Det er der vist ingen tvivl om - vi hører jo allerede om unge og nu også børn, der lider af stress.
Men man kan da håbe på, at de forhold dog tiltrækker sig så megen opmærksomhed, at vi alle tænker os om og hver i sær sætter tempoet ned, bliver mere nærværende og opmærksomme i forhold til hinanden.
Det er jo når de ting ryger sig en tur, at hjulet drejer den forkerte vej - for mangler opmærksomheden og nærværet, ja så mangler følingen også med de mennesker man omgås.
Man stiller større krav til hinanden om, at tingene skal fungere optimalt (uden interesse eller indblik i, hvordan det fungerer for den anden), sådan bare lige i en fart, af sig selv - hvis ikke, ja så har det ingen interesse eller der er ikke tid.
På den måde er vi så også igen selv med til, at tempoet forstærkes og tålmodigheden med omgivelserne mindskes (og vi er jo selv omgivelserne for de andre).
Det ses jo både i forholdet børn/forældre - unge/gamle - arbejdsgiver/arbejdstager - når vi ser på kulturelle modsætninger - politiske modsætninger, samt mange andre steder.
Paradoksalt nok vil jo så f.eks. opmærksomheden på f.eks. børn og unges stress og det arbejde som den erkendelse kan medfører være med til, at skabe endnu mere stress - her kunne jo f.eks. tænkes på lærere, forældre, pædagoger der anvises forskellige forslag til løsning, som jo samtidig er flere krav til disse, som på den led stresses mere med den indvirkning det har på gruppen af børn og unge - ikke givetvis dem der er i fokus nu, men måske lige netop dem der ikke er - og ja, i den situation vil der jo så opstå muligvis opstå mere stress.