Man kan også være for uselvisk. Da mine to drenge og jeg var en tur i mosen ved Mosevej i Silkeborg så vi en and - i dybeste nød. Den havde beskadiget landingsstellet - og jeg besluttede mig til at sende den til de evige andedamme, hvor andemaden ligger tykt i overfladen. Anden spurtede afsted - med min ringhed lige i halen. Chancen kom, og jeg kastede mig vandret efter den stakkels and - og landede ovenpå en sten, som lå halvt skjult i mosejorden. Det kostede mig et brækket brystben - og anden slap væk. Utaknemmelige skarn.
Det var en reminder der ville noget.
Man ser ellers lidt af hvert - her på Djævleøen. Folk er skræmte, når de står overfor en havareret fugl. Så skal dyreambulancen tilkaldes - og foreslår man en hurtig løsning på problemet, bliver man skældt fra ære og hæder. Ikke engang fremvisning af et gyldigt jagttegn gør indtryk. Nu ved jeg, fra pålidelig kilde, at dyreambulanceføreren altid venter med aflivningen, indtil han har fået det nødstedte kræ ind i køretøjet.
En hysterisk "kvind" anmeldte mig engang for at have aflivet en hare på "bestialsk" vis. Hun påkørte haren, og da jeg snuppede haren i bagbenene og knaldede den et 40 cm langt galvaniseret vandrør (bruges sammen med en top, når hjulene skal skiftes) i nakken, skreg hun som en besat. Hun ville fandeme anmelde mig for dyremishandling - og hun fik mit telefonnummer og mit navn og adresse. Haren smagte såmænd fint.
En politassistent ringede senere for lige at forhøre sig til det passerede, men efter at have hørt min forklaring - skreg han af grin og ønskede mig god jul.
Jeg har derfor ikke de store forhåbninger til artens overlevelse, hvis systemerne en dag bryder sammen. Hvordan vil bymenneskene skaffe sig føde?? De bedst stillede vil så være kannibalerne på Borneo - så længe lager haves.
Men der findes trods alt fornuftige medmennesker. En sort retriewer var blevet påkørt oppe ved Græsted og lå i grøften med det meste af tarmen hængte ud fra en flænge i maveregionen. Det så forfærdeligt ud. Den stønnede skrækkeligt og flåede med bagkløerne i tarmen m. m..
Også her stod en tyndhalset og hulrøvet forstadsindianer og skreg på dyreambulance. Jeg fiskede min haglbøsse frem - kiggede på hundejeren - som nikkede. Jeg var squ tæt på at blive overfaldet af indianeren m/squaw.
Jeg burde måske have bedt de tilstedeværende om at kigge bort - men det var der såmænd ikke tid til - altså til at tage hensyn til deres finere fornemmelser.
Hundeejeren fik min adresse - og en uge senere ankom der et bud med 6 flasker god rødvin. Så bliver man glad.
Men finder man en død sild ved strandbredden - så vil kunstigt åndedræt være nyttesløst.
Mvh.
Tonganeseren