---

Hejsa allesammen.

Jeg sidder her og har det rigtig at h til - igen. Håber ikke det gør noget
jeg lige krænger min sjæl ud her, for jeg har sgu brug for jeres hjælp.

Ok. Jeg må hellere starte fra begyndelsen. I starten af august mødte jeg en
pige på nettet, bare som venner, Hun skulle til at studerer her i Odense og
søgte nogle venner her (hun kommer fra lolland). Lige fra første gang vi
skrev sammen var der "noget". Vi svingede helt fantastisk sammen og kunne
snakke om alt muligt. Vi skrev nogle meget lange breve og blev knyttet til
hinanden. Der gik ikke en dag hvor vi enten skrev eller SMS'ede sammen.
Efter ca. 2 uger skulle hun til Odense og se på en lejlighed og vi aftelte
så at mødes samtidig. Vi havde et par dejlige timer sammen, hvor vi snakkede
en masse og for første gang så vi hinanden.
Sidst i august skulle hun så på rustur med sin klasse og da hun havde langt
hjem aftalte vi at hun kunne overnatte hos mig fra søndag til mandag da det
var nemmere. Det gik også fint nok. Vi havde en dejlig dag som vi begge
tænker tilbage på som en god oplevelse. Da vi skull esove lå vi og snakkede
i laaang tid og det var rigtig fedt og det endte med at vi kyssede lidt og
faldt i søvn i hinandens arme. Dejligt.
Nå som tingene skred frem endte det med at hun først fik noget at bo i til
oktober og da studiet startede en md. før, tilbød jeg at hun kunne bo hos
mig.

Jeg har aldrig boet sammen med nogen før, og når jeg har haft venner boende
har jeg altid været GLAD for at de smuttede igen efter et par dage. Det har
var anderledes. Det gik over alt forventning. Det var dejlig at komme hjem
og så var der nogen til at tage i mod mig med en knus og hen af vejen et
lille kys. Dejlig at ha' en at holde om når vi sad og så fjernsyn. I
weekenderne var hun hjemme og pakke sine sager. Og vi kunne ikke lade være
med at sms'e og ringe sammen for lige at høre hinandens stemme og sige at vi
savnede hinanden.
Som tiden gik, blev jeg mere og mere klar over, at jeg var forelsket i denne
pige. Hun er helt anderledes end andre piger jeg har mødt. Selv om jeg er 29
og hun er 21 så tænker jeg ikke over det. Hun var lidt betænkelig ved det i
starten men som tiden gik sagde hun at det føltes mere "naturligt".
Nå, men hun fik så sin egen lejlighed som jeg hjalp med at gøre i stand. Vi
som ofte sammen hos hende (nemmest når jeg har bil og hun kun har cykel). Vi
var også til en fest sammen hos en af mine venner. Og jeg følte det som om
vi var et par. På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i 2 md, men det
føltes som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg var virkeligt forelsket som
aldrig før og på den måde hun opførte sig og de ting hun sagde og vi gjorde
sammen, troede jeg faktisk også at hun var. Hun havde engang sagt at hun
ikke rigtig kunne føle noget for nogen, men det føltes som om mine følelser
var gengældt.
En aften vi lå og snakkede spurgte hun om jeg var forelsket i hende. Det
kunne jeg kun sige ja til og jeg forklarede hende hvorfor. Hun svarede at
hunholdt meget af mig men at hun ikke var forelsket, Det blev jeg ked af,
men jeg sagde at jeg ville blive hos hende fordi jeg elskede hende og havde
alt at vinde ved at holde fast i det vi havde. Efter ca 1 uge blev det for
meget for mig. Jeg spurgte om hun kunne elske mig og det sagde hun ja til.
Hun kunne godt blive forelsket i mig men var det bare ikke lige nu. Jeg
sagde så at jeg ikke bare kunne være sammen med hende som en ven fordi hun
fik nogle meget stærke følelser frem i mig og jeg kunne ikke holde ud at
være sammen med hende da mit hjerte ville blive knust. Da jeg kørte derfra
græd jeg meget og næste morgen tidligt tog jeg ud til en af mine venner da
jeg ikke kunen klare at være alene og havde brug for at snakke om det hele.
Det gik så også bedre da jeg fik det hele lidt på afstand.

Det hold så i 1½ uge, så kunne vi ikke undvære hinanden mere. Vi var så
sammen i ca 1 md. men det hele gentog sig. Jeg kunne ikke lade være med at
tænke på om mine følelser var gengældt og hvar der skulle ske med os. En
morgen fik vi os en lang snak om det og vi græd begge rigtig meget da hun
kørte. Hun følte hun var ond i mod mig og var ked af at miste en god ven og
en som hun holder meget af. Jeg var knust over at miste min dejlige ven og
pigen som jeg elsker over alt på jorden.
Well, Tiden gik. Jeg græd hver dag og kunne ikke overskue noget som helst,
hverken hjemme eller på arbejdet. Så en nat kl 3 ringet det på min dør (ca 2
uger efter vi "slog op") Der var hende. Hun havde været til en fest og i sin
brandert følte hun at hun måtte køre ud til mig fordi hn savnede mig. Næste
morgen fik vi en lang snak. Hun havde ingen at snakke med på sammen måde som
med mig. Ingen forstod hende som jeg og hun holder meget af mig og savner
mig når vi ikke er sammen. Hun var så ked at at vi ikke skulle ses og græd
meget i de uger vi havde været fra hinanden. Jeg sagde så at det da var dumt
at vi begge gik rundt og græd og var kede af det når det eneste der gjorde
os lykkelige var at være sammen.
Så vi har været sammen i godt en måned efter hånden. Vi har sovet sammen
nogle gange siden, og jeg har fortalt hende at jeg elsker hende.

Måske jeg lige burde sige at hun har haft fast kæreste de sidste 4 år. Det
sidste halve års tid har de dog kun været venner med har stadig boet sammen.
Hun har aldrig prøvet at være sig selv. Prøvet at stå på egne ben og leve
sit eget liv.

Men tilbage til min fortælling...
Har i de sidste 3 uger har vi set hinanden 2 gange. Bare en enkelt aften
hvor vi har hygget og snakket og nusset lidt. Jeg kunne mærke på hende at
når jeg kyssede hende, var det mig der kyssede, forstået sådan at hun ikke
kyssede igen. De gange vi sås, var med en uges mellemrum og når jeg foreslog
at vi skulle sove sammen skulle hun altid et eller andet næste morgen. Hun
insisterede også på at hun skulle komme ud til mig. Jeg har en mistanke om
at det var for at slippe for at sove sammen med mig.
Normalt har vi altid holdt kontakten hver dag med sms'er. Og hun skrev at
hun syntes jeg var sød og at hun savnede mig. Jeg savner også hende og det
har jeg fortalt hende jævnligt, men hun har haft travlt med sine opgaver og
arbejde så der har ikke været tid til mig. Jeg har sagt at jeg støtter hende
100%, så hun skal bare bruge den tid hun har brug for - hun er nemlig ret
nervøs for om hun klare stopprøverne - om det er det rigtige studie og om
det hele er en fejl med at flytte til fyn.
Gennem de sidste 4-5 dage har det mest været mig der har taget initiativ til
at sms'e. Jeg har prøvet at lade helt være, så bliver hun nervøs for om der
er sket noget eller om jeg er blevet sur. I går hørte jeg ikke fra hende
hele dagen og da jeg hørte om en ulykke i nærheden af hvor hun nogen gange
cykler, blev jeg bekymret. Det skrev jeg til hende og så svarede hun at hun
havde det fint med at hun også havde andet at lave end være "babysitter" for
mig. Ganske vist sagt med et smil, men jeg havde en fornemmelse af at der lå
mere bag. Jeg spurgte hende så om hun syntes jeg var for omklamrende og
trængte mig for hårdt på. Der til svarede hu nat vi jo ikke behøves sms'e
hver dag og at problemet er at jeg savner hende hele tiden. Ja gu' gør jeg
da det. Jeg er jo forelsket!!!! Jeg skrev til hende at jeg savnede hendes
selvskab. Savnede at holde om hende og at falde i søvn arm i arm. Hun
svarede at hun ikke syntes vi skulle sove sammen da vi jo ikke var kærester
og at bollevenner bare var noget rod. Mit svar var, at det kunne godt være
at hun ikke havde en kæreste, men det havde jeg - nemlig hende!!! Hun ved
jeg elsker hende og er forelsket i hende. Jeg har bedt hende om at forklare
hvorfor hun har skiftet mening. Om hun bare ikke har lyst til at blive holdt
om mere eller om det bare er mig hun ikke har lyst til at blive holdt om af?
Førhen kunne hun ikke sove roligt hvis der ikke var en til at holde om
hende, nu siger hun at hun er vandt til at sove alene og helst vil det. Så
er det jo jeg tænker på om alle hendes "undskyldninger "med at have travlt
og skulle noget i virkeligheden bare har været for at holde mig på afstand.
Det har jeg spurgt hende om, men nu er det snart et døgn siden jeg har hørt
fra hende. Jeg vil ikke skrive til hende før jeg får et svar. Når hun nu er
så glad for at være alene, så skal hun sgu' også ha' lov til det.

Nu lyder jeg måske som en sur stodder, men i virkelig heden er jeg knust
inden i. Jeg har aldrig elsket nogen som jeg elsker hende. Hun siger jeg
giver hende opmærksomhed og varme om ingen hun før har mødt og at hun holder
meget af mig.
Hun gør mig meget forvirret og jeg forstår ikke hvad der er sket. Jeg vil
bare ha' at vi skal være sammen som før. Savne hinanden som vi gjorde i
starten. Det med bollevenner holder ikk. Jeg gider ikke have et forhold der
bare er baseret på sex. Det er for tomt. Hun sagde en gang at det var
dejligt når vi elskede. Elske - det forbinder jeg med følelser. Lige som når
man kysser. Et kys er kun godt når man gør det af kærlighed. Det er noget
meget privat og følelsesladet for mig.

Nå men det er som tingene står nu. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre.
Jeg føler mig lidt misbrugt lige nu. Når hun havde brug for hjælp. Brug for
en at snakke med, en at græde ud hos når hun savnede familie og venner så
var jeg der forhende med det samme. Lige for tiden har jeg brug for det
samme (både fordi jeg savner hende men også fordi der er nogle andre ting i
mit liv som jeg er ked af), men er hun der for mig? Vil hun holde om mig og
lytte til mig og trøste mig? Jeg tror det ikke. Jeg ville ønske hun var, men
dybest nede i mit hjerte tror jeg det ikke.
Jeg vr god nok i starten, men nu kan hun klare sig selv, og så er jeg
pludselig ikke så spændende mere.

Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg elsker og hader hende på samme tid og jeg
ved at hvis vi "slår op" igen så vil jeg komme løbende ved det første lille
vink hun gir' Det er dumt, men hun skal jeg være ærlig, så har jeg aldrig
oplevet følelser så stærke som for hende! Jeg har aldrig haft en kæreste og
hun er det tætteste jeg nogensinde har været på et andet menneske. Hun
giver(gav) mig tryghed og varme som jeg aldrig har oplevet før.

Håber I fik tygget jer i gennem denne lange smøre og kan give mig et lille
råd eller et trøstende ord.

Knus Brian...

---

"Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
news:3c0f906e$0$77383$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hejsa allesammen.
>
> Jeg sidder her og har det rigtig at h til - igen. Håber ikke det
gør noget
> jeg lige krænger min sjæl ud her, for jeg har sgu brug for jeres
hjælp.

Hej Brian, jamen vi hjælper gerne hvis vi kan.

[Snip en helt masse]

For mig lyder det som om følelserne kun vender den ene vej -
nemlig fra dig til hende. Det virker som om hun ikke elsker dig,
som man elsker sin kæreste.

Det gør mig ondt på dine vegne, men du må nok indse at hun vokser
nu - og derfor bliver stærkere og kan sove alene og alt muligt
andet. Du var der for hende, og hun holder sikkert meget af dig,
men derfra og så til at være din kæreste....er der et langt
stykke.

Som jeg ser det, må du hellere indstille dig på at det ikke bliver
jer der skal dele livet. Med mindre du kan vokse dig ud af
forelskelsen og nøjes med at holde af hende som ven, så bliver du
nok nød til at bryde forbindelsen - da det ellers vil blive meget
smertefuldt for dig.

Hvis du ønsker det, kender jeg nogle teknikker - der måske kan
hjælpe dig videre i denne mørke og triste tid. Du kan maile mig
privat om du ønsker at vide mere.

Kærlige hilsner
J¤mfruen) Healer. m.m.

---

"J¤mfruen)" <jomfru-d@vip.cybercity.dk> wrote in message
news:9uod0n$2nfs$1@news.cybercity.dk...

> For mig lyder det som om følelserne kun vender den ene vej -
> nemlig fra dig til hende. Det virker som om hun ikke elsker dig,
> som man elsker sin kæreste.

Det erogså det jeg har været bange for. Måske hat jeg bare fortrængt det,
fordi det var en utrolig skræmmende tanke for mig.


> Det gør mig ondt på dine vegne, men du må nok indse at hun vokser
> nu - og derfor bliver stærkere og kan sove alene og alt muligt
> andet. Du var der for hende, og hun holder sikkert meget af dig,
> men derfra og så til at være din kæreste....er der et langt
> stykke.

Jo... Hun siger hun holder af mig, men er hun der for mig nu når jeg har
brug for hende? Næ, hun vil bare være alene Jeg føler mig i den grad
tråt på lige nu, men alligevel kan jeg ikke lade være med at elske hende.
Hun er bare for fantsktisk! Suk....


> Som jeg ser det, må du hellere indstille dig på at det ikke bliver
> jer der skal dele livet. Med mindre du kan vokse dig ud af
> forelskelsen og nøjes med at holde af hende som ven, så bliver du
> nok nød til at bryde forbindelsen - da det ellers vil blive meget
> smertefuldt for dig.

Jeg kan ikke bare være hendes ven. Mine følelser for hende er alt for
stærke. Jeg kan ikke bare nøjes med at nyde hendes selskab. Når vi er sammen
har jeg mest lyst til at knue hende ind til mig, Fortælle hende hvor meget
hun betyder for mig og bare smelte sammen med hende for altid, Bare
venner... Det kan jeg ikke holde ud! Jeg har prøvet hvordan det er at kysse
og elske hende. Mærke hendes duft når vi holdt om hinanden. At "bare" være
venner vil være et skridt tilbage. Et skridt så smertefuld at jeg ikke vil
ta' det..

/Brian

---

Hej Brian :0)

"Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
news:3c0fffe0$0$7902$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Jo... Hun siger hun holder af mig, men er hun der for mig nu når jeg har
> brug for hende? Næ, hun vil bare være alene Jeg føler mig i den grad
> tråt på lige nu, men alligevel kan jeg ikke lade være med at elske hende.
> Hun er bare for fantsktisk! Suk....

Hvad er det, der gør hende så fantastisk?
At hun er sammen med dig i månedsvis og over
flere omgange, vel vidende at du elsker hende og
hun ikke elsker dig.
At hun nyder den tryghed, du giver hende - uden
at give det samme igen.
At hun ikke "sætter dig fri", fordi hun selv godt kan
bruge nærværet og samhørigheden, når hun er ensom,
og at hun "sætter dig fri", når ikke længere selv har brug
for netop disse ting.

Er det fantastiske, at hun er der for dig?
At hun er et kærligt og givende menneske?

Eller er det fantastiske rent faktisk, at du elsker hende?

Tusinde hilsner
Søs, som synes du lyder som en dejlig fyr, der ikke bliver
behandlet som fortjent!

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> wrote in message
news:3c1103d4$0$25362$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej Brian :0)
>
> "Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
> news:3c0fffe0$0$7902$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> > Jo... Hun siger hun holder af mig, men er hun der for mig nu når jeg har
> > brug for hende? Næ, hun vil bare være alene Jeg føler mig i den grad
> > tråt på lige nu, men alligevel kan jeg ikke lade være med at elske
hende.
> > Hun er bare for fantsktisk! Suk....
>
> Hvad er det, der gør hende så fantastisk?
> At hun er sammen med dig i månedsvis og over
> flere omgange, vel vidende at du elsker hende og
> hun ikke elsker dig.
> At hun nyder den tryghed, du giver hende - uden
> at give det samme igen.
> At hun ikke "sætter dig fri", fordi hun selv godt kan
> bruge nærværet og samhørigheden, når hun er ensom,
> og at hun "sætter dig fri", når ikke længere selv har brug
> for netop disse ting.
>
> Er det fantastiske, at hun er der for dig?
> At hun er et kærligt og givende menneske?

Jeg kan godt se hvad du mener
Som tingene er nu giver hun mig intet igen - ikke en gang en smule støtte nu
hvor jeg har brug for det.
Det er måske mig der er blevet blind? Det der gør(gjorde) hende så
fantastisk er den måde vi kunne være sammen på ind til for et nogle uger
siden. Den måde vi kunne snakke sammen på. Snakke om alt muligt som gik os
på og som vi ikke rigtig kunne snakke med vores andre venner om. Hun har
haft en ska vi sige paranormal oplevelse, men hendes ex slog det bare hen i
pjat og hendes andre venner kunne hun ikke snakke med om den slags. Det
kunne hun med mig. Så var der sex. Det kunne vi også snakke åbent om.
Fortælle om ting vi havde prøvet, fantasier og den slags. Hun har en
personlighed som desvære har ændret sig., men som jeg stadig tror er i hende
hvis hun tør vise nogle følelser. Og den måde hun var på i starten var så
kærlig, følsom, stærk og dejlog, at jeg ikke kunne lade være med at holde
utroligt meget af hende.

>> Eller er det fantastiske rent faktisk, at du elsker hende?

Ja, det er det dessvære nok Hun forstår mig ikke, Hun forstår ikke at
jeg kan elske hende når hun ikke elsker sig selv. Men det gør(gjorde) jeg
altså.

Men jeg har taget en beslutning. Jeg må vidre. På mandag henter jeg mine
ting hos hende; dyne, tandbørst osv. Når vi alligevel ikek skal sove sammen
er der jo ingen grund til de ligger der ude. Hun kan få de julegaver jeg har
købt til hende, og så kan hun så nyde sit "nye liv" alene på sine 30 kvm.
uden nogen rigtige venner, Det er jo det hun vil ha' !!!
Her sidste gang vi slog op, gik det helt rokokko for mig. Det endte med at
jeg en aften besvimede og måtte på hospitalet. Der var ikke noget fysisk
galt, men det har stresset mig for meget at gå og tænke over hende. Det blev
bare for meget og så slog det altså klik. For det ikke skal være løgn var
den senere samme nat at hun kom og ringede på kl 3 om natten. Det havde jeg
strengt taget ikke brug for på det tidspunkt.


> Tusinde hilsner
> Søs, som synes du lyder som en dejlig fyr, der ikke bliver
> behandlet som fortjent!

Tak. Det var sødt sagt. Det varmede!

Knus
Brian.

---

Hej Brian :0)
(og undskyld den "lange" svartid)

"Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
news:3c1128e7$0$77407$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> > Er det fantastiske, at hun er der for dig?
> > At hun er et kærligt og givende menneske?
>
> Jeg kan godt se hvad du mener
> Som tingene er nu giver hun mig intet igen - ikke en gang en smule støtte
nu
> hvor jeg har brug for det.

Lige mine tanker.

> Den måde vi kunne snakke sammen på. Snakke om alt muligt som gik
os
> på og som vi ikke rigtig kunne snakke med vores andre venner om. Hun har
> haft en ska vi sige paranormal oplevelse, men hendes ex slog det bare hen
i
> pjat og hendes andre venner kunne hun ikke snakke med om den slags. Det
> kunne hun med mig.

Igen med din som den "givende" part - idet du er den der
"rummer" hendes oplevelse, den der tager imod, når/hvis
hun læsser af. Læg mærke til at det også i lige dette
eksempel, går én vej.

> Så var der sex. Det kunne vi også snakke åbent om.
> Fortælle om ting vi havde prøvet, fantasier og den slags.

Nu bliver jeg så nysgerrig. Kunne I begge gøre det?
Kunne hun rumme det du fortalte, som du rummede
hende?

> Hun har en
> personlighed som desvære har ændret sig., men som jeg stadig tror er i
hende
> hvis hun tør vise nogle følelser. Og den måde hun var på i starten var så
> kærlig, følsom, stærk og dejlog, at jeg ikke kunne lade være med at holde
> utroligt meget af hende.

Mennesker ændrer sig, og har de gjort det af sig selv,
tror jeg ikke, at der kommer noget godt ud af at tro/
forvente, at de "ændrer" sig tilbage.
Enten svinger man, som man "er", eller også er magien
der ikke længere. Det kan være fantastisk svært at
indoptage, især når det ikke lige er det resultat, som
man selv havde ønsket sig - men at leve med og i så
spinkelt et håb, som du må sidde med - det ville jeg
opfatte som at sætte sit på stand-by på ubestemt tid.
Det opfatter jeg ikke som konstruktivt.

> Men jeg har taget en beslutning. Jeg må vidre. På mandag henter jeg mine
> ting hos hende; dyne, tandbørst osv. Når vi alligevel ikek skal sove
sammen
> er der jo ingen grund til de ligger der ude.

Det lyder fornuftigt, altså i mine ører.

> Hun kan få de julegaver jeg
har
> købt til hende,

Hvorfor dog det? Du kan vel få pengene tilbage, eller
forære dem til en søster/mor eller veninde.
Jeg synes, at der er lidt for meget "snøft, men du skal
dog have disse gaver, om ikke andet så til afsked" over
det. Her tror jeg dog ikke, at du skal lytte væsentligt
til mig, for jeg er simpelthen bare tilhænger af Clean-Cut.
Giv slip og kom videre. Jeg er langt fra sikker på, at andre
ville trives med den model.

Men jeg kan dog sige, at havde det været mig, som du
havde villet give julegaver til efter et brud, så havde jeg
ikke taget imod dem. Jeg ville føle det akavet og på en
eller anden skør facon, som om det ville placere mig i
en slags taknemmelighedsgæld til dig.

> og så kan hun så nyde sit "nye liv" alene på sine 30 kvm.
> uden nogen rigtige venner, Det er jo det hun vil ha' !!!

Så, tag dig selv i nakken - den slags forsmåede tanker
fører ikke til noget (jeg mener det ikke på nogen negativ
måde, men som et lille los i røven).

I har bare ikke de samme følelser for hinanden, og ingen
af jer kan aftvinge den anden disse følelser. Lige så lidt
som du kan forvente, at hun pludselig kommer til at elske
dig - lige så lidt kan hun forvente, at dine følelser bare
slukkes fra den ene dag til den anden. Det er faktisk netop
pga. dette, at jeg trives bedst med at man slet ikke ses efter
et brud (i hvert fald i en periode) - det vil altid gøre ondt,
på den ene eller anden måde, og der er ingen grund til at
pine sig selv eller den anden.

> Her sidste gang vi slog op, gik det helt rokokko for mig. Det endte med
at
> jeg en aften besvimede og måtte på hospitalet.

Og det synes jeg så er at gå til ekstremerne. Det virker for
"afhængigt" på mig. Jeg ville have meget lidt lyst til at indgå
i et forhold, hvor den ene part blev så afhængig af den anden,
for at kunne have det godt, endsige fungere.

Hvis du kan have det sådan, efter så relativt kort tids samliv.
Hvad så hvis i havde været sammen i f.eks. 9½ år, og havde
fået 3 børn (eksemplet er taget fra mig selv)?
Ville du så have begået selvmord? Ville du have taget ungerne
med dig i "faldet"?

Kan du ikke se, hvilke tanker det kan sætte igang hos hende?

Jeg skriver ikke ovenstående for at ponke dig, men blot for
at sætte noget på spidsen. Jeg plejer at spørge mig selv, om
det der sker for mig, er en forside-nyhed, eller egentlig hører
til i bagerste sektion. Jeg har altid forsøgt ikke at blæse tingene
ud af proportioner. Så jeg måtte sande, at selvom det var svært,
at stå alene med 3 børn (han var alkoholiker, jeg valgte skils-
missen selv, men mere af "nød" end af lyst - lysten kom senere)
så var det ikke en forsidenyhed, det var meget langt fra at være
verdens undergang. Men jeg blev meget bevidst om, at jeg havde
levet sammen med ham i mere end 1/3 af mit liv, at han havde
formet mig, at min krop havde været gennem 3 graviditeter og
fødsler - jeg var slet ikke den samme, hverken fysisk eller psykisk.
Det tog noget tid at vænne sig til, ligesom det tog lang tid at vænne
sig til tanken om at skulle røre en anden mand, og lade en anden
mand røre mig.

> Der var ikke noget fysisk
> galt, men det har stresset mig for meget at gå og tænke over hende. Det
blev
> bare for meget og så slog det altså klik.

Jamen gå dog i byen med vennerne, begrav dig i leg med de biler
du godt kan lide at rode med - noget i den stil. Jeg synes det er
helt hen i vejret at lade det tage overhånd i denne grad. Tankerne
styrer altså ikke dig, du kan vælge at tage en tanke i opløbet og
sige til dig selv - så, nu skal jeg altså noget andet (f.eks. gurgle
mund eller spille pik - whatever).

> For det ikke skal være løgn var
> den senere samme nat at hun kom og ringede på kl 3 om natten. Det havde
jeg
> strengt taget ikke brug for på det tidspunkt.

Jeg håber, at du bad hende pænt om at gå, og holdt fast i det.

> Tak. Det var sødt sagt. Det varmede!

Du er noget så velkommen, kærestesorg er en trist ting, altid.
Igen, så håber jeg, at du ikke tager mig mine til tider "hårde"
ord ilde op - jeg mener det godt, også selvom det måske
kommer skidt til udtryk.

Også knus herfra
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> wrote in message
news:3c1c96a6$0$94415$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> > Den måde vi kunne snakke sammen på. Snakke om alt muligt som gik
> os
> > på og som vi ikke rigtig kunne snakke med vores andre venner om. Hun har
> > haft en ska vi sige paranormal oplevelse, men hendes ex slog det bare
hen
> i
> > pjat og hendes andre venner kunne hun ikke snakke med om den slags. Det
> > kunne hun med mig.
>
> Igen med din som den "givende" part - idet du er den der
> "rummer" hendes oplevelse, den der tager imod, når/hvis
> hun læsser af. Læg mærke til at det også i lige dette
> eksempel, går én vej.

Jeg har aldrig rigtig følt behovet for at "læsse af", ikke før nu. Jeg var
egentlig nogenlunde tilfreds med mit liv som det var alene, men nu har jeg
prøvet at være sammen med en jeg holder af om som holdt af mig, og nu er der
blevet "åbnet" for nogle ting jeg ikke har haft behov for at snakke om før.

>
> > Så var der sex. Det kunne vi også snakke åbent om.
> > Fortælle om ting vi havde prøvet, fantasier og den slags.
>
> Nu bliver jeg så nysgerrig. Kunne I begge gøre det?
> Kunne hun rumme det du fortalte, som du rummede
> hende?

Nu har jeg lidt svært ved den slags. Jeg har aldrig haft nogen at snakke med
på den måde så det var nyt for mig, men jeg prøvede og der var ikke nogen
tabuer der.


> > Hun har en
> > personlighed som desvære har ændret sig., men som jeg stadig tror er i
> hende
> > hvis hun tør vise nogle følelser. Og den måde hun var på i starten var
så
> > kærlig, følsom, stærk og dejlog, at jeg ikke kunne lade være med at
holde
> > utroligt meget af hende.
>
> Mennesker ændrer sig, og har de gjort det af sig selv,
> tror jeg ikke, at der kommer noget godt ud af at tro/
> forvente, at de "ændrer" sig tilbage.
> Enten svinger man, som man "er", eller også er magien
> der ikke længere. Det kan være fantastisk svært at
> indoptage, især når det ikke lige er det resultat, som
> man selv havde ønsket sig - men at leve med og i så
> spinkelt et håb, som du må sidde med - det ville jeg
> opfatte som at sætte sit på stand-by på ubestemt tid.
> Det opfatter jeg ikke som konstruktivt.
>
> > Men jeg har taget en beslutning. Jeg må vidre. På mandag henter jeg mine
> > ting hos hende; dyne, tandbørst osv. Når vi alligevel ikek skal sove
> sammen
> > er der jo ingen grund til de ligger der ude.
>
> Det lyder fornuftigt, altså i mine ører.

Faktisk blev hun overrasket da jeg fortalte hende det, og spurgte om jeg var
sur eller om hun havde gjort noget forkert.

>
> > Hun kan få de julegaver jeg
>> har købt til hende,
>
> Hvorfor dog det? Du kan vel få pengene tilbage, eller
> forære dem til en søster/mor eller veninde.
> Jeg synes, at der er lidt for meget "snøft, men du skal
> dog have disse gaver, om ikke andet så til afsked" over
> det. Her tror jeg dog ikke, at du skal lytte væsentligt
> til mig, for jeg er simpelthen bare tilhænger af Clean-Cut.
> Giv slip og kom videre. Jeg er langt fra sikker på, at andre
> ville trives med den model.

Vi er jo ikke uvenner, tvært imod. Så jeg ser ingen grund til ikke at
udveksle de gaver vi havde.
Jeg havde også en gammel bog som jeg havde købt til hende fordi jeg regnede
med at den ville intereserer hende. Og se hende ansigt lyse op på den måde
bare denne sidste gang var dejligt.

> Men jeg kan dog sige, at havde det været mig, som du
> havde villet give julegaver til efter et brud, så havde jeg
> ikke taget imod dem. Jeg ville føle det akavet og på en
> eller anden skør facon, som om det ville placere mig i
> en slags taknemmelighedsgæld til dig.
>
> > og så kan hun så nyde sit "nye liv" alene på sine 30 kvm.
> > uden nogen rigtige venner, Det er jo det hun vil ha' !!!
>
> Så, tag dig selv i nakken - den slags forsmåede tanker
> fører ikke til noget (jeg mener det ikke på nogen negativ
> måde, men som et lille los i røven).
>
> I har bare ikke de samme følelser for hinanden, og ingen
> af jer kan aftvinge den anden disse følelser. Lige så lidt
> som du kan forvente, at hun pludselig kommer til at elske
> dig - lige så lidt kan hun forvente, at dine følelser bare
> slukkes fra den ene dag til den anden. Det er faktisk netop
> pga. dette, at jeg trives bedst med at man slet ikke ses efter
> et brud (i hvert fald i en periode) - det vil altid gøre ondt,
> på den ene eller anden måde, og der er ingen grund til at
> pine sig selv eller den anden.
>
> > Her sidste gang vi slog op, gik det helt rokokko for mig. Det endte med
>> at jeg en aften besvimede og måtte på hospitalet.
>
> Og det synes jeg så er at gå til ekstremerne. Det virker for
> "afhængigt" på mig. Jeg ville have meget lidt lyst til at indgå
> i et forhold, hvor den ene part blev så afhængig af den anden,
> for at kunne have det godt, endsige fungere.

Hun ved det heller ikke - har ikke sagt det til hende.
Jeg har bare spekuleret meget på forholdet og hende og hvad der gik galt og
alt det der. Jeg tænkte faktisk ikke så meget på hende mere på det
tidspunkt, men underbevidstheden er jo en underlig størrelse.

> Hvis du kan have det sådan, efter så relativt kort tids samliv.
> Hvad så hvis i havde været sammen i f.eks. 9½ år, og havde
> fået 3 børn (eksemplet er taget fra mig selv)?
> Ville du så have begået selvmord? Ville du have taget ungerne
> med dig i "faldet"?
>
> Kan du ikke se, hvilke tanker det kan sætte igang hos hende?
>
> Jeg skriver ikke ovenstående for at ponke dig, men blot for
> at sætte noget på spidsen. Jeg plejer at spørge mig selv, om
> det der sker for mig, er en forside-nyhed, eller egentlig hører
> til i bagerste sektion. Jeg har altid forsøgt ikke at blæse tingene
> ud af proportioner. Så jeg måtte sande, at selvom det var svært,
> at stå alene med 3 børn (han var alkoholiker, jeg valgte skils-
> missen selv, men mere af "nød" end af lyst - lysten kom senere)
> så var det ikke en forsidenyhed, det var meget langt fra at være
> verdens undergang. Men jeg blev meget bevidst om, at jeg havde

Det der var en forsidenyhed var at jeg havde en kæreste, det har jeg ikke
haft før. Jeg kan se at jeg i mine 29 år aldrig har været forelsket før nu.

> levet sammen med ham i mere end 1/3 af mit liv, at han havde
> formet mig, at min krop havde været gennem 3 graviditeter og
> fødsler - jeg var slet ikke den samme, hverken fysisk eller psykisk.
> Det tog noget tid at vænne sig til, ligesom det tog lang tid at vænne
> sig til tanken om at skulle røre en anden mand, og lade en anden
> mand røre mig.
>
> > Der var ikke noget fysisk
> > galt, men det har stresset mig for meget at gå og tænke over hende. Det
> blev
> > bare for meget og så slog det altså klik.
>
> Jamen gå dog i byen med vennerne, begrav dig i leg med de biler
> du godt kan lide at rode med - noget i den stil. Jeg synes det er
> helt hen i vejret at lade det tage overhånd i denne grad. Tankerne

Det er lige det der er problemet. Jeg har 3 venner. To her i Odense og 1 i
københavn. De 2 her i byen venter begge børn og det tager selvf. meget af
deres tid, så dem ser jeg ikke så meget til for øjeblikket. Den sidste og
ælste ven er der altid for mig, men det er lidt svært når det jeg har brug
for er at være sammen med nogen lige nu. Og mine hobbyer, tja, sommerting.
Så her i vinterhalvåret er det på standby. Især lige nu hvor vennerne ikke
rigtig har plads til mig og jeg føler det som om jeg står stille, så har jeg
ikke lige brug for bare at være alene med mine tanker. Jeg har tænkt over
det før, og mit liv har formet sig MEGET anderledes end jeg havde "drømt"
om. Jeg er meget langt fra hvor jeg havde troet. Det gik fint før hvor mine
følelser var på standby, men efter at have prøvet at være rigtig hovedløst
forelsket, så er jeg blevet "blød".
Håber det gi'r lidt mening. Det er svært at forklare.

> styrer altså ikke dig, du kan vælge at tage en tanke i opløbet og
> sige til dig selv - så, nu skal jeg altså noget andet (f.eks. gurgle
> mund eller spille pik - whatever).
>
> > For det ikke skal være løgn var
> > den senere samme nat at hun kom og ringede på kl 3 om natten. Det havde
>> jeg strengt taget ikke brug for på det tidspunkt.
>
> Jeg håber, at du bad hende pænt om at gå, og holdt fast i det.

Nej... Vi har faktisk været sammen siden og det gik rigtig godt ind til for
et par uger siden.

> > Tak. Det var sødt sagt. Det varmede!
>
> Du er noget så velkommen, kærestesorg er en trist ting, altid.
> Igen, så håber jeg, at du ikke tager mig mine til tider "hårde"
> ord ilde op - jeg mener det godt, også selvom det måske
> kommer skidt til udtryk.
>
> Også knus herfra
> Søs
>
>

/Brian

---

"Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
news:3c1ce0b3$0$25384$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Jeg har aldrig rigtig følt behovet for at "læsse af", ikke før
nu. Jeg var
> egentlig nogenlunde tilfreds med mit liv som det var alene, men
nu har jeg
> prøvet at være sammen med en jeg holder af om som holdt af mig,
og nu er der
> blevet "åbnet" for nogle ting jeg ikke har haft behov for at
snakke om før.

Jeg kom lige i tanke om noget, som også dukkede op tidligere i
tråden her, men som jeg lige fik forlagt. Derfor skubber jeg det
ind her *S*.

Du skrev på et tidspunkt, at du følte dig skuffet (eller noget i
den stil) over at hun ikke har været der for dig, nu da det så
var dig som havde brug for støtte. For at læsse af vel egentlig,
det var det som lige fik tanken til at poppe op igen.

Jeg har selv været i den situation, at en god ven (ikke en
kæreste......han fik klar besked lige fra vi mødtes og vi har
aldrig været sexuelt sammen) forelskede sig i mig. Og det var
MEGET svært at være der for ham i den situation, hvor han var ked
af, at jeg ikke havde de samme følelser for ham. Hvis det reelt
er en person man holder af, så gør det jo også ondt på en selv,
at se ham være ked af det. Især da fordi man ved, at man er
grunden til det. Det er super svært at være der for en person,
som har meget varmere følelser for en end man selv har for ham.
Jeg havde da en masse tvivl om, hvorvidt han nu misforstod og
læste for meget ind i det, hvis jeg gav ham et knus (det gør jeg
jo med alle mine venner, men det føles altså anderledes, når det
er en person som er forelsket i en). Jeg var også lidt bange
for, at jo mere jeg blev ved med at være sød og tilrådighed for
ham, desto sværere ville det være for ham at komme sig over sin
forelskelse. Han ville jo så hele tiden blive ved med at se mig
som en der opfyldte hans behov på den ene eller den anden måde,
og derfor måske have svært ved at slippe sine følelser for mig.

Det var også lidt ubehageligt, fordi jeg aldrig var helt sikker
på, hvornår han måske forsøgte at påvirke mig til at få følelser
for ham eller få mere fra mig end jeg var villig til at give.
Jeg ved jo godt, hvordan det kan føles at være forelsket, og
hvordan man bare vil have lige lidt mere af den anden. Du
ved.......bare vi kunne ses een gang mere.....og når man så har
set hinanden, så bliver det.......bare vi lige kunne give
hinanden et sidste langt kram.....og får man så det, så bliver
det......bare vi lige kunne putte lidt på sofaen osv osv. Når
man er forelsket er man jo også god til at bilde sig selv ind, at
den anden lægger lige så meget i tingene som een selv, simpelthen
fordi man så gerne vil tro det.

Så når han ville give mig et stort kram, så var jeg usikker på,
hvad der lå bag. Eller når han spurgte om jeg ikke ville blive
og sove (vi havde før sovet i samme seng og ligget og sludret
hele natten). Eller når han lagde sit hoved på min skulder mens
vi så en film.

Det jeg vil frem til er, om du hvis du skulle prøve at være så
objektiv som muligt egentlig selv tror, at det er lige præcis
hende du har allermest brug for til at være der for dig lige nu?
Om ikke du blot ville komme til at håbe en hel masse, hvis hun
var der hele tiden lige nu? Om du måske ikke i virkeligheden
blot har brug for en rigtig god ven til at være der for dig lige
nu, og dine tanker så falder på hende, fordi hun er den du savner
og den du har haft en meget tæt relation til for nylig? Tror du
ikke måske, det ville være sværere for dig at indse, at i to ikke
bliver et par, hvis du så hende tit og ofte og i snakkede meget
intimt sammen?

Jeg siger ikke, at hun har håndteret jeres brud på den bedste
måde. Blot at selvom det er hende du savner, så er det måske
ikke sikkert, at hun ville være det bedste for dig lige nu med
mindre hun rent faktisk gerne ville være din kæreste.

Hyg sig så vældigt
Puk

---

Hej Brian :0)

"Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
news:3c1ce0b3$0$25384$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Jeg har aldrig rigtig følt behovet for at "læsse af", ikke før nu. Jeg
var
> egentlig nogenlunde tilfreds med mit liv som det var alene, men nu har
jeg
> prøvet at være sammen med en jeg holder af om som holdt af mig, og nu er
der
> blevet "åbnet" for nogle ting jeg ikke har haft behov for at snakke om
før.

Det kan jeg godt forstå. Men problemer af denne type, synes jeg
ikke, skal tales igennem med emnet for ens forelskelse - der synes
jeg, at vennerne ville være bedre at læsse af på. Måske netop derfor
jeg værdsætter de mange mennesker i mit liv sådan. Hvis jeg ikke
kan tale med mine søstre eller min far (som jeg næsten kan tale med
om alt), så er der min gode kammerat eller min livslange (25 år nu og
vi er "kun" 32 år *S*) veninde, dertil kommer så dette herlige forum,
for slet ikke at snakke om menneskerne i det :0)

> Nu har jeg lidt svært ved den slags. Jeg har aldrig haft nogen at snakke
med
> på den måde så det var nyt for mig, men jeg prøvede og der var ikke nogen
> tabuer der.

Okay.

> Vi er jo ikke uvenner, tvært imod.

Og det ser jeg desværre som udtryk for, at du ikke formår
at lade en sund vrede komme op til overfladen. Hvis man
bliver behandlet dårligt, er det imo naturligt at blive vred.

> Så jeg ser ingen grund til ikke at
> udveksle de gaver vi havde.

Så skal man da også gøre det - jeg ville bare ikke gøre det,
havde det været mig.

> Hun ved det heller ikke - har ikke sagt det til hende.
> Jeg har bare spekuleret meget på forholdet og hende og hvad der gik galt
og
> alt det der. Jeg tænkte faktisk ikke så meget på hende mere på det
> tidspunkt, men underbevidstheden er jo en underlig størrelse.

Ja. Tror du måske, at du bærer rundt på en del vrede, som du
ikke kan få givet luft?

> Det der var en forsidenyhed var at jeg havde en kæreste, det har jeg ikke
> haft før. Jeg kan se at jeg i mine 29 år aldrig har været forelsket før
nu.

Jeg forglemte mig - forskellige mennesker, oplever forskellige
ting, på forskellige måder, med forskellige intensiteter.

Når jeg tænker på en forelskelse, så er det så intenst og storm-
fuldt - at jeg nærmest kan være "sindssyg i gerningsøjeblikket"
og helt uden realitetssans - og jeg kan tude øjnene ud af hovedet
og bliver helt vildt nede i et par dage, når det ikke "virker". Men
så stopper det også der. Men nu har jeg også prøvet at sige
farvel til et ægteskab, et forhold der varede i næsten 10 år og
hvor jeg fik 3 børn - så et forhold på et par år, eller en forelskelse,
kan ikke længere slå mig ud i mere end et par dage - jeg har jo
noget andet at sammenligne med. Måske er jeg også blevet mere
kynisk med årene.

> Det er lige det der er problemet. Jeg har 3 venner. To her i Odense og 1
i
> københavn. De 2 her i byen venter begge børn og det tager selvf. meget af
> deres tid, så dem ser jeg ikke så meget til for øjeblikket. Den sidste og
> ælste ven er der altid for mig, men det er lidt svært når det jeg har
brug
> for er at være sammen med nogen lige nu. Og mine hobbyer, tja,
sommerting.
> Så her i vinterhalvåret er det på standby. Især lige nu hvor vennerne
ikke
> rigtig har plads til mig og jeg føler det som om jeg står stille, så har
jeg
> ikke lige brug for bare at være alene med mine tanker. Jeg har tænkt over
> det før, og mit liv har formet sig MEGET anderledes end jeg havde "drømt"
> om. Jeg er meget langt fra hvor jeg havde troet. Det gik fint før hvor
mine
> følelser var på standby, men efter at have prøvet at være rigtig
hovedløst
> forelsket, så er jeg blevet "blød".
> Håber det gi'r lidt mening. Det er svært at forklare.

Ja, det er svært at sætte ord på, men det er en god proces.
Hvis du læser, det du her ovenover har skrevet igennem et
par gange, så kan du sikkert selv finde nogle punkter, hvor
du måske ville kunne udvikle dig i positiv retning. Jeg får
da nogle tanker af at læse det. Såsom: Hvad med at finde
nogle interesser, som ikke lige er sommerting? Hvad med
at udvide bekendtskabskredsen (og måske dernæst venne-
kredsen)? Hvad med at give slip på behovet for at være
sammen med nogen, kan det ikke være nok at sludre over
telefonen et par timer?

Alle de behov du nævner herover, er også behov du tager
med ind i forholdet, og så ender det nemt med at du "kvæler"
partneren med dine behov - for sammen med hende vil det
jo heller ikke være nok at sludre i telefon, når I ikke lige kan
være sammen osv.

Jeps - jeg lærte det på den hårde måde, nogle gange skal man
møde et menneske, der siger fra hurtigt og på en meget kontant
måde, før det trænger ind - men så har man også lært noget og
det er godt

Tusinde hilsner
Søs

---

Kære Brian.

Det var en lang mail men jeg synes den beskrev godt hvordan du har det.
Det er ikke nemt at være dig lige nu - dine følelser ligger i et stort rod
udover de andre ting (som du skriver) du går og tumler med. Lige nu er du så
forelsket, det var din første kæreste som altid vil være meget nem at
slippe. Finder man nogensinde den kærlighed igen? skal man nu være single
resten af livet? og så mange andre lignende spørgsmål fiser sikker rundt i
hovedet på dig nu. Du ved hvordan hun er, hun gav dig tryghed, varme og alt
det du havde brug for men pludselig forsvinder hun bare fra dig. Det var
spændende for jer begge i starten og eftersom hun har været i et 4 år langt
forhold med en er det nok meget svært for hende pludselig at være sammen med
en hun ikke kender ligeså godt som ex'en. Hun er sikkert en pige som er
meget usikker på sig selv, en pige der hele tiden har behov for at blive
bekræftet og få tryghed. Dét at flytte helt til Fyn er en ordentlig chance
at tage og jeg tror hun faldt i og brugte dig og din tryghed. Nu er hun så
faldet til her på Fyn og har fundet ud af hun nok ikke rigtig elsker dig men
nok mere er den tryghed du kan give.

Hun er nok ligeså forvirret på sig selv som du er. Mit råd er at prøve at
glemme hende...bla bla bla...det siger alle - ikk?
Men det er faktisk det bedste. Se i øjnene at hun nok aldrig har elsket dig
på samme måde som du har elsket hende. Tag det som en oplevelse og prøv at
kom videre.

Skriv endelig igen..

Knus og mange tanker fra Helle

"Brian" <b@postkasse.com> wrote in message
news:3c0f906e$0$77383$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hejsa allesammen.
>
> Jeg sidder her og har det rigtig at h til - igen. Håber ikke det gør noget
> jeg lige krænger min sjæl ud her, for jeg har sgu brug for jeres hjælp.
>
> Ok. Jeg må hellere starte fra begyndelsen. I starten af august mødte jeg
en
> pige på nettet, bare som venner, Hun skulle til at studerer her i Odense
og
> søgte nogle venner her (hun kommer fra lolland). Lige fra første gang vi
> skrev sammen var der "noget". Vi svingede helt fantastisk sammen og kunne
> snakke om alt muligt. Vi skrev nogle meget lange breve og blev knyttet til
> hinanden. Der gik ikke en dag hvor vi enten skrev eller SMS'ede sammen.
> Efter ca. 2 uger skulle hun til Odense og se på en lejlighed og vi aftelte
> så at mødes samtidig. Vi havde et par dejlige timer sammen, hvor vi
snakkede
> en masse og for første gang så vi hinanden.
> Sidst i august skulle hun så på rustur med sin klasse og da hun havde
langt
> hjem aftalte vi at hun kunne overnatte hos mig fra søndag til mandag da
det
> var nemmere. Det gik også fint nok. Vi havde en dejlig dag som vi begge
> tænker tilbage på som en god oplevelse. Da vi skull esove lå vi og
snakkede
> i laaang tid og det var rigtig fedt og det endte med at vi kyssede lidt og
> faldt i søvn i hinandens arme. Dejligt.
> Nå som tingene skred frem endte det med at hun først fik noget at bo i til
> oktober og da studiet startede en md. før, tilbød jeg at hun kunne bo hos
> mig.
>
> Jeg har aldrig boet sammen med nogen før, og når jeg har haft venner
boende
> har jeg altid været GLAD for at de smuttede igen efter et par dage. Det
har
> var anderledes. Det gik over alt forventning. Det var dejlig at komme hjem
> og så var der nogen til at tage i mod mig med en knus og hen af vejen et
> lille kys. Dejlig at ha' en at holde om når vi sad og så fjernsyn. I
> weekenderne var hun hjemme og pakke sine sager. Og vi kunne ikke lade være
> med at sms'e og ringe sammen for lige at høre hinandens stemme og sige at
vi
> savnede hinanden.
> Som tiden gik, blev jeg mere og mere klar over, at jeg var forelsket i
denne
> pige. Hun er helt anderledes end andre piger jeg har mødt. Selv om jeg er
29
> og hun er 21 så tænker jeg ikke over det. Hun var lidt betænkelig ved det
i
> starten men som tiden gik sagde hun at det føltes mere "naturligt".
> Nå, men hun fik så sin egen lejlighed som jeg hjalp med at gøre i stand.
Vi
> som ofte sammen hos hende (nemmest når jeg har bil og hun kun har cykel).
Vi
> var også til en fest sammen hos en af mine venner. Og jeg følte det som om
> vi var et par. På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i 2 md, men det
> føltes som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg var virkeligt forelsket
som
> aldrig før og på den måde hun opførte sig og de ting hun sagde og vi
gjorde
> sammen, troede jeg faktisk også at hun var. Hun havde engang sagt at hun
> ikke rigtig kunne føle noget for nogen, men det føltes som om mine
følelser
> var gengældt.
> En aften vi lå og snakkede spurgte hun om jeg var forelsket i hende. Det
> kunne jeg kun sige ja til og jeg forklarede hende hvorfor. Hun svarede at
> hunholdt meget af mig men at hun ikke var forelsket, Det blev jeg ked af,
> men jeg sagde at jeg ville blive hos hende fordi jeg elskede hende og
havde
> alt at vinde ved at holde fast i det vi havde. Efter ca 1 uge blev det for
> meget for mig. Jeg spurgte om hun kunne elske mig og det sagde hun ja til.
> Hun kunne godt blive forelsket i mig men var det bare ikke lige nu. Jeg
> sagde så at jeg ikke bare kunne være sammen med hende som en ven fordi hun
> fik nogle meget stærke følelser frem i mig og jeg kunne ikke holde ud at
> være sammen med hende da mit hjerte ville blive knust. Da jeg kørte derfra
> græd jeg meget og næste morgen tidligt tog jeg ud til en af mine venner da
> jeg ikke kunen klare at være alene og havde brug for at snakke om det
hele.
> Det gik så også bedre da jeg fik det hele lidt på afstand.
>
> Det hold så i 1½ uge, så kunne vi ikke undvære hinanden mere. Vi var så
> sammen i ca 1 md. men det hele gentog sig. Jeg kunne ikke lade være med at
> tænke på om mine følelser var gengældt og hvar der skulle ske med os. En
> morgen fik vi os en lang snak om det og vi græd begge rigtig meget da hun
> kørte. Hun følte hun var ond i mod mig og var ked af at miste en god ven
og
> en som hun holder meget af. Jeg var knust over at miste min dejlige ven og
> pigen som jeg elsker over alt på jorden.
> Well, Tiden gik. Jeg græd hver dag og kunne ikke overskue noget som helst,
> hverken hjemme eller på arbejdet. Så en nat kl 3 ringet det på min dør (ca
2
> uger efter vi "slog op") Der var hende. Hun havde været til en fest og i
sin
> brandert følte hun at hun måtte køre ud til mig fordi hn savnede mig.
Næste
> morgen fik vi en lang snak. Hun havde ingen at snakke med på sammen måde
som
> med mig. Ingen forstod hende som jeg og hun holder meget af mig og savner
> mig når vi ikke er sammen. Hun var så ked at at vi ikke skulle ses og græd
> meget i de uger vi havde været fra hinanden. Jeg sagde så at det da var
dumt
> at vi begge gik rundt og græd og var kede af det når det eneste der gjorde
> os lykkelige var at være sammen.
> Så vi har været sammen i godt en måned efter hånden. Vi har sovet sammen
> nogle gange siden, og jeg har fortalt hende at jeg elsker hende.
>
> Måske jeg lige burde sige at hun har haft fast kæreste de sidste 4 år. Det
> sidste halve års tid har de dog kun været venner med har stadig boet
sammen.
> Hun har aldrig prøvet at være sig selv. Prøvet at stå på egne ben og leve
> sit eget liv.
>
> Men tilbage til min fortælling...
> Har i de sidste 3 uger har vi set hinanden 2 gange. Bare en enkelt aften
> hvor vi har hygget og snakket og nusset lidt. Jeg kunne mærke på hende at
> når jeg kyssede hende, var det mig der kyssede, forstået sådan at hun ikke
> kyssede igen. De gange vi sås, var med en uges mellemrum og når jeg
foreslog
> at vi skulle sove sammen skulle hun altid et eller andet næste morgen. Hun
> insisterede også på at hun skulle komme ud til mig. Jeg har en mistanke om
> at det var for at slippe for at sove sammen med mig.
> Normalt har vi altid holdt kontakten hver dag med sms'er. Og hun skrev at
> hun syntes jeg var sød og at hun savnede mig. Jeg savner også hende og det
> har jeg fortalt hende jævnligt, men hun har haft travlt med sine opgaver
og
> arbejde så der har ikke været tid til mig. Jeg har sagt at jeg støtter
hende
> 100%, så hun skal bare bruge den tid hun har brug for - hun er nemlig ret
> nervøs for om hun klare stopprøverne - om det er det rigtige studie og om
> det hele er en fejl med at flytte til fyn.
> Gennem de sidste 4-5 dage har det mest været mig der har taget initiativ
til
> at sms'e. Jeg har prøvet at lade helt være, så bliver hun nervøs for om
der
> er sket noget eller om jeg er blevet sur. I går hørte jeg ikke fra hende
> hele dagen og da jeg hørte om en ulykke i nærheden af hvor hun nogen gange
> cykler, blev jeg bekymret. Det skrev jeg til hende og så svarede hun at
hun
> havde det fint med at hun også havde andet at lave end være "babysitter"
for
> mig. Ganske vist sagt med et smil, men jeg havde en fornemmelse af at der
lå
> mere bag. Jeg spurgte hende så om hun syntes jeg var for omklamrende og
> trængte mig for hårdt på. Der til svarede hu nat vi jo ikke behøves sms'e
> hver dag og at problemet er at jeg savner hende hele tiden. Ja gu' gør jeg
> da det. Jeg er jo forelsket!!!! Jeg skrev til hende at jeg savnede hendes
> selvskab. Savnede at holde om hende og at falde i søvn arm i arm. Hun
> svarede at hun ikke syntes vi skulle sove sammen da vi jo ikke var
kærester
> og at bollevenner bare var noget rod. Mit svar var, at det kunne godt være
> at hun ikke havde en kæreste, men det havde jeg - nemlig hende!!! Hun ved
> jeg elsker hende og er forelsket i hende. Jeg har bedt hende om at
forklare
> hvorfor hun har skiftet mening. Om hun bare ikke har lyst til at blive
holdt
> om mere eller om det bare er mig hun ikke har lyst til at blive holdt om
af?
> Førhen kunne hun ikke sove roligt hvis der ikke var en til at holde om
> hende, nu siger hun at hun er vandt til at sove alene og helst vil det. Så
> er det jo jeg tænker på om alle hendes "undskyldninger "med at have travlt
> og skulle noget i virkeligheden bare har været for at holde mig på
afstand.
> Det har jeg spurgt hende om, men nu er det snart et døgn siden jeg har
hørt
> fra hende. Jeg vil ikke skrive til hende før jeg får et svar. Når hun nu
er
> så glad for at være alene, så skal hun sgu' også ha' lov til det.
>
> Nu lyder jeg måske som en sur stodder, men i virkelig heden er jeg knust
> inden i. Jeg har aldrig elsket nogen som jeg elsker hende. Hun siger jeg
> giver hende opmærksomhed og varme om ingen hun før har mødt og at hun
holder
> meget af mig.
> Hun gør mig meget forvirret og jeg forstår ikke hvad der er sket. Jeg vil
> bare ha' at vi skal være sammen som før. Savne hinanden som vi gjorde i
> starten. Det med bollevenner holder ikk. Jeg gider ikke have et forhold
der
> bare er baseret på sex. Det er for tomt. Hun sagde en gang at det var
> dejligt når vi elskede. Elske - det forbinder jeg med følelser. Lige som
når
> man kysser. Et kys er kun godt når man gør det af kærlighed. Det er noget
> meget privat og følelsesladet for mig.
>
> Nå men det er som tingene står nu. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre.
> Jeg føler mig lidt misbrugt lige nu. Når hun havde brug for hjælp. Brug
for
> en at snakke med, en at græde ud hos når hun savnede familie og venner så
> var jeg der forhende med det samme. Lige for tiden har jeg brug for det
> samme (både fordi jeg savner hende men også fordi der er nogle andre ting
i
> mit liv som jeg er ked af), men er hun der for mig? Vil hun holde om mig
og
> lytte til mig og trøste mig? Jeg tror det ikke. Jeg ville ønske hun var,
men
> dybest nede i mit hjerte tror jeg det ikke.
> Jeg vr god nok i starten, men nu kan hun klare sig selv, og så er jeg
> pludselig ikke så spændende mere.
>
> Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg elsker og hader hende på samme tid og jeg
> ved at hvis vi "slår op" igen så vil jeg komme løbende ved det første
lille
> vink hun gir' Det er dumt, men hun skal jeg være ærlig, så har jeg aldrig
> oplevet følelser så stærke som for hende! Jeg har aldrig haft en kæreste
og
> hun er det tætteste jeg nogensinde har været på et andet menneske. Hun
> giver(gav) mig tryghed og varme som jeg aldrig har oplevet før.
>
> Håber I fik tygget jer i gennem denne lange smøre og kan give mig et lille
> råd eller et trøstende ord.
>
> Knus Brian...
>
>
>

---

Hej Brian.

Jeg har det lidt på samme måde som dig i øjeblikket. Jeg føler jeg giver en
MASSE kærlighed, tryghed og opmærksomhed. Jeg elsker hende virkelig mere end
nogen anden! Men alligevel virker hun ik tilfreds. Ved godt det ik helt er
det samme, men der jeg vil hen er, at jeg føler mig ikke elsket som jeg
gjorde for....desværre....2måneder siden. Vi har været sammen 7måneder
idag.... Og hvis det bliver ved på denne måde tror jeg ikke jeg holder til
det.
Forskellen på vores "problem" er at min kæreste siger hun elsker mig, men at
hun er forvirret over en masse ting(som hun har meget svært ved at fortælle
mig), men jeg føler mig ik elsket.
Du giver kærlighed til en person du elsker, men får INGEN respons. Det er
det værste jeg overhovedet kan forestille mig! Jeg føler virkelig med dig.
Hvis jeg kan gøre noget, vil jeg meget gerne det!

Mvh
Michael

---

"Michael Falkenberg" <Michael.falkenberg@mail.dk> wrote in message
news:3c0fe6b8$0$77416$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej Brian.
>
> Jeg har det lidt på samme måde som dig i øjeblikket. Jeg føler jeg giver
en
> MASSE kærlighed, tryghed og opmærksomhed. Jeg elsker hende virkelig mere
end
> nogen anden! Men alligevel virker hun ik tilfreds. Ved godt det ik helt er
> det samme, men der jeg vil hen er, at jeg føler mig ikke elsket som jeg
> gjorde for....desværre....2måneder siden. Vi har været sammen 7måneder
> idag.... Og hvis det bliver ved på denne måde tror jeg ikke jeg holder til
> det.
> Forskellen på vores "problem" er at min kæreste siger hun elsker mig, men
at
> hun er forvirret over en masse ting(som hun har meget svært ved at
fortælle
> mig), men jeg føler mig ik elsket.
> Du giver kærlighed til en person du elsker, men får INGEN respons. Det er
> det værste jeg overhovedet kan forestille mig! Jeg føler virkelig med dig.
> Hvis jeg kan gøre noget, vil jeg meget gerne det!

Hej Michael.

Jeg tror vi har det på samme måde. Jeg føler virkelig jeg har givet alt hvad
jeg har i mig fordi jeg elsker hende højere end mit eget liv. Men jeg giver
og giver, men jo længer tid der går, jo mindre får jeg tilbage. Nu kan jeg
ikek engang sms'e med hende hver dag. Jeg savner at blive elsket på samme
måde som jeg har elsket hende. Jeg hat aldrig oplevet at en pige har sagt at
hun elsker mig.
Tak for din medfølelse... og ja, det er virkelig det værste man kan opleve

Hygge Brian.

---

Brian <b@postkasse.com> wrote:

> Jeg tror vi har det på samme måde. Jeg føler virkelig jeg har givet alt hvad
> jeg har i mig fordi jeg elsker hende højere end mit eget liv. Men jeg giver
> og giver, men jo længer tid der går, jo mindre får jeg tilbage. Nu kan jeg
> ikek engang sms'e med hende hver dag. Jeg savner at blive elsket på samme
> måde som jeg har elsket hende. Jeg hat aldrig oplevet at en pige har sagt at
> hun elsker mig.
> Tak for din medfølelse... og ja, det er virkelig det værste man kan opleve

Selvfølgelig er det trist og surt og kedeligt og sørgeligt og alt det
der, og du har min fulde sympati og medfølelse, men når det er sagt, så
kommer der jo også et tidspunkt, hvor det gælder om at komme videre og
ikke gå helt i stå. Giv dig selv et los i røven og kom videre med dit
liv. Både de gode og dårlige erfaringer gør os alle til rigere mennesker
og bekræfter os i, at vi er levende, følsomme mennesker. Der er masser
af muligheder for at træffe nye venner/kærester på nettet (dating,dk?).
Husk bare at være åben og ærlig om dig selv og ikke foregive at være
noget andet, end du er, men lad også være med at undervurdere dig selv.
Du skal også passe på ikke at være for klæbende eller klistrende over
for nye kvindelige bekendtskaber. Det virker skræmmende hvis en mand
ikke indeholder lidt robusthed og en evne til at stå på egne ben. De
færreste ønsker at være kæreste med en "sugemalle" (bortset fra når man
kysser og har oralsex!)
--
hilsen claus

---

"claus" <claus@post.dk> wrote in message
news:1f42bpz.62baah7drekaN@0xc3f9e412.boanxr8.ras.tele.dk...

> Selvfølgelig er det trist og surt og kedeligt og sørgeligt og alt det
> der, og du har min fulde sympati og medfølelse, men når det er sagt, så
> kommer der jo også et tidspunkt, hvor det gælder om at komme videre og
> ikke gå helt i stå. Giv dig selv et los i røven og kom videre med dit
> liv. Både de gode og dårlige erfaringer gør os alle til rigere mennesker
> og bekræfter os i, at vi er levende, følsomme mennesker. Der er masser

Jeg prøver. Det er bare ufatteligt svært at glemme det der engang var. Jeg
ved det er dumt. Jeg ved det er mig der sidder og tuder. Men der har bare
være så mange store følelser som jeg ikke har følt før. Og det er ret
overvældende.
Se mit svar til Søs. Nu kan min "kæreste" ha' sig selv og nyde sin ensomhed.
Jeg har prøvet det - og jeg hader det!

> af muligheder for at træffe nye venner/kærester på nettet (dating,dk?).
> Husk bare at være åben og ærlig om dig selv og ikke foregive at være
> noget andet, end du er, men lad også være med at undervurdere dig selv.

Jeg gider ikke nette mere. Jeg har netdatet i over et år. Haft 5-6 dates. 3
af dem faldt jeg for. De første 2 var ret hårde fordi det faktisk gik god,
men så pludselig fandt de ud af at de ikke var klar til et nyt forhold. Den
sidste var så hende jeg har nu. Det er hende jeg er kommet længst med på en
hver måde.
Generelt virker det som om folk der, ikke er ret serriøse. Og jeg føler
efterhånden at jeg spilder min tid der.

> Du skal også passe på ikke at være for klæbende eller klistrende over
> for nye kvindelige bekendtskaber. Det virker skræmmende hvis en mand
> ikke indeholder lidt robusthed og en evne til at stå på egne ben. De
> færreste ønsker at være kæreste med en "sugemalle" (bortset fra når man
> kysser og har oralsex!)

Jeg ved det godt. Jeg har også en fornemmelse af at jeg har været meget
"sugemalle" på det sidste. Men det er pga. min usikkerhed. Usikker på hvad
hun følte. Usikker på om der var noget eller ej. Og generelt bare savnet at
have hende hos mig. Prøvede på at få bare et lille tegn på hvad hun følte
for mig. Der er sgu' overvældende at have været alene i 29 år og så
pludselig ha' en der bare lige suser gennem alle ens forsvarsværker og
stjæler mit hjerte i løbet af få uger - tjuhej for en oplevelse. Det var ret
fedt i starten! Jeg har aldrig været så glad og flud af energi som den gang.


Hygge B.

---

Brian <b@postkasse.com> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3c112bc9$0$77414$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> pludselig ha' en der bare lige suser gennem alle ens forsvarsværker og
> stjæler mit hjerte i løbet af få uger - tjuhej for en oplevelse. Det var
ret
> fedt i starten! Jeg har aldrig været så glad og flud af energi som den
gang.

Ja, kærlighed sucks, men what to do... Og er du åben for verden, skal nok
komme igen. Om du vil det eller ej

---

"peter jensen" <firecracker88@yahoo.com> wrote in message
news:bwKQ7.2146$_G1.746216@newsc.telia.net...
>
> Brian <b@postkasse.com> skrev i en
> nyhedsmeddelelse:3c112bc9$0$77414$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> > pludselig ha' en der bare lige suser gennem alle ens forsvarsværker og
> > stjæler mit hjerte i løbet af få uger - tjuhej for en oplevelse. Det var
> ret
> > fedt i starten! Jeg har aldrig været så glad og flud af energi som den
> gang.
>
> Ja, kærlighed sucks, men what to do... Og er du åben for verden, skal nok
> komme igen. Om du vil det eller ej

Jeg vil bare ikke vente 29 år igen...

---

Brian <b@postkasse.com> wrote:

> Jeg prøver. Det er bare ufatteligt svært at glemme det der engang var. Jeg
> ved det er dumt. Jeg ved det er mig der sidder og tuder. Men der har bare
> være så mange store følelser som jeg ikke har følt før. Og det er ret
> overvældende

Selvfølgelig er det hårdt, men dybest set er det selvmedlidenhed du
lider af - ligesom alle os andre - du skulle gerne en gang (snart) nå
dertil, at du kan grine ad det hele, også dig selv for at komme videre.

> Jeg gider ikke nette mere. Jeg har netdatet i over et år. Haft 5-6 dates. 3
> af dem faldt jeg for. De første 2 var ret hårde fordi det faktisk gik god,
> men så pludselig fandt de ud af at de ikke var klar til et nyt forhold. Den
> sidste var så hende jeg har nu. Det er hende jeg er kommet længst med på en
> hver måde.
> Generelt virker det som om folk der, ikke er ret serriøse. Og jeg føler
> efterhånden at jeg spilder min tid der.

For pokker da! Ingenting kommer af sig selv. Du er nødt til at gøre en
stor indsats, om det så er på nettet eller andre steder.
Kærlighed er en hård business. Det var lettere, hvis man kunne nøjes med
en hund i stedet for til at holde sig med selskab.

--
hilsen claus

---

"claus" <claus@post.dk> skrev i en meddelelse
news:1f47o5i.dtg0iwhtsnasN@0xc3f9a309.boanxr5.ras.tele.dk...

> Selvfølgelig er det hårdt, men dybest set er det
selvmedlidenhed du
> lider af - ligesom alle os andre - du skulle gerne en gang
(snart) nå
> dertil, at du kan grine ad det hele, også dig selv for at komme
videre.

Jeg er altså ikke helt enig. Jeg synes, der er en udbredet
tendens til at man opfordrer folk med kærestesorg til at skynde
sig at komme videre, holde op med at have ondt af sig selv og
også gerne bare finde sig en ny.

Men jeg kan altså ikke se noget galt i at sørge over det som man
har mistet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om denne
mani vi har med, at man skal hurtigt videre ikke i virkeligheden
er en form for flugt. Vi er så skide bange for at have ondt og
for at mærke smerte. Jeg siger ikke, at man ligefrem behøver at
dyrke det, men jeg tror det er sundt nok at lade sig selv rigtig
føle det og give sig tid til at lade det gå over lige så stille
af sig selv.

Det er ingen skam at være ked af at miste kærlighed. Faktisk
ville jeg nok først begynde at bekymre mig, når folk virker
ligeglade.

Hyg sig så vældigt
Puk

---

"Puk" <powder@worldonline.dk> wrote in message
news:I_8R7.6234$z4.749995@news000.worldonline.dk...

> > dertil, at du kan grine ad det hele, også dig selv for at komme
> videre.
>
> Jeg er altså ikke helt enig. Jeg synes, der er en udbredet
> tendens til at man opfordrer folk med kærestesorg til at skynde
> sig at komme videre, holde op med at have ondt af sig selv og
> også gerne bare finde sig en ny.

Enig! Jeg vil ikke ha' en anden (lige nu). Jeg vil ha' lov til at være ked
af det. Være ked at at jeg har givet det stærkeste og mest skrøbelige til
hende. Min kærlighed og mit hjerte. Være ked af det jeg har mistet. Hvis jeg
ikke var ked af det kunne det jo være lige meget,
Hvis jeg bare suste ud ig fandt en anden ville det jo bare være hende der
fik det som jeg har det nu. En-vejs kærlighed gør sgu' ondt og det vil jeg
ikke gøre mod andre.

> Men jeg kan altså ikke se noget galt i at sørge over det som man
> har mistet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om denne
> mani vi har med, at man skal hurtigt videre ikke i virkeligheden
> er en form for flugt. Vi er så skide bange for at have ondt og
> for at mærke smerte. Jeg siger ikke, at man ligefrem behøver at
> dyrke det, men jeg tror det er sundt nok at lade sig selv rigtig
> føle det og give sig tid til at lade det gå over lige så stille
> af sig selv.
>
> Det er ingen skam at være ked af at miste kærlighed. Faktisk
> ville jeg nok først begynde at bekymre mig, når folk virker
> ligeglade.

Jeg kunne ikke være mere enig!


/Brian

---

"claus" <claus@post.dk> wrote in message
news:1f47o5i.dtg0iwhtsnasN@0xc3f9a309.boanxr5.ras.tele.dk...

> Brian <b@postkasse.com> wrote:
>
> > Jeg prøver. Det er bare ufatteligt svært at glemme det der engang var.
Jeg
> > ved det er dumt. Jeg ved det er mig der sidder og tuder. Men der har
bare
> > være så mange store følelser som jeg ikke har følt før. Og det er ret
> > overvældende
>
> Selvfølgelig er det hårdt, men dybest set er det selvmedlidenhed du
> lider af - ligesom alle os andre - du skulle gerne en gang (snart) nå
> dertil, at du kan grine ad det hele, også dig selv for at komme videre.

Jeg synes faktisk ikke der er ret meget at grine af :-/

>
> > Jeg gider ikke nette mere. Jeg har netdatet i over et år. Haft 5-6
dates. 3
> > af dem faldt jeg for. De første 2 var ret hårde fordi det faktisk gik
god,
> > men så pludselig fandt de ud af at de ikke var klar til et nyt forhold.
Den
> > sidste var så hende jeg har nu. Det er hende jeg er kommet længst med på
en
> > hver måde.
> > Generelt virker det som om folk der, ikke er ret serriøse. Og jeg føler
> > efterhånden at jeg spilder min tid der.
>
> For pokker da! Ingenting kommer af sig selv. Du er nødt til at gøre en
> stor indsats, om det så er på nettet eller andre steder.

Nåe ja, og jeg har jo bare siddet og fiset den af! :-/

---

Brian <b@postkasse.com> skrev:
> Men det er pga. min usikkerhed. Usikker på hvad
> hun følte.

Jeg kan genkende noget der fra mig selv. Men så tænk på en ting:
Selvtillid kan et eller andet sted godt være et valg. Det har jeg lært
mig selv. Hvad er forskellen på usikre og selvsikre mennesker? Det er
svært at forklare, men man kan træne sig selv i det, når først man
bliver bevidst om det. Det er da sket for mig. Læg mærke til andre
selvsikre mennesker. Hvad er det der gør at de har "noget" ved sig som
bare signalerer styrke, velbefindende eller stilfuldhed? Der er meget at
lære ved at se på hvordan andre bærer sig ad. Det er ikke ment sådan at
man skal efterligne nogen. Kun lære ved at iagttage andre og derefter
arbejde med sig selv. Men det tager tid.


--
Gunnar Vestergaard

Demokrati: To ulve og et lam der stemmer om
hvad de skal have til middag.

---

Brian, du har min fulde forståelse. Du er faktisk en heldig kartoffel.
Du er nået længere end jeg er. Jeg er 26 og har endnu til gode at opleve
de positive ting som du i det mindste har oplevet i den forbindelse.

Jeg har bare ikke oplevet nok i livet til at kunne give dig noget råd.
Men der er kommet meget fornuftige synspunkter frem fra andre i denne
tråd. Men jeg vil fortælle en ting som nok ikke har så meget med dit
oprindelige emne at gøre.

Jeg havde engang en veninde der fulgte rigtigt godt med i de ting jeg
havde og stadig har at rode med. Og noget andet er at vi var lige på
nippet til at blive kærester. Men så et par gange var jeg ærlig over for
hende. Pokker tage den ærlighed. For hvad har den givet mig? Ærligheden
kostede mig udsigten til at få en kæreste. Altså jeg mener: Det blev
ikke til noget med et parforhold. Nå ja, hvad mener jeg så med ærlighed?
Jo, at jeg lukkede op for mine følelser over for hende. Det var både det
ene og det andet, hvor fællesnævneren for følelserne var at ikke føle
sig god nok. Det kan en kvinde jo ikke tænde på. Og i tiden derefter
oplevede jeg det sådan at vi begge havde stærke følelser for hinanden
alligevel. Jahhh, det kan blive til noget værre rod med den kærlighed.
Men erfaring gør en stærkere.

Jeg planlægger at tage hen at se hende igen, for det er mere end et år
siden jeg har set hende sidst. Hun arbejder i et koncerthus. Jeg skal
nok vende tilbage til jer hvis der sker noget nyt.

Så skrev claus <claus@post.dk>:
> Det virker skræmmende hvis en mand
> ikke indeholder lidt robusthed og en evne til at stå på egne ben.

Jeg kan godt følge dig. Det er vigtigt, selv om man har problemer,
tydeligt at signalere "Hey, jeg klarer mig alligevel og kæmper videre".

Nu er det jeg vil spørge de andre kvinder i dette forum om hvad de synes
om "knudemanden", altså en der er tavs om sine problemer, men alligevel
virker tiltrækkende. Har i nogen sinde kommet sammen med sådan en?
Hvilke problemer og gevinster ligger der i det?

--
Gunnar Vestergaard

Demokrati: To ulve og et lam der stemmer om
hvad de skal have til middag.

---

Hej Gunnar :0)

"Gunnar Vestergaard" <post@gunnar-v.dk> skrev i en meddelelse
news:1f4aq82.1cirvircf28zhN%post@gunnar-v.dk...

> Så skrev claus <claus@post.dk>:
> > Det virker skræmmende hvis en mand
> > ikke indeholder lidt robusthed og en evne til at stå på egne ben.

Netop - og det er også ofte egenskaber som mænd ønsker
at finde i en kvinde. Det er dejligt at være der for hinanden,
men først og fremmest skal man kunne stå alene.

> Nu er det jeg vil spørge de andre kvinder i dette forum om hvad de synes
> om "knudemanden", altså en der er tavs om sine problemer, men alligevel
> virker tiltrækkende. Har i nogen sinde kommet sammen med sådan en?

Ja.

> Hvilke problemer og gevinster ligger der i det?

Gevinsten kan være, at man får indtryk af at han er stærk og kan klare
det meste - men min oplevelse var og er, at det indtryk hurtigt smuldrer,
når manden ikke kan snakke om problemerne, det være dagligdags-
problematikker der hele tiden opstår, såvel som mere vigtige og
dybtliggende problemer.

I ovenstående har jeg vel i korte træk fremhævet både det postive og
det negative, som jeg oplever det.

Tusinde hilsner
Søs

---

"Helle Nielsen" <helle@jirty.dk> wrote in message
news:3c0fbaa5$0$7911$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Kære Brian.
>
> Det var en lang mail men jeg synes den beskrev godt hvordan du har det.
> Det er ikke nemt at være dig lige nu - dine følelser ligger i et stort rod
> udover de andre ting (som du skriver) du går og tumler med. Lige nu er du
så
> forelsket, det var din første kæreste som altid vil være meget nem at
> slippe. Finder man nogensinde den kærlighed igen? skal man nu være single
> resten af livet? og så mange andre lignende spørgsmål fiser sikker rundt i

Jamen det er jo lige det. Som det er nu, kan jeg ikke overskue at skulle
lære et andet menneske at kende på samme måde som jeg kender hende. Gøre de
samme ting og give de samme følelser. Jeg føler ikke jeg kan elske andre end
hende. Jeg væmmes ved tanken om at skulle kæle med andre end hende. Hvordan
skal det nogen side kunne føles lige så fantastisk dejlig og intenst som når
hun er nær...
Jeg ved godt at jeg kommer over det med tiden. Men lige nu er jeg bare en
stort åbent sår. Jeg tvivler på at jeg kan elske nogen som jeg har elsket
(elsker) hende. Måske har jeg elsket hende for meget? Jeg har givet alt hvad
jeg kunne for at være der for hende. Jeg var startet på et studie ved siden
af mit arbejde, men hun havde brug for min støtte, så jeg måtte træffe et
valg og jeg valgt hende!

> hovedet på dig nu. Du ved hvordan hun er, hun gav dig tryghed, varme og
alt
> det du havde brug for men pludselig forsvinder hun bare fra dig. Det var
> spændende for jer begge i starten og eftersom hun har været i et 4 år
langt

Vel var det spændende i starten. Jeg havde heller ikke regnet med at det
skulle gå som det gik, men jo bedre jeg lærte hende at kende jo mere fandt
jeg ud af at hun var alt det jeg havde drømt om

> forhold med en er det nok meget svært for hende pludselig at være sammen
med
> en hun ikke kender ligeså godt som ex'en. Hun er sikkert en pige som er

Hun siger at hun kan snakke med mig om ting som hende ex slet ikke forstod.
Vi blev hinandens bedste venner på meget kort tid. Vi svinger godt sammen på
en måde jeg aldrig har oplevet før.

> meget usikker på sig selv, en pige der hele tiden har behov for at blive
> bekræftet og få tryghed. Dét at flytte helt til Fyn er en ordentlig chance

Hun er usikker. Dels fordi hun er her helt alene. Dels fordi hun er i tvivl
om det er det rette studie for hende og om hun klare det. Og så det at
starte på universitetet er i sig selv en omvæltning. Det er så meget
anderledes end det man kommer fra. Jeg hat snakket med en at mine venner som
også hat gået på uni, og han siger at mange simpelthen slår helt flik flak.
De dropper kærester og venner og bliver helt rundt på gulvet over alt det
nye.
Også forstår hun ikke at jeg kan elske hende når hun ikke elsker sig selv.
(noget med vægt og sån..) Men det betyder intet for mig. Jeg kan se i gennem
hende og inde til hende person. Det er ikke bare det ydre, selv om jeg hat
fortalt hende at jeg synes hun ser fantastisk ud også da jeg så hende første
gang, men hele hendes personlighed jeg tiltrækkes af. Det var der aldrig
nogen der havde sagt til hende før... Siden hendes forældre blev skilt da
hun var 16, har hun savnet tryghed i sit liv. Det fandt hun, først med sin
ex, og siden hos mig.

> at tage og jeg tror hun faldt i og brugte dig og din tryghed. Nu er hun så
> faldet til her på Fyn og har fundet ud af hun nok ikke rigtig elsker dig
men
> nok mere er den tryghed du kan give.

Derfor føler jeg mig misbrugt på en eller anden måde. Javist, hun gav mig
kys, knus og det bedste sex jeg nogensinde har haft (fordi der var følelser
med) men nu hvor jeg har brug for tryghed og varme, så må jeg klare mig selv

Jeg har 3 venner. 2 af dem her i odense. Begge venner har kærester og venter
børn. Jeg er den eneste i min omgangskreds der er single. Mit liv har formet
sig MEGET anderledes en jeg havde drømt om. Jeg er træt af at være alene.
Jeg har så meget kærlighed som jeg gerne vil give til en helt speciel
person, og det endte altså med at være hende. Selvfølgelig skal alt det her
lige ramle sammen med december. Jeg hader december! Alle går rundt og
stresser over en enkelt aften hvor man er sammen med dem man holder af - jeg
har ingen... For så lige at sætten toppen på kransekagen, så er der så
nytårs aften. De venner jeg har har alle sammen planer med deres andre
venner (de sædvanlige nytårsfester hvor 3-4 par mødes og hygger sig). Hey,
fedt... Brian sidder alene og har ingen at være sammen med.
Oven i det hele havde jeg så naivt håbet at det denne gang skulle være
anderledes. At jeg havde en at elske og blive elsket af. En der kunne hjælpe
mig gennem dette årlige december-helvede, men nej. I år er det bare meget
være end det plejer.

> Hun er nok ligeså forvirret på sig selv som du er. Mit råd er at prøve at
> glemme hende...bla bla bla...det siger alle - ikk?

Jo, det sagde de allerede første gang vi slog op. Jeg har bare så svært ved
at se en verden hvor hun ikke er en del af mit liv. Bare tanken får mig til
at græde.

> Men det er faktisk det bedste. Se i øjnene at hun nok aldrig har elsket
dig
> på samme måde som du har elsket hende. Tag det som en oplevelse og prøv at
> kom videre.

Jamen hvorfor siger hun så at hun nogen gange er forelsket i mig og andre
gange ikke? Hvis hun nogen gange føler noget for mig, så må det da være værd
at gi en chance - hun har aldrig mødt nogen som mig og jeg har aldrig mødt
nogen som hende. Ingen kan klare sig uden kærlighed. Og at ha' en som elsker
en næsten betingelsesløst er den største gave man kan få - det kræver bare
at man tør åbne og turde modtage denne kærlighed og gengælde den som man nu
kan...

Alt i alt har dette været en oplevelse jeg godt kunne ha' undværet, og dog.
Jeg har for første gang i mit liv ladet et anden menneske komme rigtig tæt
på. For første gang være rigtig forelsket, virkeligt forelsket. Men hvis
kærlighed skal gøre så ondt som den gør nu, ved jeg snart ikke om jeg tør
elske igen...


Knus Brian.

---

"Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
news:3c1008b3$0$7890$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Brian

> Jamen hvorfor siger hun så at hun nogen gange er forelsket i
mig og andre
> gange ikke? Hvis hun nogen gange føler noget for mig, så må det
da være værd
> at gi en chance

Jeg kender hende jo overhovedet ikke, men et gæt på, hvorfor hun
nogle gange siger ét og andre gange noget andet kunne være, at
hun måske virkelig gerne ville være forelsket i dig, fordi du
gerne vil give hende det, som hun savner.

Altså det at blive elsket og at elske igen det vil hun gerne, og
det er derfor meget tillokkende at have et forhold til dig.
Problemet er bare, at hun reelt ikke er forelsket i dig og det
kan hun jo godt mærke, så efter et lille stykke tid, så føles det
ikke så vidunderligt længere og hun trækker sig væk igen, fordi
hun godt ved, at det ikke er holdbart.

Vi styrer ikke altid selv, hvem vi forelsker os i, og jeg kunne
forestille mig at det hun oplever netop er, at hun meget gerne
ville forelske sig i dig, fordi hun godt kan se at du ville være
en dejlig kæreste for hende at have. Nogle gange føles det måske
endda så dejligt, at du er så sød ved hende (fordi du tilbyder
noget hun savner) at hun selv kommer til at tro, at hun er
forelsket eller bilder sig ind, at hun er det, simpelthen fordi
hun gerne ville være det. Altså wishfull thinking.

Det er som sagt bare et gæt.

> Alt i alt har dette været en oplevelse jeg godt kunne ha'
undværet, og dog.
> Jeg har for første gang i mit liv ladet et anden menneske komme
rigtig tæt
> på. For første gang være rigtig forelsket, virkeligt forelsket.
Men hvis
> kærlighed skal gøre så ondt som den gør nu, ved jeg snart ikke
om jeg tør
> elske igen...

Men hvis det føles så dejligt, som du siger det føltes i starten,
så vil du slet ikke kunne lade være *S*. Det er jo lige præcis
det, som får folk til at rejse sig igen og igen.

Hyg sig så vældigt
Puk

---

"Puk" <powder@worldonline.dk> wrote in message
news:P1ZP7.442$Q3.35404@news010.worldonline.dk...

> > Jamen hvorfor siger hun så at hun nogen gange er forelsket i
> mig og andre
> > gange ikke? Hvis hun nogen gange føler noget for mig, så må det
> da være værd
> > at gi en chance
>
> Jeg kender hende jo overhovedet ikke, men et gæt på, hvorfor hun
> nogle gange siger ét og andre gange noget andet kunne være, at
> hun måske virkelig gerne ville være forelsket i dig, fordi du
> gerne vil give hende det, som hun savner.
>
> Altså det at blive elsket og at elske igen det vil hun gerne, og
> det er derfor meget tillokkende at have et forhold til dig.
> Problemet er bare, at hun reelt ikke er forelsket i dig og det
> kan hun jo godt mærke, så efter et lille stykke tid, så føles det
> ikke så vidunderligt længere og hun trækker sig væk igen, fordi
> hun godt ved, at det ikke er holdbart.
>
> Vi styrer ikke altid selv, hvem vi forelsker os i, og jeg kunne
> forestille mig at det hun oplever netop er, at hun meget gerne
> ville forelske sig i dig, fordi hun godt kan se at du ville være
> en dejlig kæreste for hende at have. Nogle gange føles det måske
> endda så dejligt, at du er så sød ved hende (fordi du tilbyder
> noget hun savner) at hun selv kommer til at tro, at hun er
> forelsket eller bilder sig ind, at hun er det, simpelthen fordi
> hun gerne ville være det. Altså wishfull thinking.
>
> Det er som sagt bare et gæt.

Måske du har fat i noget der. Det er bare så utroligt forvirrende sådan at
få trukket tæppet væk under sig med mellemrum, bedst som man tror der er
noget.



> > Alt i alt har dette været en oplevelse jeg godt kunne ha'
> undværet, og dog.
> > Jeg har for første gang i mit liv ladet et anden menneske komme
> rigtig tæt
> > på. For første gang være rigtig forelsket, virkeligt forelsket.
> Men hvis
> > kærlighed skal gøre så ondt som den gør nu, ved jeg snart ikke
> om jeg tør
> > elske igen...
>
> Men hvis det føles så dejligt, som du siger det føltes i starten,
> så vil du slet ikke kunne lade være *S*. Det er jo lige præcis
> det, som får folk til at rejse sig igen og igen.

Det er jo lige det. Jeg troede jeg harvde været forelsket før, men slet ikke
på denne måde. Jeg var/er i den grad fyldt med følelser så stærke og dybe at
jeg aldrig har oplevet noget ligende. Derfor er der virkelig som om hele min
tilværelse er knust lige nu, og det ved jeg ikke om jeg tør igen. Jeg tror
ikke jeg kan klare det een gang til.

Knus Brian.

---

<langt snip over det hele>

Hej Brian

Ja, det gør simpelthen bare ondt ad helvede til...
Du er hverken den første eller sidte der oplever det... prøv at ikke
bebrejde hende noget... og måske kan du alligevel snart se tilbage på
det hele med taknemmelighed for det I havde...

Dit indlæg fik mig til at tænke på denne her sang, som du sikkert
kender, men teksten kan måske hjælpe dig til at få det hele på plads
før eller senere:

I Will Always Love You

If I should stay
I would only be in your way
So I'll go, but I know
I'll think of you every step of the way

Chorus

Bitter sweet memories
That is all I'm taking with me
So goodbye, please don't cry
We both know I'm not what you need

Chorus

I hope life treats you kind
And I hope you have all you dreamed of
And I wish you joy and happiness
But above all this I wish you love


Chorus:
I will always love you
I will always love you

---

"Matthias J." <mkjuergensen@email.dk> wrote in message
news:6urv0ukrl8bapmq57ls33fcho6eogg48j7@4ax.com...

> Hej Brian
>
> Ja, det gør simpelthen bare ondt ad helvede til...
> Du er hverken den første eller sidte der oplever det... prøv at ikke
> bebrejde hende noget... og måske kan du alligevel snart se tilbage på
> det hele med taknemmelighed for det I havde...
>

Jeg bebrejder hende intet. Jeg kunne måske bare have ønsket at hun havde
været stærk nok til at sige fra i starten så vi ikke var kommet så tæt på
hinanden som vi gjorde. Men dengang virkede det som om hun følte det samme
som jeg.

/Brian

---

Hej Brian

Jeg sad og læste dit lange brev, og ville lige sige en ting. Det er ikke et
råd, de hjælper ikke så meget i din nuværende situation, for du kan ikke få
din hjerne til at fungere ordentligt, så længe hun ikke er ude af dit system
(og det tager lang tid, det ved jeg desværre). Det jeg vil sige var, at gu'
er det fedt at være forelsket, den kemiske reaktion der kører rundt i
kroppen osv, men på længere sigt er det vand ved siden af den oplevelse det
er, når et andet menneske elsker dig ubetinget for den du er og ikke andet.
Tro mig har prøvet begge dele.

---

Hejsa.

Jeg ved det, du har ret. Jeg har aldrig prøvet at blive elsket (venner og
familie tæller ikke med her). Jeg har heller aldrig prøvet virkelig at være
der 100% for et andet menneske på den måde som jeg var for hende (droppede
mit fjern-studie fordi hun havde brug for mig - et valg, og måske et dumt
valg, men på det tidspunkt var det det eneste rigtige følte jeg). På et
tidspunkt troede jeg virkelig at hun elskede mig. De ting vi gjorde, de ting
vi sagde. Det hele var så overvældende. Det var virkeligt et sus! Jeg har
aldrig været så lykkelig i hele mit liv. Alt andet betød intet! Vi kunne få
hinanden til at le så vi havde helt ondt i ansigtet. Hun syntes jeg havde en
rar stemme og kunne li' bare at ligge og lytte og føle sig tryg.
Lige nu har jeg bare lyst til at ligge mig over i hjørnet og "dø", for det
gør ondt af helvede til. At miste en rigtig god og nær ven og en den man
elsker i een og samme person det gør det bare dobbelt så slemt.




"The Dude" <the_danish_dude@hotmail.com> wrote in message
news:3c15f6ef$0$47267$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej Brian
>
> Jeg sad og læste dit lange brev, og ville lige sige en ting. Det er ikke
et
> råd, de hjælper ikke så meget i din nuværende situation, for du kan ikke
få
> din hjerne til at fungere ordentligt, så længe hun ikke er ude af dit
system
> (og det tager lang tid, det ved jeg desværre). Det jeg vil sige var, at
gu'
> er det fedt at være forelsket, den kemiske reaktion der kører rundt i
> kroppen osv, men på længere sigt er det vand ved siden af den oplevelse
det
> er, når et andet menneske elsker dig ubetinget for den du er og ikke
andet.
> Tro mig har prøvet begge dele.
>
>

---

"Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
news:3c0f906e$0$77383$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hejsa allesammen.
>
> Jeg sidder her og har det rigtig at h til - igen. Håber ikke det gør noget
> jeg lige krænger min sjæl ud her, for jeg har sgu brug for jeres hjælp.

<klip>
>
> Knus Brian...
>

Hej Brian,

Ja det bliver hurtigt kompliceret - og endnu mere når man bliver forelsket.

Men min erfaring siger at kvinder på 21 mangler erfaring og har egentlig
ikke tid til kæresteri og den slags hvis de vil uddanne sig osv. Det lyder
som at hun har udnyttet dig i en periode hvor hun har manglet nogen at
støtte sig til.

Det er ekstremt svært at komme på køl igen når man er forelsket......
Men mit råd er at komme videre og finde en sød jævnaldrende pige som vil det
samme som dig. Det burde være muligt med nutidens dating services etc etc...
Men spild for alt i verden ikke din halve ungdom med at tude over en
forelskelse der ikke gensidig / kunne føre videre. Det gjorde jeg og jeg
hader mig selv, pigen og omverdenen for at have tabt de år hvor jeg skulle
ha haft det sjovt !

Finn

---

"Brian" <b@postkasse.com> skrev i en meddelelse
news:3c0f906e$0$77383$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hejsa allesammen.
>
> Jeg sidder her og har det rigtig at h til - igen. Håber ikke det gør noget
> jeg lige krænger min sjæl ud her, for jeg har sgu brug for jeres hjælp.

<klip>
>
> Knus Brian...
>

Hej Brian,

Ja det bliver hurtigt kompliceret - og endnu mere når man bliver forelsket.

Men min erfaring siger at kvinder på 21 mangler erfaring og har egentlig
ikke tid til kæresteri og den slags hvis de vil uddanne sig osv. Det lyder
som at hun har udnyttet dig i en periode hvor hun har manglet nogen at
støtte sig til.

Det er ekstremt svært at komme på køl igen når man er forelsket......
Men mit råd er at komme videre og finde en sød jævnaldrende pige som vil det
samme som dig. Det burde være muligt med nutidens dating services etc etc...
Men spild for alt i verden ikke din halve ungdom med at tude over en
forelskelse der ikke gensidig / kunne føre videre. Det gjorde jeg og jeg
hader mig selv, pigen og omverdenen for at have tabt de år hvor jeg skulle
ha haft det sjovt !

Finn

---

"Brian" skrev d. 06-12-01 16:37 dette indlæg :
> Hejsa allesammen.
>
> Jeg sidder her og har det rigtig at h til - igen. Håber ikke det gør
noget
> jeg lige krænger min sjæl ud her, for jeg har sgu brug for jeres
hjælp.
>
> Ok. Jeg må hellere starte fra begyndelsen. I starten af august mødte
jeg en
> pige på nettet, bare som venner, Hun skulle til at studerer her i
Odense og
> søgte nogle venner her (hun kommer fra lolland). Lige fra første gang
vi
> skrev sammen var der "noget". Vi svingede helt fantastisk sammen og
kunne
> snakke om alt muligt. Vi skrev nogle meget lange breve og blev knyttet
til
> hinanden. Der gik ikke en dag hvor vi enten skrev eller SMS'ede
sammen.
> Efter ca. 2 uger skulle hun til Odense og se på en lejlighed og vi
aftelte
> så at mødes samtidig. Vi havde et par dejlige timer sammen, hvor vi
snakkede
> en masse og for første gang så vi hinanden.
> Sidst i august skulle hun så på rustur med sin klasse og da hun havde
langt
> hjem aftalte vi at hun kunne overnatte hos mig fra søndag til mandag
da det
> var nemmere. Det gik også fint nok. Vi havde en dejlig dag som vi
begge
> tænker tilbage på som en god oplevelse. Da vi skull esove lå vi og
snakkede
> i laaang tid og det var rigtig fedt og det endte med at vi kyssede
lidt og
> faldt i søvn i hinandens arme. Dejligt.
> Nå som tingene skred frem endte det med at hun først fik noget at bo i
til
> oktober og da studiet startede en md. før, tilbød jeg at hun kunne bo
hos
> mig.
>
> Jeg har aldrig boet sammen med nogen før, og når jeg har haft venner
boende
> har jeg altid været GLAD for at de smuttede igen efter et par dage.
Det har
> var anderledes. Det gik over alt forventning. Det var dejlig at komme
hjem
> og så var der nogen til at tage i mod mig med en knus og hen af vejen
et
> lille kys. Dejlig at ha' en at holde om når vi sad og så fjernsyn. I
> weekenderne var hun hjemme og pakke sine sager. Og vi kunne ikke lade
være
> med at sms'e og ringe sammen for lige at høre hinandens stemme og sige
at vi
> savnede hinanden.
> Som tiden gik, blev jeg mere og mere klar over, at jeg var forelsket i
denne
> pige. Hun er helt anderledes end andre piger jeg har mødt. Selv om jeg
er 29
> og hun er 21 så tænker jeg ikke over det. Hun var lidt betænkelig ved
det i
> starten men som tiden gik sagde hun at det føltes mere "naturligt".
> Nå, men hun fik så sin egen lejlighed som jeg hjalp med at gøre i
stand. Vi
> som ofte sammen hos hende (nemmest når jeg har bil og hun kun har
cykel). Vi
> var også til en fest sammen hos en af mine venner. Og jeg følte det
som om
> vi var et par. På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i 2 md, men
det
> føltes som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg var virkeligt
forelsket som
> aldrig før og på den måde hun opførte sig og de ting hun sagde og vi
gjorde
> sammen, troede jeg faktisk også at hun var. Hun havde engang sagt at
hun
> ikke rigtig kunne føle noget for nogen, men det føltes som om mine
følelser
> var gengældt.
> En aften vi lå og snakkede spurgte hun om jeg var forelsket i hende.
Det
> kunne jeg kun sige ja til og jeg forklarede hende hvorfor. Hun svarede
at
> hunholdt meget af mig men at hun ikke var forelsket, Det blev jeg ked
af,
> men jeg sagde at jeg ville blive hos hende fordi jeg elskede hende og
havde
> alt at vinde ved at holde fast i det vi havde. Efter ca 1 uge blev det
for
> meget for mig. Jeg spurgte om hun kunne elske mig og det sagde hun ja
til.
> Hun kunne godt blive forelsket i mig men var det bare ikke lige nu.
Jeg
> sagde så at jeg ikke bare kunne være sammen med hende som en ven fordi
hun
> fik nogle meget stærke følelser frem i mig og jeg kunne ikke holde ud
at
> være sammen med hende da mit hjerte ville blive knust. Da jeg kørte
derfra
> græd jeg meget og næste morgen tidligt tog jeg ud til en af mine
venner da
> jeg ikke kunen klare at være alene og havde brug for at snakke om det
hele.
> Det gik så også bedre da jeg fik det hele lidt på afstand.
>
> Det hold så i 1½ uge, så kunne vi ikke undvære hinanden mere. Vi var
så
> sammen i ca 1 md. men det hele gentog sig. Jeg kunne ikke lade være
med at
> tænke på om mine følelser var gengældt og hvar der skulle ske med os.
En
> morgen fik vi os en lang snak om det og vi græd begge rigtig meget da
hun
> kørte. Hun følte hun var ond i mod mig og var ked af at miste en god
ven og
> en som hun holder meget af. Jeg var knust over at miste min dejlige
ven og
> pigen som jeg elsker over alt på jorden.
> Well, Tiden gik. Jeg græd hver dag og kunne ikke overskue noget som
helst,
> hverken hjemme eller på arbejdet. Så en nat kl 3 ringet det på min dør
(ca 2
> uger efter vi "slog op") Der var hende. Hun havde været til en fest og
i sin
> brandert følte hun at hun måtte køre ud til mig fordi hn savnede mig.
Næste
> morgen fik vi en lang snak. Hun havde ingen at snakke med på sammen
måde som
> med mig. Ingen forstod hende som jeg og hun holder meget af mig og
savner
> mig når vi ikke er sammen. Hun var så ked at at vi ikke skulle ses og
græd
> meget i de uger vi havde været fra hinanden. Jeg sagde så at det da
var dumt
> at vi begge gik rundt og græd og var kede af det når det eneste der
gjorde
> os lykkelige var at være sammen.
> Så vi har været sammen i godt en måned efter hånden. Vi har sovet
sammen
> nogle gange siden, og jeg har fortalt hende at jeg elsker hende.
>
> Måske jeg lige burde sige at hun har haft fast kæreste de sidste 4 år.
Det
> sidste halve års tid har de dog kun været venner med har stadig boet
sammen.
> Hun har aldrig prøvet at være sig selv. Prøvet at stå på egne ben og
leve
> sit eget liv.
>
> Men tilbage til min fortælling...
> Har i de sidste 3 uger har vi set hinanden 2 gange. Bare en enkelt
aften
> hvor vi har hygget og snakket og nusset lidt. Jeg kunne mærke på hende
at
> når jeg kyssede hende, var det mig der kyssede, forstået sådan at hun
ikke
> kyssede igen. De gange vi sås, var med en uges mellemrum og når jeg
foreslog
> at vi skulle sove sammen skulle hun altid et eller andet næste morgen.
Hun
> insisterede også på at hun skulle komme ud til mig. Jeg har en
mistanke om
> at det var for at slippe for at sove sammen med mig.
> Normalt har vi altid holdt kontakten hver dag med sms'er. Og hun skrev
at
> hun syntes jeg var sød og at hun savnede mig. Jeg savner også hende og
det
> har jeg fortalt hende jævnligt, men hun har haft travlt med sine
opgaver og
> arbejde så der har ikke været tid til mig. Jeg har sagt at jeg støtter
hende
> 100%, så hun skal bare bruge den tid hun har brug for - hun er nemlig
ret
> nervøs for om hun klare stopprøverne - om det er det rigtige studie og
om
> det hele er en fejl med at flytte til fyn.
> Gennem de sidste 4-5 dage har det mest været mig der har taget
initiativ til
> at sms'e. Jeg har prøvet at lade helt være, så bliver hun nervøs for
om der
> er sket noget eller om jeg er blevet sur. I går hørte jeg ikke fra
hende
> hele dagen og da jeg hørte om en ulykke i nærheden af hvor hun nogen
gange
> cykler, blev jeg bekymret. Det skrev jeg til hende og så svarede hun
at hun
> havde det fint med at hun også havde andet at lave end være
"babysitter" for
> mig. Ganske vist sagt med et smil, men jeg havde en fornemmelse af at
der lå
> mere bag. Jeg spurgte hende så om hun syntes jeg var for omklamrende
og
> trængte mig for hårdt på. Der til svarede hu nat vi jo ikke behøves
sms'e
> hver dag og at problemet er at jeg savner hende hele tiden. Ja gu' gør
jeg
> da det. Jeg er jo forelsket!!!! Jeg skrev til hende at jeg savnede
hendes
> selvskab. Savnede at holde om hende og at falde i søvn arm i arm. Hun
> svarede at hun ikke syntes vi skulle sove sammen da vi jo ikke var
kærester
> og at bollevenner bare var noget rod. Mit svar var, at det kunne godt
være
> at hun ikke havde en kæreste, men det havde jeg - nemlig hende!!! Hun
ved
> jeg elsker hende og er forelsket i hende. Jeg har bedt hende om at
forklare
> hvorfor hun har skiftet mening. Om hun bare ikke har lyst til at blive
holdt
> om mere eller om det bare er mig hun ikke har lyst til at blive holdt
om af?
> Førhen kunne hun ikke sove roligt hvis der ikke var en til at holde om
> hende, nu siger hun at hun er vandt til at sove alene og helst vil
det. Så
> er det jo jeg tænker på om alle hendes "undskyldninger "med at have
travlt
> og skulle noget i virkeligheden bare har været for at holde mig på
afstand.
> Det har jeg spurgt hende om, men nu er det snart et døgn siden jeg har
hørt
> fra hende. Jeg vil ikke skrive til hende før jeg får et svar. Når hun
nu er
> så glad for at være alene, så skal hun sgu' også ha' lov til det.
>
> Nu lyder jeg måske som en sur stodder, men i virkelig heden er jeg
knust
> inden i. Jeg har aldrig elsket nogen som jeg elsker hende. Hun siger
jeg
> giver hende opmærksomhed og varme om ingen hun før har mødt og at hun
holder
> meget af mig.
> Hun gør mig meget forvirret og jeg forstår ikke hvad der er sket. Jeg
vil
> bare ha' at vi skal være sammen som før. Savne hinanden som vi gjorde
i
> starten. Det med bollevenner holder ikk. Jeg gider ikke have et
forhold der
> bare er baseret på sex. Det er for tomt. Hun sagde en gang at det var
> dejligt når vi elskede. Elske - det forbinder jeg med følelser. Lige
som når
> man kysser. Et kys er kun godt når man gør det af kærlighed. Det er
noget
> meget privat og følelsesladet for mig.
>
> Nå men det er som tingene står nu. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal
gøre.
> Jeg føler mig lidt misbrugt lige nu. Når hun havde brug for hjælp.
Brug for
> en at snakke med, en at græde ud hos når hun savnede familie og venner
så
> var jeg der forhende med det samme. Lige for tiden har jeg brug for
det
> samme (både fordi jeg savner hende men også fordi der er nogle andre
ting i
> mit liv som jeg er ked af), men er hun der for mig? Vil hun holde om
mig og
> lytte til mig og trøste mig? Jeg tror det ikke. Jeg ville ønske hun
var, men
> dybest nede i mit hjerte tror jeg det ikke.
> Jeg vr god nok i starten, men nu kan hun klare sig selv, og så er jeg
> pludselig ikke så spændende mere.
>
> Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg elsker og hader hende på samme tid og
jeg
> ved at hvis vi "slår op" igen så vil jeg komme løbende ved det første
lille
> vink hun gir' Det er dumt, men hun skal jeg være ærlig, så har jeg
aldrig
> oplevet følelser så stærke som for hende! Jeg har aldrig haft en
kæreste og
> hun er det tætteste jeg nogensinde har været på et andet menneske. Hun
> giver(gav) mig tryghed og varme som jeg aldrig har oplevet før.
>
> Håber I fik tygget jer i gennem denne lange smøre og kan give mig et
lille
> råd eller et trøstende ord.
>
> Knus Brian...
>
>
>

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

"Brian" skrev d. 06-12-01 16:37 dette indlæg :
> Hejsa allesammen.
>
> Jeg sidder her og har det rigtig at h til - igen. Håber ikke det gør
noget
> jeg lige krænger min sjæl ud her, for jeg har sgu brug for jeres
hjælp.
>
> Ok. Jeg må hellere starte fra begyndelsen. I starten af august mødte
jeg en
> pige på nettet, bare som venner, Hun skulle til at studerer her i
Odense og
og se på en lejlighed og vi aftelte
> så at mødes samtidig. Vi havde et par dejlige timer sammen, hvor vi
snakkede
> en masse og for første gang så vi hinanden.
> Sidst i august skulle hun så på rustur med sin klasse og da hun havde
langt
> hjem aftalte vi at hun kunne overnatte hos mig fra søndag til mandag
da det
> var nemmere. Det gik også fint nok. Vi havde en dejlig dag som vi
begge
> tænker tilbage på som en god oplevelse. Da vi skull esove lå vi og
snakkede
> i laaang tid og det var rigtig fedt og det endte med at vi kyssede
lidt og
> faldt i søvn i hinandens arme. Dejligt.
> Nå som tingene skred frem endte det med at hun først fik noget at bo i
til
> oktober og da studiet startede en md. før, tilbød jeg at hun kunne bo
hos
> mig.
>
> Jeg har aldrig boet sammen med nogen før, og når jeg har haft venner
boende
> har jeg altid været GLAD for at de smuttede igen efter et par dage.
Det har
> var anderledes. Det gik over alt forventning. Det var dejlig at komme
hjem
> og så var der nogen til at tage i mod mig med en knus og hen af vejen
et
> lille kys. Dejlig at ha' en at holde om når vi sad og så fjernsyn. I
> weekenderne var hun hjemme og pakke sine sager. Og vi kunne ikke lade
være
> med at sms'e og ringe sammen for lige at høre hinandens stemme og sige
at vi
> savnede hinanden.
> Som tiden gik, blev jeg mere og mere klar over, at jeg var forelsket i
denne
> pige. Hun er helt anderledes end andre piger jeg har mødt. Selv om jeg
er 29
> og hun er 21 så tænker jeg ikke over det. Hun var lidt betænkelig ved
det i
> starten men som tiden gik sagde hun at det føltes mere "naturligt".
> Nå, men hun fik så sin egen lejlighed som jeg hjalp med at gøre i
stand. Vi
> som ofte sammen hos hende (nemmest når jeg har bil og hun kun har
cykel). Vi
> var også til en fest sammen hos en af mine venner. Og jeg følte det
som om
> vi var et par. På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i 2 md, men
det
> føltes som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg var virkeligt
forelsket som
> aldrig før og på den måde hun opførte sig og de ting hun sagde og vi
gjorde
> sammen, troede jeg faktisk også at hun var. Hun havde engang sagt at
hun
> ikke rigtig kunne føle noget for nogen, men det føltes som om mine
følelser
> var gengældt.
> En aften vi lå og snakkede spurgte hun om jeg var forelsket i hende.
Det
> kunne jeg kun sige ja til og jeg forklarede hende hvorfor. Hun svarede
at
> hunholdt meget af mig men at hun ikke var forelsket, Det blev jeg ked
af,
> men jeg sagde at jeg ville blive hos hende fordi jeg elskede hende og
havde
> alt at vinde ved at holde fast i det vi havde. Efter ca 1 uge blev det
for
> meget for mig. Jeg spurgte om hun kunne elske mig og det sagde hun ja
til.
> Hun kunne godt blive forelsket i mig men var det bare ikke lige nu.
Jeg
> sagde så at jeg ikke bare kunne være sammen med hende som en ven fordi
hun
> fik nogle meget stærke følelser frem i mig og jeg kunne ikke holde ud
at
> være sammen med hende da mit hjerte ville blive knust. Da jeg kørte
derfra
> græd jeg meget og næste morgen tidligt tog jeg ud til en af mine
venner da
> jeg ikke kunen klare at være alene og havde brug for at snakke om det
hele.
> Det gik så også bedre da jeg fik det hele lidt på afstand.
>
> Det hold så i 1½ uge, så kunne vi ikke undvære hinanden mere. Vi var
så
> sammen i ca 1 md. men det hele gentog sig. Jeg kunne ikke lade være
med at
> tænke på om mine følelser var gengældt og hvar der skulle ske med os.
En
> morgen fik vi os en lang snak om det og vi græd begge rigtig meget da
hun
> kørte. Hun følte hun var ond i mod mig og var ked af at miste en god
ven og
> en som hun holder meget af. Jeg var knust over at miste min dejlige
ven og
> pigen som jeg elsker over alt på jorden.
> Well, Tiden gik. Jeg græd hver dag og kunne ikke overskue noget som
helst,
> hverken hjemme eller på arbejdet. Så en nat kl 3 ringet det på min dør
(ca 2
> uger efter vi "slog op") Der var hende. Hun havde været til en fest og
i sin
> brandert følte hun at hun måtte køre ud til mig fordi hn savnede mig.
Næste
> morgen fik vi en lang snak. Hun havde ingen at snakke med på sammen
måde som
> med mig. Ingen forstod hende som jeg og hun holder meget af mig og
savner
> mig når vi ikke er sammen. Hun var så ked at at vi ikke skulle ses og
græd
> meget i de uger vi havde været fra hinanden. Jeg sagde så at det da
var dumt
> at vi begge gik rundt og græd og var kede af det når det eneste der
gjorde
> os lykkelige var at være sammen.
> Så vi har været sammen i godt en måned efter hånden. Vi har sovet
sammen
> nogle gange siden, og jeg har fortalt hende at jeg elsker hende.
>
> Måske jeg lige burde sige at hun har haft fast kæreste de sidste 4 år.
Det
> sidste halve års tid har de dog kun været venner med har stadig boet
sammen.
> Hun har aldrig prøvet at være sig selv. Prøvet at stå på egne ben og
leve
> sit eget liv.
>
> Men tilbage til min fortælling...
> Har i de sidste 3 uger har vi set hinanden 2 gange. Bare en enkelt
aften
> hvor vi har hygget og snakket og nusset lidt. Jeg kunne mærke på hende
at
> når jeg kyssede hende, var det mig der kyssede, forstået sådan at hun
ikke
> kyssede igen. De gange vi sås, var med en uges mellemrum og når jeg
foreslog
> at vi skulle sove sammen skulle hun altid et eller andet næste morgen.
Hun
> insisterede også på at hun skulle komme ud til mig. Jeg har en
mistanke om
> at det var for at slippe for at sove sammen med mig.
> Normalt har vi altid holdt kontakten hver dag med sms'er. Og hun skrev
at
> hun syntes jeg var sød og at hun savnede mig. Jeg savner også hende og
det
> har jeg fortalt hende jævnligt, men hun har haft travlt med sine
opgaver og
> arbejde så der har ikke været tid til mig. Jeg har sagt at jeg støtter
hende
> 100%, så hun skal bare bruge den tid hun har brug for - hun er nemlig
ret
> nervøs for om hun klare stopprøverne - om det er det rigtige studie og
om
> det hele er en fejl med at flytte til fyn.
> Gennem de sidste 4-5 dage har det mest været mig der har taget
initiativ til
> at sms'e. Jeg har prøvet at lade helt være, så bliver hun nervøs for
om der
> er sket noget eller om jeg er blevet sur. I går hørte jeg ikke fra
hende
> hele dagen og da jeg hørte om en ulykke i nærheden af hvor hun nogen
gange
> cykler, blev jeg bekymret. Det skrev jeg til hende og så svarede hun
at hun
> havde det fint med at hun også havde andet at lave end være
"babysitter" for
> mig. Ganske vist sagt med et smil, men jeg havde en fornemmelse af at
der lå
> mere bag. Jeg spurgte hende så om hun syntes jeg var for omklamrende
og
> trængte mig for hårdt på. Der til svarede hu nat vi jo ikke behøves
sms'e
> hver dag og at problemet er at jeg savner hende hele tiden. Ja gu' gør
jeg
> da det. Jeg er jo forelsket!!!! Jeg skrev til hende at jeg savnede
hendes
> selvskab. Savnede at holde om hende og at falde i søvn arm i arm. Hun
> svarede at hun ikke syntes vi skulle sove sammen da vi jo ikke var
kærester
> og at bollevenner bare var noget rod. Mit svar var, at det kunne godt
være
> at hun ikke havde en kæreste, men det havde jeg - nemlig hende!!! Hun
ved
> jeg elsker hende og er forelsket i hende. Jeg har bedt hende om at
forklare
> hvorfor hun har skiftet mening. Om hun bare ikke har lyst til at blive
holdt
> om mere eller om det bare er mig hun ikke har lyst til at blive holdt
om af?
> Førhen kunne hun ikke sove roligt hvis der ikke var en til at holde om
> hende, nu siger hun at hun er vandt til at sove alene og helst vil
det. Så
> er det jo jeg tænker på om alle hendes "undskyldninger "med at have
travlt
> og skulle noget i virkeligheden bare har været for at holde mig på
afstand.
> Det har jeg spurgt hende om, men nu er det snart et døgn siden jeg har
hørt
> fra hende. Jeg vil ikke skrive til hende før jeg får et svar. Når hun
nu er
> så glad for at være alene, så skal hun sgu' også ha' lov til det.
>
> Nu lyder jeg måske som en sur stodder, men i virkelig heden er jeg
knust
> inden i. Jeg har aldrig elsket nogen som jeg elsker hende. Hun siger
jeg
> giver hende opmærksomhed og varme om ingen hun før har mødt og at hun
holder
> meget af mig.
> Hun gør mig meget forvirret og jeg forstår ikke hvad der er sket. Jeg
vil
> bare ha' at vi skal være sammen som før. Savne hinanden som vi gjorde
i
> starten. Det med bollevenner holder ikk. Jeg gider ikke have et
forhold der
> bare er baseret på sex. Det er for tomt. Hun sagde en gang at det var
> dejligt når vi elskede. Elske - det forbinder jeg med følelser. Lige
som når
> man kysser. Et kys er kun godt når man gør det af kærlighed. Det er
noget
> meget privat og følelsesladet for mig.
>
> Nå men det er som tingene står nu. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal
gøre.
> Jeg føler mig lidt misbrugt lige nu. Når hun havde brug for hjælp.
Brug for
> en at snakke med, en at græde ud hos når hun savnede familie og venner
så
> var jeg der forhende med det samme. Lige for tiden har jeg brug for
det
> samme (både fordi jeg savner hende men også fordi der er nogle andre
ting i
> mit liv som jeg er ked af), men er hun der for mig? Vil hun holde om
mig og
> lytte til mig og trøste mig? Jeg tror det ikke. Jeg ville ønske hun
var, men
> dybest nede i mit hjerte tror jeg det ikke.
> Jeg vr god nok i starten, men nu kan hun klare sig selv, og så er jeg
> pludselig ikke så spændende mere.
>
> Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg elsker og hader hende på samme tid og
jeg
> ved at hvis vi "slår op" igen så vil jeg komme løbende ved det første
lille
> vink hun gir' Det er dumt, men hun skal jeg være ærlig, så har jeg
aldrig
> oplevet følelser så stærke som for hende! Jeg har aldrig haft en
kæreste og
> hun er det tætteste jeg nogensinde har været på et andet menneske. Hun
> giver(gav) mig tryghed og varme som jeg aldrig har oplevet før.
>
> Håber I fik tygget jer i gennem denne lange smøre og kan give mig et
lille
> råd eller et trøstende ord.
>
> Knus Brian...
>
>
>Hej Brian !
Du virker som en vældig rar fyr der øjensynlig befinder sig i den gifte
lystne alder/eller i hvert fald i den alder hvor en mand ønsker et
forhold med perspektiver.
Hun ser ud til at være en varm dejlig pige, i en alder og en situation
hvor man ikke kan overskue en binding endsige for livet. Hun ville
sikkert have nydt trykheden hos dig, hvad der kunne have blevet til
kærlighed. Hun har ikke udnyttet dig, men nydt samværet med dig til du
selv gjorde det ubærlig med dine forlangender om hvad hun skulle føle.
Måske er forholdet nu slut. Det afhænger muligvis af din evne til at
acceptere hendes følelser og hendes behov. Kan du ikke det er du blevet
en erfaring rigere: Det at nære kærlighed skal indebære plads til den
andens følelser og behov. Ellers havde vi ikike behov for en pige, men
en hund.
Kærlig hilsen Falco

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

Hej Falco :0)

"Falco" <Falco.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:h4MS7.8568$z4.1104408@news000.worldonline.dk...

> en erfaring rigere: Det at nære kærlighed skal indebære plads til den
> andens følelser og behov.

Det er jeg enig i - men det skal virke begge veje.
Også kvinden skal kunne rumme den andens følelser og
behov. Og det var (som jeg læste det) ikke tilfældet i
det beskrevne.

> Ellers havde vi ikke behov for en pige, men
> en hund.

Hvis der er tale om at det kun går den ene vej, ville jeg
frygte - at kvinden/pigen hurtigt ville føle, at det var hende
der havde fået sig en hund.

Tusinde hilsner
Søs

---

"Falco" <Falco.news@kandu.dk> wrote in message
news:h4MS7.8568$z4.1104408@news000.worldonline.dk...

> >Hej Brian !
> Du virker som en vældig rar fyr der øjensynlig befinder sig i den gifte
> lystne alder/eller i hvert fald i den alder hvor en mand ønsker et
> forhold med perspektiver.

Tak og Beeeep. Ikke rigtigt... Hvorfor kommer folk altid med den antagelse.
Det kan godt være at dåbsattesten siger 29, men sådan føler jeg det sgu
ikke - det kan faktisk godt være svært! Som her forleden, en mor (vel på min
alder - gys!) med en lille dreng. Knægten løber ind i mig. Jeg siger hovsa,
og moren siger til drengen, at han ikke må vælte manden. Hov, manden..
Nåe... mig. Hmm, jeg ser mig altså ikke i den rolle. Hverken som giftelysten
eller noget i den stil. Jeg er for gammel til at være en drengerøv og for
ung til at føle mig voksen. Min identitet er helt gået fløjten og for lige
at drive det sidste søm i kisten, så spurgte en af mine kolleger om der var
noget galt, for han syntes jeg var blevet så gråhåret her på det sidste. Det
var fa****e ikke det jeg havde brug for.
Og jo. Alle søger vel et forhold med perspektiv i, hvis det skal være mere
end en enkelt nat. Et er at være tiltrukket af en piges udseende, smil, osv.
Noget andet er at helske hende for de ting hun siger, føler og gør. De ting
hun intereserer sig for. Jeg synes simpelt hen bare hun er for "sej" og vi
komplementerer hinanden rigtig godt med de ting vi kan og ikke kan. Som at
finde den manglende brik i puslespillet.

> Hun ser ud til at være en varm dejlig pige, i en alder og en situation
> hvor man ikke kan overskue en binding endsige for livet. Hun ville
> sikkert have nydt trykheden hos dig, hvad der kunne have blevet til
> kærlighed. Hun har ikke udnyttet dig, men nydt samværet med dig til du
> selv gjorde det ubærlig med dine forlangender om hvad hun skulle føle.

Ok, så er det altså min skyld?
Da jeg fandt ud af at jeg var forelsket, skulle jeg så bare ha' holdt min
mund og ladt som ingen ting. Bare smile og lytte den dag hun har været til
en fest og har været sammen med en eller anden fyr? I think not!
Jeg har ikke forlangt at hun skulle føle noget. Jeg kan bare ikke klare
tanken om at jeg er sammen med en jeg elsker og hun så en dag kommer og
siger at hun har fået en kæreste og at det ikke er mig.

> Måske er forholdet nu slut. Det afhænger muligvis af din evne til at
> acceptere hendes følelser og hendes behov. Kan du ikke det er du blevet
> en erfaring rigere: Det at nære kærlighed skal indebære plads til den
> andens følelser og behov. Ellers havde vi ikike behov for en pige, men
> en hund.

Jeg er helt klar over at man skal give hinanden plads Jeg er også klar over
at der sker meget i hendes liv lige nu. Studiet tager meget af hendes tid,
og arbejdet tager resten. Jeg har også nogle ting jeg gerne vil. Mine
venner, mine biler, min musik osv. Men alligevel må der være plads til at
begge er intereseret i at være sammen.Ikke nødvendigvis hver eneste minut
døgnet rundt, men når vi alligevel var sammen en hel aften hvorfor så ikke
tage natten med. Vi holdt jo begge af at holde om hinanden og bare ligge og
nyde at vi var sammen.
Hvis ikke jeg skal gå helt spåner bliver jeg nødt til at vide om hun er bare
den mindste smule intereseret i mig. Mine følelser for hende, føles for
store til at jeg kan rumme dem. Jeg bliver nødt til at komme ud med dem hvis
ikke jeg skal "sprænges" - "Jeg elsker dig"...
Stille og roligt blev det bare svære. Vi kyssede ikke mere når vi var
sammen. De intime ting vi snakkede om før, kunne vi ikke rigtig snakke om
mere på samme frie måde.

Hun har ændret sig siden vi mødtes. Det ville også være mærligt andet med
det der sker omkring hende.

Når alt dette er sagt, så sagde hun til mig sidst vi snakkede sammen at hun
holder meget af mig og har prøvet at forelske sig i mig for at kunne have
mig i hendes liv. Men samtidig synes hun ikke det er fair at "holde på mig"
ved at lade mig leve i håbet, om noget der måske aldrig sker.
Hun elsker mig, men bare ikke på den måde som jeg elsker hende.