---

Jeg er en mand i starten af fyrrene. Min kone er 2 år yngre end mig, og vi har været gift i 16 år. Vi har 2 drenge (10 og 12) og en pige på 2, hus, bil, godt job osv. Min kone vasker og stryger mit tøj, laver mad osv. Hun ser stadig dejlig smuk ud, og vi har et regelmæssigt sexliv, som dog er noget ensformigt. Kort sagt burde jeg være lykkelig!!!!
Problemet er at jeg føler vi er vokset fra hinanden. Vi har egentligt aldrig rigtig passet sammen, primært fordi vi kommer fra forskellig kulturel og social baggrund, men tidligere følte jeg at vores kærlighed kunne overvinde alt. Senere blev vi sammen for at "bevise" at vi kunne. Og endelig for to år siden fik vi en lille efternøler pige, da min kone havde "glemt" P-pillerne. Jeg elsker dette barn lige så højt og inderligt som de to drenge, men ikke desto mindre var det ikke mit valg ;-(
Jeg har overvejet om vi skulle flytte hver til sit, men har det samtidig rigtig rigtig dårligt med at vores børn skal fylde op i statistikken over skilsmissebørn.
Nogle vil sikkert kalde det for panikalderen, andre vil sige at jeg skal prøve at finde gnisten igen. Men ak ja... Hvad gør en klog?

---

prøver at finde gnisten igen hvis man TØR !!!! - går det så ikke - ja så er der jo valg

---

Ja, hvad gør en klog???

Sætter sig stille og roligt ned og taler med konen, om hvordan hun synes det går, om hun er tilfreds med den daglige trummerum, og om "Ups-barnet" for to år siden, var en slags forsøg på at puste nyt liv i et (måske) trivielt forhold....om jeres følelser for hinanden o.s.v.

Måske du endda bliver overrasket, hvis det skulle vise sig, at hun evt. var kørt endnu mere sur i "trivialiteterne" end du selv.

Så ved jeg ikke rigtigt med denne bemærkning "Vi har egentligt aldrig rigtig passet sammen, primært fordi vi kommer fra forskellig kulturel og social baggrund, men tidligere følte jeg at vores kærlighed kunne overvinde alt"

Har lidt på fornemmelsen her, at du muligvis ikke helt kan komme over, at du "har giftet dig under din stand" (måske er det hammerforkert), og at du nu forsøger at give det skylden for at du er kørt lidt træt.

og så lige en ting ang. børnene.
Det er noget nær den dårligste undskyldning for at holde sammen på et parforhold.

Selvfølgelig vil en skilsmisse påvirke dem, men ikke nær så meget som et dårligt, indholdsløst forhold, hvor børnene endda måske en dag får at vide, at "far og mor blev sammen for jeres skyld".

mvh dova

---

Måske "finde på" at lave de ting sammen i en "friweekend" altså kun jer to....eet eller andet sted, måske et sted i brugte tidligere, eller sommerhus / hotel. Lav noget romantisk, noget god hygge, se om ikke I måske finder takten som den var engang....laver Måske en video af det hele, hele weekenden så I har minder med hjem.... også måske af lidt hyrdetimer eller det der gjorde jer tændte og forelskede for 16 år siden..

Bare et forlag *S*

held og lykke ....

---

Hej Mikkel...

Jeg tillader mig at give dig en opsang.
Dit liv er dit ansvar - det samme er dine børns.
Du har også ansvar for dit samliv og for at behandle din kone respektfuldt - ligemeget hvad.

Hvis du føler behov for hjælp (jeg tror dog på at du har svarene i dig selv hvis du lytter efter), så er det ikke det rigtige forum at søge denne i. Her er pointjagt og mennesker hvis baggrund og viden du ikke kan andet end gætte om. Søg istedet konpetend og saglig rådgivning hos fx en professionel parterapeut.

Det er når vi vælger at livet er allersværest, men også her vi beviser overfor os selv at vi er voksne mennesker.
Børn har brug for voksne der tager ansvar og er modne til at skælne.


Det sidste jeg vil sige til dig er at selvom du ikke føler du har truffet valg før i tiden (tingene sker hen over hovedet på dig), så er det 100% dit ansvar alligevel, for du har viget tilbage fra at tage stilling i tide - dette er også et valg du har truffet.

---

Jeg kunne aldrig drømme om at løbe fra mit ansvar. Jeg står ved de valg jeg træffer!

Dova - Prøv at forestille dig Pia Kjærsgård og Holger K sammen - Vi har ganske enkelt en forskellig opfattelse af hvordan verden ser ud. Dette betyder desværre at samtaleemnerne er begrænset.
Med hensyn til børn, så er det nu engang det der holder mange familier sammen.

---

Jeg tror altså ikke, at Pia Kjærsgård og Holger K ville få 3 børn sammen.

Den holder ikke, Mikkel. Dine overvejelser om at i "er vokset fra hinanden" lyder som efterrationaliseringer.

Brug i stedet for jeres forskellige baggrund og verdensopfattelse til at give børnene en nuanceret og bred uddannelse i verdenssyn og ordentlig diskussionsteknik. At I er så forskellige giver jo netop mulighed for at give børnene en god opdragelse. Og på den anden side, HVIS I besluttede at gå fra hinanden, hvordan ville du så kunne give modspil til din kone så børnene ikke bare sluger hendes livssyn råt??

Du må respektere hendes meninger, baggrund og livssyn, men også stå fast på dine egne holdninger.

Forskellig opfattelse af tingene burde da netop give stof til samtale!

Jeg tror, det er på tide, at du tager din kone alvorligt...

---

UPS!



Problemet er......at du skaber dine tanker, dine tanker skaber dine hensigter, og dine hensigter skaber din virkelighed. Så kort kan det beskrives

Ja okay, du står i en svær situation, især fordi der er børn involveret - men hånden på hjertet Mikkel, så er det er vel bedre med to glade forældre hver for sig - end to triste/sure forældre, der bor sammen..

Ikke dermed sagt at du skal forlade din kone, men der er jo nok et par ting, der skal tages hånd om, hvis du da er villig til at give ægteskabet en chance?!

Eller som Dr. Phil ville have sagt *G*

Gransk dig selv, find ud af hvad du mener der er det egentlige problem - og konfronter derefter din partner. Problemet er ud fra det du skriver højst sandsynligt dig selv, du tvivler på dine følelser og reflekterer det over på din partner med en (undskyld udtrykket) "lam" forklaring … at I ALDRIG har passet sammen. Tag nu lige dig selv i nakken og beslut hvad du vil, lad det ikke gå udover et andet godt menneske. Du KAN IKKE kontrollere andre mennesker, du KAN IKKE ændre andre mennesker, men du kan ændre dig selv, så start der..

Good luck

---

Ja, jeg hørte en klog kvinde udtale sig: "Det er ikke et svaghedstegn at skilmisseprocenten er så høj i Danmark, det er et tegn på sundhed"
Vi bliver ikke sammen idag fordi det er nødvendigt, vi er sammen på grund af kærlighed og fordi vi har lyst til at være sammen.
Jeg har selv gennemgået en skilsmisse og selvom det ikke var ren lagkage det hele, så har det givet mig utrolig meget.
.....Jeg er utrolig glad for at jeg har den far til børnene jeg har, for jeg var vildt forelsket i ham engang og det holder jeg fast i at huske. (selv om jeg idag ikke kunne forestille os sammen)
Vi har et utroligt godt forhold til hinanden og har aldrig været uenige med hensyn til børnene og deres tarv. Jeg har nogle glade og tilfredse børn idag, som man bestemt ikke kan mærke (negativt) på at de er skilsmissebørn.
Jeg tror vi skal få den fordom værk, at skilsmissebørn er nogle stakler, for det er de nødvendigvis ikke.
Så Mikkel, snak med din kone, som Dova foreslår og mærk efter i dit hjerte hvad du vil.

---

Han er en klog mand ham Dr. Phil... Da jeg selv stod i situationen for tre år siden, kunne jeg gentage nogle spørgsmål overfor min kæreste, som Dr. Phil spurgte et par om: Er alt afsluttet? Har i gjort alt, hvad I kunne? Er der følelser, der ikke er afklarede?
Vi kunne begge konstatere at vores forhold led, men vi viste også, at vi ikke var færdige med hinanden. Vi viste begge, at vi ville savne vores liv sammen og at vores følelser for hinanden ikke var helt uddøde - eller afklarede.
Vi bor stadig sammen og er lykkeligere nu end vi nogensinde har været. Vi foretog nogle radikale forandringer i vores liv, der gjorde det muligt at give vores forhold liv igen.
Det nytter ikke at give op fordi man er træt - det er der, slagene skal kæmpes, selvom det er netop på det tidspunkt det er sværest. I skylder jer selv og jeres børn at gøre alt hvad I kan inden i går fra hinanden. Og når det så er gjort - og jeres forhold viser sig at være dødt, kan i gå fra hinanden med god samvittighed, oprejst pande og tilfredshed.

Har du overhovedet lyst til at undvære din kone? Hvordan vil du føle det, hvis hun i morgen siger til dig, at hun har fundet en lejlighed og hun flytter i weekenden? Prøv at ransag dig selv lidt - og husk på, at der skal to til at skabe et forhold, men at DU med din adfærd kan gøre hele forskellen!

Held og lykke!

Vaxen

---

Tak for opsangen.
                        

---

Selv tak, og held og lykke med hvad I nu finder ud af.

mvh dova

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.