Folkeviser - mundtlig tradition 1200 - 1400
Folkeviserne blev digtet af omvandrende sangere/legere til brug ved dans på herregårdene. - De er mundtligt overleverede fortællende digte.
Nedskrivningstidspunkt - 1500 - 1600
Danseviser
Nedskrevet af adelsdamer i 1500 - 1600-tallet, da viserne ikke længere kunne tematisere adelens bevidsthedsliv.
Senere blev folkeviserne overtaget af almuen (fattige mennesker).
Folkevisernes renæssance i romantikken
For den tidlige romantik var folkeviserne historiske levn fra den "gloriøse guldalder" og de blev brugt som skyts i nationalromantikkens og den senere epigonromantiks jagt på den nationalfolkelige identitet.
1800-tallets tidlige romantikere, f.eks. Oehlenschläger var begejstrede for for viserne og det er fra denne periode begrebet folkevise blev skabt. Nationalromantikkerne mente, at viserne var et udtryk for den nationale "folkeånd". Oehlenschläger skrev selv flere digte i folkevisestil.
Form
2 - eller 4-liniede strofer plus et omkvæd.
Rytmen er ikke fast, men retter sig efter indholdet ligesom i talesprog.
Fremstillingsform -sprog & dans
En forsanger - en leger rejser fra herregård til herregård. Her fremfører/synger han viserne enstemmigt og uden instrumentalledsagelse. Alle medlemmer af storgårdens adelsslægt danner en cirkel ved at holde hinanden i hænderne. De danser nu en simpel kædedans og synger folkevisens omkvæd, hver gang legeren er færdig med et vers.
Formelsprog frem for varieret sprog
Folkeviserne er fulde af faste, stereotype vendinger= formelsprog.
- eks.:
under Ø, den klare Vin, den brune mjød, Guld og Ære, hviden hånd, fugl på kviste (Fugl på Kviste: se også Ebbe Skammelsøn)
Den oprindeligt mundtlige overleveringsform gør enderim, bogstavrim og en fast rytme (som regel en jambe = u -) og et fast formelsprog til de vigtigste sproglige byggesten i folkevisen.
Hvordan man kan huske, når intet er skrevet ned
De ovennævnte karakteristika gør det nemlig lettere for forsangeren, legeren (og de dansende) at huske stroferne.
Kollektiv digtning
Folkevisen er ikke skabt af en kunstner med stort Q, men er et udtryk for en slags kollektiv digtning.
I denne forstand er folkevisen beslægtet med myten.
Morsekodeteknikken
Morsekodeteknik (Syrebadsteknik) - Individuelle kendetegn bliver sjældent beskrevet - kun det typiske står tilbage - personerne skildres som typer. Som en morsekode skildres dramatiske højdepunkter i punktform. Det er op til modtagerne, danserne at fylde afstanden mellem punkterne ud - at tolke "morsekoden".
Handlingsopbygning
Efter en kort slægtsrelateret introduktion af hovedpersonen, samles handlingen sig om en konflikt og dens afvikling.
Denne handling fortælles som i sagaerne med en overvejende ydre synsvinkel af en skjult objektiv fortæller.
Det er også værd at bemærke, at tidsafstanden mellem de enkelte strofer varierer. I begyndelsen og slutningen vil der ofte være en større episk afstand mellem mellem stroferne. Når handlingen intensiveres, bliver intervallet mellem stroferne betydeligt kortere.
Læg i denne sammenhæng især mærke tid de dramatiske højdepunkter, hvor visen går fra beretning til replik. (dækket direkte tale)
Virkelighedsforståelse - livssyn - slægtens betydning
Slægtens betydning
Slægtens beskyttelse/fortsættelse og kampen for retten til jord er de altafgørende akser for virkelighedsforståelsen i denne periode.
Slægtens vigtigste opgave er at passe på den jord og de ejendomme den ejer. Bevarelse og udvidelse af jord/ejendom er slægtens vigtigste opgave. Ægteskaber indgås i forlængelse heraf som fornuftsægteskaber bestemt af slægtsoverhovedernes jordinteresser.
Kædedansens symbolske betydning
Kædedansens cirkulære bevægelser og faste dansetrin er i sig selv symbol på slægtens sammenhold - i modsætning til Ebbe Skammelsøn, der træder "saa mangen Sti vild."
Omkvædet synges af slægten under dansen. Den mantriske gentagelse af de samme ord skaber en slægtskollektiv modtagelighed over for handlingen i visen.
Det skæbne-manende omkvæd
Omkvædet kender allerede slutningen på handlingsforløbet og lægger derigennem op til en deterministisk forståelse af de oftest tragiske begivenheder, der fortælles/synges om.
Kædedansen set som en mandala
Cirklen er i følge psykologen C.G.Jung et urgammelt, arketypisk symbol på ro, helhed og uendelighed. Han kalder den symbolske cirkel for en mandala.
Folkedansens cirkelbevægelser kan således tolkes som en mandala, der skal holde "det onde" ude.
Den symbolske mandalacirkel, giver slægten en følelse af beskyttelse mod de udefra kommende farer.
Folkevisen som katharsis
Man kan også tolke samspillet mellem omkvædsritualet og de tragiske strofer som slægtens kollektive forsøg på at bearbejde eller forsone sig med de tidstypiske livsproblemer. Gennem folkevisen opnår slægten, på linie med publikum til de græske tragedier således en renselse = katharsis.
Socialt miljø
Storbonde og herremænd
"Fødselsadeligt" miljø.
Inddeling af viserne efter emne/tid
1) Ridderviser
Omhandler adelens liv.
Jordbesiddelsen er grundlaget for slægtsnormerne og ridderviserne forholder sig realistisk/konkret til:
a) konflikter mellem slægtens interesser og det enkelte individ.
b) kærlighed mellem unge mennesker, der bringer uorden i slægternes magthierarki og interesser. Visen om "Ebbe Skammelsøn" berører både punkt a og b
c) Slægtsfejder - familiefejder
d) Slegfredsforhold: illegitime forbindelser og deraf følgende uægte børn
e) Stedmoderforhold
2) Historiske viser -
Fri gendigtning af historisk-politiske hændelser
3) Trylle- eller dæmonviser
Om overnaturlige magter, trolde, fabelvæsener, nøkker der griber ind i menneskers liv.
Nøkken
Den ofte i trylleviser forekommende dæmoniske nøkke introduceres altid i første strofe uden bestemmelse af hans slægtsforhold. Dette er set ud fra slægtens synspunkt det afgørende dæmoniske træk ved nøkken: man ved ikke hvem hans far=slægt er!
Nøkken set i lyset af konflikten mellem den gamle slægtsadel og den fremvoksende hofkultur
En historisk tolkning kan forstå "Nøkken" med al sin hofadelige pragt som et udtryk for en konflikt mellem den gamle kriger/fødselsadels normer og den opkommende hofadel.
Nøkken udgiver sig ofte for at være en hofadelsmand, der med sine fine vaner og manerer forfører den "uskyldige" landadelspige. Han kan således opfattes som en repræsentant for den moderne hofadfærds forstillelleseskunst.
(Se endvidere Norbert Elias)
Den farlige erotik
Tryllevisen behandler ofte de erotiske konflikter i symbolsk form.
En psykologisk tolkning kan således se de overnaturlige magter som symbol på enten :
a) fortrængte drifter
og/eller
b) unge forlovelsesmodne menneskers lidenskaber der ikke stemmer overens med slægtens (jord)interesser.
Om forlovelsessituationen
Ofte ligger forlovelsessituationen og pubertetens indtræden på det samme tidspunkt. Selv om man ikke kan tale om nogen ungdomskultur på dette tidspunkt, vil overgangen fra barn til voksen og tilhørende de hormonelle forandringer gøre en ung mand eller pige uregerlig set ud fra slægtens synspunkt.
Den farlige forfører
Ukontrollable lidenskaber hvor en datter af en magtfuld adelsmand pludselig får "nøkker" og forelsker sig i en af familien ukendt og dermed ikke godkendt flot fyr er en for slægten farlig situation, der kan true dens overlevelse.
Broen som den symbolske overgang fra barn til voksen.
Ofte vil man i trylleviserne, som f.eks i Harpens kraft, finde en bro der symbolsk kan ses som den farefulde overgang fra barn til voksen og overgangen fra et hjem til et nyt. Under broen lurer dæmonen/trolden som i denne sammenhæng kan ses som de farlige, ukontrollable drifter, der truer den ægteskabelige lykke og dermed slægten. (Se endvidere Willy Sørensen: Folkeviser og forlovelser, 1959)
Et forvandlingstema - den uundgåelige smertefulde forvandling
Uanset hvad Hr. Vellemand gør i Harpens kraft, kan han ikke afvende jomfruens skæbnebestemte møde med trolden og broen. Hun skal i folkevisens univers igennem denne forvandling. Det gør altså ondt at udvikle at sig fra barn til voksen.
4) Kæmpeviser
Om de hedenske helte og guder - ofte komisk behandlet.
ÆLDRE - YNGRE VISER
I beskrivelsen af miljøet kan man skelne mellem de ældre viser og de yngre.
1) Ældre viser:
Naturen er truende og fyldt af uhyggelige overnaturlioge væsener.
Mennesket er afmægtigt over for disse og bukker altid under.
2) Yngre viser:
Kongemagtens styrkelse skaber en hofkultur, der afspejler sig i
viseforfatternes interesse for ydre pomp og pragt, bl.a. i form af detaljer i skildringer af klædedragten.
De unge adelsmænd forlader deres godser og opholder sig i stigende grad ved kongens hof.
De overnaturlige væsener er ikke så farlige som før. Mennesket kan ved en moralsk indsats overvinde dem.
Også det erotiske skildres mere direkte end før. Den høviske(=hof) kultur afføder således et lettere og mere sorgløst livssyn.