/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
At sætte grænser
Fra : Heidi


Dato : 30-11-01 17:09

Hej gruppe,

Så er det blevet min tur til at bede om et råd her i gruppen.

Jeg er 29 år, har ingen børn selv men har en kæreste på 28, som har
en søn på 4 år.
Vi har været sammen i knap 5 måneder, og jeg og sønnen har kendt
hinanden helt fra starten, stort set uden problemer. Han er
tilsyneladende glad for mig, og jeg for ham.

Det eneste "problem" jeg egentlig har (og det er måske lidt af et
luksusproblem), er mht. til at sige fra overfor drengen. Jeg mener ikke
at jeg som sådan skal deltage i opdragelsen af ham, da jeg ikke bor
sammen med hans far, og som regel kun ser ham hver 2. weekend
når han er på besøg. Men hvis han gør et eller andet som overskrider
mine grænser (slår ud efter mig, hopper på min sofabord hvis de
besøger mig eller lignende), så siger jeg selvfølgelig til ham, at det
må han ikke, eller det vil jeg ikke have.
Som regel kommer faderen så med en kommentar også, feks. "du
hørte hvad der blev sagt" eller "du gør som heidi siger" eller noget i
den retning - og det er selvfølgelig fint at han "holder med mig".
Men jeg har det nogle gange lidt sådan, at jeg gerne vil kunne sige
fra selv, uden at min kæreste behøver bakke mig op. Dvs. hvis jeg
siger at drengen skal stoppe med et eller andet, så skal han stoppe,
uanset om hans far giver mig ret eller ej.

Jeg har ikke snakket med min kæreste om det endnu, hvilket
selvfølgelig vil være det mest naturlige at gøre - problemet er bare,
at vi kun er sammen i weekenderne, og der er som regel 100 andre
ting man skal nå at lave, og snakke om - og når sønnen så oven i købet
er der, bliver der jo ikke mere tid - man kan godt mærke at man er
nr. 2 når det er tilfældet - og sådan skal det selvfølgelig også være,
selvom det stadig kan være svært at vænne sig til.

Men det jeg i bund og grund gerne vil vide, er nok om andre "bonus-
forældre" har oplevet det samme (ja jeg bryder mig altså ikke om
pap-udtrykket!), og hvordan i har taklet det? Og hvordan har
børnene reageret, hvis den biologiske forælder ikke blander sig?
Og hvor langt skal man blive ved med at trække den, hvis barnet
nægter at adlyde?

Jeg håber der er nogen der har et par kommentarer - men som sagt
er det lidt af et luksusproblem, da der ellers ikke er nogle
større problemer i forholdet mellem os (det skulle da lige være
problemer med at han helst ikke selv vil falde i søvn, medmindre han
er så træt at han falder i søvn inden hovedet når puden, og at faderen
synes det er hyggeligt hvis han sover sammen med os - det skal man
måske nok være forælder selv, for at synes - i hvert fald hvis det
forekommer ret tit, og man også gerne vil sove alene sammen med
kæresten en gang imellem...

--
Mvh. Heidi
"Time is fun when you're having flies" - Kermit
http://www.hct.hjem.wanadoo.dk
Fjern FJERNES ved email


 
 
John Sahl (30-11-2001)
Kommentar
Fra : John Sahl


Dato : 30-11-01 23:48

"Heidi" <nyhedFJERNES@adslhome.dk> wrote in message news:9u8b3a$6vni6$1@ID-64059.news.dfncis.de...
> Så er det blevet min tur til at bede om et råd her i gruppen.

Det prøver vi vist alle før eller siden

> Jeg er 29 år, har ingen børn selv men har en kæreste på 28, som har
> en søn på 4 år.

Jeg er 33 år, har en datter som jeg desværre kun har hver anden
weekend.. Men til gengæld har jeg så en dejlig bonus-søn som jeg
har opnået et ret tæt forhold til.

> Vi har været sammen i knap 5 måneder, og jeg og sønnen har kendt
> hinanden helt fra starten, stort set uden problemer. Han er
> tilsyneladende glad for mig, og jeg for ham.

God ting at i er glade for hinanden...

> Det eneste "problem" jeg egentlig har (og det er måske lidt af et
> luksusproblem), er mht. til at sige fra overfor drengen. Jeg mener ikke
> at jeg som sådan skal deltage i opdragelsen af ham, da jeg ikke bor
> sammen med hans far, og som regel kun ser ham hver 2. weekend
> når han er på besøg. Men hvis han gør et eller andet som overskrider
> mine grænser (slår ud efter mig, hopper på min sofabord hvis de
> besøger mig eller lignende), så siger jeg selvfølgelig til ham, at det
> må han ikke, eller det vil jeg ikke have.

Som du også bør gøre..

> Som regel kommer faderen så med en kommentar også, feks. "du
> hørte hvad der blev sagt" eller "du gør som heidi siger" eller noget i
> den retning - og det er selvfølgelig fint at han "holder med mig".

Rart at i umiddelbart er enige om tingene, han skal lige som sønnen
nok lære at dine ord er nok for at skabe ro

> Men jeg har det nogle gange lidt sådan, at jeg gerne vil kunne sige
> fra selv, uden at min kæreste behøver bakke mig op. Dvs. hvis jeg
> siger at drengen skal stoppe med et eller andet, så skal han stoppe,
> uanset om hans far giver mig ret eller ej.

Hvilket jeg er overbevist om at din kæreste vil acceptere når du
snakker med ham om det. Og det skal nok gå op for drengen at dine
ord også gælder, men vær klar over at der _altid_ vil blive sat
spørgsmålstegn ved din autoritet ind i mellem. Der vil være situationer
hvor det kun er forælderens ord der adlydes.

> Jeg har ikke snakket med min kæreste om det endnu, hvilket
> selvfølgelig vil være det mest naturlige at gøre - problemet er bare,
> at vi kun er sammen i weekenderne, og der er som regel 100 andre
> ting man skal nå at lave, og snakke om - og når sønnen så oven i købet
> er der, bliver der jo ikke mere tid - man kan godt mærke at man er
> nr. 2 når det er tilfældet - og sådan skal det selvfølgelig også være,
> selvom det stadig kan være svært at vænne sig til.

Det bliver bedre jo ældre drengen bliver og jo bedre i alle lærer hinanden
at kende, 5 måneder er jo trods alt ikke særligt længe

> Men det jeg i bund og grund gerne vil vide, er nok om andre "bonus-
> forældre" har oplevet det samme (ja jeg bryder mig altså ikke om
> pap-udtrykket!), og hvordan i har taklet det? Og hvordan har
> børnene reageret, hvis den biologiske forælder ikke blander sig?

Drengen vil hurtigt lære at dine ord gælder lige så meget som hans.
Han vil teste det ind i mellem, men det er så op til dig og faderen
sammen at vise hvordan tingene hænger sammen.

> Og hvor langt skal man blive ved med at trække den, hvis barnet
> nægter at adlyde?

Cirka lige så langt som det kræver (Inden for de naturlige grænser
der gælder for børneopdragelse)

> Jeg håber der er nogen der har et par kommentarer - men som sagt
> er det lidt af et luksusproblem, da der ellers ikke er nogle
> større problemer i forholdet mellem os (det skulle da lige være
> problemer med at han helst ikke selv vil falde i søvn, medmindre han
> er så træt at han falder i søvn inden hovedet når puden, og at faderen
> synes det er hyggeligt hvis han sover sammen med os - det skal man
> måske nok være forælder selv, for at synes - i hvert fald hvis det
> forekommer ret tit, og man også gerne vil sove alene sammen med
> kæresten en gang imellem...

Det håber jeg så sandelig også der er tid og mulighed for. Jeg mener at
drengen nærmest som en selvfølge skal lære at den plads i sengen ikke
længere er hans, men din. Men at det er ok at han låner den ind i mellem.

--
John Sahl, Webmaster på http://www.websetter.dk
Se vores nyeste projekt på http://www.MandeZonen.dk
MandeZonen, når du har fået nok af /Tidens Kvinder/


Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177552
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408847
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste