|
| Uopdraget børn Fra : ehtrod_n | Vist : 1106 gange 20 point Dato : 20-05-05 12:52 |
|
Hej Kandu
Jeg har lige været til 8 års børnefødselsdags fest. For det første vil jeg lige sige jeg er ikke spor snerpet. Jeg var som sagt til fødselsdag og havde købt det fineste og sødeste tøj til min lille niece i en børne mode butik. Da hun pakkede gaven op kikkede hun lige på det og sagde sådan noget børnetøj og smed det hen på købmandsdisken som var hendes gave bord.
Jeg grinede selvfølgelig af det og fortalte det med smil på læben til de andre gæster hvad hun havde gjort. Men da jeg kom hjem græd jeg faktisk lidt, fordi jeg havde gjort det bedste jeg kunne og købt noget fin tøj til 400. kr og så var hun slet ikke glad for tøjet. Hun sagde at det var børenetøj men hvad er man når man er 8 år. Jeg ved godt at vi ikke kan have samme smag, men jeg syntes bare hun skulle ligge det på bordet og så lade være med at sige noget det kunne selfølgelig byttes. Jeg har selv nogle store børn og de har aldrig gjort sådan de er opdraget til at sige pænt tak for gaven også kunne vi jo snakke om de ville bytte det næste dag. Jeg vil gerne høre fra jer hvad I syntes er det rimeligt sådan som hun gjorde hendes mor grinede også bare uden at sige noget til hende.
Med venlig hilsen den bedrøvet
| |
| Accepteret svar Fra : tjantzen | Modtaget 30 point Dato : 20-05-05 13:01 |
|
Hej Bedrøvet!
Ja du har ret det er en kedelig opførelse.
Men det er hendes forældre, som burde skamme sig.
Som forældre er det ens opgave at opdrage sine børn, så de kan færdes i den verden vi lever i og efter de normer, som er gældende.
Et barns- og din opfattelse af, hvad en god gave er, er jo sikkert vidt forskellige men hun burde have lært at sige pæn tak for gaven alligevel.
Det er synd for dig og også søn for pigen, at hendes forældre ikke tager sådanne dele af opdragelsen alvorligt og sætter sig i dit sted også.
Men husk på, at et grin også kan skjule en forlegenhed.
mvh
Thomas
| |
| Kommentar Fra : dova |
Dato : 20-05-05 13:07 |
|
Jeg kan da godt forstå du er skuffet, når du har gjort dig umage med at finde en gave som du håbede på at pigen kunne lide.
At pigen så ikke rigtig har lært at være diplomatisk, og i stedet sagde sin uforbeholdne mening, tja... det gør de jo ofte sådan nogen
Men det er da rigtigt, at som 8 årig er det børnetøj man først tænker på. det har også været meget fremme i medierne omkring børn, som forældrene klæder på som 15-18-årige.
Så egentlig synes jeg det er lidt synd for pigen, for det er helt klart, at hvis tøjets udseende afveg ret meget fra det hun er vant til, er det nok moderen der i sidste ende har et problem, med at hun har ladet pigen selv bestemme for meget om hvilket tøj der er passende.
Og lige så at hunburde lære pigen lidt om hvordan man skal tackle en situation med en gave man med det samme kan se ikke lige er sagen.
men godt det kan byttes
mvh dova
| |
| Kommentar Fra : halvdum |
Dato : 20-05-05 14:10 |
|
Hej ehtrod_n
Du kan jo lære det unge menneske beskedenhed, blot ved næste gang, "kun" at købe en lillebitte gave.
Og så fortælle at, det er tanken det tæller, ikke gavens udformning eller størrelse.
mvh halvdum
| |
| Kommentar Fra : nocom |
Dato : 20-05-05 14:36 |
|
Helt enig med de andre. Utrolig sørgelig tendens med den misforståede "frie opdragelse". Desværre er det børnene der titi får folk imod sig, men de er jo bare et produkt af forældrenes totale mangel på modenhed og forståelse for hvad der er bedst for børn. Jeg vill, som andre har sagt, tage en snak med moderen, selvom det måske ikke hjælper, for måske at mane en smule skyldfølelse frem. Men du har fuld forståelse fra min side. Det er himmelråbende tarveligt at moderen bare griner af situationen.
mvh
Nocom
| |
| Kommentar Fra : ans |
Dato : 20-05-05 14:41 |
|
Man bliver skuffet, når den gave man har købt ikke falder i smag hos modtageren.
Her er tale om en pige, der i dag er blevet 8 år.
Der var flere gæster og flere gaver.
Hun kan have været overstadig af det hurlumhej, der var om hendes person.
Det er ikke alle 8 årige, der ønsker sig tøj. Det tøj, som du havde købt, var det meget anderledes end det hun går i til daglig?
Når der er faldet lidt mere ro i hendes hjem, kan det jo være, at hun bliver glad for det, du havde købt.
Hilsen ans
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 20-05-05 15:21 |
|
Hej, ehtrod_n.
Jo, det er en skuffelse, når ens gave bliver modtaget på den måde. Men er du ikke lidt selv ude om, at du bliver skuffet, når du bruger så meget energi og -især penge, på et barn, som du ikke kender bedre??
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med min egen situation, hvor jeg har nogle børnebørn, som jeg ikke ser ret meget, og det er jeg egentlig ked af og jeg er noget flov over, at jeg slet ikke aner, hvad de kunne tænke sig at få. Men jeg vil jo gerne glæde dem........
Så jeg har "bidt hovedet af al skam" og indset, at jeg ikke KAN gætte, hvad de ønsker sig allermest. I stedet får de penge. De er ikke ret gamle, 2-4-6 år, og den lille må forældrene selvfølgelig købe for, men de 2 store er helt klart lykkelige ved udsigten til at kunne gå i butikker og købe det, de allerhelst vil have. Og som de ikke fik til fødselsdagen..
Så VED jeg, at de får noget, som de ønsker sig. Ikke fordi de hykler taknemmelighed. Men fordi de selv bestemmer, hvad de skal have. Og da jeg jo holder af dem og først og fremmest ønsker at glæde dem, så har jeg opnået hvad jeg ville.
Hvordan børn "bør" opføre sig, det må være forældrenes sag.
| |
| Kommentar Fra : maj_britt |
Dato : 20-05-05 15:27 |
|
Davs.
Havde en af mine 4 unger opført sig på den måde, så havde jeg nuppet ungen ud i køkkenet og der havde vi fået en MEGET alvorlig snak om almen pli og høflighed.
Så havde min unge gået ind og sagt undskyld og tak, men må jeg godt bytte det, fordi jeg kan ikke lide rødt, gult, whatever.
Men jeg har så altid forberedt mine på, at ikke alle kommer med gaver, som lige falder i ungens smag, det må man lære at leve med og sige tak.
Så simpelt er det jo.
Hilsen maj-britt
| |
| Kommentar Fra : ehtrod_n |
Dato : 20-05-05 15:51 |
|
Hej allesammen
Jeg er glad for at der er så mange af jer der er enig med mig. Men så vil jeg godt lige sige at jeg kender hende aldeles rigtig godt og hun havde selv ønsket sig tøj. Hendes mormor som er min svigermor sagde til mig at niecen nok sagde sådan fordi hun har nogle kritiske og dominerende skole veninder. Og min svigerinde sagde til mig at hun slet ikke kunne forstå at vores niece sagde sådan, fordi det var jo moderne tøj og slet ikke barnlig. Men nu er det også slut med give hende gaver nu kan hun bare få penge fremover.
| |
| Kommentar Fra : wibbi |
Dato : 20-05-05 16:02 |
|
hejsa.
Jeg er fuldstændig enig med jer andre, det er en uacceptabel opførsel. Det er rigtigt at det ikke er pigens skyld, men alligevel...
Nu er jeg pædagog, så selvfølgelig tænker jeg meget i opdragelsestanker. Jeg synes du skal fortælle BÅDE pigen og hendes mor at du faktisk blev rigtig ked af det. Du havde købt en gave i bedste mening, og følte dig skuffet og pinlig over barnets måde at tage imod gaven på! Det hjælper ikke med skæld ud, men en stille og rolig snak, hvor du fortæller hvordan hendes opførsel påvirkede dig, vil bestemt have en virkning. Generelt synes jeg vi efterhånden er bange for at sige noget når andre handler forkert i vore øjne. Hvis pigen aldrig konfronteres med, hvordan hendes handlinger påvirker andre, så bliver hun jo aldrig i stand til at ændre det.
Lillian
| |
|
Det er måske "god opdragelse" at takke pænt for noget, man ikke synes om? - og hvad så, så risikerer man jo at få noget mere af samme slags næste gang og næste gang igen.
Og måske forsøgte du at købe dig til taknemmelighed? - du understreger, hvor mange penge, du har brugt, og at du har gjort dit bedste osv. og jeg fornemmer, at du gør dig til offer for den lille pige, og på den måde gør du hende til bøddel.
Du havde forventet en taknemmelighed, du ikke fik - hun havde forventet en gave, hun ikke fik. Er hendes reaktion på skuffelse værrer end din?
Prøv at gøre som hun, kast din skuffelse fra dig i en krog og glæd dig over, hvad du har at glæde dig over.
Hilsen Kirsten
| |
| Kommentar Fra : Axelise |
Dato : 20-05-05 16:10 |
|
Jeg forstår godt, at du er såret. Som de foregående har skrevet, så er det pigens opdragelse, der er noget galt med. Det er forældrenes ansvar. Når det er sagt, så tror jeg også at du skal tænke på, at tiden idag er så anderledes, end da mange af os andre var børn. Nu er jeg selv født i 1961, og har aldrig fået i pose og i sæk. Man fik ganske enkelt aldrig særligt mange eller særligt store ting dengang. Jeg husker tilbage på mit livs bedste fødselsdagsgave som barn: Jeg fik en sort baby-dukke, som man kunne give vand med sutteflaske og skifte ble på. Jeg elskede den dukke og min tøjelefant, som jeg fik som helt lille, igennem hele min barndom.
Sådan er det ikke idag. Det ligger i tiden at børn skal have mange gaver, - ikke kun til jul og fødselsdag, men også på andre tidspunkter. Og tingene bliver ikke lavet til at holde, for de skal helst skiftes ud fra år til år, så man kan være med på den sidste nye dille.
Jeg var til min egen nieces 6 års fødselsdag for nylig, og hun pakkede den ene pragtfulde gave ud efter den anden. Ganske vist har hun lært at sige pænt tak, men interessen for gaven dalede hurtigt, - hun var mere koncentreret om at pakke den næste gave ud.
Af bare kærlighed og med de bedste intentioner giver vi (forældre og pårørende) børn alt hvad de ønsker sig, - jeg mener bare at vi gør dem en bjørnetjeneste, for de lærer ikke at værdsætte ting ordentligt. Det bliver brug-og-smid-væk.
Noget helt andet er, at børn på 8 år i dag heller ikke går klædt som børn. Da jeg var 8 år, gik jeg i børnetøj, - idag er det voksentøj i mini størrelse.
Som dova skriver, så har der været meget oppe i medierne omkring netop dette og om at børn klædes på som små voksne og dermed kan sende nogle forkerte (sexuelle)
signaler, som slet ikke svarer til barnets udviklingsniveau.
Så ja, - jeg tror at både tiden og forældrenes opdragelse har indflydelse på den problematik, du beskriver. Ved ikke rigtigt, hvad man kan gøre ved det.
| |
| Kommentar Fra : ans |
Dato : 20-05-05 16:42 |
|
ehtrod_n
Jeg synes, du skal se tiden an.
Når pigen i fred og ro ser på de gaver, hun har fået, kan det meget vel være at hun bliver glad for det tøj, som du har givet hende.
Jeg har tidligere oplevet børn på den alder sige "det gider jeg ikke ha' " , men dagen efter var det bare det bedste.
Det er ikke pigen, der kan bebrejdes.
Men nu da du er i "familie" med hende, så tal stille og roligt med forældrene om det.
Da mine børn var i den alder, har jeg da også måttet bytte nogle af de gaver, de fik.
Hilsen ans
| |
| Kommentar Fra : klodomir |
Dato : 20-05-05 16:55 |
|
Hvad er det for noget med at "simulere taknemmelighed", som flere nu har nævnt? Det er der da ingen, der har foreslået. Det handler om, at et 8-årigt barn er stort nok til at lære at det ikke er okay at såre folk. Som Maj-Britt foreslog, så er det rigeligt at takke pænt og spørge om det er i orden at bytte gaven, da den ikke lige faldt i modtagerens smag. Det har da intet at gøre med at simulere taknemmelighed.
Jeg vil lige spørge Kirsten og Valde, ville I opmuntre jeres barn til at sige sådan noget som "sikke noget børnetøj" og bare smide gaven over i hjørnet? For det er præcist, hvad pigens mor gjorde ved at grine med. Uanset om I synes, at ehtrod_n er lidt tyndhudet, vil jeg da håbe, at I kan se, hvor uforskammet det var.
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 20-05-05 16:58 |
|
Enig med Kirsten.
Selv om det er lidt barsk formuleret, så har du ret i, Kirsten, at ehtrod_n jo ikke tænker på barnets skuffelse over en gave, hun ikke ønskede sig.
Og hvis ethrod_n er så nær familie, så det er naturligt at give gaver til 400 kr til en almindelig fødselsdag, så er det vel også med nogen ret, at pigen er blevet skuffet. Hun havde nok en barnlig drøm om at blive overrasket og glad...
Ligesom ehtrod havde en barnlig drøm om at hendes gave blev modtaget med taknemmelighed.....
Jeg kan levende forestille mig en lille pige, der er helt oppe og køre over gæster og gaver og det at være midtpunkt. Det gør det jo heller ikke nemmere for pigen, at de voksne sender mixede signaler: "Det er okay at opføre dig sådan, det griner jeg bare af...--- Og så må jeg liiiige fortælle din mor et par borgerlige ord om børneopdragelse bagefter...."
DIT forhold til den lille pige er afhængig af DIN adfærd!!! Og når du bare griner at noget, som du synes er uartigt, så er du ligesom selv ude om det. Du har så travlt med at bevare masken overfor de andre gæster, så du ikke skænker den lille pige og dit forhold til hende mange tanker.
| |
| Kommentar Fra : maj_britt |
Dato : 20-05-05 17:00 |
|
Altså, mine er snotforkælede, de er 25, 20, 10 og 7½, og det siger vist sig selv, at de store spolerer de små.
MEN, der er sq forskel på at være forkælet........det SKAL børn være og så på at være dårligt guidet til pæn opførsel.
Mine havde slet ikke fået lov til at "rive papiret af", der pakkes 1 gave op, den vises og der siges tak, og så den næste. Jeg ved, hvad der tænder mine unger og får de noget, der er helt ved siden af, så skal jeg nok tage en snak med giver.
Men når jeg giver gave til andre folks unger, så sørger jeg for at der er en kvittering med, så slipper man får de dårlige undskyldninger omkring bytte.
Hvad med ønskeseddel? De små lapper sommetider ret snedige..........
| |
|
At "lade som om" er for mig det samme som at simulere. Barnet reagerede, som man kan forvente sig af en lille pige på 8 år midt i en fødselsdagsfest. Som jeg forstår flere af svarene, er der enighed om, at barnet burde ha`ladet som om, at det blev glad.
Den voksne, der føler vrede, skuffelse og forargelse "lader som om", når hun smiler.
Mange voksne "lader som om" og tror, at god opdragelse er, at børnene også "lader som om", og vi får en menneskehed, der hverken kan stole på sig selv eller hinanden, for "mener hun/han mon hvad hun/han siger, eller er det bare god opdragelse?"
Hvor meget nemmere vil det ikke være at være menneske, hvis der er overensstem-melse mellem, hvad vi tænker, hvad vi siger og hvordan vi handler.
Er det god opdragelse at smile og lade som ingenting, når man føler vrede?
Et lille barn kan umuligt såre en voksen ved at opføre sig i overensstemmelse med, hvordan det har det lige her og nu. Men den voksne går sikkert rundt med mange gamle sår, fra dengang det lærte sig "at lade som om". Det lærer vi os, når vi ikke bliver elsket og accepteret som det menneske, vi er.
De børn, der elskes og accepteres som de er, behøver ingen opdragelse. Det ligger i menneskets natur, at det forsøger at tilpasse sig den familie og det samfund, det le-ver i, og barnet vil gøre det af sig selv, efterhånden som det vokser op, og helt i sit eget tempo.
Det barn, der er elsket og accepteret har styrken og evnen til at udvikle sig i overens-stemmelse med sin natur, og ikke "lade som om" - hvorfor skulle det det, når det alle-rede er elsket.
Den der giver i sandhed, forventer ikke noget tilbage, - at forvente en bestemt opførsel, er at bytte. Og den der bytter, bliver skuffet og vred, når der kviteres med noget, som bytteren ikke ønsker sig.
Venligst Kirsten
| |
| Kommentar Fra : klodomir |
Dato : 20-05-05 18:29 |
|
Jeg tror, at vi bare må enes om at være uenige. Hvad der er et naturbarn for jer, er en møgunge for mig. Men det er også 25 år siden at jeg var 8 år, så de er nok anderledes nu. ;)
Men jeg vil nu forbeholde mig retten til at opdrage mine egne børn i samme ånd som jeg selv blev, for jeg føler mig ikke hæmmet af at have lært at sige pænt tak for en gave, selv om den ikke får mig til at tisse i bukserne af lykke. For mig er det ikke forstillelse, det er bare alm. dannelse. Og jeg ønsker bestemt ikke at leve i en verden, hvor enhver bare buser ud med det de lige har i hovedet, uanset hvor sårende det kan være. Men heldigvis er de fleste mennesker heller ikke sådan.
| |
| Kommentar Fra : klodomir |
Dato : 20-05-05 18:36 |
|
> et barn på 8 kan ikke være uforskammet
Aha. Hvad så hvis det havde været en lidt anden situation? Lad os sige, at en af gæsterne havde været overvægtig, og pigen så havde budt hende velkommen med et lystigt, "Gud, hvor er du fed!"
Havde det heller ikke været uforskammet? Skulle man også bare grine med af det? Hun ville jo faktisk have ret i det hun sagde, så er det bare charmerende ærlighed, eller hvad?
| |
| Kommentar Fra : ans |
Dato : 20-05-05 18:48 |
|
Det er af børn og fulde folk, man skal høre sandheden.
Jeg gentager. Det drejer sig om en pige , der i dag er blevet 8 år.
Al det hurlumhej, der har været, det fremgår jo ,at der var flere gæster.
Giveren er i "familie" med pigen. Pigens mormor er giverens svigermor. Så må giveren jo være gift med broderen til pigens mor.
Er det bare en familiefejde.
Man kan ikke forvente at alle børn på 8 år har almindelig dannelse. Det kommer da meget an på den opdragelse, der er givet.
ehtrod_n
Tal dog med familien om det. Hvis du ikke gør det, vil du blive ved med at gå med en indebrændthed især mod pigen og moderen.
| |
| Kommentar Fra : ans |
Dato : 20-05-05 18:53 |
|
[citat]
Aha. Hvad så hvis det havde været en lidt anden situation? Lad os sige, at en af gæsterne havde været overvægtig, og pigen så havde budt hende velkommen med et lystigt, "Gud, hvor er du fed!"
Havde det heller ikke været uforskammet? Skulle man også bare grine med af det? Hun ville jo faktisk have ret i det hun sagde, så er det bare charmerende ærlighed, eller hvad?
[citat]
Hvis de voksne griner af det, er det jo ikke barnets skyld.
| |
| Kommentar Fra : ans |
Dato : 20-05-05 18:54 |
|
Hvis de voksne griner af det, er det ikke barnets skyld.
Det skulle ikke have været et citat.
| |
| Kommentar Fra : klodomir |
Dato : 20-05-05 19:11 |
|
Nej, det er tydeligt at barnet ikke har fået sat grænser på det område, men det er stadig uforskammet. Det har hun så bare ikke lært endnu.
> Men så længe hun kun er 8 så lad hende være umiddelbar - og ærlig!
Jeg er stadigvæk nysgerrig om du også synes, at dette gælder i mit eksempel med den overvægtige gæst?
| |
|
Er der stor forskel på at tænke og at sige? En voksen tænker, "hvor er hun fed!" et barn siger det højt.
De er enige.
Hvis den fede lader sig såre (sårer sig selv) men at et barn siger højt, hvad sikkert også hun selv tænker, er det hendes problem ikke barnets.
Barnet konfronterer den voksne med den voksnes egne tanker, også de tanker, den voksne ikke vil være bekendt, fordi den voksne lærte at "skamme sig", over sine ærlige tale og handlen.
Vi kan lære så meget af børnene, fordi de ikke lyver (ret meget endnu).
I øvrigt tror jeg, at mange fede mennesker ville tabe sig, hvis vi alle sagde ærligt, hvordan vi så dem, - og det ville da være at hjælpe den fede.
Et spejl der ikke lyver. Man får ikke ondt af at høre eller se sandheden (som vi hver især ser den); men vi bliver måske minnet om vore ømme punkter, og det er jo godt, for så kan vi få gjort noget ved dem.
Jeg synes, det er uforskammet at kalde et barn uopdragent.
| |
|
Interessant debat med følelserne udenpå tøjet. Jeg tænker: "Tude vi være så ærlige i øjenkontakt med hinanden, eller ville vi så begynde "at lade som om?"?"
| |
| Kommentar Fra : ans |
Dato : 20-05-05 19:41 |
|
Børn på 8 år siger deres mening.
Og klodomir børn lærer måske at sætte grænser. Se bare hvordan voksne opfører sig.
Mht. den overvægtige.
Barnet ville da have ret i at den overvægtige var fed. Fedme kan så skyldes sygdom, som barnet ikke har kendskab til. At voksne så ville grine over bemærkningen, kan du kun hænge de voksne op for.
Men hvis du tror at børn på 8 år er små voksne, så tager du fejl. De prøver at se hvor langt de kan gå. De er stadig under uddannelse til at blive "voksne"
For nogle lykkedes det aldrig.
| |
|
Nej heldigvis bevarer vi alle det barnlige i os.
Og lad da barnet være let og glad. Det er så trist at gå og gætte på, hvad de andre tror, jeg tror, de tror af skræk for at blive opdraget, skulle skamme sig og føle sig skyldig.
Børn har hjerter, og det har vi voksne også. Ingen af os ønsker at andre har ondt eller lider nød, derfor vil vi alle, af kærlighed for hinanden, behandle hinanden på en måde, der er i overensstemmelse med kærlighede.
Barnet er ikke uforskammet, det er ærligt, og jeg synes, det er uforskammet, når en voksen tillægger barnet sårende egenskaber, - det er at såre barnet, for det er at rette et negativ "du er" budskab og efterfølgende påstå, at når barnet er det (man lige har kaldt det) ja så er det også hjemfaldet til straf (og kald det bare opdragelse, du som ikke kender forskellen)
| |
| Kommentar Fra : maj_britt |
Dato : 20-05-05 20:15 |
|
Suk, jeg er da fortvivlende gammeldags, et mosefund.
Fordi mine unger, ALLE 4, har lært at opføre sig dannet ude ( at de så ter sig her, det er min privatsag), men ude skal de saftsuseme te sig, så andre folk kan holde ud at være i selskab med dem.
De kan understå sig i at bande, de kan understå sig i at rynke på næsen af mad o.s.v.
Til gengæld holder jeg øje med dem, og træder til, hvis der er optræk til pinlige scener.
Og det er så mit ansvar som forælder.
Man kan sq ikke stille et barn på 8 til ansvar for hendes opdragelse, den hænger forældrene på.
Mine unger nikker i baggrunden ( de tør ikke andet )
| |
| Kommentar Fra : Queenie |
Dato : 20-05-05 20:40 |
|
"I øvrigt tror jeg, at mange fede mennesker ville tabe sig, hvis vi alle sagde ærligt, hvordan vi så dem, - og det ville da være at hjælpe den fede."
Hold da op for en udtalelse.. Men det er vist en helt anden tråd. Og jeg tror nu ikke de fleste voksne skammer sig over deres udtalelser - det er ganske, almindelig pli ikke at såre andre mennesker uanset hvad det så end drejer sig om .. og da slet ikke fremmede mennesker. Der er forskel på at være åbenhjertig over for folk man er tæt på og dermed nogen gange hjælpe dem, og på at være direkte uforskammet over for fremmede mennesker.
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 20-05-05 20:49 |
|
Det er i hvert fald meget, at en voksen giver en 8-årig ansvar for den voksnes følelser...
Vi har da hver især ansvaret for vore egne følelser. Og vælger så selv hvordan vi vil reagere på de følelser. Og hvis vi slår det væk med en latter, når vi føler os sårede, så lærer vi da børnene at fornægte deres følelser. Er det positivt?
Jeg synes, det er i orden at smile af den 8-årige, hvis hun kommer med en "skæv" bemærkning. Men da kun hvis man ærligt kan bære over med bemærkningen. Ellers må det rigtige da være, selv at sige til barnet at man er ked af det eller vred eller forarget eller hvad det nu er. Det kan jo sagtens skyldes, at man ikke selv fik så flotte gaver for 100 år siden, men det er da ikke barnets skyld. Og så må man sige DET.
Er det virkelig sådan, ehtrod, at du ønsker, at pigen skal sige noget andet end hun mener, ---for DIN skyld? Hvordan vil du så nogensinde kunne vide, om hun en anden gang MENER hvad hun siger??
Måske er det mere et spørgsmål om ikke at "tabe ansigt" overfor de andre fødselsdagsgæster, som du jo har forsøgt at få til at bakke dig op i din forargelse eller hvad det nu er..
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 20-05-05 21:01 |
|
Man lader være med at såre andre mennesker fordi man holder af dem. Men hvis man holder af et andet menneske, så går man da ikke rundt og taler dårligt om det menneske, uanset om det er et barn eller en voksen.
Både din svigermor, og pigens mormor og måske du selv også taler OM pigens fejl og dårlige opførsel.
Jeg har den politik, at jeg aldrig siger noget til andre om en 3. person, som jeg ikke HAR sagt eller har tænkt mig at sige til personen selv. Alt andet ligner ondsindet sladder.
Børn er børn, og de skal jo lære af at de voksne er gode eksempler.
| |
|
Det synes jeg er en god leveregel, - at tale "til" og ikke "om"
Og en afsluttende bemærkning, - hvis nogen siger til mig, at jeg er "what ever", såres jeg kun, hvis vedkommende siger det, netop for at såre mig, og så er det lige meget, hvad der bliver sagt, det er det faktum, at der er en, der ønsker at såre, der er såren-de.
Hvis nogen siger, jeg er "what ever" og jeg selv ved det og har det ok med det, påvir-ker det mig ikke følelsesmæssigt, at høre det fra en anden. Det er, når jeg bliver min-det om noget, jeg ikke selv har accepteret ved mig selv, at jeg mærker min egen for-dømmelse på mig selv, og det er den, der gør ondt, - og ikke det, at en anden siger det højt.
Det kunne være interessant at vide, hvor mine følelser kommer fra!
Er følelser noget, man kan lægge over i hinanden, eller noget der aktiveres i os, alt efter hvad der foregår udenfor os og inden i os, eller findes de kun i vore tanker?
| |
| Kommentar Fra : Satellit |
Dato : 21-05-05 11:33 |
|
Ærligt at give udtryk for sine følelser er vel ikke uforeneligt med lidt almen høflighed??
Er det ikke muligt at opdrage sine børn til at sige pænt tak for gaven, "men jeg kan ikke så godt lide den." (hvis det er det barnet tænker og føler)???
Det er almindelig basis-dannelse at kunne sige goddag og farvel, ja tak, nej tak, værsgo osv. Og der går sgu ikke nogen skår af barnet, at det lærer lidt høflighed samtidig med at det bliver værdsat og respekteret for at føle som det gør.
| |
| Kommentar Fra : ans |
Dato : 21-05-05 11:54 |
|
ehtrod_n
er det ikke dette
Citat hendes mor grinede også bare uden at sige noget til hende. |
der har skuffet/såret dig mest.
Har du talt med din mand om det? Han er jo bror til pigens mor.
Jeg har ofte været til børnefødselsdage. Det er ikke altid ,at alle gaver bliver værdsat, når de bliver pakket ud.
Når der er kommet ro over feltet og barnet i fred og ro kan koncentrere sig om gaverne, bliver barnet glad for de ting, som han/hun har fået.
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 21-05-05 15:11 |
|
som Thomas skrev d. 20-5-05 kl. 13:01 så kan et grin altså godt skjule en forlegenhed.
Pigens mor kan både have været forlegen over sin piges opførsel, og over dine forventninger til pigens opførsel.
Det er da RIGTIGT, at det da ville være pragtfuldt, hvis børn altid var opmærksomme på andre menneskers følelser. Og hvis vi kunne opdrage dem til at sige pænt goddag, farvel, tak for mad, og hvad ved jeg. Og jeg tror da også, det er en god ide at fortælle sine børn hvordan det virker på andre når de opfører sig korrekt. Som Sattelit siger, så er "basis-dannelse" en god ting. Men det er op til børnene at vælge, om de ØNSKER at opføre sig korrekt.
Hvor tit kan vi voksne ikke komme ud for, at der er nogle handlinger, som vi ved ville hjælpe og glæde andre mennesker.
Det kan være et brev, en telefonopringning, et besøg, lidt hjælp til naboen, lidt interesse og omsorg for en tilfældig forhutlet sjæl eller mange, mange andre ting. Vi kan jo ikke tage alt på os og ender med at vælge nogle få ting som vi kan overkomme. -Hvor meget vi vælger, er afhængigt af hvor stort overskud, vi har.
Og det samme med den lille pige. Muligvis har hun vidst, at det ikke var særlig pænt, det hun sagde og gjorde, men hun var oppe og køre på grund af fest og fødselsdag. Hun havde slet ikke overskuddet til at tage sig af voksnes følelser, -formodentlig.. For det kan jo også være, at hendes opførsel bunder meget dybere: At hun faktisk er led og ked af en bestemt tantes evindelige krav om pænhed og høflighed.
Og SÅ synes jeg, at ehtrod har grund til bekymring og til at snakke med forældrene om hvad HUN kan gøre for rette op på forholdet til pigen.
Men sandsynligvis var det bare en pige, der fuldtud nød at være midtpunkt og fredet for en gangs skyld.
| |
| Kommentar Fra : dkwM327 |
Dato : 21-05-05 18:33 |
|
Selvom jeg er enig i meget af det der er skrevet i denne debat, så vil jeg da gerne tilføje lidt,
som kommer her, sammen med andres indlæg:
Som Kirsten skriver:
Det er måske "god opdragelse" at takke pænt for noget, man ikke synes om?
- og så risikerer man jo at få noget mere af samme slags næste gang og næste gang igen.
Så er det jo ”flinkeskoleopdragelsen” der træder i kraft, og den mener jeg er dårlig.
Og så er det det med at købe sig til taknemmelighed. – Den er jo også ret udbredt!
Samt: Kast din skuffelse fra dig i en krog og glæd dig over, hvad du har at glæde dig over,
det er et virkeligt godt råd at efterleve.
Og senere skriver du, Kirsten:
Mange voksne "lader som om" og tror, at god opdragelse er, at børnene også "lader som om",
og vi får en menneskehed, der hverken kan stole på sig selv eller hinanden,
for "mener hun/han mon hvad hun/han siger, eller er det bare god opdragelse?"
Hvor meget nemmere vil det ikke være at være menneske, hvis der er overensstemmelse mellem, hvad vi tænker, hvad vi siger og hvordan vi handler.
Det giver jeg dig fuldstændig ret i !
Og så kommer du med noget rigtig flot Kirsten:
Et lille barn kan umuligt såre en voksen ved at opføre sig i overensstemmelse med,
hvordan det har det lige her og nu. Men den voksne går sikkert rundt med mange gamle sår,
fra dengang det lærte sig "at lade som om".
Det lærer vi os, når vi ikke bliver elsket og accepteret som det menneske, vi er.
(Du skriver her: ”den voksne går sikkert rundt med mange gamle sår”. – Her mener jeg du ”underdriver”, for det er vist os alle sammen der har sådanne ømme punkter.)
De børn, der elskes og accepteres som de er, behøver ingen opdragelse.
( Den udtalelse er jeg lidt i tvivl om, om den er 100% ”vandtæt” )
Det ligger i menneskets natur, at det forsøger at tilpasse sig den familie og det samfund,
det lever i, og barnet vil gøre det af sig selv, efterhånden som det vokser op, og helt i sit eget tempo.
( Dette kan jeg bedre acceptere, da jeg mener at der ligger en form for ”opdragelse”, i det du kalder tilpasning.)
Det barn, der er elsket og accepteret har styrken og evnen til at udvikle sig i overensstemmelse med sin natur, og ikke "lade som om" - hvorfor skulle det det, når det allerede er elsket.
( Helt enig, Kirsten!)
Den der giver i sandhed, forventer ikke noget tilbage, - at forvente en bestemt opførsel,
er at bytte. Og den der bytter, bliver skuffet og vred, når der kvitteres med noget,
som bytteren ikke ønsker sig.
Så er det vist også dig der skriver:
I øvrigt tror jeg, at mange fede mennesker ville tabe sig, hvis vi alle sagde ærligt,
hvordan vi så dem, - og det ville da være at hjælpe den fede.
(Den med at være 100 % ærlig, og at det skulle være en ”ægte hjælp” til den fede,
er jeg overvejende uenig med dig i, Kirsten. Jeg mener det kan gøres
på en mere motiverende måde.)
Igen kommentar til dit indlæg Kirsten:
Ingen af os ønsker at andre har ondt eller lider nød, derfor vil vi alle, af kærlighed for hinanden, behandle hinanden på en måde, der er i overensstemmelse med kærlighede.
( Umiddelbart lyder det jo dejligt, men der findes da – mig bekendt – ret mange mennesker,
som handler i uoverensstemmelse med at være kærlige overfor andre.
Jeg mener de handler mere ud fra det gamle ” og meget negative” ordsprog:
Medgang er godt, men andres modgang er heller ikke at foragte !)
- - - - - - - - - - - - - - - - - -- - - - -
Så er der Axelise, som skriver:
- jeg tror at både tiden og forældrenes opdragelse har indflydelse på den problematik, du beskriver. Ved ikke rigtigt, hvad man kan gøre ved det.
Hvis du er i tvivl om det Axelise, så mener jeg du vil have godt af at lære det.
For det første så er det forældrenes ansvar at sørge for, at deres børn bliver gode samfundsborgere og at de får et godt liv. – Og mangler de viden om hvordan de skal gøre det, så ”bør” de lære det inden de sætter børn i verden.
Nu mener du måske, at jeg lyder som en der ”frelst” eller er ”perfekt”, men jeg er absolut ingen af delene, men i stedet for har jeg erfaring med både børn og børnebørn, samt meget anden viden, som viser at der er en ret stor sandhed i min udtalelse.
Og skulle du være virkelig interesseret i denne viden om en god børneopdragelse,
så kan jeg godt hjælpe dig lidt på vej.
Og til dig valde, som skriver:
Problemet er vel at de får for mange og for store gaver.
Nej – men et af de store problemer er at forældre, venner og bekendte mener at kærlighed, tryghed og et godt liv kan købes for penge.
Det med at de får for mange og for store gaver er ”bare” et symptom, men det er også slemt nok.
klodomir skriver:
Et barn på 8 kan ikke være uforskammet.
Det er jeg uenig med dig i, hvis du mener, at et barn på 8 kan ikke kan ”opføre sig” uforskammet.
Til gengæld mener jeg at det er Forældrene – eller stedfortræderne – der er ansvarlige
for den uforskammede opførsel.
Med venlig hilsen
Steen
| |
|
Kommentar på dit indlæg Steen.
De børn, der elskes og accepteres som de er, behøver ingen opdragelse.
( Den udtalelse er jeg lidt i tvivl om, om den er 100% ”vandtæt” )
Jeg mener, at børn drager det bedste i sig selv op, når de er elskede, og så lærer de, hvad de kan af de mennesker, der omgiver dem, først og fremmest af deres forældre. "Børn gør, som den voksne gør, - ikke som den voksne siger."
Mine børn lærte sig hurtigt at sige "ja tak" og "tak for gaven" ikke fordi jeg sagde, at de skulle, men fordi de oplevede at vi voksne omkring dem, sagde sådan. Børn samarbejder og efterligner, og tager det til sig, der er sundt og godt for dem.
Den med at være 100 % ærlig, og at det skulle være en ”ægte hjælp” til den fede,
er jeg overvejende uenig med dig i, Kirsten. Jeg mener det kan gøres
på en mere motiverende måde.)
Nej, jeg går heller ikke rundt og bare siger min mening, uden at være blevet spurgt - eller ha`tjekket med den anden, om han/hun er interesseret i at høre den. Men jeg siger min mening uforbeholdent og uden at være blevet spurgt, når jeg synes, det er på sin plads, og når jeg mener, det er på tide, at en eller anden siger det højt, som alle tænker. F.eks. tager en snak med en kollega eller et familiemedlem, når jeg indser, at vedkommende har et alkoholproblem, - eller snart "knækker" fordi vedkommende har skøre knogler og vejer 50 kg. for meget.
"Overdrivelse fremmer forståelsen", siger et ordsprog, og jeg synes, det er fint, at skære ud i pap og sætte sagen på spidsen. Det sætter gang i kludene.
( Umiddelbart lyder det jo dejligt, men der findes da – mig bekendt – ret mange mennesker,
som handler i uoverensstemmelse med at være kærlige overfor andre.
Jeg mener de handler mere ud fra det gamle ” og meget negative” ordsprog:
Medgang er godt, men andres modgang er heller ikke at foragte !)
Jo, og jeg tror netop, det er fordi, de er opdraget til/har lært at tro på, at den ene er bedre end den anden, - at der er en rigtig måde og en forkert måde, og at det handler om at vinde. Jeg ser det som et udslag af uærlig optræden og bagvendt opfattelse af, hvad vi mennesker er. Vi er jo forskellige, vi kunne vælge at hjælpe hinanden til at udfolde hver vor unikke karakter, istedet for at sammenligne os med de andre.
Og tak til dig "ehtrod_n" for at ha` sat denne debat igang.
Venligst, Kirsten
| |
| Kommentar Fra : wibbi |
Dato : 21-05-05 23:07 |
|
Der er stor forskel på at anerkende, acceptere, tolerere andre mennesker OG at anerkende deres handlinger!
Alle mennesker har behov for - dagligt - at blive elsket og anerkendt for at være dén det er, nemlig et værdifuldt menneske. Men det er ikke det samme som at alt hvad dette menneske gør er anerkendelsesværdigt. Og det er netop dette al opdragelse burde bygge på. "Du er ikke dum - men det du gør nu er dumt". Pigen ER ikke ondskabsfuld, følelseskold osv. Men hun skal da have at vide at hendes handling i dette tilfælde betyder at et andet menneske bliver såret og ked af det. Men at du ikke hader hende eller ikke længere har lyst til at se hende osv. Hun skal vide at du værdsætter hende som den hun er, og at hun netop derfor har betydning for dig - og at det derfor er vigtigt for dig at fortælle hende at hendes handling virker sårende på dig.
Lillian
| |
| Kommentar Fra : Birgitta |
Dato : 22-05-05 11:16 |
|
Og den voksne skal da have at vide, at pigen blev skuffet over sin gave... Det er vel ikke en kritik af den voksne men af hendes gave.
--Hvorfor bliver den voksne såret over DET, men pigen forventes ikke at blive såret over en kritik af hendes handlinger?
| |
| Kommentar Fra : dkwM327 |
Dato : 22-05-05 13:00 |
|
Hej Kirsten.
Det ser ud til at vi er så godt som enige i det hele!
Også at det er fint af "ehtrod_n" at ha` sat denne debat igang.
Og så min kommentar til Birgitta om, --Hvorfor bliver den voksne såret over DET,
men pigen forventes ikke at blive såret over en kritik af hendes handlinger?
Jeg mener umiddelbart, at der er temmelig stor forskel på børn og voksne,
uden at jeg her vil udrede forskellene, men en ting er helt sikkert.
Mange voksne har en eller flere ”meget ømme punkter i deres underbevidsthed”,
som de blive meget vrede over, og beskylder tit dem, der – bevidst
eller ubevidst - har ”strejfet” punktet for det værste de kan finde på,
når de berører ”det ømme punkt” den mindste smule.
Med venlig hilsen
Steen
| |
| Godkendelse af svar Fra : ehtrod_n |
Dato : 22-05-05 16:05 |
|
Tak for svaret tjantzen. Der har været mange gode kommentar i debatten men der er mange af jer er uenige med men jeg siger ikke hvem. Jeg holder mig anonym og vasker mine hænder.
Forsat god søndag
| |
| Kommentar Fra : dova |
Dato : 22-05-05 20:20 |
|
Citat Du er ikke dum - men det du gør nu er dumt |
Sådan var der en der skrev længere oppe i tråden, og det er virkelig en sætning, der gennem mange år, har kunnet bringe mit p.. i kog, når jeg er stødt på den.
Jeg ved ikke hvorfor den er blevet så moderne, og hvorfor nogen virkelig tror på, at den holder, at det er så nemt at skille personen fra hans/hendes handlinger. De ting en person foretager sig, er da en følge af vedkommendes personlighed og tankevirksomhed, og man kan ikke f.eks straffe en handling, uden at straffe personen der har begået den.
Selvfølgelig skal man ikke begynde at hade/eller ikke kunne lide et barn fordi det kommer med en uoverlagt bemærkning eller ikke lige gør som man synes er hensigtsmæssigt, men derfra og så til at sige, at al opdragelse af børn, og synet på andre mennesker burde bygge på den sætning, det kan man ikke.
Tænk lidt nærmere over den sætning, prøv at "oversætte" og analysere hvad der står:
Der står faktisk, at uanset hvad en person foretager sig, kan de egentlig opføre sig og gøre nøjagtig som de vil, for det har ingen konsekvenser i omverdenens syn på vedkommende, og for følelserne for ham/hende.
Men at det vedkommende har foretaget sig, nok ikke lige var så smart.
Så kunne man (for at være rigtig grov og sætte sagen på spidsen) lige så godt afskaffe vores rets- og straffesystem, for hvorfor straffe personer som ikke er dumme, men som bare lige har lavet noget dumt og myrdet en eller anden.
wibbi, nu må du ikke se det her som et angreb, bare fordi du tilfældigvis skrev den sætning, men jeg kan altså ikke fordrage den, og ser det helt klart som en "sovepude" der fritager nogen for at opleve/lære konsekvenser af deres handlinger
mvh dova
| |
| Kommentar Fra : dova |
Dato : 22-05-05 22:07 |
|
Nej da, sådan tænker jeg ikke Dorthe, alle har da ret til at være her, bortset fra hvis nogen udviser en fuldstændig uacceptabel adfærd over for andre.
Men jeg tror samtidig det er vigtigt, at sige til sig selv, at det kun er ord, som afhængig af hvem der skriver eller læser dem, bliver udtrykt og opfattet på forskellig måde. og især et sted som her, hvor man ikke kender hinanden og ikke ved hvordan det man skriver, virker på/opfattes af andre.
Der er jo stor forskel på om nogen er gode til at pakke tingene ind, og så nogen (som mig f.eks) der siger tingene ligeud som man mener dem.
Så jeg mener ikke du behøver føle dig såret hvis der bliver sagt hårde ord til andre brugere, det er jo ikke noget der er rettet mod dig.
Og til en vis grad heller ikke hvis det er til dig selv, medmindre det er noget der bliver sagt udelukkende for at såre.
mvh dova
| |
| Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|