---

Hej

Jeg er lidt i et dilemma..
Jeg har altid været biseksuel, men har ikke turdet melde det ud til familie, venner og bekendte..
Det er kun de piger jeg har været sammen med samt min eksmand, nogle få veninder
og nogle få familiemedlemmer, som ved det.

Er alene nu på 2 år nøjagtigt 1½ år.
Jeg er faktisk 34 år nu og har også børn, men men :

Vil gerne ud af skabet, men hvordan gør jeg?

På forhånd tak

---

Hej elinrandrup.

Jeg tror såmænd din omgangskreds og familie, venner og bekendte, allerede har tanken.

Ved du hvad - man lægger mærke til ting, ageren, opførsel, tale osv. osv. De har sikkert 'lugtet lunten' for længe siden.

En fyr i min familie gik med sin store hemmelighed til han var næsten 30 år, før han sprang ud som bøsse - jeg havde prævet flere gange at 'stikke' lidt til ham, for jeg havde jo haft tanken i flere år og jeg syntes det var forfærdelig synd for ham at han, HVIS, min anelse nu var korrekt - ikke 'turde' melde ud. Da han endelig gjorde det, fik han såmænd et helt nyt liv, et liv i åbenhed, tryghed, befrielse og sandhed, et liv hvor, osse han, 'turde' en hel masse.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor der er så svært at 'springe ud'? Er det fordi der stadig, desværre, er så mange fordomme? Jamen fordommene er da i hvert fald blevet færre.

Er det i det hele taget nødvendigt at 'springe ud' overfor andre end dem der allerede ved at du er biseksuel? Man går jo ikke rundt og fortæller familie, venner og bekendte at man er heteroseksuel?

Hvis du synes de skal have det at vide, så kunne du jo fortælle det til dem, efterhånden som lejligheden byder sig? De behøver jo ikke at få det at vide på samme tid, brug diverse tilfældige situationer til at fortælle dem det.
F.eks. - en eller anden spørger om du ikke snart skal finde dig en sød mand at leve sammen med - du svarer 'muligt det er på tide jeg finder en at dele hverdagen med men det kan da lige så godt være jeg skulle finde en sød pige i stedet for, jeg er jo biseksuel, så en mand behøver det ikke nødvendigvis at være'.

Lad tilfældighederne råde, på den måde afdramatiserer du det osse - i modsætning til hvis du ligefrem indkalder til et 'nu skal i bare høre' -møde
Det er muligt der kommer til at gå nogen tid, før alle er underrettet, på denne måde - men hvad så? Og det kan jo være at de berømte 'jungletrommer' vil sørge for viderebringelsen af dit budskab, så er det både nemmere for dig, og hurtigere

God vind fremover og held og lykke med dit spring

Venlig hilsen Dorthe.

---

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor loyale dine veninder og familien er, men umiddelbart, vil det ikke undre mig om mange flere end du aner kender de faktiske forhold, bare uden du ved det

"Folk snakker jo......."

Men hvis grunden til, at du gerne vil bekende kulør er den, at du påtænker at anskaffe en pige som partner, mener jeg det bedste vil være, kort og godt, og uden for mange "dikkedarer" forberede familie og venner på, at de ikke behøver blive alt for chokerede hvis du en dag møder op med en "dame på slæb".

Det største problem som jeg ser det, er dine børn.
Hvor gamle de er, hvor meget kendskab de har til at et par ikke netop altid består af kvinde og mand.
Og at de måske skal tackle kammeraters undren over at deres mor har en pigekæreste.
Og ikke mindst deres egne følelser og opfattelser af hvordan de vil have det med en sådan situation.

Det er meget forskelligt hvordan børn opfatter sådan noget.
Nogen accepterer med det samme og synes det er helt okay, mens andre finder det yderst "pinligt" og måske vil begynde at undgå at have kammerater med hjem o.s.v. netop fordi de føler sig "flove" over at forholdene er anderledes hjemme hos dem fordi mor bor sammen med en dame.

det kan du næsten bedst selv vurdere, da du kender børnene bedst, og ligeledes bedst ved hvordan og hvad du vil sige til dem.


mvh dova

---

Tak for svaret vil.du.

Jeg tror det skal blive at jeg lader det sive ud mellem sidebenene. Jeg kan alligevel ikke finde ud af at sige det til alle på en gang..
Men det er måske rigtigt det der med at der nok er mange flere der ved det end jeg tror..

Lille orientering:
Mine børn er i alderen 8 - 1½ år, og jeg har da på det sidste været lidt mere informerende til dem om det der med at være kæreste med en af samme køn...
Min mindste sagde godt nok ad... Men efter en kort forklaring, var det ok.. Tror jeg ihvertfald..
knus herfra

---

Hov der var en fejl, det gik lige hurtigt nok... Mine børn er i alderen 8 - 15½ år

---

Hej elinrandrup.

Selv tak - men du kunne jo have ladt spørgsmålet stå åbent lidt længere, her er rigtig mange dygtige folk på kandu og måske der var kommet flere bud på hvad du evt. kunne gøre - men du har jo lov at oprette et nyt hvis du vil have mere respons.

Ja - jeg tror faktisk der er flere blandt dine kære, der ved det i forvejen, end du lige umiddelbart tror, sådan var det i hvert fald her, med den unge fyr

M.h.t dine børn, jamen så tror jeg egentlig ikke der er en bestemt måde at gøre tingene på. Børn og unge er jo meget fordomsfrie i dag - men om de er det når det kommer til mor, det kan vi ikke vide noget om før vi står i situationen. Du kender dine unger bedst og må have en fornemmelse af hvordan det skal gøres.

Mere lykke og held med det hele, det skal nok gå altsammen

Venlig hilsen Dorthe.

---

Bliv inde i skabet

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.