altså
har en negativ sekterisk klang.

Betegnelsen var med stor sandsynlighed oprindelig en nedsættende og
ladet benævnelse, som de havde fået af "fjendtlige" udenforstående,
lige som "pietisterne" og "metodisterne" på et langt senere tidspunkt.
Rent faktisk bliver ordet perushim endda nogle gange brugt i en sådan
nedsættende negativ ladet betydning, hvor det bliver brugt om
skismatikere eller kættere af rabbinerne selv. Som nævnt tidligere, er
der ikke én hverken før eller efter år 70-rabbiner, der på noget
tidspunkt overhovedet har kaldt sig selv perush. Det er anderledes med
Josefus og Paulus, for transkriberet til græsk, pharisaios, var
betydningen af ordet slet ikke lige så tydeligt, og blev dermed et
mere neutralt egennavn for bevægelsen.

Det sekt-stempel der havde knyttet sig udtrykket "farisæer" i den
senere rabbinske literatur kan altså ganske udmærket afspejle de
historiske kendsgerninger. Der er oplysninger om den centrale person
Johannan ben Zakkai, der tydeligt peger på, at han følte et stærkt
behov for at tage afstand fra de sekteriske sider ved farisæismen. Der
findes udsagn, der er blevet tillagt ham, hvori han opponerer mod både
saddukæerne og farisæerne, Det kan måske forstås som et helt bevidst
forsøg på at komme af med betegnelsen som en leder af en sekt, og et
forsøg på helt enkelt at blive anerkendt som en "læer i Israel", og
ikke for et "parti". Dette ville desuden forklare hvorfor rabbinerne
efter år 70 e.Kr. ikke længere kalder sig selv for farisæere.

Dette viser os også overgangen fra farisæisme til rabbinsk jødedom,
slet ikke var så glat, ligetil og smertefrit, som det var almindeligt
antaget i den ældre forskning. Vi må nødvendigvis tage hensyn til det
forhold, at de traditioner, som med sikkerhed kan tillægges farisæiske
lærde fra før år 70 e.Kr., i den rabbinske litteratur er iøjnefaldende
sparsomme. Det bekræfter, at der var et element af kritik af den
farisæiske arv i den rabbinske jødedom, som blev genetableret i årene
efter år 70 e.Kr. Og dette advarer os mod ukritisk at læse den
rabbinske litteratur fra det tredje århundrede og senere, som om den
var fra tiden før år 70 e.Kr. Dette er en aldeles vigtig pointe at
have med i studiet af det miljø hvori kristendommen opstod og udbredte
sig i.

Dette viser os endvidere, at den efter år 70 e.Kr. etablerede jødedom
ikke ubetinget og entydigt er den jødedom, der eksisterede før år 70
e.Kr, i al sin varierende mangfoldighed. Netop denne mangfoldighed er
af ret så væsentlig betydning for forståelsen af det åndelige
nærmiljø, hvori kristendommen blev født og voksede frem i.

I næste indlæg vil saddukæerne blive taget op til vurdering.

Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
"Skabelse og Syndflod" - http://www.syndflod.dk
"Det evige Evangelium" - http://www.sda-net.dk
"Bibelsk lære om sjælen" - http://www.sda-net.dk/~tror/
Min nye side - http://www.sda-net.dk/~tester/ - giv en kommentar!

---

Om saddukæerne

Som det allerede er belvet antydet, ved vi ik dag ikke synderligt
meget om, hvilken teologi saddukæerne egentlig havde, - men hvem de
var, hvilken gruppe de bestod af, det ligger meget mere klart for os i
det forhåndenværende kildemateriale. Hos Josefus og andre kilder er
det et træk ved saddukæerne der er specielt bemærkelsesværdigt:
Saddukæerne var det israelitiske samfunds øverste aristokrati. Vi
kunne også sige, Jerusalems højeste aristokrati, idet der ikke er
fundet spor, der viser, at der har været saddukæere uden en meget tæt
forbindelse til Templet og dets præsteskab.

Saddukæerne udgjorde de absolut ledende religiøs og borgelige kredse,
de ledende præster og det gamle ældsteråd "gerousia". I fin harmoni
herme var de konservative, både socialt og politisk såvel som
teologisk. Socialt og politisk var de modstandere af alt der kunne
forstyrre den eksisterende status quo, der var opnået under det
romerske styre, hvilket havde medført ganske betydelige privilegier,
som de nød godt af. De havde således en betydelig magt over deres
landsmænd, og denne magt ville de så nødig miste.Og derfor modsatte
dig sig kraftigt alle tendenser til destabiliserende forandringer og
oprør mod den rådende orden. Man skal altså heller ikke udelukke det
synspunkt, at nogle af dem også havde en ikke ringe sekulær interesse
i, hvad der efter deres opfattelse, kunne gavne folket, jvf. Joh. 11,
47-50.

Teologisk kom saddukæernes konservatisme til udtryk gennem den meget
stædige holden ved ved Torahens bogstav. Den saddukæiske gruppe sagde,
at kun de nedskrevne forskrifter skal anses for at have nogen som
helst gyldighed, og at de forskrifter, der stammede fra fædrenes
traditioner ikke var bindende forpligtende. Saddukæerne afviste altså
med andre ord den farisæiske opfattelse af en Gudgiven mundtlig lov.
Det er til tider blevet hævdet, at saddukæerne også afviste Profeterne
og Skrifterne og kun ville anerkende de fem Mosebøger som værende Den
Hellige Skrift. Denne opfattelse bygger på nogle få udtalelser i denne
retning hos noge kirkefædre fra det tredje århundrede e. Kr. og
derefter, men disse udsagn kan vi næppe regne for at være særligt
pålidelige. Det er dog sikkert, at saddukæerne ville anerkende
lærepunkter, som kunne bevises ved en meget bogstavelig fortolkning af
Torahen. Det indebar, at de både afviste troen på en udødelig sjæl
(som der jo slet ikke er nogen som helst bibelsk begrundelse for,
hverken fra GT eller NT) og troen på en legemlig opstandelse (som der
til gengæld er mange bibelske begrundelser for), jvf. Matt. 22, 23-33.

Ifølge den mest almindelige tolkning af Apg. 23, 8 benægtede de også
eksistensen af både engle og ånder. Lukas' ord kan imidlertid også
betyde, at de benægtede opstandelsen i enhver tænkelig form, også
opstandelsen til en eksistens som ånd eller engel (en sjæl uden fysisk
legeme). Deres "bogstavtro" tolkning af Torahen giver sig også udslag
i en fastholdelse af, at de straffe der er foreskrevet i Torahen, også
skulle eksekveres ganske bogstaveligt. Dette betød så at f.eks. en
horkvinde skulle stenes til døde. Blandt farisæerne var der en stærk
tendens til en mildere og mere human tolkning af sådanne regler ved at
hente hjælp i idéen om den mundtlige lov.

Saddukæerne stod således for en meget konservativ, stiv og fundamental
teologisk tolkning af Loven, i modsætning til farisæerne og de
"skriftkloge". og disse (farisæerne og de skriftkloge) vil vi stifte
lidt nærmere bekendtskab med i næste indlæg.

Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
"Skabelse og Syndflod" - http://www.syndflod.dk
"Det evige Evangelium" - http://www.sda-net.dk
"Bibelsk lære om sjælen" - http://www.sda-net.dk/~tror/
Min nye side - http://www.sda-net.dk/~tester/ - giv en kommentar!

---

Farisæerne, hvem var de?

I sidste indlæg så vi lidt på saddukæerne og hvem de var, - i dette
indlæg vil vi kigge lidt på farisæerne og hvem de var!

Farisæerne have en noget anden social baggrund og status end den
saddukæerne havde, idet de fleste af dem ikke kom fra aristokratiet.
Hvis vi laver lidt generalisering, hvilket kan være gavnlig en gang
imellem, kan vi ud fra de sparsomme eksempler, der findes i de antikke
kilder, sige at den typiske farisæer kom fra den småborgerlige del af
samfundet. De var købmænd, håndværkere og bønder. Nogle af dem var
sandsynlig ret fattige. Mens saddukæerne var aristokratiske og
fornemme, var farisæerne populistiske, mænd af folket, som den
almindelige mand "på gulvet" lyttede til og kunne identificere sig
med.

I lærespørgsmål havde de to grupper som regel modsatte synspunkter i
stort set alle kontroversielle spørgsmål. Deres grundlæggende uenighed
gjaldt den farisæiske opfattelse af den mundtlige lov. Den farisæiske
opfattelse var, at Moses ikke kun havde modtaget den skrevne lov på
Sinai, men også en mundtlig lov, som tolkede og tydeliggjorde den
skrevne.Denne mundtlige lov var så blevet givet videre fra lærer til
elev lige siden og havde samme autoritet, ja måske endda større
autoritet, som den skrevne Torah; ja undertiden kunne man endda sige,
at det var farligere at overtræde den mundtlige lov end den skrevne.
Denne mundtlige lov bliver i NT kaldt for "de gamles overleveringer",
se bl.a. Matt. 15, 2. Og det var denne holdning til "de gamles
overleveringer (den mundtlige lov)", som Jesus ved flere lejligheder
gjorde op med. Jesus siger bl.a. om dette: "I sætter Guds bud ud af
kraft for jeres overleveringers skyld".

De konkrete afgørelser, der fulgte af at den skrevne lov blev udlagt i
overensstemmelse med den mundtlige udgjorde den farisæiske "Halakah".
Rabbi Eleazar fra Modiin sagde i begyndelsen af det 2. århundrede:
"Hvis en mand afslører meninger i loven, som ikke er i
overensstemmelse med Halakah, så har han ikke del i den kommende
verden, selv om han har kundskab om loven og gode gerninger", hvilken
er helt på linie med den farisæiske holdning, der kommer til udtryk
gennem NT, og som Jesus gjorde op med. Og som vi også senere skal se,
er det denne farisæiske form for lovforståelse også Paulus kæmper
ihærdigt imod i sin megen tale om forholdet mellem lov og evangelium.

Den farisæiske bevægelses rødder går tilbage til makkabæertiden, ja
højst sandsynlig endnu længere tilbage. I de indledende stadier af den
makkabæiske opstand blev makkabæerne støttet af "de fromme"
(hassidim - farisæernes "forfædre" der med stor sandsynlighed kan
spore deres oprindelse helt tilbage til tiden under og efter det
Babylonske fangenskab), 1. Makk. 2, 42; 7, 12ff. Men senere, da de
makkabæiske oprørere var omdannet til det hasmonæiske dynasti, brød
de, hassidim'erne, med makkabæerne, som var aristokratiske og mere
optaget af denne verdens ting og sager og politik, end af religionen.

Ypperstepræste-embedet og Tempel-gudstjenesten blev kontrolleret af
det hasmonæiske aristokrati, og det var de farisæiske fromme (hasidim)
nødt til at anerkende, for de var forpligtet på Torahen og dens
forskrifter angående præsterne og Templet.Samtidig forsøgte de
farisæiske fromme at opnå en vis uafhængighed af præsteskabet. Deres
program og ideal var, at alle israelitter skulle leve et liv, ikke bar
i overensstemmelse med Torahen, men også i overensstemmelse med de
krav om levitisk renhed, som i GT kun blev pålagt præsterne. De søgte
at virkeliggøre, at Gud havde kaldt Israel "et kongerige af præster",
2. Mos. 19, 6. Og dette er så grunden til, og baggrunden for, alle de
overleveringer og regler, som igennem tiden, især efter det Babylonske
fangenskab, opstillede for det rette religiøse liv. Og alle disse
regler kaldte Jesus for at de bandt tunge byrder på folket.

For at hjælpe hinanden med at nå dette høje mål danne farisæerne
foreninger (haburot) med det hovedformål, at sætte alle medlemmerne i
stand til at bevare deres RITUELLE renhold og at holde måltider, der
var i overensstemmelse med alle forskrifter, især fra den mundtlige
overlevering. En hel del af den farisæiske Halakah drejer sig om,
hvordan medlemmerne af de farisæiske Haburot'er skulle omgås dem, der
var udenfor, uden at miste deres RITUELLE renhed. Dem udenfor, dvs. de
ikke-farisæiske jøder, blev kaldt for "landets folk (am-ha-retz"), en
betegnelse som af farisæerne blev brugt i en vis nedsættende
betydning.

Det må også tilføjes, at der er nogle forskere der er lidt uenige om,
hvor gammel Haburot.institutionen egentlig er. Nogle daterer den til
efter år 70 e.Kr, altså efter afslutningen af farisæernes klassiske
periode. Denne lidt sene datering må dog siges at være bygget på
ganske svage antagelser, især når man tager oplysningerne fra NT om
farisæernes generelt med i sine overvejelser. Det synes at være
rimeligt tydeligt, at farisæerne på NT's tid, var en meget
veldefineret og yderst velkendt størrelse, og dette styrker tanken om,
at de allerede på dette tidspunkt havde deres organisatoriske forhold
i velfungerende funktion.

Et andet tegn på den farisæiske bevægelses succes, er de antikke
kilders angivelse af, at et ikke ubetydeligt antal almindelige lægmænd
tilhørte de farisæiske Haburot'er, og forsøgte at følge det farisæiske
ideal i deres dagligliv. "Farisæer" er derfor ikke uden videre
synonymt med "skriftklog" eller "skriftlærd". Ikke alle farisæere var
skriftkloge, og ikke alle skriftkloge var farisæere, selv om det nok
var det mest almindelige at en skriftklog også var farisæer. Vi har
tidligere allerede set tegn på, at Johannan ben Zakkai, grundlæggeren
af rabbinsk jødedom efter år 70 e.Kr., tog afstand fra farisæismen som
parti, og hans elev Simeon ben Nathaniel nægtede at følge visse
farisæiske forskrifter angående mandens levitiske renhed, - men ikke
desto mindre er han taget med blandt de normative fædre i
Mishnah.traktaten Aboth (Aboth 2, 13).

Det er meget interessant at lægge mærke til, at et af de udsagn i
traktaten, der er blevet tillagt ham, måske er rettet mod det
farisæiske parti: "Når du beder, skal du ikke remse forskrevne ord op,
men trygle og bønfalde Gud om barmhjertighed". Vi har således grund
til at formode, at nogle indflydelsesrige skriftkloge foretrak at stå
uden for den organiserede farisæisme, og at det ikke forringede deres
prestige bland de senere rabbinere.

Men vi må dog heller ikke helt se bort fra, at dette muligvis kunne
afspejle tiden efter år 70 e.Kr., hvor forholdene for, og tilstanden
i, jødedommen var drastisk ændret i forhold til tiden før. Efter år 70
e.Kr. var det rimeligt magtpåliggende for den nyetablerede rabbinske
jødedom at lægge en vis afstand til den tidligere farisæisme og dens
politik.

Det må endvidere tilføjes, at der er megen sandhed i den traditionelle
skildring af de farisæiske skriftkloge som forfædre til rabbinerne
efter år 70 e.Kr. Det illustreres nok bedst af den debat, som må være
begyndt blandt farisæerne allerede får pr 70 e.Kr., og som fortsatte
op igennem det andet århundrede, nemlig debatten mellem "Shammais hus"
og "Hillels hus". Shammai og Hillel var førende farisæiske skriftkloge
i begyndelsen af vor tidsregning (ca. år 30 f.Kr. til år 10 e.Kr.). De
havde ofte modstridende synspunkter i spørgsmål om forståelsen af
Halakah. Hillel var ofte talsmand for de "milde" synspunkter, mens
Shammai forsvarede et strengere, mere saddukæisk, standpunkt.

Der er ikke nedskrevet nogen debat mellem Hillel og Shammai, men der
er utallige stridigheder mellem deres elever, indtil Hillels elver fik
overtaget i løbet af det andet århundrede. Det er ret så relevant at
lægge mærke til, at Paulus' lærer, Gamaliel den Ældre, var sin tids
mest fremtrædende tilhænger af Hillel. Paulus havde altså således sine
rødder solidt plantet i den farisæiske jødedom, som senere dukkede
frem som den normative rabbinske jødedom. Dette afspejles også ganske
tydeligt i den debat der formede sig mellem de kristne og jøderne i 1.
og 2. århundrede.

Ønsket om renhed, som var så karakteristisk for farisæerne, havde de
senere rabbinere også, og det er et af de vigtigste anliggender i
Mishnah. Og det er denne "loviske" farisæisk-rabbinske lovtrældom som
Paulus så ihærdigt arbejder imod i sine breve, hvor han den ene gang
efter den anden, advarer mod igen at lade sig fange under
lovtrældommens tunge åg. Og i denne sammenhæng, og i dette lys, er det
næste indlægs emne, Farisæismen og Templet, særdeles betydningsfuldt.

Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
"Skabelse og Syndflod" - http://www.syndflod.dk
"Det evige Evangelium" - http://www.sda-net.dk
"Bibelsk lære om sjælen" - http://www.sda-net.dk/~tror/
Min nye side - http://www.sda-net.dk/~tester/ - giv en kommentar!

---

I sidste indlæg blev Farisæerne behandlet - i dette indlæg vil vi
kigge list på farisæismen og dens forhold til Templet!

Som vi allerede har set, forsøgte farisæerne at gøre alle israelitter
til præster, og ethvert måltid til et tempelmåltid. Hensigten med
dette var at udstrække templets hellighed, ikke at afskaffe eller
udskifte det med noget andet og dermed gøre det unødvendigt. Men når
man kan sige, at man kan have et "tempel" hvor som helst, så vil nogen
måske drage den konklusion, at det konkrete tempel ikke er nødvendigt,
ja måske ligefrem kan undværes.

På samme måde med ofrene, der jo var selve hjertet i
tempelgudstjenesten. Allerede de bibelske profeter lærte Israel, at
ofrene ikke var tilstrækkelige, hvis de ikke var ledsaget af hjertets
sande anger og en alvorlig vilje til at ændre levevis og handle
retfærdigt. Det var altså ikke ofringerne, der i sig selv gjorde
noget, men det de symboliserede, der betød noget.

Men ofrene var udtrykkeligt befalet af den højeste myndighed, Torahen.
Vi kunne derfor forvente en vis ambivalens blandt farisæerne med
hensyn til ofrene i Templet: På grund af Torahen blev de vurderet som
indstiftet af Gud selv, men samtidig opfattede man den enkeltes
omvendelse som det væsentlige i forsoningen. Der er bevaret nogle
udtalelser af Johanan ben Zakkai, der klart viser, at han ikke anså de
gudstjenestelige ritualer for nødvendige eller virkningsfulde, - de
kunne altså med andre ord undværes, hvilket ses af efterfølgende
citat:

"Johanan var således i stand til at fortolke Templets fald og ofrenes
ophør som Guds vink om, at andre midler nu skulle erstatte
tempelgudstjenesten. Engang da Rabbi Johanan ben Zakkai kom fra
Jerusalem, fulgte Rabbi Joshua efter ham og så på Templet, der var i
ruiner. "Ve os!" råbte Rabbi Joshua, "at dette sted, hvor Israels
misgerninger blev sonede, er ødelagt!". "Min søn", sagde Rabbi Johanan
til ham, "vær ikke bedrøvet, vi har en anden forsoning, som er lige så
virkningsfuld som denne. Hvad er denne forsoning? Det er kærlighedens
barmhjertighedsgerninger, som der står skrevet: "Troskab ønsker jeg,
ikke slagtofre" (Hos. 6, 6)", citeret fra Aboth de Rabbi Nathan, 4

Dette går jo fint i spænd, med at det jo netop var farisæernes program
at gøre alle israelitter til præster og ethvert måltid til et
tempelmåltid, der således havde været med til at forberede Israel til
situationen efter år 70 e.Kr. - om end det måske ikke var helt
tilsigtet. Der er oplysninger i de rabbinske kilder, som tyder på, at
nogle rabbinere der var samtidige med Jesus, havde forudanelser om, at
tempelgudstjenesten på et tidspunkt ville holde op; nogle profeterede
ligefrem, at det skulle ske. Farisæerne var sandsynligvis ikke særlig
chokeret over, eller optaget af, hvad Jesus havde sagt om Templet.
Uanset om de var sig det bevidst eller ej, så forberedte de sig til
den situation, der opstod efter år 70 e.Kr.

Men der er også en del beviser på dyb sorg, og en stor del af
overleveringerne om Templet i Mishnah er bevaret med henblik på en
eventuel genopbygning af det. Rabbinerne, bl.a. Rabbi Akiva, fortsatte
med at længes efter og bede for en genopbygning, for
tempelgudstjenesten var en del af Torahen. Det var væsentligt, at Gud
havde givet Templet til sit folk, men det var ikke det eneste, han
havde givet.

I næste indlæg vil vi kigge lidt på Synagogen.

Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
"Skabelse og Syndflod" - http://www.syndflod.dk
"Det Evige Evangelium" - http://www.sda-net.dk
"Bibelsk lære om sjælen" - http://www.sda-net.dk/~tror/
"Hvad siger Bibelen" - http://bibel-skole.dk/

---

Synagogen:

Det mest konkrete udtryk for den ubevidste forberedelse til
situationen efter år 70 e.Kr. er oprettelsen af synagogen. Oprindelsen
til synagogen er lidt uklar og præget af nogen historisk usikkerhed.
Den traditionelle teori har været, at synagogen har sin begyndelse og
oprindelse under det babylonske fangenskab, men der er ikke
tilstrækkelig med historisk bevismateriale til at dette kan siges med
sikkerhed, omend teorien nok er den mest sandsynlige. De tidligste
arkæologiske spor kommer fra Egypten, og de tyder på, at der fandtes
synagoger ca. 250 f.Kr. Fra det første århundrede e.Kr. er synogen
omtalt i Philos skrifter, hos Josefus og i NT.

De ældste kilder taler om, at det centrale træk ved
synagogegudstjenesten var, at Skrifterne blev oplæst og udlagt.
Oprindelig var tanken, at det skulle være et supplement til, og ikke
en erstatning for, tempelgudstjenesten. Men en særlig karakteristisk
ting skal her tydeligt understreges, nemlig at det helt og holdent var
en lægmandsinstitution og en lægmandsgudstjeneste. Dette ses særlig
tydeligt i NT, hvor besøgende lægmænd blev opfordret til at læse og
udlægge teksten når de besøgte synagogen på sabbaten, hvilket kan ses
ved Paulus' missionsrejser.

I templet blev alle vigtige ting gjort af præsterne: i synagogen
derimod afhang alt af lægfolkene selv. Den centrale funktion i
gudstjenesten, oplæsningen af Skrifterne, forestod menighedens
medlemmer efter tur. Hvis en skriftlærd var til stede, blev han spurgt
om at udlægge teksten. Men var der ikke en skriftklog tilstede, så
kunne enhver tale, og særligt gæster ville blive spurgt om at træde
frem og hilse menigheden med en "formaningstale" (Apg. 13,15). Hvis
der på den anden side var en præst tilstede, så var han blot et
almindeligt medlem af menigheden.

Ud over oplæsningen og udlægningen af Skrifterne var den anden
hovedbestandel af synagogegudstjenesten menighedens bøn. Også her var
det menigheden, og ikke en præst, der bad. Dette er en struktur vi
også kan formode med stor sandsynlighed var gældende i den urkristne
menighed, og derfor langt anderledes end det præstestyrede system der
i de efterfølgende århundreder blev indført, hvor menigheden ikke
havde nogen indflydelse eller aktiv deltagelse som i synagogen.

Allerede før Jesu tid havde der udviklet sig faste mønstre for begge
disse bestanddele af synagogegudstjenesten. Skriftlæsningen omfattede
Torahen, som blev læst hver sabbat efter en tre-års eller en et-års
plan, og Profeterne, som blev læst i udvalg, sådan at tekstafsnittene
passede til Torah-afsnittet. Læsningen fra Profeterne blev kaldt
"haftarah" ("slutning" eller "opfyldelse") af Torah-læsningen. Af
kilderne fra det første århundrede er det NT, der giver os det første
pålidelige vidnesbyrd om haftarah-læsningen i Palæstina og diasporaen
(Luk. 4, 17 og Apg. 13, 15).

Nogle af de vigtigste bønner, som stadig bruges i
synagogegudstjenesten, fandtes allerede i det første århundrede e.Kr.
Nogle af dem kan endog føres tilbage til de sidste to århundrede f.Kr.
Det gælder bl.a. hovedbønnen i enhver synagogegudstjeneste, som ofte
ganske enkelt kaldes Teffilah ("bønnen") eller Amidah ("de 18
(velsignelser)"). De enkelte velsignelser, som er indeholdt i denne
bøn, er sandsynligvis ældre end hele sammensætningen af de 18
velsignelser. Den sidstnævnte er bevidnet henimod slutningen af det
første århundrede e.Kr., men kan godt være flere årtier ældre. I denne
tidlige fase ser det ud til, at ordlyden af velsignelserne var
foranderlige, men deres hovedformål og indhold var faste.

På Jesu tid havde synagogegudstjenesten således nået en så høj grad af
fasthed i ordlyd og elementernes rækkefølge, at vi med fuld ret kan
tale om en synagogeliturgi. Og den efterklang af synagogebønnerne, som
vi finder i Fadervor og andre af de første kristne bønner, taler for,
at synagogeliturgien var særdeles velkendt af Jesus, og ikke mindre af
de første disciple. Vi skal ikke forestille os de første kristne som
anti-liturgiske eller a-liturgiske, når de var samlet til
gudstjeneste. Deres gudstjeneste var temmelig sikkert i stor
udstrækning netop præget af synagogeliturgien, da de jo i stor
udstrækning havde deres gang i synagogerne i adskillige årtier efter
Jesu død.

Det er netop ingen tilfældighed, at Lukas i Apg. 2, 42 IKKE siger, at
den holdt fast ved "apostlenes lære ... og bønnen". Han siger derimod
" ... og bønnerne", hvilket klart tyder på fastlagte bønner. Og alle
disse oplysninger peger klart på, at disse bønner har deres udspring i
synagogeliturgien.

Efter Templets ødelæggelse blev synagogen en reél erstatning for
tempelgudstjenesten. Men først blev der foretaget nogle vigtige
tilføjelser: salmerne blev ikke længere sunget af livitterne i
Templet; denne levitiske opgave blev overtaget af synagogemenigheden.
Den aronitiske velsignelse lød ikke længere fra den fungerende
tempelpræsts læber, men blev højtideligt reciteret i rammen af en
synagogebøn. På et noget senere tidsunkt forestillede man sig, at
bestemte bønner erstattede ofringerne i Templet. Denne tanke var i
overensstemmelse med en rabbinsk tolkning af Hos. 14, 3: Læbernes ord
er mere værd en fyreofre! Det blev også almindeligt at recitere
afsnittene fra Bibelen og Mishnah som ofre - som en erstatning for de
virkelige ofre.

Det må understreges, at ingen af de lærde jøder, som var ansvarlige
for disse ændringer i synagogeliturgien, forestillede sig, at
synagogegudstjenesten skulle være en permanent erstatning for
tempelgudstjenesten. Bønnerne om Templets genopbygning, ofrene og det
i synagogen, som svarede til tempelgudstjenesten, var kun tænkt som
midlertidige erstatninger indtil genopbygningens tid. I teorien har
dette lige siden væet den rabbinske jødedoms holdning, men som
århundrederne gik, opfattede man mere og mere hele tempelgudstjenesten
som noget mærkeligt og fremmedartet, indtil Maimonides erklærede, at
offergudstjenesten kun var nødvendig for en tid.

---
Literatur brugt i disse første 6 indlæg:
Hans Kvalbein (red): "Blant skriftlærde og fariseere: Jødedommen i
oldtiden", Oslo 1984.
L. Finkelstein: "The Pharisees: The Sociological Background of Their
Faith" bd. i-II, 3. ed., Philadelphia 1962.
S. Safrai: "The Jewish People in the First Century", bd. 2.K. Arvid
Tångberg: "Synagogen og synagogeliturgien", Oslo 1984.
---

I næste indlæg vil Essenerne blive taget op til behandling.

Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
"Skabelse og Syndflod" - http://www.syndflod.dk
"Det Evige Evangelium" - http://www.sda-net.dk
"Bibelsk lære om sjælen" - http://www.sda-net.dk/~tror/
"Hvad siger Bibelen" - http://bibel-skole.dk/

---

Essenerne og de første kristne!

Vi er nu kommet til det vel nok mest betydende afsnit om den
kulturelle og religiøse baggrund i hvilken den kristne menighed opstod
og voksede frem, nemlig essenerbevægelsen.

Essenerbevægelsen har sit udspring under hasmonæerdynstiet, hvor nogle
præster i Jerusalem tog anstød af hasmonæerne, formentlig på grund af
deres tilranelse af ypperstepræsteembedet. De præster der tog anstød
var sandsynligvis oprindeligt tilhængere af de makkabæiske oprør,
hvilket kan forklare, hvorfor de efterfølgende var skuffede og bitre
på hasmonæerne.

Der udviklede sig en bitter strid mellem "den onde præst" (den
hasmonæiske ypperstepræst i Jerusalem) og den præst, der grundlagde
Qumran-samfundet. Man var særligt uenig om de fuldstændig forskellige
højtidskalendere og forskellige forskrifter med hensyn til renhed. De
første essenere havde rimeligvis forbindelser til de tidlige
hasidim'er; det er nemlig meget sandsynligt, at essenerne ligesom
farisæerne, var en udløber af hasidim i sidste halvdel af det 3. og
begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr.

Vi skal her især lægge mærke til sektens præstelige oprindelse og
karakter. Qumran-menigheden var organiseret med den israelitiske
menighed ved tabernaklet i ørkenen som model og med en meget præcis
angivelse af rangorden: Først kom præsterne, dernæst levitterne, og så
"de mange", folket. Der blev lagt meget stor vægt på de rituelle
renselser og den levitiske renhed.

Vi vil nu se lidt på om, og hvordan, essenersekten påvirkede og
eventuelt var en del af baggrunden for den første kristne menighed. Vi
må lige understrege at det slet ikke var alle essenere der boede i
Qumran. Vi ved at der boede mindst 4000 essenere rundt i Judæa, som
naturligt opretholdt en nær forbindelse med Qumran-menigheden, der
måske således fungerede som en slags åndeligt hovedkvarter.

Det kan i al fald ikke være af geografiske grund, at man kunne
indvende noget mod den idé, at de første kristne kan have været i
kontakt med essenere, og være blevet påvirket af dem. Det er også
meget muligt, ja ligefrem meget sandsynligt, at der er essenere, der
er kommet til tro på Jesus. Vi ved at nogle af Jesu disciple havde
været tilhængere af Johannes Døberen, og uanset hvordan forholdet var
mellem Johannes og essenerne, så virkede de i det mindste i det samme
område.

Der er nogle slående paralleller mellem essener-menigheden og den
første kristne menighed i Jerusalem. Her skal kort nævnes nogle af de
vigtigste af dem:

1) Qumran-menighedens skrifter er forestillingen om Guds udvælgelse
og nåde, og menneskets totale syndighed er fremtrædende.

2) Når man tilsluttede sig Qumran-menigheden, overlod de nye
medlemmer deres ejendom til menighedens disposition, eller
forvaltede den i det mindste i overensstemmelse med
menighedens renhedsforskrifter.

3) Ledelsen af menigheden bestod af 12 lægmænd, der tilsyneladende
repræsenterede Israels tol stammer (jvf. Luk. 22, 30), og af tre
præster.

4) En særligt udnævnt tilsynsmand (hebr..: mebaqqer) havde de daglige
ansvar for optagelse af nye medlemmer og andre sager, der angik
menighedstugten. Det græske ord, der svarer til mebaqqer er
episkopos, der var et tidligt kristent for for den (eller de)
ansvarlige ledere for de lokale menigheder. Der er betydelige
lighedspunkter mellem den funktion, essenernes tilsynsmand
(mebaqqer) havde, og dem, tilsynsmændene (episkopos) i de
første kristne menigheder havde.

5) I Qumran-menigheden blev menigheden kalde "de mange"
(ha-rabbim), hvilket minder om betegnelsen "mængden"
(græsk: ho plethos) i Apg. 6, 2.5; 15, 12.30.

6) Qumran-menigheden lagde i deres tolkning af Skriften stor
vægt på forestillingen om, at de i livet i menigheden erfarede
opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier. Lignende
eskatologiske forventninger afspejles i andre intertestamentare
og apokalyptiske skrifter.

På baggrund af disse, og andre mindre betydningsfulde lighedspunkter,
har nogle forskere hævdet, at den første kristne menighed i Jerusalem
var under meget stærk påvirkning af essenerne. Mev ved et nærmere
eftersyn er disse lighedspunkter ikke altid så påfaldende, som de
umiddelbart kan se ud til at være. Derfor vil disse ovenstående
punkter blive taget op til nærmere eftersyn og vurdering.

ad 1) Først og fremmest skal det bemærkes, at der i de første kristne
menigheder ikke var noget, der modsvarede den fremtrædende
stilling, som præsterne arvede i Qumran. I Qumran var det
påbudt, at der altid skulle være en præst ved de offentlige
møder og måltider. En lægmand kunne for eksempel ikke
velsigne maden ved måltiderne. I så henseende var den
første kristne menighed meget nærmere den farisæiske
haburah end Qumran-menigheden. Hverken i den kristne
menighed eller i den farisæiske haburah spillede et arbeligt
præsteskab overhovedet nogen rolle; man betonede
derimod "alle troendes præsteskab". Intet sted i NT
er det græske ord for præst, som bruges i septuaginta,
hierevs, brugt om menighedens ledere, men enten om
Kristus elv eller om alle de troende, som det er
tilfældet i 1. Pet. 2, 9.

ad 2) Det eneste åbenbare kontaktpunkt mellem Qumran
og den første kristne menighed i administrativt henseende
er parallellen mellem tilsynsmændene i Qumran (mebaqqer)
og i den kristne menighed (episkopos). Der var i begge
tilfælde tale om lægmandsledere i menighederne.

ad 3) Forskellen med hensyn til præstedømmet understreges
yderligere af et af de andre påståede lighedspunkter, nemlig
Qumran-menighedens råd med 12 lægmænd og 3 præster.
Nogle forskere har foreslået, at de 3 præster måske var
blandt de 12 medlemmer af rådet; de mener, at dette
øger ligheden med NT. Rådet ville da svare til de 12
apostle og inderkredsen, der bestod af Peter, Johannes
og Jakob (jvf. Gal. 2, 9, hvor de tre "støtter" i den første
menighed nævnes).

Men der er især to vanskeligheder ved dette synspunkt:
Intet i NT tyder på, at denne inderkreds havde nogen
præstelig karakter, og den ligefremme mening med
Qumran-teksten er, at de tre præster er ud over
de tolv lægmandsledere, sådan at der i alt var 15
og ikke 12 ledere. Iøvrigt er der ikke i sig selv noget
mærkeligt i at have 12 ledere i Israel, så der er ikke
nogen grund til at hævde, at det var Qumran.sekten,
der direkte påvirkede den første kristne menighed
med hensyn til lederstrukturen.

ad 4) Betoningen af udvælgelse og nåde i Qumran-skrifterne
er virkelig slående, men vi ved ikke om farisæerne betonede
disse begreber mindre. I al fald er ligheden med den kristne
lære om udvælgelse og nåde kun terminologisk.

ad 5) I Qumran-skrifterne var frelsen ikke bygget på Guds
nåde alene; den blev givet til mennesket ved det lydighed
over for menigheden og Torahen, og frelsen var ikke
forbundet med de to Messias'er som Qumran-folket
ventede på (en præstelig og en kongelig Messias).

ad 6) Også med hensyn til essenernes lære om menneskets
totale syndighed fra undfangelsen af, er der en klar
uoverensstemmelse, idet Paulus er langt mere på linie
med farisæerne, hvis opfattelse var, at mennesket var
født rent og kun havde tilbøjeligheden til synden i sig.

Nogle jødiske forskere har hævdet, at essenernes principielle
midlertidige afvisning af tempelofrene havde banet vejen for og i
særlig grad havde påvirket NT's lære om, at tempelofrene for altid var
ophævet. Men grundlaget for essenernes syn var urenheden hos
præsteskabet og deres forkerte højtidskalender, hvorimod NT forstår
tempelofrene som opfyldte i og med Messias' fuldkomne offer, - altså
ikke en uvæsentlig forskel i opfattelsen af ofrene og deres ophører.

Vi kunne fortsætte med en langt mere detaljeret sammenligning af
lærepunkter og spørgsmål om overholdelse af loven, men ovenstående
giver et ganske godt billede af hvilke ligheder, og især hvilke
forskelle, der var mellem essener-menigheden og den første kristne
menighed. I det hele taget kan man næppe være uenig i den konklussion,
som Joseph A. Fitzmyer er nået frem til, efter en meget nøje og
grundig undersøgelse af vore tilgængelige kilder: "En sammenligning
mellem essener-menigheden og den første jøde-kristne kirke viser flere
fundamentale forskelle end ligheder", "Jewish Christianity in Acts in
the Light of the Qumran Scrolls" i Essays on the Semitic Background of
the NT, 2. ed, Missoula 1974, p. 280.

Med venlig hilsen
Andreas Falck - ICQ 108 480 093
--
"Skabelse og Syndflod" - http://www.syndflod.dk
"Det Evige Evangelium" - http://www.sda-net.dk
"Bibelsk lære om sjælen" - http://www.sda-net.dk/~tror/
"Hvad siger Bibelen" - http://bibel-skole.dk/