|
|
 | Blande sig i andres forhold
Fra :  olavur | Vist : 2271 gange
300 point
Dato : 12-04-06 03:06 |
|
Hej - Ved ikke helt hvilken kategori dette spørgsmål hører under!
Jeg har været sammen med min kæreste i 12 år. Hendes søster har havt en kæreste i 6 år, de er begge 23 år. og det er dem, spørgsmålet drejer sig om.
Sagen er at vi (min kæreste og jeg) er i tvivl om vores "rettigheder" til at blande os i deres forhold. Vi, og familien og venner, synes alle at deres adfærd i forhold til andre mennesker er ALT for passiv. Hun (min søsters kæreste) var anderledes, indbydende og livlig i teenage-årene og op til da hun mødte sin nuværende kæreste. Han er super passiv, gør, tænker og laver kun det, som hun og hans forældre beder ham om.
Eksempel 1: Han finder ikke på selv at gå til købmanden.
Eksempel 2: Spurgt om hvilken uddannelse han kunne tænke sig, er svaret: "ved ikke rigtig"
Eksempel 3: han manglede arbejde, men kunne ikke få sig selv til at ansøge - hun lavede 3 ansøgninger for ham. Han havde da gået arbejdsløs i 8 mdr. Det var lagerarbejde, og han er ikke kommet videre endnu (har arbejdet i 2 år)
Eksempel 4: Han har ingen venner, fordig han ikke viser nogen form for interesse for andre mennesker.
Eksempel 5: Ethvert spørgsmål m.h.t til hans holdning, væremåde, hvad han har lyst til at lave, spise, se etc. får svaret: måske, ved ikke rigtig, det kunne være, senere måske, eller bare et venligt smil uden svar!
Hendes personlighed er anderledes; den kommer frem, når de ikke er sammen, dog ligner hun hans væremåde, når de er sammen. Det virker derfor som om at hun er hans (erstatnings mor) og bliver derfor drænet for energi - hun læser iøvrigt til ingeniør.
De har ingen børn, bor for sig selv i en lejlighed i en storby, og kommer begge fra stabile og fornuftige forældre (forældrene hos begge har høje stillinger i banker)
Min mening er at hans udvikling på en eller anden måde må være stoppet op for lang tid siden, og at han derved har 0 selvtillid. Jeg kender ham ikke fra før han mødte min kærestes søster.
I en tidsperiode på 1 år, boede vi 4 sammen i en villa. Det gik fint, hvis vi bare sagde hvad der skulle laves; dog synes jeg stadigvæk ikke at jeg kender ham og hans væremåde, fordig han ingen personlighed har/viser. De få gange mig og min kæreste snakkede om personlige ting, s.s. uddannelse, familie etc. brød de samtalen, ved ingenting at svare, eller bare at forsvinde...
Mig og min kæreste prøvede at få dem til at lave "almindelige" ting, s.s. gå i byen, på café, besøge venner etc., men hun (min kærestes søster) bad os til sidst om at blande os udenfor deres forhold - hun sagde bl.a. at de ikke havde brug for at gå på café eller mødes med andre mennesker - dette overraskede os meget.
Der er gået 2 år nu - de har ikke ændret sig, og så er spørgsmålet hvad vi kan gøre for dem? De kan ikke lide at snakke om personlige ting, så det er lidt svært.
Jeg kan godt li at sige min mening, og hjælpe dem - der går nætter hvor jeg spekulerer i timer, hvordan/om jeg skal hjælpe dem, men min kæreste vil ikke at jeg skal blande mig, når de ikke vil have hjælp.
Jeg synes bare at jo mere tid der går, jo sværere bliver det for dem at ændre sig.
Jeg kunne skrive i flere timer mere, men måske I kan se problemet udfra ovenstående?
Spørgsmålet, som jeg går med nu er, hvornår/om man skal man "gribe" ind i et forhold, man er i familie med, og kan se, sammen med venner og familie, at der er noget grueligt galt med?
Jeg kan tilføje, at jeg og min kæreste står dem tættest, så vi føler derfor et stor ansvar.
| |
 | Kommentar
Fra : tezt  |
Dato : 12-04-06 04:57 |
|
hvis de har de godt nok med deres liv skulle du måske finde noget andet at gå op i
utidig indblanding er ikke særlig populært hvor godt du så end mener det
lad dem være, søger/mangler de hjælp skal de nok henvende sig de rigtige steder
blot min mening og ikke særlig opmuntrende kan jeg sagtens få øje på men i mine øjne kunne DU mangle lidt indhold i tilværelsen når du ligefrem bruger nætter på at spekulere over andres forhold
have a nice day & take care 
| |
|
Jeg tror, det er bedst ikke at blande jer - på nuværende tidspunkt.
Lad dem leve deres liv, som de åbenbart ønsker det.
Hvis de en dag får brug for det, skal de nok melde sig.
Men kun hvis de får fred nu - ellers kan tilliden mellem jer være ødelagt.
Prøv at vende situationen 180 grader.
Hvordan ville du/I reagere på, at din kærestes søster og dennes kæreste syntes, at I levede forkert, efter deres mening?
Hanne
| |
 | Kommentar
Fra : vaxen  |
Dato : 12-04-06 09:32 |
|
I har ikke ret til at blande jer overhovedet. De skal leve deres eget liv, og det er de godt i gang med. At de ikke gør det i den hastighed, eller på den måde, som I synes er værdifuld, er faktisk mest jeres problem.
Hvis de gjorde ting, der var ulovlige, tog stoffer, drak for meget eller lignende, så har I som familiemedlemmer pligt til at gribe ind. Ellers har I pligt til at lade være og kun støtte de valg, som de tager. I skal ikke være forældre for dem, og I skal ikke dømme deres livsindhold efter det, I synes er rigtig.
I skal invitere dem, hvis I har lyst til at være sammen med dem - ikke for at fylde deres liv ud. Det klarer de selv.
Giv dem tid og se, om I ikke kan få øje på deres glæde ved deres liv, som de vælger det.
Vaxen
| |
 | Kommentar
Fra : Satellit |
Dato : 12-04-06 10:07 |
|
Jeg vil også mene, at I er nødt til at respektere den måde, de unge mennesker har valgt at leve deres liv på. Det kan godt være at I synes, at de burde leve livet anderledes, men det er nu engang deres frie valg at leve, som de gør. Det kan være svært at acceptere, at mennesker der står én nær, har andre værdier end én selv, men ikke desto mindre er I nødt til at acceptere deres valg.
Det er en almindeligt anderkendt holdning i vores samfund, at fremdrift er positivt mens stilstand eller tilbagegang er noget negativt. Vi forventer ofte af os selv og vores omgivelser, at vi/de bliver dygtigere med tiden, mere belæste, mere selvstændige, mere veluddannede, bedre stillet økonomisk osv. Men har man egentlig ikke lov til at vælge at leve sit liv anderledes og ikke i overensstemmelse med ens omgivelsers forventninger?
Din kærestes søster og hendes kæreste kan du alligevel ikke ændre på, uanset hvor gerne du end ville, og uanset hvor meget du ville mene, at du hjælper og stimulerer dem. Man kan ikke ændre på mennesker, som ikke VIL ændre sig, - og spørgsmålet (som du jo også selv stiller) er også, om man overhovedet kan tillade sig at blande sig. De unge mennesker må "gå plamken ud" og leve deres liv som de vil...lige indtil de finder ud af, at dét her er da for røvsygt! Eller også finder de ud af, at det bare er skønt at leve lige nøjagtig på denne måde. Om man vil bruge sit liv på at arbejde og videreuddanne sig....eller sidde i en sofa og lave ingenting - er hvert mennskes frie valg. Det kan være svært for os andre at forstå, når mennesker tæt på os vælger en tilværelse, som er mere inaktiv end end pensionists.
Du siger at din kærestes søster er igang med en ingeniøruddannelse, - så kan hun ikke være helt tabt bag en vogn. Måske får hun tryghed, kærlighed og accept af sin kæreste, - én eller anden gevinst ER der ihvertfald ved at være sammen med den fyr. Ellers var hun gået forlængst.
Lad dem leve deres behov ud uden jeres indblanding. Måske vælger din svigerinde at forlade sin kæreste en dag, når hun har fået nok af hans sløvsind. 
| |
 | Kommentar
Fra : Teil  |
Dato : 12-04-06 10:10 |
|
Jeg siger også - bland jer ikke, i får surt tilbage.
Og hvem siger i har ret.
Lev jeres eget liv.
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 10:43 |
|
Hej - Det er dejligt at få alle de brugbare svar - jeg er bare ikke overbevist endnu, hvad jeg skal gøre, og om der skal gøres noget overhovedet!
Citat
lad dem være, søger/mangler de hjælp skal de nok henvende sig de rigtige steder |
Citat
Lad dem leve deres liv, som de åbenbart ønsker det. Hvis de en dag får brug for det, skal de nok melde sig. |
De "lever" ikke deres liv, fordig de kommer ingen steder hen, de er passive, dvs. opsøger ingen - jeg kan derfor ikke se hvorfor de skulle opsøge hjælp!
Citat
blot min mening og ikke særlig opmuntrende kan jeg sagtens få øje på men i mine øjne kunne DU mangle lidt indhold i tilværelsen når du ligefrem bruger nætter på at spekulere over andres forhold |
Jeg har masser at gå op i, derfor problemet!
Citat
Hvordan ville du/I reagere på, at din kærestes søster og dennes kæreste syntes, at I levede forkert, efter deres mening? |
Venner og familie er til for at hjælpe hindanden, ik? og når man så kan se noget galt, (problemet er altså ikke nogen bagatel), skal man så ikke da gribe ind? Jeg ville blive MEGA skuffet, hvis jeg selv havde problemer, og ikke selv kunne se dem, mens vennerne kunne se problemerne, men gad ikke at hjælpe!
Citat
I skal ikke være forældre for dem, og I skal ikke dømme deres livsindhold efter det, I synes er rigtig. |
Skal min kærestes søster være hans forælder måske? Det er hellere ikke kun os, der kan se deres manglende sociale væremåde, familien er af samme opfattelse. Hans barndomsven (der er kun en), er lige så bekymret som os, og har også prøvet at snakke med ham; han har bl.a. sagt: "man bliver drænet af energi ved at besøge dem"!
Citat
I skal invitere dem, hvis I har lyst til at være sammen med dem - ikke for at fylde deres liv ud. Det klarer de selv. |
Hvordan forklarer man dem dette, når man sidder ved samme bord, og en anden (familie, ven) hvorfor man ikke ses oftere?
Citat
Giv dem tid og se, om I ikke kan få øje på deres glæde ved deres liv, som de vælger det. |
De har været sammen i 6 år, vi har boet sammen i 1 år, og de er har bpet for sig selv i 2 år nu, og der er stadigvæk ingen forandring overhovedet. -
well, i bund og grund er jeg mest bekymret for min kærestes søster; det er jo hende der har forandret sig den forkerte (passive, ingen livsglæde) vej - han har åbenbart altid været sådan.
Og hvad er et liv uden livsglæde, venner, sosialt samvær, og gode oplevelser....
| |
 | Kommentar
Fra : alimak |
Dato : 12-04-06 10:56 |
|
Nu har alle hittil svaret at dere ikke skal blande jer.I har blandet dig en gang som du siger og da fik I besked om at blande jer udenom.Jeg vil give "tezt" ræt i at det måske er dig der burde få dig et liv,du tænker alt for meget på "problemet" . Glem det, og pas dine egene sager, til de kommer og spør om hjælp.
alimak
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 12-04-06 11:03 |
|
Helt ærligt - hvis din kærestes søster elsker sin kæreste, og hun ønsker at være sammen med ham, og leve livet, som de gør, så skal hun ikke stå til ansvar hverken overfor sin familie eller familiens bekendte. Hun skal kun stå til ansvar over for sig selv. Går hun på kompromis med hvem hun er, vil hun opdage det den dag, hun er klar til det.
I kan slet ikke tillade jer at diskutere deres liv med nogen andre. Det er klart at overtræde grænser for almindelig opstøttende adfærd i en familie.
At det udefra ser ud som om, din kærestes søster er mor for ham gør det ikke til den virkelighed, de lever. Og når alt kommer til alt, så kan det være jer fuldstændig ligegyldig.
I tager et overansvar, som I slet slet ikke kan tillade jer at tage. Jeg ville blive stikåndsvag, hvis der var nogen, der i den grad blandede sig og bedømte kvaliteten af mit forhold.
Det er muligt de kommer til at leve sådan resten af deres liv. Og hvad så? Hvis de er lykkelige, så burde I være lykkelige med dem. Hvis de ikke er, så skal I støtte, når I bliver bedt om at støtte og kun, når de har behov for det - ikke når I har behov for det.
Jeg ved godt, det ser meget uselvisk ud, det I gør - sådan at "redde" din kærestes søster fra et jammerligt liv, men jeg betragter det som total mangel på rummelighed og en opfattelse af, at kun jeres måde dur. Hvis det unge par (som er ganske voksne) har opfattet det ligesådan, så er det nok derfor, de ikke beder om jeres hjælp.
Så det I skal, det er at bakke ud, og lad dem leve deres liv. Det er ikke jeres sag. I skal acceptere dem som mennesker og som par, og når I har gjort det, vil I finde ud af, at kommunikationen går meget lettere...
Ingen bedrevidende familie kan gøre noget godt her... 
Vaxen
| |
|
Er fuldstændig enig med alle de andre.
Hvis man holder af folk, skal man respektere dem for hvad de er. Og ikke for hvad de burde være. Hvordan de lever deres liv er deres sag, og ingen andres.
Og hvis man blander sig i andres sager uden at være "inviteret" til det. Så er man ikke i gang med at hjælpe dem. Så er man i gang med at sørge for, at man har det godt med sig selv!
Hun er ingeniørstuderende skriver du... Det studie er sQ ikke for småbørn. Det er et meget hårdt og energi/tidskrævene studie. Har du overvejet at hun måske har valgt alt andet fra for at kunne fokusere al sin energi i at få en god eksamen. Og derfor ikke har energien til at gå i byen osv. ?
Hvad hendes fyr angår, så angår det ihvertfald ikke dig! Du kommer sammen med søsteren, og du skal bruge din energi på hende og ingen andre. Og selv din kæreste kan ikke tillade sig at blande sig i sin egen søsters forhold. Hvad får dig til at tro at du kan blande dig... du er jo den der er længst ude på sidelinien i hele sagen.
Vh fluffy
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 11:29 |
|
Citat
Helt ærligt - hvis din kærestes søster elsker sin kæreste, og hun ønsker at være sammen med ham, og leve livet, som de gør, så skal hun ikke stå til ansvar hverken overfor sin familie eller familiens bekendte. Hun skal kun stå til ansvar over for sig selv. Går hun på kompromis med hvem hun er, vil hun opdage det den dag, hun er klar til det.
I kan slet ikke tillade jer at diskutere deres liv med nogen andre. Det er klart at overtræde grænser for almindelig opstøttende adfærd i en familie.
At det udefra ser ud som om, din kærestes søster er mor for ham gør det ikke til den virkelighed, de lever. Og når alt kommer til alt, så kan det være jer fuldstændig ligegyldig.
I tager et overansvar, som I slet slet ikke kan tillade jer at tage. Jeg ville blive stikåndsvag, hvis der var nogen, der i den grad blandede sig og bedømte kvaliteten af mit forhold.
Det er muligt de kommer til at leve sådan resten af deres liv. Og hvad så? Hvis de er lykkelige, så burde I være lykkelige med dem. Hvis de ikke er, så skal I støtte, når I bliver bedt om at støtte og kun, når de har behov for det - ikke når I har behov for det.
Jeg ved godt, det ser meget uselvisk ud, det I gør - sådan at "redde" din kærestes søster fra et jammerligt liv, men jeg betragter det som total mangel på rummelighed og en opfattelse af, at kun jeres måde dur. Hvis det unge par (som er ganske voksne) har opfattet det ligesådan, så er det nok derfor, de ikke beder om jeres hjælp.
Så det I skal, det er at bakke ud, og lad dem leve deres liv. Det er ikke jeres sag. I skal acceptere dem som mennesker og som par, og når I har gjort det, vil I finde ud af, at kommunikationen går meget lettere... |
Det er de andre, der diskuterer det med os, også omvendt; det er ikke noget med bagtalesle, hvor vi spilder hinandens liv ud el. lign. bare almindelig familie-snak.
Min kærestes søster har tit og ofte udtalt, at hun ikke ved, hvordan hun skal hjælpe sin kæreste, så dette er et velbegrundet problem. Hun føler dog selv at hun ikke kan gøre mere.
Hun opfører sig som hans mor, det ved vi, da vi har levet sammen i 1 år.
Selvfølgelig har vi accepteret dem som par, vi valgte selv at bo sammen med dem i 1 år, plus de elsker hindanden, men hvad kommunikationen vedgår, så er der ingen fra deres side - de kan atlså ikke føre en almindelig personlig samtale. Det har hun også sagt, og mig og hende "afprøvede" problemet sammen med et andet familiemedlem for sjov skyld.
Jeg kan tilføje at vi aldrig nogensinde direkte har blandet os i andres forhold, foruden almindelig diskution af problemer, som hører hverdagen til. Og jeg kom engang med en bermærkning om at: "I burde altså gå lidt mere ud, på café el.lign." (dengang vi boede sammen), hvor på svaret var:"vi ser ingen grund til at møde andre mennesker".
Dermed kan også siges at derendnu ingen skade er sket endnu med vores forhold til dem - derfor spørgsmålet
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 11:52 |
|
Det ser ud som at der er bred enighed om at alle skal holde sig fra andres tilværelse, lige meget hvad! Venner og familie skal ikke hjælpe hinanden uden de bliver bedt om dette.
Jeg kommer selv fra en familie, hvor man siger tingene til hindanden, i stedet for om hindanden, og derudfra ved hvor man har hinanden. Ved at gå og ignorere ting, udsætter man sig selv for et voksende problem, som før eller senere gør større skade end nødvendigt.
Jeg er godt nok den, der er længst ude på sidelinjen, men også den, der har det lettest ved at snakke med andre folk.
| |
| Kommentar
Fra : Teil |
Dato : 12-04-06 11:55 |
|
Du går til torvs med andres problemer.
Du stikker snuden for langt frem, det ligner Jehovas Vidners måde at være på.
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 12-04-06 11:56 |
|
I har ikke accepteret dem - I vil lave dem om.
Deres liv er ikke godt nok til jer.
Sådan som jeg læser det, skal de være et par, med tid til venner, til den vigtige uddannelse (for et lagerarbejde er tilsyneladende ikke godt nok til jer), man skal være interesserede i at tale personligt med jer, (hvilket absolut er noget, man gør sig fortjent til!!), man skal gå på café, man skal vide, hvad man vil i livet og være parate til at dele det med jer, og man skal desuden være i stand til at kommunikere på det niveau, som I gør.
Kan du ikke godt se, at det er urimeligt? I har for høje forventninger og I støder dem fra jer. Det er muligt, at I ikke bagtaler, men I tænker sådan om dem. Det er DET, der er problemet. Ingen kan tillade sig at bedømme andres liv.
Citat
Hvordan forklarer man dem dette, når man sidder ved samme bord, og en anden (familie, ven) hvorfor man ikke ses oftere? |
I skal ikke forklare nogen noget som helst. Hvorfor tror I, at I skal stå til ansvar for dem?
Jeg har en fornemmelse af, af denne "moderlighed", som du beskylder din kærestes søster for, at noget du selv besidder i høj grad. Der er nogle flydende grænser i familien, og jeg må indrømme, at jeg forstår at de unge bakker ud, og ikke vil dele private ting med jer.
Citat
Min kærestes søster har tit og ofte udtalt, at hun ikke ved, hvordan hun skal hjælpe sin kæreste, så dette er et velbegrundet problem. Hun føler dog selv at hun ikke kan gøre mere.
Hun opfører sig som hans mor, det ved vi, da vi har levet sammen i 1 år. |
Hvis du læser dette, og så læser dit eget spørgsmål, så vil du kunne se ligheden
Igen - I skal holde op med at fordømme dem og I skal holde op med at tale om dem, når de ikke er der. Og så skal I holde op med at vurdere deres liv uden fra jeres værdier. Og I skal holde op med at tro, at de ikke kan klare sig selv. Og så skal I betragte dem som voksne mennesker, der styrer deres liv, som de vil have det styret. Lade være med at være deres forældre. Vær glade og overbærende. Vær stolt af dem. Pral af dem ude i byen. Snak om deres positive sider. Led efter dem. Lad dem være glade også når de er sammen med deres familie...
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 12-04-06 12:01 |
|
Citat
Det ser ud som at der er bred enighed om at alle skal holde sig fra andres tilværelse, lige meget hvad! Venner og familie skal ikke hjælpe hinanden uden de bliver bedt om dette. |
Nej, man skal hjælpe sin familie alt det man kan! Og den måde man hjælper på er, at være positivt støttende, opmuntrende, ufordømmende, stolt, trøstende, når noget går galt, lyttende, når nogen vil snakke, være ærlig, når der bliver spurgt, holde mund, når der ikke bliver spurgt, være åben overfor hinandens valg...og meget meget mere...
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 12-04-06 12:05 |
|
Jeg kan vist blive ved
Citat
Jeg kommer selv fra en familie, hvor man siger tingene til hindanden, i stedet for om hindanden, og derudfra ved hvor man har hinanden. Ved at gå og ignorere ting, udsætter man sig selv for et voksende problem, som før eller senere gør større skade end nødvendigt.
Jeg er godt nok den, der er længst ude på sidelinjen, men også den, der har det lettest ved at snakke med andre folk. |
Man skal sige ting til hinanden, hvis ens personlige grænser er blevet overskredet. Man skal blande sig udenom, hvis andres adfærd ikke har noget med en selv - eller andre, der skal beskyttes, at gøre.
I ved præcist, hvor I har de unge - de ved så ikke, hvor de har jer. Er I med dem, eller er I imod dem? Støtter I dem, eller fordømmer I dem.
Deres adfærd overfor jer taler sit tydelige sprog.
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 12:10 |
|
Tak for konstruktiv kritik!
Citat
I har ikke accepteret dem - I vil lave dem om.
Deres liv er ikke godt nok til jer.
Sådan som jeg læser det, skal de være et par, med tid til venner, til den vigtige uddannelse (for et lagerarbejde er tilsyneladende ikke godt nok til jer), man skal være interesserede i at tale personligt med jer, (hvilket absolut er noget, man gør sig fortjent til!!), man skal gå på café, man skal vide, hvad man vil i livet og være parate til at dele det med jer, og man skal desuden være i stand til at kommunikere på det niveau, som I gør. |
Vi har alstå accepteret dem, vi valgte jo at bo sammen med dem i 1 år! Der findes ingen typer arbejdspladser, der er bedre end andre, men man trives bedre i nogle end andre! Han er hader, når nogen spørger om hans arbejde, selv om der ikke kendes til hans baggrund. Jeg har dog intet imod lagerarbejde. Det er ligeså godt som alle andre, bare man trives!
Citat
Igen - I skal holde op med at fordømme dem og I skal holde op med at tale om dem, når de ikke er der. Og så skal I holde op med at vurdere deres liv uden fra jeres værdier. Og I skal holde op med at tro, at de ikke kan klare sig selv. Og så skal I betragte dem som voksne mennesker, der styrer deres liv, som de vil have det styret. |
ovenstående er lig med: vi skal ignorere dem totalt, men alligevel betragte dem som voksne 
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 12:18 |
|
Citat
Deres adfærd overfor jer taler sit tydelige sprog. |
Vi har endnu ikke gjort noget som helst, og ønsker dem selvfølgelig ALT det beste - jeg kom med én bemærkning for 2 1/2 år siden, så der mangler begrundelse for hvilken "adfærd" vi har - du skal huske at bekymringerne kommer fra deres familie også - hans mor spurgte mig engang om, hvordan det gik ham personligt, hvortil jeg svarede at jeg syntes at gik fint - dette var før, jeg kendte noget til hans personlighed.
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 12-04-06 12:30 |
|
Jeg tror faktisk ikke, du skrev her for at få råd, men for at få ret.
Lige meget hvad, der skrives her, lige meget at din kæreste siger, at du skal blande dig uden om, så tror jeg ikke du har til hensigt at forandre noget.
Det er altså dig, der er gal på den her. Du overskrider nogle klare grænser og det er sandsynligvis - som en anden skrev - for at få det bedre med dig selv. At være et godt menneske.
Du gør det stik modsatte af, hvad man skal gøre, når man hjælper et menneske. At hjælpe et menneske er, at støtte dem i at vælge selvstændigt, og støtte dem, når der kommer konsekvenser af dette valg. Du vil vælge for dem. Det er misforstået omsorg, som du og andre ender med at betale for.
Well, jeg trækker mig her... Argumentet har ikke gode vilkår
Jeg ønsker hele din familie det bedste - og tror bestemt på, at de unge mennesker nok skal klare sig.
Vaxen
| |
| Accepteret svar
Fra : Satellit | 
Modtaget 300 point
Dato : 12-04-06 12:37 |
|
Jeg kan nu sagtens følge dig i din frustration; havde det været min familie, ville jeg nok tænke meget det smme som du/I gør.
En del af problemet - sådan som jeg forstår det - er vel også, at din kærestes søster rent faktisk gerne VIL hjælpe sin kæreste og gerne VIL hjælpe ham med at blive motiveret, men det er svært for hende. Og når hun lufter sine frustrationer for jer, er det jo også svært (umuligt) at sidde dem overhørig.
Men måske I alligevel kan støtte hende på en værdig måde ved at spille bolden over til hende, når hun "beklager" sig: Mind hende om, at hun selv har VALGT at leve sammen med en mand, der åbenbart ikke har så mange ambitioner for sit liv. Mind hende om, at hun ikke kan give ham "drive", det har han selv ansvar for. Støt hende i, at hun ikke behøver at tage ansvar for hans liv; han er voksen og har selv ansvar for at søge job og hvad han ellers måtte have lyst til her i livet. Støt hende i, at hun ikke behøver at lege "mor" for ham, hvis hun ikke har lyst (og det er sgu da også enormt usexet at være mor for sin kæreste!!!), - jo mere hun tager initiativ på hans vegne, desto mere er hun med til at holde ham fast i hans inaktivitet.
Jeg tror, at I måske kan støtte hende konstruktivt på denne måde.
Lad dem på kærlig vis "sejle i egen sø" og se, hvad der kommer ud af det. Brokker hun sig, så mind hende somsagt om, hvad det er for et liv, hun har valgt at leve.
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 12:38 |
|
Citat
Du gør det stik modsatte af, hvad man skal gøre, når man hjælper et menneske. At hjælpe et menneske er, at støtte dem i at vælge selvstændigt, og støtte dem, når der kommer konsekvenser af dette valg. Du vil vælge for dem. Det er misforstået omsorg, som du og andre ender med at betale for |
Jeg har ikke gjort noget som helst, så jeg forstår ikke hélt....
Og jeg bliver mere og mere overbevist på at "ignorere" problemet og køre videre i samme spor, uden spørgsmål, diskutioner, eller andre "bemærkninger" om dem.
Men jeg bliver bare så godt træt af det, når hun (søsteren) klager sig, uden at jeg kan (min kæreste holder mig tilbage) sige min mening!
Derfor skal I have mange tak for alle indlæggene - jeg vil altså gøre det, I siger!
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 12:47 |
|
Citat
Jeg kan nu sagtens følge dig i din frustration; havde det været min familie, ville jeg nok tænke meget det smme som du/I gør.
En del af problemet - sådan som jeg forstår det - er vel også, at din kærestes søster rent faktisk gerne VIL hjælpe sin kæreste og gerne VIL hjælpe ham med at blive motiveret, men det er svært for hende. Og når hun lufter sine frustrationer for jer, er det jo også svært (umuligt) at sidde dem overhørig.
Men måske I alligevel kan støtte hende på en værdig måde ved at spille bolden over til hende, når hun "beklager" sig: Mind hende om, at hun selv har VALGT at leve sammen med en mand, der åbenbart ikke har så mange ambitioner for sit liv. Mind hende om, at hun ikke kan give ham "drive", det har han selv ansvar for. Støt hende i, at hun ikke behøver at tage ansvar for hans liv; han er voksen og har selv ansvar for at søge job og hvad han ellers måtte have lyst til her i livet. Støt hende i, at hun ikke behøver at lege "mor" for ham, hvis hun ikke har lyst (og det er sgu da også enormt usexet at være mor for sin kæreste!!!), - jo mere hun tager initiativ på hans vegne, desto mere er hun med til at holde ham fast i hans inaktivitet.
Jeg tror, at I måske kan støtte hende konstruktivt på denne måde.
Lad dem på kærlig vis "sejle i egen sø" og se, hvad der kommer ud af det. Brokker hun sig, så mind hende somsagt om, hvad det er for et liv, hun har valgt at leve. |
Ahh - endelig har jeg fået et "forstående" svar - det ovenståede citat er hélt rigtig forstået; det er bare hvor lang tid, den "sejltur" varer. Foreløbig har vi støttet på den måde, men jeg hader at snakke med folk, hvor jeg er nødt til at ignorere deres personlighed, og jeg har tænkt efter, hvor mange disse er, og jeg kan kun komme i tanke om den ene person, fordig jeg ATLID accepterer folk for hvad de er, laver etc.
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 12:50 |
|
Jeg kan komme med et eksempel mere:
Hans interesse er sport, sport og atter sport. Vi, mig, kæresten, barnomsvennen m.m. har opfordret ham til en eller anden uddannelse indenfor sport, men vi får selvfølgelig ingen respons på dette. Jeg kan tilføje at drengen ved ALT om al slagt idræt, han ville være en guldklump for sportjournalistikken el.lign., og det er et uffattelig spild af "talen", hvis han ikke udnytter dette mere!
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 12-04-06 12:51 |
|
Se, så kan jeg alligevel ikke holde mig af banen 
Vil bare lige kommentere dit indlæg Satellit, som jeg synes præcis giver et eksempel på en vinkel, hvor man hjælper uden at blande sig!
Olavur, jeg tror, du kommer længst på denne måde. Ikke ved at ignorere problemet, men at lade bekymringen blive inden for jeres fire vægge. Og så støtte på den måde, som Satellit så flot beskriver.
Det er rigtig, som du skriver, at du ikke har gjort noget aktivt endnu - det, jeg kommentere på, er nok hele tankegangen omkring det. Egentlig at det overhovedet er et spørgsmål.
Pointen er nok at beskæftige sig mere med personerne, og alt det gode, de repræsenterer end at beskæftige sig med problemerne. De vil altid være der, og der vil komme flere, som de (og alle vi andre) skal lære at tage os af på en konstruktiv måde.
Jeg ved godt, jeg har været lidt skrap i mine ordvalg - hvis jeg har stødt dig, så må du undskylde. Jeg følte, at du trængte til at blive "rusket lidt i" . Det er muligt, det er forkert - det var bare min fornemmelse.
Hav det rigtig godt, og god fornøjelse med den positive indgangsvinkel
Vaxen
| |
 | Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 12-04-06 14:24 |
|
Når man læser dine kommentarer om de unge mennesker bærer det præg af hvordan du mener tilværelsen skal være og hvordan du ser på tingene.
I har vist, at I er der for dem hvis det skulle blive nødvendigt og i en situation som denne er det det eneste I skal gøre nemlig at gøre det klart, at I vil hjælpe dem, men det skal være på deres præmisser.
Hvem siger i øvrigt, at jeres måde at opfatte og leve livet på er rigtigt? Det er det uden tvivl for jer, men behøver ikke at være det for andre.
Som jeg ser det så er I godt i gang med at ville bestemme de unge mennesker liv ganske som mange forældre gør af misforstået hjælpsomhed/kærlighed og ofte har det den stik modsatte effekt end tilsigtet.
Jeg tror at mange vil kende til det med at gå til yderligheder med meningstilkendegivelser i ren irritation over det der betragtes som utidig indblanding.
| |
 | Kommentar
Fra : dova |
Dato : 12-04-06 15:20 |
|
Ja, jeg er så både enig og uenig med flertallet, på en måde, for sådan en sag har altid flere sider
Og kan egentlig bedst slutte mig til Satellits kommentar.
Men:
En ting er, at som hovedregel har de unge mennesker selv ansvar for deres liv og hvordan det skal leves, javist.
Mange ting kan man ikke forstå, men må bare acceptere det, uden at blande sig.
Medmindre der f.eks. var tale om vold, overgreb mod børn el.lign.
Det jeg så bare hæfter mig ved:
Citat
Men jeg bliver bare så godt træt af det, når hun (søsteren) klager sig, uden at jeg kan (min kæreste holder mig tilbage) sige min mening! |
Det tyder jo så på, at den unge dame alligevel ikke bare synes, at det hele er fryd og gammen.
Og der er ikke noget værre end når nogen på den måde, sidder og beklager sig til familie og venner over sit privatliv, uden at have til hensigt selv at gøre noget ved det.
For hvad gør man:
Siger ingenting, men tænker sit, og vedkommende synes man er uinteresseret i at lytte til problemerne.
Eller man siger sin mening, og får skudt i skoene, at man blander sig utidigt i deres privatliv
Se den største fejl her, mener jeg ligger hos din kærestes søster.
Man skal sgu ikke sidde og beklage sig over for familie og venner, så de tror at vedkommende gerne vil hjælpes fordi det går ad H....... til.
Næ, hun har selv valgt at leve sammen med "slapsvansen", og hvis ikke hun er tilfreds med det, må hun jo gøre noget ved det, istedet for at give familien indtryk af, at det går hende på.
Så derfor mener jeg, at du kunne sige til hende:
Hør lige her "moster"..den sang der gider vi sgu ikke høre på, for der må jo være en grund til, at du bliver sammen med manden. Hvis du er utilfreds kan du jo bare skride" .
For du har helt ret i, at det må være frustrerende at høre på gentagne beklagelser og at det vækker en trang til at "blande sig" i sådan noget.
Hvis derimod søsteren gav 100 % udtryk for, at hun var lykkelig med at leve på den måde, så er jeg enig i, at man ikke skal blande sig, for hun er gammel nok til selv at vælge.
mvh dova
| |
 | Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 12-04-06 17:17 |
|
Hmmmm..
De er jo nok meget unge og ikke særlig modne. Du og din kæreste er vel nogle år ældre.....
Sandsynligvis vil din kærestes søster en dag have fået nok, og så slår hun op med fyren. Men det er svært, -lige så svært som en skilsmisse, -når de har været sammen så længe.
Jeg synes godt, at I kunne prøve at snakke med søsteren på et tidspunkt hvor hun beklager sig.
Gør hende klart, at fyren sandsynligvis ikke bliver anderledes. Der er mennesker, der er dårligt begavede rent socialt. Hvis det er hans problem, så bliver det næppe anderledes. Han er måske ulykkelig over det, -og det gør det endnu sværere for hende at slå op med ham.
Men hun må gøre op, om hun holder så meget af ham, så hun vil tage sig af ham PÅ TRODS AF eller PÅ GRUND AF hans manglende sociale evner. Hun skal ikke fortsætte forholdet i forventning om at han nok ændrer sig. For det gør han næppe..
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 21:03 |
|
Citat
Hejsa, -DYRKER han en masse sport selv, -eller har han bare en kollossal viden om sport??? |
Han besidder en kollosal viden om sport.
Citat
Jeg synes godt, at I kunne prøve at snakke med søsteren på et tidspunkt hvor hun beklager sig.
Gør hende klart, at fyren sandsynligvis ikke bliver anderledes. |
Det har jeg sagt til min kæreste 117 gange, men hun er bange for at såre sin søster, og vi er enige om at det nu burde være kæresten, der snakker med søs, istedet for mig der blander mig for meget ind i tingene.
Men jeg ser sådan på det, at hvilken skade kan det gøre?? altså, de er 24 år = voksne mennesker, nærmeste familie og venner, derfor må man kunne acceptere et par "fejltrin" fra begge sider af - og derfor synes jeg, at vi, med god begrundelse, godt kan blande os, uden at det påvirker forholdene mellem os.
Hvilke muligheder har en sådan dreng så? Rejse fra kæresten et stykke tid, for at "finde sig selv", for siden at komme sammen igen? eller søge proffesionel hjælp? eller kan eg god personlig snak løse et sådant problem, der stammer fra opvæksten?
Han er jo ikke et problembarn på nogen måde, men hvis et lille "skub" kan få ham til at lyse op, finde livsglæde, og sætte mere pris på venner og familie, vil jeg da meget gerne ofre lidt tid/energi på dette!!
Men ifølge de sidste indlæg, ligger problemet/løsningen ved hans kæreste.
Man skal nu også huske at det ikke er altid én selv, der kan sine egne problemer - og man først bagefter opdager, hvor meget man evt. har ladet sig udnytte, og da kan det jo være for sent at gøre skaden god igen!
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 12-04-06 21:17 |
|
Jeg har en søn, der lider af Aspergers syndrom, og han kan godt virke på den måde, som du beskriver...
Hvis det er sådan noget, så hjælper det IKKE med et "lille skub". Det er et medfødt, livslangt handicap.
Men samtidig er min søn en sød og rar fyr, som der ikke er en dråbe af ondt blod i.
Problemet er bare, at alle bliver ulykkelige, hvis I tror, at I kan "reparere" sådan en fyr.
HVIS det er sådan noget, så skal pigen gøre sig klart, om hun kan leve med de begrænsninger, det giver.
De fleste af os har jo nogle begrænsninger -eller ligefrem handicaps. Vi kan være gode nok alligevel..
Aspergers Syndrom kan du selv slå op på google.
Og husk lige, at der er masser af -især mænd- der har aspergerlignende træk uden ligefrem at være alvorligt handicappede. Det er noget, der findes i alle grader.
Mange aspergere kan ligefrem udnytte deres særinteresser til højt specialiserede uddannelser og stillinger.
Men parforhold er svært for dem. 
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 12-04-06 22:10 |
|
Wow - jeg har slået det op, og det bekræfter vores begrundelser (jeg tænkte også hvorfor hans egen mor skulle være bekymret for sin 21 årige søn), men kan sagtens se at han har alle symptomerne, der skal til.
Og med denne nye viden, og hans "mulige" handikap, aner jeg ikke hvad vi skal stille op 
Jeg kan tilføje her, at ingen (end ikke min kæreste) kender til dette indlæg...endnu!
Hvordan takler man en sådan situation på den mest "behagelige" måde?
| |
| Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 12-04-06 22:17 |
|
Pas nu på med de der lommediagnoser!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!1
Man bør ikke og kan ikke diagnosticere på den måde.
Det forekommer mig at trangen til at blande sig er sygelig i sig selv og hvis man skulle sygeliggøre alle unge mennesker, der afviger fra mere modne menneskers opfattelse af ret og rimeligt.
Jeg forstår bekymringerne, men mener ikke at man kan blande sig direkte.
Selv om der skulle være noget galt så er der ikke noget at gøre så længe der ikke sker overgreb eller lovovertrædelser og vil den unge pige kun beklage sig lidt så er hun ikke parat til ændringer og må tage det sure med det søde. Sådan er livet så nøjes med at stå stand-by til det tidspunkt hvor hjælp ER ønsket.
For øvrigt virker det som om du venter på nogen der giver dig ret da du jo afviser alt der går imod din egen opfattelse. Ikke specielt objektivt!
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 12-04-06 22:35 |
|
Arj, nu bliver det altså for meget. Nu skal den arme mand også diagnosticeres med en opmærksomhedforstyrrelse, der så kan bruges til at overbevise et menneske, der elsker ham om, at han er forkert for hende...
Det går da helt galt herinde.
Om manden er syg eller ej, så er det IKKE nogen andres end hans kærestes valg, om hun vil være sammen med ham eller ej. Og der er ingen, der skal forsøge at overbevise hende om, at han aldrig forandrer sig, om at han er skidt for hende, om at han ikke kan opfylde hendes behov eller noget som helst andet.
Hun skal nok selv finde ud af det, i den hastighed hun kan og vil. Hun skal ikke presses af nogen overhovedet. Hun skal anerkendes som et voksent menneske, der er i stand til at træffe sine egne valg og leve med konsekvenserne af disse.
Hvis hun klager til jer, så sig til hende, at I kan forstå det er svært for hende, og at hun skal sørge for ikke at gå på kompromis med sig selv. Og derfra skal hun selv finde sine grænser og hun skal markere dem på sin måde, når hun føler, det er rigtigt. Og indtil da, skal I bare pænt kigge på og love hende jeres uforbeholdende støtte lige meget, hvad hun vælger.
Som sagt før, så skal man være ærlig, når man bliver spurgt, og holde mund, når man ikke bliver spurgt.
Eksempel 1: "Hvad synes du egentlig om min kæreste?" "Jeg synes han er meget passiv, og jeg er bekymret for, om du har det godt, når du er sammen med ham, for jeg synes du har forandret dig meget."
Eksempel 2: "Det er så irriterende at jeg skal være mor for ham. Hvad skal jeg dog gøre ved ham?"
"Du skal ikke have ambitioner om at forandre ham. Hvis du vil noget andet, så start med dig selv. Find ud af, hvad du vil finde dig i, og sig fra, når dine grænser overtrædes. Det er dig, der bestemmer din rolle i jeres forhold"
Vaxen....
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 13-04-06 01:56 |
|
Hej! på nuværende tidspunkt vil jeg følge sattelit´s indlæg, og derved bevare troen og støtten til dem (det har de dog ikke fortjent, men so be it)
Jeg vil også nævne syndromet med hans barndomsven, da vi også er perle venner, og har snakket om ham/dem utallige gange (og det er ikke mig, der starter snakken, jeg er meget påpasselig med emnet), så vil måske drøfte sagen med min kæreste senere hen!
| |
| Kommentar
Fra : tezt |
Dato : 13-04-06 10:00 |
|
hvis søsteren har problemer er det intet i forhold til olavur's problemer
olavur få dig et liv
hopper let og elegant ud af denne debat som er ret opmærksomhedssøgende (ja ja, overfald mig bare, ser det ikke alligevel) 
god påske til Jer der holder ud )
| |
| Godkendelse af svar
Fra : olavur |
Dato : 13-04-06 13:27 |
|
Tak for svaret Satellit - dit svar er det første (og direkte) svar, der fokuserer på problemet, og ikke bare farer vildt i frustationer over folk, der tænker på andres problemer, og ikke bare besidder et mega ego, tak!
| |
| Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 13-04-06 13:29 |
| | |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 13-04-06 14:17 |
|
Jeg tvivler på, at du kan se det Olavur, men det, som Satellit skriver er ikke en hut anderledes end det, som vi er flere andre, der skriver. Forskellen er blot, at der indledes med, at frustrationen er forståelig...
Ellers udtrykker Satellit nøjagtigt det samme, bare på et konkret plan.
Citat
....og ikke bare farer vildt i frustationer over folk, der tænker på andres problemer, og ikke bare besidder et mega ego |
Jeg ved ikke, hvor du har læst dette, men ingen i denne tråd, har givet udtryk for noget lignende. Personligt har jeg plæderet for, at lade folks leve deres eget liv, med omsorg, støtte, overbærenhed, rummelighed og hjælpsomhed. At du kan læse det, som du beskriver giver, mig igen den tanke, at det du vil er, at have ret. Du har ganske enkelt overset 3/4 af indholdet i indlæggene.
Hvis jeg var dig, ville jeg lige læse tråden igen - og måske tage nogle briller på, der ikke er nær så defensive - måske du vil opdage, at udgangspunktet er respekt for mennesker og ønsket om, at alle må være dem, de gerne vil være.
Selvfølgelig vil man da altid bekymre sig om sine medmennesker - pointen er, hvad man gør med sin bekymring. Som udgangspunkt kan man aldrig tillade sig at blande sig i andres liv, medmindre selvfølgelig at vi taler om fysisk/psykisk vold, misbrug eller kriminalitet.
Men i det øjeblik, folk selv inviterer en til at tage stilling, så er det om at være ærligt, og støtte personen til at træffe de valg, som vedkommende selv ønsker. Med andre ord - ikke have en forudfattende mening, hvad der er godt og skidt for vedkommende, men stille de spørgsmål, der gør, at vedkommende kan dreje sagen fra alle vinkler og selv afgøre, hvad der skal ske.
Og selvom jeg er dødtræt af dette citat, så kommer det alligevel, for jeg synes det passer så glimrende ind her:
Citat
At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer. |
Søren Kierkegaard....
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 13-04-06 14:26 |
|
Hey, hey!! Aspergers Syndrom er IKKE en sygdom. Hvis den er fuldt udviklet, så kan man kalde det et handicap, men så havde fyren næppe gennemført normal skolegang...
Men i de mildere former kan man højst tale om en "personlighedsvariant". Og slet ikke nogen udelukkende ubehagelig variant.
Hvis man er en ung pige, med problemer med f.eks. angst eller utryghed, så kan det jo ligefrem være tiltrækkende med en fyr, der er 100% forudsigelig. Som altid mener, hvad han siger -selv om han ikke siger så meget. Som ikke er kriminel, voldelig eller "en festabe". Og som aldrig kunne drømme om at være sin pige utro.
Hvis din kærestes søster har fundet en fyr med aspergertræk, så er det måske hvad hun har brug for lige nu...
olavur, du kan bruge din mistanke til at forstå den unge mand bedre. Men du kan næppe regne med, at han render rundt med en etiket på maven. Der er masser af mænd, der aldrig har fået diagnosen, -enten fordi deres omsorgspersoner ikke "har haft de briller på", eller fordi de har været så højtbegavede på andre områder, så det aldrig er blevet åbentlyst, at de har en alvorlig svaghed på det sociale område.
Læs så meget som muligt om syndromet. Det kan gavne dit forhold både til den unge mand, og til andre, der måske heller ikke er så højt begavede på det sociale område.
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 14-04-06 18:27 |
|
Citat
Jeg tvivler på, at du kan se det Olavur, men det, som Satellit skriver er ikke en hut anderledes end det, som vi er flere andre, der skriver. Forskellen er blot, at der indledes med, at frustrationen er forståelig... |
forskellen er at i de fleste andre indlæg, fremgår at problemet er nok ved mig selv; jeg har ikke fortalt om mig selv, så hvordan f... kan I vide om jeg har problemer?? Og det vås med kierkegaard er bare det dummeste - for det første aner jeg ikke, hvodan man bedst hjælper dem, det må de selv finde ud af; men jeg er sku' villig til at snakke med dem, og give dem min mening, hvis det er det de ønsker - længere er den ik, så cool down vaxen.
Og det Asperger-syndrom er en god forklaring på hans tilværelse, og hvis de også selv ville tilstå det, ville de have et godt udgangspunkt til at ændre nogle ting.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 14-04-06 20:00 |
|
Ja, hvis den unge mand selv kunne se, at han har et problem, så kunne han nok få hjælp til at tackle sit liv bedre.
Men hvis han er blevet 23 år uden at have fået diagnosen, så vil han nok have svært ved at indse det.
Og så er det ikke HAM, der har et problem, men hans omgivelser.
Aspergere er som de er, og det kan man ikke ændre på. Men hvis hans omgivelser ændrer deres holdning til ham, så kan man få et mere harmonisk forhold til ham, og han kan komme til at fungere næsten normalt.
Det svarer meget til hvis en fyr er svagtsynet eller døv. Man kan IKKE bare forvente, at han træner sig op til at kunne se eller høre. Men han kan lære at bruge nogle værktøjer og til at ændre sin adfærd så han kan fungere næsten normalt.
Så er der bare det, at hvis han aldrig har været i systemet, så er det svært at få professionel hjælp.
Du siger, at du kender hans kammerat gennem mange år. Han ved måske noget om, hvordan skolegangen har været, og om der har været specielle problemer igennem opvæksten, som han har fået hjælp til..
Det er voldsomt anstrengende for en asperger at blive udsat for familiens bekymring, for han føler det sandsynligvis som krav om et eller andet, som han slet ikke forstår hvad er...
Du siger, at du er mest bekymret for din kærestes søster. Så er det HENDE du skal koncentrere dig om. Det kan være MEGET strengt for selvfølelsen at have en kæreste, der er asperger. For selv om han er glad for hende, -og måske også fortæller hende, at han ikke kan undvære hende, så ser han slet ikke, hvad HUN har behov for.
Så det DU -I kan gøre, det er noget så simpelt som at rose hende, give hende komplimenter, fortælle hende hvor god hun er til det hun nu er god til.. Lytte til hvad hun siger. Ikke kun om hendes parforhold, men om alt, hvad hun udtrykker en mening om.
HVIS det er en aspergerfyr hun har fået sig, så går det ud over hendes selvfølelse fordi han faktisk slet ikke ser hende som en værdifuld og spændende person, men kun som en "ting" han har brug for i sit liv.....
Og hvis I andre hele tiden gør meget for at opbygge hendes selvtillid, så har hun en reel mulighed for at vælge, om hun vil bruge sit overskud på den fyr, der måske er rar og tryg, men som hun ikke kan få dækket alle sine behov hos.
Hun vil efterhånden forhåbentlig gøre sig klart, at han ikke kan eller skal dække alle hendes behov.
| |
|
Det sker også nemt, når man er vidt forskellige mennesker, der diskutterer på skrift.
IRL ville man have meget nemmere ved at finde ud af, om man kan snakke sammen.
Hanne
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 16-04-06 11:48 |
|
Citat
Hvorfor så meget i forsvarsposition? |
Fordig jeg føler at jeg bliver "angrebet" i flere af indlæggene, og da jeg roser Satterlitten´s og Birgitta´s indlæg, får jeg også kommentar på det - ikke mere
Hvis I er interesserede, melder jeg tilbage, når jeg/vi foretager os noget mht. problemet!
| |
|
Det er dét, der er farligt ved det skriftlige.
Man kan ikke høre stemmeleje eller se udtryk i øjnene og kropssprog.
Derfor, tror jeg, skal man lige spørge en ekstra gang, når man følder, at der sker noget uretfærdigt, for at få manet misforståelsen i jorden med det samme.
Jeg vil meget gerne høre - de forhåbentlige - gode resultater!
| |
| Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 16-04-06 12:20 |
|
Du bliver ikke angrebet, men da du enten "overser" eller fejer kommentarer du ikke er enig i til side får man det indtryk, at du ikke vil have gode råd, men bare bekræftes.
Har det virkelig slet ikke gjort indtryk på dig, at så mange har frarådet indblanding før man bliver bedt om hjælp?
| |
|
Vi andre lærer jo også noget ved at læse andres kommentarer, og dét er ikke at kimse af.
Sammen med erfaring, synes jeg, som flere andre her, at man ikke skal gå direkte til parret og sige, at de har brug for hjælp.
Det er absolut den bedste uselviske hjælp, der virker, hvis noget gør.
Hvad med f.eks. at invitere svogeren til en mandeaften - det kan måske glæde ham, så han vågner lidt op. Måske til en fodboldkamp el.lign.
Hans kæreste kunne tage en osetur med søster og hendes veninder.
Invitér dem, når I inviterer andre, og gå hen til dem/ evt. hver især og snak om vind og vejr eller interesser.
Lad forventningerne til dem gå i dvale - de kan nemt føle det som bebrejdelse - og dét er da misforstået hjælp, ikk'?
Jeg tror, at I bedst kan hjælpe dem ved at hjælpe i det skjulte såsom ovenover.
Giv dem anledning til at leve med og blive inspireret af de aktiviteter/hyggestunder, som de kommer med til, men lad dem være, som de er - det er en lang proces.
Krav gør det ikke nemmere for dem......de skal føle sig accepterede. Hvem skal ikke det? Mød dem med åbent sind.
Hanne
| |
|
Tak, Bjarne - håber på, at det kan hjælpe, for jeg får det lige nøjagtigt, som olavur, klar til at vælte afsted som kavaleriet, for at få dem til at forstå, at de har brug for hjælp, og nu skal jeg nok få styr på DERES liv.....
Men men, som sagt, lærer man noget hver dag - for det kan være en god idé at vende rollerne om, og se på, hvordan man selv ville reagere på samme behandling - hold da kæft, hvor er det træls, når andre ikke lytter til, hvad man siger og ser hvem man er, før de går i gang med deres misforståede - ja, faktisk ubevidste selviske/egoistiske - såkaldte hjælp.
Vil man ikke rette ind, vil man åbenbart ikke hjælpes.
Sikke noget VÅS!
Hvem vil dikteres - ja, jeg spø'r bare
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 17-04-06 12:43 |
|
Citat
Hvad med f.eks. at invitere svogeren til en mandeaften - det kan måske glæde ham, så han vågner lidt op. Måske til en fodboldkamp el.lign. |
Vi har været til fodbold, film etc. de sidste 4 år.
Citat
Hans kæreste kunne tage en osetur med søster og hendes veninder |
De har været flere ture de sidste 2 år.
Citat
Jeg tror, at I bedst kan hjælpe dem ved at hjælpe i det skjulte såsom ovenover. |
Har prøvet de sidste 4 år, da vi fandt ud af dere MEGA passivitet.
Citat
Mød dem med åbent sind. |
Er meget svært, når man ikke må være personlig, ikke være åben, og ikke ærlig.
Citat
Giv dem anledning til at leve med og blive inspireret af de aktiviteter/hyggestunder, som de kommer med til, men lad dem være, som de er - det er en lang proces. |
Har prøvet de sidste 3 år, men de giver udtryk for at de ikke har behov for aktiviteter/hygge/nye mennesker/café-ture etc.
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 17-04-06 13:47 |
|
Jeg forstår nu stadig ikke, hvorfor det er så magtpåliggende at ændre på deres passivitet, som de tilsyneladende selv vælger aktivt og ikke har umiddelbart motivation til at lave om på.
Det er muligt - endog sandsynligt - at din kærestes søster ikke trives hundrede procent med det liv, hun fører, men hun er tydeligvis ikke klar til at forandre på noget. Og jeg tror, at bliver der "motiveret" for meget udefra, så vil hun gro endnu mere fast i en ubevidst protest mod, at andre yder noget, som hun føler er et pres udefra.
Hvad angår hendes klager over sit parforhold - hvis jeg ransager mig selv lidt, så ved jeg godt, at når man klager til andre, så er det sjældent for at få råd, men derimod oftest for at få lov til at vende sagerne og få sagt ordene højt. Ret ofte oplever man, at alene det, at sige tingene, får lidt orden på tankerne, og man er i højere grad i stand til at reflektere og lave nogle fornuftige beslutninger derudfra. Så måske er det I skal bare at lytte til hende. Måske ikke så høj grad tage stilling til det, hun siger, men lade hende tale - give hende lov til at tømme ud.
Ja, det er irriterende at høre klager - specielt, når man ikke kan/må/skal gøre noget aktivt ved det, men aktiv lytning er noget af det bedste, man kan byde et menneske, der har brug for at finde sig selv og sit liv.
Og jo, selvfølgelig er I bekymrede, når I ser en pige forandre sig, til noget, der ikke ser ud til at være til det bedre. Men alfa og omega er, at I ikke aktivt kan gøre noget for at forandre situationen før hun selv er klar. Og når og hvis den tid kommer, er det de praktiske ting, I kan tage fat på og så i øvrigt det samme som nu - at lægge øre til uden at involvere jer yderligere i processen.
Desværre betyder dette, at du er nødsaget til at "holde" lidt på dig selv, når I er sammen. At sluge nogle kameler og først slippe dem løs, når du og din kæreste er alene igen. Som sagt før, så vil jeg råde dig til at være helt ærlig (men konstruktiv i ordvalg, selvfølgelig), når du bliver spurgt konkret om noget, og holde mund, når der ikke spørges. Det er en kunst, det er drønsvært, men til gengæld har det den gevinst, at folk lytter så meget desto mere til en - og stoler i højere grad på en, når de finder ud af, at det er sådan.
Noget, som ikke fremgår af tråden her (så vidt jeg husker ), det er karakteren af jeres forhold. Jeg tænker på, om dialogen er gensidig, om I åbner jer overfor dem? Og hvis I gør, hvordan er reaktionen så?
Som sagt før, skal man gøre sig fortjent til den tillid, der er nødvendig for, at folk vil vende vrangen ud overfor en. Det er også et hårdt arbejde, der forudsætter, at relationen er total ligeværdig. Det betyder ikke nødvendigvis at alle parter skal kunne dele alting med hinanden, men det betyder, at man som minimum skal føle sig på samme niveau som dem, man taler med. Det vil sige, at hvis de føler, at I er "bedre" end dem, eller ved mere end dem, så er der en risiko for, at I er en potentiel "trussel" mod deres velbefindende, hvis de åbner sig til Jer. De skal kunne stole hundrede procent på, at I kan rumme dem og deres tanker uden at tage stilling til kvaliteten af dem. Gør de ikke det, så åbner sig sig ikke.
Overvej eventuelt karakteren af jeres forhold, og find ud af, om I er ligeværdige, eller der er lidt rod i niveauerne for kommunikationen.
Når jeg skriver dette her, så er det med udgangspunkt i mit arbejde som socialpædagog og arbejdet med unge mennesker - både omsorgsvigtede, psykisk skrøbelige og kriminelle unge. Jeg ved, hvor svært det er, at gøre noget for et menneske, der har lukket sig inde i en skal - og dette er vejen frem. Nøgleordet er TILLID og der skal virkelig arbejdes for at opnå denne. Man skal sætte sig selv hundrede procent til side, og for en tid glemme alt om sine egne behov og lyster for den andens skyld. (Selvfølgelig inden for de grænser, man som person altid sætter omkring sig for at beskytte sig selv). Man bliver nødt til at glemme sin stolthed og sin retfærdighedssans og så erkende, at man aldrig har ansvar for et andet menneskes liv. At det, der er ens helligeste pligt er, at hjælpe folk til at kunne træffe sine egne beslutninger ud fra deres egne motiver. Aldrig presse noget ned over hovedet på dem. Hjælpe dem til at skabe deres liv.
Når dette er erkendt, er det så meget lettere at få lov til at komme tæt på folk, for de fornemmer hurtigt, at man ikke har en forudfattet mening om dem og deres liv, ingen fordomme har om dem og ingen skjult agenda.
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 17-04-06 13:55 |
|
Bliv alligevel stadig ved med at bakke søsteren op og ros hende og giv hende komplimenter... For hvis det ER en aspergerfyr, så risikerer hendes selvværd at ryge stille og roligt nedadbakke så hun til sidst vil have enormt svært ved at gøre sig fri hvis hun en dag skulle ønske det..
Jo stærkere hun er psykisk, jo bedre har hun mulighed for at sige fra en dag, -------når HUN beslutter det. Det er et MEGET svært skridt for hende at tage, for hun aner sandsynligvis, at det vil spolere hans liv totalt.....
Hvilken klasse er han gået ud af?
Og hvad lever de egentlig af, hvis hun læser til ingeniør??
| |
|
vaxen - jeg synes absolut, du har fat i det rigtige!
Ve' do ikk' ha' min mor i praktik nogle uger?
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 17-04-06 17:42 |
|
Citat
Stakkels gut at få hængt diagnoser på sig ud fra en meget subjektiv beskrivelse |
Jeg har været sammen med min kæreste i 12 år (burde måske snart få hende skiftet ude he-he) så hendes søster er lidt af en søster for mig også, og jeg kender derfor meget godt til hendes fohold og "forandring". Jeg har tænkt over disse ting de sidste 2-3 år. Jeg vidste de var lidt passive, men jeg ved nu at der er mere end passivitet i forholdet.
Vi svinger også meget godt, stoler 100% på hindanden, og efter min søsters vurdering, er jeg nok den, der bedst kan snakke med hende om sådanne "problemer"!
Citat
I ikke aktivt kan gøre noget for at forandre situationen før hun selv er klar. |
Jeg har nemlig tænkt mig at kontakte hende og spørge hende (lige ud via mail/telefon el.lign), om hun er interesseret i at mødes og snakke med mig om sit forhold etc. - Hvad vil/kan der ske, hvis jeg f.eks. mødes med hende, og spørger hende hvordan og hvorledes mht. til hendes forhold?
Citat
Jo stærkere hun er psykisk, jo bedre har hun mulighed for at sige fra en dag, -------når HUN beslutter det. Det er et MEGET svært skridt for hende at tage, for hun aner sandsynligvis, at det vil spolere hans liv totalt..... |
Efter hun kom sammen med fyren (denne er hendes første) er hendes psyke blevet mindre og mindre, og vi synes/tror at med lidt selvbebrejdelse, har dette medført at hun ikke tager intiativ til ændringer i forholdet.
Hun er ellers anderledes, når han ikke er i nærheden, men derimod virker lidt tilbageholdende, når de er sammen.
Jeg føler nu lidt at jeg vrøvler om de samme ting om og om igen, er det pga. jeres indlæg/spørgsmål? eller er det bare mig? Hvis I vil have lidt mere konkret info, så spørg endelig - ellers 1000-tak for alle kommentarene; de hjælper alle sammen, og er med til at sætte mit "problem" i perspektiv
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 17-04-06 18:07 |
|
Når man kommer sammen med en asperger-fyr, så får man ikke ret meget respons på hvad man siger og gør. Det kan gøre enhver pige usikker: "Hvad mener han egentlig om mig, om det jeg siger, hvordan jeg ser ud, osv..." Det er derfor jeg råder dig til at komme med positive tilkendegivelser overfor hende. Det vil både styrke hende psykisk og det vil åbne hendes øjne for, at andre mænd ser hende og hendes gode sider.
Men det kan nemt misforstås hvis du mødes med hende på tomandshånd og begynder den linie. Så dine positive tilkendegivelser skal nok gives når din kæreste er til stede, og meget gerne foran andre mennesker også.
Jeg tror ikke, du kan få ret meget ud af at snakke med hende på tomandshånd.... Men du kan da prøve.. Snakken skal bare gå på, at du prøver på at få HENDE til at fortælle om hendes kæreste og deres forhold. Det skal ikke være DIG, der fortæller hende om hendes kæreste og deres forhold... Du kan kun fortælle om dit eget forhold... Fortælle, hvordan DU har det med DIN kæreste. Så er det op til hende selv måske at sammenligne... --Men hvis man er voldsomt forelsket, så sammenligner man næppe...
Under alle omstændigheder -hvis hun har problemer med kæresten, så har hun godt af at få snakket om dem... Jeg synes bare, at hendes søster var nærmest til det.. --På den anden side, så bliver søstre lettere irriterede på hinanden... Så måske er du bedre til det..
(selvfølgelig har man lov til at vrøvle, når man vender tanker... --og når tråden bliver lang, så KAN der komme gentagelser.. )
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 17-04-06 18:11 |
|
Hej igen
Det, som jeg ser som en taktisk fejl i forsøget på at hjælpe din svigerinde er, at du definerer et problem for hende. Ja, hun har klaget selv, men husk på, at specielt kvinder fortæller vidt og bredt om deres problemer kun med det formål at få lov til at fortælle det. Det pudsige er, at kvinder generelt reagerer med at nikke og lytte og snakke lidt, og en mand reagerer med et "Det må vi da se at få gjort noget ved" eller "Hvad skal vi gøre ved det?"
Jeg ser det stadig ikke som din opgave at gå til hende og spørge om hun vil snakke om noget så defineret som hendes forhold. Det er at gå over den hårfine grænse, der mellem at være hjælpsom og at være overinvolveret. Hvis du vil opsøge hende i forhold til dette, tror jeg, du skal tage en anden approach - nemlig at sige/skrive til hende: "Jeg kan se, at noget er forandret, og jeg er bange for, at du ikke trives så godt, som jeg ønsker for dig, at du gør. Du skal vide, at jeg tænker på dig, og at jeg til hver en tid vil være der for dig, hvis du får brug for enten min hjælp eller en skulder at græde ud ved - eller bare at snakke lidt. Jeg ønsker alt det bedste for dig, og jeg vil betragte det som et stort privilegium, hvis du vælger at bruge mig til at læsse dine bekymringer af hos. Husk på, at både jeg og (din kærestes navn) holder af dig, og ønsker alt det bedste for dig."
Når du har gjort det, har du åbnet din dør for hende - den dør skal hun selv gå ind af, du kan ikke slæbe hende. Og når hun vælger at bruge den, så gør hun det i forhold til det, som HUN definerer som et problem, ikke som omgivelserne gør. Og det bliver I nødt til at acceptere. Hun kommer, når hun er klar og ikke et sekund før.
Og det er hende, der ved, hvad der nager hende nu og her, og selvom det virker som en omvej at tale om - for jer - ubetydelige ting, så er det den vej, hun bliver nødt til at tage for at komme til sin egen erkendelse. Der er ingen genvej.
Hvis I vælger at definere hendes problem - som jeg synes du gør i dit valg om at kontakte hende med henblik på at tale om hendes forhold - så er jeg hundrede procent sikker på, at hun vil bakke ud og blive temmelig vred/såret/forurettet/ked af det - alt efter hendes personlighed.
Giv hende noget plads, det har hun brug for
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 17-04-06 18:11 |
|
Hvem f..den siger fyren har asperger. Der e ri hvert fald ikk etilstrækkeligt belæg til at stille den diagnose.
Svarer til at alle drenge der er livlige skulle have adhd.
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 17-04-06 23:55 |
|
Citat
Hvem f..den siger fyren har asperger. Der e ri hvert fald ikk etilstrækkeligt belæg til at stille den diagnose. |
Hvordan kan han blive stillet den diagnose, når alle er passive?? Hvis ens familie, en selv og ens kæreste er passive, hvad udtalelse omkring følelser/væremåde/ego angår, kan der gå laaang tid, før men egentlig finder udaf om/hvis der er noget psykiskt galt - derfor spørgsmålet - og der er altså mega forskel på om man har alle symptomerne, eller 80% af dem; jeg må her tilføje at jeg har kendt ham i 5 år, og efter at have læst omkring asperger, hjælper det min forståelse om ham. Derfor ville det være dumt at udelukke syndromet, da han ikke har fået nogen som helst form for psykisk hjælp. Vi har jo alle sammen (familie/venner) accepteret ham "som han er".
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 18-04-06 09:08 |
|
Ok - jeg fatter NADA!!
Omkring indlægget 17-04-06 23:46:
Hvordan hulans at du kan få det svar til at passe på det indlæg, det kan jeg overhovedet ikke begribe... Men generelt så tror jeg, at du læser noget helt andet, end jeg skriver...
Det, jeg prøver at skrive er, at dit spørgsmål går ud på, hvad DU kan gøre for at hjælpe din svigerinde. Altså hvordan DU skal forholde dig i forhold til, at hun måske har det skidt. At manden måske har Asperger - måske ikke, forandrer ikke en pind på, hvordan du skal forholde dig til din svigerinde.
Citat
Derfor ville det være dumt at udelukke syndromet, da han ikke har fået nogen som helst form for psykisk hjælp |
Det er ikke dig, der skal udelukke et syndrom, det er lægen. Og spørgsmålet er igen - hvad skal du bruge det til? Hvorfor ikke bare konstatere inde i hovedet, at manden er sådan og det er helt i orden?
Citat
Vi har jo alle sammen (familie/venner) accepteret ham "som han er". |
Synes du virkelig, I har accepteret ham som han er?
Citat
Han er super passiv, gør, tænker og laver kun det, som hun og hans forældre beder ham om. |
Citat
Eksempel 1: Han finder ikke på selv at gå til købmanden.
Eksempel 2: Spurgt om hvilken uddannelse han kunne tænke sig, er svaret: "ved ikke rigtig"
Eksempel 3: han manglede arbejde, men kunne ikke få sig selv til at ansøge - hun lavede 3 ansøgninger for ham. Han havde da gået arbejdsløs i 8 mdr. Det var lagerarbejde, og han er ikke kommet videre endnu (har arbejdet i 2 år)
Eksempel 4: Han har ingen venner, fordig han ikke viser nogen form for interesse for andre mennesker.
Eksempel 5: Ethvert spørgsmål m.h.t til hans holdning, væremåde, hvad han har lyst til at lave, spise, se etc. får svaret: måske, ved ikke rigtig, det kunne være, senere måske, eller bare et venligt smil uden svar! |
Citat
Jeg synes bare at jo mere tid der går, jo sværere bliver det for dem at ændre sig |
Citat
Hans interesse er sport, sport og atter sport. Vi, mig, kæresten, barnomsvennen m.m. har opfordret ham til en eller anden uddannelse indenfor sport, men vi får selvfølgelig ingen respons på dette. Jeg kan tilføje at drengen ved ALT om al slagt idræt, han ville være en guldklump for sportjournalistikken el.lign., og det er et uffattelig spild af "talen", hvis han ikke udnytter dette mere! |
Jeg tror nærmere, det er sådan, at I tolererer ham, for dette her er ikke at acceptere. Det indebærer nemlig, at man ikke har noget behov for at lave ham om. Og det har du/I i allerhøjeste grad. Det kan læses overalt i denne tråd.
Når du oplever, at du skal gentage dig selv ofte i denne tråd, så har det nok den sammenhæng, at vi er flere, der forsøger at sige det samme til dig igen og igen - og det, du reagerer med er et forsvar i stedet for reflektion. Du nægter at se på dig selv som andet end den selvopofrende hjælper, der vil gøre alt for din svigerinde - redde hende ud af hendes elendige situation som hun ikke engang selv er i stand til at se, at hun er i - det stakkels menneske.
Du kigger ikke på dine egne motiver, din egen rolle, din egen indflydelse, din egen adfærd, dine egne behov, men afskriver alt, der ikke bekræfter det, som du i forvejen havde besluttet dig for. For hulans, selv din egen kæreste, som jo er den, der er tættest på det hele, siger at du skal blande dig udenom.
Ja! Det her handler om dig! Og dine indlæg lyser langt væk af, at der er nogle grænser, du har svært ved at sætte. Du har svært ved at sætte dig selv til side og glemme dine behov og dine overbevisninger og dine definerende mål for det menneske, du ønsker at hjælpe.
Jeg tror, du er den type menneske, der ikke hjælper for den der er i nøds skyld, men allermest for din egen. For at føle dig som et bedre menneske. For at styrke dit selvværd og bekræfte en værdi om, at det er godt at være noget for andre.
Og inden du fejer disse ord af banen (hvad jeg tror, du allerede har gjort i arrigskab ) så prøv lige at tage diskussionen med dig selv om, om der måske kunne være noget om bare lidt af det. Prøv at være lidt reflekterende i forhold til dig selv og det, der driver dig.
Og så vil jeg da absolut opfordre dig til at se på de utrolig mange positive råd, du har fået i denne tråd - godt nok som ikke har udgangspunkt i DIN grundholdning, men som er rasende konstruktive.
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 18-04-06 10:19 |
| | |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 18-04-06 10:39 |
|
Citat
Og inden du fejer disse ord af banen (hvad jeg tror, du allerede har gjort i arrigskab ) så prøv lige at tage diskussionen med dig selv om, om der måske kunne være noget om bare lidt af det. Prøv at være lidt reflekterende i forhold til dig selv og det, der driver dig. |
Husk: jeg har altså gået og diskuteret med mig selv i over 2 år, UDEN at vise ønske om indflydelse på deres forhold!
Citat
Jeg tror nærmere, det er sådan, at I tolererer ham, for dette her er ikke at acceptere. |
Altså: vi har nok alle accepteret ham, indtil vi nu (med tiden) har lært ham bedre at kende.
Citat
Du kigger ikke på dine egne motiver, din egen rolle, din egen indflydelse, din egen adfærd, dine egne behov, men afskriver alt, der ikke bekræfter det, som du i forvejen havde besluttet dig for. For hulans, selv din egen kæreste, som jo er den, der er tættest på det hele, siger at du skal blande dig udenom. |
Min kæreste har bedt mig om ikke at blande mig, pga. at hun har syntes at hun selv nok har været den rette at snakke med sin søster; hun er bare ikke så god til at sige sin mening, når det gælder personlige ting (dette er også en af forskellene mellem min og hendes familie)
Citat
Du har svært ved at sætte dig selv til side og glemme dine behov og dine overbevisninger og dine definerende mål for det menneske, du ønsker at hjælpe. |
Jeg har IKKE defineret nogle mål for det menneske, jeg ønsker at hjælpe; og jeg er ikke en person, går rundt og retter op på folk!
Citat
Du kigger ikke på dine egne motiver, din egen rolle, din egen indflydelse, din egen adfærd, dine egne behov |
Jeg har vendt og drejet alle mulige spørgsmål i alle mulige retninger (og nu ind på kandu), men kan ikke finde anden løsning end at snakke med hende åbent om problemet!
Citat
men afskriver alt, der ikke bekræfter det, som du i forvejen havde besluttet dig for |
Dette er måske fordi I vender problemet mod mig i stedet for mod dem/ham - eneste forskel på tankerne mellem mig og de andre "bekymrede" er at jeg har lagt spørgsmålet ud på kandu.dk
Citat
Og så vil jeg da absolut opfordre dig til at se på de utrolig mange positive råd, du har fået i denne tråd - godt nok som ikke har udgangspunkt i DIN grundholdning, men som er rasende konstruktive. |
I realiteten er spørgsmålet besvaret: "Man skal ikke blande sig i andres forhold, undtagen der er tale om stofmissbrug, tyveri etc." Her er jeg totalt uenig, for der er forskel på at blande sig og at forsøge at lave om på et forhold! Jeg har ikke i sinde til at sige hende hvad hun skal og bør gøre, for det aner jeg simpelthen ikke, men mere spørge hende om hun har sat spørgsmåltegn ved hans adfærd og deres kommende fremtid, uden at være dømmende på nogen som helst måde.
Indlæggene har givet sagen en ny drejning, som viser at personen muligvis har asperger-syndrom, og der er derfor sat spørgsmålstegn ved, om/hvordan/hvornår man så skal hjælpe dem på den mest skånsomme måde; så kan vi ikke prøve at forholde os til de nye mulige facts??
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 18-04-06 10:56 |
|
Citat
....men mere spørge hende om hun har sat spørgsmåltegn ved hans adfærd og deres kommende fremtid, uden at være dømmende på nogen som helst måde. |
Allerede her kommer du til at være dømmende og definere hendes problemer.... Det er ikke din opgave, du kan kun ytre din hensigt til hende om at du er der for hende indtil hun selv har fundet ud af sine problemer....
Citat
Indlæggene har givet sagen en ny drejning, som viser at personen muligvis har asperger-syndrom, og der er derfor sat spørgsmålstegn ved, om/hvordan/hvornår man så skal hjælpe dem på den mest skånsomme måde; så kan vi ikke prøve at forholde os til de nye mulige facts?? |
Der er ingen nye facts, men tilgengæld lidt gætværk. Hvorom alting er, så skal du forholde fuldstændig på samme måde, ligegyldig hvilken diagnose, der kan proppes ned over hovedet på manden.
Du skal ikke blande dig i deres indbyrdes forhold, du skal derimod støtte, støtte, støtte, når din svigerinde har brug for det - ikke når du har.
Citat
Min kæreste har bedt mig om ikke at blande mig, pga. at hun har syntes at hun selv nok har været den rette at snakke med sin søster; hun er bare ikke så god til at sige sin mening, når det gælder personlige ting (dette er også en af forskellene mellem min og hendes familie) |
Jeg synes det lyder som et ædelt træk ved hendes familie. Personlige ting er nemlig ikke noget, man kommenterer på uopfordret. Det gør man i de situationer, hvor der er opnået en naturlig gensidighed, tryghed og tillid mellem de parter, der er tilstede nu og her.
Det er ikke tilstede i forholdet mellem jer og de andre - det skriver du selv her:
Citat
men hun (min kærestes søster) bad os til sidst om at blande os udenfor deres forhold |
Citat
Dette er måske fordi I vender problemet mod mig i stedet for mod dem/ham... |
Grunden til, at vi gør det, det er fordi det er dig, der overskrider grænserne - det er dig, der har et problem med tingenes tilstand og det er dig, der har behov for at forandre på det.
Citat
....eneste forskel på tankerne mellem mig og de andre "bekymrede" er at jeg har lagt spørgsmålet ud på kandu.dk |
Nej, tro mig, det er ikke den eneste forskel! Det er de færreste, hvor " der går nætter hvor jeg spekulerer i timer, hvordan/om jeg skal hjælpe dem" når det ikke drejer sig om vold, kriminalitet, misbrug eller det, der er værre. Du er overinvolveret...
Og mange lækker den slags bekymringer ud på Kandu uden at være fuldstændig tillukket for andre indgangsvinkler.
Du bliver nødt til at kigge på dig selv...
Vaxen
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 18-04-06 10:59 |
|
Citat
Mine forventninge til indlægget var at få nogle kommentarer, der indeholdt afprøvede metoder fra folk, der havde forstand på psykologi, og ellers var konstruktive til spørgsmålet! Men jeg havde ikke forventet at det blev drejet 180 grader |
Som sagt bunder mine indlæg i erfaringer med unge med stærke problemer og stor erfaring i, at få mulighed for at hjælpe dem til at få et godt liv.
Når vi er så mange, der skriver det samme, tror du så ikke, det er værd at tage til efterretning?
Vaxen
| |
|
olavur - når amn diskutere et emne med andre mennesker, får man altid nye vinkler at se det hele fra - det er klart.
Prøv evt. at printe det hele ud, og så sætte dig til rette i sofaen og sige til dig selv: " Hvordan kan jeg bruge dette materiale konstruktivt?
Kan jeg overhovedet bruge det?
Det kunne sådan set have været noget, du havde hentet fra en side på Nettet, som du ikke selv har deltaget i, men som måske kan give noget input og inspiration/hjælp til, hvordan jeg vil tackle denne situation. Nogle redskaber til at komme videre.
For mig at se, ser du (naturligvis) tingene ud fra din egen person og din erfaring, og følelser i "klemme".
Mens andre her i denne tråd, ser tingene udefra, den psykologiske, pædagogiske vinkel.
Vi er ikke indblandet følelsesmæssigt.
Vi kender dig jo ikke, og har heller ikke i sinde at "pukle" på dig.
Forestil dig situationen omvendt - vi beder om din hjælp, du kender os ikke, har ikke følser med i det, så du kan se mere objektivt på sagen.
Hvilke råd ville du give os?
Prøv at lægge sagen med følelserne på den ene ende af sofabordet - billedligt talt - og den saglige side af sagen på den anden ende.
Kik på den saglige og prøv at vurdér den, som om det er os, du skal hjælpe udfra de oplysninger, vi har givet dig.
Håber, jeg har udtryk mig ordentligt - ellers ved du, hvor jeg er
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 18-04-06 11:46 |
|
Der er nogle personer, der tror (og måske også får penge for det) at de altid har ret - jeg er ikke en af dem; jeg tilfreds med min tilværelse, men det er min kærestes søster ikke, og vi har nu (efter at have læst om asperger-syndromet, og sammenlignet den med hans væremåde/tilværelse og hendes udtalelser/væremåde) fundet ud af at han måske lider af dette syndrom!
Hvordan hjælper vi dem bedst? For vi er enige om, at det ikke kan fortsætte på værende måde!
| |
|
Tag kontakt med en aspergerforening - sådan en findes garanteret.
De kan sikkert rådgive jer.
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 18-04-06 12:01 |
|
Citat
Tag kontakt med en aspergerforening - sådan en findes garanteret.
De kan sikkert rådgive jer. |
Jeg hælder dog mest til at snakke med min kærestes søster først, så kan hun selv bedømme, ud fra de symptomer, om der er grund til mistanke og siden evt. kontakte foreningen.
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 18-04-06 12:30 |
|
Citat
Hvordan hjælper vi dem bedst?! |
Som sagt før sig eller skriv til hende: "Jeg kan se, at noget er forandret, og jeg er bange for, at du ikke trives så godt, som jeg ønsker for dig, at du gør. Du skal vide, at jeg tænker på dig, og at jeg til hver en tid vil være der for dig, hvis du får brug for enten min hjælp eller en skulder at græde ud ved - eller bare at snakke lidt. Jeg ønsker alt det bedste for dig, og jeg vil betragte det som et stort privilegium, hvis du vælger at bruge mig til at læsse dine bekymringer af hos. Husk på, at både jeg og (din kærestes navn) holder af dig, og ønsker alt det bedste for dig."
Citat
For vi er enige om, at det ikke kan fortsætte på værende måde |
Hvem er VI?? Du, din kæreste, jeres bekendte, jeres familie??? Hvad med dem, det drejer sig om, har I spurgt dem, om de mener det kan fortsætte...??
Jeg er ganske simpelt rystet i min grundvold... Om jeg begriber, at noget menneske overhovedet overvejer at handle så grænseoverskridende... Ovenikøbet med det argument, at det skulle hjælpe...
Citat
Der er nogle personer, der tror (og måske også får penge for det) at de altid har ret - jeg er ikke en af dem |
Du bryster dig af at være ærlig og sige tingene ligeud... Hvorfor sådanne mystiske antydninger?
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 18-04-06 12:41 |
|
Citat
Hvem er VI?? Du, din kæreste, jeres bekendte, jeres familie??? Hvad med dem, det drejer sig om, har I spurgt dem, om de mener det kan fortsætte...?? |
Vi er: mig, min kæreste, hendes bror, og hendes forældre, samt et par familiemedlemmer.
Citat
Hvad med at snakke med ham selv om det først? Det er ham, det drejer sig om... |
Det kan ikke lade sig gøre, da han aldrig er kommet med en eneste personlig udtalelse om noget som helst - og da hans kæreste har svært ved at få hans personlige mening frem, kan jeg ikke se at jeg på nogen som helst direkte måde kan hjælpe ham.
| |
| Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 18-04-06 12:45 |
|
Citat
Jeg hælder dog mest til at snakke med min kærestes søster først, så kan hun selv bedømme, ud fra de symptomer, om der er grund til mistanke og siden evt. kontakte foreningen |
Du er da en forfærdelig intrigemager.
Jeg tror slet ikke på de der uegennyttige bevæggrunde. Du må da være jaloux eller sådan noget.
Hvis du syntes, at det er forfærdeligt at jeg kan komme med en sådan påstand så vend den lige rundt og se hvad du gør mod svigerindens fyr.
Havde han så været voldelig, alkoholiker eller stofmisbruger kunne jeg forstå din tilsyneladende desperation for at nogen skal bekræfte dig i dit forehavende, men det er der faktisk ingen der har gjort hverken her eller andre steder så vidt jeg kan læse mig til.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 18-04-06 14:29 |
|
mmm, folk der er voldelige, alkoholikere, misbrugere o.l. kan faktisk godt også i perioder være søde, engagerede og omsorgsfulde overfor deres partner...
Hvis nu han var døv... men han havde bare ikke fortalt det til nogen... Måske vidste han det ikke engang selv, fordi han bare var så god til at mundaflæse så det aldrig havde været et savn for ham..
Nå, så får hans piges familie mistanke om, at han er døv.......
Pigen ser ikke ud til at vide det... men forstår måske ikke, hvorfor han tit overhører, hvad hun siger... Og det gør hende ked af det..
Skal familien så holde mund?? Blande sig uden om??
-------Nu er det ikke døvhed, familien får mistanke om, men blindhed, -sindblindhed, som en af de ledende forskere kaldte syndromet.
Men hvis mistanken er korrekt, så har pigen al mulig grund til at føle sig ulykkelig. Det kan blive en trøst for hende at vide, at selv om han måske ikke udtrykker de store følelser for hende, så er hun "den eneste ene" for ham. Måske er det godt nok for hende til at de bare kan blive lykkeligere sammen?
Jeg kan ikke se, at olavur udtrykker ønske om at splitte parforholdet. Det er mere et spørgsmål om at hjælpe..
| |
| Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 18-04-06 15:07 |
|
Citat
BjarneD... Aspergers syndrom er da ikke en psykisk sygdom...? Hvor har du DET fra????? |
Det er da et spørgsmål om hvad man vil kalde det da det er et handicap der virker adfærdsforstyrrende og som oprindeligt blev betragtet som autisme.
Bortset fra det vil beskrivelsen da passe bedre på noget helt andet, men igen kan den slags diagnoser ikke stilles uden specielle tests og specifikke iagttagelser af speciallæger i psykiatri.
www.netpsykiater.dk
Citat
Aspergers syndrom: Psykisk sygdom, der viser sig inden for de første tre leveår. Den viser sig bl.a. ved at barnet kan have svært ved at have øjenkontakt. Barnet mangler situationsfornemmelse, og har svært ved at lege med andre børn. Det leger på en tvangsprægt og ritualiseret måde eller har usædvanlige interesser, som det er meget optaget af. Sygdommen minder om infantil autisme, men adskiller sig ved at barnet er normalt begavet og ikke har problemer med at tale.
Autisme: Hvis man lider af autisme, har man problemer med det følelsesmæssige samspil mellem en selv og andre mennesker. Man har ofte en dårlig situationsfornemmelse og man mangler fornemmelse for ting der for andre er selvfølgelige, som at man f.eks. ser den anden i øjnene, når man taler sammen, uden at nedstirre vedkommende. Autisme er et af flere symptomer på skizofreni
Skizoid personlighedsforstyrrelse: Når man har en skizoid personlighedsforstyrrelse, trækker man sig fra følelsesmæssig og social kontakt med andre mennesker, fordi man er bange for at blive afvist. Man har ikke lyst til ret meget, man har nedsat evne til at udtrykke følelser, man er ligeglad med ros og kritik, ikke specielt interesseret i sex, venskab eller fortrolighed, og man mangler situationsfornemmelse. |
 | |
| Kommentar
Fra : BjarneD |
Dato : 18-04-06 15:20 |
|
Kan du ikke selv se, at hver gang en eller anden skriver noget der bekræfter din egen subjektive holdning til den unge fyr så griber du det med kyshånd.
prøv at læse ovenstående ordforklaringer om de nævnte lidelser og HUSK at det ikke kan bruges til at diagnosticere.
Jeg kan godt finde en psykisk lidelse som kunne passe på din adfærd her, men det ville være uetisk og lige så meningsløst.
Hvis point betyder noget kan du oprette et nyt spørgsmål til Birgitta og begave hende med point der.
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 18-04-06 15:26 |
|
Skal vi fortsætte med at gætte hvad/om drengen fejler, eller kan vi diskutere videre, om vi (jeg) skal kontakte hans kæreste og hvordan?
Og hvor meget jeg skal "afsløre" omkring asperger-syndromet og symptomerne! - Kæresten kender ham bedst, derfor må hun være den mest "kvalificerede" af os til at evt. søge hjælp, når/hvis hun tror det er nødvendigt - jeg skal bare hjælpe hende med at få en anden synsvinkel på hendes kæreste og hans væremåde!
| |
| Kommentar
Fra : olavur |
Dato : 18-04-06 15:32 |
|
Citat
Kan du ikke selv se, at hver gang en eller anden skriver noget der bekræfter din egen subjektive holdning til den unge fyr så griber du det med kyshånd. |
og? Min "subjektive" holdning dækkes af min kæreste, fyrens kæreste, barndomsvennen, min kærestes bror og hans kone, mine sviger-forældre, anden familie, der kender parret etc....
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 18-04-06 16:14 |
|
olavur, du behøver ikke at kommentere hver en ting, der bliver skrevet i en tråd, der er så lang som denne. Og slet ikke ting, der bliver gentaget...
Kandu er jo åben for alle, og derfor kan det ikke undgås, at der kommer mange FORSKELLIGE svar. IKKKE nødvendigvis "rigtige" og "forkerte" svar. Men vi svarer allesammen ud fra de forudsætninger, vi har. Og jeg har tilfældigvis forudsætninger indenfor specielt aspergers syndrom, fordi jeg har haft det så tæt inde på livet som nogen kan få det. OG fordi jeg i den situation har læst ALT hvad jeg kunne komme i nærheden af om syndromet.
Min søn fik diagnosen dengang man endnu mente, at autisme -og Asperger- var forårsaget af manglende forældreomsorg.. Jeg vidste at DET i hvert fald var forkert. Og senere har forskerene da også fundet ud af, at den er medfødt, -og til dels arvelig. Forældre kan INTET gøre for at barnet skal udvikle sig ligesom alle andre...
Men det må være enormt svært at leve med, at andre mennesker hele tiden stiller nogle uudtalte krav som man slet ikke forstår meningen med. Og derfor kan der være brug for nogle "værktøjer" til at få tilværelsen til at glide lidt lettere. Både for aspergeren og for omgivelserne.
Én af "værktøjerne" aner du sikkert allerede, olavur. Man skal ikke "forvente" at vedkommende af sig selv gætter, hvad han skal gøre.
Man skal hele tiden -og bestemt inden man bliver alt for frustreret- sætte ord på, hvad man forventer.
Skal han til købmanden, så bed ham gå til købmanden.. Skal han have mere uddannelse, så foreslå en helt konkret uddannelse, som du mener passer til ham.
Vigtigt er det nok at kontakte ham uden irritation og frustration men med interesse og venlighed.
olavur, fortsæt med at læse alt, hvad du kan finde om syndromet. Et eller andet sted står der måske også noget om, hvad man kan gøre i lige netop DIN situation.....
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 18-04-06 16:28 |
|
Puha.... det er sgu næsten ulækkert nu... Gid du kunne se, hvad det er, du gør Birgitta....
Den er helt gal...
Stakkels de to unge mennesker...
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|