En kontoplan og et regnskab er opdelt i en resultatopgørelse samt en balancen. Resultatopgørelsen viser hvilke indtægter og udgifter der har været i året ekskl. moms. Balancen er opdelt i aktiver og passiver. Aktiver er de aktiver virksomheden har, dvs. hvor pengene er placeret fx. i inventar, varelager, kassebeholdning mv. Passiverne er en betegnelse for finansieringen af aktiverne fx. lånoptagelse til billån, kassekredit, egenkapital (gæld til indehaver) mv. Under passiverne er der også anden gæld, dvs. fx. momsafregningen, A-skat vedr. medarbejdere o.lign.
Når du skal bogføre, er resultatopgørelsen (også kaldet en driftsopgørelse), aktiver og passiver opdelt i debet og kredit. I resultatopgørelsen er debet et udtryk for en udgift eller tilbageførelse af en indtægt. Kredit er udtryk for en indtægt fx varesalg eller en tilbageførelse af en udgift.
Under aktiver bruges debet når aktiverne bliver større, dvs. ved køb af varer til lager, salg til en debitor o.lign. Kredit bruges kun under aktiverne til at nedbringe disse, fx. hvis en debitor foretager en indbetaling og derved skal du nedskrive dit tilgodehavende hos den pågældende debitor.
Passiver der er et udtryk for virksomhedens finansiering af aktiverne bliver ofte krediteret. Debet under passiver er således udtryk for at man nedbringer virksomhedens gæld.
Når man bogfører skal man altid sørge for at debet er lig kredit (det dobbelte bogholderis metode). Dvs. hvis du har et varesalg på 100 + moms = 125 kr. skal det føres som følger:
Konto for omsætning skal krediteres 100 kr.
Konto for udgående moms (salgsmoms) skal krediteres 25 kr.
Konto for varedebitor skal debiteres 125 kr.
Selve kontoplanen er der ikke nogle bestemte krav til, men det er almindelig kutyme, at kontoplanen starter med de konti der vedrører resultatopgørelsen, herefter kommer konti vedr. aktiverne og til sidst passivposterne. Du kan evt. se bilag til Årsregnskabsloven eller hente den gratis version af Summasumarum og få en ide herfra.
En lille huskeregel jeg lærte i skolen mht. bogføring af debet/kredit var:
Større - samme side
Mindre - modsatte side
Herved forstås at hvis omkostningerne bliver større, som ved modtagelse af en faktura, skal udgiftskontoen debeteres, i det udgiftskontoen er en debetkonto. Omvendt gør sig gældende med salgskontoen der er en indtægtskonto og derfor en kreditkonto.
Alle poster under aktiver er debetkonti og alle passivposter er naturlige kreditposter.
Mvh. AMP