Hej Jakob Paikin
Tak for henvisningen og kommentaren.
>>Det er foruroligende at det er
>>lykkedes at få hængt Thorsen op på denne historie.
>Kun hvis man misforstår Eva Schmidts kritik (eller i øvrigt er fast
>overbevist om Thorsens uskyld).
Det er rigtigt at dommene er blevet afsagt på det grundlag som anklageren har formuleret, og det ser for en lægmand ud som om det har medført at sagens inderste kerne og bagmændene ikke er blevet afsløret.
Det der aldrig blev efterprøvet er om underskrifterne blev gjort "falske" ved en PFA-beslutning søndag d. 17. jan.1999, hvor Lublins "lille tæppepisser", som Trads har kaldt sig, trådte i karakter i rollen som den angrende eneansvarlige i PFA.
Hans egen underskrift som direktør for en stor pengetank i PFA Byg, hans anvendelse af Lublins underskriftstempel, selv underskrift på vegne af Lublin er "legal bussiness" så længe Lublin står bag beslutningerne. Alle de indviklede manøvrer i hele sagen havde Thorsen som frontfigur men var indlysende til fordel for PFA, og ingen af de involverede parter havde grund til at undre sig. Tværtimod var ønsket om diskretion forståeligt og anerkendt.
Lublins stod overfor opfyldelsen af sine inderste drømme som PFAs - og den samlede pensionsbranches - nedkæmper af den truende pinsepakke-afgift, som skaber af lukrative investeringer i Spanien og på Nokken og Havnefronten. Han kunne trække sig tilbage fra PFA med hæder. Og når hele "operationen” var på plads - hvilket var lige om hjørnet med overtagelsen af Gefion-selskabet. - så ville Trads stå som aktøren inden for PFA som havde klaret det hele, og hans vej mod direktørstolen efter Lublin var banet. Og Thorsen kunne igen komme til at bygge huse for PFA, hans egentlige métier.
Efter Jørgen Grønborgs afsløring over for fondbørsen er alt kommet i et andet lys. Den hæder og profit som den gennemførte operation ville have indbragt Lublin og PFA blev i den ufærdige udgave til en historie om skattetænkning, forvridning af pensionslovgivningen, vildledning af aftaleparter - en truende skandale, som PFA og Lublin ikke kunne bære. Kun hvis en anden påtog sig hele skylden kunne Lublin fremstå som uvidende og den rolle steg Rasmus Trads ind i d. 17. jan 1999. Sikkert efter forhandlinger om kompensation og støtte ad diskrete kanaler.
Denne udgang på sagen kom bag på alle andre involverede. Mundtlige aftaler, venskabelige forslag, indforståede anerkendelser eller udtalt opbakning blev benægtet eller forvansket, bortforklaret eller latterliggjort.
Politiets og anklagemyndighedens betagelse af Trads’ bekendelser gjorde at PFA kom til at fremstå som den skadelidende part. Og alle de mange spor som pegede i retning af PFA viste sig uvigtige overfor anklagen som kun drejede sig om de to “bipersoner”.
Med urokkelig loyalitet over for Lublin har Trads fjernet opmærksomheden fra ham og PFA. Han har med stort talent holdt pressen fangen i historier om minespil, gebærder, skælsord og tårer, som hver gang har sløret de faktiske forhold.
Hvis man anlægger denne synsvinkel falder alle de kaotiske brikker i denne sag på plads. Og mit spørgsmål er nu om man kunne tænke sig en klagesag forberedt på dette grundlag? Eller om PFA kunne anklages for et eller andet i forbindelse med vildledning af offentligheden, som så kunne have den konsekvens at Thorsens sag kunne genoptages?
venligst urhammer