/ Forside/ Interesser / Dyr / Hunde / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Hunde
#NavnPoint
Birgitta 19198
Nordsted1 6865
bevi54 6505
Jernladyen 4457
dova 4371
qfha 3911
knh15 3385
k.j.k 3376
ans 3077
10  vaxen 2670
Hund alene hjemme med bid i!!!
Fra : sandberg1234
Vist : 2088 gange
20 point
Dato : 06-02-04 17:59

Min hund, en tæve af blandet race(Labrador+retriever+pitbull), er alene hjemme 6 timer hver dag. Hun er 3/4 år gammel og lige kommet i løbetid. På det sidste har hun udvist stor interesse for at bide i nærmest alt, tapet, tæpper, sko osv. Der er aldrig problemer når jeg er hjemme ved hende. Kan jeg lære den at være "bedre" til at klare ensomheden når nu jeg ikke kan være der hele tiden?

 
 
Kommentar
Fra : bvh


Dato : 06-02-04 18:13

Først og fremmest ved at give den noget at bide i, når den keder sig.
Dernæst er der den lange tunge vej, hvor du gør det ubehageligt for den at bide i ting den ikke må bide i. For at kunne rette på hunden skal den gøre fejlene. Læg de ting den ikke må røre rundt omkring så din hund næsten ikke kan undgå at blive fristet! Lige så snart den rører tingene, skal du være der med irettesættelse.
Lad også som om du går hjemmefra, list tilbage og kig ind af vinduerne for at holde øje med om den rører noget den ikke må og bank på ruden, eller stik i et brøl hvis den gør det. Husk du må ikke påvirke hunden hårdere end at du får en reaktion...
Det er forskelligt hvor lang tid det tager for hunden at finde ud af at det er ubehageligt at røre de ting den ikke må...
..... og så kunne du måske fjerne noget af det dyreste...
Og så går det som regel over, når den bliver lidt ældre...


Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-02-04 18:23

Hvor lang tid har det stået på? Jeg tænker på, har hun altid gjort det, eller har det noget med løbetiden at gøre?

Hvis der ellers ikke har været problemer før, så kan det jo godt være noget nervøst. Er der noget, der har ændret sig omkring hende i den sidste tid? Har hun mistet pårørende eller er der kommet nye familiemedlemmer?

Det kan jo også være det, at hun måske ikke får den samme frihed og motion nu, hvor hun er i løbetid? Hvis du hele tiden har hende i snor, og hun tidligere fik lov til at være mere løs, så kan det være, at hun føler sig noget "snydt" når du går fra hende.. Og så må hun jo finde på noget underholdning selv...

Prøv at sætte dig ned og snak med hende, og spørg hvorfor hun bider i alting. Prøv at lade tankerne gå i de retninger jeg har nævnt eller i andre retninger, som du mener er relevante. Og se, om der ikke kommer et svar til dig på den måde..

Kommentar
Fra : qfha


Dato : 06-02-04 18:29

Du kan også prøve aktivitets ting, lægge godbidder i bolde, eller lign.
Hos dyrehandleren kan du købe noget at spay, der smager/lugter grimt og sprøjte på det som hunden absolut ikke må ødelægge. Du kan evt. også stille noget for de mest udsatte steder for at beværliggøre eller aflede hundens aktivitet.
Selv bruger jeg den model som bvh nævner, at træne hunden i at være alene, for at give den forståelsen af, at føreren altid kommer tilbage. Det er nemlig den angst hunden udtrykker i sin adfærd. Som jeg altid siger til mine hvalpekøbere, fortvivl aldrig over en dårlig vane, den får snart en ny.
Sagt med andre ord, det varer sjældent ret længe.

Kommentar
Fra : lunadc


Dato : 06-02-04 19:24

Problemet er at du ikke kan vide om hunden er bange, eller hvad grunden er til at den bider ting i stykker når den er alene.
Hvis hunden er bange når den er alene, så bliver det meget værre hvis du skæller ud, det bedste vil være at starte forfra med alene hjemme træning dvs. gå i kort tid .
Det kan måske hjælpe at give hunden en mælkekarton med godbidder frosset ned i vand inden du går, det giver hunden noget at lave, samtidig giver isen hundens mave noget at arbejde med og den vil sandsynligvis sove når den har spist.
Jeg tror ikke man kan lære en hund at være alene ved at skælde ud du får en utryk hund med risiko for at gøre problemet stører.
Bodil


Kommentar
Fra : bvh


Dato : 06-02-04 19:35

Det er utroligt som man kan blive misforstået. Jeg har overhovedet ikke udtalt mig om at lære en hund at være alene hjemme. Det er iøvrigt ikke noget man kan lære den. Hundens tidfornemmelse er helt anderledes end vores og hvis den er mæt vil den normalt sove hvis den ikke har andet at tage sig til.
Det jeg taler om, er at lære hunden at lade være med at bide i alting, som en normal del af opdragelsen. Vi taler om at tale hundesprog: Har du Lunaadc aldrig set hvordan en mor behandler sine hvalpe. Og hvordan giver du udtryk for at noget er godt og andet forkert? Ved at smile lidt mindre?

Kommentar
Fra : Jernladyen


Dato : 06-02-04 20:36

Vores den gamle bed ting i stykker, da hun kom i løbetid. Hun nåede to løbetider inden hun blev steriliseret, og åd/bed i stykker for ca. 4.000 kr. i den tid.
Hvis det ikke er i forbindelse med løbetid, hun gør det, men jævnt hele tiden, er hun enten understimuleret eller bange for at være alene - evt. begge dele. Prøv at give hende en masse næse arbejde og opgaver, hvor hun skal bruge sin hjerne, inden du tager hjemmefra. Giv hende hendes foder i en cube eller en tom plast. dunk fra mælk, hvor hun skal arbejde for at få foderet ud. Hvis det ikke hjælper ret hurtigt, så er det fordi hun er bange, hun bider ting itu, og så skal du nok have fat i en adfærdsbehandler.
Hilsen Jette

Kommentar
Fra : lunadc


Dato : 06-02-04 21:28

(Har du Lunaadc aldrig set hvordan en mor behandler sine hvalpe. Og hvordan giver du udtryk for at noget er godt og andet forkert? Ved at smile lidt mindre?)

Jo da men som jeg har forstået spørgsmålet, så er her tale om en hund som bider ting i stykker når den er alene, ikke når dens "flok" er hjemme.
Så er det man skal finde grunden til at den gør det.
Den kan fx være utryg- så hjælper det ikke at gøre den mere utryg ved at skælle ud.
Det kan faktisk også nemt have noget med hormoner at gøre, så vil problemet formodentlig forsvinde når hunden ikke er i løbetid mere, men indtil da kan man fx prøve med øget aktivering, fx med mælkekarton med is/godbidder, eller godbidder spredt over et stort område.
Bodil


Kommentar
Fra : bvh


Dato : 06-02-04 22:36

Det fuldstændigt normalt for hunde at bide og gnaske i ting. Enhver hundeejer kan berette om det. At denne hund kun gør det, når den er alene hjemme behøver overhovedet ikke at have noget at gøre med at hunden er bange eller utryg. Når ejeren er hjemme sker der andre ting - når den er alene må den selv sørge for underholdningen...
Hos Sandberg1234 er tingene som de er! Hunden skal være alene hjemme og hvis de skal have hund skal den indrette sig til deres liv. Vi har en schæfertæve på samme alder, der også er interesseret i at teste alt med munden. Den er fuldstændig normal og heldigvis udforsker den hele tiden grænser...Den får normalt et kødben når vi tager hjemmefra, så det er en glædelig begivenhed (en mulighed mere måske?), så har den en bidepølle og nogle pivdyr som den gnasker i og render rundt og tilbyder, men der er så sandelig røget et par potteplander og andet ind i mellem.
Men for at vende tilbage til udgangspunktet. Hunden kan godt lære at skelne mellem hvad den må bide i og hvad den ikke må bide i...og når den forståelse komme frem mellem mennesker og dyr får de begge et godt liv sammen og som jeg skrev lærer en hund ved behag og ubehag og det er en vigtig viden at have med sig for at få det gode samliv frem...
Sandberg1234 talte jo heller ikke om at hunden var af den nervøse type, hvilket dens afstamning heller ikke lægger op til, så det var måske en ide at give den en chance for at finde ud af hvad den må og ikke må, før den bliver udråbt til neurotiker....
Og så forsvinder det som regel, når de bliver ældre. Måske forsvinder det allerede, når hun er ovre sin første løbetid...

Kommentar
Fra : k.j.k


Dato : 06-02-04 23:16

Jeg må give bvh ret - det er en ganske naturlig reaktion for en del hunde, at "lege" med husets inventar, indtil den får at vide at det er forbudt. Også når den er alene hjemme.

Bider den også ting i stykker hvis du f.eks. er ude med skraldespanden, eller ude med vasketøj o.lign. ? Hvis ikke, så prøv at tage skraldespanden eller vasketøjskurven med når du går på arbejde. Snyd den - så den tror du er i nærheden.

Og brug gerne den kommende week-end på at øve, gå - kom - lyt - lure - skælde ud, rose osv. Det virker faktisk.

God fornøjelse

Karin


Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 07-02-04 14:11

Hej, sandberg. Vi mangler lidt respons inden vi kaster os ud i endnu vildere gætterier.
Har du prøvet nogen af rådene?

bvh, -og karin, jeg har da kun sjældent været ude for at en voksen hund bider ting i stykker... Jeg vil i hvert fald ikke kalde det "normalt". og jeg er enig med Bodil i, at det kan være fordi hunden er bange. Så nytter det næppe at skælde den ud. ---Helt bortset fra, at den jo kun gør det, når den er alene hjemme... hvornår skal man så skælde ud...?

Men ellers så ligner tråden en konflikt mellem den gamle og den nye holdning til hundeopdragelse.

Den gamle opdragelse går kort ud på: Hvordan får jeg min hund til at opføre sig som jeg vil have det, så vi kan bo sammen.

Den nye går lige så kort ud på: Hvordan lærer jeg at forstå min hund, så vi kan leve sammen i harmoni.

Jette, min Silke er også helt forandret nu, hvor hun lige er kommet i løbetid for 2. gang. Hun lister rundt herhjemme og ligner én stor undskyldning for sig selv. Hun snerrer og snapper irriteret af enhver hanhund, der bare kikker på hende når vi er ude og gå. Og hun er skrap overfor de unge hunde, som hun før legede så harmonisk med.

Hvis løbetiden medfører store psykiske ændringer, og hvis man ikke har planer om hvalpe engang, så kan det nok være en god ide med sterilisation. Jeg overvejer det i hvert fald også med Silke...



Kommentar
Fra : bvh


Dato : 07-02-04 14:50

Til Birgitta: Du har sjældent oplevet at en voksen hund bider noget i stykker. Det har jeg heller ikke og det er heller ikke det vi taler om. Vi taler om en stor hvalp. Tilsyneladen har du så travlt med at få sagt hvad du vil sige uden at besvære dig med at læse hvad der er blevet skrevet, at en seriøs debat er umulig.
Den beskrivelse du giver af din egen hund tyder ikke meget på harmoni.
Hvis der er noget ved hunden der ikke passer ind i systemet, skærer men det bare væk? I guder. Jeg har haft 6 tæver indtil nu og har aldrig og kunne aldrig drømme om at sterilisere min hund. Iøvrigt går det heller ikke altid godt. Jeg har set hunde der er blevet psykisk ødelagt af det og endnu flere, der fik fysiske men, men det bestemmer du jo selvfølgelig selv...
Din snak om gammeldags og nye metoder er noget underligt fritsvævende. Den såkaldte "nye" metode er en betingelse for at den "gamle" kan gennemføres og har altid eksisteret! Iøvrigt elsker hunde at lære og gøre det den har lært og den proces er i sig selv noget af det bedste man kan tilbyde sin hund.
Meningen med alt det her er at Sandberg1234 skal have et fornuftigt svar. Jeg ved ikke om han eller hun har fulgt med i debatten men tøv en kende med at gå til hundepsykiater eller at få den stakkels hund steriliseret. Den er sandsynligvis en ganske normal dejlig hund uden usædvanlige defekter og det ville næsten være synd at ødelægge den....


Accepteret svar
Fra : Birgitta

Modtaget 20 point
Dato : 07-02-04 15:28

Jammen kæreste bvh. Jeg ved ikke hvorfor du bliver så aggressiv...

En 9 måneders "hvalp" i løbetid kan man da vist godt kalde en unghund?? Jeg går ud fra, at hun i det mindste for længst HAR skiftet tænder!

Og jeg påpeger jo netop selv, at min Silke IKKE er en harmonisk hund nu, hvor hun lige er kommet i løbetid for 2. gang!

DU har din mening, og JEG har min. Jeg har selv haft samme mening om hundeopdragelse som dig indtil jeg fik min sidste hund. Og jeg véd godt, at der er lige så mange forskellige meninger om hundeopdragelse som der er om børneopdragelse. Og der er ikke nødvendigvis én holdning, der er mere rigtig end alle andre!
At man "forstår" sin hund når man har fattet, at den kan skelne mellem behag og ubehag, det virker ærlig talt lidt huleboeragtigt... undskyld udtrykket...

Med hensyn til sterilisation og kastration så er det så mange ting, der taler både for og imod, så jeg ville kvie mig ved, skråsikkert at udtale, at det ene eller det andet ALTID er det rigtige.

Jeg er helt overbevist om, at Sandberg (m/k) er et fornuftigt menneske, som selvfølgelig ikke bare slår øverste etage fra og blindt følger vores råd. Vi kan KUN hver især fortælle vores individuelle meninger, og så lade det være op til Sandberg hvad der passer bedst for hans/hendes hund!


Kommentar
Fra : bvh


Dato : 07-02-04 15:49

"Prøv at sætte dig ned og snak med hende, og spørg hvorfor hun bider i alting. Prøv at lade tankerne gå i de retninger jeg har nævnt eller i andre retninger, som du mener er relevante. Og se, om der ikke kommer et svar til dig på den måde.." Citat slut.

Jeg synes du skal fortsætte diskussionen med din hund...

Kommentar
Fra : sandberg1234


Dato : 07-02-04 16:15

Tak for alle de gode råd. Som jeg ser det er sterilisation måske en overvejelse for at ændre hundens adfærd/psyke, da jeg har ikke planer for Karla omkring hvalpe overhovedet. Men man kan ikke være sikker på udfaldet som Birgitta skriver, så måske er det i første omgang for drastisk. Har tidligere haft en agressiv Gordon Setter han, som godt nok blev det mest venlige kæledyr man kan forestille sig efter kastration, men osse TROMLEFED?? Men jeg kan osse forstå på jer alle, at træning er total nødvendigt, sterilisation eller ej, og det var netop grunden til at jeg oprettede tråden. Jeg har fået en rigtig stor mængde brugbare råd til hvordan jeg griber træningen an, så nu skal det prøves af.
Tak til jer alle.

Sandberg

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 07-02-04 16:21

Ligesom med en computer, så er der tit mange forskellige løsninger på det samme problem.. Held og lykke med Karla, og god arbejdslyst..

Kommentar
Fra : Jernladyen


Dato : 07-02-04 20:28

Hvis du beslutter dig for at sterilisere, kan du dels nedsætte fodermængden (og købe enten Olivers eller dyrlægens foder, det er det bedste), og dels købe light/diæt foder til hende. Vores er en Golden og har let ved at blive tyk, men hun blev det først, da hun startede en kraftig behandling med binyrebarkhormon. Og nu er hun ved at være normal igen, selv om hun får 2 tbl. daglig.
Hilsen Jette

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 08-02-04 12:35

En anden gene ved sterilisering er "sivtisseri". Mange tæver, især de der bliver steriliserede på et sent tidspunkt, bliver lidt utætte, så de kommer til at lugte af tis, hvis de er langhårede, -og så de vådter lidt hvor de ligger, hvis de er korthårede. Men det er en tilstand, der kan behandles...
Pelsen kan også ændre sig efter en sterilisering.

En fordel ved sterilisation er, at man jo undgår risikoen for underlivskræft, og i endnu højere grad risikoen for livmoderbetændelse, som rammer op til 40-50% af de gamle usteriliserede tæver. Risikoen for livmoderbetændelse stiger for hvert år når tæven er over 7 år.

Og som en kuriositet så undgår man at hunden får brystkræft hvis man lader hende sterilisere før 1. løbetid. Så hvis man ved, at der er nogen i hvalpens familie, der har haft brystkræft, så er tidlig sterilisation en god ide, da der er en arvelig faktor.
Oplysningerne er fra min dyrlæge, Allison Wilson.



Kommentar
Fra : bvh


Dato : 08-02-04 13:08

Ja, det hele startede med en hund der kom til at bide lidt i tingene og nu er "velmenende" mennesker ved at råde dig til at sterilisere din hund, i stedet for at lære den at lade være med at bide i tingene. - Hvis du holder af din hund skal du tænke dig godt om før du skrider til så drastisk en handling!

Jeg har taget et udsnit om sterilisation fra http://www.dyrlaege-finn-smed.dk/ herunder:

Dyrlæge Finn Smed skriver:
"P-sprøjter og P-piller ødelægger hundens og kattens immunforsvar og forstyrrer grundstofskiftet.
Mange pelsproblemer og stofskifteproblemer kan henføres til "totalsterilisation", hvor samtlige hunde og kattes kønsorganer fjernes operativt, når den er 5 - 7 måneder gammel.

Ved mine 12 forlæsninger på Simon Fraser Universitetet i Vacouver, Canada, havde jeg lejlighed til ved en sundhedsgennemgang af 87 hunde at se de mest skræmmende eksempler på totalsterilisa-tionens følger.

58 af disse hunde var totalsteriliserede, hvilket gav dem stofskifteproblemer med overfedme, kroniske hudproblemer og psykiske ubalancer til følge.

Jeg har gennem mine snart 40 år som dyrlæge kun kastreret 4 han-hunde af sygdomsmæssige årsager og ved livmoderfjernelse (livmoderbetændelse og lign.) altid bevaret æggestokkene, hvis der var mulighed derfor.

Vedrørende P-sprøjter HAR JEG ALDRIG BRUGT DEM til en tæve." Citat slut!

Om sterilisation skriver dyrlægevagten (bemærk at den fraråder at sterilisere før første løbetid):
"Hvordan foregår en sterilisation?
En sådan operation foregår under bedøvelse. Normalt fjernes begge æggestokke, æggeledere samt selve livmoderen gennem et snit i bugvæggen. Derved ophæves dyrenes forplantningsevne. De kan ikke komme i løbetid mere. I de allerfleste tilfælde kommer dyrene sig særdeles hurtigt efter operationen. Nogle gange er dyrene indlagt en dag eller to efter operationen. I andre tilfælde kan de komme hjem igen samme dag.
Operationen kan foretages allerede i 6 - 9 måneders alderen. I nogle tilfælde inden deres første løbetid, men generelt bør det tilrådes at tævehunde har haft første løbetid."






Kommentar
Fra : Frk_Laura


Dato : 08-02-04 14:45

Hej
Det bedste du kan gøre er at lærer hunden at være alene hjemme, det gøres ved at gå ½ time og rose hunden når du kommer hjem og den ikke har ødelagt noget. Efterhånden prøver du at være væk i længere tid, det synes jeg er en god metode til at lærer hunden at du kommer hjem igen. Min hund havde en mani med at bide i vores skæk, så vi tog og smurte tabasko på, og siden rørte den kun 1 gang.
Når den er alene hjemme kan det være godt at aktivere den, kan kan feks. gemme den smad rundt omkrig i huset, og den vil så bruge 1 time eller mere i jagt på mad. Derved bruger den sin næse, og vil få brugt noget energi...10 min intensiv brug af næsen svarer til en gå tur på 5-10km.

Der findes også forskellige aktivitets legetøj, som man kan lærer hunden at bruge, i starten skal det foregå med opsyn, men når hunden har lært hvad det drejer sig om, kan man lade den være alene med det. Det er absolut en mulighed, hvis man ikke rigtig kan gemme maden.
Jeg har købt en stuff a ball på www.loppetjansen.dk og den synes jeg er rigtig god, men man skal finde noget som passer til en selv.

Kommentar
Fra : Jernladyen


Dato : 08-02-04 17:53

Når man starter med at lære en hund at være alene hjemme, skal man ikke starte med en halv time, men med et halvt min. Og man behøver i første omgang ikke forlade huset, men bare gå ind i et andet rum. Dagen efter kan man så lukke døren, hvis det gik godt. Gradvist øger man tiden og afstanden, alt efter hvor hurtig hunden er til at klare at være alene.
Hilsen Jette

Kommentar
Fra : qfha


Dato : 08-02-04 20:09

Bhv, jeg synes din forståelse af hundes evne til indlæring er særdeles bombastisk. Ja, for ikke at sige af den gamle skole, der sker faktisk noget indenfor hunde træning, som eksempel positiv indlæring. Blot at lære hunden den ikke må bide i ting løser ikke det problem, at hunden er angst for at føreren forlader den. Ja, jeg tillod mig faktisk at skrive det igen, for jeg er ikke i tvivl om dens adfærd er et resultat af dette. Hunden skal her lære, at føreren kommer tilbage, og som der skives ovenover skal man faktisk starte med blot at gå udenfor døren et halvt minúts tid. Evt udefra irettesætte piperi eller anden uønsket adfærd, man har mulighed for at iagtage, med et klart nej. Længden af tidsrummet øges herefter.
Princippet er for så vidt det samme man bruger i den helt elementære bliv øvelse, hvor du af samme årsag altid går tilbage til hunden, altså et spørgsmål om tryghed og tillid.

Kommentar
Fra : bvh


Dato : 09-02-04 01:06

gfha: Når du skriver " Evt udefra irettesætte piperi eller anden uønsket adfærd, man har mulighed for at iagtage, med et klart nej. Længden af tidsrummet øges herefter" er vi jo fuldstændigt enige.
Jeg skrev også, at du må aldrig påvirke en hund mere end at du får en respons. Det kan betyde at visse hunde maximalt bliver irettesat med en mildt aa, aa og andre med klare "nej", eller deciderede høje skarpe kommandoer. Det kommer helt an på hvilken hund vi taler om og hvilken situation. Hvis hunden drøner efter katten, nytter det ikke med et mildt a-a. Jeg håber du forstår hvad jeg mener!
I politihundeforeningen og schæferhundeklubben arbejdes både med "behag" og "ubehag" og hvis du påstår, det er gammeldags, lægger du dig i hvet fald ud med begge foreninger.
Jeg opnåede det højeste pointtal, der nogen sinde er givet i Assens politihundeforening, da min gamle tæve "Bessie" blev kåret som politihund. Hun blev iøvrigt senere fynsmester, så mine metoder kan ikke være helt ved siden af. Og specielt når vi taler om følsomme øvelser som f.eks. spor, hjælper det i hvert fald ikke at være bombastisk...det kræver meget stor følsomhed og kendskab til "hundesproget".
Den hund, der her er tale om, er i hver fald afstamningsmæssigt rimelig robust og Sandberg1234 fortæller ikke noget om generel nervøsitet. Derfor kan man heller ikke bare antage, at det er det, der er problemet. Især når man ved, at stort set alle normale hunde skal gennem det stadie... og jeg synes stadig det er grotesk at begynde at tale om hundepsykiater og sterilisation, før man har prøvet at lære hunden hvad den ikke må røre, og navnlig røre.
Et lille eksempel med min sidste tæve "Ronja" på 8 måneder. Næsten fra hun kom, ryddede hun entreen for sko, de lå overalt i huset og det er særligt irriterende, fordi man som bekendt altid skal have to ens sko på og aldrig kan finde den anden.
Vi besluttede at hun måtte få mine gamle træsko og begyndte stille og roligt (afhængigt af hendes alder) at sige netop a-a - Nej osv. hver gang hun rørte de andre.
Nu kan hun i en flok af sko dykke direkte ned og tage "sine" træsko, uden at røre de andre. Det er meget sødt...
Hele hemmeligheden ved at lære hunden sådan noget er "Konsekvens". I denne situation bestod konsekvensen også i starten at fjerne de sko hun ikke måtte tage, når vi gik i byen for ellers ville det hun havde lært jo være spildt....
I dag rører hun ikke noget hun ikke må, men har sit pivedyr, bidepølle og diverse rester af kødben at gnave i rundt omkring...
Hun gik sit første hvalpespor da hun var 3 måneder gammel, hun kan dække, sitte og stå på kommandoer i dagligsprog. Apportering og holde fast i pøllen er nogle af de foretrukne øvelser. Når vi løber sammen, løber hun perfekt på plads, så vi ikke falder over hinanden og vigtigst af alt HUN ELSKER DET!! Alt det jeg har fortalt er ikke forbeholdt store hunde. Dybt nede i enhver hund er der faktisk "En rigtig hund" og de føler sig faktisk mest trygge når de har nogen at se op til.....men så bevæger vi os ind i endnu et stort emne og kl. er mange osv. osv...



Kommentar
Fra : qfha


Dato : 09-02-04 11:46

Bvh, vi er bestemt enige et langt stykke af vejen. Med fare for at lægge mig ud med samtlige DCH og lokale politihundeforeninger, er disse jo netop ikke specielt kendte for (i hvertfaldt i de kredse jeg kommer) at anvende positiv indlæring, jeg ved godt.....nu flere sikkert har fået noget galt i halsen..at dette er blevet bedre indenfor de seneste år og man gerne nu belønner med bold, trækleg og lign. Men tonen og holdningen af dominans overfor hunden for at få en ting igennem og fremstå som leder, er stadig tilstede. En god leder bruger ikke dominans. En god leder hviler i sig selv, og har ikke brug for at markere sig. Du taler selv om tævens prægning af hvalpen. Meget sjældent ses tæven at irrettesætte hvalpe på det niveau, hun vil aflede den når der fortages noget den ikke må. Som opdrætter har jeg kun set tæven være "voldsom" overfor en hvalp, hvis der var noget galt med hvalpen.

Kommentar
Fra : bvh


Dato : 09-02-04 12:20

Blandt mennesker hviler rigtige ledere i sig selv. I hundeverdene ved vi alle, at grænsene skal markeres en gang imellem. Jeg er overbevist om at du har set dine tæver "tøve et sekund" eller blive lidt "stive" i kropssproget, når hvalpen gør noget den ikke må. En dæmpet knurren høres også. "Afledning er også en "ubehagelig oplevelse" for hvalpen, når den nu lige var så godt i gang. Vi taler hele vejen igennem om nuancer og afskygninger af det samme.
Man kunne filosofere lidt over hvor positive indlæring findes i hundeverdenen. Det sker selvfølgelig, når de får mælk eller mor slikker dem, men jeg har aldrig set en tæve "belønne" en hvalp i traditionel forstand, for f.eks. når den lader være med at nappe mor i halen...
Vi mennesker har muligheden for den positive indlæring og jeg ved ikke, hvad jeg har glemt at skrive, siden du tror jeg alene benytter negativ indlæringsmetoder. Det kan f.eks. ikke lade sige gøre at benytte negative indlæringmetoder, når det drejer sig om spor. Når Ronja og jeg løber sammen, foregår der en konstant kommunikation, lidt dyb stemme, når hun ikke er hvor hun skal være - og lyse når det hele går op i en højere helhed. Med andre ord, hvis jeg skulle angive forholdet mellem det "mørke" og det "lyse" ville det nok være 95 til 5 eller det sidste tal endnu mindre.
Vi skal passe på at det hele ikke går over i ordkløveri. Jeg har en fornemmelse af at du godt ved hvad jeg mener..



Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 09-02-04 14:40

Der er jo bare tusindvis af måder at opdrage en hund, -fra det absolut voldelige til den blideste sludren. Måderne er jo dels tilpasset den enkelte hund, dels afhængige af ejeren og dennes erfaring. Især som begynder kan det være godt med faste regler.

Men jeg har selv i dag helt skippet de faste regler fordi jeg ser, hvor forskellig personlighed hunde har. Og jeg er meget forsigtig med at forsøge at presse nogen til en bestemt kategori af træning. Jeg kan fortælle lidt om de muligheder, jeg ser, men det må altid være op til den enkelte ejer at vurdere, hvad der er bedst for lige netop ham M/K og hans hund.

Det er ikke specielt dine opdragelsesprincipper, jeg stiller spørgsmålstegn ved, bvm, -dem brugte jeg selv indtil for 2 år siden. Men jeg synes, at det er synd, når en åbenbart erfaren hundefører ikke udvikler sig og ser hvad nutidens hundeejere ønsker for deres hunde. Og hvilke muligheder, der er i dag.

Du skriver, at du aldrig har set en tæve bruge positiv indlæring. Men det er nok fordi vi mennesker er så dårlige til at forstå hundenes meget nuancerede sprog. Vi har jo altid haft så travlt med at få HUNDEN til at forstå, hvad VI forlangte af den. Så vi er først de sidste år begyndt at beskæftige os med VORES forståelse af de finere nuancer i HUNDENS sprog.

Det er faktisk ret tit, at jeg oplever, at uerfarne hundeejere "bakker" over et eller andet hundeproblem og søger eksperthjælp før de overhovedet har givet sig tid til lige så stille at betragte hunden og forsøge at gætte, hvad der er årsagen til problemet. Nå en hundeejer stiller et spørgsmål her i kandu, så vil der altid komme en række svar. Og mange af svarene vil indeholde spørgsmål, som hundeejeren kun kan besvare ved at kikke en ekstra gang på sin hund. Og DET er lige netop starten på løsningen af mange af problemerne.

(Jeg håber såsandelig, at du ikke mener, hvad du skriver til sidst, men det modsatte: forholdet mellem det mørke og det lyse er forhåbentlig da 5 til 95)


Kommentar
Fra : bvh


Dato : 09-02-04 14:47

Ja da (5-95)! Men nævn lige et godt eksempel på det du skriver...

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 09-02-04 14:59

ØØøøh, på hvad?? ...Jeg skriver jo så meget....

Kommentar
Fra : bvh


Dato : 09-02-04 15:04

Ja, på tævens positive indlæringsmetode når hvalpen eks. lader være med at jagte rundt efter den hale

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 09-02-04 17:10

Du må meget undskylde, men uanset hvor længe du har haft hunde og trænet hunde, så er og bliver du trods alt kun et menneske. Du tror da vel ikke for ramme alvor, at du til hver en tid fanger alle de finere detaljer i kommunikationen mellem tæve og hvalpe?

Selvfølgelig har tæven sine måder at vise hvalpene sin tilfredshed ved hjælp af sit kropssprog. I tilfældet med halen er der jo ikke tale om at hvalpen skal lære at lade være med at jagte mors hale, for det er jo en vigtig udvikling af hvalpens motorik og jagtinstinkt. Når hvalpen bliver ældre, så er det også en slags leg, de har sammen, som fortæller begge noget om rollefordelingen.

Det, vi stakkels dårligt begavede mennesker kan se af hundes kommunikation er jo kun de grovere detaljer.

Hunde "træner" eller "opdrager" jo netop ikke hinanden ved hjælp af positiv og negativ indlæring. ---Og meget af den nyere menneske-hundetræning er netop baseret på, at hund og ejer har nogle lege sammen, til glæde for begge parter.



Kommentar
Fra : bvh


Dato : 09-02-04 17:56

Du taler udenom. Det du taler om er "oplevelser" der bærer belønningen i sig selv (selv om jeg bemærkede noget om "rollefordeling" og tænker på hvordan du mener den opstår)
Du bliver ved med at tale om de nye menneske-hundetræningsmetoder. Kan du ikke give et konkret eksempel! Vi forestiller os et almindeligt hjem hvor der af og til står lækre ting på bordet (en flæskesteg f.eks). En hund der aldrig har lært andet, vil som det naturligste i verden bemægtige sig godbidden og jeg tror ikke hunden kan se noget som helst positiv i ikke at sætte tænderne i den..
Hvordan lærer du, med de nye metoder, hunden ikke at gå ind på naboen grund og grave efter deres pitbuls kødben i haven.


Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 09-02-04 18:27

Min hund kunne da ikke drømme om at tage noget som helst fra sin 5 år ældre veninde. Som vel og mærke hverken snerrer eller viser tænder. Hun klarer rollefordelingen udelukkende med værdighed og selvfølgelighed.

Det du hele tiden vil have, det er, at hunden skal lære at lade være med ting, som den næppe nogensinde ville gøre i et hundesamfund. Hunden ville da næppe forsøge at hente pit-bull'ens kødben... Og hvis en hund tager lederens mad, så er der vist noget galt med lederskabet..

Kommentar
Fra : bvh


Dato : 09-02-04 18:41

Jeg tror du forveksler hunde og mennesker, men tak for diskussionen...

Godkendelse af svar
Fra : sandberg1234


Dato : 09-02-04 20:25

Tak for svaret Birgitta.
                        

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 10-02-04 15:12

Mange tak for accepten af mit svar , sandberg.

Kommentar
Fra : vildskud


Dato : 17-02-04 10:28

Hold da op....Jeg er chokeret!
Nu skal jeg hjælpe dig Birgitta... bvh vil have konkrete eksempler - det får han så her: Hvordan belønner tæven sine hvalpe når de gør det rigtige. Hun benytter sig af sit fine, fine kropssprog; hun bruger sine dæmpende signaler. Lad os sige, at hvalpen bider hende i halen. Hvalpen er 14 uger og dermed endnu "fredet" i flokken. Er det en godt socialiseret tæve, der kan sit hundesprog, vil hun vente til hvalpen holder op og i dét øjeblik den stopper, vil hun sende et eller flere dæmpende signaler, som tegn på venlighed= positiv belønning. Det kan være, at hun blot vender blikket lidt væk. Måske smasker hun lidt og hun misser helt sikkert med øjnene, mens hun blinker.
Hvordan lærer hunde: de lærer via succes. Hunde lærer ikke af straf (råb, skæld ud, bank på ruden, når de bider i noget de ikke må). De lærer via positiv forstærkning. De vil gøre det der bedst kan betale sig. Straf har ingen indlæringsmæssig værdi, men kan blot gøre hunden usikker og i værste fald resultere i aggresive udfald som følge af usikkerhed.
Hvordan lærer man hunden ikke at tage nabo-pitbullens kødben. Det kan man først og fremmest kun lære den, hvis man fra start har fået etableret et godt lederskab (= en leder er: kompetent, kærlig, initiativrig, beskyttende).
Man kan starte med, at hegne haven ind. Derefter kan man lave en lille åbning. Åbningen skal være så lille, at hunden ikke kan gå igennem. Når hunden befinder sig på den rigtige side af hegnet, belønner man. Stikker hunden hovedet eller en pote ud af åbningen, sker der bare INGENTING. I det øjeblik den vender hovedet for at komme tilbage til den rigtige side af hegnet, belønnes. Sådan bliver man ved og ved og ved, til hunden ikke viser interesse for åbningen. Først derefter kan man gøre åbningen lidt større og gentage arbejdet helt fra bunden og sådan bliver man ved. Hvorfor ikke bare skælde ud, når den nærmer sig åbningen? - FORDI: hunde lærer ikke via straf. Den hører skældud'en og forstår, at noget er galt - men ikke hvad der er galt. Da hunde lærer ved at associere, kan man nemt risikere, at hunden ikke forbinder skældud'en med at gå igennem åbningen, men fx. med at gå igennem åbningen NÅR EJEREN ER DER... Desuden fjerner straf (læs: skældud) ikke motivationen. Hunden lærer ikke, at DET BEDRE KAN BETALE SIG AT GØRE NOGET ANDET...
Det samme gør man, hvis hunden tager fra bordet. Selvfølgelig vil en hund tage en flæskesteg fra bordet. Hvad gør man = man lærer selvfølgelig hunden at det kan betale sig IKKE at tage flæskestegen... Men, men, men det er ALT for meget at kræve af en hund, at den ikke må tage en flæskesteg. Derfor starter man med at lægge et stykke kedeligt rugbrød på bordet. Når hunden kigger op mod rugbrødet, kan man vente til den kigger tilbage på ejeren. I dét øjeblik den gør det, får den en positiv forstærkning i form af verbal ros og en godbid der søreme er lækrere end rugbrødet... Hvad kan mon bedst betale sig for hunden, der i henhold til selvopholdelsesdriften er interesseret i, at gøre hvad der kan betale sig???
Man kan sætte et ord på, når hunden kigger op mod rugbrødet, fx. "nej". Dette nej er et signal - ikke skældud. Derfor siges det i normalt toneleje. Dette skal selvfølgelig siges hvergang hunden kigger på rugbrødet. Ordet nej er ikke straf for hunden, idét den blot opfanger det som en lyd. (har man indtil videre brugt ordet "nej" til at skælde ud med, skal man finde et andet ord). Hunden lærer med tiden, at nej betyder: stop det du gør eller skal til at gøre...
Sådan bliver man ved og ved og ved, til hunden reagerer når den hører dit nej og kommer til dig, for at få noget lækkert. Først derefter kan man skifte rugbrødet ud med rugbrød med kødpølse eller lignende - der er lang vej til flæskestegen. Hvorfor ikke bare skælde hunden ud, når den kigger på rugbrødet? - FORDI den så ikke lærer, hvad den ellers skal gøre. Man risikerer, at hunden kommer til at forbinde skælud'en med noget helt andet.
Hunde lærer som sagt via succes - stil tingene op så den har mulighed for at gøre det rigtige... Det gør man ikke ved at starte ud med at stille flæskesteg på bordet.
Alene-hjemme-træning. SKAL INDLÆRES før det virker. Hvor har du hørt, bvh, at hunde ikke kan lære det?
Jeg vil ikke gøre dette indslag længere end højst nødvendigt, blot gentage, at straf ikke har nogen indlæringsmæssig værdi, fordi den ikke ændrer motivationen.

bvh, mener du også, at hunde der logrer er glade hunde?

Vh. vildskud, professionel hundeinstruktør og hundeadfærdsbehandler-elev.

Du har følgende muligheder
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408924
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste