Sangen til vor ø
Lolland, lavland, lerjordsslette,
frodige og muntre ø,
gyngende på bølger lette
i den knap nok salte sø,
ja, af Østersøen bysset
og af søndenvinden kysset
ligger du med smil og latter,
du vort havlands yngste datter,
- Danmarks kæledækkebarn!
Lavt må dine banker krybe,
tunge som de er af muld.
Kløfter har du kun så dybe
som en piges smilehul.
Men når sol står over parker,
skove, sunde, hvedemarker, -
eller tågen året kvælder,
mens din pil sørgmodig hælder,
fødeø, hvor er du skøn!
Kamp fik også du at kende,
kystens lavhed ægged den;
ond var venden som din fjende,
havet lunefuld som ven.
Men har mand til værn ej bjerge,
gør han af sin arm sig værge.
Venden vandt du listig over
ved at gøre ham til svoger.
Og med pumpelag og dige
sejred du i havets krige,
snød endog det fjorden fra.
Lolland, lille ferme kone,
trivelige, glade Mor!
Hør i denne hjertetone
dine børn i hyldestkor!
Virker vi med viljer sunde, -
du har mad til alle munde.
Livets dyst er værd at vove,
nattens søvn er sød at sove,
Moder Lolland på din jord.
1934
Kaj Munk
Her er en begyndelse - jeg leder videre -
