Hej Alle.
Jeg har lige opdaget denne hjemmeside idag,og kunne godt bruge et godt råd.
Jeg er alene mor til en pige på 11 og en dreng på 6 år.Vi har været alene i ca.5 år -
og vores liv fungerer rimeligt stabilt og trygt.....lige med en undtagelse : Børnenes far..!! Dengang jeg valgte at gå fra ham,var det fordi,at han drak og spillede for meget,desuden er han en rigtig frihedselsker.Vi har altid været vidt forskellige - og han har altid været den,der flygtede fra problemerne,hvor jeg er den der tager kampen op med det samme,i håb om at få løst problemerne. For at gøre en lang historie kort :
Igår havde min datter og hendes far en konflikt,som ikke er den første og sikkert heller ikke den sidste,da min datter nu er så gammel,at hun bestemt har sine egne meninger.
Min datter er startet til dans for ca. ½ år siden,og skulle til danseturnering idag.
Min søn er netop startet til fodbold og vi havde sammen været nede og se ham spille sin første kamp. I et stykke tid har min ex. haft en af "sine gode perioder" og jeg var derfor glad for at vi kunne være sammen for børnenes skyld. Aftalen var,at min ex. skulle tage med til min datters danseturnering,da jeg skulle på job - jeg arbejder hver 3. weekend og børnene er fast hos deres far i disse weekender. Jeg var selvfølgelig ked af,ikke at kunne deltage - men der kommer jo flere turneringer.... Hendes far,derimod -
har aldrig deltaget ,så dette skulle være hans første gang. Min datter fortæller mig,da vi kommer hjem til "vores" hus,at hendes far samme dag har fortalt hende,at det egentlig ikke siger ham noget at tage med bla. fordi,at der kommer så mange mennesker,og det er for dårligt at han skal betale næsten 200,- for at se hende danse og forøvrigt har han ikke så mange penge...!!!! men han ville da tage med alligevel...
Det er min datter selvfølgelig ked af,at han har sagt - og da han beder hende om at tage tøj på,så de kan køre hjem til ham...stikker hun af. Jeg tager straks tøj på,og går ud og leder efter hende - min ex. sætter sig ud i bilen med min søn. Jeg finder hende kort efter grædende og meget ked af det. Prøver at trøste så godt jeg kan,og siger at det vigtigste er jo at han tager med.(selvom han burde have holdt sin mening for sig selv) mens jeg trøster ,kommer min ex. gående og siger hårdt til min datter :"du har 2 minutter til at sætte dig ind i bilen - ellers kører jeg" jeg forsøger at glatte ud,og spørger om han ikke kan se,at hun er ked af det. " Det rager ham - hun skal ihvertfald ikke stikke af fra ham og iøvrigt er der ikke nogen af hans børn,der skal styre HANS liv "
Jeg er målløs..... Han råber og skriger,at jeg aldrig gør noget for mine børn,mens de hører på det - og til sidst tager jeg min datter med indenfor. Min ex går.... Indenfor bruger jeg over ½ time på at trøste min datter. (noget som han i virkeligheden burde have gjort - da det var DERES konflikt) men han vil ikke snakke med hende - hun skal bare gøre hvad han siger..!!! Jeg fortæller min datter,at hun er nødt til at tale med sin far,og løse problemet - men hun vil ikke derhjem mere... efter lang tid,får jeg hende alligevel overtalt til at snakke med ham I TELEFONEN...!!! og han kommer og henter hende,han vil snakke med hende når de kommer hjem til ham. Hvis hun havde insisteret på,ikke at ville derhjem - havde jeg taget hende med på arbejde,men så var hun jo ikke kommet til danseturnering. Jeg havde det bare så skidt bagefter,fordi han ikke så hvad hun havde behov for,og fordi at jeg ikke kunne trænge igennem til ham. Jeg føler mig magtesløs og er dybt fortvivlet over denne situation - for hvordan vil han så tackle en ny konflikt ?? og hvad så når min søn kommer i samme alder ?? Jeg VED,at jeg gør alt for mine unger - og i virkeligheden tror jeg,at det bunder i hans egen dårlige samvittighed overfor børnene,fordi han ved,at han ikke slår til som far. I gennemsnit har han dem fast ca. 5 dage om måneden,derudover har vi den aftale om,at han må ringe og se dem lige så meget han har lyst til....men kun en sjælden gang ringer han og spørger hvordan de har det. "jeg kan jo nok forstå,at han har sit eget liv nu - og hverken børnene eller jeg skal styre hans liv" Ja...bevares....Jeg kan da sagtens klare at stå alene om ansvaret,men børnene har jo brug for deres far !!!! Det er jo MIG,der hører dem fortælle,at de savner ham. Jeg er efterhånden nået dertil,at hvis det ikke havde været for børnenes skyld - ville jeg ønske,at han "bare" afskrev dem,de er bedre tjent uden. Men jeg ønsker trods alt,at de har kontakt med ham - og ville ønske,at han kunne se hvad han går glip af. En dag er det for sent.....
Er der nogen der står i samme situation ??,ved ikke at kunne trænge ind til deres ex. -
ville jeg blive glad for at høre om jeres erfaringer..
Ps: Min datter blev nr. 2 i mesterrækken....
Hilsen en stolt mor..
|